MULTI
Du er her: ForsidePraksisInddragelse eller nægtelse af forlængelseInddragelseUdlændingenævnets afgørelse af 7. november 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en irakisk statsborger, som i marts 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i november 2015.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra marts 2015, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i maj 2015, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i november 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke sås at have aflagt prøve i dansk på A1-niveau efterfølgende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren i skemaet ”Oplysninger om personlige forhold og tilknytning til Danmark” havde anført, at hun var diagnosticeret med PTSD og angst, og at hun siden september 2015 havde været tilknyttet en afdeling for traume og torturoverlevere, hvor hun havde modtaget forskellige behandlinger, at hun helst ikke gik ud alene, og at hun var blevet fritaget fra at deltage i den kommunale sprogundervisning. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der knyttede sig til opholdstilladelsen, og at klageren ikke sås at have søgt om dispensation for aflæggelse af danskprøven. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til prøven og tilrettelægge et forløb, således at hun kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, at kravet om danskprøven fremgik udtrykkeligt af opholdstilladelsen fra marts 2015, og at det i den forbindelse ikke var et krav at følge den tilbudte danskundervisning for at kunne gå op til prøven. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve eller søge om dispensation for aflæggelse af prøven inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2015 i en alder af 43 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at hun ikke var i arbejde eller under uddannelse. Klageren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka et år og tre måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse og cirka to år og seks måneder på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse uden at have haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor hun ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for klageren. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at klageren var diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion, der medførte mareridt med traumeindhold, forringet søvnkvalitet, invaliderende tankemylder og flashbacks, at klageren havde tendens til høj social isolationstrang som følge af angst, at hun aldrig gik ud af huset alene, og at hun havde hukommelses- og koncentrationsproblemer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at klageren ikke ville kunne modtage den relevante behandling for sin sygdom i Irak. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af sagen, at klageren havde oplyst til sin egen læge og til behandlerne på afdelingen for traume og torturoverlevere, at hun havde modtaget medicinsk behandling i Irak, ligesom klagerens ægtefælle havde oplyst, at parret var mødtes på en klinik, hvor de begge havde modtaget behandling. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, den herboende reference og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende references egne oplysninger om, at både klageren og den herboende reference havde modtaget behandling i Irak, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at klageren og den herboende reference havde et fællesbarn, født i 2012, der gik i vuggestue i Danmark, og at parret ventede et barn til november 2017, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at et barn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. FAM/2017/112.
 

Senest opdateret: 07-11-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post