MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse Offentlig hjælpUdlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en marokkansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, idet hun havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren havde i forbindelse med klagen oplyst, at kommunen efter hendes opfattelse havde tilsidesat deres oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7 og god forvaltningsskik ved ikke at have vejledt hende om konsekvenserne ved at modtage supplerende kontanthjælp i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren henviste i den forbindelse til Højesterets dom i U 1996.803 H.  

Udlændingenævnet fandt, ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2014, april 2014 og juli 2014 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik, i alt 2.266,97 kr. Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at kommunen efter hendes opfattelse havde tilsidesat sin oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7 og god forvaltningsskik ved ikke at have vejledt om konsekvenserne ved at modtage supplerende kontanthjælp i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ydelserne, som ansøgeren havde modtaget, var ydelser udbetalt til forsørgelse, at ansøgeren havde skrevet under på sin ægtefælles ansøgning om kontanthjælp, og at ansøgeren på den baggrund – henset til reglerne om gensidig forsørgelsespligt – måtte anses for at være medansøgende i forhold til hendes ægtefælles sag om udbetaling af sociale ydelser. Udlændingenævnet bemærkede, at udbetaling af supplerende kontanthjælp til ansøgeren var begrundet i reglerne om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvar for blandt andet at forsørge sig selv og sin ægtefælle, jf. § 2 a i lov om aktiv socialpolitik, hvorfor Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke var i modstrid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privatliv, herunder retten til selvbestemmelse i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse. Det forhold, at kommunen havde oplyst, at ansøgeren ikke havde modtaget vejledning om modtagelse af sociale ydelser i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde oplyst til kommunen, at hun havde konkrete planer om at indgive en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, som tillige først var blevet indgivet en måned efter ansøgningen om kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt således, at kommunen ikke havde haft aktuel anledning til at vejlede ansøgeren om kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, ligesom Udlændingenævnet fandt, at der ikke kan antages at være en generel vejledningspligt for landets kommuner til at vejlede om reglerne for tidsubegrænset opholdstilladelse i forbindelse med, at en udlænding eller dennes ægtefælle måtte søge om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endelig, at den af ansøgeren påberåbte afgørelse optrykt i U 1996.803 H ikke gav anledning til en ændret vurdering. FAM/2015/79.

Senest opdateret: 01-10-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post