MULTI
Du er her: ForsidePraksisOphævelse af indrejseforbudUdlændingenævnets afgørelse af 16. april 2018 – Ophævelse af indrejseforbud
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en makedonsk statsborger, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet traf samme dato afgørelse om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. § 10, stk. 4 og § 32, stk. 7. I 2001 blev ansøgeren af Østre Landsret idømt fængsel i ni år samt udvisning med indrejseforbud for bestandigt for overtrædelse af straffelovens §§ 191, stk. 1, 2. pkt., og § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 2. Københavns Byret afsagde i 2005 kendelse om at opretholde udvisningen, og ansøgeren udrejste herefter af Danmark i september 2005. I september 2016 anmodede ansøgeren Udlændingestyrelsen om ophævelse af indrejseforbuddet. Ansøgeren søgte endvidere om familiesammenføring under henvisning til sin herboende ægtefælle.

Udlændingenævnet fandt for det første, at der ikke var grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Makedonien, og at han dermed ikke var omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik udtrykkeligt af udlændingelovens § 32, stk. 8, at det er en betingelse for ophævelse af et indrejseforbud efter bestemmelsen, at den pågældende er omfattet af EU-reglerne. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at ansøgerens ægtefælle – som siden 2002 havde været dansk statsborger – i ansøgningen havde oplyst, at hun havde boet i Danmark siden sin indrejse, og at hun således ud fra de foreliggende oplysninger som dansk statsborger ikke havde benyttet sig af EU-reglerne om fri bevægelighed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at der i forbindelse med vurderingen af, om et indrejseforbud skal ophæves, skal foretages en proportionalitetsvurdering, at denne vurdering skal foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række forhold, herunder at ansøgeren havde været gift med sin ægtefælle siden 1991, at ansøgeren havde tre børn sammen med ægtefællen, hvor den ene var mindreårig, og at familien var integrerede i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, allerede fordi det ikke var dokumenteret, at ansøgeren var omfattet af EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 11, idet ansøgeren ikke var udvist efter udlændingelovens § 25 b. Udlændingenævnet fandt for det andet, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. § 10, stk. 4, og § 32, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren af Østre Landsret i 2001 var blevet udvist ved dom med indrejseforbud for bestandigt, at Københavns Byret i 2005 havde afsagt kendelse om at opretholde udvisningen, og at denne kendelse var blevet stadfæstet i 2005 af Østre Landsret. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, talte derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var anført, at ansøgeren havde været gift med sin ægtefælle siden 1991, at ansøgeren havde tre børn sammen med ægtefællen, hvor den ene var mindreårig, at familien var integrerede i Danmark, og at ansøgeren var diagnosticeret med paranoid skizofreni. Udlændingenævnet fandt yderligere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der talte for at fravige kravet i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Østre Landsret i sin kendelse i 2005 havde foretaget en vurdering efter udlændingelovens § 26. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at uanset om det måtte lægges til grund, at der eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv, var det Udlændingenævnets opfattelse, at Danmark ikke var nærmest til at beskytte dette familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter EMRK artikel 8 ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgik af den til sagen vedlagte lægeerklæring, at ansøgeren i sit hjemland fik medicin, og at ansøgeren gik i psykiatrisk behandling for sin sygdom. Udlændingenævnet fandt herudover, at det anførte om, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke sås at have forholdt sig til EU-reglerne, ikke kunne føre til et ændret udfald i sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til det anførte om nægtelse af ophævelse af ansøgerens indrejseforbud og bemærkede, at ansøgeren havde søgt om ægtefællesammenføring efter de nationale regler. Udlændingenævnet fandt således endelig på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at det ikke var uproportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 4, jf. § 32, stk. 7. FAM/2018/29.
 

Senest opdateret: 16-04-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post