Udlændingenævnets afgørelse af 22. oktober 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt uddannelse eller beskæftigelse – Beskæftigelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet. Ansøgeren, som var født i Danmark i 1995, fik opholdstilladelse i Danmark i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren oplyste, at hun havde været i uafbrudt uddannelse eller ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden afslutningen af folkeskolen, at hun afsluttede 9. klasse i juni 2011, at hun gennemførte grundforløbsuddannelse for den erhvervsfaglige fællesindgang, sundhed, omsorg og pædagogik i december 2011, at hun i marts 2013 bestod social- og sundhedshjælperuddannelsen, at hun havde arbejdet som afløser på et plejehjem uden noget bestemt timetal per uge siden marts 2013, og at hun i maj 2013 blev ansat som social- og sundhedsassistentelev, men at hendes ansættelse begyndte i august 2013 med forventet afslutning i april 2015.

Udlændingenævnet fandt det rettest at vurdere sagen efter de lempeligere bestemmelser i udlændingelovens § 11, stk. 10, da ansøgeren fyldte 18 år få måneder efter indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 10, da ansøgeren afsluttede 9. klasse i juni 2011, og at hun dernæst frem til sin 18 års fødselsdag i juli 2013 ikke havde været i uafbrudt fuldtidsbeskæftigelse eller under uddannelse, idet ansøgeren i perioden fra marts 2013 til august 2013 ikke havde haft fuldtidsbeskæftigelse eller været under uddannelse. Udlændingenævnet bemærkede, at selvom ansøgeren havde været ansat på et plejehjem, havde ansøgerens ansættelse været uden noget bestemt timetal om ugen, ligesom ansøgeren reelt arbejdede mellem 9 og 25 timer om ugen, hvilket var et lavere timetal end fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde arbejdet på deltid i to måneder, hvilket svarede til ca. en måneds ordinær beskæftigelse. For så vidt angik ansøgerens uddannelsesforhold, henviste Udlændingenævnet til, at gymnasiale og erhvervsrettede uddannelsesforløb alene kan indgå ved beregningen af, om en udlænding har været under uddannelse i mindst tre år inden for de seneste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, såfremt uddannelsen er afsluttet. Uddannelse på folkeskoleniveau, som ikke er gymnasial uddannelse eller erhvervsuddannelse, kan derfor ikke indgå i vurderingen. Det var derfor alene ansøgerens afsluttede social- og sundhedshjælperuddannelse, der var normeret til et år og to måneder, der kunne indgå i vurderingen, hvorfor Udlændingenævnet på baggrund af de samlede forhold fandt, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ikke var opfyldt. FAM/2014/161.

Senest opdateret: 22-10-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen