Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Familiesammenføring, andre – Søskende

Udlændingenævnet omgjorde i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en statsborger fra Afghanistan, som søgte om familiesammenføring med sin herboende broder.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have ophold hos sin broder i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, som ansøgerens advokat havde afgivet, hvoraf det fremgik, at ansøgerens fader og moder var afgået ved døden, at hans fætter i Afghanistan var forsvundet, og at han levede hos bekendte af sin afdøde faster, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens broder måtte anses for at være hans nærmeste familie, og at ansøgeren var uden reelle omsorgspersoner og i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i hjemlandet. FAM/2014/173.

Senest opdateret: 26-08-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen