Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, til en statsborger fra Peru, der i december 2006 blev meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2014 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse aktuelt var under uddannelse eller i beskæftigelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. 

Udlændingenævnet fandt, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse opfyldte betingelsen om aktuelt at være i beskæftigelse eller under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens ægtefælle til Udlændingenævnet selv havde oplyst, at ansøgeren ikke aktuelt var i beskæftigelse, da ansøgeren afventede en praktikplads. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren, såfremt Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i sagen inden april 2014, havde opfyldt betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det er ansøgerens forhold på afgørelsestidspunktet, der er afgørende for, om der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, og at længden af sagsbehandlingstiden hos Udlændingestyrelsen ikke i sig selv kunne danne grundlag for dispensation fra kravet om aktuel beskæftigelse eller uddannelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren havde mulighed for at opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, på et senere tidspunkt. FAM/2015/100. 

Senest opdateret: 24-04-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen