MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreImmigrationUdlændingenævnets afgørelse af 16. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelser til to irakiske statsborgere og deres børn, født i Danmark i henholdsvis 2005 og 2007 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Forældrene indrejste i Danmark i henholdsvis 2002 og 2004 og søgte asyl. Forældrene var efterfølgende flere gange blevet meddelt afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. Parret fik en søn i Danmark i september 2005. Forældrene havde flere gange meddelt Rigspolitiet, at parret ikke ønskede at udrejse af Danmark. Forældrene fik i august 2010 og januar 2011 afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, og disse afgørelser vedrørte også parrets børn. Udlændingestyrelsen udviste forældrene af Danmark med indrejseforbud i november 2012, hvilket Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014. Børnene havde boet hele deres liv i Danmark og gået i danske institutioner.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne og deres børn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var blevet meddelt afslag på asyl, hvilket var blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse straks, at ansøgerne flere gange havde meddelt til de danske myndigheder, at de ikke ønskede at udrejse frivilligt af Danmark, at de efterfølgende flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, herunder humanitær opholdstilladelse, og som udsendelseshindrede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes egne forhold og egne selvstændige valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet henviste herved også til, at Flygtningenævnet i henholdsvis juli 2008 og juli 2011 havde meddelt ansøgerne afslag på genoptagelse af deres asylsager, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2009 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, at Udlændingestyrelsen flere gange havde meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, senest i august 2013, samt at Justitsministeriet i november 2012 og i maj 2013 havde meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af deres sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Justitsministeriet havde endvidere i december 2014 stadfæstet afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindret, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og Justitsministeriet havde senest i april 2015 meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af Justitsministeriets sager om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet henviste således til, at forældrene, som forældremyndighedsindehavere aldrig havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, uanset at forældrene havde fået to børn under deres ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herunder, at børnenes forhold ikke kunne føre til, at familien samlet skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og uanset, at børnene måtte have opnået tilknytning til Danmark i kraft af, at de var født i Danmark og uafbrudt havde opholdt sig i Danmark, herunder gået i danske institutioner og nu gik i skole, at familien ikke under henvisning hertil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv.  Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at børnene aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at forældrene selv havde valgt at få børnene, mens de ikke havde et opholdsgrundlag i Danmark, ligesom de vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark i overensstemmelse med gentagne afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at familielivet med børnene var blevet etableret i Danmark og var fortsat under disse omstændigheder, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at børnenes ophold i Danmark havde varet i ni år og syv år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder under henvisning til herboende børn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt lovligt ophold i landet med opholdstilladelse gennem deres opvækst. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til, at det havde været ansøgernes valg at søge asyl i Danmark og stifte familie på trods af, at de var blevet pålagt at udrejse af Danmark og dermed aldrig havde haft et opholdsgrundlag her i landet, og at ingen af familiemedlemmerne havde opholdstilladelse eller havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en ret for et barn, der er opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. På tilsvarende vis fandt Udlændingenævnet, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modvirker familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således, at børnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at ansøgerne dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forældre. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 150, fremsat den 19. juni 2012, om ændring af udlændingeloven (ændring af reglerne om familiesammenføring med børn) afsnit 8, at blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder ikke anerkender en ret til familiesammenføring, men kan efter omstændighederne indirekte føre til en beskyttelse af en sådan ret, blandt andet som følge af retten til respekt for familielivet. Dette fremgår af artikel 17 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 10 i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og det antages, at disse bestemmelser ikke indeholder en videre beskyttelse end EMRK artikel 8. FAM/2015/120. 

Senest opdateret: 16-04-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post