MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreForældre til herboende voksne børnUdlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende søn ikke havde boet sammen i 35 år. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005, at hun havde opholdt sig i Danmark fra hendes opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgerens ægtefælle var afgået ved døden i maj 2015, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde mulighed for at blive passet i Canada, og at den herboende søn havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt. 

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet hun tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra sin seneste opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet hun begge gange havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende søn og ansøgeren ikke havde boet sammen de sidste 35 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende søn havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indtil maj 2015 havde boet sammen med sin ægtefælle i Canada og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende søns husstand, og at den herboende søn fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende søn kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende søn, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af gigt- og hjertesygdomme, at hun modtog blodfortyndende, vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, at hun var sengeliggende med rygsmerter som følge af et fald, og at hun ikke var selvhjulpen, idet der ikke var tale om sygdomme af så alvorlig karakter, at det kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at uanset, at ansøgerens generelle helbredsmæssige tilstand måtte antages at være blevet forværret under ansøgerens ophold i Danmark, og at ansøgeren var afhængig af personlig og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at aldersbetingede lidelser samt generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren måtte henvises til fortsat at modtage behandling i Canada, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/8.

Senest opdateret: 15-02-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post