MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreImmigration
  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 06-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Albanien og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 2002 og 2005, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var indrejst i Danmark i juni 2012 og havde søgt asyl. Ansøgerne var i juli 2012 blevet meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I juli 2013 havde Justitsministeriet meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I juli og december 2013 havde Justitsministeriet afslået at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. I december 2015 havde FN’s Menneskerettighedskomité afvist at behandle en klage indgivet af ansøgernes partsrepræsentant i februar 2014. I januar 2016 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste til fællesbørnenes tarv og ansøgernes tilknytning til Danmark samt i den forbindelse FN’s Børnekonvention. Udlændingestyrelsen meddelte i juli 2017 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i juni 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden juni 2012, at fællesbørnene talte dansk, og at børnene gik i dansk folkeskole, var værdsat af deres kammerater, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark, at de skrev og læste dansk, samt at ansøgerne måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark gennem danskundervisning, praktikforløb og sociale arrangementer, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til at familien alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast og lovligt ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt desuden, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af fællesbørnene til at tage ophold i hjemlandet ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 3, da børnene var angste for at vende tilbage Albanien, og da børnene ikke havde opholdt sig i hjemlandet siden 2012, og at det ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 27, da det ville betyde en belastning for børnene at skulle tilbage til et land, som de var flygtet fra. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet yderligere ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet familien ikke ville kunne leve sammen af frygt for blodhævn, og idet et internt flugtalternativ ikke var en mulighed i forhold til den frygt, børnene følte i forhold til at skulle tilbage til Albanien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om asylretlige forhold, som ikke kunne indgå i vurderingen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og som der var gjort op med ved Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2012, og at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i mindre end seks år i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå oplysninger eller dokumentation for forhold, som gjorde, at fællesbørnene og deres forældre ikke kunne opholde sig sammen i deres hjemland. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således endelig, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til børnenes tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. FAM/2018/28.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 27-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2014 blevet meddelt opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en udlænding med opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. I august 2016 indgav klageren en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at hun og hendes tidligere ægtefælle havde ophævet samlivet grundet vold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark i maj 2014 alene havde haft opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, indtil opholdstilladelsen var udløbet i maj 2016, og at ansøgeren efterfølgende havde ophævet samlivet med sin tidligere ægtefælle og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne blive i Danmark efterfølgende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde ophævet samlivet med sin tidligere ægtefælle som følge af vold, og at der som dokumentation for volden var blevet fremlagt en anmeldelseskvittering fra politiet og et brev fra et krisecenter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den særlige bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 8, vedrørende bevarelse af opholdstilladelse efter samlivsophævelse som følge af vold alene fandt anvendelse for udlændinge, der var familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, med henblik på varigt ophold, og således ikke for udlændinge, der havde opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en udlænding med opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Uanset at ansøgerens samliv var ophørt på grund af vold, fandt Udlændingenævnet således, at der ikke herved – henset til karakteren og længden af ansøgerens forudgående ophold i Danmark – var sådanne særlige grunde til at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark fra maj 2014 – dels med opholdstilladelse og dels på processuelt ophold – til og med april 2017. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde haft arbejde 10 til 20 timer ugentligt siden maj 2015, og at hun havde gennemført Prøve i Dansk 3, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at ansøgeren måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at hun havde arbejdet og efter det oplyste talte og læste dansk, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, henset til at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i to år med en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold og på processuelt ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren led af synsnedsættelse på det ene øje, polycystisk ovariesyndrom og infertilitet, og at hun havde haft en ufrivillig abort. Udlændingenævnet fandt herudover, at disse forhold ej heller kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke herved var oplyst om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at de kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren på ny havde giftet sig i Danmark, kunne ligeledes ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren måtte henvises til at søge om opholdstilladelse på dette grundlag, såfremt hun ønskede dette. Det indgik desuden i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde nogen familie i Pakistan, og at hun ikke havde mulighed for at tage ophold med sine forældre, der boede i et land i Mellemøsten. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var myndig og dermed måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet bemærkede tillige, at der var oplyst divergerende om ansøgerens familiemedlemmers opholdssteder, idet det dels var oplyst, at ansøgerens søster var studerende i Pakistan, og dels at ansøgeren ikke havde familie i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/135.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 06-07-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren uafbrudt havde opholdt sig i Danmark i 30 år som udstationeret diplomat, hvor ansøgeren tillige havde været tilknyttet dansk foreningsliv i flere år som aktivt medlem i flere foreninger, herunder blandt andet som formand, og hvor arbejdssproget i flere af foreningerne blandt andet var dansk. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren gennem sit langvarige ophold i Danmark havde haft undervisningsforløb i dansk og også havde bestået en danskprøve. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at Danmark igennem alle årene havde været ansøgerens bopæls- og opholdsland. FAM/2017/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 09-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2015 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 4, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med afslaget anmodet om yderligere helbredsoplysninger vedrørende ansøgeren, idet ansøgeren i sin ansøgning havde angivet, at hun var alvorligt syg af kræft, men Udlændingestyrelsen havde i december 2015 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren led af en sådan alvorlig sygdom eller et sådant alvorligt handicap, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke længere var i behandling på hospitalet, idet ansøgerens sygdom ikke længere var livstruende eller behandlingskrævende. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke måtte flyve grundet tinnitus og væske i ørerne, da dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren var udrejst af Danmark med fly til Kina. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fremlagt dokumentation for, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, der gjorde, at ansøgeren ikke fortsat kunne opholde sig i sit hjemland Kina, hvor hun var født, opvokset og havde levet hele sit liv. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgeren ikke havde et familienetværk i Kina, idet hendes familiemedlemmer var gået bort eller forsvundet, at hendes moder var senil og derfor blev passet, og at ansøgeren ikke kunne arbejde grundet sin sygdom, idet disse oplysninger ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/93.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Peru efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse som au pair og studerende samt humanitær opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke var sådanne ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren havde været au-pair i Danmark i perioden fra november 2000 til december 2002, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som studerende fra januar 2003 til december 2003, at ansøgeren igennem flere år havde haft processuelt ophold forud for meddelelse af humanitær opholdstilladelse i april 2012, og at ansøgeren havde forsøgt efter evne at integrere sig og havde fået stærkere tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2, at ansøgeren i marts 2015 havde gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen, at ansøgeren siden maj 2015 havde været ansat i en tidsbegrænset stilling som social- og sundhedsassistent i en kommune, og at ansøgeren i august 2016 havde fået tilbudt fastansættelse i kommunen fra oktober 2016, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for meddelelse af en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1 var opfyldt. FAM/2016/100.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en irakisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i december 2009 til Danmark. I juni 2010 meddelte det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration ansøgeren midlertidig humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2014 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse. Ministeriet lagde i sin afgørelse vægt på, at ansøgeren led af paranoid skizofreni, som var en sådan alvorlig sygdom, at den efter praksis kunne begrunde en humanitær opholdstilladelse, men at ansøgeren blev behandlet med et præparat, som var tilgængeligt i Irak, og at ansøgeren således havde behandlingsmuligheder i hjemlandet. I april 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, idet ansøgeren ikke havde opnået en samlet tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. I oktober 2015 blev ansøgeren meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens sag om forlængelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren først blev meddelt opholdstilladelse i 2010 og alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. tre år med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren henset til karakteren af hans ophold her i landet ikke kunne antages at have opnået en ganske særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af en alvorlig paranoid skizofreni, at ansøgeren var i ambulant behandling, at ansøgeren dagligt modtog hjælp fra en hjemmesygeplejerske, og at ansøgeren tre gange dagligt tog medicin og var i diabetesbehandling. Udlændingenævnet henviste herved til, at Justitsministeriet i december 2014 havde meddelt ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet ministeriet lagde til grund, at den medicin, som ansøgeren anvendte, var tilgængelig i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, stk. 1, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurdering af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i oktober 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet fandt det desuden ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne få behandling for diabetes i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren på baggrund af karakteren og længden af hans ophold i Danmark ikke burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren indrejste i Danmark ultimo 2009 som 45-årig, at ansøgeren alene i perioden fra juni 2010 til juni 2012 havde haft en midlertidig humanitær opholdstilladelse, og at ansøgeren herefter alene havde haft processuelt ophold i Danmark i forbindelse med ansøgningerne om henholdsvis forlængelse af humanitær opholdstilladelse, genoptagelse heraf, ansøgning om asyl og ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold eller tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde to herboende søskende, der hjalp ansøgeren med praktiske gøremål, og at ansøgeren dagligt havde besøg af en hjemmesygeplejerske, der sørgede for, at ansøgeren tog sin medicin. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra 2013 til 2014 havde gået på en specialskole for voksne, at ansøgeren ikke havde arbejdet i Danmark, at ansøgeren modtog kontanthjælp, og at ansøgeren talte, læste og forstod dansk. Det af partsrepræsentanten anførte om, at en udvisning ville stride imod Danmarks internationale forpligtelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet ansøgerens psykiske tilstand ville blive forværret, og at forholdene i Irak ikke var blevet bedre, siden ansøgeren udrejste i 2009, indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt samtidig, at der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søskende, at der på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise ansøgeren til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af 45 år, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark siden ultimo 2009, og at ansøgerens herboende søskende ikke bidrog i væsentlig grad til ansøgerens pleje, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til Danmark, at det måtte antages for uforholdsmæssigt at henvise ansøgeren til at tage ophold i sit hjemland. Udlændingenævnet bemærkede, at tre af ansøgerens søskende efter det oplyste opholdt sig i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, at en udlænding, der har opholdt sig i et andet land med en midlertidig opholdstilladelse eller processuelt ophold, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Det gælder uanset økonomiske eller sociale vilkår i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet fandt endelig henset til, at ansøgeren først indrejste i Danmark i en alder af 45 år, og at ansøgeren havde adgang til behandling i hjemlandet, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end statsborgerlandet til at sikre ophold og de fortsatte behandlingsvilkår for ansøgeren, herunder at der ikke kunne udledes en selvstændig immigrationsret for, at ansøgeren kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at partsrepræsentantens henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Bensaid mod Storbritannien (app. no. 44599/98) ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/194.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 12-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en afghansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, som var indrejst i Danmark i 2009 som 15-årig, var tidligere meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, afslag på opholdstilladelse som uledsaget mindreårig i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, samt afslag på genoptagelse af behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Ansøgeren havde i forbindelse med en samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde slægtninge eller familie i Danmark, at han ikke havde det godt psykisk, og at han fysisk var sund og rask. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han ikke tidligere havde gået i skole i sit hjemland, at han ikke kunne læse eller skrive dari, men at han talte sit modersmål flydende, at han ikke havde været uden for Danmark siden sin indrejse, at han ikke havde haft kontakt med sine forældre eller sine søskende siden sin udrejse af Afghanistan, at han tidligere uden held havde forsøgt at eftersøge sin familie ved hjælp af Dansk Røde Kors, og at han ikke udover sine forældre og søskende havde slægtninge i Afghanistan. Ansøgerens partrepræsentant oplyste, at ansøgeren var indrejst i Danmark som 16-årig, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i fem år og seks måneder, og at ansøgerens manglende kontakt med sin familie var blevet bekræftet af IOM, der tidligere havde forsøgt at lede efter ansøgerens familie i hjemlandet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt endeligt afslag på humanitær opholdstilladelse og asyl, at han ikke siden sin indrejse i Danmark i september 2009 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født i Afghanistan af afghanske forældre, at han var opvokset i Afghanistan, til han var 15 år, at han talte sit modersmål flydende, og at han dermed havde en sådan tilknytning til Afghanistan, at han måtte antages at kunne indgå i det afghanske samfund ved tilbagevenden dertil. Det forhold, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret afgørelse henset til, at han alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden sin indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold i forbindelse med ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, asyl og senere i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde accepteret at medvirke til forberedt udsendelse til Afghanistan siden maj 2011, og at han på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at modtagelsesforholdene i forbindelse med en udrejse af Danmark ikke i sig selv kunne føre til, at der meddeltes opholdstilladelse i Danmark, når selve længden og karakteren af opholdet i Danmark ikke fandtes at kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren tidligere var meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i ansøgerens rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention, da Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver enkeltpersoner eller familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at et barn, som har opholdt sig i fire og et halvt år i et andet land uden opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbare dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets hjemland. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for et barn, herunder at der ikke kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv. FAM/2015/182.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 21-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Bosnien-Hercegovina og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 1997 og 2002, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne indrejste i Danmark i maj 2012 og søgte asyl. Ansøgerne blev i maj 2012 meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I oktober 2012 meddelte Justitsministeriet ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2013 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet den ene ansøger ganske vist led af en sådan alvorlig psykisk sygdom, som efter Justitsministeriets praksis ville kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, men som ansøgeren ville kunne blive behandlet for i hjemlandet. I november 2014 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, idet det var muligt for den ansøger, der led af psykisk sygdom, at blive behandlet i Bosnien-Hercegovina. I december 2014 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste i den forbindelse til FN’s børnekonvention. I januar 2015 afslog Justitsministeriet at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2015 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i maj 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke havde haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger var psykisk syg, havde været indlagt og modtog medicin herfor, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at Justitsministeriet i sine afgørelser fra oktober 2012, december 2013 og november 2014 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og at Justitsministeriet i januar 2015 havde afvist at genoptage sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, måtte anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at Justitsministeriet havde vurderet, at den fornødne medicin kunne fås i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet ikke havde tillagt en genoptagelsesanmodning fra oktober 2015 vedrørende ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse opsættende virkning. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden maj 2012, at fællesbørnene talte dansk og indgik i hverdagen i det danske samfund, og at de var knyttet til deres respektive skoler og lokalsamfundet, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark og havde fået et socialt netværk og venner i blandt andet gymnasiet, skolen og til fritidsaktiviteter, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til, at familien alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse i Danmark alene under henvisning til, at en ansøger taler dansk og kan gå i skole eller på gymnasiet på almindelige vilkår. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt herudover, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder at familien ikke havde haft opholdsgrundlag i Danmark, længden og karakteren af familiens ophold og børnenes faktiske tilknytning til deres forældre, som de var indrejst sammen med – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet, hvor de udrejste fra i 2012. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at fællesbørnenes sociale og følelsesmæssige udvikling i høj grad var afhængig af, at de havde minimum én forælder, som kunne støtte dem økonomisk, socialt og følelsesmæssigt. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at børnene var indrejst sammen med deres forældre. Uanset at den ene forælder måtte have været den primære omsorgsperson både før og efter familiens indrejse i Danmark, fandt Udlændingenævnet, at dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at et afslag på opholdstilladelse til fællesbørnene ikke efter Udlændingenævnets opfattelse udgjorde et uproportionalt indgreb i fællesbørnenes rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i cirka tre år og fem måneder i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forældres hjemland. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. Det forhold, at det ene af fællesbørnene på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, var mindreårig, og at fællesbarnet efter Udlændingestyrelsens afgørelse i august 2015 var blevet myndig, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet fællesbarnet ej heller som myndig ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til familiens forhold eller på baggrund af egne selvstændige forhold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at den ene forælder arbejdede frivilligt i en genbrugsbutik to gange ugentligt, og at det ene fællesbarn havde arbejdet frivilligt i forbindelse med afholdelsen af en festival. FAM/2015/169.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 05-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 1996, flygtede efter det oplyste til Danmark som 15-årig i oktober 2011. Det fremgik af sagen, at ansøgerens forældre og søskende et til to år forinden var udrejst til Iran uden ansøgeren, og at ansøgeren havde opholdt sig 13 til 14 år i Afghanistan inden udrejsen til Danmark. Ansøgeren var i april 2013 blevet meddelt endeligt afslag på asyl, jf. udlændingelovens § 7. Ansøgeren var i april 2013 blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, gældende til ansøgeren fyldte 18 år i oktober 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at han under henvisning til længden og karakteren af opholdet kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2011, og at han i april 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 16 ½ år, da han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, frem til han var 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af cirka 15 år, hvorfor det måtte lægges til grund, at han havde haft hovedparten af sine formative år uden for Danmark. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i sit hjemland, indtil han var cirka 13 eller 14 år, at han havde modtaget undervisning i hjemlandet, at han talte flydende dari, og at han ikke sås at have en sådan tilknytning til personer her i landet, som kunne begrunde en opholdstilladelse. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren talte næsten flydende dansk, at han havde gået på en almindelig dansk folkeskole, at han havde danske venner og bekendte, at han gik til taekwondo i en klub to gange ugentligt, at han arbejdede på et autoværksted, og at han havde været i flere praktikforløb, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke havde kontakt til sin familie i Afghanistan, fandt Udlændingenævnet ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var myndig. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han havde familiemedlemmer i Afghanistan, og at han havde kontakt til sine forældre, som efter det oplyste fortsat befandt sig i Iran. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. FAM/2015/164.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 09-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en russisk statsborger. Ansøgeren blev i december 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU- og EØS-bekendtgørelsen på et forkert grundlag, da ansøgeren blev anset for at være lettisk statsborger og dermed EU-borger, hvorimod han rettelig var russisk statsborger. I juni og juli 2013 meddelte Statsforvaltningen ansøgeren, at hans ansøgning om tids¬ubegrænset opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen ikke kunne imødekommes. I juni 2014 stadfæstede Udlændingestyrelsen Statsforvaltningens afslag på tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingestyrelsen oplyste overfor ansøgeren, at Udlændingestyrelsen tillige havde behandlet ansøgerens sag efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag efter denne bestemmelse. I september 2014 meddelte Statsforvaltningen, at ansøgerens opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt. I oktober 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til Udlændingenævnet og anførte i den forbindelse, at han havde boet og arbejdet i Danmark siden december 2008, at han opfyldte alle betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse som EU-borger, og at Statsforvaltningens fejl ikke burde komme ham til skade. Ansøgeren anførte endvidere, at han indtil september 2013 havde været på dagpenge fra sin A-kasse, at han havde et lettisk pas, at han var lettisk statsborger, og at han var EU-borger. Vedlagt klagen var en kopi af det, som ansøgeren oplyste var et lettisk stats¬borgerpas fra december 1970. Det fremgik af de kopierede sider, at passet var udstedt af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, og ansøgerens nationalitet var russisk.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til personer i Danmark, og at han ikke havde oplyst om sådanne omstændigheder, herunder at han skulle lide af alvorlige sygdomme eller handicaps, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde oplyst, at han havde været i arbejde siden maj 2014, og at han havde uddannet sig til buschauffør og lastbilchauffør. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet henviste til, at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at ansøgeren ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i perioderne fra april 2011 til maj 2013, fra juli 2013 til juni 2014 og fra september 2014 til marts 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i kraft af sit ophold i Danmark, herunder karakteren og længden heraf, hvor han i cirka fem år havde haft ret til ophold på et forkert grundlag, sammenholdt med ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarkedet, ikke havde opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning hertil. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at det ikke burde komme ham til skade, at han af Statsforvaltningen i december 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU- og EØS-bekendtgørelsen, og at han var lettisk statsborger og dermed EU-borger, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik af blandt andet kopi af certifikat med bilag fra den lettiske ambassade i Danmark fra juli 2013 samt af kopier af ansøgerens lettiske fremmedpas, at han ikke var statsborger i Letland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens statsborgerskabsstatus ikke i sig selv var afgørende for, hvorvidt ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på baggrund af sin tidligere ret til ophold meddelt på forkert grundlag havde opnået en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens almindelige regler. FAM/2015/204.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 16-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelser til to irakiske statsborgere og deres børn, født i Danmark i henholdsvis 2005 og 2007 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Forældrene indrejste i Danmark i henholdsvis 2002 og 2004 og søgte asyl. Forældrene var efterfølgende flere gange blevet meddelt afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. Parret fik en søn i Danmark i september 2005. Forældrene havde flere gange meddelt Rigspolitiet, at parret ikke ønskede at udrejse af Danmark. Forældrene fik i august 2010 og januar 2011 afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, og disse afgørelser vedrørte også parrets børn. Udlændingestyrelsen udviste forældrene af Danmark med indrejseforbud i november 2012, hvilket Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014. Børnene havde boet hele deres liv i Danmark og gået i danske institutioner.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne og deres børn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var blevet meddelt afslag på asyl, hvilket var blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse straks, at ansøgerne flere gange havde meddelt til de danske myndigheder, at de ikke ønskede at udrejse frivilligt af Danmark, at de efterfølgende flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, herunder humanitær opholdstilladelse, og som udsendelseshindrede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes egne forhold og egne selvstændige valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet henviste herved også til, at Flygtningenævnet i henholdsvis juli 2008 og juli 2011 havde meddelt ansøgerne afslag på genoptagelse af deres asylsager, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2009 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, at Udlændingestyrelsen flere gange havde meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, senest i august 2013, samt at Justitsministeriet i november 2012 og i maj 2013 havde meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af deres sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Justitsministeriet havde endvidere i december 2014 stadfæstet afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindret, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og Justitsministeriet havde senest i april 2015 meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af Justitsministeriets sager om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet henviste således til, at forældrene, som forældremyndighedsindehavere aldrig havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, uanset at forældrene havde fået to børn under deres ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herunder, at børnenes forhold ikke kunne føre til, at familien samlet skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og uanset, at børnene måtte have opnået tilknytning til Danmark i kraft af, at de var født i Danmark og uafbrudt havde opholdt sig i Danmark, herunder gået i danske institutioner og nu gik i skole, at familien ikke under henvisning hertil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at børnene aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at forældrene selv havde valgt at få børnene, mens de ikke havde et opholdsgrundlag i Danmark, ligesom de vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark i overensstemmelse med gentagne afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at familielivet med børnene var blevet etableret i Danmark og var fortsat under disse omstændigheder, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at børnenes ophold i Danmark havde varet i ni år og syv år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder under henvisning til herboende børn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt lovligt ophold i landet med opholdstilladelse gennem deres opvækst. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til, at det havde været ansøgernes valg at søge asyl i Danmark og stifte familie på trods af, at de var blevet pålagt at udrejse af Danmark og dermed aldrig havde haft et opholdsgrundlag her i landet, og at ingen af familiemedlemmerne havde opholdstilladelse eller havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en ret for et barn, der er opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. På tilsvarende vis fandt Udlændingenævnet, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modvirker familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således, at børnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at ansøgerne dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forældre. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 150, fremsat den 19. juni 2012, om ændring af udlændingeloven (ændring af reglerne om familiesammenføring med børn) afsnit 8, at blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder ikke anerkender en ret til familiesammenføring, men kan efter omstændighederne indirekte føre til en beskyttelse af en sådan ret, blandt andet som følge af retten til respekt for familielivet. Dette fremgår af artikel 17 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 10 i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og det antages, at disse bestemmelser ikke indeholder en videre beskyttelse end EMRK artikel 8. FAM/2015/120.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til et ægtepar. Ansøgerne blev født i henholdsvis 1947 og 1953 og var begge statsborgere i Kosovo. I oktober 2007 indrejste begge ansøgere i Danmark, og i august 2008 blev begge ansøgere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgernes opholdstilladelse blev senest forlænget med gyldighed til marts 2013. Den humanitære opholdstilladelse blev begrundet under henvisning til den kvindelige ansøgers helbredsmæssige forhold. I februar 2014 meddelte Justitsministeriet ansøgerne afslag på forlængelse af deres humanitære opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Afslaget var begrundet i blandt andet, at der ikke forelå humanitære hensyn af en sådan styrke, at det afgørende talte for at forlænge ansøgernes opholdstilladelse. Det blev oplyst til Justitsministeriet, at ansøgerne havde stærkt brug for deres herboende datter i mange situationer, at den kvindelige ansøger var medtaget af sin psykose, og at hun ikke kunne modtage medicinsk behandling i Kosovo, idet medicinen var for dyr. Det blev af den mandlige ansøger oplyst til Udlændingestyrelsen, at han havde gået på sprogskole i Danmark, at han ikke var under eller havde taget en uddannelse i Danmark, at han ikke var i arbejde, og at han modtog folkepension. Det blev af den kvindelige ansøger oplyst til Udlændingestyrelsen, at hun ikke gik eller havde gået i skole i Danmark, at hun ikke arbejdede i Danmark, at hun modtog kontanthjælp, at hun ikke talte dansk, og at hendes broder boede i Danmark. Det blev af ansøgerne endvidere oplyst, at de havde to børn, fire børnebørn og en svoger, som alle opholdt sig i Danmark, samt at de havde børn i Schweiz og i deres hjemland. Begge ansøgere oplyste i samme forbindelse, at de havde kontakt til deres familie i hjemlandet. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, krævede ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerne først blev meddelt opholdstilladelse i 2008 og således alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka seks år frem til 2014. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerne ikke havde været under uddannelse eller i beskæftigelse og derved ikke havde opnået en ganske særlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at den mandlige ansøger havde haft problemer med sit hjerte, at han havde haft blodpropper, at han havde fedt i blodet, at han havde hudproblemer, at han resten af livet skulle modtage medicinsk behandling for sine hudproblemer, og at han havde symptomer, som kunne være en indikation på Parkinsons syge, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ikke kunne modtage medicinsk behandling for sine lidelser i hjemlandet, og at de helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at den kvindelige ansøger led af PTSD, at hun var depressiv, at hun led af galdesten, at hun havde brug for behandling, og at det var anført, at medicin til behandlingen ikke kunne fremskaffes legalt og var dyrt i hjemlandet, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at Justitsministeriet i afgørelser af marts 2014 havde lagt til grund, at den kvindelige ansøgers medicin var tilgængelig i hjemlandet, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgerne passede den kvindelige ansøgers herboende broder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at den kvindelige ansøgers herboende broder havde mulighed for at blive passet på institution eller af sin herboende familie. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerne var katolikker, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og ansøgernes øvrige familie, der boede Danmark, at der på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af bestemmelsen. FAM/2015/33.

    For så vidt angår sagsresumé vedrørende parrets voksne barn, der samtidig blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, se resumé FAM/2015/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Kosovo i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå ganske særlige grunde. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2007 sammen med sine forældre, og han havde efter det oplyste gået i skole fra 8. til 10. klasse i Danmark og kunne derudover tale, læse og skrive dansk. Ansøgeren havde tidligere i perioderne fra marts 2009 til marts 2010, fra maj 2010 til marts 2011 og fra april 2011 til marts 2013 haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, meddelt på baggrund af hans moders forhold. Ansøgeren havde sine forældre, en onkel, to søstre, tre nevøer, en niece, to svogre, en dansk kæreste og en dansk svigerfamilie i Danmark. Ansøgeren havde derudover to søstre i Kosovo og havde kontakt til sin familie i hjemlandet. Ved klagen blev det anført, at baggrunden for, at ansøgeren havde et ustabilt forhold til arbejdsmarkedet, var, at han havde været udsat for en traumatisk oplevelse som syvårig, da han var blevet slået bevidstløs af en gruppe serbiske soldater. Derudover henvistes der til, at ansøgeren var katolik, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens tilknytning til det danske samfund, herunder hans arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige og øvrige tilknytning i Danmark, grundet tilknytningens begrænsede omfang og karakter ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i september 2007, at han blev meddelt opholdstilladelse i august 2008, at opholdstilladelsen senest udløb i marts 2013, og at ansøgeren havde haft afbrudte uddannelsesforløb, kortere beskæftigelsesforløb og havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren under sit ophold i Danmark ikke havde gjort en særlig indsats for at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde været udsat for en traumatisk oplevelse som syvårig, og at han derfor havde haft en ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark fra 8. til 10. klasse, at han havde en dansk kæreste, og at han havde været ansat som hegnsmontør i en måned i 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke udgjorde ganske særlige forhold. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren og dennes kæreste ikke havde samme fremtidsmuligheder i Kosovo som i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var katolik, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at meddele afslag på opholdstilladelse, da der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes øvrige familie, der boede i Danmark, at der på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse. FAM/2015/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en nigeriansk statsborger. Ansøgeren blev i august 2006 meddelt midlertidig opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem. I oktober 2007 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, og i september 2009 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med en udlænding, som havde opholdstilladelse efter greencardordningen gyldig indtil juli 2012. I oktober 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og i november 2013 blev ansøgeren ligeledes meddelt afslag på forlængelse af opholdstilladelse, da hendes ægtefælle fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen. Det blev ved ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 i december 2013 anført, at ansøgeren var ved at blive skilt fra sin ægtefælle, at ansøgeren fra juli 2008 til februar 2013 havde været ansat i en kommune, at ansøgeren fra marts 2013 havde været ansat som SOSU-medhjælper i en anden kommune, at ansøgeren i januar 2013 gennemførte uddannelsen til social- og sundhedshjælper, og at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2 og Medborgerskabsprøven. Det blev ligeledes anført til støtte for ansøgningen, at afslaget på tidsubegrænset opholdstilladelse i oktober 2013 skyldtes Udlændingestyrelsens sagsbehandlingstid. I maj 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen i Udlændingenævnet anført, at ansøgeren havde været i Danmark uafbrudt i otte år, at ansøgeren havde gennemført uddannelsen som social- og sundhedshjælper, at ansøgeren havde været fuldtidsansat i fem år, og at ansøgeren var integreret i forenings- og kirkeliv. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren var gift, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i august 2014 udrejste af Danmark sammen.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at karakteren og længden af ansøgerens ophold fra august 2006 til august 2014, herunder i syv år med opholdstilladelse, ikke kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, samt at ansøgeren ikke havde en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for at give opholdstilladelse under henvisning hertil. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var færdiguddannet social- og sundhedshjælper, og at ansøgeren havde haft arbejde i to kommuner. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren kom til Danmark i en alder af 37 år, at ansøgerens ægtefælle efter det oplyste var vendt tilbage til sit hjemland, at parret var ved at blive skilt, og at ansøgeren således ikke havde herboende familie. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark fra august 2006 til august 2014, og at ansøgeren efter det oplyste havde indrettet sig på fremadrettet at skulle leve i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen og bemærkede i denne forbindelse, at ansøgerens opholdstilladelser havde været meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgeren således ikke berettiget havde fået forventning om at kunne opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at eventuelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2015/8.

  • Udlændingenævnets afgørelser af 26. januar 2015 og 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag – Afslag på genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse

    Dato: 26-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Chile og dennes to børn, født i henholdsvis 2002 og 2003, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2007 og blev i 2009 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og dennes danske ægtefælle blev skilt, og Udlændingestyrelsen nægtede i 2011 at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, hvorfor ansøgeren rejste tilbage til Chile. I maj 2012 indrejste ansøgeren på ny i Danmark. Ansøgeren medbragte ved denne indrejse sine to børn, der aldrig tidligere havde været i Danmark. I februar 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet ansøgeren ikke var asylansøger, hvorefter ansøgeren indgav en ansøgning om asyl, som Udlændingestyrelsen i august 2013 meddelte afslag på. Flygtningenævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afslag på asyl til ansøgeren og dennes børn og pålagde dem at udrejse senest 14 dage senere. Under asylsagen blev det oplyst, at børnenes fader havde udsat ansøgeren og børnene for vold, at han havde forfalsket papirerne, hvorved han blev tillagt forældremyndighed i 2005 over børnene, at ansøgeren i 2011 fik forældremyndigheden over børnene, og at hun var bange for at vende tilbage til Chile, da der verserede en sag mod hende, fordi hun var beskyldt for at have taget børnene ulovligt fra Chile, hvilket hun ikke mente, at hun havde gjort. Justitsministeriet meddelte i februar 2014 på ny ansøgeren og dennes børn afslag på humanitær opholdstilladelse. I juni 2014 afslog Justitsministeriet at genoptage sagen. Justitsministeriet lagde i sin afgørelse vægt på, at oplysningerne om ansøgeren og dennes børns psykiske helbredstilstand allerede indgik i grundlaget for Justitsministeriets afgørelse fra februar 2014. Justitsministeriet videresendte herefter sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen skulle tage stilling til, om ansøgeren og dennes børn kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Under sagen i Udlændingestyrelsen blev det oplyst, at børnene under deres opvækst havde boet i USA og Chile, at ansøgeren led af svær depression og flere gange havde været suicidal, og at børnenes fader havde begået voldelige og seksuelle overgreb mod det ene barn.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes børn ikke siden deres indrejse i Danmark i 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Der kunne endvidere ikke meddeles opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse her i landet, henset til karakteren og længden heraf. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens og dennes børns personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren og dennes børn skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at børnene måtte have opnået en tilknytning til Danmark i kraft af, at børnene havde gået i skole og havde opnået god kontakt til ansøgerens herboende danske kæreste og dennes forældre, kunne ansøgeren og børnene ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da de alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden deres indrejse, da længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold, og da der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet fandt desuden, at det beroede på ansøgerens og børnenes fars forhold, at børnene havde boet i både Chile og USA, inden børnene kom til Danmark, og at ansøgeren efter det oplyste havde accepteret, at børnene boede hos deres far i en periode fra 2005 til 2011. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder børnenes tilknytning til ansøgeren – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Det fandtes derfor ikke at stride mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og børnene til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren led af svær depression og tidligere havde været indlagt som følge af suicidalforsøg, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviste til, at Justitsministeriet i februar 2014 havde meddelt ansøgeren og dennes børn afslag på humanitær opholdstilladelse, og i juni 2014 havde afslået at genoptage sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, stk. 1, måtte anses som lex specialis i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere havde været asylansøger, kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var ansøgerens eget valg at rejse til Danmark med sine børn og flytte børnene væk fra deres hidtidige tilværelse i Chile. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter det oplyste havde forældremyndigheden over sine børn, og at ansøgeren måtte henvises til at søge de chilenske myndigheders hjælp i forbindelse med en eventuel forældremyndighedssag i Chile. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i lidt over to år i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder uanset forældremyndigheden som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland, eller om der måtte være uløste privatretlige forhold i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt – henset til at børnene og ansøgeren kunne opholde sig sammen i deres hjemland – at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. Udlændingenævnet afslog efterfølgende i maj 2015 at genoptage sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at ansøgerens yngste barn udviste tydelige stresssymptomer – herunder opkast, tankemylder, inkontinens, uro, social tilbagetrækning og søvnvanskeligheder – i forbindelse med afslaget på opholdstilladelse i Danmark, og at en psykolog havde vurderet, at barnet var i åbenbar risiko for at lide alvorlig skade i sin psykiske udvikling. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at familien var belastet af usikkerheden om deres fremtid og eventuelle tilbagevenden til ansøgerens tidligere ægtefælle, og at ansøgeren var desperat, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle beskytte sine børn mod børnenes fader, som angiveligt skulle have krænket børnene seksuelt. Det indgik desuden i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at ansøgeren havde en lang historie med psykiske lidelser, at hun formentlig var manisk og formentlig havde en bipolær lidelse, at hun havde boet i Danmark i otte år og havde haft arbejde, og at det ville være umuligt for hende at skabe trygge rammer for børnene i Chile. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det fremgik af udtalelser fra marts 2015 fra en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, at ansøgerens ældste barn led af en medført hjertesygdom (forstørret hjerte), at børnene var behandlingskrævende børn, der uden snarlig behandling havde stor risiko for at pådrage sig psykiske lidelser, herunder varige personlighedsforstyrrelser, og at børnene formentlig ikke ville modtage den fornødne behandling, hvis de hjemsendtes. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var tale om nye, væsentlige oplysninger, der kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at oplysningerne om børnenes psykiske helbred og familiens usikkerhed ved eventuel tilbagevenden til børnenes fader, som angiveligt skulle have krænket børnene seksuelt, allerede var indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der i Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015 blev lagt vægt på, at Justitsministeriet ved afgørelse fra februar 2014 havde meddelt ansøgeren og hendes to børn afslag på humanitær opholdstilladelse, og ved afgørelse af 3. juni 2014 havde meddelt afslag på genoptagelse af sagen herom, hvor psykiske helbredsmæssige forhold var indgået i grundlaget for Justitsministeriets vurdering, og at udlændingelovens § 9 b må anses som en særbestemmelse (lex specialis) i forhold til vurderingen af, om en udlænding, der tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at den chilenske konsul i en udtalelse fra februar 2015 havde tilkendegivet, at ansøgeren risikerede retsforfølgelse i Chile, idet børnenes fader kunne anlægge sag mod hende for at have taget børnene med til Danmark uden hans samtykke. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at unddrage sig strafforfølgelse eller en forældremyndighedssag. Udlændingenævnet konstaterede i den forbindelse, at børnebortførelse også er strafbart i Danmark. Det indgik i den forbindelse i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at konsulen havde vurderet, at der ved en tvangsudsendelse ikke i tilstrækkeligt omfang var taget hensyn til barnets tarv. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet udtalelsen havde karakter af et partsindlæg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, jf. også Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015. Det forhold, at familiens situation var blevet forværret efter Udlændingenævnets afgørelse i januar 2015 på grund af udsigten til effektuering af udsendelsen, kunne endelig ikke føre til en ændret vurdering, idet der var tale om en efterfølgende omstændighed, som ikke forelå i januar 2015 ved Udlændingenævnets oprindelige afgørelse i sagen, og som derfor ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. FAM/2015/98.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 07-11-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på henholdsvis opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., og afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, til en serbisk statsborger. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2008. Ansøgeren blev i juni 2008 meddelt afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I november 2008 blev ansøgeren efter tidligere at have fået afslag herpå meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som efterfølgende blev forlænget frem til november 2012. Ansøgeren blev igen i april 2013 meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som udløb i november 2013. Justitsministeriet meddelte i marts 2014 ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I forbindelse med ansøgerens afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse blev Udlændingestyrelsen anmodet om at tage stilling til, om ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvilket Udlændingestyrelsen meddelte afslag på i juni 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren var diagnosticeret med paranoid skizofreni og forstyrret personlighedsstruktur, hvilket ansøgeren modtog medicinske præparater for. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at Justitsministeriet i sin afgørelse om afslag på forlængelse af ansøgerens humanitære opholdstilladelse i marts 2014 vurderede, at ansøgeren kunne modtage medicinske præparater for sine sygdomme i hjemlandet, og at ansøgeren kunne afholde udgifterne til den nødvendige medicin. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren først var indrejst i Danmark i en alder af 47 år i november 2007, at ansøgeren ikke kunne læse eller skrive dansk, og at ansøgeren havde haft humanitær opholdstilladelse i Danmark i medfør udlændingelovens § 9 b, stk. 1, siden november 2008. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke på denne baggrund havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgeren under henvisning til sit ophold på baggrund af egne helbredsmæssige forhold kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Hertil bemærkede Udlændingenævnet, at en humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, gives med henblik på midlertidigt ophold. Ansøgeren kunne således ikke have haft en berettiget forventning om at opnå en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold eller tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. FAM/2014/243.

    Resume af Udlændingenævnets afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, kan læses under Tidsubegrænset opholdstilladelse, krav om lovligt ophold.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2014 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 27-10-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en iransk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 1989, kom i marts 2007 til Danmark, hvor han søgte asyl. Ansøgerens mor og søstre boede på daværende tidspunkt allerede i Danmark. Ansøgeren blev meddelt afslag på asyl og afslag på familiesammenføring med sin mor efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1. I august 2008 meddelte det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration ansøgeren humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, under henvisning til, at den medicin, ansøgeren skulle anvende til behandling af sin sindssygdom, på daværende tidspunkt kostede omkring 2.000 kr. månedligt. Den humanitære opholdstilladelse blev løbende forlænget. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren led af alvorlig sindssygdom uden tilstrækkelig sygdomsindsigt, og at ansøgeren var ude af stand til selv at kunne opsøge og varetage egen behandling. I februar 2014 afslog Justitsministeriet at forlænge ansøgerens humanitære opholdstilladelse, idet den medicin, som ansøgeren skulle anvende til behandling af sin sindssygdom, på afgørelsestidspunktet kostede omkring 13 kr. månedligt. Justitsministeriet sendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes herboende mor eller søstre, der lå ud over, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herunder særligt vægt på, at ansøgeren var myndig og i juli 2013 havde indgået ægteskab med en norsk statsborger boende i Norge og således stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle måtte anses for at være nærmere til at varetage omsorgen for ansøgeren end ansøgerens moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at han under henvisning til længden og karakteren af opholdet kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden marts 2007 og i perioden fra august 2008 til august 2012 havde haft en tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at en humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, gives med henblik på midlertidigt ophold, hvorfor ansøgeren ikke kunne have haft en berettiget forventning om at opnå en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold eller en tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sit helbred, idet Justitsministeriet ved sin afgørelse i februar 2014 vurderede, at ansøgeren ikke længere opfyldte betingelserne for at få forlænget sin humanitære opholdstilladelse, og idet den medicin, ansøgeren anvendte nu, kostede cirka 13 kr. månedligt, hvorfor ansøgeren nu kunne blive behandlet i hjemlandet. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke havde et sådant særligt plejebehov, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at tage ophold i Iran og dér modtage den nødvendige behandling for sin sindssygdom, eller at søge familiesammenføring med sin ægtefælle i dennes opholdsland. FAM/2014/163.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2014 – Familiesammenføring, andre - Immigrationsafslag

    Dato: 10-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsborger fra Kosovo og dennes to børn, født i henholdsvis 2010 og 2013, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i februar 2001 og søgte asyl. Ansøgeren havde i perioden fra 2002 til 2007 fået flere afslag på opholdstilladelse i Danmark, herunder afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. I 2007 genoptog det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration sagens behandling, og ansøgeren blev meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgeren led af forskellige psykiske sygdomme, herunder posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) med en svær depressiv komponent og depressiv enkeltepisode af lettere grad. Senest i 2009 blev ansøgerens humanitære opholdstilladelse forlænget til april 2011. I december 2010 nedkom ansøgeren med sit ældste barn, og i februar 2013 nedkom ansøgeren med sit yngste barn. Faderen til børnene boede i Kosovo. I september 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren nu kunne modtage behandling for sin sygdom i Kosovo. I december 2013 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse. I april 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren og dennes børn afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse senest medio maj 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i september 2013 blev meddelt afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og pålagt at udrejse af Danmark. Det forhold, at ansøgeren led af forskellige psykiske sygdomme, herunder posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) med en svær depressiv komponent og depressiv enkeltepisode af lettere grad, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var meddelt afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse, idet behandlingsmulighederne nu var tilgængelige i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at karakteren og længden af ansøgerens ophold i Danmark ikke udgjorde sådanne særlige grunde, at der burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren først blev meddelt opholdstilladelse i 2007 og således alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i fire år frem til ultimo april 2011, at opholdstilladelsen var givet med henblik på midlertidigt ophold, at ansøgeren i 2008 og 2010 havde været i Kosovo, hvor ansøgeren havde familie, ligesom ansøgeren under opholdet i Kosovo i 2010 blev gravid med det ældste barn, og at ansøgeren efter det til sagen oplyste ikke sås at have opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark gennem sine år i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i cirka tre og et halvt år og cirka ét år og fire måneder i et andet land med en midlertidig tidsbegrænset opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland. Udlændingenævnet fandt endvidere, at børnene henset til deres alder og længden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til Dan-mark, at det måtte anses for uforholdsmæssigt at henvise dem til at bo sammen med ansøgeren i Kosovo. Udlændingenævnet fandt, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyn-delse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder børnenes alder og tilknytning til ansøgeren – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Det fandtes derfor ikke at stride mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og børnene at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt – henset til at børnene og ansøgeren kunne opholde sig sammen i deres hjemland – at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. FAM/2014/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2014 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 21-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Albanien og dennes to børn, født i henholdsvis 2000 og 2003, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren og dennes ægtefælle indrejste i juni 2008 i Danmark og blev i juli 2008 meddelt afslag på asyl. Afgørelsen omfattede også børnene, og de blev alle pålagt at udrejse af Danmark straks. I september 2008 blev ansøgeren meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og sammen med børnene blev ansøgeren pålagt at udrejse straks. Ansøgeren nægtede at udrejse. I januar 2009 afslog Udlændingestyrelsen at genoptage asylsagen og pålagde ansøgeren samt børnene at udrejse af Danmark straks. I henholdsvis slutningen af 2009 og medio 2010 begyndte børnene i en dansk skole. I oktober 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse straks. Ansøgeren nægtede fortsat at udrejse, og det var ikke muligt at tvangsudsende ansøgeren og børnene, idet børnene manglede rejselegitimation, som de albanske myndigheder ikke ville udstede uden børnenes faders samtykke. Børnenes fader havde efter afslaget på asyl i 2008 forladt ansøgeren og børnene, og hans opholdssted var ukendt. I juni 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse i overensstemmelse med de tidligere fastsatte udrejsefrister. I juli 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og § 9 c, stk. 2. I slutningen af september 2013 blev ansøgeren og børnene tvangsudsendt til Albanien, idet de albanske myndigheder i overensstemmelse med en aftale af 24. april 2008 mellem Albanien og Danmark om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse, jf. bekendtgørelse nr. 1 af 7. januar 2010, accepterede tvangsudsendelsen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren gentagne gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark og samtidig pålagt at udrejse af Danmark straks. Ansøgeren og børnene havde således aldrig haft et opholdsgrundlag i Danmark og kunne således ikke have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at uanset, at børnene måtte have opnået en tilknytning til Danmark i kraft af, at børnene havde gået i skole og fået skolekammerater, kunne ansøgeren og børnene ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, herunder opholdt sig i Danmark ulovligt i en langvarig periode. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til, at det havde været ansøgerens valg at søge asyl i Danmark sammen med børnene og flytte børnene væk fra børnenes hidtidige tilværelse i Albanien. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kunne udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig lidt over fem år i et andet land i udsendelsesposition, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder, uanset om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt, at henset til, at børnene og deres forælder opholder sig sammen i eget hjemland, kan der ikke udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, og uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. FAM/2014/37.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post