MULTI
Du er her: ForsidePraksisTilbagerejsetilladelse
right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Tilbagerejsetilladelse

    Dato: 19-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, samt meddelelse af afslag på tilbagerejsetilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet klageren ikke var indrejst og havde taget reelt og faktisk ophold i Danmark inden for seks måneder efter, at han var blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren siden sin oprindelige indrejse i Danmark i januar 2017 og frem til tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse i juni 2017 samlet havde opholdt sig her i landet i 20 dage fordelt på tre indrejser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren var indrejst i Danmark i januar 2017, at han efter det oplyste havde lejet en bolig i Danmark, og at han havde afholdt møder med en bank om oprettelse af en bankkonto, i den forbindelse ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde taget reelt og faktisk ophold med henblik på at bosætte sig i Danmark ved indrejsen i januar 2017, men at han alene havde ladet sig registrere i CPR. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren havde ladet sig registrere i CPR i januar 2017, og at han dagen efter var udrejst af Danmark i en periode på godt to måneder, samt at han ved sine to seneste indrejser havde indgivet ansøgning om tilbagerejsetilladelse dagen efter indrejsen. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af CPR, at klageren siden april 2017 havde været uden bopæl i Danmark, samt at han ingen indkomst havde haft her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på grund af en stavefejl på sit opholdskort ikke havde kunnet benytte kortet til indrejse i Danmark, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om oplysninger, som kunne føre til, at klageren kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark. Det forhold, at klageren efter sin oprindelige indrejse ikke havde været udrejst i mere end seks på hinanden følgende måneder, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet klageren ikke kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klageres opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ophold i Iran havde været begrundet i hans faders helbredsmæssige forhold, men Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var meddelt midlertidigt ophold i Danmark i en specificeret periode med henblik på at indrejse og tage arbejde i Danmark, og at det var en forudsætning for opretholdelse af opholdstilladelsen, at han inden for seks måneder tog reelt og faktisk ophold i landet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der alene var fremlagt dokumentation på persisk for klagerens faders sygdom, og at der uanset dette ikke forelå oplysninger om forhold, som kunne anses for at have hindret klageren i at tage reelt og faktisk ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herefter endelig, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at klageren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration alene kan meddele tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og at klageren som iransk statsborger ikke havde ret til visumfrit ophold, hvorfor han ikke havde et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/6.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. januar 2018 – Tilbagerejsetilladelse

    Dato: 17-01-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio november 2017 til medio december 2017. Ansøgeren, der var iransk statsborger, havde i november 2017 indgivet en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse efter greencardordningen. Samme dato havde ansøgeren også ansøgt om en tilbagerejsetilladelse for at kunne rejse til Iran, hvilket han fik afslag på. Efter at være udrejst til Iran indgav ansøgeren på ny en ansøgning om en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio november 2017 til medio december 2017 for at kunne indrejse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio november 2017 til medio december 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark i november 2017, at myndighederne på tidspunktet for ansøgerens udrejse ikke havde truffet afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse, og at ansøgeren dermed var udrejst af Danmark uden at kunne være sikker på, at ansøgeren havde mulighed for at kunne genindrejse. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i sin første afgørelse havde vurderet, at styrelsen forventede at kunne træffe afgørelse i sagen om forlængelse, inden ansøgeren ifølge sin ansøgning om tilbagerejsetilladelsen kunne forventes at være tilbage i Danmark, og at baggrunden for, at styrelsen endnu ikke havde truffet afgørelse, blandt andet skyldtes ansøgerens egne forhold, idet ansøgeren i november 2017 blev anmodet om at indsende oplysninger til brug for ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen, hvilket ansøgeren ikke havde gjort. Udlændingenævnet bemærkede, at en udlænding som udgangspunkt skal have en tilbagerejsetilladelse inden udrejsen fra Danmark, og at myndighederne kan træffe afgørelse om ikke at udstede en tilbagerejsetilladelse, når en udlænding ønsker at udrejse af Danmark i den periode, hvor der verserer en forlængelsesansøgning – særligt når myndighederne forventer at kunne træffe afgørelse i løbet af den periode, hvor udlændingen opholder sig i udlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ejeren af den lejebolig i Danmark, som ansøgeren var bosat i, efter det oplyste havde solgt boligen, og at ansøgeren derfor var nødt til at rejse til Danmark, så ansøgeren kunne pakke sine personlige ejendele og aflevere nøglerne til ejeren af lejeboligen. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren måtte kontakte Den Danske Ambassade i Teheran, Iran, med henblik på at få vejledning om muligheden for at søge om et visum, såfremt Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelse om ikke at forlænge ansøgerens opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen, og ansøgeren ikke havde mulighed for at indrette sig på anden vis for at få adgang til sine ejendele. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at ansøgeren blandt andet udrejste af Danmark, fordi ansøgerens moder skulle gennemgå en hjerteoperation. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark dagen efter, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om forlængelse, og at ansøgeren ifølge oplysningerne fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration allerede havde været udrejst flere gange til Iran, herunder fra september 2017 til oktober 2017. Ansøgeren syntes alene at være indrejst i Danmark for at indgive en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den sammenhæng, at der ikke forelå dokumentation for, at ansøgerens moder havde gennemgået en hjerteoperation, og hvornår hun havde gennemgået den. ERH/2018/2.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post