MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse Selvforsørgelseskravet
  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 13-09-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en irakisk statsborger. Klageren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2010 i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og havde i august 2012 fået udbetalt kontanthjælp.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse og fandt, at klageren ikke burde have været meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at klageren havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde fået udbetalt kontanthjælp i ultimo august 2012, og at klageren efterfølgende havde tilbagebetalt kontanthjælpen efter aftale med kommunen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren indgav ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i medio august 2015. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren havde fået hjælp til at udfylde ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse af formanden for et frivilligcenter, som klagerens bopælskommune havde henvist klageren til, og at klageren havde oplyst, at formanden på frivilligcenteret var af den opfattelse, at det var uden betydning, at klageren havde fået udbetalt hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i august 2012, da klageren havde tilbagebetalt ydelsen. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at såfremt klageren havde modtaget korrekt vejledning i forhold til tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse, og herefter blot havde ventet tre uger med at indlevere ansøgningen til Udlændingestyrelsen, ville klageren ikke have fået afslag på ansøgningen under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse. FAM/2017/41.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 24-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsløs ansøger, født i Burma, der i 2003 indrejste i Danmark på baggrund af en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 8, idet ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik i perioden fra august 2012 til august 2015, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark siden juli 2003 og dermed opfyldte den tidsmæssige betingelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte en af de øvrige grundlæggende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik i perioden fra august 2012 til august 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, der gav mulighed for at give tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde fremsendt en lægejournal samt en epikrise, hvoraf det fremgik, at ansøgeren led af sukkersyge og astma, at det fremgik af ansøgerens generelle helbredsattest fra november 2011, at ansøgeren havde haft en del fravær på grund af sygdom i forbindelse med beskæftigelsestilbud samt danskundervisning, at ansøgerens astma virkede til at have været en stor barriere i forhold til ansøgerens tilknytning til arbejdsmarkedet, og at ansøgeren ikke havde været i praktik siden 2014 som følge af ansøgerens helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke blev vurderet at være dokumenteret helbredsmæssige problemer af en sådan karakter og omfang, at der kunne dispenseres fra betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen, hvor ansøgeren var bosat, havde oplyst, at ansøgeren skulle arbejdsprøves, at der skulle udarbejdes en arbejdsevneerklæring, og at kommunens plan var, at ansøgeren skulle i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke kunne dispenseres fra kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, med henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 15, uagtet at ansøgeren siden september 2003 havde haft opholdstilladelse som flygtning, idet der – på trods af at ansøgeren var flygtning – ikke i sagen var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige forhold, der havde sammenhæng med ansøgerens flygtningestatus, som kunne begrunde, at ansøgeren ikke havde opfyldt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, hvorfor der ikke kunne dispenseres efter udlændingelovens § 11, stk. 15. Udlændingenævnet fandt endelig, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kunne anses som uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5 overfor ansøgeren. FAM/2015/218.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 13-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en pakistansk statsborgers ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5., idet ansøgeren – inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles – havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

    Udlændingenævnet lagde vægt på oplysningerne fra eIndkomst samt ansøgerens egne oplysninger om, at han i perioden fra januar 2014 til februar 2014 samt i perioden fra april 2014 til juni 2014 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren alene havde modtaget enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, og at der var tale om supplerende kontanthjælp, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde modtaget ydelser udbetalt til forsørgelse, og at ansøgeren i alt havde modtaget 34.104 kr. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udbetaling af supplerende kontanthjælp til ansøgeren var begrundet i reglerne om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvaret for blandt andet at forsørge sig selv og sin ægtefælle, jf. § 2 a i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde vedvarende smerter efter en operation for karpaltunnelsyndrom, og at det ikke var muligt at vurdere ansøgerens ægtefælles beskæftigelsespotentiale, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var tale om forhold, der kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, i forhold til ansøgerens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, over for ansøgeren. FAM/2015/140.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Selvforsørgel-seskravet

    Dato: 13-05-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren ville kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, og at ansøgeren således ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at ansøgeren i perioden fra april 2011 og senest i maj 2015 havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningen ikke havde oplyst at lide af et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at det fremgik af udskrifter fra november 2010 fra et jobcenter, at ansøgeren var blevet tilmeldt et traumecenter i 2005 på grund af svære PTSD-symptomer, at hendes PTSD-symptomer blev stærkt forværret, efter at hun i 2009 blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, at hun efter jobcenterets opfattelse var meget langt fra arbejdsmarkedet, ligesom yderligere forsøg på arbejdsprøvning på daværende tidspunkt skønnedes udsigtsløse og unødvendigt belastende, og at hvis der skulle iværksættes yderligere tiltag, ville det kræve, at hun havde god tid til at tilvænne sig tanken herom, at der ikke skulle stilles for store krav til hende, og at arbejdspladsen skulle kunne rumme hendes massive vanskeligheder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var godtgjort eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Udlændingenævnet i marts 2015 anmodede ansøgeren om at oplyse, hvorvidt hun var kommunalt afklaret i et beskæftigelsesmæssigt sigte, og at Udlændingenævnet ikke sås at have modtaget yderligere oplysninger om ansøgerens status i kommunen. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det fremgik af udskrift fra april 2015 fra ansøgerens læge, at ansøgeren i februar 2015 og i marts 2015 var til lægekonsultation på grund af frygt for brystkræft, og at hun i april 2015 var til lægekonsultation for muskelsmerter og spændinger. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne herom ikke kunne føre til en anden vurdering, da der ikke herved var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 15, uanset at hun siden november 1999 havde haft opholdstilladelse i Danmark, og uanset at hun siden november 2000 havde haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hun ikke vurderedes at have udvist vilje til efter evne at integrere sig i det danske samfund. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren i perioden fra 2000 til 2003 modtog sprogundervisning på en sprogskole, at hun i 2003 gennemførte kurser om samfundsforståelse, at hun i 2007 erhvervede et dansk kørekort med henblik på at blive en del af det danske arbejdsmarked, at hun i perioden fra 2005 til 2008 var 25 timer om ugen på et traumecenter, at hun i perioden fra 2007 til 2008 var tilmeldt danskuddannelse 2 og bestod Prøve i Dansk 2, at hun havde deltaget i aktiveringsforløb ved traumecenteret, og at hun havde underskrevet en erklæring om integration og aktivt medborgerskab. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ovennævnte oplysninger ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren i perioden fra 2000 til 2008 alene i begrænset omfang havde deltaget i integrationsfremmende aktiviteter, og idet hun siden 2008 ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig i det danske samfund via deltagelse i undervisning eller andre aktiviteter. FAM/2015/55.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post