MULTI
Du er her: ForsidePraksisInddragelse eller nægtelse af forlængelseNægtelse af forlængelse
  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Samlivsophævelse – Vold i ægteskabet

    Dato: 03-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge en brasiliansk statsborger og dennes særbarns opholdstilladelser.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren havde samlevet på fælles bopæl med sin ægtefælle frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke havde været samlevende i perioden fra oktober 2015 til februar 2017, og at ansøgeren i klagen havde bekræftet, at betingelserne for hendes opholdstilladelse på et tidspunkt ikke havde været opfyldt. Det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde genetableret samlivet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at samliv på fælles bopæl er en løbende betingelse, der skal være opfyldt helt frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvorfor det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde genoptaget samlivet i en periode, ikke kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse skulle forlænges. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at hendes ægtefælle var voldelig imod hende forud for samlivsophævelsen i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det efter ansøgerens egne oplysninger var hendes ægtefælle, som havde ophævet samlivet, at det var dokumenteret, at det var hendes ægtefælle, som havde anmodet Statsforvaltningen om skilsmisse, hvilket ansøgeren havde modsat sig, og at hun efterfølgende havde genoptaget samlivet med sin ægtefælle. På den baggrund fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke var godtgjort, jf. udlændingelovens § 19, stk. 8, at ansøgeren selv oprindeligt havde ophævet samlivet som følge af vold mod hende. Udlændingenævnet bemærkede, at det er en betingelse for anvendelse af udlændingelovens § 19, stk. 8 – uanset at en udlænding måtte have været udsat for vold – at udlændingen også ophæver samlivet på den baggrund. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og hendes ægtefælle på ny i december 2017 havde ophævet samlivet, at ansøgeren efterfølgende havde taget ophold på et krisecenter, og at det var dokumenteret, at ansøgeren af sin ægtefælle havde været udsat for vold. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgeren ikke oprindeligt i 2016 havde ophævet samlivet med sin ægtefælle som følge af den begåede vold. Det forhold, at ansøgeren efter at have genetableret samlivet med sin ægtefælle måtte have ophævet det som følge af den begåede vold, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgerens opholdstilladelse allerede på baggrund af den oprindelige samlivsophævelse kunne nægtes forlænget. Udlændingenævnet bemærkede, at den seneste samlivsophævelse i december 2017 efter det til sagen oplyste ikke entydigt var foranlediget af ansøgeren, men tillige af hendes ægtefælle, som i forbindelse med samlivsophøret havde underskrevet separationspapirer. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i april 2015 i en alder af 25 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, hvorfor hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig lovligt i Danmark i omkring to år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i omkring tre år, og at hun ikke gennem sit relativt korte ophold i Danmark kunne anses for at have opnået et sådant tilhørsforhold til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i omkring seks måneder, da samlivet mellem hende og hendes ægtefælle oprindeligt var blevet ophævet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra januar 2016 til februar 2016 havde været ansat i en midlertidig stilling med en ugentlig arbejdstid på 10,5 time, at hun i sammenlagt cirka tre og en halv måned havde været i virksomhedspraktik, at det fremgik af eIndkomst, at hun i oktober 2017, november 2017, januar 2018 og marts 2018 havde arbejdet fuldtid og i december 2017 og februar 2018 havde arbejdet deltid, og at hun havde bestået modul 3 på Danskuddannelse 2. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat i sagen, idet ansøgeren ikke gennem sin beskæftigelse, herunder sin begrænsede tilknytning til det ordinære arbejdsmarked eller opnåede danskkundskaber, kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fortsat havde stor tilknytning til sit hjemland, hvor hun var født og opvokset, hvor hun i perioden fra 2011 til 2014 havde været i beskæftigelse, og hvortil hun var rejst i perioden fra april 2017 til juli 2017. Det indgik samtidig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens datter havde gået i dansk daginstitution og gik i skole og i SFO i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse skulle forlænges under henvisning til hendes datters tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution og/eller skole, kan antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen kan anses for at være særlig belastende. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. For så vidt angik ansøgerens særbarn, lagde Udlændingenævnet indledningsvis til grund, at hun havde haft opholdstilladelse på baggrund af, at ansøgeren var fastboende her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at barnets moder eller fader var fastboende i Danmark. Da ansøgerens opholdstilladelse var nægtet forlænget, var ansøgeren ikke længere fastboende her i landet. Grundlaget for særbarnets opholdstilladelse var således ikke længere til stede, og tilladelsen kunne nægtes forlænget, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for særbarnet, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at særbarnet gik i skole og i SFO i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at særbarnet i april 2015 i en alder af seks år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark gældende fra oktober 2014, og at hun grundet sit korte ophold i Danmark ikke kunne anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende. Udlændingenævnet henviste endelig til, at det følger af praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole. FAM/2018/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 03-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 26, stk. 1. Klageren blev i marts 2010 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført, og hans opholdstilladelse var betinget af blandt andet, at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at opholdstilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det i klagerens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse fra februar 2016 var oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget eller modtog offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, ligesom klageren i november 2016 havde oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser siden ultimo august 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister eIndkomst, at klagerens ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden september 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra og med september 2016 til og med december 2016 og i perioden fra og med juli 2017 til og med december 2017. Som følge af, at klageren og klagerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser, jf. lov om aktiv socialpolitik, fandt Udlændingenævnet endvidere, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at tilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at klageren i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp efter det oplyste var blevet vejledt af sin bopælskommune om, at det ikke ville have opholdsretlige konsekvenser for hans opholdstilladelse, såfremt han modtog kontanthjælp, og at klagerens ægtefælle i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp efter det oplyste ikke var blevet vejledt af bopælskommunen om, at det kunne have opholdsretlige konsekvenser for klageren, såfremt hun modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, uanset om bopælskommunen havde overholdt sin forvaltningsretlige vejledningsforpligtelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i sin opholdstilladelse fra marts 2010 og den efterfølgende forlængelse af opholdstilladelse fra februar 2013 var blevet vejledt af Udlændingestyrelsen om, at opholdstilladelsen var betinget af, at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv social politik eller integrationsloven, indtil han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, ligesom det fremgik af begge opholdstilladelser, at klageren kunne miste retten til ophold i Danmark, hvis en eller flere af betingelserne, der var fastsat i opholdstilladelsen, ikke længere var opfyldt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken klageren eller klagerens ægtefælle efter det oplyste havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen inden indgivelsen af ansøgningerne om kontanthjælp med henblik på at modtage vejledning om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at Udlændingestyrelsen – som den myndighed, der i første instans vurderer, om en opholdstilladelse kan meddeles eller inddrages – måtte anses som den rette myndighed til besvarelse af spørgsmål om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved at modtage kontanthjælp, og at klageren måtte antages at være bekendt hermed, idet han tidligere havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen, ligesom han i de meddelte opholdstilladelser var blevet vejledt skriftligt herom. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, at han først i en alder af 26 år var blevet meddelt opholdstilladelse og efterfølgende var indrejst i Danmark, og at han således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i cirka otte år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren udover sin ægtefælle ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klagerens ægtefælle var tidligere statsborger i Bosnien-Hercegovina, og at parret havde mødt hinanden i Bosnien-Hercegovina, hvor klageren fortsat havde sine forældre og brødre. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens ægtefælle kunne udøve familielivet i Bosnien-Hercegovina. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde haft arbejde i Danmark fra juli 2010 til december 2012, i 2014 og i 2016, men Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, at hans opholdstilladelse af den grund skulle forlænges henset til omfanget og karakteren af arbejdet. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 2 samt forskellige enkeltfag på HF, at han var uddannet fysiurgisk massør, og at han arbejdede som frivillig på Odense Bibliotek, men Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren heller ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse af den grund skulle forlænges. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var oplyst, at klageren led af depression og angst, at han havde fået konstateret PTSD i 2013, at han var i medicinsk behandling, og at klagerens partsrepræsentant havde anført, at en eventuel udsendelse ville forværre hans helbredstilstand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold ikke var af en så alvorlig karakter, at oplysningerne kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren efter det oplyste alene var ordineret medicin mod angst, og at han havde kunnet bestride et arbejde, tage en uddannelse som massør og efter det oplyste havde etableret selvstændig virksomhed i Danmark. FAM/2018/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. september 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 06-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en somalisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens mindreårige barns opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Barnet var ligeledes somalisk statsborger. Klageren blev i december 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit samliv med referencen – en på daværende tidspunkt herboende somalisk statsborger. Barnet, der var født i Danmark i november 2013, blev i marts 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark ligeledes under henvisning til referencen. Klagernes opholdstilladelser var betinget af, at referencen, der var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus), var bosiddende i Danmark og havde en gyldig opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen havde imidlertid i januar 2017 inddraget referencens opholdstilladelse, hvilken afgørelse Flygtningenævnet havde stadfæstet i juli 2017.

    Udlændingenævnet fandt, at det var en betingelse for klagernes opholdstilladelser, at referencen var bosiddende i Danmark, herunder at han havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i januar 2017 havde inddraget referencens opholdstilladelse i Danmark, og at Flygtningenævnet i juli 2017 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Som følge af, at referencen ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark, og derfor heller ikke kunne anses for at være fastboende her i landet, var betingelsen for klagernes opholdstilladelser ikke længere opfyldt, og opholdstilladelserne kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage dem. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at henholdsvis nægtelse af forlængelse og inddragelse af opholdstilladelserne måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den kvindelige klager var født og opvokset i Somalia, hvor hun havde tilbragt en stor del af sit voksenliv og stiftet familie, og hvor hun talte sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den kvindelige klager først havde fået opholdstilladelse i Danmark i december 2012, at hun var indrejst i Danmark i februar 2013, og at hun ikke kunne anses for at have opnået en så særlig tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den kvindelige klager havde bestået Prøve i Dansk 2, at hun var i gang med at tage en 9. klasses eksamen, at hun flere gange havde været i virksomhedspraktik, at hun var et aktivt medlem i en forening, og at hun efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, henset til længden og karakteren af hendes ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste herved til, at den kvindelige klager ikke havde haft ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom hun gennem sine danskkundskaber ikke fandtes at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den kvindelige klagers virksomhedspraktik ikke kunne anses for ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet, idet det fremgik af sagen, at der havde været tale om erhvervsrettede kommunale tiltag, under hvilke hun havde modtaget offentlige ydelser i form af kontanthjælp eller integrationsydelse. Det forhold, at den kvindelige klager havde født sit mindreårige barn efter sin indrejse i Danmark og derfor tillige havde været på barsel, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering heraf. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at barnet var født i Danmark i 2013, at barnet efter det oplyste havde gået i dagpleje og børnehave, og at barnet efter det oplyste kun talte dansk. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på barnets alder samt længden og karakteren af hans ophold i Danmark, hvorfor Udlændingenævnet ikke fandt, at han som 4-årig havde opnået en så selvstændig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse ikke burde inddrages. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke med henvisning til barnets forhold, herunder barnets tarv, var grundlag for at forlænge den kvindelige klagers opholdstilladelse og undlade at inddrage barnets opholdstilladelse, som var meddelt med henvisning til referencen. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var oplyst om andre personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der gjorde, at nægtelse af forlængelse af den kvindelige klagers opholdstilladelse og inddragelse af barnets opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den kvindelige klager mente, at det ville være risikofyldt for hende at vende tilbage til Somalia, idet hun frygtede Al-Shabaab og efter det oplyste ikke kunne forlade sig på klanbeskyttelse, ligesom referencen ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at barnet ville blive rekrutteret som soldat eller kidnappet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der var tale om asylretlige forhold, der ville skulle indgå i vurderingen af barnets verserende asylansøgning. FAM/2017/101.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 14-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev i marts 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et ægteskab med sin herboende ægtefælle. Denne opholdstilladelse var gyldig til januar 2015. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af, at ansøgeren bestod Prøve i Dansk 1 på A1-niveau senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun efter at være blevet meddelt opholdstilladelse tilmeldte sig folkeregistret. Ansøgeren tilmeldte sig i april 2014 i Det Centrale Personregister (CPR). I november 2014 indgav ansøgeren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. I april 2015 aflagde og bestod ansøgeren Prøve i Dansk 1. Udlændingestyrelsen bad i maj 2015 om ansøgerens bemærkninger til, at hun ikke havde aflagt danskprøven inden for den udmeldte frist og at oplyse om sin tilknytning til Danmark. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at hun siden november 2014 havde arbejdet 25 timer om ugen som rengøringsassistent i sit eget firma, og at hun havde kontakt med sin familie i Tyrkiet. Udlændingestyrelsen nægtede i juli 2016 at forlænge ansøgerens opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke inden den af Udlændingestyrelsen meddelte frist herfor havde bestået udlændingemyndighedernes Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Samtidig afslog Udlændingestyrelsen at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Udlændingenævnet fremsendte i august 2016 ansøgerens klage vedrørende Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet samt EU-reglerne til videre foranstaltning til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet (nu Udlændinge- og Integrationsministeriet). Det fremgik af CPR, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn i december 2016 var udrejst til Sverige.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde bestået en danskprøve på A1-niveau eller en sprogprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist, da ansøgeren først i april 2015 havde aflagt og bestået Prøve i Dansk 1. Ansøgeren blev tilmeldt CPR primo april 2014, hvorfor hun skulle have gennemført prøven senest primo oktober 2014. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at hendes ægtefælle var tyrkisk statsborger og økonomisk aktiv, at han havde ret til familiesammenføring efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, og at Udlændingestyrelsen ikke havde taget stilling til, at ansøgeren var selvstændig og tyrkisk statsborger, som var beskyttet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle var dansk statsborger, at ansøgeren blev tilmeldt CPR i april 2014, og at hun ikke havde dokumenteret, at hun inden seks måneder fra tilmeldingen til folkeregisteret havde været økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder. Det forhold, at ansøgeren havde fremsendt en kopi af en forskudsopgørelse fra 2015 og kopier af kvitteringer af momsindberetninger, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde indberettet moms for perioderne fra primo oktober 2014 til ultimo december 2014 med 0 kr., fra primo januar 2015 til ultimo marts 2015 med ca. 7.000 kr., fra primo april 2015 til ultimo juni 2015 med ca. 11.400 kr., og fra primo juli 2015 til ultimo september 2015 med ca. 5.500 kr., fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hun ikke herved havde dokumenteret, at hun fra april 2014 til oktober 2014 havde været økonomisk aktiv. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn i december 2016 var registreret i CPR som udrejst til Sverige, hvorfor ansøgeren ikke længere kunne anses for at opfylde betingelsen i opholdstilladelsen om samliv med ægtefællen på fælles bopæl, ligesom ægtefællen ikke opfyldte betingelsen om fast bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2014 i en alder af 30 år, og at hun således kun havde opholdt sig i Danmark med opholdstilladelse i cirka to år og fire måneder, samt at ansøgeren på baggrund af længden af sit ophold her i landet ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse af den grund ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Sverige, hvor hendes ægtefælle og parrets fællesbarn var bosiddende, og for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/106.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 09-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2016 om nægtelse af forlængelse af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Klageren var ifølge Det Centrale Personregister indrejst i Danmark i december 2007 og blev i september 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle – en iransk statsborger. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun boede på fælles bopæl med sin ægtefælle. I juli 2015 orienterede Statsforvaltningen Udlændingestyrelsen om, at Statsforvaltningen havde udfærdiget bevilling til skilsmisse for klageren og den herboende ægtefælle, og i september 2015 fraflyttede klageren sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl. I december 2016 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse. I februar 2017 indgik klageren og den herboende ægtefælle nyt ægteskab, og fra marts 2017 boede klageren og den herboende ægtefælle atter på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte den løbende betingelse om samliv på fælles bopæl med den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Statsforvaltningen i juli 2015 havde udfærdiget bevilling til skilsmisse for klageren og den herboende ægtefælle, og at klageren i september 2015 var fraflyttet sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at samlivsophøret skyldtes den herboende ægtefælles sygdom, og at parret ikke forstod hinanden længere. Udlændingenævnet fandt således, at det forhold, at klagerens advokat havde anført, at klageren og den herboende ægtefælle reelt kun havde været fra hinanden i en kortere periode, og at parret – efter at Udlændingestyrelsen i december 2016 havde nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse – på ny havde indgået ægteskab og var flyttet sammen på fælles bopæl, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at samlivsforholdet havde været afbrudt i knap halvandet år i perioden fra september 2015, hvor klageren var registreret fraflyttet parrets fælles bopæl, til marts 2017, hvor klageren atter flyttede sammen med den herboende ægtefælle. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere opfyldt, og opholdstilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var 42 år i 2009, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i lidt over ni år og ikke kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren fortsat måtte anses for at have en stærk tilknytning til Iran, hvor hun var statsborger, hvor hun var født, opvokset og havde boet, indtil hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og hvor hendes voksne datter, som hun fortsat havde kontakt med, og som hun havde besøgt i 2015, fortsat boede. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at klageren ikke på noget tidspunkt sås at have været tilknyttet arbejdsmarkedet eller en uddannelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at klageren havde diabetes type 2 og symptomer i blandt andet sit ene knæ og sin ene hånd, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at det hindrede hende i at tage ophold i Iran. FAM/2017/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 08-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2017 om afslag på opholdsret efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet til en statsborger fra Tyrkiet. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2017 om afslag på at genoptage Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016.

    Udlændingenævnet fandt, for så vidt angår Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2017 om afslag på opholdstilladelse efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse i Danmark i medfør af artikel 6, stk. 1, 1. led i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde været i lønnet beskæftigelse i et år hos den samme arbejdsgiver i samme stilling, idet hun kun havde arbejdet i fire måneder fra primo marts 2015 til ultimo juni 2015. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren ikke havde haft mulighed for at optjene rettigheder efter artikel 6, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, siden hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark ultimo juni 2014. Det anførte om, at ansøgeren var ophørt med at arbejde, idet hun ikke ville risikere at blive udvist med et indrejseforbud, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens oplysninger om, at hun var ophørt med at arbejde ultimo juni 2015, hvilket var forud for Udlændingestyrelsens brev fra november 2015, at hun først ved Udlændingestyrelsens brev fra november 2015 fejlagtigt var blevet vejledt om, at hun ikke måtte arbejde, og at hun således havde haft mere end et år til at optjene rettigheder i medfør af artikel 6, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnet konstaterede endvidere, at ansøgeren rettidigt havde indgivet ansøgning om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse og var fortsat med at arbejde frem til ultimo juni 2015, selvom hendes opholds- og arbejdstilladelse kun var gyldig til primo maj 2015, og at hun rettidigt havde indgivet ansøgning om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren lovligt kunne have fortsat sin beskæftigelse, og at det derfor ikke beroede på Udlændingestyrelsens vejledning i brev fra november 2015, at hun var ophørt med at arbejde. Udlændingenævnet fandt således, at Udlændingestyrelsens forkerte vejledning i brev fra november 2015 ikke havde haft indflydelse på, at ansøgeren var ophørt med at arbejde ved udgangen af juni 2015. Det forhold, at ansøgeren havde været på sprogpraktik i en daginstitution, og at hun havde været tilmeldt undervisning på en sprogskole, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet dette ikke kunne ligestilles med lønnet beskæftigelse, ligesom det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren på ny var blevet tilbudt arbejde på en restaurant, idet hun ikke havde optjent rettigheder efter artikel 6, stk.1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde optjent rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om forlængelse havde indsendt dokumentation for, at hendes ægtefælle var førtidspensionist og dermed ikke arbejdstager. Udlændingenævnet fandt, for så vidt angår Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse fra februar 2017, ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen med rette havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 under henvisning til EU-domstolens afgørelser i Dogan- og Genc-sagerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af Justitsministeriets notat fra september 2014 vedrørende EU-Domstolens dom i sagen C-138/13, Dogan, at dommen ikke gav anledning til ændringer af udlændingelovens regler om familiesammenføring. Det indgik i Udlændingenævnets afgørelse, at det i klagen var anført, at ansøgeren havde været gift i fem år, at hun havde boet i Danmark i tre år, at ansøgeren og hendes ægtefælle ønskede, at parrets fællesbarn kunne komme i børnehave i Danmark, at parrets barn fortsat gik til kontrol hos lægen, og at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse, således at parrets fællesbarn kunne have begge sine forældre hos sig. Udlændingenævnet fandt endelig, at det oplyste ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var tale om nye væsentlige oplysninger, der kunne føre til, at sagen burde genoptages i Udlændingestyrelsen. FAM/2017/137.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 08-08-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse som ægtefællesammenført til en statsborger fra Ukraine, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, på grund af manglende bestået danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den meddelte frist. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse medregnet en suspension af fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau på baggrund af de til sagen fremsendte helbredsmæssige oplysninger, således at ansøgerens frist for aflæggelse af danskprøve kunne udskydes til marts 2016, men ansøgeren havde på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2016 endnu ikke bestået en danskprøve.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de helbredsmæssige oplysninger, hvorefter ansøgeren havde været alvorligt syg i en lang periode. Det fremgik således, at ansøgeren i december 2014 var blevet opereret for en godartet hjernetumor, og det fremgik af en undersøgelse foretaget på et neurologisk ambulatorium, at ansøgeren efter en senere indlæggelse var blevet udskrevet i marts 2017, at ansøgeren fortsat havde betydelige problemer, der kunne relateres til operationen fra december 2014, at hun havde haft det meget dårligt, og ikke havde rykket sig så hurtigt som forventet, at hun ikke havde overskud til ting, og at hun ikke var kommet tilbage i arbejde efter operationen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en lægeerklæring fra marts 2017 fra en kræftafdeling på et hospital her i landet, at der var indikation for at opstarte onkologisk behandling med strålebehandling og eventuelt efterfølgende kemoterapi, og at ansøgeren havde søgt og fået en tilbagerejsetilladelse i juni 2017 for at gennemføre protonbehandling i Sverige. FAM/2017/53.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 15-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Ansøgeren blev i oktober 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var gyldig indtil juli 2015 og var betinget af, at ansøgeren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at danskprøven ikke var aflagt rettidigt på grund af, at hun i februar 2014 havde født tvillinger for tidligt, at hun i den forbindelse var blevet indlagt i halvanden måned, og at hun havde fået psykiske problemer efter fødslen og var i behandling for depression.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået en danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist. Udlændingenævnet fandt endvidere på baggrund af sagens konkrete omstændigheder – herunder at ansøgerens ægtefælle i september 2013 havde orienteret Udlændingestyrelsen om ansøgerens graviditet – at Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen primo oktober 2013 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, burde have ydet en mere konkret og individuel vejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning fra Udlændingestyrelsen kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse fra oktober 2013. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau rettidigt, hvorfor Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2. FAM/2017/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Samlivsophævelse – Vold i ægteskabet

    Dato: 17-05-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af manglende samliv på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet fandt, at grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var til stede som følge af manglende samliv på fælles bopæl med ansøgerens tidligere ægtefælle. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, at opholdstilladelsen burde forlænges, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 8, jf. § 26. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på ansøgerens og hendes børns oplysninger til sagen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været udsat for vold af fysisk og psykisk karakter fra sin tidligere ægtefælle gennem hele ægteskabet, at børnene ofte havde overværet volden, at ansøgerens tidligere ægtefælle også havde udøvet vold imod alle tre børn igennem deres opvækst, og at ansøgeren ikke havde anmeldt volden tidligere eller ophævet ægteskabet tidligere af frygt for sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på udtalelser fra to krisecentre, en udtalelse fra en kommune og en udtalelse fra en psykolog. Udlændingenævnets flertal henviste desuden til, at det fremgik af sagen, at ansøgeren havde været indskrevet på et krisecenter som voldsramt efter servicelovens § 109, og at ansøgeren var meget mærket af volden. Udlændingenævnets flertal lagde derfor til grund, at samlivsophøret skyldtes, at ansøgeren havde været udsat for vold fra sin tidligere ægtefælle her i landet, og at ansøgeren havde ophævet samlivet på baggrund heraf. Udlændingenævnets flertal lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark i knap seks og et halvt år og havde forsøgt at integrere sig efter evne i det omfang, som hendes tidligere ægtefælle havde tilladt hende at gøre det. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne forlænge ansøgerens opholdstilladelse og fastsætte de nærmere betingelser for denne. FAM/2017/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 17-05-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2016 om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en algerisk statsborger, som i juni 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. I maj 2014 og ved to lejligheder i juni 2014 havde klagerens ægtefælle orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet og siden om fødslen af parrets fællesbarn. I juli 2014 havde klageren tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR). I oktober 2014 havde klageren ansøgt om forlængelse af sin opholdstilladelse. I november 2014 havde klageren anmodet Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau. I maj 2015 havde Udlændingestyrelsen suspenderet fristen for klageren for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau til en dato i juli 2015. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i juli 2015, men først i oktober 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse fra juni 2014 ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at klageren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klagerens ægtefælle i maj 2014 havde orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet samt i juni 2014 havde oplyst Udlændingestyrelsen om, at klageren havde født parrets fællesbarn – burde have ydet en konkret mervejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på tidspunktet for meddelelse af klagerens opholdstilladelse i juni 2014. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af klagerens graviditet udtrykkeligt have vejledt om muligheden for at søge om suspension på baggrund af klagerens fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til, at klageren først i november 2014 havde indgivet ansøgning om suspension, og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse fra juni 2014. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren burde stilles, som om hun havde været på barsel siden den dato i juni 2014, hvor hun var nedkommet med parrets fællesbarn, og 46 uger frem, således at den nye frist for at bestå danskprøvekravet burde have været fastsat til seks måneder efter endt barsel. Udlændingenævnet fandt endvidere – herunder under henvisning til at det ikke kunne lægges til grund, at det havde været påregneligt for klageren, hvornår prøven endeligt skulle tages – grundlag for at anse den af klageren aflagte og beståede prøve i dansk på A1-niveau fra oktober 2015 som værende bestået rettidigt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at klageren ikke havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau rettidigt. Udlændingenævnet fandt endelig, at henset til at Udlændingenævnets afgørelse havde betydning i forhold til, hvornår klageren havde mulighed for at søge om tidsubegrænset opholdstilladelse, skulle længden af klagerens lovlige ophold i Danmark på baggrund af ægtefællesammenføring fortsat regnes fra den dato, der stod anført i Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse i juni 2014. FAM/2017/72.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2015 om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, som i juli 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i januar 2015, men først i oktober 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne nægtes forlænget, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra juli 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i juli 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i januar 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at klagerens ægtefælle i oktober 2015 telefonisk overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren havde været på barsel og derfor ikke taget danskprøven indenfor fristen. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at klageren ikke sås at have søgt om suspension af tidsfristen for beståelse af danskprøven inden udløbet af fristen. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at klageren i oktober 2015 i forlængelse af klagerens ægtefælles telefoniske henvendelse af Udlændingestyrelsen blev vejledt om at indsende svar på Udlændingestyrelsens partshøring samt dokumentation for klagerens barsel, men at hverken Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet efterfølgende i den forbindelse modtog yderligere. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juli 2014 i en alder af 26 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren forud for hendes opholdstilladelse på baggrund af ægteskab havde haft en opholdstilladelse i Danmark som au pair med henblik på midlertidigt ophold i cirka to år. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Fillippinerne for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. FAM/2017/42.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2016 om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først ved sin afgørelse fra juli 2015 om fristforlængelse havde orienteret ansøgeren om, at styrelsen havde anset en henvendelse fra ansøgerens læge på vegne af ansøgeren i april 2014 som en ansøgning om suspension af fristen for aflæggelse af danskprøven, og at Udlændingestyrelsen på den baggrund i juli 2015 havde suspenderet fristen i 46 uger efter fødedatoen og havde fastsat en ny frist for aflæggelse af danskprøven til medio april 2015 – det vil sige forud for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at henset til at Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2015 lå efter udløbet af den nye frist for aflæggelse af danskprøven, og at Udlændingestyrelsen ikke på et tidligere tidspunkt sås at have orienteret ansøgeren om suspensionen og den nye frist, burde Udlændingestyrelsen i sin afgørelse fra juli 2015 have regnet suspensionen af fristen fra datoen for Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2015. Udlændingenævnet fandt desuden på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at det ikke havde været påregneligt for ansøgeren, hvornår danskprøven senest skulle bestås, og at ansøgeren derfor ikke havde haft mulighed for at indrette sig efter den nye situation. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i juni 2015 – forud for udløbet af den nye frist – havde bestået danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt derfor under henvisning til sagens omstændigheder sammenholdt med det forhold, at ansøgeren ikke før den nye frists udløb var orienteret om fristen, at ansøgeren burde stilles, som om prøven var bestået rettidigt. FAM/2017/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26, under henvisning til at klageren ikke rettidigt havde bestået prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist i marts 2016.

    Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klageren i maj 2015 havde orienteret Udlændingestyrelsen om sin graviditet – burde have ydet en konkret mervejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på tidspunktet for meddelelse af klagerens opholdstilladelse i september 2015. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af klagerens graviditet have vejledt klageren udtrykkeligt om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på baggrund af klagerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til klagerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund grundlag for at anse den af klageren aflagte og beståede danskprøve på A1-niveau i april 2016 som værende bestået rettidigt. FAM/2017/68.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2016 om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26, under henvisning til at klageren ikke rettidigt havde bestået prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist i marts 2014.

    Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klagerens ægtefælle i august 2013 havde orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet – burde have ydet en mere konkret og individuel vejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen i august 2013 havde meddelt klageren opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen burde således have vejledt ansøgeren udtrykkeligt om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på baggrund af ansøgerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at hun ikke rettidigt havde aflagt og bestået danskprøve på A1-niveau. FAM/2017/69.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen og afslag på ansøgning om forlængelse opholdstilladelse som medfølgende familie til to statsborgere fra Nigeria, jf. udlændingelovens §§ 9 a, stk. 9, og 9 m, stk. 1. Ansøgeren havde i sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse oplyst, at hun i perioden fra marts 2014 til februar 2016 havde været i beskæftigelse to timer om ugen hos en arbejdsgiver, og at hun i perioden fra oktober 2013 til februar 2016 havde været i beskæftigelse i otte timer om ugen hos en anden arbejdsgiver. Ansøgeren havde endvidere oplyst i ansøgningen, at hun i november 2014 blev diagnosticeret med sklerose, at hun ikke var i stand til at bevæge sig, at hendes tale var påvirket, og at hun siden marts 2016 ikke havde været i stand til at arbejde. Ansøgeren havde via lønsedler dokumenteret, at hun i perioden fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet 6,5 timer om måneden for den ene arbejdsgiver og i november 2015 og december 2015 havde arbejdet mellem 22 og 24 timer om måneden for den anden arbejdsgiver.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 1, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang i omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om forlængelse i november 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var dokumenteret, at ansøgeren i perioden fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet mellem 6,5 og 28 timer om måneden hos de to arbejdsgivere, og at hun ikke havde haft lønindkomst siden februar 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at ansøgerens sygdom havde forhindret hende i at arbejde nogle få måneder inden for de 12 forgangne måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af lovbemærkningerne følger, at udlændingen skal have været i beskæftigelse i omkring 12 måneder op til afgørelsen om forlængelse, og der skal være tale om beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang. Hvis udlændingen alene har haft beskæftigelse i et ubetydeligt omfang, f.eks. under 10 timer om ugen, vil opholdstilladelsen som udgangspunkt ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke var blevet uforskyldt ledig, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, idet det af sagens akter fremgik, at hun selv havde sagt sin stilling op. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren led af sklerose, og at hun som følge af sygdommen ikke havde været i stand til at arbejde siden marts 2016. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da længden og karakteren af ansøgerens sygdom betød, at der ikke kunne gives en tidshorisont for, at hun kom i arbejde igen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at en opholdstilladelse efter greencardordningen gives med henblik på at arbejde i Danmark. Såfremt en udlænding ikke har udsigt til at komme i arbejde igen, vil en opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen derfor som udgangspunkt ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå holdepunkter for at fravige udgangspunktet, idet der ikke var udsigt til, at ansøgeren blev rask i et sådant omfang, at hun ville kunne udføre beskæftigelse af et væsentligt omfang, ligesom hun ikke havde et ansættelsesforhold at vende tilbage til. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren var for syg til at klare sig i Nigeria, og at parret ikke havde råd til behandling i Nigeria. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at generelle dårlige, økonomiske og sociale forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en forlængelse af en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgerens ægtefælles opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, hvilket Udlændingenævnet havde stadfæstet, og at ansøgerens ægtefælle derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem. ERH/2017/29.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes samlevers fællesbarn var diagnosticeret med infantil autisme og udviklingsforstyrrelse af specifikke færdigheder, og at fællesbarnet på den baggrund modtog individuel tilrettelagt støtte i en specialpædagogisk børnehave. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbarnets vanskeligheder måtte antages at have medvirket til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået danskprøven på A1-niveau, og at ansøgeren ultimo april 2016 havde aflagt og bestået prøven på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det efter en konkret vurdering måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev henvist til at udøve familielivet i Filippinerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 26, uanset at ansøgeren ikke havde bestået den krævede danskprøve indenfor den fastsatte frist. FAM/2017/6.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. januar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 16-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en serbisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, § 19, stk. 7, og § 26, stk. 1. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i marts 2014 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Opholdstilladelsen var betinget af, at klageren bestod danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor klageren blev tilmeldt folkeregisteret. Klageren tilmeldte sig folkeregisteret i marts 2014 og bestod danskprøve på A1-niveau i februar 2016. Klageren og klagerens herboende ægtefælle havde to fællesbørn, som var født i august 2010 og juli 2012 i Danmark, og som havde været tilmeldt Det Centrale Personregister siden fødslen. I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af sagen oplyste klageren, at klagerens og klagerens ægtefælles ældste fællesbarn havde opholdt sig i Danmark siden sin fødsel, at han havde været tilmeldt en børneinstitution i perioden fra oktober 2012 til februar 2013, at han efterfølgende havde været tilmeldt en anden børneinstitution i perioden fra september 2013 til februar 2016, og at han i marts 2016 var begyndt i skole.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, idet Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i februar 2016 havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i klagerens opholdstilladelse angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra marts 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at hun inden seks måneder fra tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, og at klageren var registreret som indrejst i Danmark i marts 2014. Fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau var således i september 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i februar 2016 havde bestået Danskprøve A1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at tidsfristen og beliggenheden af stedet for aflæggelsen af danskprøven udtrykkeligt fremgik af opholdstilladelsen fra marts 2014, og at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der knyttede sig til opholdstilladelsen, herunder at kontakte Udlændingestyrelsen, såfremt klageren var i tvivl om, hvorledes betingelserne i opholdstilladelsen kunne opfyldes. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at løbende modultests ikke kan sammenlignes med egentlige prøver. Som følge af, at klageren først i februar 2016 havde bestået Danskprøve A1, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26. stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2014 i en alder af 40 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab med sin ægtefælle, at hun indrejste i Danmark i marts 2014, og at hun ikke sås at have været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Klageren havde således alene opholdt sig i Danmark i knap to år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i knap to år og ti måneder uden at have haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor hun af den grund ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, og at hun havde bestået fire modultests i Danskuddannelse 3. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets korte varighed, eller gennem danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse kunne anses for at være særligt belastende for hende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren var serbisk statsborger, og at hun havde boet i Serbien, indtil hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at klagerens tidligere processuelle ophold i Danmark i forbindelse med klagerens familiesammenføringssag ikke kunne indgå i beregningen af, hvor længe klageren havde opholdt sig i Danmark, da der alene var tale om processuelt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den omstændighed, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, ikke i sig selv kunne føre til, at hendes opholdstilladelse alligevel burde forlænges, uanset at betingelsen herfor ikke havde været overholdt. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den beståede danskprøve kunne danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren og klagerens herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i august 2010 og juli 2012, idet børnene – henset til deres alder og længden af deres ophold i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund måtte anses for særligt belastende at nægte forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn først efter seks til syv års fast lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk skole og/eller institution, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne, såfremt en opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget, kan dispensere fra betingelserne givet i en opholdstilladelse som ægtefællesammenført. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at klagerens ældste barn, uanset sin alder og det forhold, at han siden sin fødsel havde været tilmeldt Det Centrale Personregister som boende i Danmark, ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette i sig selv kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ældste barn alene i perioderne fra oktober 2012 til februar 2013 og fra september 2013 til februar 2016 havde været tilknyttet danske institutioner, og at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at barnet i marts 2016 var startet i skole i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren og klagerens ægtefælle samt fællesbørnene ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse endelig, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 03-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en somalisk statsborgers og hendes ni mindreårige børns opholdstilladelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Børnene var ligeledes somaliske statsborgere. Klagerne blev i august 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark – den kvindelige klager under henvisning til sit samliv med referencen – en herboende somalisk statsborger – og de mindreårige børn under henvisning til at de var børn af referencen. Klagernes opholdstilladelser var betinget af, at referencen, der var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus), var bosiddende i Danmark og havde en gyldig opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at det var en betingelse for klagernes opholdstilladelser, at referencen var bosiddende i Danmark, herunder at han havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i maj 2016 havde nægtet at forlænge referencens opholdstilladelse i Danmark, og at Flygtningenævnet i september 2016 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Som følge af, at referencen ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark, og derfor heller ikke kunne anses for at være fastboende her i landet, var betingelsen for klagernes opholdstilladelser ikke længere opfyldt, og opholdstilladelserne kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage dem. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelserne måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerne var født i Somalia, hvor den kvindelige klager var vokset op og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv, hvor de mindreårige børn havde tilbragt en større eller mindre del af deres opvækst, og hvor klagerne talte sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klagerne først fik opholdstilladelse i Danmark i august 2013, at klagerne var indrejst i Danmark i november 2013, og at klagerne ikke kunne anses for at have opnået en særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at klagerne alene havde haft opholdstilladelse som familiesammenførte med referencen i knap tre år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den kvindelige klager havde bestået danskuddannelse 2, modul 1 og 2, og at hun efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk, henset til hendes relativt korte ophold i Danmark, hvor hun ikke havde taget eller var i gang med at tage en uddannelse, og hvor hun ikke havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og henset til at hun ikke gennem sine danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke under de givne omstændigheder kunne føre til en ændret vurdering, at den kvindelige klager havde været på barsel og derfor ikke havde kunnet være tilknyttet arbejdsmarkedet, idet den kvindelige klager alene havde opholdt sig i Danmark i mindre end tre år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var oplyst om andre personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der gjorde, at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt tillige, at generelle sociale eller økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne begrunde, at klagernes opholdstilladelser af den grund skulle tillades forlænget. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den kvindelige klager havde i alt ti børn i alderen nul til 17 år, hvoraf de ni var født i Mogadishu, Somalia, mens det yngste barn var født i Danmark, at otte af børnene gik i skole i Danmark, heraf det ene barn i specialklasse, og at et af børnene gik i børnehave, samt at børnene gik til henholdsvis fodbold og gymnastik i den lokale sportsforening. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at børn først efter seks til syv års fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har gået i dansk institution og/eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne, såfremt en opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget, kan fravige betingelserne givet i en opholdstilladelse som familiesammenført. Det var indgået indgået i Udlændingenævnets vurdering, at syv af de mindreårige klagere havde haft knap tre af deres formative år i Danmark, men Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet de syv mindreårige klagere ligeledes havde haft en del af deres formative år i udlandet, og at det for alle de mindreårige klagere gjaldt, at deres formative år i Danmark var af en sådan varighed, at dette ikke i sig selv kunne begrunde, at deres opholdstilladelser ikke skulle nægtes forlænget. For så vidt angik den kvindelige klagers yngste barn, der var født i Danmark, lagde Udlændingenævnet vægt på, at barnet var født i oktober 2015, at barnet aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at barnet sammen med klagerne og referencen skulle udrejse af Danmark samlet som en familie. For så vidt angik den mindreårige klager, der efter det oplyste gik i specialklasse, lagde Udlændingenævnet vægt på, at der ikke var fremsendt dokumentation for, at en nægtelse af forlængelse af den mindreårige klagers opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende, herunder oplysninger om og dokumentation for hendes visitation til specialklasse, baggrunden herfor og hendes eventuelle diagnose. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til udlændingelovens § 40, stk. 1, hvoraf det følger, at det påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, der er nødvendige for udlændingemyndighedernes behandling af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, herunder en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse. FAM/2016/83.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 17-05-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en statsborger fra Bangladesh. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at han havde arbejdet hos en bestemt virksomhed som køkkenassistent siden marts 2012, samt at han havde holdt ferie og afspadsering i perioden fra primo juni 2014 til primo august 2014. Ansøgerens partsrepræsentant havde til støtte for klagen anført, at det er normalt at afholde flextimer i et ansættelsesforhold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, da ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af lovbemærkningerne, at der ved fast beskæftigelse af et vist omfang som udgangspunkt skal forstås, at udlændingen skal have været i beskæftigelse i omkring 12 måneder op til afgørelsen om forlængelse, og der skal være tale om beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang. Hvis udlændingen alene har haft beskæftigelse i et ubetydeligt omfang – f.eks. under 10 timer om ugen – vil opholdstilladelsen som udgangspunkt ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder efter praksis kan medføre forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen. Denne praksis er fastlagt efter ferielovens § 8, som indebærer, at en lønmodtager har ret til 25 dages ferie årligt. Desuden lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgerens arbejdsgiver havde oplyst, at ansøgeren havde holdt ferie i perioden fra primo juni 2014 til primo august 2014, hvoraf fem uger var almindelig ferie, mens det resterende var afholdelse af opsparede ekstra timer udbetalt i henholdsvis juni og juli 2014. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgeren ikke havde haft beskæftigelse af et vist omfang i perioden fra primo juni 2014 til primo august 2014, hvilket var ni en halv uge, og ansøgeren havde således afholdt ferie i cirka fire en halv uge mere, end han var berettiget til efter ferieloven. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det er normalt at afholde flextimer i et ansættelsesforhold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at lovbemærkningerne må forstås således, at det ikke er muligt at samle sin arbejdstid i nogle perioder for at kunne holde fri i andre perioder, idet man derved ikke ses at have været i beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang i alle uger i den relevante periode. ERH/2016/57.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. maj 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 12-05-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en statsborger fra Pakistan. Ansøgeren havde i ansøgningsskemaet oplyst, at han i perioden fra primo oktober 2014 til ultimo marts 2015 og igen fra medio april 2015 til ultimo oktober 2015 havde arbejdet 31 timer om ugen som IT medarbejder. Ansøgeren indsendte i forbindelse med sagens behandling ansættelseskontrakter for disse ansættelser, hvoraf det fremgik, at begge ansættelser var sket med løntilskud. Ansøgeren havde oplyst og dokumenteret, at han primo september 2015 var blevet ansat på fuldtid som produktions-/montagearbejder. Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelse ultimo oktober 2015. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at det ikke fremgår nogen steder, at man ikke må være ansat med løntilskud, og at ansøgeren på styrelsens opfordring havde taget kontakt til jobcentret, som ikke havde informeret om, at han ikke kunne tage arbejde med løntilskud.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om forlængelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ansættelser i perioderne fra primo oktober 2014 til ultimo december 2014, fra medio april 2015 til medio juli 2015 og fra primo august 2015 til ultimo oktober 2015 havde været med løntilskud. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af forarbejderne til greencardordningen, at løn- og ansættelsesvilkår skal svare til de overenskomstmæssige vilkår eller på anden måde være sædvanlige for det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke havde fået at vide af jobcentret, at han ikke kunne tage ansættelse med løntilskud, idet ansættelse med løntilskud ikke udgør beskæftigelse på ordinære vilkår, da der er tale om et beskæftigelsesrettet tiltag med henblik på at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. Desuden henviste Udlændingenævnet til, at ansøgeren ikke havde kontaktet udlændingemyndighederne med henblik på at afklare, om ansættelse med løntilskud ville kunne føre til en forlængelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde været ansat på fuldtid siden primo september 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da udlændingen skal have været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse. ERH/2016/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 20-04-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen under henvisning til, at han ikke opfyldte betingelsen om at have været i beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang inden for de sidste tolv måneder forud for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra januar 2016. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på karakteren af ansøgerens sygdom, og at han ultimo juni 2015 blev opereret for en tumor i hjernen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens arbejdsgiver havde oplyst, at ansøgeren grundet sygdom var på orlov i hjemlandet fra ultimo januar 2015 til primo april 2015, og at han ifølge en udtalelse fra en speciallæge i almenmedicin var tilladt at tage tilbage til hjemlandet for at hvile blandt andet efter operationen ultimo juni 2015. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren efterfølgende var vendt tilbage til sin stilling hos sin arbejdsgiver. Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til fornyet behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, således at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse var opfyldt. ERH/2016/50.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Erhverv – Sædvanlige lønvilkår

    Dato: 07-04-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Ukraine, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af, at han var ansat på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Ansøgeren havde til ansøgningen fremlagt lønsedler og kontoudtog som dokumentation for, at han oppebar en bruttoløn, der var i overensstemmelse med hans ansættelseskontrakt. Ansøgeren var imidlertid blevet trukket i løn for afholdt ferie i henholdsvis december 2013, januar 2014, juni 2014 og september 2014.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse, for så vidt angik vurderingen af, om betingelserne for bruttoløn og feriegodtgørelse i ansøgerens ansættelseskontrakt var overholdt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af de fremsendte lønsedler for perioden fra december 2013 til december 2014, at ansøgeren havde oppebåret en bruttoløn svarende til vilkårene i hans ansættelseskontrakt, at der var indbetalt 12,5 procent af lønnen i feriepenge, og at det var dokumenteret, at ansøgeren havde fået udbetalt feriepenge. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren medio januar 2015 over for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde oplyst, at han i perioden fra december 2013 til december 2014 havde afholdt i alt fem ugers ferie, hvorefter der var sket løntræk i den udbetalte løn. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at de pågældende løntræk for afholdt ferie i henholdsvis december 2013, januar 2014, juni 2014 og september 2014 ikke var uoverensstemmende med ansøgerens ansættelseskontrakt henset til, at bruttolønnen i den pågældende periode var i overensstemmelse med ansøgerens ansættelseskontrakt, ligesom der i den pågældende periode var sket indbetaling til FerieKonto i overensstemmelse med det aftalte. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse var opfyldt. ERH/2016/52.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 01-02-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, til en nigeriansk statsborger. Ansøgeren havde af helbredsmæssige årsager opsagt sit arbejde ved et rengøringsfirma i april 2014, og det fremgik af et opslag i eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge fra april 2014 til oktober 2014. Det fremgik af en udtalelse fra arbejdsløshedskassen ASE fra november 2015, at ASE anså ansøgeren for at have haft en gyldig grund til at opsige sit arbejde, og at ansøgeren derfor efter ASEs opfattelse ikke var blevet selvforskyldt ledig.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse opfyldte betingelsen i den dagældende udlændingelovs § 9 a, stk. 9, nr. 2, for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen, idet ansøgeren havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang og var blevet uforskyldt ledig mindre end tre måneder før juni 2014. hvor ansøgeren havde indgivet ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen. På baggrund af de af ansøgeren fremlagte lønsedler sammenholdt med oplysninger fra eIndkomst lagde Udlændingenævnet til grund, at ansøgeren – forud for at ansøgeren blev uforskyldt ledig – havde været i beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang i omkring 12 måneder, hvilket tillige var lagt til grund i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til (nu) Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at der kunne tages stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2016/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 25-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen til en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9. Ansøgeren var ansat på en fastfood restaurant som medhjælper fra oktober 2011 til september 2013 og på en anden fastfood restaurant som crew medlem fra november 2013 og frem til tidspunktet for ansøgningens indgivelse i juli 2014. I september 2014 ansøgte ansøgeren om en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio september 2014 til medio november 2014. Ansøgeren ansøgte på ny i september 2014 om en tilbagerejsetilladelse fra ultimo september 2014 til primo november 2014, i alt i 50 dage, idet han ønskede at besøge sin familie i hjemlandet. Ansøgeren oplyste i sin ansøgning om tilbagerejsetilladelse, at han ønskede at tage en uge ekstra fri på grund af religiøse årsager, der ville vanskeliggøre transporten. Medio november 2014 mødte ansøgeren i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings servicecenter, hvor han oplyste, at han i begyndelsen af november 2014 rejste tilbage til Danmark, og at han ville have været rejst tidligere hjem, men at han var blevet syg. I forbindelse med behandlingen af ansøgerens ansøgning om forlængelse oplyste ansøgeren, at han havde afholdt sine fem ugers ferie, at hans ferie blev forlænget på grund af sygdom, og at hans læge anbefalede ansøgeren at forlænge ferien indtil primo november 2014 af helbredsmæssige årsager. Ansøgeren anførte, at han havde godkendt ferieafholdelse fra ultimo september 2014 til ultimo oktober 2014, hvorefter det var meningen, at han skulle genoptage sit arbejde, at han uventet blev syg med irritationer i øjnene og luftvejene, og at den nævnte periode ikke alene burde beregnes som ferie, idet ansøgeren havde været syg i dele af perioden. Ansøgeren vedlagde i den forbindelse kopi af en journaltekst fra en speciallæge i otologi, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i de forudgående to år havde haft allergisymptomer i luftvejene.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om forlængelse i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han fra medio september 2014 til medio oktober 2014 havde haft 23,90 registrerede løntimer, og at han fra medio oktober 2014 til medio november 2014 havde haft 34,60 registrerede løntimer, hvilket ansøgeren oplyste var grundet afholdt ferie og sygdom. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren fra april 2014 til september 2014 og fra november 2014 til juni 2015 havde haft beskæftigelse i et betydeligt omfang inden for de seneste 12 måneder forud for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse i maj 2015, der svarede til minimum ti timer ugentligt. Det af ansøgeren anførte om, at han havde afholdt ferie, der var planlagt i perioden fra medio september 2014 til ultimo oktober 2014, men at han på sin pakistanske læges opfordring var nødt til at forlænge denne på grund af sygdom, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at det var sygdommen, der forhindrede ansøgeren i at rejse tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i september 2014 havde indgivet en ansøgning om tilbagerejsetilladelse i perioden fra ultimo september 2014 til primo november 2014, hvilket svarede til 50 dage omregnet til syv uger og en dag, og at ansøgeren senere havde indgivet endnu en ansøgning om tilbagerejsetilladelse, der svarede til 49 dage omregnet til syv uger, og at han havde ønsket at tage en uges ekstra fri af religiøse grunde, der ville vanskeliggøre transporten. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde vejledt ansøgeren om, at tilbagerejsetilladelsen var over de fem uger, som er normal ferieafholdelse, og at dette kunne have konsekvenser for forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen på grund af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren ifølge feriegodkendelsen fra hans arbejdsgiver var bevilliget ferie i perioden fra medio september 2014 til primo november 2014, og at det af ansøgerens lønsedler fremgik, at han havde modtaget ti timers sygeløn i perioden fra medio august 2014 til medio september 2014, hvilket således lå forud for hans ferieafholdelse fra medio september 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – uanset at han efter det oplyste blev syg under ferien – allerede inden udrejsen havde ansøgt om en tilbagerejsetilladelse for syv uger, at ansøgeren var blevet vejledt om konsekvenserne herom, og at det på den baggrund måtte antages, at ansøgeren allerede inden udrejsen havde til hensigt at afholde syv ugers ferie. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet desuden, at det forhold, at ansøgeren havde fremlagt en pakistansk og en dansk lægeerklæring, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den danske lægeerklæring fra januar 2015 ikke forholdt sig til, hvorvidt ansøgeren havde været sygemeldt i perioden fra oktober til november 2014, men alene omhandlede tre dage i januar 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om forlængelse, idet ansøgeren fra medio september 2014 til medio november 2014 alene havde haft henholdsvis 23,90 og 34,60 registrerede løntimer, hvilket ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren ikke var blevet uforskyldt ledig i indtil tre måneder før tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om forlængelse, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, da det ikke var dokumenteret, at han var uforskyldt ledig på ansøgningstidspunktet i juli 2014 eller tre måneder forud herfor og henset til, at ansøgeren efter ansøgningstidspunktet fortsat havde haft registrerede løntimer hos en fastfood restaurant. ERH/2016/19.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 09-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen til en statsborger fra Sudan, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at han i perioden fra august 2013 til maj 2014 havde været elev på grundforløbsuddannelsen på en social- og sundhedsuddannelse, og at han siden august 2014 havde været ansat hos en kommune som social- og sundhedshjælperelev. Ansøgeren anførte til støtte for klagen, at han i perioden fra medio juni 2014 til medio juli 2014 havde været på ferie, men først kunne begynde sit nye arbejde medio august 2014. Ansøgeren fremsendte dokumentation for, at han endvidere var ansat som vikar hos et rengøringsfirma.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse medio juni 2015, hvorfor hans opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioden fra medio juni 2014 til medio august 2014 ikke havde haft lønindtægt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at udlændinges ferieafholdelse kan indgå i vurderingen af, om udlændingen opfylder betingelsen om ”fast beskæftigelse af et vist omfang”, men efter praksis kan alene manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder medføre forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, og at ansøgeren havde holdt fri længere end fem uger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst – ligesom det fremgik af ansættelseskontrakten – at han havde været ansat som social- og sundhedshjælperelev siden medio august 2014. Udlændingenævnet bemærkede, at en opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen alene giver ret til beskæftigelse, ikke til uddannelse, og at uddannelse således ikke kan medregnes i, hvorvidt en udlænding har været i beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens beskæftigelse som social- og sundhedshjælperelev hos kommunen fra medio august 2014 ikke kunne medregnes i ansøgerens beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde arbejdet for et rengøringsfirma i perioden fra oktober 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i beskæftigelse af et vist omfang hos rengøringsfirmaet i månederne februar og april 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i beskæftigelse i et vist omfang i to måneder ud af de seneste 12 måneder forud for tidspunktet for styrelsens afgørelse. ERH/2015/234.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 07-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, til en statsborger fra Kina.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om forlængelse i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik ved opslag i det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft lønindkomst i perioden fra februar 2013 til april 2015, at ansøgerens arbejdsgiver havde oplyst til sagen, at ansøgeren havde været ansat med løntilskud fra april 2015 til august 2015, og at ansøgeren havde arbejdet som frivillig siden juni 2012. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af forarbejderne til greencardordningen, at løn- og ansættelsesvilkår skal svare til de overenskomstmæssige vilkår eller på anden måde være sædvanlige for det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, idet hun havde indgivet sin ansøgning i marts 2015 og havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge siden februar 2013, hvorfor tidspunktet for hendes ledighed lå mere end tre måneder før ansøgningstidspunktet. ERH/2015/247.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Manglende opfyldelse af betingelser for opholdstilladelse – Danskprøve

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en afghansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 11, § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Klageren blev i juni 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende afghansk statsborger. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Klageren blev registreret i folkeregisteret i juni 2013 og skulle således bestå danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau i december 2013. Klageren aflagde og bestod Danskprøve A1 i februar 2014. I november 2014 indgav klageren til Udlændingestyrelsen ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i klagerens opholdstilladelse angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren inden seks måneder fra tilmeldingen til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, og at klageren i Det Centrale Personregister var registreret indrejst i juni 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i februar 2014 bestod Danskprøve A1. Som følge af, at klageren først i februar 2014 havde bestået Danskprøve A1, var betingelsen for opholdstilladelsen ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde anført, at hun led af talassæmi (en blodsygdom, der medfører blodmangel), ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at kravet om at bestå en danskprøve på A1-niveau ikke burde stilles over for klageren. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren til trods for sin sygdom bestod danskprøven i februar 2014, hvilket var cirka halvanden måned efter fristen. Det forhold, at klageren havde svært ved at finde institutionsplads til sit barn, født i 2012, og derfor først kunne starte på sprogskole i december 2013, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om forhold, der kunne medføre udsættelse af fristen for at aflægge og bestå danskprøven. Udlændingenævnet bemærkede, at den af kommunen tilbudte undervisning på sprogskolerne er et tilbud til udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Danmark og kan indgå som et supplement til ens forberedelse til prøven. Det er ens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at man kan nå at forberede sig, inden man skal op til prøven. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren i juni 2014 nedkom med sit og ægtefællens andet fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den anledning, at det følger af Bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge, at fristen for aflæggelse af danskprøven kan suspenderes, hvis prøvedeltageren har lovligt forfald, for eksempel ved dokumentation for barsel, prøvedeltagerens eller prøvedeltagerens mindreårige barns sygdom og ekstraordinære uforudsete transportproblemer. Udlændingenævnet lagde derfor vægt på, at hverken ansøgeren eller dennes ægtefælle havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på udsættelse af fristen, og for så vidt angår gravide, kan fristen for aflæggelse af danskprøven tidligst suspenderes fire uger før forventet fødsel. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren ikke gennem sit forholdsvis korte ophold på et år og ti måneder i Danmark på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorunder klageren ikke havde været i arbejde eller under uddannelse, kunne antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det forhold, at klageren og dennes ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i henholdsvis 2012 og 2014, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til fællesbørnenes alder og længden af fællesbørnenes ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, dennes ægtefælle og fællesbørnene ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Afghanistan for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Henset til, at klageren havde bestået danskprøve på A1-niveau i februar 2014, sendte Udlændingenævnet sagen retur til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om familiesammenføring, der skulle betragtes som indgivet i februar 2014, hvor klageren havde bestået danskprøven på A1-niveau. FAM/2015/195.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået dansk på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en russisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, og § 26, stk. 1. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i juli 2012 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 på baggrund af samliv med hendes herboende kæreste (senere hendes ægtefælle). Opholdstilladelsen var betinget af, at klageren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor klageren blev tilmeldt folkeregisteret, men henset til at danskprøver på A1-niveau på dette tidspunkt ikke var færdigudviklet, vejledte Udlændingestyrelsen i februar 2013 klageren om, at prøven i dansk på A1-niveau var færdigudviklet, og at klageren senest den 1. september 2013 skulle have bestået danskprøven. I september 2013 oplyste klagerens ægtefælle, at klageren var fraflyttet Danmark et halvt år tidligere. I november 2013 indgav klageren ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelsen, idet klageren var rejst til Rusland på grund af sygdom i familien. I april 2014 bestod klageren danskprøve A1. Udlændingestyrelsen nægtede i november 2014 at forlænge klagerens opholdstilladelse. Under Udlændingenævnets behandling af klagesagen oplyste klagerens ægtefælle, at han ikke kunne bosætte sig i Rusland som følge af en samværssag i Sverige vedrørende hans to særbørn.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, idet klageren ikke havde bestået prøven i dansk på A1-niveau inden for den frist, som var angivet i klagerens opholdstilladelse og i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vejledning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen havde vejledt ansøgeren om, at hun senest den 1. september 2013 skulle have bestået prøve i dansk på A1-niveau, og at det fremgik at sagen, at hun først aflagde og bestod prøven i dansk på A1-niveau i april 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i en alder af 24 år var blevet meddelt opholdstilladelse i juli 2012 i Danmark på baggrund af samliv med kæresten (senere ægtefællen), at klageren havde opholdt sig cirka otte og en halv måned i Rusland, og at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i cirka et år og ni en halv måned. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Rusland. Udlændingenævnet fandt desuden, at klagerens ægtefælles samværssag i Sverige vedrørende hans to særbørn ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en svensk domstol havde givet ham medhold i, at han skulle kunne se børnene kontinuerligt, men at domstolen ikke havde taget stilling til, hvor samværet skulle foregå. Idet klageren havde bestået en danskprøve på A1-niveau i april 2014, sendte Udlændingenævnet sagen til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om familiesammenføring. FAM/2015/227.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelserne ej længere til stede

    Dato: 12-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en srilankansk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1. Klageren ansøgte i marts 2012 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende ægtefælle, som også var fra Sri Lanka. Til brug for ansøgningen havde den herboende ægtefælle i marts 2012 underskrevet en erklæring til brug for indhentelse af en udtalelse fra kommunen om modtagelse af hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvoraf det fremgik, at det var en betingelse for opholdstilladelse, at den herboende ægtefælle i tre år forud for afgørelse om opholdstilladelse ikke havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælles bopælskommune udtalte i marts 2012, at han ikke havde modtaget kontanthjælp indenfor de sidste tre år. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i maj 2013. I marts 2014 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, hvoraf det fremgik, at den herboende ægtefælle havde erklæ¬ret, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, efter at klageren var blevet med¬delt opholdstilladelse i Danmark. I juni 2014 oplyste den herboende ægtefælle over for Udlændinge-styrelsen, at årsagen til, at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden marts 2013, var, at han i januar 2012 var udsat for en arbejdsulykke, at han herefter fik PTSD og en depression, at hans sygedagpenge udløb i februar 2013, og at den herboende ægtefælle ville ophøre med at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, når han blev tilkendt førtidspension.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, om at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke har modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, indtil klageren er blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt, og at det ikke kunne føre til en anden vurdering af, om betingelsen for opholdstilladelse skulle være opfyldt, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til klageren allerede modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet henviste til, at det udtrykkeligt fremgik af den meddelte opholdstilladelse, at denne var betinget af, at hverken den herboende ægtefælle eller klageren modtog offentlige ydelser, og at det var en løbende betingelse. Den herboende ægtefælle havde hverken forud for Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt eller i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelsen oplyst, at en forudsætning for at få familiesammenføring havde ændret sig væsentligt, herunder at han ikke længere var i arbejde og var begyndt at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det måtte anses for i overensstemmelse med praksis, at Udlændingestyrelsen i maj 2013 i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse havde stillet krav om opfyldelse af udlændingelovens § 9, stk. 5, herunder som en løbende betingelse. Henset til at den herboende ægtefælle havde oplyst, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at det fremgik af eIndkomst, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden april 2013, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne derfor ikke forlænges. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at hun kunne bevare sin opholdstilladelse i Danmark henset til, at hun og hendes ægtefælle ikke havde været selvforsørgende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i maj 2013 på baggrund af sit ægteskab i en alder af 29 år, at hun således på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka tre år og seks måneder, og at hun alene havde haft opholdstilladelse fra maj 2013. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik som følge af, at han i 2013 blev konstateret som havende middelsvær til svær PTSD med flashbacks og mareridt samt en moderat til svær depression, og at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet, at han havde et erhvervsevnetab på 25 % efter at have været udsat for en arbejdsulykke, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke herved kunne udelukkes, at den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det uanset disse forhold ikke kunne anses som uforholdsmæssigt at henvise den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Sri Lanka henset til de i sagen foreliggende oplysninger. Det af partsrepræsentanten anførte om, at parret efter partsrepræsentantens opfattelse risikerede at blive tilbageholdt og eventuelt udsat for tortur ved en tilbagevenden til Sri Lanka, da parret begge var tamiler og statsborgere i Sri Lanka, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den herboende ægtefælle ikke var meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, men efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4. Den herboende ægtefælle og klageren måtte således henvises til at søge asyl, hvis parret fandt, at de ved indrejse i Sri Lanka risikerede at blive udsat for asylbegrundende overgreb. FAM/2015/243.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 06-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab vedrørende en marokkansk statsborger. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2013. Det fremgik af opholdstilladelsen, at denne var betinget af, at ansøgeren og den herboende ægtefælle frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til ansøgeren ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. I juni 2013 underskrev ansøgeren og hendes ægtefælle en ansøgning om kontanthjælp, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp fra juni 2013 til og med august 2014, mens hendes herboende ægtefælle modtog kontanthjælp fra juni 2013 til og med november 2014, hvorefter han modtog folkepension.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, og at det var en betingelse for opholdstilladelsen, at hun og hendes herboende ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i tiden, indtil hun kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde til grund, at parret havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik under ansøgerens ophold i Danmark, idet det fremgik af eIndkomst, at både ansøgeren og hendes herboende ægtefælle siden juni 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at advokaten i sin klage havde anført, at ansøgerens kommune ikke havde opfyldt sin forvaltningsretlige pligt til at vejlede om konsekvensen af, at parret modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt dog, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen uanset om den pågældende kommune havde overholdt sin forvaltningsretlige vejledningsforpligtigelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle, da hun blev meddelt opholdstilladelse i april 2013, i afgørelsen blev vejledt om, at hendes opholdstilladelse var betinget af, at hverken hun eller hendes ægtefælle modtog kontanthjælp frem til, at hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og at parret i juni 2013 – mindre end tre måneder senere – begge underskrev en ansøgning om kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt på den baggrund som følge af, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, at en af betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og tilladelsen kunne derfor nægtes forlænget, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes ægtefælle samt parrets to fællesbørn til at indrejse og tage ophold i Marokko for dér at udøve familielivet, hvor ansøgeren var født og opvokset og havde sin moder. Det blev i den forbindelse bemærket, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. Det forhold, at advokaten havde oplyst, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne opnå opholdstilladelse som familiesammenført i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke ansås for at være godtgjort, at ansøgerens herboende ægtefælle og fællesbørnene efter en konkret og fuldt oplyst ansøgning herom til de marokkanske myndigheder ville være afskåret fra at kunne opnå opholdstilladelse i Marokko. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren – såfremt hendes herboende ægtefælle efter en konkret ansøgning måtte blive meddelt afslag på en konkret og fuldt oplyst ansøgning om opholdstilladelse i Marokko – ville have mulighed for at anmode om, at sagen skulle genoptages af Udlændingenævnet med henblik på en fornyet vurdering af, hvorvidt Danmark i givet fald ville kunne anses for nærmest til at beskytte det mellem ansøgeren og hendes herboende ægtefælleetablerede familieliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Marokko, idet hun først i en alder af knap 34 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun ikke udover sin ægtefælle og parrets to fællesbørn havde anden familie i Danmark, og at der ikke var oplyst om sådanne helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses som særligt belastende. Det forhold, at parret havde to fællesbørn, der var født i Danmark henholdsvis i marts 2012 og i maj 2013, der begge var statsløse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at børnene som følge af deres unge alder og længden af deres ophold i Danmark ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det under henvisning hertil måtte anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes ægtefælle og parrets fællesbørn til at udøve familielivet i Marokko. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde et mindreårigt særbarn, som advokaten havde anført, at den herboende ægtefælle havde et fast, jævnligt og tilstrækkeligt samvær med, og at dette særbarn angiveligt havde oplyst, at han overnattede hos sin fader en-to gange om måneden, at han derudover havde samvær med sin fader en-to gange om ugen typisk i weekenden eller ferie, at han udover dette snakkede med sin fader eller så ham kort flere gange om ugen, og at han desuden sov hos sin fader, hvis han havde været oppe og skændes med sin moder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samværet – selv hvis det anførte kunne lægges til grund – havde et begrænset omfang. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles samvær med sit særbarn ikke havde en sådan karakter og et sådant omfang, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse ville kunne anses for at være særligt belastende, og at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5, kunne fraviges under henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2013, at hun havde startet selvstændig virksomhed, at hun var ved at lære dansk, og at hun efter det oplyste havde bestået en del af danskuddannelsen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke var tilstrækkeligt til at anse en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes herboende ægtefælle og parrets fællesbørn til at udøve familielivet i Marokko. FAM/2015/87.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 26-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun og hendes ægtefælle frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til ansøgeren ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller efter integrationsloven. I januar 2014 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin tidsbegrænsede opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen, og i den forbindelse oplyste klageren, at hun ikke modtog kontanthjælp, og at hun siden opholdstilladelsens meddelelse ikke havde modtaget kontanthjælp. Klagerens ægtefælle oplyste samtidig, at han heller ikke modtog eller havde modtaget kontanthjælp, siden ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen et skema til indberetning af udbetaling af offentlige ydelser til ægtefællesammenført eller referencen fra klagerens bopælskommune, hvoraf det fremgik, at klageren siden november 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik på knap 6.000 kr. om måneden, og at klageren forud for udbetaling af ydelsen var underrettet om de mulige konsekvenser heraf, herunder muligheden for inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse. Vedrørende klagerens ægtefælle fremgik det af eIndkomst, at han i perioderne fra februar 2014 til maj 2014, fra juli 2014 til august 2014 og fra oktober 2014 til december 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og tilladelsen kunne derfor ikke forlænges. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klagerens bopælskommune over for Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren siden november 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at bopælskommunen havde oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden november 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren og dennes ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt processuelt ophold i februar 2010 i en alder af 24 år, at hun blev meddelt opholdstilladelse i juli 2010 på baggrund af sit ægteskab, og at hun således på afgørelsestidspunktet alene havde opholdt sig i Danmark i cirka fire år og seks måneder. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, hvorfra hun var indrejst i Danmark som 24-årig, og hvor hendes søskende og forældre var bosat. FAM/2015/10.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Vold – Børn

    Dato: 21-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en kenyansk statsborger og dennes to børn, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i januar 2013. Opholdstilladelsen var betinget af, at klageren boede sammen med sin ægtefælle. Klagerens to børn fik i juli 2013 opholdstilladelse under henvisning til klageren. Børnenes opholdstilladelse var betinget af, at klageren var fastboende i Danmark. Børnene indrejste i Danmark i august 2013. I maj 2014 oplyste klagerens ægtefælle, at han havde søgt om separation fra klageren. Ved udateret notat fra Udlændingestyrelsen fremgik det, at ægtefællen havde oplyst, at han ikke længere boede på samme adresse som klageren. Klageren fremsendte efterfølgende til Udlændingestyrelsen et brev, hvorved der var vedlagt et brev fra et krisecenter for kvinder, hvoraf det fremgik, at ægtefællen havde været psykisk voldsom overfor klageren og hendes børn, og at han én gang havde været fysisk voldelig overfor hende. Af skema modtaget i Udlændingestyrelsen i juli 2014 fremgik det, at ægtefællen flyttede fra den fælles bopæl i juni 2014, og at samlivsophøret skyldtes, at klageren og hendes børn ikke ville fraflytte bopælen, og at klageren var bange for sin ægtefælle. I oktober 2014 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens og hendes børns opholdstilladelser. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet i samme måned, og ægteparret blev skilt i december 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at klageren ikke samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at parret i december 2014 blev skilt. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i januar 2013 på baggrund af hendes ægteskab i en alder af 35 år, og at hun alene havde opholdt sig i Danmark i under to år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 2, at hun var i gang med en SOSU-uddannelse, at hun hjalp ældre på et plejehjem og sang i et kirkekor. Udlændingenævnet fandt, at der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt således, at klageren måtte antages at have en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, og hvorfra hun var indrejst til Danmark som 35-årig. Det forhold, at klageren havde to børn i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at det først er efter seks til syv års ophold i Danmark, at et barn kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelserne for at opnå opholdstilladelse er opfyldt. Det af klageren anførte om, at hun var bange for sin ægtefælle, kunne ikke i sig selv føre til, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet bemærkede, at samlivsophøret skyldtes, at klagerens ægtefælle valgte at fraflytte parrets fælles bopæl og søge om separation og skilsmisse. Uanset om det måtte lægges til grund, at klageren havde været udsat for vold af sin ægtefælle, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering henset til det oplyste om årsagen til samlivsophævelsen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til lovbemærkningerne til udlændingelovens § 19, stk. 7, hvoraf det fremgår, at en udlænding selv skal godtgøre, at voldsudøvelsen har været den reelle årsag til, at udlændingen ikke længere kan samleve med sin ægtefælle. Det forhold, at klagerens datter havde henvendt sig til politiet i juni 2014, og at politiet blev tilkaldt i juli 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ægtefællen allerede havde ophævet samlivet på daværende tidspunkt. Udlændingenævnet fandt herudover, at klagerens børns opholdstilladelser kunne nægtes forlænget, idet Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at klageren var fastboende i Danmark, da hendes opholdstilladelse samtidig blev nægtet forlænget. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke forelå sådanne personlige eller helbredsmæssige forhold, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klagerens børn. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at datteren og sønnen havde deltaget i værkstedskursus i henholdsvis september 2014 og november 2014 og gik i dansk skole. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, og lagde til grund, at børnene grundet deres kortvarige ophold i Danmark ikke kunne antages at have opnået en særlig tilknytning til Danmark, men havde bevaret en særlig tilknytning til deres hjemland Kenya, hvorfra børnene indrejste i Danmark som henholdsvis 15- og 13-årig. FAM/2015/7.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. november 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Nægtelse af forlængelse – Beskæftigelse i et ikke ubetydeligt omfang

    Dato: 10-11-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, til en statsborger fra Pakistan. Styrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren inden for de sidste 12 måneder forud for afgørelsen ikke havde været i beskæftigelse i et ikke ubetydeligt omfang som foreskrevet i forarbejderne til udlændingelovens § 9 a, stk. 9. Ansøgeren havde gjort gældende, at han 12 måneder forud for styrelsens afgørelse gennemsnitligt havde været beskæftiget omkring 65 timer om måneden, og at han dermed havde arbejdet i mere end ti timer om ugen. Ansøgeren havde endvidere anført, at han i en periode havde arbejdet som frivillig.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges efter udlændingelovens § 9 a, stk. 9. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i forarbejderne til udlændingelovens § 9 a, stk. 9, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i en periode var uden job, og at antallet af ugentlige arbejdstimer i en anden periode ikke var veldokumenteret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den faktisk præsterede ugentlige arbejdstid set i forhold til de respektive måneders antal dage ikke udgjorde beskæftigelse i et ikke ubetydeligt omfang, idet ansøgeren i visse perioder ikke havde opfyldt minimumskravet om beskæftigelse i mindst ti timer ugentligt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ud fra en formålsfortolkning af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, måtte lægges til grund, at der skulle være tale om lønnet beskæftigelse, og at ansøgerens frivillige arbejde derfor ikke skulle indgå i vurderingen af, om ansøgeren havde været i beskæftigelse i et ikke ubetydeligt omfang. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen. ERH/2014/207.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. september 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Manglende opfyldelse af betingelser for opholdstilladelse

    Dato: 18-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en libanesisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 6, og § 26, stk. 1. Klageren blev i december 2006 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab. Opholdstilladelsen blev i henholdsvis oktober 2009 og oktober 2010 forlænget på baggrund af samvær mellem klageren og dennes og klagerens nu tidligere ægtefælles mindreårige fællesbarn. Opholdstilladelsen var blandt andet betinget af, at fællesbarnet boede i Danmark, og at ansøgeren fortsat udøvede samvær med fællesbarnet. Den seneste forlængelse var gyldig frem til april 2014. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at fællesbarnet i juli 2012 udrejste af Danmark. Udlændingestyrelsen bad klageren om at udtale sig om dette og oplyse om sin tilknytning til Danmark. Klageren oplyste i foråret 2014, at han ikke havde gennemført danskundervisning, at han havde haft arbejde i Danmark syv år tidligere, at han ikke havde fritidsinteresser, deltog i foreningsliv eller lignende, samt at han havde familiemedlemmer i Danmark udover fællesbarnet. Klageren oplyste endvidere, at han indenfor en periode på fire uger havde samvær med fællesbarnet fire dage, at samværet var regelmæssigt, og at fællesbarnet midlertidigt var rejst til Marokko, med sin moder, hvor fællesbarnet skulle opholde sig cirka ét år. Udlændingestyrelsen nægtede i juni 2014 at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klagerens samvær med fællesbarnet var ophørt som følge af fællesbarnets udrejse af Danmark i juli 2012. Under Udlændingenævnets behandling af klagesagen oplyste klageren, at han i syv år havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark. Det fremgik af CVR, at klagerens virksomhed blev registreret i september 2009 og afregistreret i august 2012, og at det af den fremsendte dokumentation og det elektroniske indkomstregister eIndkomst fremgik, at klageren havde fremsendt en faktura for rengøring i marts 2014 og havde lønindkomst i fem måneder i 2008.

    Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren udøvede samvær med sit og sin tidligere ægtefælles fællesbarn på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2014, hvorfor betingelserne for hans opholdstilladelse ikke længere var til stede. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysninger fra Det Centrale Personregister, at fællesbarnet var udrejst af Danmark til Marokko i juli 2012. Som følge af samværsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere opfyldt, og opholdstilladelse kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren var født og opvokset og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Libanon, og at klageren først i en alder af 32 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at han ikke kunne anses for at have opnået en særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren alene havde haft opholdstilladelse som familiesammenført i cirka syv og et halvt år, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, ligesom nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse kunne anses for at virke særligt belastende for ham. For så vidt angår klagerens arbejdsmæssige tilknytning til Danmark, bemærkede Udlændingenævnet, at hans selvstændige virksomhed ud fra de foreliggende oplysninger måtte anses for at have været af begrænset omfang. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at han led af sukkersyge, forhøjet blodtryk og en leversygdom, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for, at han led af disse sygdomme, og at klageren, uanset at han måtte kunne dokumentere at lide af disse sygdomme, ikke kunne få forlænget sin opholdstilladelse, idet der ikke herved var tale om sådanne sygdomme, der kunne begrunde en forlængelse af opholdstilladelsen. FAM/2014/183.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Erhverv – Greencardordningen

    Dato: 05-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, til en statsborger fra Pakistan.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren hverken opfyldte betingelsen for forlængelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, om at have været i fast beskæftigelse af et vist omfang på tidspunktet for afgørelsen om forlængelse eller efter udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, om at have været i fast beskæftigelse af et vist omfang og blevet uforskyldt ledig i indtil tre måneder før tidspunktet for indgivelsen af ansøgning om forlængelse under henvisning til ansøgerens ansættelse i en amerikansk virksomhed. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ud fra en formålsfortolkning af greencardordningen vedrørende beskæftigelseskravet skal være tale om et lønnet ansættelsesforhold i en herværende virksomhed. Ansøgerens beskæftigelse hos en amerikansk virksomhed kunne derfor ikke indgå i beregning af beskæftigelseskravet i medfør af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at arbejdet var udført fysisk i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det ikke ændrede ved det forhold, at ansøgeren var beskæftiget hos en amerikansk virksomhed, hvorfra vederlaget for arbejdet ligeledes blev udbetalt som honorar. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde anført at være skattepligtig i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da vurderingen af, om en person er skattepligtig i Danmark, blandt andet beror på, hvor personen har bopæl og er uafhængigt af en persons opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik ved opslag i eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft beskæftigelse af et væsentligt omfang i Danmark, idet ansøgeren kun havde været i beskæftigelse i Danmark i i alt 13 timer i de 12 måneder forud for ansøgningstidspunktet, og at opholdstilladelsen på baggrund af greencardordningen således ikke kunne forlænges i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at ansøgeren havde forsøgt at integrere sig i Danmark, ikke ændrede ved, at ansøgeren havde været ansat i en amerikansk virksomhed. ERH/2014/93.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 15-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, til en statsborger fra Tyrkiet. Ansøgeren fik i august 2002 første gang opholdstilladelse i Danmark som studerende. Herefter blev han i januar 2005 meddelt opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse, og i juni 2010 blev han meddelt opholdstilladelse efter greencardordningen gyldig indtil december 2010 henset til, at hans pas udløb. I juni 2011 blev hans opholdstilladelse forlænget indtil juni 2013. Det fremgik udtrykkeligt af tilladelsen, at den var betinget af, at ansøgeren ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Endvidere fremgik det, at der var tale om en løbende betingelse, der således skulle være opfyldt hele tiden, da ansøgeren ellers ville kunne miste sin opholdstilladelse. I juni 2013 indgav ansøgeren en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering anmodede i september 2013 ansøgeren om information om og dokumentation for hans arbejde. Senere i september 2013 oplyste en repræsentant fra Døves Kirke på vegne af ansøgeren, at han i starten af september 2013 havde fået en blodprop i hjertet og siden havde haft uregelmæssig hjerterytme samt angstanfald, som bevirkede, at han ikke havde overskud, havde koncentrationsbesvær og ikke måtte udføre fysisk aktivitet. Af lægelige oplysninger vedrørende ansøgeren fremgik det, at ansøgeren ikke havde haft en blodprop, men at han blev indlagt med hurtig arterieflagren, at ansøgeren senere i september 2013 samt i november 2013 og december 2013 havde været indlagt på grund af alkoholoverforbrug, og at ansøgeren i december 2013 og januar 2014 havde været indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af hypomania. I december 2013 afslog Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering at forlænge ansøgerens opholdstilladelse henset til, at han siden oktober 2011 havde modtaget kontanthjælp.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren som greencardindehaver ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 1. pkt., om ikke at modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, da ansøgeren siden oktober 2011 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde vægt på, at opholdstilladelser efter greencardordningen er betinget af, at udlændingen ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, at dette udtrykkeligt fremgik af afgørelsen fra juni 2011, hvorved Udlændingeservice forlængede ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen, samt at der ikke blot havde været tale om enkeltstående beløb, der ikke direkte relaterede sig til ansøgerens forsørgelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde været indlagt på somatisk såvel som psykiatrisk afdeling. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgerens sygdomsforløb ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren siden Udlændingeservices afgørelse i al væsentligt havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp, og det er en løbende betingelse for tilladelsen, at udlændingen ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. ERH/2014/74.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. august 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 13-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en egyptisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev i december 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Denne opholdstilladelse var gyldig til september 2012. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af, at han var gift med sin ægtefælle, og at parret levede sammen på fælles bopæl. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren i juni 2012 første gang fraflyttede parrets fælles bopæl. I juli 2012 ansøgte ansøgeren om forlængelse af sin opholdstilladelse. Ifølge Det Centrale Personregister flyttede parret i juli 2013 igen sammen på fælles bopæl. På den baggrund besluttede Udlændingestyrelsen at viderebehandle ansøgerens ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens ægtefælle fraflyttede parrets fælles bopæl i december 2013. Udlændingestyrelsen bad ansøgeren udtale sig om dette og oplyse om sin tilknytning til Danmark. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han talte, læste og skrev dansk, at han var under uddannelse, som han forventede at færdiggøre i juni 2014, at han var ansat i en deltidsstilling, og at hans mor og søskende var bosiddende i Egypten. Udlændingestyrelsen nægtede i maj 2014 at forlænge ansøgerens opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke længere samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens og hans ægtefælle i maj 2014 på ny havde genoptaget samlivet på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle, da parret i perioden fra december 2013 til maj 2014 havde ophævet samlivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret samme dato, som Udlændingestyrelsens afgørelse var dateret, igen blev registreret på fælles bopæl – og således efter det oplyste havde genoptaget samlivet – ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om en kortvarig samlivsophævelse. Udlændingenævnet fandt ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at han fik opholdstilladelse i december 2010, og at han på det tidspunkt, hvor parret sidste gang havde ophævet samlivet, kun havde opholdt sig i Danmark i to år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren var i gang med uddannelsen ”IT-technology program” på KEA, og at ansøgeren siden september 2012 havde været ansat i en deltidsstilling hos McDonalds A/S. Udlændingenævnet fandt dog, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering og lagde til grund, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse på baggrund heraf ikke kunne antages at være særligt belastende for ansøgeren. FAM/2014/136.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Erhverv – Greencardordningen

    Dato: 27-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Pakistan. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde meddelt ansøgeren afslag, idet ansøgeren ikke havde været i fast beskæftigelse i omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om forlængelse. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde endvidere fundet, at den omstændighed, at ansøgerens opholdstilladelse havde været bortfaldet, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet ansøgerens beskæftigelse i den periode, som ansøgeren havde opholdt sig i Danmark, ikke opfyldte betingelsen om fast beskæftigelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark efter greencardordningen. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang, idet ansøgeren alene havde haft lønindkomst i fire måneder inden for de seneste 12 måneder forud for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse. Det indgik i Udlændingenævnes vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen bortfaldt grundet manglende indrejse i Danmark inden for seks måneder fra udstedelsen af opholdstilladelsen, at ansøgeren – mere end et år fra ansøgningens indgivelse og efter ansøgerens gentagne rykkere herom – blev meddelt dispensation fra bortfald, idet ansøgeren ikke var blevet vejledt tilstrækkeligt om reglerne for bortfald i forbindelse med meddelelsen af opholdstilladelsen, og at Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde beklaget den manglende vejledning og den lange sagsbehandlingstid i forbindelse med dispensationsansøgningen. Udlændingenævnet fandt dog, at dette forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings lange sagsbehandlingstid i forbindelse med ansøgningen om dispensation fra bortfald ikke kunne føre til, at reglerne om forlængelse af en opholdstilladelse efter greencard¬ordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, ikke skulle opfyldes. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering ved at meddele ansøgeren dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 3, havde rettet op på den manglende vejledning om reglerne for bortfald af opholdstilladelsen, herunder at udlændingelovens § 17, stk. 3, indeholder hjemmel til at dispensere fra bortfald af en opholdstilladelse, men ikke til at fravige betingelserne i en forlængelsessituation. Udlændingenævnet henså endvidere til, at ansøgeren alene havde været i beskæftigelse i knapt fire måneder i perioden fra afgørelsen om dispensation fra bortfald til Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, samt at ansøgeren i perioden fra meddelelsen om dispensation fra bortfald til Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afslag på forlængelse valgte at udrejse af Danmark i godt seks uger. Udlændingenævnet fandt således på denne baggrund, at ansøgeren efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder ikke havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om forlængelse. ERH/2014/99.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juni 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 12-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse fra juni 2013 om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen til en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring tolv måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioden fra den 15. juli 2012 til den 14. august 2012 havde været syg, at ansøgeren i perioden fra den 15. september 2012 til den 14. oktober 2012 havde været syg, at ansøgeren den 5. december 2012 fik stillet diagnosen lungebetændelse, som ansøgeren var i behandling for frem til den 2. januar 2013, hvorfor ansøgeren i de nævnte perioder ikke var i stand til at være i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i månederne juli 2012, august 2012, oktober 2012, november 2012, december 2012, marts 2012 og april 2013 havde arbejdet mindre end ti timer ugentligt, og at ansøgeren i månederne januar 2013 og februar 2013 ingen lønindkomst havde, hvilket ansøgeren vedkendte sig. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde lidt af helårssnue, og derfor ifølge ansøgeren selv ikke var i stand til at arbejde. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af dokumentationen i sagen, at 25% af befolkningen lider af helårssnue i større eller mindre grad, at symptomerne kan lettes ved behandling, og at ansøgerens læge ikke havde sygemeldt ansøgeren, hvorfor det ikke kunne anses for dokumenteret, at ansøgeren havde lidt af helårssnue i en sådan grad, at dette kunne begrunde ansøgerens fravær fra arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde vedrørende ansøgerens sygdomsperiode med lungebetændelse vægt på, at denne sygemelding udgjorde en så beskeden del af perioden på tolv måneder forud for styrelsens afgørelse, at det samlet set ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at sygdommen alene kunne begrunde, at ansøgeren var uden indkomst i den dokumenterede sygdomsperiode. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren havde været ansat som løsarbejder, og derfor ikke kunne anses for at have været sygemeldt inden for rammerne af et fast ansættelsesforhold, og at ansøgeren – uanset omfanget af hans beskæftigelse i de seneste tolv måneder forud for styrelsens afgørelse – i øvrigt ikke havde været i fast beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen ikke kunne forlænges efter betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, da ansøgeren ikke var blevet uforskyldt ledig i indtil tre måneder forud for tidspunktet for ansøgningens indgivelse i Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering. ERH/2014/101.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2014 – Studie – Forlængelse – Barsel

    Dato: 25-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse som studerende, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, og studiebekendtgørelsens § 10, stk. 1 og 5, til en statsborger fra Rusland. I august 2008 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende på en læreruddannelse indtil december 2012 inklusiv seks måneders jobsøgning efter endt studie. Uddannelsen var normeret til fire år og forventedes afsluttet i juni 2012. Ansøgeren indgav ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen, og det fremgik af ansøgningen, at hun forventede at afslutte uddannelsen i juni 2015. Uddannelsen var blevet forlænget, da ansøgeren havde været på barsel to gange i perioderne fra december 2010 til december 2011 og fra juni 2012 til august 2013. Ansøgeren forventede at holde endnu en barselsorlov fra august 2013 til august 2014. Ifølge ansøgerens senest reviderede studieplan forventedes hendes uddannelse afsluttet medio oktober 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse som studerende ikke kunne forlænges yderligere, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 10, stk. 1 og 5. Udlændingenævnet lagde vægt på, at en opholdstilladelse som studerende alene kan forlænges i yderligere et år, såfremt udlændingen er studieaktiv, og det antal måneder, den pågældende har været indskrevet på studiet, ikke overstiger den studiemæssige fremgang efter de regler, der gælder for uddannelsen, med mere end et år, jf. studiebekendtgørelsens § 10, stk. 1 og 5. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i sin studietid, eksklusiv barselsorlov i et tidsrum på cirka tre år, kun havde opnået 86 ECTS-point ud af 240 ECTS-point. Ansøgeren havde således kun bestået, hvad der svarer til cirka halvandet år ud af de fire år, som uddannelsen var normeret til. Ansøgeren manglede således fortsat knap to og et halvt års studier. Udlændingenævnet fandt således, at da den forventede studieafslutning lå for sent i forhold til reglerne om forlængelse, og da ansøgeren således ville overskride den studiemæssige fremgang efter de regler, der gælder for uddannelsen, med mere end ét år, kunne ansøgerens opholdstilladelse som studerende ikke forlænges yderligere. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke, at afgørelsen kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder CEDAW-konventionen. ERH/2014/124.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. marts 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 27-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Cameroun.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencard-ordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerens samlevende, der var meddelt opholdstilladelse som medfølgende familie til ansøgeren, i en periode på omkring tre måneder havde modtaget kontanthjælp, og at hun således i strid med betingelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 1. pkt., havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen i forbindelse med udbetalingen af kontanthjælp til ansøgerens samlevende vejledte samleveren både telefonisk og i forbindelse med personligt fremmøde om følgerne af at modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at kommunen havde overholdt god forvaltningsskik, herunder den generelle vejledningspligt, jf. principperne i forvaltningslovens § 7. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgerens samlevende på baggrund af møder med kommunen og sin a-kasse havde forstået, at den udbetalte ydelse var arbejdsløshedsdagpenge, samt at det var dokumenteret, at hun stoppede med at modtage kontanthjælpen efter omkring tre måneder og tilbagebetalte det fulde beløb til kommunen. ERH/2014/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 26-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en kenyansk statsborger opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren, som efter det oplyste indrejste i Danmark i 2009, blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført i 2010. Ansøgeren havde i marts 2012 ophævet samlivet med sin herboende ægtefælle. Det var en løbende betingelse for ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle samlevede på fælles bopæl i tiden, indtil ansøgeren blev meddelte tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da den løbende betingelse om, at ansøgeren og den herboende ægtefælle samlevede på fælles bopæl i tiden, indtil ansøgeren blev meddelte tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke længere var opfyldt, og da der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset og havde boet en stor del af sit liv i Kenya, hvor han var statsborger og havde familie, at han frem til marts 2010 alene havde haft processuelt ophold her i landet, og at han ikke gennem beskæftigelse eller danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, hvor han blev meddelt opholdstilladelse som 47-årig, at en nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. FAM/2014/31.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. januar 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Forlængelse – Sygdom ej undtaget

    Dato: 10-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar måned 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, til en statsborger fra Bangladesh. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9 m.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøger ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om forlængelse den 15. august 2013, da det fremgik af eIndkomst, at ansøger havde været uden lønindkomst fra august 2012 til og med oktober 2012. ERH/2014/6.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. januar 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Nægtelse af forlængelse – Sygdom ej undtaget

    Dato: 10-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, til en statsborger fra Bangladesh. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af ansøgerens ægtefælles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9 m.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om forlængelse i august 2013, da det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde været uden lønindkomst fra august 2012 til og med oktober 2012. Det kunne ikke føre til ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at han pådrog sig en diskusprolaps i forbindelse med sit arbejde, og at han tog til Bangladesh for at få behandling, da lægerne i Danmark udelukkene tilbød operation som behandlingsmuilghed. Det kunne heller ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren - efter at have pådraget sig en diskusprolaps – anmodede arbejdsgiveren om at blive flyttet til en anden afdeling, så han kunne fortsætte sit arbejde, men at han i stedet blev fyret. ERH/2014/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 07-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Thailand under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke længere var samlevende på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 6. Ansøgeren blev den 16. juli 2007 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med den herboende daværende ægtefælle. Den 5. august 2007 indrejste ansøgeren i Danmark, den 1. marts 2012 fraflyttede ansøgeren parrets fælles bopæl, og den 7. marts 2012 blev ansøgeren skilt fra den herboende daværende ægtefælle. Ansøgeren indgik nyt ægteskab med en anden herboende den 20. april 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse ikke kunne forlænges, idet der var grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 6. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren var fraflyttet den fælles bopæl den 1. marts 2012, at ansøgeren den 7. marts 2012 blev skilt fra den herboende ægtefælle, og at ansøgeren indgik nyt ægteskab med en anden herboende den 20. april 2012. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af 29 år, og at ansøgeren på tidspunktet for sagens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i ca. 6 år, hvorfor hun ikke kunne antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at et afslag på forlængelse af hendes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgeren var i arbejde, havde gået på sprogskole i tre et halvt år og kunne tale, læse og skrive dansk. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Thailand, hvor hun var født og havde opholdt sig i størstedelen af sit liv, ligesom hun først indrejste i Danmark i en alder af 29 år og ikke havde fælles- eller særbørn i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold i øvrigt, der kunne bevirke, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. FAM/2013/55.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. juli 2013 – Studie – Forlængelse – Arbejde i strid med arbejdstilladelse

    Dato: 05-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse som studerende, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, 1. pkt., jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 5, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 10, til en statsborger fra Filippinerne.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen i månederne september 2008 til december 2008, januar 2009 til maj 2009, september 2009 til december 2009, januar 2010 til maj 2010, september 2010 til december 2010, januar 2011 til maj 2011, september 2011 til december 2011 og januar 2012 til februar 2012. Udlændingenævnet fandt, at som følge af at ansøgeren over for Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde erkendt at have arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen – dog med ret til beskæftigelse på fuld tid i månederne juni, juli og august – i perioden fra den 1. september 2008 til den 29. februar 2012 og således at have arbejdet i strid med betingelserne for arbejdstilladelsen, kunne ansøgeren ikke meddeles forlængelse af sin opholdstilladelse som studerende. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden 2002, at ansøgeren – da den pågældende blev opmærksom på forholdet – straks ændrede sin arbejdstid, eller at ansøgeren forventede at afslutte sin uddannelse i januar 2014. ERH/2013/108.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. juli 2013 – Studie – Forlængelse – Arbejdet for meget

    Dato: 05-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse som studerende, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, 1. pkt., jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 5, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 10, til en statsborger fra Filippinerne.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen i månederne september 2008 til december 2008, januar 2009 til maj 2009, september 2009 til december 2009, januar 2010 til maj 2010, september 2010 til december 2010, januar 2011 til maj 2011, september 2011 til december 2011 og januar 2012 til februar 2012. Udlændingenævnet fandt, at som følge af at ansøgeren over for Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde erkendt at have arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen – dog med ret til beskæftigelse på fuld tid i månederne juni, juli og august – i perioden fra september 2008 til februar 2012 og således at have arbejdet i strid med betingelserne for arbejdstilladelsen, kunne ansøgeren ikke meddeles forlængelse af sin opholdstilladelse som studerende. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden 2002, at ansøgeren – da den pågældende blev opmærksom på forholdet – straks ændrede sin arbejdstid, eller at ansøgeren forventede at afslutte sin uddannelse i januar 2014. ERH/2013/116.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 03-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Montenegro under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke længere var samlevende på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 6. Ansøgeren blev den 19. januar 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle. Den 21. januar 2010 indrejste ansøgeren i Danmark, den 10. december 2010 fraflyttede ansøgeren parrets fælles bopæl, og den 29. marts 2012 blev parret separeret.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse ikke kunne forlænges, idet der var grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 6. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren var fraflyttet den fælles bopæl den 10. december 2010, og at parret således ikke længere var samlevende på den fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af 38 år, at hun alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. et år, da hun fraflyttede den fælles bopæl, og i ca. tre år, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse, samt at ansøgeren alene havde haft ophold i Danmark i ca. 3 et halvt år på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet henviste i øvrigt til ansøgerens relativt korte ophold i Danmark og fandt på den baggrund ikke, at ansøgeren gennem beskæftigelse eller danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende. Det indgik i Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun havde været udsat for psykisk og fysisk vold af den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke kunne dokumenteres, at samlivet blev ophævet som følge af voldsudøvelse, og lagde herved vægt på blandt andet, at det ikke af lægejournal eller lignende var dokumenteret, at ansøgeren havde været udsat for vold. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at det var den herboende ægtefælle, og ikke ansøger, der ophævede samlivet. FAM/2013/54.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. juni 2013 – Erhverv – Greencardordningen – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 20-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Indien.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om forlængelse den 16. november 2012, da det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde været uden lønindkomst i marts, april og september 2012. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder og var blevet uforskyldt ledig i indtil 3 måneder før tidspunktet for indgivelse af ansøgning om forlængelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ifølge opslag i eIndkomst havde lønindkomst i august 2011 svarende til tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om forlængelse den 4. august 2011. Det fremgik endvidere af eIndkomst, at ansøgeren i indtil tre måneder forud for tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om forlængelse – svarende til perioden fra den 4. maj 2011 til den 4. august 2011 – havde haft lønindkomst i juni og juli 2011, mens ansøgeren ikke havde haft lønindkomst i maj 2011. I den 12 måneders periode, som lå forud for en eventuel uforskyldt ledighedsperiode i indtil 3 måneder forud for ansøgningens indgivelse – svarende til perioden fra maj 2010 til maj 2011 havde ansøgeren ifølge opslag i eIndkomst ikke haft nogen lønindkomst i hele perioden, og ansøgeren havde ved lønsedler alene dokumenteret lønindkomst for perioden fra den 29. november 2010 til den 26. december 2010. Det kunne således ikke lægges til grund, at ansøgeren var blevet uforskyldt ledig i indtil 3 måneder før tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om forlængelse, herunder i maj 2011, hvor ansøgeren ikke havde lønindkomst. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne anses for omfattet af den i lovbemærkningerne til bestemmelsen i § 9 a, stk. 9, beskrevne situation, hvoraf det fremgår, at en udlænding, der på tidspunktet for afgørelsen om forlængelse er blevet uforskyldt ledig, som udgangspunkt vil kunne få sin opholdstilladelse forlænget for højst 1 år. Udlændingenævnet fandt, at lovgiver med den beskrevne situation i lovbemærkningerne har villet tage hensyn til de udlændinge, som i perioden mellem ansøgningstidspunktet og afgørelsestidspunktet er blevet uforskyldt ledige, og som derfor ikke er omfattet af situationerne i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, og nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den beskrevne situation må forstås således, at udlændingen skal have været i beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder på det tidspunkt, hvor udlændingen bliver uforskyldt ledig, for at opholdstilladelsen kan forlænges. Udlændingenævnet fandt ud fra en formålsfortolkning af lovbemærkningerne, at ansøgeren må kunne anses for omfattet af den i disse bemærkninger beskrevne situation, idet ansøgeren var blevet uforskyldt ledig mellem ansøgnings- og afgørelsestidspunktet – uanset at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse den 16. november 2012 igen var kommet i arbejde. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været i beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder på det tidspunkt, hvor ansøgeren blev uforskyldt ledig. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren blev uforskyldt ledig den 15. august 2012 og ikke i 12 måneder forud herfor havde været i beskæftigelse, idet ansøgeren i den pågældende periode ifølge opslag i eIndkomst ikke havde haft lønindkomst i marts, april og maj 2012. Udlændingenævnet stadfæstede således Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. ERH/2013/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 27-05-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlæn¬dingelovens § 11, stk. 2, § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 6 og § 26, stk. 1, til en ansøger fra Thailand. Ansøgeren, der tidligere havde været au pair i Danmark i perioden fra november 2006 til marts 2008, fraflyttede sin og sin tidligere ægtefælles fælles bopæl i januar 2011 efter ca. halvandet års samliv, og parret blev i maj 2011 skilt. Under sagens behandling i Udlændingenævnet oplyste ansøgeren, at hun siden begyndelsen af 2011 var samlevende med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke længere var samlevende på fælles bopæl på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun var separeret fra sin ægtefælle, og at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke længere var samlevende. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at parret på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var skilt, og at parret ifølge Det Centrale Personregister ikke boede på samme adresse. Udlændingenævnet fandt således, at grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, hvorfor opholdstilladelsen ikke kunne forlænges uanset længden på knap 7 år af ansøgerens samlede ophold i Danmark og det nye samlivsforhold, samt at der i øvrigt ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at være særligt belastende for ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark som au pair, havde haft selvstændig virksomhed i Danmark og havde påbegyndt en uddannelse i Danmark, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at ansøgeren siden begyndelsen af 2011 havde samlevet med en anden person, ikke kunne føre til, at den opholdstilladelse, der var meddelt på baggrund af ægteskab med ansøgerens tidligere ægtefælle, skulle forlænges. FAM/2013/29.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. april 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 29-04-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 4. Ansøgeren blev i juni 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab. Denne opholdstilladelse var gyldig frem til juni 2011. I april 2011 indgav ansøgeren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, hvilket Udlændingestyrelsen afslog i november 2012. Udlændingestyrelsen henviste til, at ansøgerens ægtefælle i en periode på ti måneder i 2010 og 2011 modtog revalideringsydelse efter § 47 i lov om aktiv socialpolitik. Ansøgerens ægtefælles bopælskommune var i forbindelse med ansøgerens ægtefælles ansøgning om revalideringsydelse bekendt med, at ansøgeren er thailandsk statsborger. Kommunen oplyste i april 2013 til Udlændingenævnet, at kommunen ikke vejledte ansøgerens ægtefælle om de eventuelle konsekvenser for hans ægtefælles opholdstilladelse, hvis han modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse ikke burde være nægtet forlænget under henvisning til, at ansøgerens ægtefælle havde modtaget revalideringsydelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kommunen var bekendt med, at ansøgeren er thailandsk statsborger, hvorfor modtagelsen af offentlig hjælp kunne få betydning for ansøgerens opholdsgrundlag, og at kommunen på trods af denne viden ikke vejledte ansøgerens ægtefælle om konsekvenserne for ansøgerens opholdstilladelse af, at han modtog revalideringsydelse. Udlændingenævnet fandt således, at kommunen ikke havde overholdt god forvaltningsskik, herunder den generelle vejledningspligt, jf. principperne i forvaltningslovens § 7. FAM/2013/12.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 18-03-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev som knap 34-årig den 7. oktober 2009 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført i Danmark. I november 2011 fraflyttede ansøgeren sin og sin ægtefælles fælles bopælsadresse, og i december 2011 blev ansøgeren skilt fra sin ægtefælle. Ansøgeren har til sagen oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har udøvet vold mod hende. Ansøgeren indgik i maj 2012 et nyt ægteskab med en dansk statsborger, og i november 2012 nedkom hun med sit og sin nuværende ægtefælles fællesbarn, der er dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da ansøgeren fraflyttede den fælles bopæl og efterfølgende blev skilt fra sin tidligere ægtefælle, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholds-tilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren har boet en stor del af sit voksne liv i Thailand, at hun kun havde haft opholdstilladelse i Danmark i godt to år, da hun fraflyttede sin og sin tidligere ægtefælles fælles bopælsadresse, og at hun ikke gennem ophold eller beskæftigelse i Danmark havde opnået en sådan særlig tilknytning til landet, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at oplysningerne om ansøgerens nye ægteskab samt oplysningerne om fællesbarnet ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med hendes tidligere ægtefælle skulle forlænges. Udlændingenævnet fandt det ikke dokumenteret, at hendes tidligere ægtefælle havde udøvet vold mod ansøgeren. Ansøgeren blev vejledt om muligheden for at indgive ansøgning om familiesammenføring med henvisning til sin nuværende ægtefælle. FAM/2013/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. februar 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 13-02-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 4. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført i 2009. Ansøgeren og hendes herboende ægtefælle har sammen en datter, der på afgørelsestidspunktet var 4½ år, og som er dansk statsborger. Ansøgeren fraflyttede den 3. juni 2011 den fælles bopæl og modtog i perioden fra medio juni 2011 til ultimo august 2011 ydelser efter integrationsloven til forsørgelse. I september 2011 genoptog parret samliv på fælles bopæl. Det var en løbende betingelse for ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren og hendes herboende ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgeren meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at betingelserne for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da den løbende betingelse om, at ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgeren meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke længere var opfyldt, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgeren har boet en stor del af sit voksne liv i Thailand, at ansøgerens og hendes ægtefælles fællesbarn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det måtte anses for uproportionalt at henvise ansøgerens ægtefælle og fællesbarnet til at udrejse til Thailand for dér at udøve familielivet med ansøgeren, og at ansøgeren ikke gennem beskæftigelse eller danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. FAM/2013/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. februar 2013 - Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl

    Dato: 11-02-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt. og stk. 7, jf. § 26, stk. 1, til en kvindelig irakisk ansøger og hendes og den herboende ægtefælles to børn. Ansøgerne var i april 2008 blevet familiesammenført til den herboende ægtefælle/fader, men i december 2009 flyttede ansøgerne på krisecenter med hjælp fra kommunen. Udlændingestyrelsen havde i marts 2012 meddelt afslag på forlængelse af opholdstilladelse under henvisning til, at den kvindelige ansøger ikke længere var samlevende med hendes tidligere ægtefælle, og børnene blev meddelt afslag under henvisning til, at de ikke længere havde bopæl samme sted som den biologiske fader.

    Udlændingenævnet fandt, at de kommunale akter, som var indhentet til brug for behandlingen af sagen, udgjorde tilstrækkelig dokumentation for, at der havde været tale om et voldeligt ægteskab. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den kvindelige ansøger løbende havde oplyst kommunen om volden – også før hun og børnene flyttede på krisecenter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen havde anmodet om politiets assistance i forbindelse med flytningen til krisecenteret. Udlændingenævnet fandt således, at sagen skulle tilbagesendes til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen skulle forlænge ansøgernes opholdstilladelser samt fastsætte de nærmere betingelser herfor. FAM/2013/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 05-02-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en irakisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2002 og søgte om asyl, men fik ikke opholdstilladelse før ansøgeren i 2010 blev meddelt opholdstilladelse med henvisning til sin herboende ægtefælle. Opholdstilladelsen blev givet på betingelse af samliv på fælles bopæl. Parret har ikke været registreret på samme adresse siden november 2011, og i oktober 2012 blev parret skilt. Ansøgeren har haft fast tilknytning til det danske arbejdsmarked siden 2010.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da han fraflyttede den fælles bopæl og efterfølgende blev skilt fra sin tidligere ægtefælle, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren har boet en stor del af sit voksne liv i Irak, at han på afgørelsestidspunktet kun havde haft opholdstilladelse i Danmark i godt et år og otte måneder, og at han ikke gennem danskkundskaber eller beskæftigelse i Danmark havde opnået en sådan særlig tilknytning til landet, at en nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. FAM/2013/26.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post