Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, som i maj 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i december 2015, men først i marts 2016. 

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra maj 2015, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt til folkeregisteret i juni 2015, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i december 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2016 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren til støtte for klagen havde anført, at hun havde taget personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser opholdstilladelsen var betinget af, at hun havde gjort alt for at bestå danskprøven på A1-niveau, at en sprogskole havde vejledt klageren om, at hun kunne tage en tilsvarende prøve i dansk på A1-niveau på sprogskolen, og at hun havde bestået Modultest 1, 2 og 3. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afdelingslederen fra sprogskolen havde orienteret klageren om, at danskprøven på A1-niveau ikke kunne tages på skolen, at klageren ville kunne klare en prøve i Dansk 1, og at prøven i Dansk 1 ville kunne erstatte både danskprøven på A1-niveau og A2-niveau. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven samt hvem, der stod for modtagelsen af tilmeldingen, og hvor klageren skulle aflægge danskprøven, fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at der var en detaljeret vejledning om, at danskprøven blev afholdt som udgangspunkt flere dage hver uge med undtagelse af hovedferierne, hvor der ville være færre prøveafholdelsesmuligheder, at klageren skulle være opmærksom på, at der kunne være ventetid på en ledig tid til prøveaflæggelsen, at klageren kunne henvende sig personligt hos Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, at spørgsmål vedrørende danskprøven skulle rettes til Udlændingestyrelsen, og at det var klagerens personlige ansvar at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde bestået Modultest 1, 2 og 3, idet modultestene ikke opfyldte betingelserne efter bekendtgørelsen om danskprøven på A1-niveau og danskprøven på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge kapitel 2 og 3, eller kunne anses som fornøden dokumentation for, at klageren havde bestået en danskprøve på mindst A1-niveau. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i maj 2015 i en alder af 28 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun havde opholdt sig på processuelt ophold i Danmark i perioden fra marts 2015 til maj 2015, at klageren havde en begrænset arbejdsmarkedstilknytning til Danmark, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde en verserende sag om familiesammenføring med sit særbarn, og at barnets sag ville blive forlænget yderligere, hvis opholdstilladelsen blev inddraget. Udlændingenævnet fandt således, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ikke tilsidesatte hensynet til familiens enhed eller hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren og klagerens ægtefælle samt klagerens særbarn kunne være sammen i Thailand, da klageren og klagerens ægtefælle blev henvist til at tage ophold som familie i Thailand. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at klageren og klagerens ægtefælle efter det oplyste ikke ville kunne udøve familielivet i Thailand, da klageren og klagerens ægtefælle arbejdede og havde økonomiske forpligtelser i Danmark, ikke var sådanne særlige grunde, som talte for, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens opholdsland efter praksis ikke kan føre til, at en opholdstilladelse ikke skal inddrages. FAM/2017/23.  

Senest opdateret: 04-05-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen