Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en albansk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, jf. § 26, stk. 1. Udlændingen indrejste i Danmark i 2008, indgik ægteskab med en dansk statsborger og meddeltes opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingen blev kort tid efter ansat i et håndværksfirma og har efter det oplyste siden været fastansat i denne stilling. Parret, der i 2010 fik et fællesbarn, ophævede samlivet i 2011 efter cirka tre års samliv, og Udlændingestyrelsen inddrog i januar 2012 udlændingens opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at udlændingens tilknytning til arbejdsmarkedet gennem fem år, sammenholdt med et – om end begrænset – samvær med fællesbarnet og oplysninger til sagen om, at udlændingen havde modtaget danskundervisning og taler dansk på sin arbejdsplads, indebar, at udlændingen efter en samlet vurdering havde opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at opholdstilladelsen ikke burde inddrages under henvisning til hensynene i udlændingelovens § 26. I Udlændingenævnets vurdering indgik således udlændingens beskæftigelse også efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, der under Udlændingenævnets behandling var tillagt opsættende virkning. FAM/2013/47.

Senest opdateret: 03-07-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen