MULTI
Du er her: ForsidePraksisMedfølgende familieTil personer med opholdstilladelse på baggrund af erhvervUdlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2017 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Forældre
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International og Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en armensk statsborger, der søgte om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin herboende søn, der havde opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 1. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet med den herboende reference siden 2013, at ansøgeren ikke havde noget familie tilbage i Armenien, at ansøgerens to sønner boede i Danmark med deres familier, at ansøgeren var afhængig af den herboende references pleje, og at ansøgeren var tvunget til at rejse mellem Danmark og Armenien, hvilket havde økonomiske konsekvenser.  

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der som udgangspunkt ikke meddeles opholdstilladelse til en forælder som medfølgende familie, når den herboende reference har opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på formålet med den herboende references ophold i Danmark, herunder at den herboende reference var meddelt midlertidig opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne særlige hensyn, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde boet med den herboende reference, siden den herboende reference var blevet skilt i 2013, at ansøgeren ikke havde noget familie tilbage i Armenien, at ansøgerens to sønner boede i Danmark med deres familier, og at den herboende reference til støtte for klagen havde anført, at den herboende reference var afhængig af at have ansøgeren ved sin side, så den herboende reference kunne koncentrere sig om sit job og sine børn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om sådanne særlige hensyn, der kunne begrunde, at der skulle meddeles opholdstilladelse til ansøgeren. Det af den herboende reference anførte om, at der var sket helbredsmæssige forandringer hos ansøgeren siden februar 2015, at den herboende reference var meget bekymret for ansøgeren, særligt når ansøgeren var i Armenien, og at ansøgeren var afhængig af den herboende references pleje, fandt Udlændingenævnet heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der som udgangspunkt alene kan meddeles opholdstilladelse til en forælder som medfølgende familie, hvis forælderen altid er blevet forsørget af personen, der har opholdstilladelse i Danmark, altid har boet sammen med den pågældende, og hvis forælderen har fulgt den pågældende under tidligere udlandsophold. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende reference havde haft ophold i Danmark siden februar 2011, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende reference siden den herboende references skilsmisse i 2013, og at ansøgeren samtidig havde oplyst, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark så meget, som ansøgerens turistvisum tillod. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference havde anført, at ansøgeren var tvunget til at rejse frem og tilbage mellem Armenien og Danmark fire gange om året, hvilket havde økonomiske konsekvenser og påvirkede den herboende references og ansøgerens planlægning af ferie og fritid. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke i sig selv var tilstrækkelige til at danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 m, stk. 1. ERH/2017/127.
 

Senest opdateret: 26-10-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post