Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Studie – Formodning – Ej progression

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Iran, der ønskede at studere på uddannelsen AP Degree Marketing Management, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9.

Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende på uddannelsen AP Degree Marketing Management ikke kunne anses for at være, at ansøgeren ønskede at gennemføre uddannelsen, men at formålet måtte anses for at være et ønske om længerevarende ophold i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som studerende i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede besad en fireårig videregående uddannelse fra hjemlandet, idet ansøgeren havde gennemført en Bachelor of Science Degree in Industrial Engineering-Industrial Technology, og at ansøgeren nu søgte om opholdstilladelse på baggrund af en AP Degree Marketing Management, der svarede til to år af en dansk bacheloruddannelse eller to år af en professionsbachelor. Ansøgeren havde således søgt ind på en uddannelse, som havde et væsentligt lavere niveau end ansøgerens allerede gennemførte uddannelse, idet ansøgerens Bachelor of Science svarede til en dansk bachelorgrad, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at der ikke var progression i uddannelsesforløbet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var en sammenhæng imellem ansøgerens hidtil gennemførte uddannelse Bachelor of Science Degree in Industrial Engineering-Industrial Technology, hvor fagene primært relaterede sig til det naturvidenskabelige område, og den ansøgte uddannelse AP Degree Marketing Management. Det forhold, at der efter ansøgerens opfattelse var en sammenhæng imellem ansøgerens Bachelor of Science og AP Degree uddannelsen, idet uddannelsen bestod af blandt andet økonomi, statistik og management, at ansøgeren som rådgiver havde erfaring inden for kommunikation, management og problemløsning, og at ansøgeren ønskede at forbedre sine engelske kundskaber, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet AP Degree uddannelsen ikke var en natulig forlængelse af ansøgerens hidtil gennemførte uddannelse og karriereforløb. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 29 år, ugift og uden børn, og at ansøgeren i perioden fra januar 2011 til februar 2012 havde arbejdet som rådgiver i Iran, hvorfor Udlændingenævnet yderligere fandt, at ansøgeren ikke var velforankret i hjemlandet, idet ansøgeren i november eller december 2010 havde afsluttet sin bacheloruddannelse, at ansøgeren i direkte forlængelse heraf var begyndt at arbejde, og at ansøgeren siden februar 2012 ikke havde været i beskæftigelse. Det forhold, at ansøgerens onkels venner havde anbefalet ansøgeren uddannelsesstedet, at ansøgeren skulle bo hos sin onkel, at Danmark er et sikkert land med gode uddannelsesmuligheder, at uddannelsesstedet anså ansøgeren som en af de bedst kvalificerede og højt motiverede ansøgere, og at ansøgeren havde stiftet bekendtskab med det danske samfund, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrede ved formodningen for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som studerende på AP Degree Marketing Management måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2016/55. 

Senest opdateret: 06-04-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen