MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse BeskæftigelseskravetUdlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Aktuel beskæftigelse

Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, til en statsløs palæstinenser. Ansøgeren var af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke aktuelt kunne antages at have tilknytning til arbejdsmarkedet eller være under uddannelse. I forbindelse med sagens behandling i Udlændingenævnet havde ansøgeren indsendt en udtalelse fra sin arbejdsgiver, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i to år uafbrudt havde været ansat i tidsbegrænsede fuldtidsstillinger, og at ansøgeren netop havde fået forlænget sin kontrakt med yderligere 11 måneder.

Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uanset, at ansøgeren ikke var ansat i en tidsubegrænset stilling, måtte ansøgeren antages at have tilknytning til arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været ansat uafbrudt samme sted i flere år, at der var tale om en fuldtidsstilling, og at ansøgerens kontrakt på ny blev forlænget for en længere periode, hvorfor kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, i denne sag fandtes opfyldt. FAM/2014/53.

Senest opdateret: 15-05-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post