MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse Krav om lovligt opholdUdlændingenævnets afgørelse af 17. januar 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Kravet om lovligt ophold – Uafbrudt opholdstilladelse i Danmark

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1 og 3, til en statsborger fra Ukraine, der i april 2005 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i maj 2007 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 1, frem til december 2007. I januar 2008 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin ægtefælle i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i april 2008 meddelt opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, frem til april 2009. I december 2009 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, samt afslag på opholdstilladelse som tilkaldevikar i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6. I januar 2010 indgav ansøgeren på ny en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, hvorefter han i februar 2010 blev meddelt opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Denne opholdstilladelse var gyldig til februar 2011. Ansøgeren blev i december 2010 meddelt opholdstilladelse i medfør at udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6, som senest blev forlænget til august 2015.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have boet her i landet i mindst fem år og i hele denne periode haft opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1 og 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioden fra april 2009 til januar 2010 ikke havde gyldig opholdstilladelse i Danmark, men havde opholdt sig her i landet henholdsvis på processuelt ophold og under en fastsat udrejsefrist. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beregningen af kravet om fem års lovligt ophold afbrydes, når en opholdstilladelse udløber, bortfalder eller inddrages, jf. udlændingelovens § 27, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at såfremt en ansøgning om opholdstilladelse er indgivet her i landet, regnes perioden fra det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at alene perioden fra januar 2010, hvor ansøgeren indgav en ny ansøgning om opholdstilladelse her i landet, kunne medregnes i beregningen af, hvorvidt ansøgeren havde boet lovligt i Danmark i mindst fem år og i hele perioden haft opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens tidligere opholdstilladelse udløb i april 2009, og at opholdstilladelsen blev nægtet forlænget i december 2009, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have haft opholdstilladelse i Danmark i perioden fra april 2009 til januar 2010, hvor den nye ansøgning om opholdstilladelse blev indgivet. FAM/2014/20.

Senest opdateret: 17-01-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post