MULTI
Du er her: ForsidePraksisInddragelse eller nægtelse af forlængelseInddragelse
  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophævelse

    Dato: 19-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger, da ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var blevet separeret og ikke længere var samboende med sin tidligere ægtefælle, uanset at hun efterfølgende havde genoptaget samlivet med sin ægtefælle, og separationen som følge heraf var bortfaldet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde været samboende med sin ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun i marts 2016 var fraflyttet den tidligere fælles bopæl, og at det fremgik af det centrale personregister (CPR), at hun i april 2016 var blevet separeret. Det kunne således ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren samme dag igen var flyttet sammen med sin tidligere ægtefælle, hvorved separationen var bortfaldet, idet dette ikke ændrede ved, at ansøgeren i perioden forud for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte kravet i sin opholdstilladelse om samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at hun måtte lade sig separere og fraflytte den tidligere fælles bopæl af økonomiske årsager, at hun og hendes tidligere ægtefælle fortsat var kærester og havde daglig kontakt, og at det hele tiden havde været hensigten, at hun og hendes tidligere ægtefælle skulle flytte sammen igen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse var betinget af samliv på fælles bopæl, og at man på baggrund af et længerevarende kæresteforhold uden samliv på fælles bopæl ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i maj 2013 i en alder af 27 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark med virkning fra april 2016 på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger, og at ansøgeren på baggrund af sit kortvarige ophold i Danmark således ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for at være særligt indgribende, idet hendes tilknytning til Filippinerne, hvor hun var født og opvokset, hvor hun havde taget en læreruddannelse, og hvor hendes familie boede, fortsat måtte anses for at være væsentlig større end hendes tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren siden marts 2014 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, at hun havde bestået Prøve i Dansk 3, at hun havde gennemført en uddannelse og forventede at påbegynde fuldtidsbeskæftigelse snarest, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren hverken ved sine opnåede danskkundskaber, ved sin uddannelse eller ved sin tilknytning til det danske arbejdsmarked kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til det danske samfund, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det til støtte for klagen anførte omkring, at ansøgeren igen var samboende med sin ægtefælle, og at separationen var bortfaldet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var tale om forhold, der kunne føre til, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages henset til oplysningerne om ansøgerens separation og fraflytning fra den fælles bopæl. Udlændingenævnet bemærkede, at disse forhold kunne danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse. FAM/2018/26.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophør

    Dato: 13-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om at inddrage en ukrainsk statsborgers opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, som følge af samlivsophør. Det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at klageren boede sammen med sin ægtefælle på fælles bopæl, og at klageren kunne miste sin ret til at opholde sig i Danmark, hvis klageren ikke overholdt de betingelser, der var fastsat i opholdstilladelsen.

    Udlændingenævnet fandt, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet konstaterede indledningsvis, at det var en betingelse for opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, at der var samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet konstaterede endvidere, at idet klageren var fraflyttet den fælles bopæl primo oktober 2017, opfyldte han ikke længere betingelserne for sin opholdstilladelse, og hans opholdstilladelse som medfølgende familie kunne derfor inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren var fraflyttet den fælles bopæl primo oktober 2017, at han til sagen havde oplyst, at han var blevet gift ultimo september 2017 på ny, og at han var flyttet sammen med sin nye ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren oprindeligt var meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 2004 som voksen, at han var uddannet i Ukraine, og at han ifølge CPR var indrejst i Danmark medio januar 2005. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på tidspunktet for afgørelsen fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde haft opholdstilladelse i Danmark i næsten 13 år, at han havde bestået prøver i dansk, og at han under det meste af sit ophold i Danmark havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, men Udlændingenævnet fandt desuden, at disse oplysninger ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren – selvom han havde boet i Danmark i en lang årrække, hvor han havde været tilknyttet arbejdsmarkedet – var meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, og at han derfor ikke i samme omfang, som hvis opholdstilladelsen havde været meddelt med henblik på varigt ophold, kunne have en berettiget forventning om at kunne fortsætte sit ophold i Danmark, såfremt han ikke opfyldte de betingelser, som opholdstilladelsen var meddelt på baggrund af. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først var indrejst i Danmark som voksen, og at der i øvrigt ikke var oplyst om sygdom eller handicap, der forhindrede ham i at udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren havde arbejdet som ufaglært i perioden fra 2010 til 2015, og at han siden februar 2018 havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge, hvorfor det måtte antages, at han ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde tilknytning til arbejdsmarkedet. Det forhold, at klageren havde indgået ægteskab på ny, og at han boede sammen med sin nye ægtefælle, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var meddelt opholdstilladelse under henvisning til sin tidligere ægtefælle, og at han således ikke kunne have en berettiget forventning om, at han kunne fortsætte sit ophold i Danmark under henvisning til indgåelse af et nyt ægteskab. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at klageren ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville virke særligt belastende for ham. ERH/2018/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 07-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en irakisk statsborger, som i marts 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i november 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra marts 2015, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i maj 2015, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i november 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke sås at have aflagt prøve i dansk på A1-niveau efterfølgende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren i skemaet ”Oplysninger om personlige forhold og tilknytning til Danmark” havde anført, at hun var diagnosticeret med PTSD og angst, og at hun siden september 2015 havde været tilknyttet en afdeling for traume og torturoverlevere, hvor hun havde modtaget forskellige behandlinger, at hun helst ikke gik ud alene, og at hun var blevet fritaget fra at deltage i den kommunale sprogundervisning. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der knyttede sig til opholdstilladelsen, og at klageren ikke sås at have søgt om dispensation for aflæggelse af danskprøven. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til prøven og tilrettelægge et forløb, således at hun kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, at kravet om danskprøven fremgik udtrykkeligt af opholdstilladelsen fra marts 2015, og at det i den forbindelse ikke var et krav at følge den tilbudte danskundervisning for at kunne gå op til prøven. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve eller søge om dispensation for aflæggelse af prøven inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2015 i en alder af 43 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at hun ikke var i arbejde eller under uddannelse. Klageren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka et år og tre måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse og cirka to år og seks måneder på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse uden at have haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor hun ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for klageren. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at klageren var diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion, der medførte mareridt med traumeindhold, forringet søvnkvalitet, invaliderende tankemylder og flashbacks, at klageren havde tendens til høj social isolationstrang som følge af angst, at hun aldrig gik ud af huset alene, og at hun havde hukommelses- og koncentrationsproblemer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at klageren ikke ville kunne modtage den relevante behandling for sin sygdom i Irak. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af sagen, at klageren havde oplyst til sin egen læge og til behandlerne på afdelingen for traume og torturoverlevere, at hun havde modtaget medicinsk behandling i Irak, ligesom klagerens ægtefælle havde oplyst, at parret var mødtes på en klinik, hvor de begge havde modtaget behandling. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, den herboende reference og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende references egne oplysninger om, at både klageren og den herboende reference havde modtaget behandling i Irak, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at klageren og den herboende reference havde et fællesbarn, født i 2012, der gik i vuggestue i Danmark, og at parret ventede et barn til november 2017, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at et barn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. FAM/2017/112.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøvekravet – Ansøgeren har aldrig været tilmeldt folkeregisteret

    Dato: 26-10-2017

    Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en taiwanesisk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2016, at ansøgerens opholdstilladelse blev inddraget under henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra sin tilmelding til folkeregisteret, og at Udlændingestyrelsen havde beregnet denne frist fra datoen, hvor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i december 2015. Idet ansøgeren dog ikke på noget tidspunkt havde været tilmeldt folkeregisteret med en dansk adresse hverken på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse eller efterfølgende, fandt Udlændingenævnet, at der ikke havde været det fornødne hjemmelsgrundlag til at inddrage ansøgerens opholdstilladelse med henvisning til manglende bestået danskprøve. Udlændingenævnet fandt det således rettest at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, således at der kunne træffes en fornyet afgørelse i forhold til ansøgerens opholdsgrundlag i Danmark. FAM/2017/128.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger

    Dato: 09-10-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation for, at han i juli 2014 havde været ansat hos virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for juli 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse fra januar 2015 ikke havde oplyst at have været ansat i NF i juli 2014. Det forhold, at klageren i ansøgningen havde anført, at han havde yderligere to ansættelsesforhold, der ikke var præciseret nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen havde oplyst, at han ville fremsende dokumentation for sin ansættelse i blandt andet juli 2014, at klageren i januar 2015 havde fremsendt yderligere dokumentation, men at han heller ikke i den forbindelse havde oplyst, at han skulle have været ansat i NF i juli 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i marts 2015 ikke sås at være lønindberetninger for juli 2014. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren forlod NF uden at få udbetalt løn, mens der til sagen var fremlagt en lønseddel for juli 2014 fra NF. Udlændingenævnet fandt på den baggrund tillige, at den fremlagte lønseddel fra NF ikke kunne tillægges vægt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af oplysningerne i sin skattemappe, hvoraf det fremgik, at klageren havde modtaget løn fra NF i juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at lønindberetningen efterfølgende var blevet annulleret, hvilket tillige fremgik ved opslag i eIndkomst i november 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med hans faktuelle indkomst, og at klageren ikke havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, og at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for sin opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at virksomheden BN havde lavet en fejl på klagerens lønseddel, således at det fremgik heraf, at lønnen var udbetalt for august 2014, mens lønnen efter det oplyste rettelig var udbetalt for juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om, at der skulle være lavet en fejl med klagerens lønseddel fra BN, ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke ved fremsendelsen af lønsedlen var blevet oplyst, at den skulle være fejlagtig. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at lønsedlen fra virksomheden BN dækkede perioden fra medio august 2014 til ultimo august 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at uanset at det kunne lægges til grund, at klagerens løn fra BN hidrørte fra juli 2014, kunne klageren ikke anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af klagerens opholdstilladelse var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft arbejde i september 2014, og at klageren i så fald ikke havde haft beskæftigelse i august 2014, hvorfor klageren alene fortsat kun kunne anses for at have været i beskæftigelse i et vist omfang i ti måneder, idet klageren efter det oplyste havde haft ferie i perioden fra en bestemt dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst i april 2015 af klagerens daværende partsrepræsentant, eller i perioden fra en anden dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst af klageren i forbindelse med indgivelsen af klagerens forlængelsesansøgning i januar 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder efter praksis ville kunne medføre forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen. Denne praksis var fastlagt efter ferielovens § 8, som indebar, at en lønmodtager havde ret til 25 dages ferie årligt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at politiet i juli 2017 havde meddelt, at der ikke ville blive rejst en staffesag mod klageren i anledning af sigtelsen mod klageren for at have afgivet urigtige oplysninger til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i forbindelse med hans forlængelsesansøgning indgivet i januar 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der derved var tale om en strafferetlig vurdering, der ikke relaterede sig til reglerne i udlændingeloven. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af cirka 29 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i cirka syv år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn tillige opholdt sig sammen med klageren i Danmark, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ægtefælle havde opholdt sig cirka et år og ni måneder i Danmark, mens parrets fællesbarn havde opholdt sig cirka ti måneder i Danmark, hvorfor de ikke kunne antages at have opnået en sådan stærk tilknytning her til landet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren alene havde været meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at klageren, klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn kunne tage ophold i Pakistan, hvor både klageren og hans familie var statsborgere, hvor klageren og hans familiemedlemmer var født, og for klagerens og klagerens ægtefælles vedkommende tillige vokset op, for der at udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endelig, at klageren hverken på baggrund af sit ansættelsesforhold hos virksomheden R eller sine tidligere ansættelsesforhold i Danmark, kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. ERH/2017/130.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger

    Dato: 09-10-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse i juni 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for, at klageren i januar, februar og marts 2014 samt i januar og februar 2015 havde været ansat i virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for januar, februar og marts 2014 samt januar og februar 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse i november 2014 ikke havde oplyst at have været ansat hos NF i perioden fra januar til marts 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i februar 2015 ikke sås at have været lønindberetninger for perioden fra januar til marts 2014. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af sine TastSelv-skatteoplysninger, hvoraf det fremgik, at klageren selv havde indtastet, at han havde været ansat hos NF i perioden fra primo januar 2014 til medio marts 2014, og at hans befordringsfradrag var over 120.000 kr. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at befordringsfradraget efterfølgende var blevet udlignet, ligesom der ikke efterfølgende var blevet fremsendt dokumentation for, at oplysningerne fra SKAT vedrørende udligningen af befordringsfradraget skulle have været forkerte. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der var tale om oplysninger, som klageren selv havde indtastet og således ikke oplysninger, der var valideret eller godkendt af SKAT. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at klageren ikke havde været indkaldt til en samtale hos SKAT, at SKAT’s afgørelse ikke var en domstolsafgørelse, at klageren ikke havde forstået, at det i forhold til hans opholdsgrundlag skulle have været nødvendigt at søge sagen genoptaget hos SKAT, at SKAT’s afgørelser alene var udfærdiget på dansk, og at SKAT ikke havde vejledt klageren om, at afgørelsen om at annullere lønindberetningerne kunne have opholdsretlige konsekvenser for klageren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med klagerens faktuelle indkomst, og at klageren ikke i øvrigt havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det lå uden for SKAT’s vejledning i skattespørgsmål at undersøge, hvilken type opholdstilladelse en udlænding havde, herunder de nærmere betingelser for opholdstilladelsen, og på den baggrund yde vejledning om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved SKAT’s afgørelser. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet partshørt over oplysningerne indhentet telefonisk fra SKAT, og at klageren ikke var fremkommet med bemærkninger hertil. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for hans opholdstilladelse i Danmark, at klageren endvidere specifikt i forhold til de angivne tidsperioder var blevet vejledt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om konsekvenserne af ikke at have arbejdet i de pågældende perioder, og at klageren således måtte antages at være bekendt med de mulige opholdsretlige konsekvenser af SKAT’s annullering af lønindberetningerne i de pågældende perioder. Det forhold, at SKAT’s afgørelse var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren under sagens behandling havde anført, at han talte flydende dansk, og at der således ikke havde været noget til hinder for, at klageren kunne have rettet telefonisk henvendelse til SKAT med henblik på at få forklaret SKAT’s afgørelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at såfremt der var tvivl om ansættelsesforholdet, burde der kunne ses bort fra dette, idet der i så fald alene var tale om fravær i op til tre måneder fra arbejdsmarkedet, og idet klageren både før og efter ansættelsesforholdet efter partsrepræsentantens opfattelse havde haft en ikke ubetydelig tilknytning til arbejdsmarkedet. Partsrepræsentanten havde i den forbindelse henvist til, at Udlændingenævnet i en anden sag, hvor klageren havde haft en hjernetumor, der skulle fjernes, havde set bort fra fravær fra arbejdsmarkedet i op til tre måneder. Udlændingenævnet fandt desuden, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var oplysninger i sagen om, at klagerens eventuelle ledighed i så fald skulle være uforskyldt, hvorfor Udlændingenævnet – på baggrund af klagerens beskrivelse af den efter hans opfattelse sammenlignelige sag – ikke fandt at sagerne var sammenlignelige, idet der ikke var oplyst om alvorlig og livstruende sygdom hos klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i juni 2016 var blevet forlænget på baggrund af hans tidligere meddelte forlængelse af opholdstilladelse i juni 2015, og at forlængelsen af klagerens opholdstilladelse således blev foretaget på urigtigt grundlag. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke kunne anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af hans opholdstilladelse var opfyldt, når lønindberetningerne fra NF for januar, februar og marts 2014 samt januar og februar 2015 ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af 27 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i sammenlagt cirka ni år. Det forhold, at klageren efter det oplyste ikke havde nogen tilknytning til Pakistan, og at han var en ung, aktiv og veluddannet person, der havde færdiggjort en Master of Science i Computer Science i Sverige, at han aldrig havde modtaget offentlige ydelser, at han talte flydende dansk og deltog i danskundervisning og undervisning i dansk kultur, ligesom han havde været frivillig i forskellige projekter og virksomheder, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren ikke på den baggrund kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i sin seneste forlængelsesansøgning havde oplyst, at han var gift, men at klagerens ægtefælle ikke sås at have opholdt sig i Danmark. ERH/2017/131.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. september 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist – Barsel

    Dato: 06-09-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde have fået inddraget sin opholdstilladelse som familiesammenført under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ultimo oktober 2014 havde født en søn, og at hun herefter havde ret til 46 ugers barsel. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ultimo januar 2015 under sin barsel var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført. Klageren var i den forbindelse blevet meddelt en frist på seks måneder til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klagerens ægtefælle ved telefonisk henvendelse ultimo maj 2015 til Udlændingestyrelsen havde anmodet om udsættelse af klagerens frist for at bestå danskprøven grundet barsel. Klagerens ægtefælle havde således anmodet om udsættelse af fristen inden fristens udløb. Udlændingenævnet kunne ikke tilslutte sig Udlændingestyrelsens beregning af suspension af fristen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det afgørende for beregningen af suspension er fødselsdatoen, og at længden af restperioden skulle beregnes fra fødselsdatoen, og ikke ud fra tidspunktet for ansøgningen om dispensation, da dette tidspunkt er vilkårligt. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren burde være blevet meddelt suspension for fristen for at bestå danskprøven, således at fristen på seks måneder til at bestå danskprøven først begyndte efter afsluttet barsel primo september 2015, og at klageren således skulle bestå danskprøven inden en bestemt dato primo marts 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren inden den angivne dato primo marts 2016 havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau, hvorved hun således havde bestået danskprøven rettidigt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde have været inddraget under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist. FAM/2017/94.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Au pair – Stiftet selvstændig familie i hjemlandet

    Dato: 23-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en statsborger fra Filippinernes opholdstilladelse som au pair, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 14, jf. § 9 j, stk. 5 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren havde i ansøgningen om opholdstilladelse som au pair oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift, ligesom klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse under et interview på den danske ambassade i sit hjemland ligeledes havde oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift. Klageren blev i januar 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren ikke havde børn eller var gift. Det blev efterfølgende oplyst, at klageren var gift og havde et barn i hjemlandet.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, idet klageren ved ansøgningens indgivelse havde et barn og var gift. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde modtaget en verificeringsrapport fra den danske ambassade i klagerens hjemland, hvoraf det fremgik, at klageren havde et barn i sit hjemland, og at klageren var gift. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren under behandlingen af inddragelsessagen havde oplyst, at det var korrekt, at klageren havde et barn og var gift. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren ikke betragtede sig som værende forælder eller gift, at klagerens ægtefælle var voldelig, at klagerens svigerfamilie havde afskåret klageren fra at have kontakt til sit barn, og at klageren ønskede at spare penge op, så klageren kunne rejse tilbage til sit hjemland for at få ægteskabet annulleret, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse omstændigheder ikke ændrede på det forhold, at klageren havde opnået opholdstilladelsen på urigtigt grundlag, idet klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren ikke havde børn eller var gift, og at klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at klageren havde oplyst, at det handlede om liv og død for klageren, at dette var årsagen til, at klageren ikke havde afgivet korrekte oplysninger til myndighederne, og at klagerens værtsmoder ligeledes til støtte for klagen havde anført, at værtsfamilien frygtede for klagerens liv, såfremt klageren skulle rejse tilbage til Filippinerne, idet klagerens svigerfamilie havde truet klageren på livet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse forhold kunne være af strafferetlig karakter, der måtte anmeldes til det stedlige politi, ligesom oplysningerne kunne være af asylretlig karakter, hvilket ikke indgik i vurderingen af, om en opholdstilladelse som au pair skulle inddrages. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i en alder af 23 år, at klageren ikke tidligere havde haft en opholdstilladelse i Danmark, at klageren på tidspunktet, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde truffet afgørelse, alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i lidt over ti måneder, og at klageren således ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville være særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde oplyst, at klageren ikke havde familie i Danmark. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at klageren havde en kæreste i Danmark, idet der ikke herved forelå oplysninger, som gjorde, at klageren skulle bevare sin opholdstilladelse i Danmark, henset til opholdets varighed og til at opholdstilladelsen var opnået på baggrund af urigtige oplysninger. ERH/2017/100.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen

    Dato: 29-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en iransk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det var en betingelse for opholdstilladelsen, at klageren det første år efter meddelelse af opholdstilladelsen skulle have oppebåret en lønindkomst på minimum 50.000 kr. her i landet, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 4. pkt. Klageren havde oplyst, at han havde tjent 50.000 kr. ved at arbejde som chauffør via en ”samkørselsapp”, at han var af den overbevisning, at denne indtægt ville blive betragtet som lønindkomst, at han selv havde undersøgt dette, og at han på den baggrund fandt, at denne type indkomst ville kunne medregnes som lønindkomst.

    Udlændingenævnet fandt, at som følge af, at klageren ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt på 50.000 kr., kunne tilladelsen inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 9. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren alene havde haft en lønindkomst på cirka 2.779 kr. i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at indkomsten, der stammede fra samkørselsappen, ikke kunne medregnes til indkomstkravet, da det var et krav, at indkomsten skulle være indberettet til SKAT som lønindkomst i indkomstregisteret for at kunne medregnes. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samkørselsappen ikke havde registreret indkomsten som løn i eIndkomst, og at klageren derfor ikke havde dokumenteret, at indtægten var løn udført for en arbejdsgiver etableret i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at klageren ikke havde indsendt ansættelseskontrakt, lønsedler eller anden lignende relevant dokumentation. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke opfyldte betingelsen om at have oppebåret en indtægt på mindst 50.000 kr. i Danmark et år efter udstedelsen af opholdstilladelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde søgt vejledning ved International House Copenhagen, og at han som led i denne vejledning ikke var blevet fortalt, at denne type lønindkomst ikke kunne medregnes ved opgørelsen af indkomstkravet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at han var blevet vejledt som oplyst, jf. udlændingelovens § 40. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det var klagerens eget ansvar, at han i forbindelse med en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark satte sig ind i betingelserne herfor. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var statsborger i Iran, hvor han var født og opvokset, og hvor han havde gennemført to universitetsuddannelser, at han først var kommet til Danmark som 32-årig på baggrund af en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark med opholdstilladelse i cirka et år og to måneder, hvorfor han ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse efter greencardordningen burde bevares. ERH/2017/24.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 04-05-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, som i maj 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i december 2015, men først i marts 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra maj 2015, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt til folkeregisteret i juni 2015, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i december 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2016 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren til støtte for klagen havde anført, at hun havde taget personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser opholdstilladelsen var betinget af, at hun havde gjort alt for at bestå danskprøven på A1-niveau, at en sprogskole havde vejledt klageren om, at hun kunne tage en tilsvarende prøve i dansk på A1-niveau på sprogskolen, og at hun havde bestået Modultest 1, 2 og 3. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afdelingslederen fra sprogskolen havde orienteret klageren om, at danskprøven på A1-niveau ikke kunne tages på skolen, at klageren ville kunne klare en prøve i Dansk 1, og at prøven i Dansk 1 ville kunne erstatte både danskprøven på A1-niveau og A2-niveau. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven samt hvem, der stod for modtagelsen af tilmeldingen, og hvor klageren skulle aflægge danskprøven, fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at der var en detaljeret vejledning om, at danskprøven blev afholdt som udgangspunkt flere dage hver uge med undtagelse af hovedferierne, hvor der ville være færre prøveafholdelsesmuligheder, at klageren skulle være opmærksom på, at der kunne være ventetid på en ledig tid til prøveaflæggelsen, at klageren kunne henvende sig personligt hos Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, at spørgsmål vedrørende danskprøven skulle rettes til Udlændingestyrelsen, og at det var klagerens personlige ansvar at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde bestået Modultest 1, 2 og 3, idet modultestene ikke opfyldte betingelserne efter bekendtgørelsen om danskprøven på A1-niveau og danskprøven på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge kapitel 2 og 3, eller kunne anses som fornøden dokumentation for, at klageren havde bestået en danskprøve på mindst A1-niveau. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i maj 2015 i en alder af 28 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun havde opholdt sig på processuelt ophold i Danmark i perioden fra marts 2015 til maj 2015, at klageren havde en begrænset arbejdsmarkedstilknytning til Danmark, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde en verserende sag om familiesammenføring med sit særbarn, og at barnets sag ville blive forlænget yderligere, hvis opholdstilladelsen blev inddraget. Udlændingenævnet fandt således, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ikke tilsidesatte hensynet til familiens enhed eller hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren og klagerens ægtefælle samt klagerens særbarn kunne være sammen i Thailand, da klageren og klagerens ægtefælle blev henvist til at tage ophold som familie i Thailand. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at klageren og klagerens ægtefælle efter det oplyste ikke ville kunne udøve familielivet i Thailand, da klageren og klagerens ægtefælle arbejdede og havde økonomiske forpligtelser i Danmark, ikke var sådanne særlige grunde, som talte for, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens opholdsland efter praksis ikke kan føre til, at en opholdstilladelse ikke skal inddrages. FAM/2017/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen

    Dato: 27-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Iran.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt på 50.000 kr., som var en betingelse for hans opholdstilladelse, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 9. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren ikke på noget tidspunkt under sit ophold i Danmark havde haft lønindtægt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke som anmodet havde fremsendt dokumentation for sin beskæftigelse som bartender, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Det forhold, at klageren skulle have været beskæftiget som bartender i Danmark, kunne således ikke føre til en ændret vurdering, da en sådan indtægt skulle være indberettet til SKAT for at kunne medregnes. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke havde overholdt en af betingelserne i hans opholdstilladelse fra marts 2015, da han ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, at dette kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Det forhold, at den pågældende var jobsøgende, tog danskundervisning og kørekort, samt at den pågældende arbejdede som bartender og boede sammen med en kvinde i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det ikke nærmere var dokumenteret, at klageren var i et forhold med den pågældende kvinde, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klagerens opholdstilladelse fra marts 2015 var meddelt for to år med henblik på midlertidigt ophold, og at den pågældende var født og opvokset i Iran, hvor den pågældende havde boet indtil udrejsen til Danmark som 30-årig. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den pågældende fortsat havde en væsentlig tilknytning til sit hjemland. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren på tidspunktet for styrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka et år og to måneder og således ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at inddragelsen af hans opholdstilladelse ville være særligt belastende for klageren. ERH/2017/81.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2015 om inddragelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, som i oktober 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke danskprøven inden den fastsatte frist i april 2015, men først i marts 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra oktober 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun var blevet meddelt opholdstilladelse, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren fik opholdstilladelse i oktober 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i april 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2016 havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren i december 2014 havde født et barn, og at hun efter det oplyste havde været på barsel fra juni 2014 til november 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen, og at klageren i øvrigt ikke sås forud for fristens udløb at have søgt om suspension af fristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at klagerens ægtefælle i juli 2015 havde anmodet om suspension af fristen for at bestå danskprøven, da tidsfristen for beståelse af prøven allerede på det tidspunkt var overskredet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ægtefælle i juli 2015 over for Udlændingestyrelsen havde oplyst, at han havde forlagt papirerne fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, hvornår danskprøven skulle være bestået, og at han troede, at de modultests, som klageren skulle have bestået, var nok til at opfylde kravet, hvorfor det måtte have været påregneligt for ham, at klageren skulle bestå danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve inden for den fastsatte frist. Som følge af at klageren først i marts 2016 havde bestået danskprøven, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren første gang i oktober 2009 i en alder af 29 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hun efter det oplyste arbejdede deltid, at hun ikke havde taget en uddannelse, at hun alene havde to tanter og en kusine i Danmark, men at klagerens forældre, to søskende og særbarn var bosiddende i Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren hverken på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets varighed, eller gennem danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse kunne anses for at være særligt belastende for hende, uagtet at hun i henholdsvis marts 2016 og juni 2016 havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau og A2-niveau. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau og A2-niveau, ikke i sig selv kunne føre til, at hendes opholdstilladelse alligevel ikke burde inddrages, uanset at betingelsen herfor ikke havde været opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand, hvor klageren og hendes ægtefælles fællesbarn efter det oplyste senest havde opholdt sig i august 2016, for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. FAM/2017/57.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2015 om inddragelse af en opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som i september 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i marts 2015, men først i april 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra september 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i september 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i marts 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i april 2015 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven indenfor fristen, idet hun havde haft mange smerter i slutningen af sin graviditet, og at klagerens ægtefælle havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at få suspenderet fristen for at bestå danskprøven, men at han blev vejledt om at udfylde en formular på Udlændingestyrelsens hjemmeside, som han efter det oplyste udfyldte to gange, men aldrig lykkedes at få indsendt. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, som medførte, at der burde være meddelt suspension af fristen til at bestå danskprøven på grundlag af graviditet. Udlændingenævnet henviste til, at klageren i april 2015 havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, hvilket var før hun i maj 2015 nedkom med sit og hendes ægtefælles ældste fællesbarn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens ægtefælle havde søgt om at få suspenderet fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau, efter at fristen var udløbet, og at Udlændingestyrelsen i øvrigt under sagens behandling i Udlændingenævnet overfor Udlændingenævnet havde tilkendegivet, at klageren ikke ville være blevet meddelt suspension af fristen, såfremt anmodningen herom var blevet indgivet rettidigt, idet fristen for at aflægge prøve i dansk på A1-niveau udløb mere end fire uger før klagerens forventede terminsdato. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Pakistan, og at klageren først i september 2014 i en alder af 24 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hendes tilknytning til Pakistan var stærkere end til Danmark, hvor hun på afgørelsestidspunktet kun havde opholdt sig i to år og tre måneder, hvorimod hun havde opholdt sig 24 år i sit hjemland, hvorfor det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at hun siden november 2014 havde gået på sprogskole og siden januar 2015 havde været i fuldtidsbeskæftigelse. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde to fællesbørn i Danmark, født i henholdsvis 2015 og 2016, og at det ældste fællesbarn på klagetidspunktet havde eksem. Udlændingenævnet fandt endelig – henset til børnenes alder og længden af deres ophold i Danmark – at de ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund måtte anses for særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. FAM/2017/70.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. januar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Beløbsordningen – § 26 hensyn

    Dato: 12-01-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse efter beløbsordningen til en statsborger fra Hviderusland, jf. udlændingelovens dagældende § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 3.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra november 2015. Udlændingenævnet fandt således efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark i medfør af beløbsordningen ikke burde inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, uanset at ansøgeren ikke længere var ansat hos virksomheden, som ansøgeren var blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde indgået ægteskab i Danmark i maj 2008, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i oktober 2008 havde fået et fællesbarn, og at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens barn var registreret indrejst i Danmark i april 2009. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at ansøgerens barn efter det oplyste siden indrejsen i Danmark i april 2009 havde boet i Danmark med opholdstilladelse, at barnet i april 2014 var startet i førskole, og at det blev antaget, at barnet fortsat gik i dansk skole. Udlændingenævnet lagde afslutningsvis vægt på, at det fremgik af UdlændingeInformationsPortalen, at ansøgerens ægtefælle i marts 2016 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerens barn i maj 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøgerens ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gældende til oktober 2026, hvor barnet fyldte 18 år. Udlændingenævnet fandt derfor, at en inddragelse af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, men da ansøgeren ikke længere var ansat hos virksomheden, som ansøgeren var blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af, fandt Udlændingenævnet, at ikke var muligt at meddele ansøgeren en opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det derfor ville være rettest at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt samtidig, at en sådan opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 c, først burde regnes fra april 2016, hvor ansøgerens barn havde haft opholdstilladelse i Danmark i syv år. Da ansøgeren allerede var blevet meddelt opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, foretog Udlændingenævnet sig dog ikke videre i denne anledning. Udlændingenævnet henviste således til, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i april 2016 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, gældende til februar 2020. ERH/2017/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. januar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 04-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en camerounsk statsborger, som i oktober 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i april 2015, men først i september 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra oktober 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt til folkeregisteret i oktober 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i april 2015, og Udlændingenævnet lagde således vægt på, at klageren først i september 2015 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven indenfor fristen, idet klageren kort tid efter sin ankomst til Danmark var blevet konstateret HIV-positiv, at hun som en følge deraf havde været så svært fysisk, psykisk og emotionelt påvirket, at hun havde måttet forblive sengeliggende i en lang periode, og at hun ikke havde ønsket, at nogen skulle få at vide, at hun var HIV-positiv, hvorfor hun ikke ville fortælle dette til myndighederne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen, og at klageren i øvrigt ikke sås at have søgt om suspension af tidsfristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til prøven og tilrettelægge et forløb, således at hun kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, at kravet om danskprøven fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse, og at det i den forbindelse ikke var et krav at følge det kommunale tilbud om danskundervisning for at kunne gå op til prøven. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingenævnet i oktober 2016 havde partshørt klagerens herboende ægtefælle over klagerens helbredsforhold, og at klagerens herboende ægtefælle efterfølgende overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at klageren ikke var psykisk syg, men at hun havde været i chok over meddelelsen om, at hun var HIV-positiv. Som følge af at klageren først i september 2015 havde bestået danskprøven, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i oktober 2014 i en alder af 36 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at klagerens moder og datter var bosiddende i Cameroun, at klageren under sit ophold i Danmark hverken havde været i arbejde eller under uddannelse, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke var dokumenteret, at klageren ikke ville kunne modtage den relevante behandling for sin sygdom i Cameroun, hvorfor der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets tre fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Cameroun for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole, hvorfor det – henset til længden og karakteren af fællesbørnenes ophold i Danmark – ikke kunne føre til en ændret vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 1, at det til sagen var oplyst, at parrets to ældste fællesbørn gik i skole i Danmark. FAM/2017/1.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Urigtigt opholdsgrundlag

    Dato: 14-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1 og 6, jf. § 26. Klageren blev i november 2014 som 18-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende moder. Klagerens opholdstilladelse var blandt andet givet under forudsætning af, at klageren ikke havde stiftet selvstændig familie. I april 2015 indgav klageren på vegne af sin ægtefælle en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til klageren, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen påbegyndte en inddragelsessag vedrørende klageren.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse, meddelt hende i november 2014 og som regnedes fra december 2014, hvor hun var indrejst i Danmark, var blevet meddelt på urigtigt grundlag, da ansøgningsgrundlaget ikke var korrekt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens ansøgning fra juni 2014 om familiesammenføring med klagerens moder, at klageren på daværende tidspunkt var ugift og boede hos sin fader i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i forbindelse med sin ægtefælles ansøgning om ægtefællesammenføring havde oplyst, at hun og ægtefællen allerede havde indgået ægteskab i november 2013, men at ægteskabet først blev registreret i november 2014, samt at klageren havde oplyst, at hun og ægtefællen havde boet sammen i Syrien. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der til ansøgningen om ægtefællesammenføring var vedlagt et brev dateret i februar 2015, hvor klagerens forældre på engelsk havde erklæret, at klageren og dennes ægtefælle havde været gift og levet sammen i Syrien fra november 2013 til december 2014, uagtet at ægteskabet først måtte være blevet registreret efter meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om klageren og dennes ægtefælle alene havde giftet sig religiøst i november 2013, og at ægteskabet først kunne anses for retsgyldigt indgået i forbindelse med registreringen i november 2014, måtte dette tillige anses som, at klageren havde stiftet selvstændig familie forud for sin indrejse og dermed ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive familiesammenført som barn, der ikke havde stiftet selvstændig familie, til sin herboende moder. Udlændingenævnet henviste herved til, at ægteskabet var blevet formelt registreret 15 dage efter, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse til klageren, og at klageren og dennes ægtefælle dernæst havde boet sammen – efter deres egne oplysninger – frem til december 2014, hvor klageren rejste til Danmark. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at klageren indgav ansøgningen om familiesammenføring med sin moder syv dage, før hun fyldte 18 år og dermed blev myndig, hvorfor det måtte have stået klageren klart på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse, at denne var meddelt på urigtigt grundlag. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde stiftet selvstændig familie forud for meddelelse af sin opholdstilladelse i november 2014. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at hun ikke vidste, at ægteskabet ville give problemer i forhold til hendes ophold i Danmark, og at hun i så tilfælde ønskede at trække sin ægtefælles ansøgning tilbage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på engelsk af klagerens opholdstilladelse fremgik, at opholdstilladelsen var betinget af, at hun ikke måtte have stiftet selvstændig familie, og at hun indrejste i Danmark i december 2014, hvilket var cirka én måned efter opholdstilladelsens meddelelse, og at hun således havde haft tid til at rette henvendelse til de danske udlændingemyndigheder med henblik på en afklaring af sin opholdssituation. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for sin klage havde anført, at klageren og dennes ægtefælle ikke havde stiftet selvstændig familie, men alene havde haft nogle få stævnemøder, og at ”Marriage Contract” fra november 2014 rettelig skulle anses som en forlovelsesaftale. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at en sagsbehandler fra en kommune i november 2016 havde oplyst til Udlændingenævnet, at klageren ikke længere var islamisk viet, idet klageren var blevet skilt fra sin tidligere forlovede i maj 2016 i Damaskus, idet klageren på ansøgningstidspunktet havde stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var indrejst i Danmark i december 2014 som 18-årig, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var fyldt 20 år, og at hun således alene havde opholdt sig i Danmark i knap to år. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ikke måtte anses for særligt belastende for hende, at hendes forældre og søskende boede i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige, forhold, der kunne begrunde, at inddragelsen af opholdstilladelsen skulle undlades under henvisning hertil. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for sin klage havde anført, at der var krigstilstand i Syrien, hvorfor klageren ville lide overlast ved at tage ophold i hjemlandet eller andre omkringliggende lande, da der herved var tale om oplysninger af asylretlig karakter, der ikke kunne begrunde, at en opholdstilladelse på baggrund af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke skulle inddrages. FAM/2016/85.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Au pair – Betingelserne ej længere til stede

    Dato: 27-05-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 j. I maj 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som au pair. Opholdstilladelsen var gyldig til maj 2016. Det var en betingelse for opholdstilladelsen, at ansøgeren under hele opholdet skulle fungere som au pair hos sin værtsfamilie. I december 2014 oplyste værtsfamilien overfor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at ansøgeren, som på det tidspunkt var gravid, ikke længere fungerede som au pair, og at hun var flyttet ud af værtsfamiliens bolig. I januar 2015 nedkom ansøgeren med et barn, der efterfølgende blev diagnosticeret med sygdommen Multiple Infantile Hermangioma.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da ansøgeren ikke længere fungerede som au pair hos sin værtsfamilie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på værtsfamiliens oplysninger om, at ansøgeren grundet sin graviditet ikke længere fungerede som au pair, og at hun i december 2014 var flyttet ud af værtsfamiliens bolig. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren eller hendes barn. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens barn blev diagnosticeret med sygdommen Multiple Infantile Hermangioma. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder omkring ansøgerens barns sygdom, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det til sagen oplyste om, at ansøgeren og ansøgerens barn ikke havde en filippinsk sundhedsforsikring, ej heller kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da sociale og økonomiske forhold i hjemlandet i sig selv ikke kunne føre opholdstilladelse efter bestemmelsen. ERH/2016/41.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. marts 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist – Udsættelse af fristen for beståelse af danskprøve på A1-niveau

    Dato: 11-03-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en peruviansk statsborger, der var gift med en herboende ægtefælle, samt Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af udskydelse af fristen for bestået danskprøve. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, hvilket klageren ikke havde gjort.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse af klagerens opholdstilladelse til fornyet behandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ikke havde inddraget den herboende ægtefælles helbredsforhold fuldt ud i sin vurdering, jf. udlændingelovens § 26, om hvorvidt der er særlige grunde til at undlade at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste således til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse alene havde henvist til en del af de indsendte lægeoplysninger, ligesom Udlændingestyrelsen ved udtalelse til Udlændingenævnet havde tilkendegivet, at det beroede på en fejl, at Udlændingestyrelsen havde henvist til disse oplysninger. Udlændingenævnet fandt derimod, at den herboende ægtefælles helbredsmæssige forhold fuldt ud burde være inddraget i Udlændingestyrelsens § 26-vurdering, herunder om parret kunne henvises til at udøve deres familieliv i Peru. Det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere i forbindelse med behandlingen af klagerens oprindelige ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde tilkendegivet over for Udlændingestyrelsen, at han ønskede sagen afsluttet hurtigt, og at afgørelsen skulle træffes på det foreliggende grundlag uden hensyntagen til hans sygdom, fandt Udlændingenævnet således ikke kunne føre til, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med afgørelsen om inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke skulle have inddraget disse forhold, jf. udlændingelovens § 26. Udlændingenævnet vurderede ikke herved, om der var grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere grundlag for at hjemvise Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af udskydelse af fristen for danskprøve til fornyet behandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle 17 dage efter Udlændingestyrelsens afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse havde fremsendt yderligere helbredsmæssige oplysninger til Udlændingestyrelsen, og efter at Udlændingestyrelsen havde anmodet herom. På den baggrund og henset til det tidsmæssige sammenfald fandt Udlændingenævnet desuden, at Udlændingestyrelsen rettelig burde have anset henvendelsen som en anmodning om genoptagelse af vilkårene for den meddelte opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingestyrelsen ikke havde besvaret denne henvendelse. Udlændingenævnet tilbagesendte sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagerne med inddragelse af den herboende ægtefælles helbredsmæssige forhold. FAM/2016/30.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 15-02-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, § 19, stk. 1, nr. 1, jf. nr. 11 og stk. 6, samt § 26, stk. 1. Ansøgeren blev i juli 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var gyldig indtil maj 2014, og var betinget af, at ansøgeren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Henset til at danskprøven på A1-niveau på tidspunktet for opholdstilladelsens meddelelse endnu ikke var færdigudviklet, havde Udlændingestyrelsen orienteret ansøgeren om, at det i stedet påhvilede hende at bestå prøven senest medio marts 2014. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at danskprøven ikke var aflagt på grund af sygdom.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse kunne inddrages, da ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren skulle bestå den af udlændingemyndighederne fremsatte danskprøve på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra tilmelding til folkeregisteret, at ansøgeren ifølge Det Centrale Personregister i juli 2012 blev tilmeldt folkeregisteret, at ansøgeren blev oplyst af Udlændingestyrelsen om, at prøven skulle bestås senest medio marts 2014, og at ansøgeren ikke havde bestået prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven på grund af sygdom, at hun havde koncentrationsbesvær, at hun var under udredning på et center for tortur og traumeofre på grund af sit koncentrationsbesvær, at hun udviste symptomer på PTSD, og at der var en risiko for, at hendes funktionsevne var truet. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå dokumentation for, at ansøgeren led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ansøgeren, der kunne begrunde, at betingelsen om beståelse af prøven ikke burde stilles. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren klagede over smerter i skulder, ryg og ben, og at hun ikke kunne gå op på fjerde sal, hvor sprogskolen befandt sig, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da der ikke er et krav om at modtage danskundervisning forud for beståelse af en prøve i dansk på A1-niveau, og at kundskaber i dansk kan læres på anden vis. Som følge af at ansøgeren ikke havde bestået udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juli 2012 i en alder af 42 år blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ingen børn havde, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var statsborgere i Kosovo, at ansøgerens moder, fader og to brødre var bosiddende i Kosovo, og at ansøgeren udover den herboende ægtefælle ingen familie havde i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra medio september 2012 og en måned frem havde opholdt sig i Kosovo, og at ansøgeren i perioden fra marts 2013 til april 2013 og fra august 2013 til september 2013 havde været på besøgsophold i Kosovo. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse vægt, at ansøgeren under sit ophold i Danmark hverken havde været i arbejde eller under uddannelse, at ansøgeren kun i begrænset omfang kunne tale, læse og skrive dansk, og at ansøgeren derfor ikke kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske samfund, at inddragelsen af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller alvorlige helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne indrejse og tage ophold i Kosovo for at udleve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/25.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Urigtigt opholdsgrundlag

    Dato: 08-02-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt til en somalisk statsborger, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1 og 6, jf. § 26. Klageren blev i august 2013 som 17-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende fader. Klagerens opholdstilladelse var blandt andet betinget af, at han ikke havde stiftet selvstændig familie. I maj 2014 indgav klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til klageren, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen påbegyndte en inddragelsessag vedrørende klageren. I juni 2015 blev klagerens opholdstilladelse inddraget, og i juli 2015 fik hans ægtefælle og parrets fællesbarn afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at klageren ikke var fastboende i Danmark, da hans opholdstilladelse var blevet inddraget.

    Udlændingenævnets flertal lagde til grund, at klagerens opholdstilladelse, meddelt ham i august 2013, var meddelt på urigtigt grundlag. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at klageren og hans ægtefælle i juli 2011 indgik ægteskab i Somalia, at parret i november 2013 fik et fællesbarn, og at parret i perioden fra november 2012 til november 2013 boede sammen i Etiopien. Det af klageren anførte om, at han ikke var klar over reglen, og at han ikke mente, at han havde modtaget vejledning om, at han ikke måtte være gift for at blive familiesammenført med sin fader, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse, hvoraf det på engelsk fremgik, at den var betinget af, at klageren ikke måtte have stiftet en selvstændig familie, blev meddelt medio august 2013, og at han indrejste i Danmark primo november 2013, dvs. ca. 2½ måneder efter opholdstilladelsens meddelelse, og at klageren således havde haft tid til at rette henvendelse til de danske udlændingemyndigheder med henblik på en afklaring af sin opholdssituation. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren i forbindelse med sin sag om familiesammenføring med sin fader ikke havde udfyldt oplysningerne om sin ægteskabelige status. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at det af klageren anførte om, at han på tidspunktet, hvor hans ansøgning om familiesammenføring med hans fader blev sendt, ikke var gift, og at faderen på klagetidspunktet fortsat ikke vidste, at klageren var gift, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at klageren og hans ægtefælle efter det oplyste indgik ægteskab i juli 2011 i Somalia, at klageren indgav ansøgning om familiesammenføring med sin fader i juni 2012, og at klageren og hans ægtefælle i perioden fra november 2012 til november 2013 boede sammen i Etiopien, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge klagerens forklaring herom til grund. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var blevet udstedt på et urigtigt grundlag, kunne tilladelsen inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste i Danmark i november 2013 som 18-årig, at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 20 år, og at klageren således alene havde opholdt sig i Danmark i lidt over to år. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at klageren på trods af hans egne oplysninger om hans danske sprogkundskaber under hans ophold i Danmark ikke sås at have været i arbejde eller under uddannelse. Det forhold, at klagerens forældre og søskende boede i Danmark, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering af, at inddragelse af hans opholdstilladelse ikke måtte anses for særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på – under henvisning til klagerens egne oplysninger – at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige – herunder helbredsmæssige – forhold, der kunne begrunde, at inddragelsen af opholdstilladelsen skulle undlades under henvisning hertil. FAM/2016/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 24-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2014 om inddragelse af en opholdstilladelse til en uruguayansk statsborger, som i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, hvilket klageren ikke gjorde inden den fastsatte frist i september 2013, men først i december 2014.

    Udlændingenævnet kunne på baggrund af sagens oplysninger ikke lægge til grund, at klageren havde gennemført en danskprøve på A1-niveau eller en sprogprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist, som var i september 2013. Det forhold, at det fremgik af sagen, at klageren havde bestået modultest på Dansk Uddannelse 3, modul 1-3, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af klagerens opholdstilladelse fra december 2012 udtrykkeligt fremgik, at hun skulle bestå en danskprøve på A1-niveau, og at hun ikke sås at have dokumenteret over for hverken Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet, at hun havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau inden fristens udløb i september 2013. Udlændingenævnet fandt derfor, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke læn¬gere var til stede, og at tilladelsen derfor kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, jf. § 9, stk. 30, jf. 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2012 i en alder af 52 år blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Klageren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka to år, og hun havde alene haft opholdstilladelse i Danmark i tretten måneder. Klageren kunne derfor ikke på baggrund af længden af sit ophold her i landet antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse af den grund ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at en udlænding, der meddeles opholdstilladelse i Danmark, har et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der er knyttet til opholdstilladelsen, hvilket fremgik dels af den oprindelige afgørelse fra januar 2014, og dels af et brev, som Udlændingestyrelsen havde fremsendt til klageren i februar 2013. Udlændingestyrelsen havde herudover gentaget denne vejledning generelt på www.nyidanmark.dk den 1. marts 2013, den 13. juni 2013 og den 28. juni 2013, og Udlændingestyrelsen havde den 30. august 2013 oplyst, at fristen for aflæggelse af danskprøven var forlænget til den 10. september 2013. Det forhold, at klagerens herboende ægtefælle havde et synshandicap, som ifølge ham var Udlændingestyrelsen bekendt, fritog ikke klageren og hendes ægtefælle for at gøre sig bekendt med indholdet af de breve, som de modtog fra offentlige myndigheder, herunder breve vedrørende klagerens opholdsgrundlag. Dette kunne f.eks. være sket ved en personlig eller telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke på baggrund af hendes ansættelse som deltidsansat på en skole kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse under henvisning hertil måtte antages at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Uruguay, hvortil hun var rejst tilbage to gange under sit ophold i Danmark, hvor hun var statsborger, og hvor hendes forældre, søskende og hendes myndige datter var bosat. Det forhold, at parret havde anført, at klagerens ægtefælle ikke kunne arbejde som gymnasielærer i spansk og historie i Uruguay på grund af sit handicap, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet bemærkede herved, at klageren i Uruguay måtte henvises til at forsørge sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren og hendes ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Uruguay for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/216.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

    Dato: 21-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en vietnamesisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1. Ansøgeren indgik ægteskab med en dansk statsborger i august 2008, hvorefter ansøgeren i oktober 2008 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Denne opholdstilladelse var betinget af, at ansøgeren og den herboende ægtefælle udøvede samliv på fælles bopæl. Statsforvaltningen meddelte i maj 2013 Udlændingestyrelsen, at Statsforvaltningen havde uarbejdet bevilling til separation mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle. I marts 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren, at hendes opholdstilladelse var inddraget. Det fremgik af ansøgerens klage til Udlændingenævnet, at ansøgeren havde planlagt at flytte tilbage til den herboende ægtefælle, og at ansøgeren havde meldt flytning i april 2015. Klagen var derudover vedlagt en kvittering for flytteanmeldelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren fra april 2015 havde c/o adresse på samme adresse som den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet havde i forbindelse med behandlingen af sagen foretaget opslag i Det Centrale Personregister, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i juni 2013 fraflyttede sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl.

    Udlændingenævnet fandt, at det er en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der er samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren samlevede på fælles bopæl med den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter egne oplysninger havde ophævet samlivet i juni 2013, da parret var ophørt med at have fælles bopæl, og at Statsforvaltningen i maj 2013 havde meddelt Udlændingestyrelsen, at Statsforvaltningen havde udarbejdet bevilling til separation. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren i juni 2013 var fraflyttet ansøgeren og den herboende ægtefælles fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse, og Udlændingestyrelsen havde derfor med rette inddraget ansøgerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren – efter Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i marts 2015 – havde oplyst, at hun i april 2015 var flyttet sammen med den herboende ægtefælle på ny, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet samlivsforholdet havde været afbrudt i knap to år. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i oktober 2008 i en alder af 40 år, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år, og at ansøgerens forældre, som ansøgeren havde besøgt flere gange, fortsat opholdt sig i Vietnam, hvor ansøgeren tillige havde haft hovedparten af sit liv og opvækst. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren under sit ophold i Danmark havde været under uddannelse, at ansøgeren i perioden fra november 2009 havde været i beskæftigelse, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren var medlem af det Vietnamesiske Katolske Fællesskab, at ansøgeren var formand for et andet vietnamesisk fællesskab, at ansøgeren fra december 2014 havde fået ny ansættelseskontrakt, og at ansøgerens voksne søn var under uddannelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet der ikke var tale om forhold af en sådan karakter, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren på baggrund heraf havde opnået en stærkere tilknytning til Danmark end til hjemlandet, hvor ansøgeren var født og opvokset, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor ansøgeren havde boet de første 40 år af sit liv. Det forhold, at ansøgeren var blevet opereret i knæet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke var tale om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at ansøgerens opholdstilladelse burde bevares på denne baggrund. FAM/2015/150.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Afslag på genoptagelse – Passivitet

    Dato: 17-07-2015

    Udlændingenævnet meddelte i juli 2015 en ansøger afslag på en anmodning om genoptagelse af ansøgerens sag, hvori det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde truffet afgørelse i oktober 2006 om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at der som udgangspunkt ingen frist er for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, men at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for at realitetsbehandle ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration den i oktober 2006 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2006 om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i Danmark, og at der således var forløbet mere end otte og et halvt år fra afgørelsestidspunktet, til Udlændingestyrelsen modtog ansøgerens henvendelse om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen skulle afvises og ikke blive behandlet i Udlændingenævnet. FAM/2015/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. juni 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Vold

    Dato: 01-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en srilankansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Klageren havde i perioden fra november 2007 til maj 2009 haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, som au pair og hun var på ny indrejst i Danmark i december 2012. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren levede sammen med sin herboende ægtefælle på fælles bopæl. I oktober 2013 oplyste Statsforvaltningen over for Udlændingestyrelsen, at klageren og den herboende ægtefælle var blevet bevilliget skilsmisse. Af skema om personlige forhold samt tilknytning til Danmark fra september 2014 fremgik det, at klageren var fraflyttet sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl i november 2013, og at samlivsophøret skyldtes, at hun havde været udsat for overgreb af sin ægtefælle op til flere gange, at den herboende ægtefælle havde været hende utro, at den herboende ægtefælle havde sat klagerens ting på gaden, før hun var fraflyttet bopælen, og at klageren på tidspunktet for skemaets udfyldelse havde boet på et krisecenter i tre måneder. Det fremgik endvidere af skemaet, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 1 og Prøve i Dansk 2, at hun forventede at bestå Prøve i Dansk 3 ved udgangen af 2014, og at klageren var blevet optaget på social- og sundhedsskolen som assistent, som hun skulle påbegynde i januar 2015, når hun havde bestået Prøve i Dansk 3 i november 2014. Vedlagt skemaet var en kopi af journal fra november 2013 til februar 2014 fra krisecenteret, og af journalen fremgik det, at klageren var ankommet til krisecentret i november 2013, at den herboende tidligere ægtefælle flere gange havde slået hende, haft andre kvinder med hjem og smidt hendes ting ud af huset. I november 2014 og maj 2015 oplyste klagerens partsrepræsentant, at klageren var blevet sammen med den herboende ægtefælle, da klageren frygtede at miste sin opholdstilladelse. Klagerens partsrepræsentant fremsendte endvidere i maj 2015 en kopi af et jobcenters orienteringsskrivelse fra april 2015, hvoraf det fremgik, at klageren i november 2014 havde rettet henvendelse til jobcentret og oplyst, at hun havde ægteskabelige problemer, og at hun i november 2012 til jobcenteret havde fortalt, at hendes mand havde været hende utro, og at ægtefællen havde været voldelig overfor hende flere gange.

    Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren samlevede på fælles bopæl med sin herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter sine egne oplysninger havde ophævet samlivet i november 2013, da hun var ophørt med at have fælles bopæl med den tidligere ægtefælle, og at hun var blevet skilt fra den tidligere ægtefælle i oktober 2013. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke læn¬gere til stede, og tilladelsen kunne derfor inddrages, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som au pair fra november 2007 til maj 2009, at hun var indrejst i Danmark i februar 2008, at hun efter oplysninger i Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i november 2011, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse som familiesammenført på baggrund af sit ægteskab, hvorefter hun var indrejst i Danmark i december 2012 og at hun på afgørelsestidspunktet alene havde opholdt sig i Danmark cirka to år og seks måneder siden hendes sidste indrejse. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at opholdstilladelse som au pair gives med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, og at ansøgeren i kraft af sit tidligere ophold som au pair ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at inddragelsen af hendes opholdstilladelse, som var blevet meddelt på baggrund af hendes ægteskab, måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3, og at klageren forventede at påbegynde social- og sundhedshjælperuddannelsen i januar 2015. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, hvorfra hun var indrejst i Danmark som 23-årig og senest som 28-årig, og hvor hun havde boet i perioden fra november 2011 til december 2012, og hvor hun havde sin familie. Det anførte om, at klageren under sit ægteskab med sin ægtefælle skulle have været udsat for vold, at han havde været hende utro, og at han havde truet med at smide hende og hendes ting ud af huset, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at uanset om det måtte lægges til grund, at klageren havde været udsat for vold af sin tidligere ægtefælle, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering, henset til at årsagen til samlivsophævelsen ikke var den påståede vold, men et manglende ønske fra den tidligere ægtefælle om fortsat at samleve med klageren. FAM/2015/135.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

    Dato: 06-05-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Klageren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i juni 2010 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var blandt andet betinget af, at klageren boede på fælles bopæl med sin ægtefælle. I oktober 2013 meddelte den herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at han var fraflyttet Danmark og rejst til Filippinerne uden klageren. I september 2014 oplyste Statsforvaltningen, at Statsforvaltningen havde udfærdiget skilsmissebevilling til klageren og den herboende ægtefælle. Klageren oplyste i forbindelse med sagen vedrørende sine personlige forhold og tilknytning til Danmark, at hun forlod fælleshjemmet, fordi hun blev smidt ud af hjemmet af sin tidligere ægtefælle, at hun havde haft egen forretning siden oktober 2011, hvor hun skulle have arbejdet 50 timer ugentligt, at hun ikke havde bestået en prøve i dansk, at hun talte lidt dansk, at hun ikke skrev eller læste dansk, og at hun ikke var under uddannelse. I november 2014 indgik klageren et nyt ægteskab med en herboende person. Under klagen blev det endelig anført, at klageren i august 2014 påbegyndte nyt arbejde.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde inddraget klagerens opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det var en betingelse for klagerens opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der var samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde imidlertid til grund, at klageren ikke havde haft samliv på fælles bopæl med sin daværende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i januar 2015, idet parret blev skilt i september 2014, og idet klageren selv forlod den fælles bopæl i september 2013. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i juni 2010 på baggrund af ægteskab med sin tidligere ægtefælle i en alder af knap 47 år, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i knap fem år, og at hun ikke sås at have en sådan særlig tilknytning til Danmark gennem sit ophold, at hendes opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med sin tidligere ægtefælle burde bevares, idet hun havde bevaret en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, hvorfra hun udrejste som 47-årig, og hvor hendes fader, hendes broder og to børn stadig boede, ligesom hun to gange siden sin indrejse i Danmark havde besøgt sit hjemland. Oplysningerne om klagerens nye ægteskab og nye arbejde kunne ikke føre til, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af det tidligere ægteskab kunne bevares. FAM/2015/89.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2015 – Studie – Inddragelse

    Dato: 05-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse som studerende på en videregående uddannelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 i, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, til en kinesisk statsborger. I februar 2008 blev ansøgeren første gang meddelt opholdstilladelse som studerende. I januar 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende på en videregående uddannelse. Det fremgik udtrykkeligt på engelsk, at tilladelsen var betinget af, at ansøgeren kontinuerligt var studieaktiv på det studie, som opholdstilladelsen var meddelt på baggrund af, ligesom det var angivet, at en tilsidesættelse kunne medføre inddragelse af hendes opholdstilladelse som studerende. I oktober 2014 oplyste den pågældende uddannelsesinstitution, at ansøgeren havde afbrudt sit studie, og at hun ønskede at starte igen i januar 2015. I oktober 2014 oplyste ansøgeren, at afbrydelsen af studiet skyldtes, at hun og uddannelsesinstitutionen var blevet enige om, at hun skulle tage en kort pause med henblik på at hun kunne få medicinbehandling og psykologhjælp for nogle psykiske problemer og stress. I oktober 2014 inddrog Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ansøgerens opholdstilladelse som studerende under henvisning til, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. I november 2014 blev der klaget over afgørelsen til Udlændingenævnet. Vedlagt klagen var en henvisning til en psykolog fra en læge, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde eksistentielle og depressive problemer. I november 2014 havde en psykoterapeut anført, at ansøgerens psykiske tilstand var stærkt forværret, og at hun var suicidal.

    Udlændingenævnet fandt, at grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og at tilladelsen derfor kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den pågældende uddannelsesinstitution i oktober 2014 havde oplyst, at ansøgeren havde afbrudt sit studie, og at det på engelsk udtrykkeligt fremgik af hendes opholdstilladelse, at den var betinget af, at hun kontinuerligt var studieaktiv på det studie, som opholdstilladelsen var meddelt på baggrund af, ligesom det var angivet, at en tilsidesættelse kunne medføre inddragelse af hendes opholdstilladelse som studerende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke selv havde udmeldt sig af uddannelsen, men gjort det på opfordring fra uddannelsesinstitutionen med henblik på at modtage medicinbehandling og psykologhjælp, idet dette ikke ændrede på det forhold, at ansøgeren blev udmeldt af sit studie, og at grundlaget for opholdstilladelsen som studerende derved ikke længere var til stede. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgerens psykiske tilstand var stærkt forværret, og at hun var suicidal, henset til at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne modtage behandling for sine helbredsmæssige forhold i sit hjemland. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at sygdomsbetingede forhold ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse som studerende i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Kina, hvor hun var statsborger, og hvor hun havde boet indtil udrejsen til Danmark som 19-årig, samt at hun på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i seks år. Det kunne på denne baggrund ikke antages, at ansøgeren havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville være særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren fortsat havde en væsentlig tilknytning til sit hjemland. ERH/2015/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Betingelserne for opholdstilladelse ikke længere til stede

    Dato: 28-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en statsborger fra Kosovos opholdstilladelse. Klageren blev i august 2013 som 26-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgik af denne opholdstilladelse, at den var betinget af blandt andet, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, frem til klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Klageren og den herboende ægtefælle havde siden september 2013 modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Klageren nedkom i december 2013 med hendes og den herboende ægtefælles første fællesbarn. Klagerens herboende ægtefælle led af flere psykiske sygdomme, som han var i medicinsk behandling for. Under klagesagen kom klageren i deltidsarbejde, mens den herboende ægtefælle fortsat modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet anmodede under sagens behandling den lægefaglige database MedCOI om at oplyse, hvorvidt de medicinske præparater, som klagerens herboende ægtefælle anvendte, var tilgængelige i Kosovo. MedCOI oplyste at alle præparaterne var tilgængelige på nær ét medicinsk præparat, men at et andet tilsvarende medicinsk præparat til gengæld var tilgængeligt i Kosovo.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse var til stede, da den løbende betingelse om, at klageren og dennes ægtefælle ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil klageren meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke længere var opfyldt, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det forhold, at klagerens ægtefælle efter endt forløb med sygedagpenge overgik til kontanthjælp, idet han ikke kunne indstilles til førtidspension og led af flere psykiske sygdomme og modtog medicinsk behandling herfor, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt., løbende skal være opfyldt indtil meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvilket også fremgik af klagerens opholdstilladelse. Baggrunden for modtagelsen af kontanthjælp kunne ikke i sig selv føre til en fravigelse af denne betingelse. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at klagerens ægtefælle var psykisk syg, at klageren var på barselsorlov efter fødslen af klagerens og dennes ægtefælles fællesbarn, og at klagerens ægtefælle af et jobcenter var bevilliget et ressourceforløb, hvorunder klagerens ægtefælles kontanthjælpsydelse ville forblive på samme niveau som hidtil, med henblik på at afdække klagerens ægtefælles muligheder og evner fremadrettet i forhold til uddannelse og arbejde og med det umiddelbare mål at opnå fleksjob. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af databasen MedCOI, at de medicinske præparater, som klagerens ægtefælle anvendte til behandling af sine psykiske lidelser, var tilgængelige i Kosovo. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren var født og opvokset i Kosovo, at hun i en alder af 26½ år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at klagerens og dennes ægtefælles fællesbarn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det måtte anses for uproportionalt at henvise hendes ægtefælle og fællesbarnet til at udrejse til Kosovo for dér at udøve familielivet med klageren. FAM/2015/17.

    MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 08-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2013 om inddragelse af en opholdstilladelse til en venezuelansk statsborger, der var gift med en herboende ægtefælle. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, hvilket klageren ikke gjorde inden den fastsatte frist i september 2013, men først i februar 2014. Udlændingestyrelsen fandt ved afgørelsen fra december 2013 endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, samt at det ikke ville være forbundet med uoverstigelige hindringer at henvise parret og deres fællesbarn til at tage ophold i Venezuela for dér at udøve familielivet.

    Udlændingenævnet genoptog i december 2014 behandlingen af sagen og fandt, at der var grundlag for at genoptage sagen henset til, at ansøgeren havde bestået en danskprøve, før Udlændingenævnet i marts 2014 traf afgørelse. Udlændingenævnet fandt dog efter en fornyet gennemgang af sagen ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2013, og ej heller Udlændingenævnets stadfæstelse heraf af fra marts 2014. Ansøgerens opholdstilladelse var således fortsat inddraget, idet hun ikke havde bestået den krævede danskprøve på A1-niveau inden for den af Udlændingestyrelsen fastsatte frist i september 2013, og da der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte anses at virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere henset til, at ansøgeren havde bestået en danskprøve på A2-niveau, som hun havde aflagt i februar 2014, anledning til samtidig at sende sagen til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om familiesammenføring, der skulle betragtes som indgivet i februar 2014, hvor ansøgeren bestod danskprøven på A2-niveau. Udlændingestyrelsen ville på den baggrund kunne udstede en ny opholdstilladelse med tilsvarende løbende betingelser som ansøgerens først meddelte opholdstilladelse, medmindre de helt grundlæggende betingelser for at få opholdstilladelse i Danmark ikke var opfyldt. FAM/2014/209.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Erhverv – Praktikanter – Urigtigt grundlag

    Dato: 24-10-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse som praktikant, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 k, stk. 1, til en statsborger fra Ukraine.

    Udlændingenævnet fandt, at grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt, og som følge heraf kunne tilladelsen inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgerens arbejdstilladelse bortfaldt som følge heraf. Udlændingenævnet lagde på baggrund af oplysninger fra Den Danske Ambassade i Ukraine til grund, at ansøgeren ikke havde studeret på den uddannelse i Ukraine, som hun havde anført og vedlagt dokumentation for i forbindelse med ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse som praktikant. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at uddannelsesinstitutionen over for ambassaden havde oplyst, at ansøgeren ikke havde studeret på uddannelsen, og at ansøgeren, som var blevet partshørt over oplysningerne, ikke havde fremlagt dokumentation, der kunne afkræfte denne oplysning. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Ukraine, hvor hun havde boet indtil udrejsen til Danmark som 23-årig, og at hun var ukrainsk statsborger. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren fortsat havde en væsentlig tilknytning til sit hjemland. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for styrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i omkring et år, og at hun således ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville være særligt belastende. ERH/2014/146.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

    Dato: 02-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse. Ansøgeren blev i 2009 som 34-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgik af denne opholdstilladelse, at den var betinget af blandt andet, at ansøgeren og hendes herboende ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, frem til ansøgeren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og ægtefællen havde siden august 2012 modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde to fællesbørn født i henholdsvis juni 2008 og marts 2010. Det ældste fællesbarn blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse her i landet. Begge parrets fællesbørn gik i danske institutioner. Ansøgerens ægtefælle havde fem særbørn i Danmark, hvoraf det ene var mindreårigt. Han havde jævnligt samvær med sit mindreårige særbarn hver anden weekend.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da den løbende betingelse om, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgeren meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke længere var opfyldt, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for hende. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle grundet langtidssygemelding efter endt forløb med sygedagpenge overgik til kontanthjælp, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde boet en stor del af sit voksne liv i Pakistan, at parrets fællesbørn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det måtte anses for uproportionalt at henvise ansøgerens ægtefælle og fællesbørnene til at udrejse til Pakistan for dér at udøve familielivet med ansøgeren, og at ansøgerens ægtefælles samvær med sit mindreårige særbarn ikke kunne anses for at have en sådan karakter og et sådant omfang, at dette kunne føre til, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. FAM/2014/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Krav om bestået danskprøve

    Dato: 15-05-2014

    dlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse en opholdstilladelse til en jordansk statsborger, der var gift med en herboende ægtefælle. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 19, stk. 30, hvilket klageren ikke gjorde. Udlændingestyrelsen fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, samt at det ikke ville være forbundet med uoverstigelige problemer at henvise parret og deres fællesbarn til at tage ophold i Jordan for dér at udøve familielivet.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at klageren bestod prøve i dansk på A1-niveau senest 6 måneder fra det tidspunkt, hvor prøven var blevet etableret. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren havde gennemført en danskprøve på A1-niveau eller en sprogprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist. Det forhold, at han havde bestået modultest Danskuddannelse 2, modul 1, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det af klagerens opholdstilladelse fremgik, at han skulle bestå en danskprøve på A1-niveau, og at han ikke sås at have dokumenteret over for hverken Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet, at han havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau. Det forhold, at klageren havde anført, at han på grund af sin ægtefælles komplicerede graviditet var nødt til at gå hjemme og passe parrets datter, som på dette tidspunkt var seks måneder gammel, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Som følge af, at klageren ikke havde gennemført prøve i dansk på A1-niveau eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist, var betingelsen for hans opholdstilladelse således ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, jf. § 9, stk. 30, jf. 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde derved vægt på, at klageren indrejste i Danmark første gang efter sin administrative udvisning med indrejseforbud i juni 2004 i december 2012 i en alder af 33 år, og at han i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en herboende ægtefælle. Han sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka et år og fem måneder, og han havde alene haft opholdstilladelse i Danmark i ét år og fem måneder. Han kunne derfor ikke på baggrund af længden af sit ophold her i landet antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse af den grund ville virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet fandt, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Jordan, hvor han var statsborger, og hvor hans forældre og søskende var bosat. Det forhold, at klageren forventede at starte uddannelse i januar 2014 på bageriskole, at han havde oprettet et rengøringsfirma med CVR-nummer, at han havde en fælles datter på et år med sin ægtefælle, og at parret ventede endnu et barn med forventet fødselstermin i juli 2014, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke på baggrund af en eventuel kommende beskæftigelse og kommende uddannelse kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, at en inddragelse af hans opholdstilladelse under henvisning hertil måtte antages at virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at parret ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Jordan for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2014/204.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. maj 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Betingelserne for opholdstilladelse er ikke længere til stede

    Dato: 14-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2014 om inddragelse af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren som var statsløs palæstinenser fra Gaza, fik i oktober 2012 opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgeren samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle. Der forelå oplysninger om, at ansøgeren var registreret i Det Centrale Personregister dom fraflyttet den fælles bopæl i januar 2013, og at parret blev separeret i juni 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefællen ikke samlevede på fælles bopæl på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, idet parrets samliv blev ophævet i januar 2013, og parret blev i juni 2013 separeret, hvorfor grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og opholdstilladelsen kunne inddrages. Udlændingenævnet fandt endvidere, at inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse ikke kunne antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i oktober 2012 som 29-årig, og at han havde familie i Gaza, hvor han var født og opvokset og havde haft sin skolegang. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren aldrig havde været i beskæftigelse i Danmark, at han ikke havde taget danskundervisning, og at han ikke kunne tale dansk. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at han havde været udsat for vold udøvet af sin ægtefælles far, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han havde været udsat for overgreb fra sin ægtefælles fars side, og at dette havde været den direkte årsag til samlivsophævelsen, samt at oplysningerne om vold alene stammede fra ansøgeren. Det bemærkedes endvidere, at det var ansøgerens herboende ægtefælle, som efter det oplyste havde ophævet samlivet. FAM/2014/131.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. april 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

    Dato: 14-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en brasiliansk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, samt inddragelse af hendes voksne søns opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1. Moderen blev som 38-årig meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført i marts 2010. Ansøgerens nu voksne søn blev samtidig meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sin moder. Moderens opholdstilladelse var betinget af, at hun levede sammen med sin ægtefælle på fælles bopæl, og sønnens opholdstilladelse var betinget af, at moderen var fastboende i Danmark. I november 2012 fraflyttede moderen sin og sin ægtefælles fælles bopælsadresse. Det var oplyst, at moderen havde bestået Prøve i Dansk 2 og havde været i deltidsbeskæftigelse i flere forskellige firmaer, samt at sønnen ligeledes havde bestået Prøve i Dansk 2 og havde gået på VUC.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage moderens opholdstilladelse var til stede, da grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere var til stede, fordi hun var fraflyttet sin og sin ægtefælles fælles bopæl, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en inddragelse af moderens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde vægt på, at moderen var født og opvokset i Brasilien, at hun først fik opholdstilladelse i Danmark i 2010 som 38-årig, at hun havde familie i Brasilien, hvor hun var statsborger, at hun kun havde opholdt sig i Danmark i cirka fire år, at hun kun havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. to og et halvt år, da hun fraflyttede sin og sin ægtefælles fælles bopælsadresse, og at hun ikke gennem beskæftigelse eller fritidsinteresser i Danmark havde opnået en sådan særlig fast tilknytning til landet, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Som følge af inddragelsen af moderens opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnet endvidere, at betingelserne for at inddrage sønnens opholdstilladelse var til stede, da grundlaget for hans opholdstilladelse ikke længere var til stede, idet moderen ikke længere kunne anses for fastboende i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en inddragelse af sønnens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde vægt på, at sønnen var født og opvokset i Brasilien, at han først fik opholdstilladelse i Danmark som 17-årig, og at han ikke gennem sit ophold eller uddannelse i Danmark havde opnået en sådan særlig tilknytning til landet, at en inddragelse af hans opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende for ham. Det forhold, at han havde bestået Prøve i Dansk 2 og havde gået på VUC, kunne ikke føre til en ændret vurdering. FAM/2014/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. marts 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

    Dato: 24-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. I oktober 2010 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Samme måned indrejste ansøgeren i Danmark. Opholdstilladelsen blev forlænget i maj 2012. Det fremgik af såvel den oprindelige opholdstilladelse som af forlængelsen af opholdstilladelsen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle, frem til ansøgeren meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller efter integrationsloven. I januar 2014 inddrog Udlændingestyrelsen ansøgerens opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4, jf. § 26, stk. 1, da den herboende ægtefælle siden december 2012 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke læn¬gere var til stede, da den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, inden ansøgeren var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og at tilladelsen derfor kunne inddrages, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4, jf. § 9, stk. 1, nr.1, jf. stk. 5.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at det såvel af den oprindelige opholdstilladelse fra oktober 2010 som af forlængelsen fra maj 2012 udtrykkeligt fremgik, at opholdstilladelsen var betinget af blandt andet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle, frem til ansøgeren meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller efter integrationsloven. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle søgte om kontanthjælp i november 2012 på grund af manglende forsørgelsesgrundlag, og at han i den forbindelse af kommunen blev oplyst om, at Udlændingestyrelsen ville blive orienteret herom. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, og lagde herved vægt på, at ansøgeren i oktober 2010 blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, og at ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2010 i en alder af 44 år. Ansøgeren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i ca. tre og et halvt år, og ansøgeren kunne derfor ikke antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Filippinerne, hvor hun var statsborger, og hvor hendes fader og søster var bosiddende. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde anført, at hun siden juli 2011 havde været ansat som serviceassistent, at hun fortsat var i beskæftigelse som serviceassistent, at hun havde bestået modultest 1-5 på Danskuddannelse 2, at hun havde gennemført et fødevarehygiejnekursus, og at hun i sin fritid gik i kirke. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke på baggrund af beskæftigelsen og uddannelsens omfang og karakter kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, at en inddragelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for hende. FAM/2014/98.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2014 - Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Krav om bestået danskprøve

    Dato: 27-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse for en egyptisk statsborger, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9, stk. 30. I januar 2013 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført. Det var en betingelse for opholdstilladelsen, at han bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor han efter at være blevet meddelt opholdstilladelse tilmeldte sig folkeregisteret. Af opholdstilladelsen fremgik det desuden, at prøven først forventedes klar i marts 2013, og at fristen på seks måneder derfor først begyndte, når prøven var færdigudviklet. Ansøgeren blev tilmeldt Det Centrale Personregister i januar 2013. Udlændingestyrelsen havde efterfølgende orienteret ansøgeren om, at fristen for at aflægge prøven var den 1. september 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da ansøgeren ikke havde dokumenteret at have bestået en prøve i dansk på sprogniveau A1. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2013 oplyste ansøgeren om, at prøven i dansk på sprogniveau A1 kunne aflægges fra den 1. marts 2013, at ansøgerens frist for at aflægge danskprøven således var 6 måneder regnet herfra, dvs. at fristen for at aflægge prøven var den 1. september 2013, og at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have bestået en prøve i dansk på sprogniveau A1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i januar 2013, og at han ligeledes indrejste i Danmark i januar 2013 i en alder af 32 år, hvorved han alene havde opholdt sig i Danmark i ca. et år. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde bestået danskuddannelse 2, modul 1, at han havde gennemført et kursus i danske samfundsforhold, dansk kultur og historie, og at han siden september 2013 havde været i beskæftigelse som køkkenmedhjælper. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da ansøgeren ikke på baggrund af beskæftigelsen og uddannelsens omfang og karakter kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, at inddragelse af hans opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Egypten, hvor han var statsborger, og hvor hans forældre og søstre var bosat. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og hans ægtefælle havde to fællesbørn, der begge var født og opvokset i Danmark, og som begge havde gået i vuggestue/børnehave i Danmark, idet børnene var født henholdsvis i 2009 og i 2010, og idet børnene alene havde opholdt sig i Danmark henholdsvis i ca. fem år og tre og et halvt år. Udlændingenævnet fandt således henset til børnenes alder og længden af deres ophold i Danmark, at børnene ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren, hans ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Egypten for at udøve familielivet dér. FAM/2014/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

    Dato: 17-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev som 44-årig meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført i marts 2012. I oktober 2012 fraflyttede ansøgeren sin og sin ægtefælles fælles bopælsadresse og blev herefter i marts 2013 skilt fra sin ægtefælle. Ansøgeren oplyste til sagen, at hendes ægtefælle havde udsat hende for psykisk vold. Ansøgeren havde efterfølgende indgået et nyt ægteskab med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere var til stede, fordi hun fraflyttede sin og sin tidligere ægtefælles fælles bopæl, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren kun havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. syv måneder, da hun fraflyttede sin og sin tidligere ægtefælles fælles bopælsadresse, at hun ikke havde anden familie i Danmark, at hendes forældre, søskende og børn var bosiddende i Filippinerne, og at hun ikke gennem ophold eller beskæftigelse i Danmark havde opnået en sådan særlig tilknytning til landet, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt det ikke godtgjort, at ansøgerens ægtefælle havde udsat hende for grov psykisk vold, idet den vurdering af den psykiske vold, der blev foretaget af et krisecenter, alene beroede på ansøgerens egne oplysninger herom. Ansøgeren blev vejledt om muligheden for at indgive ansøgning om familiesammenføring med henvisning til sin nye ægtefælle. FAM/2014/113.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2013 – Studie – Inddragelse – Arbejde i strid med arbejdstilladelse

    Dato: 30-10-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2013 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse som studerende på en videregående uddannelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 10, jf. 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, til en statsborger fra Nepal.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse som studerende i Danmark kunne inddrages henset til, at ansøgeren havde arbejdet i strid med betingelserne for arbejdstilladelsen.
    Udlændingenævnet bemærkede hertil, at betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse skriftligt havde været tilkendegivet over for ansøgeren, ligesom det var angivet, at tilsidesættelse kunne medføre inddragelse af opholdstilladelsen som studerende. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ifølge oplysninger fra SKAT i to måneder – uden for sommermånederne juni, juli og august – havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer pr. uge. Ansøgeren havde endvidere overfor politiet og overfor Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering erkendt at have arbejdet mere end det tilladte – i hvert fald i én måned. Ansøgeren havde desuden oplyst til styrelsen, at ansøgeren havde betalt en bøde på 1000 kr. herfor. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren fortsat havde en væsentlig tilknytning til sit hjemland, og at ansøgeren, der kun havde haft opholdstilladelse i Danmark i omkring 13 måneder på tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse, ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville være særligt belastende for ansøgeren. ERH/2013/78.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

    Dato: 03-07-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en albansk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, jf. § 26, stk. 1. Udlændingen indrejste i Danmark i 2008, indgik ægteskab med en dansk statsborger og meddeltes opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingen blev kort tid efter ansat i et håndværksfirma og har efter det oplyste siden været fastansat i denne stilling. Parret, der i 2010 fik et fællesbarn, ophævede samlivet i 2011 efter cirka tre års samliv, og Udlændingestyrelsen inddrog i januar 2012 udlændingens opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at udlændingens tilknytning til arbejdsmarkedet gennem fem år, sammenholdt med et – om end begrænset – samvær med fællesbarnet og oplysninger til sagen om, at udlændingen havde modtaget danskundervisning og taler dansk på sin arbejdsplads, indebar, at udlændingen efter en samlet vurdering havde opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at opholdstilladelsen ikke burde inddrages under henvisning til hensynene i udlændingelovens § 26. I Udlændingenævnets vurdering indgik således udlændingens beskæftigelse også efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, der under Udlændingenævnets behandling var tillagt opsættende virkning. FAM/2013/47.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Inddragelse

    Dato: 28-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev som 36-årig meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført i september 2008. I juni 2011 fraflyttede ansøgeren sin og sin ægtefælles fælles bopælsadresse og blev herefter i november 2011 registreret på samme adresse som en herboende dansk statsborger, som ansøgeren ønskede at indgå ægteskab med. Ansøgeren oplyste til sagen, at hendes ægtefælle havde udøvet vold mod hende.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere var til stede, fordi hun fraflyttede den fælles bopæl, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren har boet en stor del af sit voksne liv i Thailand, at hun kun havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. to år og 9 måneder, da hun fraflyttede sin og sin ægtefælles fælles bopælsadresse, og at hun ikke gennem ophold eller beskæftigelse i Danmark havde opnået en sådan særlig tilknytning til landet, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt det ikke dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle havde udøvet vold mod hende. Ansøgeren blev vejledt om muligheden for at indgive ansøgning om familiesammenføring med henvisning til sin samlever. FAM/2013/17.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post