MULTI
Du er her: ForsidePraksisHjemsendelse af nordisk statsborgerUdlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Island, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i november 2012 indrejst i Danmark sammen med sit mindreårige barn, idet klagerens daværende ægtefælle ønskede at arbejde i Danmark. I januar 2014 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, at klageren havde modtaget ydelserne siden november 2012, og at kommunen formodede, at klageren ville have brug for vedvarende ydelser i mere end et halvt år.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette traf afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra november 2012 til Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2014 – det vil sige i mere end seks måneder – hvor kommunen ophørte med at udbetale ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik på grund af Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at klageren i perioden, hvor klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse, hvorfor ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik måtte antages at ville blive vedvarende. Det forhold, at klageren nu levede af sin opsparing og venners forsørgelse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren fra november 2012 til juli 2014 modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor klagerens opholdsgrundlag bortfaldt, jf. udlændingelovens § 18, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, hvorfor det påhvilede klageren at udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det kunne føre til, at Udlændingenævnet ikke stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren kun havde boet lovligt i Danmark i cirka et år og syv måneder, og at hun således havde boet i Danmark i mindre end tre år, hvorfor en hjemsendelse af klageren ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, og Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke kunne anses for at være omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, herunder som EØS-borger, under klagerens hidtidige ophold i Danmark, henset til at klageren havde opholdt sig i Danmark siden november 2012, at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra november 2012 til juli 2014, og at klageren havde oplyst, at hun planlagde at være på arbejdsmarkedet inden for to år. Udlændingenævnet henviste desuden til, at klageren og klagerens datter på 11 år alene havde opholdt sig i Danmark i lidt over to år på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. FAM/2015/5.

Senest opdateret: 26-01-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post