MULTI
Du er her: ForsidePraksisMedfølgende familieTil personer med opholdstilladelse på baggrund af erhvervUdlændingenævnets afgørelse af 23. april 2015 – Erhverv – Medfølgende familie – Forældremyndighed
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til to statsborgere fra Cameroun, der søgte om opholdstilladelse som medfølgende familie til deres herboende søster, der havde opholdstilladelse efter greencardordningen. Den herboende reference var ikke i besiddelse af officiel dokumentation for, at hun havde forældremyndigheden over ansøgerne, eller at hun havde adopteret dem. Vedlagt ansøgningerne var et ”certificate of children keeping” underskrevet i maj 2014 af Mayor of Rural Council, Cameroun, hvoraf det fremgik, at den herboende reference tog sig af ansøgerne. Vedlagt var endvidere en ”parent’s declaration” underskrevet af den herboende references og ansøgernes forældre, hvoraf det fremgik, at den herboende reference var værge for ansøgerne. Den herboende reference havde oplyst, at ansøgerne var som en søn og datter for hende, idet hun altid havde taget sig af dem og betalt for alle deres fornødenheder, herunder uddannelse og mad, samt at den herboende references og ansøgernes forældre var pensionerede og handicappede og derfor ikke var i stand til at tage sig af ansøgerne. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende reference ikke havde dokumenteret at have forældremyndigheden over ansøgerne eller at have adopteret dem, hvorefter den herboende reference ikke kunne anses for at være ansøgernes nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det alene fremgik af det vedlagte ”certificate of children keeping”, at referencen tog sig af sine søskende, og at den vedlagte ”parent’s declaration” var en ensidig udstedt privat erklæring. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne væsentlige hensyn, som talte for at give ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende references og ansøgernes forældre fortsat opholdte sig i Cameroun, og at de måtte antages fortsat at have forældremyndigheden over ansøgerne. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference til sagen havde oplyst, at ansøgerne boede sammen med den herboende references samlever. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerne ikke sås at være helt uden omsorgspersoner eller i øvrigt uden generel omsorg i Cameroun, ligesom ansøgerne var henholdsvis 14 og 16 år og således havde nået en alder, hvor de ikke kunne antages at have behov for forældre i samme omfang som yngre børn. ERH/2015/123. 

Senest opdateret: 23-04-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post