MULTI
Du er her: ForsidePraksisInddragelse eller nægtelse af forlængelseNægtelse af forlængelseUdlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Nægtelse af forlængelse
Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab vedrørende en marokkansk statsborger. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2013. Det fremgik af opholdstilladelsen, at denne var betinget af, at ansøgeren og den herboende ægtefælle frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til ansøgeren ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. I juni 2013 underskrev ansøgeren og hendes ægtefælle en ansøgning om kontanthjælp, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp fra juni 2013 til og med august 2014, mens hendes herboende ægtefælle modtog kontanthjælp fra juni 2013 til og med november 2014, hvorefter han modtog folkepension. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, og at det var en betingelse for opholdstilladelsen, at hun og hendes herboende ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i tiden, indtil hun kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde til grund, at parret havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik under ansøgerens ophold i Danmark, idet det fremgik af eIndkomst, at både ansøgeren og hendes herboende ægtefælle siden juni 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at advokaten i sin klage havde anført, at ansøgerens kommune ikke havde opfyldt sin forvaltningsretlige pligt til at vejlede om konsekvensen af, at parret modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt dog, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen uanset om den pågældende kommune havde overholdt sin forvaltningsretlige vejledningsforpligtigelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle, da hun blev meddelt opholdstilladelse i april 2013, i afgørelsen blev vejledt om, at hendes opholdstilladelse var betinget af, at hverken hun eller hendes ægtefælle modtog kontanthjælp frem til, at hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og at parret i juni 2013 – mindre end tre måneder senere – begge underskrev en ansøgning om kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt på den baggrund som følge af, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, at en af betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og tilladelsen kunne derfor nægtes forlænget, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes ægtefælle samt parrets to fællesbørn til at indrejse og tage ophold i Marokko for dér at udøve familielivet, hvor ansøgeren var født og opvokset og havde sin moder. Det blev i den forbindelse bemærket, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. Det forhold, at advokaten havde oplyst, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne opnå opholdstilladelse som familiesammenført i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke ansås for at være godtgjort, at ansøgerens herboende ægtefælle og fællesbørnene efter en konkret og fuldt oplyst ansøgning herom til de marokkanske myndigheder ville være afskåret fra at kunne opnå opholdstilladelse i Marokko. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren – såfremt hendes herboende ægtefælle efter en konkret ansøgning måtte blive meddelt afslag på en konkret og fuldt oplyst ansøgning om opholdstilladelse i Marokko – ville have mulighed for at anmode om, at sagen skulle genoptages af Udlændingenævnet med henblik på en fornyet vurdering af, hvorvidt Danmark i givet fald ville kunne anses for nærmest til at beskytte det mellem ansøgeren og hendes herboende ægtefælleetablerede familieliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Marokko, idet hun først i en alder af knap 34 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun ikke udover sin ægtefælle og parrets to fællesbørn havde anden familie i Danmark, og at der ikke var oplyst om sådanne helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses som særligt belastende. Det forhold, at parret havde to fællesbørn, der var født i Danmark henholdsvis i marts 2012 og i maj 2013, der begge var statsløse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at børnene som følge af deres unge alder og længden af deres ophold i Danmark ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det under henvisning hertil måtte anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes ægtefælle og parrets fællesbørn til at udøve familielivet i Marokko. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet.  Det forhold, at den herboende ægtefælle havde et mindreårigt særbarn, som advokaten havde anført, at den herboende ægtefælle havde et fast, jævnligt og tilstrækkeligt samvær med, og at dette særbarn angiveligt havde oplyst, at han overnattede hos sin fader en-to gange om måneden, at han derudover havde samvær med sin fader en-to gange om ugen typisk i weekenden eller ferie, at han udover dette snakkede med sin fader eller så ham kort flere gange om ugen, og at han desuden sov hos sin fader, hvis han havde været oppe og skændes med sin moder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samværet – selv hvis det anførte kunne lægges til grund – havde et begrænset omfang. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles samvær med sit særbarn ikke havde en sådan karakter og et sådant omfang, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse ville kunne anses for at være særligt belastende, og at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5, kunne fraviges under henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2013, at hun havde startet selvstændig virksomhed, at hun var ved at lære dansk, og at hun efter det oplyste havde bestået en del af danskuddannelsen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke var tilstrækkeligt til at anse en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes herboende ægtefælle og parrets fællesbørn til at udøve familielivet i Marokko. FAM/2015/87.

Senest opdateret: 06-03-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post