MULTI
Du er her: ForsidePraksisFremmedpasUdlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Fremmedpas
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas til en statsborger fra Irak, jf. udlændingebekendtgørelsens § 6, stk. 5. Ansøgeren havde i ansøgningen medsendt kopi af en erklæring om mistet fremmedpas, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde mistet sit sidste fremmedpas under flytning. Vedlagt ansøgningen var endvidere en skrivelse fra Kriminalvården i Sverige fra oktober 2013, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde fået en dom på 25 dages fængsel. Ansøgeren havde til støtte for klagen oplyst, at han var stoppet med kriminalitet, at hans ekskone havde smidt hans sidste fremmedpas ud, da han i 2007 fik en fængselsstraf på tre år, men at han nu gerne ville have et fremmedpas, så han kunne rejse ud og få ordnet sine tænder. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren i alt seks gange i perioden fra 1998 til 2007 havde fået bevilget udstedelse af fremmedpas eller erstatningspas for fremmedpas, og at det på den baggrund ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at udstede et nyt fremmedpas til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at han var stoppet med kriminalitet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det fremgik af sagen, at ansøgerens nyeste dom var fra oktober 2013. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ønskede at rejse til udlandet for at få lavet sine tænder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var muligt at få ordnet tænder i Danmark, og at det fremgik af ansøgerens ansøgning om fremmedpas fra august 2006, at han også heri havde ønsket fremmedpas for at rejse til udlandet for at få lavet sine tænder. FAM/2015/222.

Senest opdateret: 03-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post