MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreForældre til herboende mindreårige børnUdlændingenævnets afgørelse af 28. november 2013 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige børn til en statsborger fra Marokko. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens øvrige familie boede i Italien, at ansøgeren alene havde en handicappet søster i Marokko, at ansøgerens børn var danske statsborgere, at hun i Marokko ikke var i stand til at forsørge børnene, at hun og hendes herboende ægtefælle havde fælles forældremyndighed over børnene, at ansøgerens børn havde helbredsmæssige problemer, at det ene barn var psykisk syg grundet de barske levevilkår, hun havde levet under, mens hun boede sammen med ansøgeren i Marokko, at det andet barn var anæmisk, og at ansøgeren ikke havde råd til at købe medicin til hende. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren i to et halvt år opholdt sig i Danmark, at hun lærte mange danskere at kende, at hun deltog i danskundervisning i en kirke, og at hun håbede at kunne arbejde og uddanne sig her i landet, uden at dette lykkedes for hende grundet afslaget på opholdstilladelse. Det var herudover oplyst, at ansøgeren havde søgt om skilsmisse i både Marokko og Danmark, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i december 2012 var ved at blive separeret. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at børnene, født i juli 2010 og august 2011, i november 2011 udrejste af Danmark til Marokko.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå oplysninger om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og hendes børn, som var danske statsborgere, og som på afgørelsestidspunktet var bosiddende i Marokko sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Danmark ikke var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet under henvisning til sine børn, og Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af Det Centrale Personregister fremgik, at ansøgerens børn i november 2011 udrejste til Marokko i en alder af henholdsvis 1½ år og fire måneder, at ansøgerens børn ikke siden sås at være indrejst i Danmark, og at børnene således havde boet størstedelen af deres liv i Marokko sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens børn grundet deres tidligere korte ophold i Danmark ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgeren på den baggrund ville kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til sine børn. Det forhold, at ansøgerens børn var danske statsborgere, at børnene grundet deres alder ikke kunne rejse alene til Danmark, og at ansøgeren ønskede, at hendes børn skulle genoptage kontakten med deres fader, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter samlivsophævelsen havde valgt, at børnene skulle følge med ansøgeren til Marokko. Der henvistes endvidere til, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde fælles forældremyndighed over børnene, hvorfor det måtte anses for at være muligt for ansøgerens ægtefælle at genoptage kontakten til børnene og have besøgsophold, såfremt dette ønskedes. Det bemærkedes endvidere, at ansøgerens børn - henset til at børnene var danske statsborgere - frit kunne indrejse og opholde sig i Danmark hos deres fader, og at ansøgeren havde mulighed for at søge om visum under henvisning hertil. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke kunne forsørge sine børn i Marokko, at ansøgerens børn havde helbredsmæssige problemer, at ansøgerens familie boede i Italien, og at ansøgeren i Marokko alene havde en søster, som var handicappet, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2013/101.

Senest opdateret: 28-11-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post