MULTI
Du er her: ForsidePraksisInddragelse eller nægtelse af forlængelseNægtelse af forlængelseUdlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2013 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en irakisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2002 og søgte om asyl, men fik ikke opholdstilladelse før ansøgeren i 2010 blev meddelt opholdstilladelse med henvisning til sin herboende ægtefælle. Opholdstilladelsen blev givet på betingelse af samliv på fælles bopæl. Parret har ikke været registreret på samme adresse siden november 2011, og i oktober 2012 blev parret skilt. Ansøgeren har haft fast tilknytning til det danske arbejdsmarked siden 2010.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da han fraflyttede den fælles bopæl og efterfølgende blev skilt fra sin tidligere ægtefælle, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren har boet en stor del af sit voksne liv i Irak, at han på afgørelsestidspunktet kun havde haft opholdstilladelse i Danmark i godt et år og otte måneder, og at han ikke gennem danskkundskaber eller beskæftigelse i Danmark havde opnået en sådan særlig tilknytning til landet, at en nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. FAM/2013/26.

Senest opdateret: 05-02-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post