MULTI
Du er her: ForsidePraksisInddragelse eller nægtelse af forlængelseInddragelseUdlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2014 om inddragelse af en opholdstilladelse til en uruguayansk statsborger, som i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, hvilket klageren ikke gjorde inden den fastsatte frist i september 2013, men først i december 2014. 

Udlændingenævnet kunne på baggrund af sagens oplysninger ikke lægge til grund, at klageren havde gennemført en danskprøve på A1-niveau eller en sprogprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist, som var i september 2013. Det forhold, at det fremgik af sagen, at klageren havde bestået modultest på Dansk Uddannelse 3, modul 1-3, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af klagerens opholdstilladelse fra december 2012 udtrykkeligt fremgik, at hun skulle bestå en danskprøve på A1-niveau, og at hun ikke sås at have dokumenteret over for hverken Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet, at hun havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau inden fristens udløb i september 2013. Udlændingenævnet fandt derfor, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og at tilladelsen derfor kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, jf. § 9, stk. 30, jf. 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2012 i en alder af 52 år blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Klageren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka to år, og hun havde alene haft opholdstilladelse i Danmark i tretten måneder. Klageren kunne derfor ikke på baggrund af længden af sit ophold her i landet antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse af den grund ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at en udlænding, der meddeles opholdstilladelse i Danmark, har et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der er knyttet til opholdstilladelsen, hvilket fremgik dels af den oprindelige afgørelse fra januar 2014, og dels af et brev, som Udlændingestyrelsen havde fremsendt til klageren i februar 2013. Udlændingestyrelsen havde herudover gentaget denne vejledning generelt på www.nyidanmark.dk den 1. marts 2013, den 13. juni 2013 og den 28. juni 2013, og Udlændingestyrelsen havde den 30. august 2013 oplyst, at fristen for aflæggelse af danskprøven var forlænget til den 10. september 2013. Det forhold, at klagerens herboende ægtefælle havde et synshandicap, som ifølge ham var Udlændingestyrelsen bekendt, fritog ikke klageren og hendes ægtefælle for at gøre sig bekendt med indholdet af de breve, som de modtog fra offentlige myndigheder, herunder breve vedrørende klagerens opholdsgrundlag. Dette kunne f.eks. være sket ved en personlig eller telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke på baggrund af hendes ansættelse som deltidsansat på en skole kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse under henvisning hertil måtte antages at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Uruguay, hvortil hun var rejst tilbage to gange under sit ophold i Danmark, hvor hun var statsborger, og hvor hendes forældre, søskende og hendes myndige datter var bosat. Det forhold, at parret havde anført, at klagerens ægtefælle ikke kunne arbejde som gymnasielærer i spansk og historie i Uruguay på grund af sit handicap, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet bemærkede herved, at klageren i Uruguay måtte henvises til at forsørge sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren og hendes ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Uruguay for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/216.

Senest opdateret: 24-08-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post