MULTI
Du er her: ForsidePraksisOphævelse af indrejseforbudUdlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2015 – Ophævelse af indrejseforbud
Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en statsløs palæstinenser fra Syrien. I august 2006 stadfæstede Højesteret en dom fra Østre Landsret, hvorved ansøgeren blev idømt syv års fængsel og udvist af Danmark for bestandig. Højesteret inddrog ansøgerens personlige forhold til hans to herboende børn i vurderingen. I oktober 2010 indbragte ansøgerens advokat sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I november 2010 blev ansøgeren udsendt af Danmark. Ansøgeren blev i juni 2013 meddelt permanent opholdstilladelse i Sverige. I september 2013 indgav ansøgerens repræsentant ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ansøgerens samvær med sin datter og søn. Samtidig søgte partsrepræsentanten om ophævelse af indrejseforbuddet. Det blev oplyst, at ansøgerens datter besøgte ansøgeren i gennemsnit hver anden weekend og i skoleferierne, og at der mellem datteren og ansøgerens bopæl i Sverige var en rejsetid på to en halv til tre timer hver vej. Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2014 ansøgeren afslag på familiesammenføring og opretholdt hans indrejseforbud. Til støtte for klagen blev der blandt andet henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention. Det blev yderligere anført, at ansøgeren var afskåret fra at deltage i fødselsdage og andre mærkedage, skolearrangementer og forældremøder, fritidsaktiviteter og lignende i forhold til sine børn, at hans datter havde en selvstændig tilknytning til Danmark, og at det ikke kunne kræves, at datterens moder flyttede til Sverige, for at ansøgeren og hans datter kunne udøve deres ret til familieliv. EMD fandt i juli 2014, at udvisningen af ansøgeren ikke var i strid med hverken EMRK artikel 3 eller artikel 8.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens indrejseforbud ikke kunne ophæves, henset til at han var tredjelandsstatsborger, og at han ikke havde dokumenteret at være omfattet af EU-reglerne og derved udlændingelovens § 32, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ved Højesterets dom i august 2006 blev idømt syv års fængsel og udvisning med indrejseforbud for bestandig. Udlændingenævnet fandt, at der eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8 mellem ansøgeren og hans datter, men fandt ikke, at Danmark var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv. Udlændingenævnet bemærkede herved, at det følger af EMD’s praksis, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde i forhold til FN’s Børnekonvention vægt på, at denne ikke giver en videre adgang til familiesammenføring, end den der følger af EMRK’s artikel 8. For så vidt angik familiesammenføring med ansøgerens datter, lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren stadig havde mulighed for at udøve samværet mellem de to i Sverige som hidtil, og at hans bosættelse i Sverige, ikke udgjorde en sådan hindring for udøvelsen af samværet, samt at der ikke var oplysninger om, at ansøgeren ikke fremadrettet havde mulighed for at udøve samværet med sin datter i Sverige. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at EMD i juli 2014 fandt, at Danmarks udvisning af ansøgeren ikke var i strid med EMRK, herunder EMRK’s artikel 8, og at domstolen i den forbindelse lagde vægt på, at ansøgeren blev fængslet ni måneder efter, at hans datter blev født, og derfor havde haft en begrænset kontakt med hende. For så vidt angår ansøgerens søn, lagde Udlændingenævnet til grund, at han var undfanget og født på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde indrejseforbud i Danmark for bestandig, hvorfor han ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve sin ret til familieliv med sin søn i Danmark. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren kunne udøve samværet med begge sine børn i Sverige, hvor han havde opholdstilladelse, og at der ikke var så uoverkommelige forhindringer i forhold hertil, at hans indrejseforbud burde ophæves, når den begåede kriminalitet og længden af den idømte straf blev taget i betragtning. FAM/2015/48.

Senest opdateret: 18-03-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post