MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse Krav om lovligt opholdUdlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren, som var kinesisk statsborger, blev i april 2009 meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, som var gyldig indtil juni 2011. Ansøgeren blev endvidere i maj 2012 meddelt opholdstilladelse med gyldighed til ultimo juli 2013. I maj 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført på baggrund af en ansøgning indleveret medio 2013. Det fremgik af denne opholdstilladelse, at den var gyldig fra ultimo januar 2014, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, og at denne dato var afgørende for, hvornår ansøgeren kunne få permanent opholdstilladelse. Ultimo juli 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark og blev i februar 2015 af Udlændingestyrelsen meddelt afslag herpå. Det var til støtte for klagen gjort gældende, at ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af familiesammenføring var indgivet i juli 2013, hvilket var inden udløbet af ansøgerens opholdstilladelse som studerende i juli 2013, at der således var tale om uafbrudt ophold i Danmark siden april 2009, og at kravet om fem års lovligt ophold i Danmark derfor var opfyldt. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, da hun ikke havde boet lovligt her i landet i mindst fem år, og i hele denne periode havde været meddelt opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, idet hun ikke havde haft opholdstilladelse i perioden fra ultimo juli 2013 til ultimo januar 2014. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på ordlyden af bestemmelsen i udlændingelovens § 27, stk. 3, hvoraf det fremgår, at beregningen af de i udlændingelovens § 27, stk. 1, nævnte tidsrum – herunder beregningen af tidsrummet for lovligt ophold i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – afbrydes, når en meddelt opholdstilladelse udløber. Da ansøgerens opholdstilladelse som studerende udløb ultimo juli 2013, lagde Udlændingenævnet således til grund, at beregningen af ansøgerens sammenhængende lovlige ophold blev afbrudt herved. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 27, stk. 1, at de i § 11, stk. 3, nr. 1, nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, såfremt dette tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet henviste i denne forbindelse til, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra maj 2014, at den var gyldig fra ultimo januar 2014, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, samt at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens herboende ægtefælle, med hvem ansøgeren blev familiesammenført, først fyldte 24 år ultimo januar 2014, hvorfor ægteskabet mellem den herboende ægtefælle og ansøgeren først kunne danne grundlag for en opholdstilladelse som familiesammenført fra den dato, hvor den herboende ægtefælle opfyldte 24-årskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. FAM/2015/165.

Senest opdateret: 05-10-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post