MULTI
Du er her: ForsidePraksisTidsubegrænset opholdstilladelse Krav om bestået Prøve i Dansk 1Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en kosovosk statsborger, som i 2006 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen oplyst, at han havde bestået Prøve i Dansk 1, at han siden 2007 havde arbejdet 37 timer pr. uge, og at han ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse var ansøgerens bevis for Prøve i Dansk 2, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden november 2009 til december 2009 havde aflagt Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 1,3. Det fremgik af bevisets side 2, at der for at bestå Prøve i Dansk 2 skal være opnået et karaktergennemsnit på minimum 2,0. Ansøgeren sendte i november 2014 under klagesagen hos Udlændingenævnet en udskrift fra egen læge, hvoraf det fremgik, at ansøgeren tidligere havde været i et langvarigt samtaleforløb hos en psykiater, som på afgørelsestidspunktet var afsluttet, da det blev vurderet, at der ikke var yderligere effekt af samtaleforløbet, og at lægen vurderede – efter konsultationsbesøg i november 2014 – at ansøgeren led af PTSD, psykotisk kropsopfattelse, fortsatte natlige mareridt og flash-backs.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde fremlagt dokumentation for at have aflagt Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 1,3, og at det forudsatte et karaktergennemsnit på minimum 02 at bestå danskprøven. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, der kunne give ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgerens egen læge havde vurderet, at ansøgeren led af PTSD, psykotisk kropsopfattelse, fortsatte natlige mareridt og flash-backs, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet ikke fandt det dokumenteret, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne bestå Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren i november-december 2009 havde aflagt Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 1,3, men at ansøgeren ikke siden sås at have været tilmeldt Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende niveau, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville være i stand til at bestå Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, overfor ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede, at der ikke er krav til forudgående deltagelse i danskundervisning for at bestå en Prøve i Dansk 1. FAM/2015/74.

Senest opdateret: 23-03-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post