MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse BeskæftigelseskravetUdlændingenævnets afgørelse af 5. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Privat børnepasser
Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, der i marts 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, c, stk. 1. Ansøgeren var i oktober 2012 blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, m, stk.1. Udlændingestyrelsen havde i september 2014 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år indenfor de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indsendt dokumentation i form af godkendte kontrakter fra en kommune og kvitteringer for privat børnepasning for, at hun i perioden fra april 2010 til og med december 2010 havde passet et barn som privat børnepasser 30 timer ugentligt, at hun i perioden fra marts 2011 til og med maj 2011 havde passet et barn i 30 timer ugentligt som privat børnepasser, og at hun tillige i perioden fra marts 2012 til og med april 2015 havde passet mindst et barn ad gangen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at privat børnepasning måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at ansøgeren ikke sås at have modtaget andre former for ydelser i de pågældende perioder. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren måtte anses for at have været i beskæftigelse i over 30 timer ugentligt i tre år og fire måneder, og at hun således opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. FAM/2015/180.

Senest opdateret: 05-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post