MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreForældre til herboende mindreårige børn
  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. marts 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 01-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger, som senest havde boet sammen med sin herboende mindreårige datter, da datteren var omkring et år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, jf. den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til sin datter, uanset at datteren på ansøgningstidspunktet var 14 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og datteren ikke havde boet sammen siden 2002, hvor datteren var omkring et år. Udlændingenævnet fandt således, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var rejst uden sin familie til Kasakhstan med henblik på at etablere sig, at ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens udrejse var blevet dræbt, at ansøgerens børn som følge heraf var flygtet med ansøgerens ægtefælles fætter til Iran, og at ansøgeren skulle have været uden kontakt til sine børn indtil 2014. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til Afghanistan var rejst rundt og efter det oplyste ikke turde rejse ind i Iran, idet hun havde vurderet, at det var for farligt, og at hun stod uden økonomiske midler, idet hendes broder, som hun var rejst sammen med til Kasakhstan, var blevet dræbt, og det var ham, der havde alle pengene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren mellem 2002 og 2008 havde klaret sig alene i Kasakhstan, og at ansøgeren først i 2008 var udrejst af Kasakhstan. Udlændingenævnet fandt herudover, at selvom ansøgeren ikke ved udrejsen til Kasakhstan oprindeligt kunne anses for at have afbrudt familielivet, havde hun efterfølgende accepteret, at omsorgen for hendes datter blev varetaget af andre omsorgspersoner. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens datter ikke havde boet sammen med ansøgeren siden 2002, at hun vedvarende havde boet sammen med familie, at ansøgeren og hendes datter først i oktober 2014 havde genetableret kontakten, og at ansøgeren først i juni 2015 havde søgt om familiesammenføring med sin datter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 16 år, og at hun grundet sin alder ikke kunne antages at have samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har, samt at hendes voksne bror havde haft ansvaret for hende, siden hun var blevet familiesammenført i 2009. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren nu opholdt sig i Kabul, Afghanistan, under vanskelige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at eventuelle asylretlige forhold samt generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Zambrano-dommen

    Dato: 13-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en filippinsk statsborger, som i 2013 havde født en datter i Danmark. Datteren var dansk statsborger, og ansøgeren var eneforsørger af barnet.

    Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, herunder i forhold til at hun som følge af Zambrano-dommen havde en afledt ret til ophold efter EU-reglerne, jf. EU-domstolens dom fra marts 2011 i Zambrano-sagen (C-34/09). I medfør af Zambrano-dommen kan en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn, som tredjelandsstatsborgeren forsørger, have en afledt ret til ophold efter Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, hvis tredjelandsstatsborgeren opholder sig i den medlemsstat, hvor barnet bor og er statsborger, og hvis en begrænsning i opholdsretten vil have den virkning, at det mindreårige unionsborgerbarn reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i unionsborgerskabet. Udlændingenævnet henviste i øvrigt til dommen i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i april 2013 havde født en datter i Danmark, som var dansk statsborger, at ansøgeren var eneforsørger af barnet, idet faderskabet havde skullet fastslås ved dom på baggrund af en DNA-test, og da barnets fader ikke ønskede at have noget med barnet at gøre og efter det oplyste heller ingen kontakt havde haft med barnet. Udlændingenævnet fandt herefter på baggrund af en konkret vurdering af sagens oplysninger, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren reelt ville medføre, at datteren ville være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med sin moder (ansøgeren), idet datteren var i et afhængighedsforhold til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for ret til ophold på baggrund af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse, medmindre de helt grundlæggende betingelser ikke var opfyldt. FAM/2017/110.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. august 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 23-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et herboende mindreårigt barns moder og stedfader efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som var statsborgere i Syrien. Udlændingenævnet hjemviste samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende det herboendes barns lillesøster til fornyet vurdering, idet Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen skulle have truffet afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og ikke udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det herboende mindreårige barn, som var født i september 2006 i Syrien, var indrejst i Danmark i april 2015 med sin morbroder og en fætter.

    Udlændingenævnet fandt, at det herboendes barns moder ikke kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde til grund, at det herboende barn og det herboende barns moder havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet anså imidlertid familielivet for frivilligt afbrudt, idet det herboende barn havde boet hos sin fader, siden han var fem år, idet hans moder i januar 2015 havde valgt at udrejse til Tyrkiet alene, og idet han var udrejst af sit hjemland med sin morbroder. Det forhold, at klageren havde anført, at familielivet ikke var blevet frivilligt afbrudt, idet adskillelsen af familiemedlemmerne skyldtes borgerkrigen i Syrien, kunne således ikke føre til en anden vurdering. Klagerens henvisning til FN’s Børnekonvention og bemærkninger om, at der i den konkrete sag ikke var tvivl om, at barnets tarv tilsagde, at der burde meddeles opholdstilladelse til det herboende barns moder og stedfader, idet det herboende barn var meget påvirket af savnet til sin moder og mistrivedes, kunne heller ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til det herboendes barns moder ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, idet denne – efter Udlændingenævnets opfattelse – ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste til, at det herboende barns moder ikke havde boet sammen med det herboende barn, siden han var cirka fem år, at han herefter havde boet hos sin fader, og at det herboende barns moder i januar 2015 var udrejst alene til Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det herboende barn boede sammen med en værge (klageren), at han havde sin morbroder (værgens broder) og sin fætter i Danmark, og at det efter det oplyste var værgen, der var det herboende barns primære omsorgsperson, hvilket han havde været siden 2015. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det herboende barn havde et familiært netværk her i landet, som kunne tage vare på ham. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet desuden, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele det herboendes barns moder afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns moders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var særlige grunde til at meddele det herboende barns stedfader opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det herboende barn og det herboende barns stedfader ikke havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derfor, at et afslag på opholdstilladelse til det herboende barns stedfader ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns stedfaders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han fik opholdstilladelse. FAM/2017/97.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 12-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende søn/broder (referencen), som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne og referencen var i november 2012 udrejst af Syrien til Libanon, hvor de havde opholdt sig i cirka seks måneder, hvorefter de rejste til Tyrkiet, hvor familien fik midlertidig opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med sine forældre, og selvom han på tidspunktet for ansøgningernes indgivelse havde været cirka 16½ år og dermed mindreårig, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at han var rejst fra Tyrkiet sammen med sin farbroder, mens resten af familien var forblevet i Tyrkiet, idet det var blevet aftalt, at referencen og farbroderen skulle rejse alene og søge familiesammenføring efter ankomsten til Danmark, ligesom det fremgik af klagen, at beslutningen om, at referencen skulle tage af sted mod Danmark med sin onkel, var begrundet i, at der ikke var nogen til at beskytte og brødføde referencens moder og søstre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det kunne lægges til grund, at referencen var udrejst af Tyrkiet med sine forældres accept og medvirken til planlægningen af udrejsen, og at han således også efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden sine forældre. Udlændingenævnet fandt desuden, at selv om referencen var rejst sammen med sin farbroder, og dette kunne anses som værende udtryk for, at forældrene fandt, at referencen skulle ledsages og ikke udrejse alene på baggrund af sin alder, måtte dette i så fald tages som udtryk for, at referencens forældre havde valgt, at farbroderen skulle træde i forældremyndighedsindehaverens sted, og at de fortsat frivilligt havde valgt, at referencen ikke skulle opholde sig sammen med dem. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark sammen med sin farbroder og dernæst sin faders to fætre, og at referencen efter indrejsen i Danmark og meddelelse af opholdstilladelse havde boet enten på samme adresse eller i nærheden af sin farbroder. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencen kom til Danmark for at hjælpe sin familie og ikke for at bo sammen med sin onkel. Det bemærkedes, at referencen fortsat havde relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han kunne udrejse af Tyrkiet sammen med sin farbroder, at han sammen med farbroderen havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen på ansøgningstidspunktet for familiesammenføring havde en alder, hvor han ikke i det daglige var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse faktiske forhold, at Danmark ikke kunne anses for forpligtet til at beskytte det familiemæssige samliv mellem referencen og hans forældre, jf. Danmarks internationale forpligtelser, således at der skulle meddeles opholdstilladelse til forældrene for at kunne sikre en genetablering af en familiemæssig enhed, mens referencen var mindreårig. Dette gjaldt, uanset at referencen som mindreårig var meddelt asyl i Danmark og derfor ikke af Danmark som mindreårig ville kunne henvises til at blive genforenet med sine forældre i Syrien eller forældrenes nuværende opholdsland. Udlændingenævnet lagde således afgørende vægt på, at forældrene selv havde valgt at sende referencen af sted som næsten 16-årig fra Tyrkiet, hvor den samlede familie sidst havde haft ophold. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencens forældres personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at referencens forældre skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencens moder led under de dårlige tilstandsforhold i Tyrkiet og ønskede at komme til Danmark for at se sin søn, som hun havde mistet under krigen, og at familien boede i Tyrkiet under kummerlige forhold i en lejlighed, som var sundhedsskadelig. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte klagen var anført, at referencen var psykisk påvirket af sagen, og at savnet af hans moder forhindrede referencen i at deltage fuldt ud i at blive integreret i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencens savn af sin moder og den psykiske påvirkning, som sagen havde, ikke var helbredsmæssige problemer af en sådan karakter, at det kunne begrunde et andet resultat. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden sine forældres ledsagelse, og at hans angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe forældrene til Danmark, og ikke udsprang af et særligt behov for sine forældres pasning og pleje. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen nu var fyldt 18 år og således var myndig. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var en forudsætning for, at referencens forældres mindreårige børn (de ansøgende børn/søskende) ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at referencens forældre, som var forældremyndighedsindehavere, var fastboende her i landet på grundlag af en tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Da referencens forældre samtidig hermed var meddelt afslag på opholdstilladelse, var denne betingelse ikke opfyldt. De ansøgende børn/søskende kunne således ikke gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til deres forældre. FAM/2016/90.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 21-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn. Den herboende søn, født i 2003, og hans fader blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtninge i oktober 2014. I januar 2015 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om familiesammenføring med den herboende søn fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og sønnens fader var blevet skilt i 2012, at faderen efterfølgende havde indgået et nyt ægteskab, og at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren i Egypten i perioden fra maj 2013, og indtil han udrejste af Egypten i august 2014. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at ansøgeren og hendes herboende søn fortsat havde et familieliv, der var beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn var udrejst af Egypten. Det blev endvidere anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Der blev i den forbindelse henvist til EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien (app no. 13178/03).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren kunne få opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgeren og den herboende søn afbrød deres familieliv, da den herboende søn udrejste af Egypten med sin fader, hvor han indtil udrejsen i august 2014 boede med ansøgeren og sine søskende, og hvor ansøgeren og den herboendes søns søskende forblev boende efter den herboende søns udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søns fader insisterede på, at han skulle udrejse med faderen af Egypten, og at ansøgeren ikke samtidig ønskede at rejse fra Egypten. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren og den herboende søn fortsat havde et etableret familieliv, som var beskyttet af EMRK artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn rejste til Danmark, og at EMD har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og den herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af EMRK artikel 8, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren havde valgt at udøve familielivet adskilt fra den herboende søn. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren og den herboende søn efter det oplyste havde valgt at blive adskilt fra hinanden i forbindelse med den herboende søns og hans faders udrejse af Egypten, og at den herboende søn fortsat boede med sin fader og faderens familie og derved var en del af faderens husstand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fulgte af EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien, præmisserne 85-87, at EMD havde fundet, at der i den konkrete sag var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, idet ansøgeren var en uledsaget, udenlandsk mindreårig, hvorfor de belgiske myndigheder i dette konkrete tilfælde havde en forpligtelse til at sørge for familiens genforening. Det var derfor Udlændingenævnets vurdering, at EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien ikke kunne sammenlignes med denne sag, idet den herboende søn indrejste i Danmark og fortsat boede sammen med sin fader. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/75.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom

    Dato: 07-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i oktober 2007, hvor han søgte asyl, og han blev i december 2007 overført til Grækenland i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren indrejste igen i Danmark i marts 2012. I samme måned traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af ansøgeren med et indrejseforbud, som var gældende indtil maj 2014, idet ansøgeren blev udsendt til Spanien i april 2012. I september 2012 indrejste ansøgeren igen i Danmark, og ansøgeren blev ved dom i september 2012 udvist af Danmark i seks år ved at være genindrejst i Danmark, uanset at han var meddelt et indrejseforbud. Ansøgeren havde efterfølgende et længerevarende ophold i Iran, og han indrejste derefter i Danmark igen, hvor han på ny søgte om asyl. I forbindelse med asylsagen oplyste ansøgeren, at han havde et barn i Danmark. Udlændingestyrelsen traf i maj 2014 afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af Dublin-forordningen, hvilket Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2014. Det fremgik af Flygtningenævnets afgørelse, at Udlændingestyrelsen første gang fik kendskab til, at ansøgeren havde et barn i Danmark ved et partsindlæg fra juni 2014, og at ansøgeren var til stede ved fødslen af barnet. I juli 2014 indgav ansøgeren ansøgning om familiesammenføring i Danmark under henvisning til barnet, som var født i juni 2011. Det fremgik af sagen, at barnet i juni 2011 blev anbragt uden for hjemmet i Danmark, hvilket barnet skulle forblive i foreløbig i tre år. I juli 2014 samtykkede ansøgeren til, at barnet fortsat forblev anbragt uden for hjemmet. Endelig fremgik det af sagen, at ansøgeren og barnet havde samvær én gang om måneden af halvanden times varighed i et neutralt samværshus, og at ansøgeren havde fået fastsat støttet samvær to gange i oktober 2014, november 2014 og december 2014 af halvanden times varighed.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til samvær med barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren i september 2012 udrejste af Danmark og oplyste politiet om, at ansøgeren ingen børn havde i Danmark, og at ansøgeren først blev registreret som fader til barnet i maj 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde ansøgt om familiesammenføring med barnet, at Udlændingestyrelsen først i juni 2014 var blevet bekendt med, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren således igennem flere år ikke sås at have været en del af barnets liv. Det forhold, at ansøgeren skulle have været med til barnets fødsel og hendes første fødselsdag, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der først i efteråret 2014 var etableret samvær én gang om måneden af halvanden times varighed mellem barnet og ansøgeren, og at ansøgeren ikke havde haft samvær siden januar 2015, hvorfor omfanget af og kontakten i forbindelse med det udøvede samvær ikke kunne føre til, at der mellem ansøgeren og barnet var etableret en særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Hertil bemærkede Udlændingenævnet, at kommunen til sagen havde oplyst, at ansøgeren var ”fremmed” for barnet. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde et indgreb i ansøgerens ret til familieliv, uanset at barnet var anbragt uden for hjemmet. Det anførte om, at det var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at det var i strid med disse konventioner at afskære barnet fra at have kontakt med ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren først var kommet ind i barnets liv i sommeren 2014, at Udlændingestyrelsen ikke før juni 2014 havde hørt om, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren siden efteråret 2014 og frem til januar 2015 havde haft samvær én gang om måneden med barnet. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at der var henvist til dom af 11. juli 2000, Ciliz mod Holland, (appl.no. 29192/95). Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Ciliz mod Holland ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag. Ciliz mod Holland vedrørte myndighedernes pligt til at koordinere sager, som berører en families ret til et familieliv efter EMRK artikel 8, således at en afgørelse i den ene sag ikke foregriber eller udelukker en afgørelse i den anden sag med det resultat, at familielivet forhindres. Heroverfor vedrørte ansøgerens sag alene en opholdssag, og Udlændingenævnet fandt herudover – henset til omfanget og karakteren af det udøvede samvær – at dette kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren blev udvist af Danmark på et tidspunkt, hvor barnet var født, men ikke anerkendt af ansøgeren som sit barn, og at ansøgeren først i maj 2014 – på et tidspunkt hvor ansøgeren allerede havde søgt om asyl i Danmark, og på trods af oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren tidligere havde været en del af barnets liv – anerkendte faderskabet. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, da det samvær, som ansøgeren efter det oplyste havde ret til, efter Udlændingenævnets opfattelse kunne udøves via besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensynet til barnets tarv i ansøgerens sag ikke kunne føre til en ændret vurdering, og at der ikke forelå ganske særlige forhold, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4, idet ansøgeren var udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år gældende til oktober 2018. FAM/2016/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Tvangsanbragte børn

    Dato: 07-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en statsborger fra Portugal under henvisning til hendes herboende børn, der var født i henholdsvis 2012 og 2014. Det fremgik af oplysningerne i sagen, at begge ansøgerens børn var tvangsanbragt uden for hjemmet, at ansøgeren havde fået fastsat overvåget samvær på henholdsvis en time pr. måned og en time hver tredje uge med børnene, og at ansøgeren kun i begrænset omfang var mødt op til samvær med det ældste barn.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens samvær med børnene ikke var af et sådant omfang, at det i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens samvær med det ældste barn siden maj 2013 havde været overvåget, ligesom samværet med det yngste barn siden anbringelsen i september 2014 havde været overvåget, og at samværet alene udgjorde en time henholdsvis hver tredje og fjerde uge. Udlændingenævnet tillagde det herudover betydning, at ansøgeren alene var mødt op til samvær med det ældste barn en gang i april 2013, men ikke mødte op de efterfølgende gange, hvorefter ansøgeren først anmodede om genoptagelse af samvær i oktober 2014. Det faktisk gennemførte samvær med det ældste barn sås således at være af begrænset omfang. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet med børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at baggrunden for karakteren af det fastsatte samvær måtte ses i forhold til, at det ved en undersøgelse fra februar 2013 og et undersøgelsesforløb fra november 2012 til februar 2013 i forhold til det ældste barn var blevet konkluderet, at ansøgeren ikke vurderedes at kunne tilegne sig de egenskaber, der skulle til, for at kunne drage den fornødne omsorg for hende, og at det vurderedes skadeligt for hendes trivsel og udvikling fortsat at blive udsat for de belastninger, som samspillet med ansøgeren frembød. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens samvær med det yngste barn tillige var blevet reduceret fra en gang om ugen til en time hver tredje uge, grundet primært ansøgerens egne forhold, og for at sikre det yngste barns fortsatte trivsel og udvikling. Udlændingenævnet fandt herefter, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til – som EU-borger fra Portugal – at indrejse i Danmark for at udøve sit samvær med børnene gennem besøgsophold. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til, at ansøgeren som EU-borger havde mulighed for at tage ophold i Danmark i medfør af reglerne om fri bevægelighed, og at hun således havde mulighed for at tage ophold i Danmark på andet grundlag end en særskilt opholdstilladelse til børnene. Det forhold, at ansøgeren, såfremt hun ikke havde grundlag for opholdsret efter EU-reglerne, vil skulle indrejse fra Portugal for at udøve sit samvær med sine børn af en times varighed henholdsvis hver tredje og fjerde uge, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke i sig selv kunne føre til, at det måtte anses som uproportionalt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at meddele afslag på opholdstilladelse, henset til den geografiske afstand sammenholdt med omfanget af samværene. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 15-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en libanesisk statsborger, samt Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse af denne sag til fornyet behandling. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i november 2005 og havde opholdstilladelse som ægtefællesammenført fra juni 2009 til december 2012. Ansøgeren udrejste herefter i april 2013 og genindrejste i marts 2014.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde indsendt yderligere oplysninger om sit samvær med sine herboende børn, herunder kopi af en domsudskrift, hvori ansøgerens tidligere ægtefælle havde afgivet oplysninger om det udøvede samvær med parrets fællesbørn siden ansøgerens indrejse i marts 2014. På den baggrund fandt Udlændingenævnet det rettest, at Udlændingestyrelsen vurderede karakteren og omfanget af det på afgørelsestidspunktet udøvede samvær på ny i første instans, herunder at Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med det under Udlændingenævnets sagsbehandling meddelte samtykke fra ansøgeren indhentede yderligere oplysninger fra ansøgerens tidligere ægtefælle vedrørende hyppigheden og kontinuiteten af samværet med børnene. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til, om ansøgeren på baggrund af de indhentede oplysninger om samvær kunne meddeles opholdstilladelse. FAM/2015/256.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 02-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Kenya, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn, som var født i marts 2010. Ansøgeren havde i perioden fra 2008 til 2010 haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af uddannelse og med henblik på jobsøgning efter endt uddannelse. I oktober 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til ansøgerens søns mor. Ansøgeren forlod herefter Danmark. I januar 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren fortsat var i et forhold til ansøgerens søns mor. Det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration hjemviste i juli 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2011. I november 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Justitsministeriet stadfæstede denne afgørelse i september 2012. Udlændingestyrelsen meddelte på ny i juni 2014 ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Det fremgik af det elektroniske visumsystem, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 86 dage med henblik på at besøge en ven i Danmark, og at ansøgeren i august 2014 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 47 dage.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde boet i Danmark siden november 2010, og at ansøgeren ikke havde udøvet samvær med sin herboende søn i et sådant omfang, at ansøgeren på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren og hans herboende søn var stærkt knyttet til hinanden, at ansøgeren udøvede samvær med sin herboende søn, at der efter ansøgerens opfattelse forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, og at det efter ansøgerens opfattelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og dennes herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, fandt Udlændingenævnet desuden, at Danmark ikke var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær havde set sin søn i 37 dage i perioden fra december 2014 til februar 2015 under et processuelt ophold. Udlændingenævnet noterede i den forbindelse, at ansøgerens herboende søns daginstitution i december 2014 havde oplyst, at ansøgerens herboende søn havde det svært med at blive hentet af ansøgeren, og at det var ved at være et stykke tid siden, at daginstitutionen havde set ansøgeren. Udlændingenævnet fandt herudover, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens herboende søn var født i marts 2010, at ansøgeren havde boet sammen med sin herboende søn og dennes mor i cirka fem måneder indtil sin udrejse af Danmark i 2010, at ansøgeren i perioden fra sin udrejse af Danmark i november 2010 indtil marts 2013 alene havde haft kontakt med sin søn via ugentlige samtaler på Skype, og at ansøgeren herefter alene havde udøvet samvær med sin søn under besøgsophold (visumophold) og processuelt ophold i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum med henblik på at besøge en ven i Danmark og ikke ansøgerens herboende søn, ligesom Udlændingenævnet bemærkede, at der ikke sås at være givet afslag på visumophold i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende søn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i august 2014 på et visum, at han efterfølgende søgte om forlængelse af visummet, og at han først søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn efter at have fået afslag på forlængelse af visummet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under sit processuelle ophold havde haft mulighed for at intensivere sit samvær med sin herboende søn, idet der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at etablere eller intensivere et samvær. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren fortsat kunne henvises til at udøve samvær med sin søn på visumophold og via Skype. Det forhold, at ansøgeren betalte børnebidrag til sin herboende søn, fandt Udlændingenævnet ej heller kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var dokumenteret et sådant samvær mellem ansøgeren og dennes herboende søn, der kunne medføre opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. FAM/2015/177.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år

    Dato: 21-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til fem statsløse palæstinensere fra Syrien, der var født i henholdsvis 1967, 1995, 1999, 2004 og 2010. Den herboende reference, som var 17 år på ansøgningstidspunktet, udrejste fra Syrien til Egypten med sin onkel i juni 2013 og indrejste i Danmark i juni 2014 med sin onkel, hvor han søgte asyl. Den herboende reference oplyste til sin asylsag, at han ønskede sin onkel som ledsager, indtil hans øvrige familie kom til Danmark. Ansøgerne søgte i september 2014 om familiesammenføring med den herboende reference, som var henholdsvis deres søn og bror.

    Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references mor og ældste søster, at de ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og den herboende reference, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydelig vægt, at den herboende reference udrejste fra Syrien til Egypten i juni 2013, hvorefter han ikke havde været en del af sin mor og søsters husstand, i hvert fald et år forinden han indgav ansøgning om familiesammenføring, ligesom den herboende reference til sin asylsag havde oplyst, at det var planen, at han og hans onkel skulle udrejse sammen fra Egypten og bo sammen i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at familielivet mellem den herboende reference og ansøgerne blev frivilligt afbrudt, da han udrejste af Syrien. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet udfald, idet disse forhold var af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. For så vidt angik FN’s Børnekonvention, bemærkede Udlændingenævnet, at denne ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende reference efter det oplyste ikke længere kunne bo sammen med sin onkel i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende reference på afgørelsestidspunktet var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references tre yngste søskende, at disse ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgerne ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med deres mor i Syrien. Udlændingenævnet fandt således ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger at kunne lægge til grund, at ansøgerne led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig sammen med deres mor, herunder at ansøgerne var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Syrien, ligesom der ikke forelå særlige grunde til, at der burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til den herboende reference som nærmeste familie. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne, siden deres far afgik ved døden, havde boet hos deres mor i Syrien, hvor den herboende references ældste myndige søster ligeledes var bosat, og at ansøgernes mor således havde været den primære omsorgsperson, siden ansøgernes far afgik ved døden, og derved også før den herboende reference udrejste af Syrien. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende references yngste søskende ej heller kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde delt bopæl med ansøgerne siden sin udrejse af Syrien, ligesom han ikke havde fungeret som ansøgernes forsøger. Udlændingenævnet lagde således til grund, at der mellem den herboende reference og ansøgerne ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne begrunde, at ansøgerne blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at et afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne ville udgøre en krænkelse af den herboende reference og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at generelt dårlige økonomiske og sociale forhold i en ansøgers hjemland, herunder eventuelle asylretlige forhold, ikke kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1, pkt. FAM/2015/151.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 12-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn, som var født i september 2013. Af sagen fremgik det, at ansøgeren boede i Sverige, hvor han havde ansøgt om asyl, at baggrunden for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark var, at ansøgeren ville tage arbejde og forsørge sin familie, at han ville hjælpe med at opdrage sin søn, og at moderen til ansøgerens søn havde svært ved at tage sig af hendes og ansøgerens barn. Det fremgik endvidere, at ansøgerens forældre var blevet dræbt i Nigeria af en gruppering, og at ansøgeren også var blevet forsøgt dræbt af samme gruppering. I august 2014 oplyste ansøgeren Udlændingestyrelsen om, at han var blevet meddelt afslag på asyl i Sverige, hvor han havde boet siden 2009, og at det var derfor, at han søgte om opholdstilladelse i Danmark. I november 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Under klagesagens behandling anmodede Udlændingenævnet ansøgeren i maj 2015 om at udfylde en erklæring om samvær med et barn bosiddende i Danmark og meddele samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn. Ansøgeren blev endvidere anmodet om at oplyse, hvor ofte ansøgeren var i Danmark, hvor han opholdt sig, når han var i Danmark, og karakteren og omfanget af ansøgerens samvær med sin søn, herunder hvor samværet blev udøvet, og hvor ansøgeren aktuelt opholdt sig. I maj 2015 oplyste ansøgeren, at moderen til ansøgerens søn ikke længere kom til Sverige med ansøgerens søn, at ansøgeren derfor grundet praktiske forhold ikke udøvede samvær med sin søn, at ansøgeren derfor var nødt til at indrejse illegalt i Danmark for at udøve samværet med sin søn, og at han opholdt sig mellem 10 og 12 dage pr. måned med sin søn og sønnens moder. Af en udfyldt erklæring om samvær med et barn bosiddende i Danmark fremgik det, at ansøgeren havde regelmæssigt samvær med sin søn, men at samværet ikke var planlagt, at der var samvær i weekenderne, og at sønnen ikke overnattede hos ansøgeren. Det fremgik desuden, at ansøgerens søn overnattede 28 dage hos sin moder, og at der var samvær i ferier og helligdage. Det fremgik ikke, hvem der havde udfyldt erklæringen, da den ikke var underskrevet. Erklæringen var endvidere ikke dateret, og Udlændingenævnet havde ikke modtaget ansøgerens samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og ansøgerens søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ved erklæring til Udlændingestyrelsen fra november 2014 havde oplyst, at han udøvede samvær med sin søn to dage på en fire-ugers-periode, at han ikke overnattede sammen med sønnen, at samværet ikke var regelmæssigt, og at denne ordning ikke mere blev praktiseret, idet moderen ikke længere bragte barnet til Sverige. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren under klagesagen havde oplyst, at han indrejste i Danmark for at udøve samvær med sin søn, og at han opholdt sig mellem 10 og 12 dage pr. måned hos moderen til sin søn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at de under klagesagen modtagne oplysninger om samværet ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet i maj 2015 havde anmodet om ansøgerens samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn med henblik på at blive oplyst om samværet med ansøgerens barn, men at Udlændingenævnet ikke havde modtaget samtykket hertil. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og ansøgerens søn omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var ansøgerens eget valg at søge at etablere familie og få barn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Det anførte om, at ansøgerens forældre var blevet dræbt, og at ansøgeren var forfulgt og forsøgt slået ihjel, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet noterede forlængelse heraf, at ansøgeren var blevet meddelt afslag på asyl i Sverige. FAM/2015/251.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom

    Dato: 29-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, til en statsborger fra Afghanistan. Højesteret stadfæstede i august 2005 Østre Landsrets dom fra marts 2005, hvorved ansøgeren blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, og idømt en fællesstraf af fængsel i fem år og seks måneder samt udvist for bestandig af Danmark. I oktober 2006 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I august 2010 stadfæstede Østre Landsret en byretsdom fra april 2010, hvorved ansøgeren blev idømt en straf af fængsel i fire år og ni måneder for en lang række overtrædelser af straffeloven. Østre Landsret fandt i februar 2015, at en udvisning af ansøgeren ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvorfor udvisningen af ansøgeren skulle opretholdes. Procesbevillingsnævnet meddelte i marts 2015 ansøgeren afslag på kære af Østre Landsrets kendelse fra februar 2015 til Højesteret. Udlændingestyrelsen afslog i april 2015 ansøgerens ansøgning om familiesammenføring med hans to mindreårige børn, født i henholdsvis 2008 og 2010, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved Østre Landsrets dom i marts 2005, som Højesteret stadfæstede ved dom i august 2005, blev idømt fængsel i fem år og seks måneder samt udvist af Danmark for bestandigt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde to børn, som boede sammen med børnenes moder i Danmark, ikke udgjorde en sådan særlig grund til at meddele ansøgeren opholdstilladelse uanset den ved dom idømte udvisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens børn var født, efter at ansøgeren ved Højesterets dom i august 2005 var blevet udvist for bestandigt af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller FN’s konvention om civile og politiske rettigheder, at nægte ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2015/145.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Afslag som følge af indrejseforbud

    Dato: 18-05-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en liberisk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Ansøgeren blev i september 2012 af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med et indrejseforbud i to år. Det fremgik af sagen, at ansøgeren senest i 2005 havde fået sin opholdstilladelse i Italien forlænget, og at han første gang kom til Danmark i 2008/2009. Det fremgik endvidere af sagen, at Flygtningenævnet i april 2014 traf endelig afgørelse om afslag på asyl til ansøgeren, og at ansøgeren sidst i april 2014 indgav ansøgning om familiesammenføring med sin herboende datter, der var født i juli 2010, idet han ønskede opholdstilladelse for at være tættere på sin datter. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden på forskellige ugedage, og at ansøgeren og hans datter i forbindelse med dette samvær hver måned overnattede en enkelt nat sammen på moderens bopæl.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde været udrejst af Danmark i to år siden Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse i september 2012, og ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i september 2012 blev administrativt udvist af Danmark i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og at ansøgeren efter det til sagen oplyste ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, og at afslag på opholdstilladelse var proportionalt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selvom det lagdes til grund, at ansøgeren og hans datter havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet ansøgeren efter det oplyste havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at han efter det oplyste havde opholdt sig i Danmark siden hendes fødsel, var Danmark ikke nærmest til at beskytte deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark, idet han ikke havde haft ret til at tage fast ophold i Danmark. Det forhold, at det til klagen var anført, at et afslag ville stride mod barnets tarv, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for afgørelsen alene havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at den månedlige overnatning foregik på moderens bopæl. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville stride mod barnets tarv at henvise ansøgeren og hans datter til at udøve samvær under besøgs- og visumophold. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2015/92.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 12-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Canada, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i 2009. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2006 og blev i 2010 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren udrejste af Danmark i januar 2012 med henblik på at tage beskæftigelse i USA og efterlod i den forbindelse ægtefællen og datteren i Danmark. Ansøgeren og dennes danske ægtefælle blev skilt, og i juni 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter. I september 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende datter og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ved udrejsen til USA frivilligt valgte at afbryde familielivet i Danmark, og at ansøgeren måtte anses for at have indrettet familielivet således, at ansøgeren skulle bevare kontakten med datteren under besøgsophold, henset til at ansøgningen om familiesammenføring først blev indgivet 2½ år efter udrejsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet som hidtil gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren frivilligt valgte at udrejse af Danmark, at ansøgeren havde udøvet familielivet med datteren via besøgsophold, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren og datteren kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke var i strid med barnets tarv, og at ansøgeren ikke var afskåret fra at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/36.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 26-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk familie på seks personer, der søgte om familiesammenføring med deres herboende datter henholdsvis søster i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Den herboende reference blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som kvoteflygtning i august 2013 som 11-årig. I maj 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgninger om familiesammenføring med den herboende reference fra ansøgerne, hvoraf det fremgik, at den herboende reference havde boet sammen med ansøgerne i Eritrea i perioden fra 2002 til 2006, hvor hun flygtede til Etiopien med sin moster, at hun i november 2013 indrejste i Danmark sammen med sin moster, at hun i Danmark boede hos sin moster, og at hun savnede ansøgerne, som hun var i kontakt med via blandt andet Skype. Det fremgik af et interviewreferat fra juni 2014 fra den danske ambassade i Etiopien, at referencens fader over for ambassaden havde oplyst, at han senest havde set sin herboende datter otte år tidligere i Eritrea. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at den herboende reference havde været meget gladere, siden hun etablerede elektronisk kontakt med ansøgerne. Det fremgik af den herboende references genbosætningssag, at referencen havde boet hos sin moster, siden hun var baby, idet referencens forældre ikke havde økonomi til at tage sig af endnu et barn, at den herboende reference og hendes moster, da den herboende reference var ca. fire år gammel, flygtede til Etiopien med mosterens familie, fordi de blev forfulgt af eritreiske soldater, at mosteren inden flugten oplyste referencens forældre herom, og at den herboende reference og hendes moster ikke herefter havde kontakt med ansøgerne. Det fremgik endvidere, at den herboende reference ikke kunne huske Eritrea eller sine forældre, da hun ikke havde set dem, siden hun var fire år gammel.

    Udlændingenævnet fandt, at de foreliggende afgørelser om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtigelser, herunder at afgørelserne ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at der i sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde boet sammen med ansøgerne, siden hun var spæd, at hun omkring januar 2006 flygtede til Etiopien med sin moster, og at ansøgerne først i april 2014 havde forsøgt at genetablere kontakten med hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og ansøgerne, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var tale om en frivillig afbrydelse af familielivet, da forældrene overlod den herboende reference i mosterens varetægt som spæd, da mosteren orienterede referencens forældre forud for flugten om, at mosteren agtede at tage referencen med, og da referencens forældre accepterede dette. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende reference og ansøgerne til at udøve deres familieliv som hidtil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at referencen havde kontakt med sine forældre og søskende via blandt andet Skype, ikke på ovenstående baggrund kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke efter Udlændingenævnets opfattelse giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgår af artikel 9, stk. 3, i FN’s Børnekonvention, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, medmindre dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Udlændingestyrelsens afgørelser ikke udgjorde en krænkelse af den herboende references rettigheder efter artikel 9, stk. 3, i FN’s Børnekonvention, idet hun fortsat kunne opretholde kontakten til ansøgerne via blandt andet Skype som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at referencen savnede ansøgerne, og at det gjorde hende ked af det, når hendes klassekammerater i skolen spurgte til hendes biologiske forældre, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerne var udrejst af Eritrea, idet referencens fader havde været udsat for fængsling og tortur, fordi han nægtede at sende referencens søskende i militæret, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at asylretlige forhold ikke kunne begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, hos ansøgerne, der kunne begrunde, at der kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne i ansøgningsskemaerne havde oplyst, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at referencens fader over for den danske ambassade i Etiopien havde oplyst, at han led af diabetes, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det hverken var dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ikke ville kunne modtage medicinsk behandling for diabetes i sit opholdsland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2015/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 06-11-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Somalia, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i juli 2013, og som indrejste i Danmark i august 2014. Ansøgeren søgte i december 2012 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab indgået med sin herboende datters far. I februar 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 8, da det måtte anses for tvivlsomt, om parrets ægteskab var indgået efter begge parters ønske. Afgørelsen blev stadfæstet af Udlændingenævnet i november 2013. I april 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter, som var parrets fællesbarn, og som på ansøgningstidspunktet boede i Kenya sammen med ansøgeren. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, principperne i Zambrano-dommen og udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. I september 2014 stadfæstede Justitsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende principperne i Zambrano-dommen.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun søgte om familiesammenføring med sin datter i Danmark, da hun tidligere havde fået afslag på opholdstilladelse med sin ægtefælle under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 8. Det forhold, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse boede i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter boede i Kenya fra fødslen til august 2014, og at det var parrets eget valg, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, efter at ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet med sin datter gennem besøgsophold, enten i Danmark eller i det land, hvor ansøgeren havde eller måtte tage ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. FAM/2014/176.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. september 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 18-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsløs palæstinenser under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige barn, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde tidligere fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin ægtefælle, som var barnets fader. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren gerne ville bo i Danmark med sit barn, der var diagnosticeret med autisme, og at barnet ikke havde mulighed for at flytte til Sverige, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, da barnets far ikke ville flytte til Sverige, fordi barnet ikke ville kunne klare at flytte. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren havde yderligere to børn i Danmark, og at ansøgeren brugte cirka 3.000 til 4.000 kr. hver anden måned på at besøge børnene. Alle tre børn boede hos ansøgerens ægtefælle i Danmark. Parret blev separeret i april 2013, men var fortsat gift på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Om samværet mellem ansøgeren og hendes herboende barn var det oplyst, at barnet altid overnattede hos sin fader, at ansøgeren kom til Danmark hver anden måned og i den forbindelse opholdt sig hos en veninde, og at hun så barnet i weekenden. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at barnet og dets søskende og faderen havde boet i Sverige i perioden fra november 2009 til marts 2010 og igen fra april 2011 til december 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og lagde vægt på, at der mellem ansøgeren og barnet ikke forelå en helt særlig tilknytning udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for barnets indrejse i Danmark var gift, at det måtte lægges til grund, at beslutningen om barnets ophold i Danmark var truffet af forældrene i fællesskab, at ansøgeren samtykkede i, at barnet skulle bo i Danmark uden ansøgeren, at ansøgeren siden december 2012 havde udøvet samvær med barnet via besøgsophold, at omfanget af samværet ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgeren ikke havde haft fælles bopæl med barnet siden 2012, og at det var muligt fortsat at udøve samværet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2014/238.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 23-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en libanesisk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til dennes herboende mindreårige søn, der var født i Sverige i februar 2012, og som var dansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab i maj 2011 i Sverige, hvor ansøgerens ægtefælle havde haft bopæl fra marts 2011 til juni 2012. Ansøgerens søn indrejste sammen med sin moder i Danmark fra Sverige i juni 2012. Ansøgerens seneste indrejse i Danmark var i juni 2013, hvor han indgav en ansøgning om opholdstilladelse i juli 2013. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde fast bopæl i Sverige, hvor han havde fået meddelt opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark var et følgebrev, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været knyttet til sin søn siden fødslen og havde opretholdt samværet med sønnen. Vedlagt ansøgningen var endvidere udtalelser fra en sundhedsplejerske og to pædagoger, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og hans søn havde et varmt, tæt og vigtigt forhold. I november 2013 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. I februar 2014 indsendte ansøgerens repræsentant til Udlændingenævnet nye oplysninger fra den førnævnte sygeplejerske og de to førnævnte pædagoger, hvoraf det fremgik, at ansøgerens søn var meget afhængig af sin fader. I maj 2014 oplyste ansøgerens repræsentant, at ansøgeren på det tidspunkt opholdt sig i Danmark tre til fire gange om ugen, hvor han afleverede sin søn i vuggestue og derudover havde en del andre aktiviteter med sin søn. I juni 2014 fremgik det af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og hans ægtefælle stadig var gift.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte det imellem ansøgeren og hans søn etablerede familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at familielivet sås etableret i Sverige, hvor ansøgerens ægtefælle havde bopæl i perioden fra marts 2011 til juni 2012, og hvor hun nedkom med ansøgerens søn i februar 2012. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter det oplyste udøvede samvær med sin søn i Danmark, og at det var vurderet af en sundhedsplejerske og to pædagoger, at ansøgeren og hans søn havde et vigtigt, varmt og tæt forhold samt en stor tilknytning til hinanden. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse for ansøgeren i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at det beroede på ansøgeren og hans ægtefælles eget valg, at deres søn skulle bo i Danmark. Ansøgeren søgte først om familiesammenføring over et år efter, at sønnen indrejste i Danmark, og Udlændingenævnet anså på den baggrund, at ansøgeren havde indrettet sit familieliv således, at ansøgeren og hans søn skulle bo i henholdsvis Danmark og Sverige. Ansøgeren kunne ikke anses for at have haft en berettiget forventning om at ville kunne få meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund heraf. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens repræsentant havde anført, at ansøgeren og hans søn ikke kunne udøve deres familieliv fra Sverige. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om forhold, der måtte anses for at stå i vejen for, at ansøgeren og hans søn kunne udøve familielivet som besøgsophold i henholdsvis Danmark og Sverige som hidtil gjort. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, da denne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end efter EMRK artikel 8. Da der ikke var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet, at det ikke ville være uproportionalt og uforeneligt med Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/211.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 18-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en marokkansk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til dennes herboende mindreårige datter, der var født i februar 2011. Ved dom i oktober 2012 fik det herboende mindreårige barns far tillagt forældremyndigheden over det herboende mindreårige barn. I februar 2013 blev ansøgeren i Danmark idømt fængsel for bortførelse af den herboende mindreårige datter, og hun blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Landsretten stadfæstede i marts 2013 byrettens dom, dog således at ansøgeren blev udvist betinget. Ansøgeren indgav herefter ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende mindreårige datter. Statsforvaltningen fastsatte overvåget samvær af halvanden times varighed hver anden uge mellem ansøgeren og det herboende mindreårige barn.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren ikke havde del i forældremyndigheden over det herboende mindreårige barn, og at ansøgeren ikke udøvede samvær med det herboende mindreårige barn i et sådant omfang, at ansøgeren på baggrund heraf kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at uanset, at der mellem ansøgeren og det herboende mindreårige barn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, var Danmark ikke det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren ikke havde haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, og idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær så det herboende mindreårige barn én til halvanden time hver 14. dag under overvågning i Statsforvaltningens lokaler. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at FN’s børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det herboende mindreårige barn på Udlændingenævnets afgørelsestidspunkt var tre år gammelt, og at der gennem det sidste år alene havde været overvåget samvær af halvanden times varighed hver 14. dag, og at baggrunden for det begrænsede samvær måtte ses i forhold til, at ansøgeren var dømt i Danmark for at have bortført det herboende mindreårige barn, og at ansøgeren således selv var årsag til det fastsatte samvær og karakteren heraf. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om udvidet samvær i fremtiden ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren for at kunne udøve samvær med det herboende mindreårige barn var nødt til at rejse frem og tilbage mellem Marokko og Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren før i tiden havde rejst frem og tilbage mellem landene. FAM/2014/89.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 20-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige børn til en statsborger fra USA. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens børn var danske statsborgere, at de siden henholdsvis august 2012 og august 2013 havde opholdt sig i Danmark på grund af skoleophold, at det var ansøgerens ønske at passe og forsørge børnene i Danmark, og at ansøgerens ægtefælle/børnenes fader, som var tidligere dansk, nu amerikansk statsborger, planlagde at komme til Danmark i 2014/2015.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå oplysninger om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens og dennes ægtefælles egen beslutning, at børnene skulle begynde i skole i Danmark, uagtet at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke selv var bosiddende i Danmark, at ansøgeren og børnene indrejste i Danmark, uden at ansøgeren var meddelt en opholdstilladelse, og at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at ville blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle/ børnenes fader var tidligere dansk statsborger, og at han nødtvungent blev amerikansk statsborger i 2009 på grund af sit arbejde i USA, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælles statsborgerskab ikke i sig selv var afgørende for, hvorvidt ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til sine herboende børn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/77.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 03-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en polsk statsborger, som i april 2013 søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn. Ansøgeren blev i januar 2011 meddelt opholdsret i Danmark i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgerens herboende søn var dansk statsborger og blev født i Danmark i februar 2012. Ansøgeren oplyste i forbindelse med ansøgningen, at ansøgeren havde brug for opholdstilladelse i Danmark for at drage omsorg for sin søn, hvis fader var dansk statsborger. I juli 2013 modtog Udlændingestyrelsen oplysninger fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgerens barns fader havde samvær med barnet to timer om ugen. I oktober 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. I december 2013 oplyste ansøgeren i forbindelse med klagen til Udlændingenævnet, at ansøgeren var alene om at opdrage sit barn, at ansøgerens barn ikke kunne forlade Danmark uden barnets faders tilladelse, og at faderen ikke ville give tilladelse til, at barnet kunne tage til Polen i længere perioder. Ansøgeren oplyste endvidere, at ansøgeren delte forældremyndigheden over sit barn med barnets fader, at faderen ikke var interesseret i barnet, og at faderen kun havde set barnet få gange siden fødslen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, idet der ikke var oplyst om forhold, som forhindrede ansøgeren og dennes barn i at udøve familielivet i Polen. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse, selv om Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgerens barn ikke kunne forlade Danmark uden barnets faders tilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på det af ansøgeren oplyste om barnets samvær med faderen, samt at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne udrejse og tage ophold i Polen sammen med sit barn. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke behøvede en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., for at kunne tage sig af sit barn, eller at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse, fordi dette ville forbedre ansøgerens situation. Ansøgeren var aktuelt meddelt opholdsret i medfør af § 6, stk. 1, i EU-opholdsbekendtgørelsen og kunne således lovligt opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke, at det var uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2014/135.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2013 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 28-11-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige børn til en statsborger fra Marokko. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens øvrige familie boede i Italien, at ansøgeren alene havde en handicappet søster i Marokko, at ansøgerens børn var danske statsborgere, at hun i Marokko ikke var i stand til at forsørge børnene, at hun og hendes herboende ægtefælle havde fælles forældremyndighed over børnene, at ansøgerens børn havde helbredsmæssige problemer, at det ene barn var psykisk syg grundet de barske levevilkår, hun havde levet under, mens hun boede sammen med ansøgeren i Marokko, at det andet barn var anæmisk, og at ansøgeren ikke havde råd til at købe medicin til hende. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren i to et halvt år opholdt sig i Danmark, at hun lærte mange danskere at kende, at hun deltog i danskundervisning i en kirke, og at hun håbede at kunne arbejde og uddanne sig her i landet, uden at dette lykkedes for hende grundet afslaget på opholdstilladelse. Det var herudover oplyst, at ansøgeren havde søgt om skilsmisse i både Marokko og Danmark, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i december 2012 var ved at blive separeret. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at børnene, født i juli 2010 og august 2011, i november 2011 udrejste af Danmark til Marokko.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå oplysninger om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og hendes børn, som var danske statsborgere, og som på afgørelsestidspunktet var bosiddende i Marokko sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Danmark ikke var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet under henvisning til sine børn, og Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af Det Centrale Personregister fremgik, at ansøgerens børn i november 2011 udrejste til Marokko i en alder af henholdsvis 1½ år og fire måneder, at ansøgerens børn ikke siden sås at være indrejst i Danmark, og at børnene således havde boet størstedelen af deres liv i Marokko sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens børn grundet deres tidligere korte ophold i Danmark ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgeren på den baggrund ville kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til sine børn. Det forhold, at ansøgerens børn var danske statsborgere, at børnene grundet deres alder ikke kunne rejse alene til Danmark, og at ansøgeren ønskede, at hendes børn skulle genoptage kontakten med deres fader, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter samlivsophævelsen havde valgt, at børnene skulle følge med ansøgeren til Marokko. Der henvistes endvidere til, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde fælles forældremyndighed over børnene, hvorfor det måtte anses for at være muligt for ansøgerens ægtefælle at genoptage kontakten til børnene og have besøgsophold, såfremt dette ønskedes. Det bemærkedes endvidere, at ansøgerens børn - henset til at børnene var danske statsborgere - frit kunne indrejse og opholde sig i Danmark hos deres fader, og at ansøgeren havde mulighed for at søge om visum under henvisning hertil. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke kunne forsørge sine børn i Marokko, at ansøgerens børn havde helbredsmæssige problemer, at ansøgerens familie boede i Italien, og at ansøgeren i Marokko alene havde en søster, som var handicappet, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2013/101.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post