MULTI
Du er her: ForsidePraksisMedfølgende familieTil personer med opholdstilladelse på baggrund af studierUdlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2015 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Retsgyldigt ægteskab
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra Pakistan. Ansøgeren og den herboende reference havde indgået ægteskab i Pakistan ved stedfortræder, idet den herboende reference ikke havde været til stede ved ægteskabets indgåelse.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de grundlæggende betingelser for at anse et ægteskab for gyldigt skal være opfyldt for at kunne meddele opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, at dette blandt andet indebærer, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret, og at det efter dansk ret er en betingelse, at begge parter er fysisk til stede ved vielsen. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde oplyst over for Den Danske Ambassade i Islamabad, at vielsen mellem hende og den herboende reference var foregået telefonisk, og at det fremgik af den fremlagte vielsesattest, at den herboende reference ved vielsen var repræsenteret ved stedfortræder og således ikke var fysisk til stede. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at ægteskabet var indgået i overensstemmelse med retsreglerne i Pakistan, og at den herboende reference var bange for at rejse tilbage til Pakistan, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagens udfald, idet det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at parret havde haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl af halvandet til to års varighed, idet vielsen blev foretaget i juni 2014, og idet den herboende reference siden maj 2010 efter det oplyste havde været bange for at vende tilbage til Pakistan, samt idet det efter en gennemgang af ansøgerens pas kunne konstateres, at hun ikke sås at have været indrejst hverken i Danmark eller Sverige, hvor den herboende reference havde studeret. Udlændingenævnet fandt, at det på den baggrund ikke var godtgjort, at der mellem parret var etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, der kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. ERH/2015/72. 

Senest opdateret: 26-05-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post