MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreReferencen har midlertidig beskyttelsesstatusUdlændingenævnets afgørelse af 14. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerene ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept, herunder at han havde foretaget rejsen alene, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde solgt deres hus for at betale for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans søster boede og umiddelbart efter, at søsteren var meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at ansøgerne led af henholdsvis en leversygdom og en stofskiftesygdom, og at det fremgik af sagens akter, at referencen led af migræne og dårligt syn, ligesom referencens kommune havde oplyst, at referencen var særligt sårbar, fordi han bekymrede sig om sine forældres situation i Syrien. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han havde behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden side forældres ledsagelse, og at hans sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at lovgrundlaget, som afslagene var truffet ud fra, ikke stemte overens med centrale bestemmelser på området, hvor de danske myndigheder grundet sine internationale forpligtelser skulle udvise respekt for retten til familieliv og tage hensyn til familiens enhed og barnets tarv, ligesom referencen havde henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3 (1) og anført, at myndighederne som minimum var forpligtet til at foretage en individuel vurdering af hensynet til barnets tarv, hvor der skulle tages højde for det enkelte barns konkrete situation. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens søster og dennes familie boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede på en socialpædagogisk døgninstitution, fordi kommunen havde vurderet, at referencen ville profitere af at opholde sig dér. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv valgte at afbryde sit familieliv med ansøgerne i Syrien, at han var rejst alene fra Syrien til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, og at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Herudover indgik det i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen havde anført, at hvis referencen skulle vente tre år på at kunne søge om familiesammenføring, ville han være fyldt 18 år, hvorefter han ville være helt afskåret fra at søge om familiesammenføring med ansøgerene, da han herefter ville være myndig og ikke længere ville have et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der aktuelt ikke fandtes grundlag for, at der skulle meddeles opholdstilladelse til ansøgerne. FAM/2016/84.

Senest opdateret: 14-11-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post