MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse BeskæftigelseskravetUdlændingenævnets afgørelse af 2. april 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Aktuel beskæftigelse

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Sri Lanka, der i 2005 blev meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2013 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse aktuelt var under uddannelse eller i beskæftigelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren var på tidspunktet for ansøgningens indgivelse på barsel, hvilken ansøgeren formodedes at have afsluttet senest i juni/juli 2013. Ansøgeren havde ikke efterfølgende til Udlændingestyrelsen oplyst eller indsendt dokumentation for beskæftigelse.
 
Udlændingenævnet fandt, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse opfyldte betingelsen om aktuelt at være i beskæftigelse. Ansøgeren havde til Udlændingenævnet fremsendt dokumentation for, at ansøgeren i november 2013 var blevet beskæftiget som afløser, og at arbejdstimerne aftaltes fra gang til gang, samt at ansøgeren i marts 2014 var blevet beskæftiget som timelønnet tilkaldevikar. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke gennem sin ansættelse som afløser eller som timelønnet tilkaldevikar opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, om at være tilknyttet arbejdsmarkedet på tidspunktet, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at ansøgeren herved aktuelt var i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af eIndkomst fremgik, at ansøgeren i januar 2014, februar 2014 og marts 2014 alene havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge. FAM/2014/23.

Senest opdateret: 02-04-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post