MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse BeskæftigelseskravetUdlændingenævnets afgørelse af 3. september 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Elfenbenskysten. Ansøgeren var i oktober 2006 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på grundlag af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde oplyst, at hun havde været i deltidsbeskæftigelse i perioden fra februar 2007 til februar 2012, at hun i perioden fra januar 2004 til juni 2013 havde gennemført uddannelsen BA Hospitality Management ved University of West London som fjernstudie, og at hun på ansøgningstidspunktet var selvstændig erhvervsdrivende. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at hun under sin deltidsansættelse havde været på barsel og været sygemeldt grundet graviditet. Ansøgeren havde endvidere anført, at hun havde arbejdet mere end fuldtid i sin egen virksomhed, men at hun ikke havde tjent nok til at give sig selv løn.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse, i ordinær beskæftigelse eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de seneste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren alene havde været i ordinær beskæftigelse i cirka et år og syv måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de perioder, hvor ansøgeren havde været sygemeldt, havde haft barsel og haft orlov med løn, kunne medregnes i beskæftigelsesperioden, da hun i disse tilfælde havde været ansat i samme virksomhed både før og efter perioderne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den periode, hvor ansøgeren havde haft orlov uden løn, ikke kunne medregnes, da hun ikke var vendt tilbage til ansættelsesforholdet efterfølgende, eftersom hun ikke fik sin tidsbegrænsede ansættelse forlænget. Udlændingenævnet fandt desuden, at den periode, hvor ansøgeren havde gennemført uddannelsen BA Hospitality Management som fjernstudie, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 180 af 26. april 2012 side 35, at såfremt en uddannelse gennemført i udlandet skal kunne indgå i beregningen af, om en udlænding har været under uddannelse, har været i ordinær beskæftigelse eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, forudsættes det blandt andet, at udlændingen har været i beskæftigelse her i landet på det tidspunkt, hvor udlandsopholdet påbegyndes, samt at udlændingen har orlov fra sin arbejdsplads her i landet, og at udlændingen således forventes at genoptage sit arbejde efterfølgende. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde påbegyndt sin uddannelse, før hun påbegyndte sin beskæftigelse, og at hun ikke havde haft orlov til at gennemføre uddannelsen, der var gennemført som fjernstudie. Udlændingenævnet fandt endelig, at den periode, hvor ansøgeren havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, ikke kunne medregnes i beskæftigelsen, da ansøgeren ikke havde fremsendt dokumentation for virksomheden i form af for eksempel momsangivelser og regnskaber. FAM/2015/189.

Senest opdateret: 03-09-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post