MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreImmigrationUdlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Bosnien-Hercegovina og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 1997 og 2002, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne indrejste i Danmark i maj 2012 og søgte asyl. Ansøgerne blev i maj 2012 meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I oktober 2012 meddelte Justitsministeriet ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2013 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet den ene ansøger ganske vist led af en sådan alvorlig psykisk sygdom, som efter Justitsministeriets praksis ville kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, men som ansøgeren ville kunne blive behandlet for i hjemlandet. I november 2014 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, idet det var muligt for den ansøger, der led af psykisk sygdom, at blive behandlet i Bosnien-Hercegovina. I december 2014 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste i den forbindelse til FN’s børnekonvention. I januar 2015 afslog Justitsministeriet at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2015 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i maj 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke havde haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger var psykisk syg, havde været indlagt og modtog medicin herfor, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at Justitsministeriet i sine afgørelser fra oktober 2012, december 2013 og november 2014 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og at Justitsministeriet i januar 2015 havde afvist at genoptage sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, måtte anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at Justitsministeriet havde vurderet, at den fornødne medicin kunne fås i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet ikke havde tillagt en genoptagelsesanmodning fra oktober 2015 vedrørende ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse opsættende virkning. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden maj 2012, at fællesbørnene talte dansk og indgik i hverdagen i det danske samfund, og at de var knyttet til deres respektive skoler og lokalsamfundet, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark og havde fået et socialt netværk og venner i blandt andet gymnasiet, skolen og til fritidsaktiviteter, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til, at familien alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse i Danmark alene under henvisning til, at en ansøger taler dansk og kan gå i skole eller på gymnasiet på almindelige vilkår. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt herudover, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder at familien ikke havde haft opholdsgrundlag i Danmark, længden og karakteren af familiens ophold og børnenes faktiske tilknytning til deres forældre, som de var indrejst sammen med – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet, hvor de udrejste fra i 2012. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at fællesbørnenes sociale og følelsesmæssige udvikling i høj grad var afhængig af, at de havde minimum én forælder, som kunne støtte dem økonomisk, socialt og følelsesmæssigt. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at børnene var indrejst sammen med deres forældre. Uanset at den ene forælder måtte have været den primære omsorgsperson både før og efter familiens indrejse i Danmark, fandt Udlændingenævnet, at dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at et afslag på opholdstilladelse til fællesbørnene ikke efter Udlændingenævnets opfattelse udgjorde et uproportionalt indgreb i fællesbørnenes rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i cirka tre år og fem måneder i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forældres hjemland. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. Det forhold, at det ene af fællesbørnene på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, var mindreårig, og at fællesbarnet efter Udlændingestyrelsens afgørelse i august 2015 var blevet myndig, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet fællesbarnet ej heller som myndig ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til familiens forhold eller på baggrund af egne selvstændige forhold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at den ene forælder arbejdede frivilligt i en genbrugsbutik to gange ugentligt, og at det ene fællesbarn havde arbejdet frivilligt i forbindelse med afholdelsen af en festival. FAM/2015/169.

Senest opdateret: 21-10-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post