MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse BeskæftigelseskravetUdlændingenævnets afgørelse af 11. november 2013 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, der i 2008 blev meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2012 ansøgerens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. I den forbindelse oplyste ansøgeren, at han i perioden fra 2009 til juni 2012 var ansat i en stilling i 12 ½ timer om ugen, at han siden oktober 2012 havde været ansat i en anden stilling i 50 timer om måneden, at han i 41 måneder inden for de sidste fem år havde været deltidsansat, at han arbejdede på deltid, da han var hjælper og støtteperson for sin ægtefælle, som var syg, idet hun led af svær post traumatisk stresssyndrom med psykotiske symptomer, som hun var i behandling for, at han forventede, at ægtefællen i fremtiden ville få det psykisk bedre, således at han kunne komme i fuldtidsarbejde, samt at han i perioden fra 2009 til 2012 havde modtaget supplerende kontanthjælp. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2012 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. I marts 2013 hjemviste Udlændingenævnet sagen til Udlændingestyrelsen, da Udlændingenævnet fandt, at den tidsmæssige betingelse i udlændingelovens § 11, stk. 3, på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse måtte anses for opfyldt. I juni 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.  

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, idet ansøgeren efter egne oplysninger var ansat på deltid med et timeantal på under 15 timer om ugen. Det til sagen oplyste om, at ansøgeren grundet sin ægtefælles helbredsmæssige forhold arbejdede på deltid, da han fungerede som hendes støtteperson, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet fandt, at der herved ikke var oplyst om sådanne forhold, at der var grundlag for at fravige betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, som kunne føre til, at ansøgeren på et senere tidspunkt ikke ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, om tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. FAM/2013/105.

Senest opdateret: 11-11-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post