Immigration

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. januar 2023 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henvisning til dansk afstamning.



    Sagens faktiske omstændigheder:

    I maj 2021 fik ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark med henvisning dansk afstamning, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, begrundet i, at kun én af ansøgerens forældre havde været dansk statsborger fra fødslen, og at det derfor ikke var dokumenteret, at enten begge ansøgerens forældre eller begge hendes forældres forældre (4 bedsteforældre) havde eller havde haft dansk indfødsret fra fødslen.



    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens kan ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dansk afstamning i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke foreligger ganske særlige grunde, der taler for at meddele hende opholdstilladelse efter bestemmelsen.

    Udlændingenævnet har efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder lagt vægt på, at kun én af ansøgerens forældre har været dansk statsborger fra fødslen, og at det derfor ikke er dokumenteret, at enten begge hendes forældre eller begge hendes forældres forældre har eller har haft dansk indfødsret fra fødslen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen, at ansøgerens far er født i Danmark, har været dansk statsborger fra fødslen, og at begge hans forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen, ligesom det fremgår af ansøgerens fødselsattest og ansøgningen, at hendes mor er og har været filippinsk statsborger fra fødslen, at ansøgerens forældre ikke var gift, da hun blev født, og de først blev gift i 2017 på Filippinerne, samt at det fremgår af udlændingeinformationsportalen, at ansøgerens mor siden 2018 har opholdt sig i Danmark på baggrund af ægtefællefamiliesammenføring.

    Det til støtte for klagen anførte om, at der foreligger særlige grunde, bl.a. at ansøgeren har en sådan tilknytning til Danmark, herunder biologisk, at hun er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, som er født i 1981, aldrig har haft dansk indfødsret.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af det anførte, at ansøgerens biologiske tilknytning ikke indebærer, at hun er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark gennem hyppige besøg (både hendes besøg hos hendes far i Danmark og hendes fars besøg hos hende på Filippinerne) og løbende kontakt, at hun kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning som følge af kun én dansk forælder.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren siden sin fødsel i 1981 til ansøgningstidspunktet i 2021 ifølge oplysninger i ansøgningen, CPR-registeret, ind- og udrejsestempler i hendes pas har haft ophold i Danmark under 7 måneder i perioden på ca. 40 år; ligesom ifølge ind- og udrejsestempler i ansøgerens fars pas var han på Filippinerne fra ansøgerens fødsel til ansøgningstidspunktet under 9 måneder i perioden på ca. 40 år.

    Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgereb har en stærk tilknytning til sin herboende danske far, idet de har haft nær kontakt, ligesom de ad flere omgange har været på besøg hos hinanden, og at ansøgeren på trods af sine forpligtelser på Filippinerne i form af uddannelse, arbejde og hendes børns skolegang har opholdt sig i Danmark 3 gange i en samlet periode af over 6 måneder, at ansøgerens far har besøgt hende på Filippinerne hele 13 gange på trods af sit arbejde og sin rygskade, at de har haft hyppig og løbende kontakt med hinanden via telefon og e-mail, som er dokumenteret ved skærmbilleder fra Facebook og Messenger, hvor det tydeligt ses, at de pågældende har stærk tilknytning til hinanden og således har opretholdt den løbende kontakt via sociale medier, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på det vedlagte uddrag af ansøgerens og hendes fars beskeder til hinanden samt billeder fra Facebook, hvoraf det er dokumenteret, at de har haft kontakt, hvor de sendte hilsner på farsdag, fødselsdage og nytårsdag i perioden fra 2010 til 2020, ligesom det ikke er dokumenteret, at ansøgerens far ikke kunne rejse på grund af sin rygskade, og at det kun er dokumenteret, at han var til MR-scanninger og røntgen, og at han skal til videre klinisk kontrol hos sin egen læge, og at han ikke var blevet opereret.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af de anførte oplysninger, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har opnået en sådan særlig stærk tilknytning til Danmark, som svarer til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge hendes forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen.

    Det er til støtte for klagen anført, at det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at ganske særlige grunde foreligger, når ansøgeren har en nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, at EMRK artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv sætter rammerne for bestemmelsen, at formålet med EMRK artikel 8 er at beskytte det allerede etablerede familieliv, at Danmark derfor er forpligtet til at beskytte familier mod adskillelse, der allerede eksisterer som en enhed og således udøver faktisk familieliv her i landet, at EMRK artikel 8 i nogle tilfælde kan få betydning, selv om en herboende ikke faktisk udøver familieliv her i landet, jf. Abdulaziz, Cabales og Balkandali 28/5 1985, præmis 60 og 62-63, og at det i sagen skal føre til, at der skal meddeles opholdstilladelse til ansøgeren.

    Udlændingenævnet henviser herved til, at relationen mellem et myndigt barn og des forælder ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv under henvisning til EMRK artikel 8, at ansøgeren har stiftet sin egen familie (har børn på Filippinerne), og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem ansøgeren og hendes far, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.

    Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren elsker Danmark, idet hun føler sig nært knyttet til landet og sin herboende far, der har støttet hende økonomisk under hendes uddannelse på Filippinerne, ligesom han fortsat støtter hende økonomisk, at hun er blevet opdraget i danske værdier og den danske kultur, at hun taler og forstår dansk, samt at hun ønsker at lære mere dansk, så hun kan få et godt arbejde i Danmark og integrere sig i det danske samfund og således bidrage til fællesskabet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret en sådan tilknytning til Danmark, at hun kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af kun én dansk forælder, uanset hendes ønske om at lære mere dansk, at få et arbejde i Danmark og integrere sig i det danske samfund.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er oplyst, at ansøgeren har været indkaldt til jobsamtale hos 2 virksomheder i Danmark, men det ikke har været muligt for hende at få ansættelse disse steder som led i manglende opholds- og arbejdstilladelse, såvel som CPR-registrering, og at Udlændingestyrelsens afgørelse har store konsekvenser for hende.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at en udlænding, som er statsborger i et land uden for EU/EØS eller Schweiz, som udgangspunkt først skal have opnået en opholds- og arbejdstilladelse, før hun/han kan arbejde lovligt i Danmark, og at det forhold, at ansøgeren var til jobsamtaler, før hun har fået en afgørelse om opholdstilladelse i landet fra udlændingemyndighederne, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1”.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Familiesammenføring, andre - Immigration

    Dato: 28-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Familiesammenføring, andre - Immigration

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af ganske særlige grunde efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren fik første gang opholdstilladelse i Danmark i 2009 i en alder af 14 år som medfølgende familie til sin far, og hun har siden sin indrejse i landet gennemført 10. klasse og HF samt påbegyndt en videregående uddannelse. Ansøgeren har herudover periodevis haft fritidsarbejde, frivilligt arbejde og fuldtidsarbejde i Danmark. Primo maj 2021 stadfæstede Udlændingenævnet Styrelsen for International Rekruttering og Integrations nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse efter § 9 m. Udlændingestyrelsen gav herefter ultimo maj 2021 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af ultimo maj 2021.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, som taler for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnets afgørelse er truffet på baggrund af en helt konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger. Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden 2009, hvorved hun har opholdt sig i Danmark i en del af sine formative år, at hun således indrejste i Danmark som mindreårig sammen med sine forældre, der begge har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren kun har meget begrænset tilknytning til Kina.

    Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det er oplyst, at ansøgeren behersker dansk fuldt ud i skrift og tale, at hun har gennemført både 10. klasse og HF i Danmark og er i gang med en videregående uddannelse.

    På baggrund af det anførte finder Udlændingenævnet, at ansøgeren har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at der foreligger sådanne særlige grunde, at opholdstilladelse bør meddeles.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan træffe en afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2020 – Familiesammenføring, andre - Immigration

    Dato: 25-06-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to statsborgere fra Den Dominikanske Republik – en mor og hendes mindreårige søn -, som havde søgt om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgerne indrejste til Danmark i september 2009, hvor sønnen var seks år. Moren led af HIV og familien fik i de følgende år afslag på asyl og humanitært ophold samt afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindrede, ligesom moren blev udvist med indrejseforbud. I oktober 2016 indgav ansøgerne en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c til Udlændingestyrelsen, som styrelsen meddelte afslag på i november 2018.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Vurdering efter udlændingelovens § 10, stk. 4, vedrørende moren

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 10, stk. 4.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren den i november 2012 blev udvist med et indrejseforbud i to år, og at indrejseforbuddet fortsat er gyldigt, idet hun ikke ses at være udrejst fra Danmark.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøgerens indrejseforbud skal ophæves.

    Der henvises i den forbindelse til vurderingen nedenfor.

    Vurdering efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, vedrørende moren og sønnen

    Udlændingenævnet finder, at ansøgerne ikke kan gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke foreligger ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke siden deres indrejse i Danmark i 2009 har haft et opholdsgrundlag i Danmark, og at de dermed ikke kan have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at uanset, at ansøgerne har opholdt sig i Danmark siden september 2009, kan dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, idet ansøgerne har opholdt sig ulovligt i Danmark og alene har haft processuelt ophold i forbindelse med ansøgninger om blandt andet asyl, humanitær opholdstilladelse, og opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ligesom moren er udvist med indrejseforbud.

    Udlændingenævnet bemærker endvidere, at der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode, uanset denne er indrejst som mindreårig.

    Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at de bør gives opholdstilladelse.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at moren er i behandling mod HIV, og at det er anført, at hun vil være særligt sårbar ved en tilbagevenden til Den Dominikanske Republik.

    Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet disse helbredsmæssige forhold ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at familien i september 2011 blev meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, at det fremgår af afgørelsen, at morens sygdom HIV ikke kunne antages at være så fremskreden, at hun var i risiko for at udvikle AIDS, at de endvidere blev meddelt afslag på genoptagelse af sagen i januar 2013, og at udlændingelovens § 9 b må anses som lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, der tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold.

    Det forhold, at moren har været udsat for menneskehandel i forbindelse med sin indrejse, at hun har sin daglige gang i et lokalt aktivitetshus, at hun tager et socialt ansvar, og at hun taler engelsk og mere dansk, kan ikke føre til, at hun kan meddeles en opholdstilladelse, da det herved ikke er oplyst om en sådan stærk tilknytning til det danske samfund, at dette i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Det er yderligere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at sønnen indrejste i Danmark som seksårig, at han nu er 17 år, at han har gået i dansk skole og taler dansk, og at det er anført, at han ikke taler spansk, at han har en begrænset tilknytning til Den Dominikanske Republik eller Haiti, hvor han ikke har været, siden han var seks år, og hvor han risikerer at blive efterladt alene i tilfælde af, at morens helbred forværres.

    Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset at sønnen måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark gennem sin skolegang, fritidsaktiviteter og netværk, kan dette ikke i sig selv medføre, at der meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen henset til, at han alene har opholdt sig i Danmark på processuelt ophold samt ved ulovligt ophold siden sin indrejse. Udlændingenævnet bemærker endvidere, at der efter praksis, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke meddeles opholdstilladelse til en udlænding alene med henvisning til, at udlændingen har opholdt sig i Danmark i en længere periode, mens der søges om opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgerne er indrejst i Danmark i en alder af henholdsvis 33 år og seks år, at de ikke har et familiemæssigt netværk i Danmark udover hinanden, og at de begge stadig må anses for at have en tilknytning til deres hjemland, hvor moren har levet størstedelen af sit voksne liv, og hvor sønnen har boet indtil sit sjette leveår.

    Udlændingenævnet henviser endvidere til, at et manglende familienetværk ikke i sig selv kan føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen, og at sønnen er knap 18 år, og dermed næsten er myndig.

    Udlændingenævnets kan endvidere henvise til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af et herboende barns forhold, hvis barnet har haft seks til syv års sammenhængende lovligt og fast ophold i Danmark, og barnet vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Det bemærkes i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af et herboende barn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt og sammenhængende lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke er grundlag for at meddele sønnen opholdstilladelse i Danmark og som konsekvens heraf meddele opholdstilladelse til moren. Udlændingenævnet finder således, at det ikke strider mod Danmarks internationale forpligtelser og barnets tarv at meddele afslag på opholdstilladelse, uanset at sønnen har tilbragt sine formative år i Danmark.

    Det forhold, at det i forbindelse med klagen er anført, at sønnen er i en positiv udvikling og gerne vil læse til pædagog, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet der ikke er tale om forhold, der i sig selv vil kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet finder endvidere, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviser til, at det har været morens eget valg at rejse til Danmark sammen med sønnen og dermed flytte sønnen væk fra hans hidtidige tilværelse, og at familien flere gange er blevet pålagt at udrejse af Danmark, og dermed aldrig har haft et opholdsgrundlag her i landet.

    Udlændingenævnet henviser desuden til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre sig barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets trivsel under hensynstagen til de rettigheder og pligter, der gælder barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre at barnet og dets forældre kan forblive sammen.

    Udlændingenævnet finder således, at der ikke kan udledes en ret for et barn, der er opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset en vis tilknytning til opholdslandet, og uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets og forældrenes hjemland.

    På tilsvarende vis finder Udlændingenævnet, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forælderen ikke medvirker til hjemsendelsen, og dermed selv modvirker familiens udrejse af Danmark og etablering i et andet land.

    Udlændingenævnet finder, at ansvaret for sønnens trivsel først og fremmest må være morens, og at der henset til, at familien kan opholde sig sammen i Den Dominikanske Republik, ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet.

    Udlændingenævnet henviser endvidere til, at familien i december 2016 blev meddelt afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindrede.

    På denne baggrund finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 25-09-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to iranske statsborgere – en moder og dennes søn – efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen siden sin indrejse i Danmark i november 2001 og at sønnen siden sin fødsel i Danmark i juni 2002 ikke havde haft et opholdsgrundlag i Danmark, og at de på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at uanset at ansøgerne måtte have opholdt sig i Danmark siden henholdsvis november 2001 og juni 2002, kunne dette ikke i sig selv medføre, at de kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, idet ansøgerne udover perioder med processuelt ophold havde opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdsgrundlag i en længere periode. Udlændingenævnet fandt endvidere – under henvisning til at ansøgerne adskillige gange i perioden fra 2001 til 2013 flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i forbindelse med ansøgninger om blandt andet asyl, humanitær opholdstilladelse og opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 – at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes moderens egne forhold og egne valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det til støtte for ansøgningen og klagen anførte vedrørende ansøgernes psykiske helbredstilstande ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede herved, at ansøgerne i november 2005 var blevet meddelt afslag på genoptagelse af deres ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, og at der ikke efterfølgende på baggrund af de foreliggende helbredsmæssige oplysninger sås at være blevet anmodet om genoptagelse af ansøgningerne. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at sønnen var født i Danmark, hvor han havde boet hele sit liv, at han efter det oplyste talte godt dansk og generelt klarede sig godt i skolen, at han i hjemmet talte farsi, at han ved en tilbagevenden til Iran ikke ville kunne opretholde sin nuværende positive sociale og faglige udvikling, og at hans trivselsmæssige og udviklingsmæssige udfordringer formentlig ville blive forværret ved en udsendelse til Iran, ikke kunne føre til, at ansøgerne kunne meddeles en opholdstilladelse, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at sønnen aldrig havde haft en opholdstilladelse i Danmark, og at moderen vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark. Det forhold, at familielivet siden 2002 var foregået i Danmark, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at sønnens ophold i Danmark havde varet i over 16 år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder på baggrund af et herboende barn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt og sammenhængende lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse fra omkring barnets skolepligtige alder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i Osman-sagen (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det blev vurderet, at de formative år i den pågældende sag var fra barnets syvende leveår til barnets femtende leveår, hvor barnet havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke var grundlag for at meddele sønnen opholdstilladelse i Danmark og som konsekvens heraf meddele opholdstilladelse til moderen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at sønnen ikke skulle pålægges et ansvar for, at moderen havde valgt ikke at samarbejde med politiet om deres udsendelse, og at det derfor ikke burde tillægges vægt, at sønnens ophold i Danmark havde været uden et opholdsgrundlag, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra EMD, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste herved til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en ret for et barn, der er født og opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forældres hjemlande. Udlændingenævnet fandt ydermere, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modarbejder familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end statsborgerskabslandet til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for moderens søn, uanset at sønnen havde en vis tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at sønnen ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at moderen dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af barn og forælder. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det anførte om, at moderen ikke havde været i Iran siden 2002, og at hun som enlig mor uden familie og socialt netværk ville få særdeles vanskelige vilkår ved en udsendelse til Iran, ikke var forhold, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det anførte om, at moderen og sønnen var konverteret til kristendommen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at forhold, der eventuelt kan være asylretlige, ej heller kan danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at moderen og sønnen måtte henvises til at indgive en ansøgning om asyl, såfremt de ønskede det angivne asylmotiv vurderet. FAM/2018/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 16-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en argentinsk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning eller som tilhørende det danske mindretal i Argentina, og i medfør af udlændingelovens § 9 d, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af tidligere dansk indfødsret.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det alene var ansøgerens farmoder og fader, som havde været statsborgere i Danmark, og at ansøgeren som udgangspunkt kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis begge hendes forældre eller alle fire bedsteforældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå helt særlige grunde til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning som følge af, at hun havde en dansk fader. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde besøgt Danmark, før hun var indrejst i 2017, og at hun dermed ikke havde opnået en sådan særlig stærk tilknytning, der svarede til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge ansøgerens forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at det var dyrt at rejse fra Argentina til Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald, da generelle sociale og økonomiske forhold i en udlændings hjemland eller opholdslandet ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde god kontakt til sine slægtninge, der var bosat i Danmark, og at hun i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse havde boet hos et familiemedlem i Danmark, ikke kunne føre til, at ansøgeren havde en sådan tilknytning til Danmark, som hun ville have opnået, hvis begge hendes forældre eller alle fire bedsteforældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det anførte om, at ansøgeren var opvokset hos sin farmoder, at hendes opvækst var blevet præget af danske værdier, og at ansøgerens farmoders venner og kusine havde bekræftet, at ansøgeren havde en stærk tilknytning til Danmark og danske værdier, ikke kunne føre til en anden vurdering, da dette ikke kunne ændre på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at begge hendes forældre eller hendes bedsteforældre havde dansk indfødsret fra fødslen eller havde opnået en sådan særlig stærk tilknytning, der svarede til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge ansøgerens forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som tilhørende det danske mindretal i Argentina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun havde været medlem af en af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at der til klagesagen var indsendt en udtalelse fra en dansk protestantisk menighed i Argentina, hvoraf det fremgik, at ansøgeren tilhørte den danske koloni i Argentina, at hendes bedstemoder var dansk statsborger, og at bedstemoderens holdninger var danske og var blevet videregivet til hendes børn og børnebørn, ikke kunne føre til et andet udfald, da udtalelsen ikke dokumenterede, at ansøgeren havde været medlem af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde deltaget sammen med sin farmoder til arrangementer i den danske kirke, men at hun var for ung til at blive registreret, at der således kun kunne fremlægges dokumentation for farmoderens tilhørsforhold, og at ansøgerens farmoders kusine havde oplyst, at ansøgeren havde været med til nogle af møderne i kirken af forskellig art, men kun de af møderne, hvor børn var tilladt at deltage. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens farmoder var et meget engageret medlem af den danske kirke i den by, hvor hun boede i Argentina, hvor hun og ansøgeren havde været faste hjælpere, og at det var partsrepræsentantens opfattelse, at eftersom ansøgeren havde boet sammen med sin farmoder i flere perioder, måtte dette kunne godtgøre ansøgerens medlemskab af den danske menighed. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at disse forhold i sig selv ikke dokumenterede, at ansøgeren havde været medlem af en af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning eller som tilhørende det danske mindretal i Argentina. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun i øvrigt skulle gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren havde en kæreste i Danmark, og at hun og hendes kæreste planlagde at indgå ægteskab, ikke udgjorde sådanne særlige forhold, at der kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt for det tredje, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 d. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft dansk indfødsret, og at ansøgerens forældre ikke var gift, da hun blev født. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgerens forældre havde været samboende, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da et barn, som har en forælder med dansk indfødsret, først som udgangspunkt efter den 1. juli 2014 automatisk kan erhverve dansk indfødsret fra fødslen. FAM/2018/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 06-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Albanien og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 2002 og 2005, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var indrejst i Danmark i juni 2012 og havde søgt asyl. Ansøgerne var i juli 2012 blevet meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I juli 2013 havde Justitsministeriet meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I juli og december 2013 havde Justitsministeriet afslået at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. I december 2015 havde FN’s Menneskerettighedskomité afvist at behandle en klage indgivet af ansøgernes partsrepræsentant i februar 2014. I januar 2016 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste til fællesbørnenes tarv og ansøgernes tilknytning til Danmark samt i den forbindelse FN’s Børnekonvention. Udlændingestyrelsen meddelte i juli 2017 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i juni 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden juni 2012, at fællesbørnene talte dansk, og at børnene gik i dansk folkeskole, var værdsat af deres kammerater, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark, at de skrev og læste dansk, samt at ansøgerne måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark gennem danskundervisning, praktikforløb og sociale arrangementer, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til at familien alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast og lovligt ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt desuden, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af fællesbørnene til at tage ophold i hjemlandet ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 3, da børnene var angste for at vende tilbage Albanien, og da børnene ikke havde opholdt sig i hjemlandet siden 2012, og at det ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 27, da det ville betyde en belastning for børnene at skulle tilbage til et land, som de var flygtet fra. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet yderligere ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet familien ikke ville kunne leve sammen af frygt for blodhævn, og idet et internt flugtalternativ ikke var en mulighed i forhold til den frygt, børnene følte i forhold til at skulle tilbage til Albanien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om asylretlige forhold, som ikke kunne indgå i vurderingen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og som der var gjort op med ved Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2012, og at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i mindre end seks år i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå oplysninger eller dokumentation for forhold, som gjorde, at fællesbørnene og deres forældre ikke kunne opholde sig sammen i deres hjemland. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således endelig, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til børnenes tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. FAM/2018/28.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 27-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2014 blevet meddelt opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en udlænding med opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. I august 2016 indgav klageren en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at hun og hendes tidligere ægtefælle havde ophævet samlivet grundet vold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark i maj 2014 alene havde haft opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, indtil opholdstilladelsen var udløbet i maj 2016, og at ansøgeren efterfølgende havde ophævet samlivet med sin tidligere ægtefælle og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne blive i Danmark efterfølgende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde ophævet samlivet med sin tidligere ægtefælle som følge af vold, og at der som dokumentation for volden var blevet fremlagt en anmeldelseskvittering fra politiet og et brev fra et krisecenter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den særlige bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 8, vedrørende bevarelse af opholdstilladelse efter samlivsophævelse som følge af vold alene fandt anvendelse for udlændinge, der var familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, med henblik på varigt ophold, og således ikke for udlændinge, der havde opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en udlænding med opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Uanset at ansøgerens samliv var ophørt på grund af vold, fandt Udlændingenævnet således, at der ikke herved – henset til karakteren og længden af ansøgerens forudgående ophold i Danmark – var sådanne særlige grunde til at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark fra maj 2014 – dels med opholdstilladelse og dels på processuelt ophold – til og med april 2017. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde haft arbejde 10 til 20 timer ugentligt siden maj 2015, og at hun havde gennemført Prøve i Dansk 3, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at ansøgeren måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at hun havde arbejdet og efter det oplyste talte og læste dansk, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, henset til at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i to år med en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold og på processuelt ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren led af synsnedsættelse på det ene øje, polycystisk ovariesyndrom og infertilitet, og at hun havde haft en ufrivillig abort. Udlændingenævnet fandt herudover, at disse forhold ej heller kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke herved var oplyst om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at de kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren på ny havde giftet sig i Danmark, kunne ligeledes ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren måtte henvises til at søge om opholdstilladelse på dette grundlag, såfremt hun ønskede dette. Det indgik desuden i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde nogen familie i Pakistan, og at hun ikke havde mulighed for at tage ophold med sine forældre, der boede i et land i Mellemøsten. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var myndig og dermed måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet bemærkede tillige, at der var oplyst divergerende om ansøgerens familiemedlemmers opholdssteder, idet det dels var oplyst, at ansøgerens søster var studerende i Pakistan, og dels at ansøgeren ikke havde familie i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/135.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 06-07-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren uafbrudt havde opholdt sig i Danmark i 30 år som udstationeret diplomat, hvor ansøgeren tillige havde været tilknyttet dansk foreningsliv i flere år som aktivt medlem i flere foreninger, herunder blandt andet som formand, og hvor arbejdssproget i flere af foreningerne blandt andet var dansk. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren gennem sit langvarige ophold i Danmark havde haft undervisningsforløb i dansk og også havde bestået en danskprøve. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at Danmark igennem alle årene havde været ansøgerens bopæls- og opholdsland. FAM/2017/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 09-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2015 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 4, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med afslaget anmodet om yderligere helbredsoplysninger vedrørende ansøgeren, idet ansøgeren i sin ansøgning havde angivet, at hun var alvorligt syg af kræft, men Udlændingestyrelsen havde i december 2015 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren led af en sådan alvorlig sygdom eller et sådant alvorligt handicap, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke længere var i behandling på hospitalet, idet ansøgerens sygdom ikke længere var livstruende eller behandlingskrævende. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke måtte flyve grundet tinnitus og væske i ørerne, da dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren var udrejst af Danmark med fly til Kina. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fremlagt dokumentation for, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, der gjorde, at ansøgeren ikke fortsat kunne opholde sig i sit hjemland Kina, hvor hun var født, opvokset og havde levet hele sit liv. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgeren ikke havde et familienetværk i Kina, idet hendes familiemedlemmer var gået bort eller forsvundet, at hendes moder var senil og derfor blev passet, og at ansøgeren ikke kunne arbejde grundet sin sygdom, idet disse oplysninger ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/93.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Peru efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse som au pair og studerende samt humanitær opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke var sådanne ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren havde været au-pair i Danmark i perioden fra november 2000 til december 2002, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som studerende fra januar 2003 til december 2003, at ansøgeren igennem flere år havde haft processuelt ophold forud for meddelelse af humanitær opholdstilladelse i april 2012, og at ansøgeren havde forsøgt efter evne at integrere sig og havde fået stærkere tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2, at ansøgeren i marts 2015 havde gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen, at ansøgeren siden maj 2015 havde været ansat i en tidsbegrænset stilling som social- og sundhedsassistent i en kommune, og at ansøgeren i august 2016 havde fået tilbudt fastansættelse i kommunen fra oktober 2016, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for meddelelse af en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1 var opfyldt. FAM/2016/100.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen