MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse Unge mellem 18 og 19 årUdlændingenævnets afgørelse af 23. august 2013 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt uddannelse eller beskæftigelse

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren afsluttede i juni 2011 folkeskolen, hvorefter han i november 2011 påbegyndte et uddannelsesforløb. Ansøgeren var i den mellemliggende periode volontør på et værksted, hvor han ikke modtog løn for sit arbejde. Ansøgeren indgav i juli 2012 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i forbindelse med, at han fyldte 18 år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af de lempeligere regler for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse for unge udlændinge, der indgiver en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse forud for det fyldte 19. år, såfremt udlændingen har været i uafbrudt uddannelse eller ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden afslutningen af folkeskolen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 10. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde været i uafbrudt uddannelse eller fuldtidsbeskæftigelse siden afslutningen af folkeskolen, idet ansøgerens volontørstilling på et værksted ikke kunne anses som ordinær fuldtidsbeskæftigelse, da ordinær beskæftigelse skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt endvidere på baggrund sagens oplysninger, herunder ansøgerens egne oplysninger, at ansøgeren ikke havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. FAM/2013/98.

Senest opdateret: 23-08-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post