Udlændingenævnets afgørelse af 5. juli 2013 – Studie – Forlængelse – Arbejdet for meget

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse som studerende, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, 1. pkt., jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 5, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 10, til en statsborger fra Filippinerne.

Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen i månederne september 2008 til december 2008, januar 2009 til maj 2009, september 2009 til december 2009, januar 2010 til maj 2010, september 2010 til december 2010, januar 2011 til maj 2011, september 2011 til december 2011 og januar 2012 til februar 2012. Udlændingenævnet fandt, at som følge af at ansøgeren over for Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde erkendt at have arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen – dog med ret til beskæftigelse på fuld tid i månederne juni, juli og august – i perioden fra september 2008 til februar 2012 og således at have arbejdet i strid med betingelserne for arbejdstilladelsen, kunne ansøgeren ikke meddeles forlængelse af sin opholdstilladelse som studerende. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden 2002, at ansøgeren – da den pågældende blev opmærksom på forholdet – straks ændrede sin arbejdstid, eller at ansøgeren forventede at afslutte sin uddannelse i januar 2014. ERH/2013/116.


Til toppen