MULTI
Du er her: ForsidePraksisInddragelse eller nægtelse af forlængelseNægtelse af forlængelseUdlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26, under henvisning til at klageren ikke rettidigt havde bestået prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist i marts 2016. 

Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klageren i maj 2015 havde orienteret Udlændingestyrelsen om sin graviditet – burde have ydet en konkret mervejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på tidspunktet for meddelelse af klagerens opholdstilladelse i september 2015. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af klagerens graviditet have vejledt klageren udtrykkeligt om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på baggrund af klagerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til klagerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund grundlag for at anse den af klageren aflagte og beståede danskprøve på A1-niveau i april 2016 som værende bestået rettidigt. FAM/2017/68.
 

Senest opdateret: 05-04-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post