MULTI
Du er her: ForsidePraksisBørnesammenføring
right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 12-07-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bosnisk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Den herboende moder blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2007 som ægtefællesammenført. Hun fik i september 2017 tillagt forældremyndigheden over ansøgeren, som var født i 2001. Ansøgeren søgte i september 2017 om familiesammenføring med sin moder. Det blev i forbindelse med ansøgningen anført, at ansøgerens fader havde været voldelig mod ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem moderen og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin moder siden 2007, hvor han var seks år, at moderen i 2007 valgte at udrejse af Bosnien-Hercegovina med sit ene barn med henblik på at tage varigt ophold i Danmark, og at ansøgeren siden 2007 alene havde set sin moder i forbindelse med hendes besøg i hjemlandet eller ansøgerens besøg i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at moderen først næsten ti år efter, at hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om familiesammenføring med sin søn, og at ansøgeren var 16 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor han havde boet frem til ansøgningstidspunktet, hvor han havde gået i skole, og hvor blandt andet hans fader og halvbroder boede. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens fader ikke ville tillade ansøgeren at flytte til Danmark, at faderen i september 2017 alligevel gav moderen forældremyndigheden over ansøgeren og angiveligt tilkendegav, at han ikke gad ansøgeren mere, og at faderens opholdssted angiveligt var ukendt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens moder ikke havde boet sammen i næsten ti år, og at ansøgeren i de år havde boet sammen med blandt andet sin fader og sin halvbroder, og at han efter det oplyste havde et godt forhold til sin faders nye ægtefælle, som havde passet ham, siden han var lille. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det i e-mail af maj 2018 blev oplyst, at ansøgerens fader var blevet separeret fra sin ægtefælle, at der derfor ikke længere var andre i husstanden end ansøgerens fader, og at ansøgeren ikke havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens fader var fængslet og dermed ikke kunne tage sig af sin søn, og at det således ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens fader efter det oplyste havde været den daglige forældremyndighedsperson for sin søn i Bosnien-Hercegovina, og at en angiven manglende vilje til fortsat at have denne rolle i forbindelse med en sag om familiesammenføring ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren var fyldt 16 år på ansøgningstidspunktet og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 17 ½ år, og derfor måtte antages at kunne tage vare på sig selv, og at han ikke havde behov for sine forældre i samme omfang som mindre børn. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ikke sås at være væsentlige hindringer for, at familielivet kunne udøves ved besøgsophold i samme omfang som tidligere, ligesom ansøgerens moder havde mulighed for at bidrage til ansøgerens forsørgelse i hjemlandet som hidtil. Udlændingenævnet fandt herudover, at det til sagen oplyste om, at ansøgerens fader slog ham og talte grimt til ham, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt det i den forbindelse ikke tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ud over ved en enkelt lejlighed havde været udsat for vold eller dårlig behandling fra sin faders side eller var i risiko for at blive det. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der efter det oplyste var iværksat en lægelig undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand, idet han havde givet udtryk for selvmordstanker og en dårlig psykisk tilstand generelt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt lægelig dokumentation for, at ansøgeren havde alvorlige psykiske problemer eller for, at disse i givet fald ikke ville kunne behandles i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgerens liv i hjemlandet angiveligt skulle være vanskeliggjort af, at han havde en muslimsk moder, og at han troede, at han kunne få et bedre liv i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne medføre en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens moder mente, at hun i hjemlandet risikerede forfølgelse på grund af sin religiøse overbevisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen havde opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, og at opholdstilladelsen således ikke var givet på baggrund af en asylretlig vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at moderen, siden hun var rejst til Danmark i 2007, ifølge sagens oplysninger havde været tilbage i hjemlandet cirka to gange om året for at besøge sin søn. Udlændingenævnet fandt endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter denne bestemmelse har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt således ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2018/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 18-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger. Ansøgerens herboende moder var meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2017 under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet i juni 2017, at ansøgeren var født i Thailand, hvor hun havde boet hele sit liv sammen med sin moder indtil juli 2016, hvor moderen var indrejst i Danmark, og herefter med sin mormoder og morfader, at hun havde haft seks års skolegang i Thailand, at hun talte thai og lidt engelsk, at hun havde et familienetværk i Thailand i form af sin mormoder, morfader, søster, sin moders broder og sin fader, og at hun således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin moder, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, ansøgeren fortsat kunne bo hos sin mormoder og morfader i Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at mormoderen skulle lide af fremskreden diabetes, at hun efter det oplyste havde mange gener, at hun ikke kunne gå, at hun ikke kunne tage sig af de daglige pligter, at morfaderen var betydeligt svækket af alderdom, og at mormoderen og morfaderen modtog 200 kr. om måneden i offentlig pension, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at forsørge familie, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet der ikke var tale om sådanne forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin fader, siden hun var seks år, at faderen ikke ville tage sig af hende, at faderen under skilsmissen efter det oplyste havde ytret, at han ikke evnede og ønskede at tage del i opdragelsen og forsørgelsen af ansøgeren, at hun ikke ønskede at bo hos sin fader, at faderen og ansøgeren kun havde sporadisk kontakt via Facebook, og at ansøgerens moder i forbindelse med skilsmissen havde fået tillagt forældremyndigheden over ansøgeren, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort eller dokumenteret, at ansøgeren ikke kunne tage ophold i Thailand hos sin fader. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens moder i marts 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun havde bestået danskprøve på A1-niveau, at hun havde forsøgt at finde arbejde, men at det ikke var lykkedes, at hun i samarbejde med kommunen var i gang med at undersøge muligheden for at starte selvstændig virksomhed fra familiens hjem, at hun ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap, at hendes ægtefælle havde arbejdet på fuldtid, og at hendes ægtefælle nu var pensioneret. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke i sig selv kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens moder ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at hun kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tillknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom hun ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark, at hun havde fået mange nye venner, at hun var vellidt i skolen, at hun fulgte den almindelige sjette klasse og befandt sig godt i klassen, at hun var respekteret og vellidt af sine klassekammerater, at hun i frikvartererne var aktiv og indgik i leg, at hun gradvis tilegnede sig sproget, at hun var stabil med sin skolegang, og at hun havde et stort passivt ordforråd, ikke kunne føre til et andet udfald, da ansøgeren herved ikke kunne antages at have opnået en sådan stærk tilknytning til Danmark, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 16, kunne anses for at være opfyldt. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgerens moder havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, og at ansøgeren og ansøgerens moder, mens ansøgeren boede i Thailand, havde kontakt med hinanden dagligt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens moder kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil, ligesom ansøgerens moder fortsat kunne bidrage til hendes forsørgelse i Thailand. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens moders eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sine bedsteforældre i Thailand, mens ansøgerens moder tog ophold i Danmark, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo sammen med sine bedsteforældre i Thailand. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens moder dermed havde valgt at udøve familielivet således, at ansøgeren og ansøgerens moder skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun havde gået seks år i skole, og hvor hendes mormoder, morfader, søster, hendes moders broder og hendes fader fortsat var bosiddende. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonventions artikel 3 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Barnets tarv – Danmarks internationale forpligtelser – Vold

    Dato: 06-03-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til to tyrkiske statsborgere, der var søstre og født henholdsvis i maj 2001 og i januar 2003 under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse, idet det ville være i strid med barnets tarv og Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne ikke havde slægtninge i hjemlandet, som de kunne bo hos, idet ansøgernes faders opholdssted ikke var kendt, og idet ansøgernes farmoder på grund af alder ikke havde mulighed for at forsørge dem og have dem boende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var blevet oplyst om vold i familien, som ansøgerne var blevet udsat for. FAM/2018/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 06-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig spansk statsborger. Ansøgerens herboende fader var irakisk statsborger og var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Der blev ved afgørelsen ikke taget stilling til, om ansøgeren eventuelt kunne have ret til ophold efter EU-reglerne.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da hun ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var otte år på ansøgningstidspunktet i september 2016, at hun var født i Spanien, hvor hun havde boet hele sit liv sammen med sin moder og havde haft to års skolegang, at hun efter det oplyste talte spansk, castellano, arabisk og begrænset engelsk, at hun havde et familienetværk i Spanien i form af sin moder og to onkler, at hun aldrig havde boet sammen med sin fader, at faderen, først efter at ansøgeren var fyldt otte år, havde søgt om familiesammenføring med hende, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin fader, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgerens broder i oktober 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at han samme måned var blevet registreret som indrejst i Danmark, henset til længden af broderens ophold ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at faderens tilknytning herved kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at faderen i forbindelse med sin forlængelsessag af hans opholdstilladelse som flygtning havde oplyst, at han havde gennemført en erhvervsuddannelse som slagter i 2001, at han havde været i praktik i en dagligvarekæde, at han havde arbejdet som chauffør, at han havde arbejdet inden for rengøringsbranchen indtil 2008, at han efterfølgende havde gennemført flere praktikforløb, og at han havde danskkundskaber, der var tilstrækkelige til, at han kunne klare sig i det daglige. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderen i marts 1999 var blevet meddelt opholdstilladelse som flygtning i en alder af 36 år, at han ikke havde haft nogen særlig tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han i hvert fald siden 2008 kun havde været i beskæftigelse i samlet 15 måneder, og at han ikke havde dokumenteret at have bestået en danskprøve. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at ansøgeren havde boet hos sin fader, siden hun var indrejst i Danmark i juni 2016, og at hun efter det oplyste havde gået i skole i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at faderen efter det oplyste havde bidraget til ansøgerens forsørgelse i Spanien, at han og ansøgeren havde haft telefonisk kontakt med hinanden, og at han og ansøgeren havde besøgt hinanden i henholdsvis Danmark og Spanien. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang og på en tilsvarende måde, som han havde gjort, siden ansøgeren blev født, ligesom han fortsat kunne bidrage til hendes forsørgelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens forældres eget valg, at ansøgeren skulle bo hos sin moder i Spanien i de første otte år af hendes liv, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at hun fortsat kunne bo hos sin moder i Spanien. Udlændingenævnet fandt ydermere, at faderen dermed havde valgt at udøve familielivet således, at hans familie skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt tillige, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af disse faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK’s artikel 8. FAM/2018/14.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 06-03-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig statsborger fra Kina. Ansøgerens herboende moder var meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2016 under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst i Danmark i september 2016, at hun i oktober 2016 var påbegyndt sin skolegang på en dansk folkeskole, at hun i den forbindelse havde tilegnet sig det danske sprog, at hun socialt var blevet en del af fælleskabet på skolen, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde haft skolegang i Danmark i mere end et år, og at hun efter det oplyste siden oktober 2017 havde været tilknyttet en klasse på 7. årgang på en dansk folkeskole og havde fulgt alle fag, herunder dansk, på almindelige og samme vilkår som sine klassekammerater. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder havde bestået danskprøve på A1-niveau, og at hun havde søgt at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2018 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA

    Dato: 07-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 40 c, stk. 1, til tre statsborgere fra Eritrea under henvisning til deres herboende fader. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med behandlingen af sagen anmodet ansøgerne om at medvirke til DNA-undersøgelse ved Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien. Ansøgerne mødte aldrig op på Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien.

    Udlændingenævnet fandt, at den påberåbte familiemæssige tilknytning mellem den herboende reference og ansøgerne ikke sås dokumenteret. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at ansøgerne ikke var mødt op på Den Danske Ambassade i Etiopien for at få foretaget de nødvendige undersøgelser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det af referencen anførte om, at ansøgerne adskillige gange havde forsøgt at krydse grænsen fra Eritrea til Etiopien, men hver gang var blevet pågrebet af de eritreiske myndigheder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det er en grundlæggende betingelse for meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgerens identitet må anses for fastlagt, og at dette krav ikke kan fraviges, uanset eventuelle økonomiske, logistiske eller sikkerhedsmæssige udfordringer. Udlændingenævnet fandt desuden, at hensynet til barnets tarv talte for dels at fastslå barnets identitet, dels for at sikre, at slægtskabet mellem et barn og en herboende forælder er i overensstemmelse med det af barnet og forælderen oplyste. Udlændingenævnet fandt således, at kravet om, at ansøgerne skulle deltage i en DNA-undersøgelse, ikke var i strid med Danmarks forpligtelser efter Børnekonventionens artikel 3. Udlændingenævnet fandt herudover kravet om DNA-undersøgelse begrundet i, at referencen var fremkommet med divergerende oplysninger vedrørende ansøgernes fødselsdatoer under henholdsvis asylsagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen og i selve ansøgningsskemaerne. Hertil kom, at referencen til sagen alene havde fremlagt danske oversættelser af angivelige dåbsattester vedrørende angiveligt ansøgerne med henblik på at dokumentere slægtskabet, men at referencen ikke havde kunnet fremlægge de originale dåbsattester eller kopier heraf til trods for, at den danske tolk måtte have haft adgang til dåbsattesterne for at kunne udfærdige oversættelserne. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var muligt at fastslå ansøgernes identitet og den påberåbte familiemæssige tilknytning og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse var til stede. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at Udlændingestyrelsens afgørelser var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv. Dette kunne imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det på baggrund af de manglende DNA-undersøgelser og dokumentation af det påberåbte slægtskab ikke var muligt at fastlægge, om der var et beskyttelsesværdigt familieliv. FAM/2018/5.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2017 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 07-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til to mindreårige pakistanske statsborgere. Den herboende reference, ansøgernes fader, var indrejst i Danmark i 1996 og var i 1999 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerne var født i henholdsvis oktober 2003 og september 2007 i Pakistan, hvor de fortsat boede hos deres moder. Det fremgik af sagen, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde gået i skole i hjemlandet i henholdsvis tre og otte år, at de begge talte urdu som modersmål og engelsk som fremmedsprog, at de begge havde boet i Pakistan siden fødslen, at de ikke havde besøgt Danmark før indrejsen i juli 2016, at den herboende fader var rejst til Pakistan fem uger årligt for at besøge ansøgerne, og at den herboende fader havde forsørget ansøgerne med en automatisk overførsel på 5.000 kr. hver måned. Det var oplyst til sagen, at den herboende faders søskende fortsat boede i Pakistan.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgerne ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var henholdsvis ni og tolv år på ansøgningstidspunktet i august 2016, at de begge var født og opvokset i Pakistan, hvor de havde boet hele deres liv sammen med deres moder indtil juli 2016, hvor de første gang var indrejst i Danmark på besøgsvisum. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne havde haft henholdsvis tre og ni års skolegang i hjemlandet, at de talte urdu og engelsk, at de havde et familienetværk i Pakistan i form af deres moder og den herboende faders søskende, og at ansøgerne ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til den herboende fader, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om, at noget var til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos deres moder i Pakistan, som de fortsat boede sammen med. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 1996, at han var registreret indrejst i Danmark i november 1996, og at han i september 1999 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader siden december 2007 havde arbejdet 37 timer ugentligt som husassistent på et hospital, at han siden 2008 havde arbejdet 17,5 timer ugentligt som rengøringsassistent hos en virksomhed, at hans arbejdssprog var dansk, at han havde deltaget i danskkurser i perioden fra januar 2000 til juni 2000 og i perioden fra august 2000 til december 2000, og at han ikke led af alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne opveje ansøgernes begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende fader også selv måtte anses for at have en meget stærk tilknytning til Pakistan, hvor han havde etableret sit familieliv, og at han fortsat havde udøvet det i Pakistan, hvor han var kommet på besøgsophold. Trods den herboende faders tilknytning til det danske arbejdsmarked sås han således fortsat at have et ønske om, at hans ægtefælle og børn skulle forblive i Pakistan og ikke søge opholdstilladelse i Danmark før 2016. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse, selv om de ikke havde eller ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgerne havde opholdt sig i Danmark siden juli 2016, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at den herboende fader havde anført, at han havde sit eget hus, at han havde et tidsubegrænset arbejde med en månedsløn på 33.000 kr., at han kunne varetage forsørgelsen af ansøgerne, og at han tidligere havde forsørget ansøgerne økonomisk i Pakistan, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne som hidtil, ligesom han fortsat kunne bidrage til forsørgelsen i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var den herboende faders eget valg, at ansøgerne skulle bo sammen med deres moder i Pakistan, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at de fortsat kunne bo med deres moder i Pakistan. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende fader dermed havde valgt at udøve familielivet således, at han og ansøgerne skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgerne på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s Børnekonvention, herunder barnets tarv, efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2017/120.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, født i 1999, til en herboende fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Der herboende fader var indrejst i Danmark i august 2014, og han var i juni 2015 blevet meddelt opholdstilladelse her i landet som flygtning.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hele sit liv i Eritrea, hvor hun havde gået i skole i ni år, at hendes moder og søskende opholdt sig i landet, at den herboende references moder, som ansøgeren havde boet sammen med, samt den herboende references søskende, også opholdt sig i Eritrea, hvorfor ansøgeren ikke var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne bo enten hos sin egen moder eller hos den herboende references moder i Eritrea. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende fader og dennes familie, når det var muligt i weekender og i to til tre måneder i skolens sommerferier, at ansøgeren havde boet hos sin biologiske moder, som havde fået ny mand og børn, og at moderens nye mand ikke kunne lide ansøgeren, hvorfor ansøgeren som 13-årig ikke længere kunne klare at bo hos moderen og derfor havde boet i lange perioder hos moderens forældre, og da de døde, tog hjem til sin fader, men stadig af og til tog hjem til sin moder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende faders nuværende ægtefælle og to sønner i januar 2015 var udrejst af Eritrea til Sudan uden ansøgeren, og at ansøgeren angiveligt i februar 2015 selvstændigt var udrejst af Eritrea til Etiopien. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste grundet sin ulovlige udrejse af Eritrea ikke havde mulighed for at genindrejse i landet, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, da det var hendes eget valg at udrejse med en gruppe venner på et tidspunkt, hvor den herboende faders opholdsstatus var uafklaret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende fader i marts 2015 under sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren på daværende tidspunkt opholdt sig i Eritrea. Udlændingenævnet fandt således, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og den herboende faders rettigheder efter EMRK artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren boede i en flygtningelejr i Etiopien, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en onkel og dennes familie i samme flygtningelejr i Etiopien, som hun selv opholdt sig i. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 16 år og knap syv måneder, og at hun på afgørelsestidspunktet var 18 år og ni måneder og måtte antages at kunne tage vare på sig selv i det daglige. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at der i Etiopien og også i den flygtningelejr, som ansøgeren opholdt sig i, var et udbrud af kolera, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/143.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2017 – Børnesammenføring – Genc-dommen – Stiftet selvstændig familie

    Dato: 11-10-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en tyrkisk statsborger, født i 1997, der havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende fader. Ansøgeren blev i 2007 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13 (mulighed for vellykket integration). Dette afslag blev stadfæstet i maj 2008. I marts 2016 indgik ansøgeren ægtefælle med en bulgarsk statsborger, og i maj 2016 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af dette ægtefælle i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. i december 2016 anmodede ansøgeren om genoptagelse af sin familiesammenføringssag. I maj 2017 genoptog Udlændingestyrelsen ansøgerens familiesammenføringssag på baggrund af EU-domstolens afgørelse fra april 2016 i sagen C-561/14 (Genc), og Udlændingestyrelsen meddelte afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie, idet det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde indgået ægteskab i marts 2016, og at ansøgeren i hvert fald siden sin registrerede indrejse i Danmark i juni 2016 havde boet sammen med sin ægtefælle. Det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at ansøgerens ægteskab med sin bulgarske ægtefælle ikke nødvendigvis ville fortsætte, hvorfor ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrede på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie og således ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at det tidligere afslag var givet under henvisning til, at der ikke var mulighed for en vellykket integration her i landet, hvilket havde vist sig at være fuldstændig forkert, for uagtet at ansøgeren var gift med en bulgarsk statsborger, havde ansøgeren godtgjort, at ansøgeren var særdeles integreret i Danmark, og at den igangværende vellykkede integration i høj grad skyldtes ansøgerens nære tilknytning til sin fader og andre familiemedlemmer, som alle var velintegrerede i det danske samfund, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af EU-domstolens dom i sagen C-561/14 (Genc) var blevet fastslået, at integrationskravet i udlændingelovens dagældende § 9, stk. 13, ikke fandt anvendelse, hvilket var begrundelsen for, at Udlændingestyrelsen havde valgt at genoptage ansøgerens sag. FAM/2017/126.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 07-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/103.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Forældremyndighed

    Dato: 07-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til to mindreårige, togolesiske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag på familiesammenføring under henvisning til, at børnenes herboende moder ikke havde dokumenteret at have del i eller den fulde forældremyndighed over børnene. Børnene havde efter det oplyste ikke samme far.

    Udlændingenævnet fandt for så vidt angik vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at børnenes herboende moder var indehaver af forældremyndigheden over børnene, hvorfor børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i forhold til det ældste barn vægt på, at moderen alene havde fremlagt en Autorisation Parentale, hvori barnets fader havde givet barnet lov til at rejse til Danmark med moderen, og at der således ikke var tale om en retsgyldig overdragelse af forældremyndigheden over barnet fra barnets fader til moderen. Udlændingenævnet lagde i forhold til det yngste barn vægt på, at moderen i forbindelse med klagen havde oplyst, at hun ville fremsende dokumentation fra Togo, hvoraf det fremgik, at hun havde forældremyndigheden over det yngste barn, og at Udlændingenævnet ikke havde modtaget yderligere dokumentation fra moderen vedrørende det yngste barn, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at moderen havde oplyst, at hun havde forældremyndigheden over begge børn, men Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at moderen ikke havde fremlagt gyldig dokumentation, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, for at hun havde forældremyndigheden over børnene. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at børnenes mormoder og morfader var svækkede af alderdom og sygdom og derfor efter det oplyste ikke kunne tage sig af børnene, at moderens søskende heller ikke kunne tage sig af børnene, og at moderen havde oplyst, at børnene således var uden omsorgspersoner i Togo. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da moderen ikke havde fremlagt dokumentation for, at hun havde del i eller den fulde forældremyndighed over børnene. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var hensigten med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at en biologisk forælder til et ansøgende barn fik en ansøgning om børnesammenføring behandlet efter bestemmelsen, men at vurderingen rettelig skulle foretages efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans kunne vurdere, om der var ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/102.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2017 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 24-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to somaliske statsborgere efter udlændingelovens §§ 9 c, stk. 1. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2014 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var født i 1998 og 2000, og den herboende fader havde i marts 2015 søgt om opholdstilladelse til dem under henvisning til ham.

    Udlændingenævnet fandt, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af den herboende fader og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgernes afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader efter det oplyste ikke havde boet sammen med ansøgerne, siden han var blevet skilt fra ansøgernes moder, og at han efter det oplyste sidst havde set ansøgerne i 2011, hvor han efter egne oplysninger også var ophørt med at forsørge ansøgerne. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at den herboende fader havde oplyst divergerende i forhold til årstallet for skilsmissen fra ansøgernes moder, idet han i forbindelse med sin familiesammenføringssag havde oplyst, at han blev skilt i 1995, at han i forbindelse med ansøgningerne havde oplyst, at årstallet var 2007, og at det i forbindelse med klagen var oplyst, at årstallet for skilsmissen var 2008. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den herboende fader i marts 2014 på tro og love havde underskrevet sin ansøgning om familiesammenføring, ligesom han havde underskrevet ansøgningsskemaerne vedrørende ansøgerne, og at det påhviler en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet. Det forhold, at de to ansøgere efter det oplyste i ansøgningen havde kontakt med den herboende fader to til tre gange om måneden, indtil han kom til Danmark, og at han havde telefonisk kontakt med ansøgerne en gang om måneden efter sin indrejse i Danmark, mens det i klagen var anført, at han var i daglig kontakt med ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne opretholde kontakten til ansøgerne i samme omfang, som han hidtil havde gjort, siden han var indrejst i Danmark. Det forhold, at ansøgernes moder havde forladt dem, at ansøgerne ikke havde nogen slægtninge, der kunne tage sig af dem, og at ansøgerne havde trange kår hos deres tidligere nabo, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke var uden omsorgspersoner, ligesom et manglende familienetværk ikke i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet var 15 og 17 år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndige, og at de således ikke kunne antages at have behov for forældre i samme omfang, som yngre børn ville have. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgerne, at det kunne begrunde, at de skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/98.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2017 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

    Dato: 24-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til fire somaliske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 15. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2014 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var født i henholdsvis 2001, 2002, 2004 og 2006, og den herboende fader havde i marts 2015 søgt om opholdstilladelse til dem under henvisning til ham.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde stillet krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader ikke havde boet sammen med ansøgerne siden 2007, og at han havde set ansøgerne i 2011, hvor han efter egne oplysninger også var ophørt med at forsørge ansøgerne, ligesom han ikke havde oplyst om ansøgerne i forbindelse med sin egen familiesammenføringssag. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at den herboende fader havde oplyst divergerende i forhold til årstallet for skilsmissen fra børnenes moder, da han i forbindelse med sin familiesammenføringssag havde oplyst, at han blev skilt i 1995, at han i børnenes familiesammenføringssag havde oplyst, at årstallet var 2007, og at der i forbindelse med klagen var oplyst, at årstallet for skilsmissen var 2008. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den herboende fader på tro og love havde underskrevet ansøgninger om familiesammenføring såvel medio marts 2014 som primo juli 2015, og at det påhviler en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende fader og ansøgerne ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det forhold, at den herboende fader efter det oplyste skulle have haft kontakt med ansøgerne to til tre gange om måneden, indtil han kom til Danmark, og at det i klagen var anført, at han dagligt havde kontakt med ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var den herboende faders eget valg at forlade ansøgerne, ligesom der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne opretholde kontakten med ansøgerne i samme omfang, som han hidtil havde gjort, siden han indrejste i Danmark. Det forhold, at ansøgernes moder havde forladt dem, at de ikke havde nogen slægtninge, der kunne tage sig af dem, og at ansøgerne havde trange kår hos deres tidligere nabo, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke var uden omsorgspersoner. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne havde boet sammen med deres tidligere nabo, siden deres moder forlod dem cirka 18 måneder før ansøgningens indgivelse, og at alle ansøgerne var meddelt afslag på familiesammenføring og derfor fortsat kunne udgøre et familiært netværk for hinanden. Udlændingenævnet fandt derfor, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som kunne bevirke, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Det anførte om, at den herboende fader havde oplyst om sine børn allerede ved første samtale med kommunen, at den herboende faders familieguide havde oplyst, at familieguiden havde været den herboende faders familieguide siden primo december 2014, og at den herboende fader hele tiden havde talt om børnene, at han havde arbejdet på, at hans børn kunne familiesammenføres med ham, ligesom der blev henvist til, at den herboende fader havde oplyst om børnene i et asyldokument fra regeringen i Uganda af medio juni 2014, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende fader siden december 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, og at der herved ikke var tale om enkeltstående ydelser. FAM/2017/99.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. august 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 03-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et biologisk barn, født i 2008 i Uganda, af en herboende statsborger fra Uganda, der blev meddelt opholdstilladelse i januar 2015 med henvisning til hendes herboende barn. Den herboende reference havde i forbindelse med sin flugt fra hjemlandet i 2012 overladt ansøgeren til sin kusine i Uganda. Den herboende reference havde under sit ophold i Danmark som asylansøger indledt et forhold til en mand og havde født endnu et barn, som på grund af bekymring for forældrenes forældreevne kort tid efter fødslen blev tvangsmæssigt anbragt. Det viste sig efterfølgende, at barnet havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, jf. § 9, stk. 18. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af en forældreevneundersøgelse foretaget i juni 2014, at den herboende reference på nogle tidspunkter havde vist, at hun var i stand til at varetage det herboende barns fysiske behov, men at hun samtidig fremstod med dårlig mentaliseringsevne og indsigt i barnets emotionelle og sociale behov, og at barnets reaktioner i samværet tydede på, at den herboende reference ikke havde formået at møde barnets behov adækvat over længere tid. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den tvangsmæssige anbringelse senest var fastholdt ved en byretsdom fra maj 2016, at retten i den forbindelse havde lagt vægt på, at det herboende barn havde lidt et tidligt og traumatisk omsorgssvigt, og at det blev vurderet, at den herboende reference og barnets fader på grund af begrænsede personlige ressourcer fortsat ikke kunne give det herboende barn den tilstrækkelige omsorg og pleje. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende references personlige livssituation havde ændret sig, at hun ikke længere var i et voldeligt forhold, at hun havde egen bolig, og at hun gik på sprogskole og havde været i praktik. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at kommunen under sagen havde oplyst, at den herboende reference ikke opholdt sig stabilt på sin bopæl, at hendes deltagelse i danskundervisning var svingende, og at hun ikke var tilknyttet arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af forældreevneundersøgelsen fra juni 2014, at uanset at den herboende references personlige forhold var blevet stabiliseret, blev det vurderet usikkert, i hvor høj grad den herboende reference ville være i stand til at profitere af pædagogisk støtte i forhold til at varetage omsorgen for det herboende barn fremover. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det herboende barn havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme, at det blev vurderet, at barnets symptomer fremtrådte ekstraordinært vanskelige at behandle, at barnet havde brug for professionel behandling, og at barnets tilpasningsproblemer ikke kunne løses ved ophold i hjemmet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af sagen, at den herboende references ugentlige samvær med det herboende barn fortsat foregik overvåget. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste var en almindelig sund dreng, at den herboende reference ikke havde oplevet problemer med at passe ansøgeren som spæd, og at den ældre kvinde, der tog sig af ham, kun modvilligt havde accepteret dette mod betaling. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var en nærliggende risiko for, at ansøgeren ved familiesammenføring med den herboende reference ville lide omsorgssvigt og blive anbragt uden for hjemmet, og at ansøgeren i øvrigt ikke var uden relevante omsorgspersoner i hjemlandet, idet den herboende reference samtidig havde oplyst, at ansøgeren havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende reference løbende havde ændret forklaring om, hvem hun havde overladt ansøgeren til, herunder om der var tale om familie eller ej. FAM/2017/87.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 22-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/83.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to egyptiske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Ansøgerne var født i 2006 og 2009 og søgte i december 2016 om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende moder. Ansøgerne og moderen havde efter det oplyste boet sammen fra ansøgernes fødsel og indtil moderens indrejse i Danmark i august 2014. Ansøgerne havde herefter boet hos deres mormoder, idet ansøgernes fader ikke ville have noget med ansøgerne at gøre. Den ældste ansøger havde således ikke siden 2008 haft kontakt med faderen, mens den yngste ansøger slet ikke var bekendt med faderen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at deres moder havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder at ansøgernes moder var indrejst i Danmark i august 2014, at hun i januar 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, at hun herefter havde set børnene personligt en gang i perioden fra februar 2015 til marts 2015, at hun i juli 2015 havde fået et barn med sin nuværende ægtefælle, at moderen og ansøgerne efter det oplyste derudover havde haft kontakt flere gange om dagen via Skype, Viber, Imo og Whatsapp, og at ansøgerne havde opholdt sig i Danmark siden september 2016. FAM/2017/55.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. februar 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 20-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født henholdsvis i 2000 og 2002, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 18. Den herboende fader havde søgt om familiesammenføring på vegne af sine børn i marts 2014. Den herboende fader var i maj 2001 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet det åbenbart ville stride mod ansøgernes tarv, hvis ansøgerne blev givet opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende faders bopælskommune i oktober 2015 havde udtalt, at kommunen var i tvivl om, hvorvidt den herboende fader var i stand til at tage vare på sine børn, at han grundet sin psykiske tilstand ikke havde været sendt ud i beskæftigelsesfremmende tiltag siden 2011, at han siden 2010 havde været patient i psykiatrien, og at han havde paranoid psykose samt posttraumatisk syndrom. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bopælskommunen havde oplyst, at den herboende fader i forvejen havde fem små børn i Danmark, at han ikke boede sammen med nogle af dem, og at kommunen havde haft sager på alle hans fem børn i Danmark, da han havde været psykisk og fysisk voldelig overfor børnenes moder. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader var i behandling for sin psykiatriske lidelse, og at han også aktuelt var bekymret for sine børn. Udlændingenævnet fandt dog, at dette efter en konkret vurdering og sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader var indrejst i Danmark i april 2000, og at børnene på baggrund af resultatet af aldersundersøgelser måtte anses for født umiddelbart før og et stykke tid efter den herboende faders egen udrejse af Somalia. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at den herboende fader – henset til hans indrejsetidspunkt i Danmark og børnenes alder – ikke havde været en del af børnenes opvækst, og at den herboende fader ikke før 2014 havde søgt om familiesammenføring, ligesom der ikke var oplyst om nogen form for kontakt før 2013. Det forhold, at det blev anført, at ansøgerne boede i Etiopien med fremmede, som ikke længere ville kunne passe dem, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det ikke var dokumenteret, at ansøgernes moder var død, idet officielle somaliske dokumenter efter fast praksis for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Uanset om det blev lagt til grund, at moderen var død lagde Udlændingenævnet endvidere vægt på, at moderen forud herfor havde oversendt børnene til en anden, som måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at den herboende fader ikke på noget tidspunkt sås at være indtrådt som forældremyndighedsindehaver over for børnene. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne ikke havde boet med den herboende fader, og at han ikke havde besøgt børnene i Etiopien. Udlændingenævnet fandt på baggrund af disse omstændigheder, at det måtte anses for at være i strid med ansøgernes tarv at meddele dem opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derfor, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af de foreliggende oplysninger om ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes og deres faders rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal være i første række, og at det af artikel 9, stk. 3, fremgår, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8, og at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om den herboende faders personlige forhold og angivne manglende evne til at tage vare på sine børn. FAM/2017/38.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Forældremyndighed

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til tre statsløse palæstinensere fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at den herboende reference, som var ansøgernes moder, ikke havde dokumenteret at have forældremyndighed over ansøgerne. Udlændingestyrelsen havde endvidere meddelt afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, skulle hjemvises, da der i forbindelse med klagen var indsendt nye oplysninger. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgernes moder havde fremsendt nye dokumenter vedrørende forældremyndigheden over ansøgerne, idet hun under klagesagens behandling havde fremsendt en erklæring fra juni 2016 fra børnenes fader om, at han ikke modsatte sig, at børnene rejste til Danmark eller et hvilket som helst andet europæisk land for at bo sammen med moderen, eller at hun kunne træffe beslutninger vedrørende ansøgerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerne på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på familiesammenføring under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til barnets tarv, som talte for, at ansøgerne burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke var hensigten med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at en biologisk forælder til et ansøgende barn fik en ansøgning om børnesammenføring behandlet efter bestemmelsen, og at vurderingen rettelig skulle foretages efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans kunne vurdere, om der var ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/101.

  • Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Den herboende forælder udrejst

    Dato: 29-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Filippinerne, født i 1999. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag på opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og ansøgerens tarv, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Af det Centrale Personregister fremgik det, at ansøgerens herboende moder efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse og efter indgivelsen af klagen til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse var udrejst af Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet det var en grundlæggende betingelse for at kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, at den person, der søges familiesammenføring under henvisning til, er bosiddende i Danmark. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgerens moder ifølge det Centrale Personregister var udrejst af Danmark og derfor ikke længere bosiddende i Danmark. FAM/2016/64.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2016 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 23-05-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til fem mindreårige børn, som var statsborgere i Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne på det foreliggende grundlag ikke kunne meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at en opholdstilladelse ville stride imod børnenes tarv, idet sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der i Udlændingestyrelsens afgørelser blev lagt afgørende vægt på en udtalelse fra den herboende faders bopælskommune, der primært og konkret forholdt sig til den herboende faders ægtefælles forældreevne. Den herboende faders ægtefælle var ikke børnenes moder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke af bopælskommunens udtalelse fremgik konkrete oplysninger vedrørende den herboende fader, der understøttede, at en opholdstilladelse til de fem mindreårige børn aktuelt ville stride imod deres tarv. FAM/2016/40.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 03-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en 16-årig ukrainsk statsborger. Den herboende reference, som var ansøgerens moder, havde i 2010 fået opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren var efterfølgende i 2012 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, men var ikke efterfølgende indrejst i Danmark, hvorfor denne opholdstilladelse var bortfaldet. Referencen oplyste i forbindelse med klagen herom, at ansøgerens fader i Ukraine den gang havde trukket sit samtykke tilbage, men at faderens helbredstilstand med en alvorlig nyrelidelse var blevet forværret, og at ansøgeren på den baggrund på ny havde fået lov til at udrejse af Ukraine.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder oplysningerne om, at Udlændingestyrelsen i november 2012 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, det oplyste om, at ansøgerens fader, som ansøgerens moder havde fælles forældremyndighed med, efterfølgende havde trukket sit samtykke tilbage, så ansøgeren efter den ukrainske lovgivning ikke kunne udrejse fra Ukraine med henblik på at indrejse og tage ophold i Danmark, at referencen flere gange havde søgt vejledning hos de ukrainske myndigheder om muligheden for at få sin søn til Danmark, og at hun i den forbindelse var blevet rådet til at finde en fælles løsning med sin søns fader. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på oplysningerne om, at ansøgeren alene havde boet sammen med sin fader, at faderen havde givet samtykke til, at ansøgeren kunne udrejse i 2014, samtidig med at hans helbredstilstand var blevet forværret med flere indlæggelser til følge, og at han på den baggrund ikke kunne drage fortsat omsorg for sin søn. Udlændingenævnet lagde derudover til grund, at der efter det oplyste ikke var andre omsorgspersoner i hjemlandet, der havde evnen til at drage omsorg for ansøgeren, og at den herboende reference uden unødigt ophold på ny havde søgt om opholdstilladelse til sin søn, efter at ansøgerens fader havde givet samtykke til sin søns udrejse. Udlændingenævnet sendte derfor sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse til ansøgeren, medmindre de helt grundlæggende betingelser for opholdstilladelse i Danmark ikke var opfyldt. FAM/2016/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig irakisk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i december 2013. Ansøgeren var forud for denne ansøgning tidligere i august 2010 blevet meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke var mulighed for vellykket integration samt afslag på genoptagelse på baggrund af en ansøgning indgivet i februar 2010. Den herboende reference, ansøgerens fader, indrejste i Danmark i 2001 og blev i august 2006 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgerens fader havde i perioden fra 2001 til 2006 gentagne gange fået afslag på opholdstilladelse, herunder afslag på asyl. Ansøgerens broder, der på ansøgningstidspunktet var 17 år, indgav samtidig hermed ligeledes ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, som han fik afslag på samtidig med ansøgerens afslag. Ansøgeren og dennes broder boede efter det oplyste hos deres farfader i det nordlige Irak, da ansøgerens moder var gift til anden side. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren havde telefonisk kontakt til sin moder, som havde psykiske problemer, og hvis adresse i Irak var ukendt. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark og havde sidst set sin fader i 2012. Farfaderen var efter det oplyste over 80 år og ikke længere i stand til at passe ansøgeren og dennes broder. Det blev endvidere i forbindelse med klagen oplyst, at ansøgeren og dennes broders kontakt til moderen på tidspunktet for klagens indgivelse var blevet afbrudt.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende fader i august 2006 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor referencen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren ved indgivelsen af den seneste ansøgning om opholdstilladelse var 13 år, da ansøgeren var født og opvokset i Irak, hvor hun havde gået seks år i skole, og da ansøgeren ikke talte dansk og aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke under opvæksten var blevet præget af danske værdier og normer i en sådan grad, at hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, da referencen efter det oplyste siden sin indrejse i Danmark i 2001 alene havde set ansøgeren én gang i 2012, og da ansøgerens opvækst siden referencens indrejse i Danmark var foregået hos farfaderen i Irak. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen siden 2007 havde været i beskæftigelse i Danmark og havde et særbarn født i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at referencen uanset sin integration i Danmark ikke kunne opveje ansøgerens manglende tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke fortsat kunne opholde sig hos sin farfader eller kunne henvises til at tage ophold hos sin moder, såfremt ansøgeren ikke fortsat kunne bo hos farfaderen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det løbende havde været oplyst til sagen, at der var telefonisk kontakt til moderen, at det først i forbindelse med klagen var blevet oplyst, at kontakten til moderen skulle være blevet afbrudt, og at det ikke var dokumenteret, at moderen på grund af psykiske problemer ikke havde evnen til fremover at tage sig af ansøgeren. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller ansøgerens tarv at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9 stk. 16. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke indebærer en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2015/184.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til to mindreårige filippinske statsborgere på baggrund af ansøgninger indgivet i februar 2014. Den herboende reference, ansøgernes moder, indrejste i Danmark i februar 2007 og blev i juni 2007 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgerne, som var født i henholdsvis november 2000 og juli 2002, boede efter referencens indrejse i Danmark hos referencens søster i Filippinerne. Referencen havde siden sin indrejse set ansøgerne i en periode fra december 2011 til januar 2012 og havde efter det oplyste forsørget dem med 3000 kroner om måneden. Ansøgerne havde aldrig været i Danmark. Det var oplyst til sagen, at ansøgernes fader boede sammen med en anden kvinde, som han havde tre børn med, at den ældste af ansøgerne havde boet sammen med sin fader fra fødslen og cirka halvandet år frem, og at den yngste ansøger aldrig havde set sin fader. Vedlagt ansøgningsskemaet var blandt andet en kopi af ”Affidavit of support and consent” fra februar 2014 underskrevet af ansøgernes fader, hvormed faderen gav sin tilladelse til, at ansøgerne kunne besøge referencen i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference i juni 2007 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgninger om opholdstilladelse til ansøgerne. Da ansøgerne havde indgivet ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor referencen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgerne kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgerne var henholdsvis 11 og 13 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgerne var født i Filippinerne, hvor de havde opholdt sig siden fødslen, og da ansøgerne havde haft henholdsvis fem og seks års skolegang i Filippinerne, hvor de ligeledes havde et familiemæssigt netværk, da den herboende moders søster og dennes børn samt moderens øvrige søskende boede i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at referencen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at det kunne opveje ansøgernes meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var født og opvokset i Filippinerne og først fik opholdstilladelse i Danmark som 27-årig, at ansøgerne først søgte om opholdstilladelse over seks år efter, at referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerne aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var referencens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgerne i Filippinerne, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos referencens søster i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerne kunne henvises til at tage ophold hos ansøgernes fader, såfremt de ikke fortsat kunne bo hos referencens søster. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgernes fader havde medvirket til børnenes ansøgninger i 2014. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke var oplyst om hindringer for, at referencen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Det forhold, at referencen havde fået et særbarn med en herboende dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet på baggrund af de øvrige forhold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/185.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i januar 2014. Den herboende reference, ansøgerens moder, blev i maj 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Efter det oplyste havde ansøgeren, som var født i november 2000, ikke set sin fader siden 2003 og havde siden moderens indrejse i Danmark i maj 2008 boet hos sin mormoder i Thailand. Ansøgeren havde været i Danmark én gang i 2011. Moderen havde siden 2008 besøgt ansøgeren fire gange i Thailand og bidraget til ansøgeren og ansøgerens mormoders forsørgelse. Ansøgeren havde endvidere en broder, der var bosat i samme landsby i Thailand som ansøgeren og ansøgerens mormoder. Årsagen til, at den herboende moder ikke tidligere havde søgt om opholdstilladelse til ansøgeren, skyldtes efter det oplyste moderens ægtefælles arbejdsmæssige situation. Det blev oplyst til sagen, at ansøgerens mormoder af helbredsmæssige årsager ikke længere kunne have ansøgeren boende.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende moder i maj 2008 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 13 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren var født og opvokset i Thailand, da ansøgeren alene havde været i Danmark én gang, da han ikke talte dansk, og da han boede hos sin mormoder i Thailand og havde en broder, der boede i den samme landsby som ansøgeren. Udlændingenævnet lagde vægt på, at moderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at moderen derved – uanset ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til Danmark – havde præget ansøgeren med danske værdier og normer under hans opvækst, da hans herboende moder indrejste i Danmark i maj 2008 som 34-årig, og da moderen således havde boet i Danmark i knap seks år forud for ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende moder – uanset dennes tilknytning til det danske arbejdsmarked og hendes familiemæssige forhold – ikke kunne opveje ansøgerens manglende tilknytning til Danmark og kendskab til danske forhold, og at der på denne baggrund ikke var grundlag for en vellykket integration af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen og dennes ægtefælle selv valgte, at ansøgeren skulle bo hos ansøgerens mormoder, efter at moderen var flyttet til Danmark, og at moderens udskydelse af ansøgerens ansøgningstidspunkt ikke sås at være knyttet til moderens egen integration i de første år af hendes ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt det desuden ikke godtgjort, at ansøgeren ikke ville kunne tage fast ophold hos sin broder, såfremt han ikke fortsat kunne bo hos sin mormoder. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende moder kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren gennem besøgsophold og telefonisk kontakt i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark i 2008. FAM/2015/186.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig tyrkisk statsborger født i januar 2000 på baggrund af en ansøgning indgivet i januar 2012. Den herboende reference – ansøgerens fader – blev i marts 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og han fik i maj 2001 et barn med en herboende dansk statsborger, som han havde samvær med hver weekend fra fredag kl. 15.00 til søndag kl. 18.00 samt i ferieperioder. Faderen fik i 2005 tildelt den fulde forældremyndighed over ansøgeren, som efter det oplyste siden da havde boet hos sin farmoder og farfader i Tyrkiet, der var ved at blive gamle, og som ikke længere kunne passe ansøgeren forsvarligt. Efter det oplyste havde faderen forsørget ansøgeren og ansøgerens farmoder og farfader i Tyrkiet. Ansøgerens moder fik i forbindelse med forældremyndighedssagen tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Ansøgerens moder indgik i 2010 ægteskab med en tyrkisk statsborger, og ansøgeren havde efter det oplyste siden da ikke haft kontakt til sin moder, da moderen ikke længere ønskede at have kontakt til ansøgeren. Det fremgik af en udskrift fra det tyrkiske folkeregister, at ansøgeren og ansøgerens moder boede i den samme by i Tyrkiet. Ansøgeren havde i en periode fra december 2011 til januar 2012 været på besøg i Danmark på visum. Faderen havde siden sin indrejse i Danmark efter det oplyste besøgt ansøgeren fem uger om året i Tyrkiet og havde derudover haft ugentlig telefonisk kontakt med ansøgeren. Faderen havde desuden siden 2003 fast været tilknyttet det danske arbejdsmarked.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende fader i marts 2000 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor faderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren havde boet i Tyrkiet siden sin fødsel, hvor hun havde haft seks års skolegang, da hun alene havde været i Danmark én gang på visum, da hun ikke talte dansk, og da hun således ikke – udover sin fader – havde nogen form for tilknytning her til landet. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens fader havde arbejdet i forskellige jobs 37 timer om ugen i perioden fra 2000-2003, at han havde arbejdet som kantinemedarbejder i perioden fra 2003-2006, at han havde arbejdet som vicevært i 37 timer om ugen siden august 2006, og at han havde en dansk samlever og et barn, som boede i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet og alene havde besøgt Danmark i perioden fra december 2011 til januar 2012 og således ikke forinden på noget tidspunkt havde været en del af faderens dagligdag. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var faderens egen beslutning at indrejse i Danmark uden ansøgeren, at der var forløbet mere end 12 år fra faderens indrejse, til der blev indgivet ansøgning om familiesammenføring, at faderen siden sin indrejse i Danmark i 2000 havde besøgt ansøgeren i Tyrkiet højst fem uger om året, og at faderen således kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Udlændingenævnet fandt det i øvrigt ikke dokumenteret, at ansøgeren ikke fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre. Det anførte om, at ansøgerens farmoder var syg, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre eller henvises til at tage ophold hos sin moder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder fortsat boede i Tyrkiet i samme provins og by, hvor ansøgeren var opvokset, at moderen havde haft forældremyndigheden over ansøgeren frem til december 2005, og at hun dernæst var blevet tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Uanset at ansøgerens moder var blevet gift igen, og at der ikke skulle have været kontakt mellem ansøgeren og hendes moder siden 2010, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at tage ophold hos moderen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at moderens angivelige manglende vilje til nu at have kontakt til ansøgeren først sås oplyst i forbindelse med familiesammenføringssagen. FAM/2015/209.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration – Mulighed for genoptagelse af visse sager om familiesammenføring med børn

    Dato: 05-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en anmodning om genoptagelse af en ansøgning om familiesammenføring i medfør af § 2, stk. 2, i lov nr. 738 af 25. juni 2014 til to tyrkiske statsborgere født i henholdsvis 1994 og 2000. Det fremgik af oplysningerne i sagen, at ansøgerne var født i Tyrkiet, hvor de på ansøgningstidspunktet boede sammen med deres moder, at de havde gået i skole i Tyrkiet frem til henholdsvis andet gymnasieår og 3. klasse, og at de tidligere havde været på besøg i Danmark i 2007, 2008 og 2010. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2012 truffet afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år af den ældste ansøger, da han ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist. Ansøgerne blev begge påset udrejst af Danmark i marts 2013, efter at de havde opholdt sig i Danmark siden juni 2010.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for genoptagelse af ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring i henhold til lov nr. 738 af 25. juni 2014 ikke var opfyldt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerne havde gået i henholdsvis 5. klasse og 10. klasse i Danmark, at den ældste ansøger ikke var påbegyndt arbejde eller studie i Tyrkiet efter udvisningen af Danmark, at de begge talte, læste og skrev dansk, og at deres fader og to søskende boede i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det er en betingelse for genoptagelse efter lov nr. 738 af 25. juni 2014, at udlændingen i det væsentligste har opholdt sig her i landet i perioden fra afslaget eller afvisningen af ansøgningen, og indtil udlændingens fyldte 18 år eller, hvis udlændingen er under 18 år, indtil tidspunktet for indgivelse af anmodning om genoptagelse. Udlændingenævnet lagde vedrørende den ældste ansøger vægt på, at han senest i december 2007 var blevet meddelt afslag på familiesammenføring i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2008 havde stadfæstet denne afgørelse, at han havde haft to kortvarige visumophold i Danmark i 2007 og 2008, at han senest var indrejst i Danmark i juni 2010, at han fyldte 18 år i marts 2012, og at han blev påset udrejst i marts 2013. Udlændingenævnet lagde vedrørende den yngste ansøger vægt på, at han senest indrejste i Danmark i juni 2010, at han senest i december 2010 var blevet meddelt afslag på familiesammenføring i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i april 2011 havde stadfæstet denne afgørelse, og at han var blevet påset udrejst af Danmark i marts 2013. Udlændingenævnet fandt således på den baggrund, at ansøgerne i den relevante periode havde haft omtrent halvdelen af deres ophold i Tyrkiet og halvdelen af deres ophold i Danmark, hvorfor det ikke, jf. lovbemærkningerne, kunne lægges til grund, at centrum for deres liv samlet set havde været i Danmark i perioden. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger i perioden fra september 2008 og frem til sin indrejse i Danmark i juni 2010 måtte antages at have gået i skole i Tyrkiet, og at den yngste ansøger forud for sin seneste indrejse i Danmark i juni 2010 havde gået i skole i Tyrkiet, og at han efter sin udrejse af Danmark i marts 2013 og frem til genoptagelsesanmodningen i juli 2014 efter det oplyste havde gået i skole i Tyrkiet. FAM/2015/242.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. oktober 2015 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

    Dato: 12-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15, og § 9 c, stk. 1. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i marts 2013 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren var født i 2009 og søgte i januar 2014 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende fader. Den herboende fader havde i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse oplyst, at han aldrig havde set ansøgeren, idet faderen flygtede fra Somalia før ansøgeren blev født, at ansøgeren var bosiddende hos sin farmoder, at ansøgerens moder havde opgivet ham til ansøgerens farmoder cirka et år efter, at ansøgeren blev født, og at ansøgerens moder ikke ville kendes ved ansøgeren, men at ansøgeren og hans moder havde begrænset kontakt til hinanden.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet væsentlige hensyn talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil han meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at den herboende fader allerede var udrejst af Somalia, da ansøgeren blev født, at faderen aldrig havde set ansøgeren, og at han af egen fri vilje valgte at rejse fra Somalia i 2009. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende fader og ansøgeren ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at faderen ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at faderen fra november 2013 til september 2015 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter EMRK artikel 8 ikke havde en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hovedparten af sit liv i Somalia, hvor han havde været bosiddende hos henholdsvis sin moder og sin farmoder, og at ansøgeren siden januar 2015 igen var bosiddende hos sin farmoder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det til sagen var oplyst, at den herboende fader og ansøgeren aldrig havde boet sammen, da faderen flygtede fra Somalia, før ansøgeren blev født, at faderen og ansøgeren efter det oplyste aldrig havde besøgt hinanden, at faderen og ansøgeren efter det oplyste alene havde talt i telefon sammen, og at der i sagen ikke var oplyst om væsentlige forhindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil ved telefonopkald og eventuelle besøgsophold. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var den herboende faders eget valg at søge opholdstilladelse i Danmark og efterlade ansøgerens moder og ufødte søn i hjemlandet. Den herboende fader havde således frivilligt opgivet familielivet med ansøgeren, idet faderen selv havde truffet beslutningen om at rejse til Danmark uden ansøgeren, ligesom faderen selv havde valgt ikke at se ansøgeren, efter at han blev født. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader allerede var udrejst af Somalia, da ansøgeren blev født, at han havde stiftet ny familie, at faderen og hans herboende ægtefælle i perioden fra januar 2004 til starten af 2009 havde haft et samliv hos faderens forældre i Mogadishu, at faderen i marts 2013 søgte om familiesammenføring fra Malaysia, at faderen ikke tidligere i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse i 2013 havde oplyst om ansøgeren, og at faderen først ca. et år efter, at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde ansøgt om opholdstilladelse til ansøgeren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde boet hos sin moder i sit første leveår, at ansøgerens moder efter det oplyste ikke længere ville kendes ved ansøgeren, at ansøgeren efter det oplyste havde boet hos sin farmoder, at ansøgeren ifølge det oplyste i faderens klage fra september 2014 ikke længere kunne bo hos sin farmoder, da hun var blevet for gammel til at passe ham, at ansøgeren efter det oplyste rejste til Kenya med faderens ven, hvor ansøgeren efter ca. to til tre måneders ophold blev syg med malaria, og at ansøgeren på afgørelsestidspunktet igen var bosiddende hos sin farmoder. Det forhold, at den herboende fader til sagen havde oplyst, at han var flygtet fra Somalia, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at faderen var meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark og dermed ikke som flygtning efter udlændingelovens §§ 7 eller 8. På den baggrund fandt Udlændingenævnet det ikke urimeligt at henvise den herboende fader til samvær med ansøgeren eventuelt via besøgsophold i hjemlandet eller telefonisk som hidtil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader til brug for en dna-undersøgelse havde oplyst ansøgerens moders telefonnummer, da Udlændingestyrelsen havde anmodet om kontaktoplysninger på ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og ansøgerens moder antageligt havde kontakt i et vist omfang, idet faderen havde oplyst hendes kontaktoplysninger, da faderen blev spurgt om kontaktoplysningerne til ansøgeren. Det indgik desuden i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader i sin klage havde anført, at ansøgeren var syg og havde behov for lægelig behandling i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at faderen ikke havde oplyste yderligere om ansøgerens helbredsmæssige tilstand end det af faderen telefonisk oplyst, herunder oplyst hvilken lægelig behandling han måtte have behov for i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til, at der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fortsat havde familie i Somalia, herunder sin farmoder, sine fastre og onkler, sine kusiner og fætre og sin moder, og at ansøgeren således ikke var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at der som udgangspunkt ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på at indlede eller fortsætte et behandlingsforløb i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse også vægt på, at den herboende fader havde oplyst, at ansøgeren havde modtaget behandling mod malaria på et sygehus i Somalia. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der i sagen ikke var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at det ikke ville være i strid med barnets tarv efter FN’s børnekonvention at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/166.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger. Den herboende reference blev i 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at det på det foreliggende grundlag ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens fader i hjemlandet havde udvist evnen eller viljen til at påtage sig ansvaret for ansøgeren siden hendes fødsel. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens fødselsattest, at ansøgeren ved fødslen skulle flytte ind på sin faders adresse sammen med den herboende reference, og at ansøgeren i forbindelse med klagen havde oplyst, at hun alene havde boet på sin faders adresse i tre måneder efter sin fødsel sammen med sin moder, hvorefter hverken ansøgeren eller den herboende reference havde haft kendskab til faderens adresse i Thailand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var forløbet knap 15 år siden opholdet på faderens adresse, at den herboende reference havde oplyst den sidst kendte adresse på faderen, og at der var overensstemmelse mellem den adresse, som den herboende reference havde oplyst i ansøgningsskemaet, og den adresse, der var anført på ansøgerens fødselsattest. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at den herboende reference havde uddannet sig i Danmark til social- og sundhedshjælper, at hun havde været i fast beskæftigelse siden april 2012, at hendes herboende ægtefælle ligeledes var i fast beskæftigelse, at hun og ansøgeren havde haft regelmæssig telefonisk kontakt, og at hun havde besøgt ansøgeren årligt i Thailand. FAM/2015/155.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Børnesammenføring – Aldersgrænse på 15 år

    Dato: 24-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af en herboende moder til en somalisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1. Den herboende reference indrejste i Danmark i marts 2013 og blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren, der indgav sin ansøgning om opholdstilladelse i Addis Abeba, Etiopien, i oktober 2013, oplyste på ansøgningstidspunktet, at han var under 15 år. Udlændingestyrelsen iværksatte i forbindelse med behandlingen af sagen en dna- og aldersundersøgelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet han ikke var under 15 år på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Retslægerådet i sin aldersundersøgelse af ansøgeren havde konkluderet, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet sandsynligvis var 19 år eller ældre. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Retslægerådet i sin undersøgelse havde konkluderet, at ansøgeren – på trods af at det ikke med rimelighed kunne afgøres, hvorvidt ansøgeren var under eller over 18 år på ansøgningstidspunktet – sandsynligvis var 19 år eller ældre på undersøgelsestidspunktet, hvorfor ansøgeren, uanset om han var under 18 år på ansøgningstidspunktet, i hvert fald var over 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ej heller kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Somalia, at han på ansøgningstidspunktet ikke havde været en del af den herboende references husstand i mere end et år, idet han udrejste af Somalia for at arbejde i Saudi Arabien, at ansøgeren nu opholdt sig i Etiopien, at hans moster, morbroder, faster samt yngre søskende ligeledes opholdt sig i Etiopien, hvorfor han ikke var uden omsorgspersoner i opholdslandet, og at han aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne opholde sig hos sine familiemedlemmer i Etiopien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference i sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren valgte at udrejse af Somalia som 13-årig for at arbejde i Saudi Arabien, og at den herboende reference udrejste af Somalia og søgte asyl i Danmark uden samtidig at søge om asyl for ansøgeren, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at det måtte antages at have været et bevidst valg, at den herboende reference afbrød familielivet med ansøgeren, da hun udrejste og overlod ham i hans egen og herefter sin ægtefælles varetægt. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. For så vidt angik FN’s Børnekonvention, lagde Udlændingenævnet vægt på, at denne konvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derudover ikke, at var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgeren, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde eller havde haft alvorlige sygdomme eller handicap. FAM/2015/152.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 19-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en tyrkisk statsborger. Den herboende fader havde fået opholdstilladelse i Danmark i april 2011 efter EU-retten som ægtefælle til en dansk statsborger. I april 2014 indgav den herboende fader ansøgning om ansøgning om opholdstilladelse for sin søn (ansøgeren).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet, at ansøgeren var født i Tyrkiet, hvor han havde opholdt sig siden sin fødsel, at ansøgeren havde haft otte års skolegang i Tyrkiet, og at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioden fra november 2013 til december 2013 samt i perioden fra januar 2015 til april 2015, siden den herboende faders indrejse i Danmark i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende faders oplysninger om, at ansøgeren siden faderens udrejse af Tyrkiet i november 2008 havde boet hos familie i Tyrkiet, og at ansøgeren således ikke ud over, hvad der følger af slægtskabet til den herboende fader og hans storebroder, der fik opholdstilladelse i Danmark i november 2011, i sig selv, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at den herboende fader først indgav ansøgning om opholdstilladelse for ansøgeren tre år efter, at han opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet og ikke i årene forinden på noget tidspunkt havde opholdt sig i Danmark og været en del af den herboende faders dagligdag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens tilknytning til Tyrkiet klart måtte anses for at overstige hans tilknytning til Danmark og dermed hans mulighed for vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse, selvom ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo i Tyrkiet sammen med sin familie og udøve familielivet med den herboende fader via besøgs- og ferieophold, og at udøvelsen af familielivet mellem ansøgeren og den herboende fader kunne ske i samme omfang, som var sket siden den herboende faders frivillige indrejse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens moder også boede i Tyrkiet, at ansøgeren ikke havde boet hos sin moder siden skilsmissen i 2009, og at den herboende fader til sagen havde oplyst, at ansøgeren ikke længere kunne bo hos sin familie i Tyrkiet som følge af familiens dårlige helbred, og at ansøgeren ikke kunne bo hos sin moder som følge af hendes psykiske sygdom, hvilket ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde både sin moder, mormoder og morfader samt farmoder og farfader i hjemlandet, og at den herboende fader ikke havde fremsendt dokumentation for, at ansøgeren hverken kunne bo hos sin moder eller hos sine bedsteforældre. FAM/2015/205.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

    Dato: 13-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15, til to statsborgere fra Vietnam, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende fader. Den herboende fader blev i 1992 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført og indgik i 2010 på ny ægteskab med ansøgernes moder i Vietnam. Ansøgerne, der var født i henholdsvis 2001 og 2006, havde besøgt Danmark i tre måneder i 2010, ligesom den herboende fader havde besøgt ansøgerne årligt i Vietnam, hvor ansøgerne havde gået i skole. Ansøgernes moder havde i forbindelse med ansøgningen oplyst, at hun ikke så sig i stand til at tage sig af ansøgerne grundet økonomiske vanskeligheder. Den herboende faders bopælskommune erklærede i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse, at den herboende fader løbende havde modtaget offentlig støtte efter lov om aktiv socialpolitiks § 25.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet væsentlige hensyn talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgerne kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 15, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var oplyst, at den herboende fader allerede var udrejst af Vietnam inden ansøgernes fødsel, at han så børnene én gang om året, at ansøgerne efter det oplyste alene havde været i Danmark i 2010, at den herboende fader alene havde været i Vietnam i en kortere periode i 2013, og at han herudover inden for de seneste to år alene havde set ansøgerne i forbindelse med deres nylige indrejse i Danmark i juni 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerne og deres fader ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at den herboende fader siden januar 2008 havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, og at den herboende faders bopælskommune havde erklæret, at den herboende fader løbende havde modtaget offentlig støtte efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende fader ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 15, 1. pkt. Det forhold, at ansøgernes moder var udrejst af Vietnam og kort forinden hendes og ansøgernes seneste indrejse i Danmark i juni 2014 havde erklæret, at hun overdrog forældremyndigheden til den herboende fader grundet økonomiske vanskeligheder, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne siden deres fødsel havde boet i Vietnam, at ansøgernes moder i hele denne periode havde haft forældremyndigheden, og at hun således fortsat måtte anses som værende den reelle forældremyndighedsindehaver og primære omsorgsperson, ligesom den herboende faders kontakt til ansøgerne havde været meget begrænset. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være i strid med barnets tarv at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise den herboende fader til at udøve samværet med ansøgerne i samme omfang som hidtil og at henvise ansøgerne til at tage ophold sammen med deres moder. FAM/2015/141.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – DNA

    Dato: 15-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en statsborger fra Somalia under henvisning til hendes herboende moder. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med behandlingen af sagen anmodet ansøgeren og ansøgerens søster, der samtidig søgte om familiesammenføring, om at medvirke til DNA undersøgelse ved Den Danske Ambassade i Etiopien. Ansøgeren oplyste i februar 2014 Den Danske Ambassade i Etiopien om, at hun ikke ønskede at få foretaget en DNA test. Ansøgerens søster fik samme dag foretaget DNA test.

    Udlændingenævnet fandt, at det angivne familieforhold mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anses for godtgjort, hvorefter det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var barn af den herboende reference. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydelig vægt, at ansøgeren ikke havde medvirket til DNA test. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det af den herboende reference anførte om, at ansøgeren grundet sin alder kunne tjene penge og dermed bidrage til familiens økonomi, hvorfor den herboende references familie i Somalia havde overtalt ansøgeren til ikke at afgive mundskrab til brug for DNA testen, samt at ansøgerens søster var yngre, hvorfor familien i Somalia ikke havde protesteret imod hendes aflæggelse af DNA test, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det påhviler en udlænding, som søger om opholdstilladelse i Danmark at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse kan gives, jf. udlændingelovens § 40. Det forhold, at den herboende reference havde indsendt en fødselsattest for ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at angivelig dokumentation fra Somalia ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med en dermed manglende legitimitet til udøvelse af myndighed. FAM/2015/109.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2014 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Den herboende forælder ej opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold

    Dato: 13-10-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til et barn fra Ukraine født i 2002, idet barnets herboende moder ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, da hendes opholdstilladelse i Danmark var meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren levede sammen med sin fader i Ukraine, at faderen havde givet sit samtykke til, at ansøgeren skulle leve sammen med sin moder i Danmark, og at den herboende moder, som havde opholdstilladelse i Danmark som praktikant, i august 2014 indgik ægteskab med sin herboende arbejdsgiver.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende moder havde en midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, som var meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet kunne på den baggrund ikke lægge til grund, at den herboende moder opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det forhold, at den herboende moder i august 2014 havde indgået ægteskab med sin herboende arbejdsgiver, kunne ikke føre til en anden vurdering. FAM/2014/192.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. oktober 2014 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 06-10-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i juli 2012, som var statsborger i Irak, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18. Barnet boede i Irak med sin moder og havde aldrig været i Danmark. Barnets herboende fader, med hvem barnet aldrig havde boet, og som alene havde besøgt barnet to gange i hjemlandet, var diagnosticeret med skizofreni.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, idet det åbenbart ville stride mod barnets tarv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende faders bopælskommune havde udtalt, at en familiesammenføring med den herboende fader åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, da der under ansøgerens ophold her i landet kunne forudses alvorlige sociale problemer for ansøgeren under henvisning til den herboende faders helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at han alene havde besøgt barnet to gange, at ansøgeren havde boet med sin moder, og at der intet var til hinder for, at ansøgeren kunne fortsætte at bo hos sin moder. FAM/2014/180.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2014 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 15-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i 2008, som var statsborger i Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, idet det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende faders bopælskommune havde udtalt, at en familiesammenføring med den herboende fader åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, da den herboende fader havde svært ved at tage vare på sig selv, og da kommunen havde vurderet, at han ikke kunne tage vare på et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at han alene havde besøgt ansøgeren to gange, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens farmor var taget til Somalia for at passe ansøgeren. Det forhold, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at Udlændingestyrelsen under henvisning til dommen Sufi og Elmi mod UK (appl.nos. 8319/07 og 11449/07) ikke kunne udelukke, at den herboende fader ved en tilbagevenden til Somalia ville risikere asylrelevant forfølgelse, fandt Udlændingenævnet under henvisning til barnets tarv ikke kunne føre til et andet resultat, da den herboende fader ikke efter det oplyste kunne tage vare på et barn. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, hvoraf det fremgår, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal være i første række, og til artikel 9, stk. 3, hvoraf det fremgår, at deltagestaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, og at denne artikel ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt derfor, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og den herboende faders rettigheder efter EMRK artikel 8 og FN’s Børnekonvention, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det – henset til det oplyste om den herboende faders personlige forhold samt manglende evne til at tage vare på ansøgeren – ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2014/178.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til to statsløse palæstinensiske børn i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, samt bortfald af børnenes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17. Børnene blev født i henholdsvis 1996 og 1997 i Danmark, og de blev i forbindelse med deres fødsel meddelt opholdstilladelse i Danmark. Børnene udrejste til Libanon i marts 1998 sammen med deres moder.

    Udlændingenævnet fandt, at børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller børnenes tarv, der talte for, at børnene kunne få opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at børnene havde boet i deres hjemland, siden de var henholdsvis et halvt og halvandet år gamle, at de indtil genindrejsen i Danmark i december 2013 havde boet med deres moder i Libanon, at de havde haft deres skolegang i Libanon, at de efter deres udrejse af Danmark havde set faderen én til to gange om året i Libanon, at de ikke siden deres udrejse af Danmark havde besøgt Danmark, og at det var faderens og moderens beslutning, at de skulle bo og vokse op i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve samværet med børnene på den måde, det havde været udøvet, siden børnene udrejste fra Danmark i 1998. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for børnene, som kunne begrunde opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene på afgørelsestidspunktet var henholdsvis 18 år og 17 år og måtte antages at kunne tage vare på sig selv og ikke havde brug for en forælder i samme omfang som mindre børn. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at det var faderens og moderens valg, at de skulle vokse op i Libanon uden faderen. Udlændingenævnet fandt, at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne forhold, der bevirkede, at det måtte anses for uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at henvise børnene til at fortsætte med at udøve familielivet med faderen i samme omfang, som de havde gjort, siden de udrejste af Danmark i 1998. Udlændingenævnet fandt, at FN’s børnekonvention ikke giver videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2014/195.

    Vedrørende udlændingelovens § 17, se praksis for bortfald.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. august 2014 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år – Beskyttelsesværdigt familieliv

    Dato: 20-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring af et barn fra Somalia, der var født i 1996, til en herboende fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at den herboende fader og barnet, der var faderens særbarn, ikke sås at have en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, at den herboende fader alene havde boet sammen med ansøgeren i de to første år af dennes liv og igen fra januar 2009 og frem til faderens flugt i 2010, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var knap 18 år og derfor måtte formodes at kunne klare sig selv. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens moder fortsat var bosat i hjemlandet. Ansøgeren var faderens særbarn fra et tidligere ægteskab, og faderens nye ægtefælle og deres ni fællesbørn, som ansøgeren på ansøgningstidspunktet befandt sig sammen med i Etiopien, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i august 2013 og indrejste i Danmark i november 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og at ansøgeren derfor ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt ikke, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, og lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hele sit liv frem til slutningen af 2012 i Somalia, hvor han havde gået syv måneder i skole, at han alene havde boet sammen med sin herboende fader til november 2010, hvor denne var udrejst af landet, at hans moder fortsat boede i hjemlandet, og at ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet fandt således ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. For så vidt angik FN’s børnekonvention, lagde Udlændingenævnet vægt på, at denne konvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke gav en videre adgang til familiesammenføring end den, der fulgte af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derudover ikke, at der var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgeren, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde sin moder i hjemlandet, og at det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde haft kontakt til sin moder i mange år, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren var 17 år på ansøgningstidspunktet, og at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndig og derfor måtte forventes at kunne tage vare på sig selv. Det forhold, at den herboende fader efter det oplyste altid havde forsørget ansøgeren, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse. Det forhold, at den herboende fader havde oplyst, at han var bekymret, fordi der var en potentiel risiko for, at ansøgeren kunne blive hvervet af Al-Shabaab til krigshandlinger, kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering, idet denne potentielle risiko ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at den herboende fader havde oplyst, at ansøgerens moder boede i Somalia, men at han ikke kunne bo hos hende på grund af den dårlige sikkerhedsmæssige situation i landet, den ringe økonomi og de ringe muligheder for uddannelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2014/205.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Børnesammenføring – Ej mulighed for vellykket integration

    Dato: 04-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16 til fire somaliske statsborgere. Den herboende reference fik opholdstilladelse i Danmark i september 2000 under henvisning til ægteskab med en herboende somalisk statsborger. I den forbindelse oplyste ikke herboende reference, at ansøgerne er hans børn. I februar 2001 søgte herboende reference asyl i Danmark og i februar 2002 blev han meddelt asyl. I den forbindelse oplyste den herboende reference, at han havde fire børn (ansøgerne) i Somalia. I maj 2010 indgav den herboende referencen ansøgning om opholdstilladelse i Danmark for sine fire børn. Ansøgerne havde boet hele deres liv hos deres mor i Somalia, de var aldrig i Danmark og herboende referencen siden sin indrejse i Danmark i 2000 havde besøgt dem to gange.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i september 2000, og at han indgav ansøgning om opholdstilladelse for ansøgerne efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor den herboende reference opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerne ikke havde eller havde haft mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgerne på daværende tidspunktet var henholdsvis 14 år, 13 år, 11 år og 10 år, at de havde opholdt sig i deres hjemland siden deres fødsel og derefter i Etiopien, at de aldrig havde været i Danmark, og at de havde deres mor i Etiopien, hvor de havde boet med. Udlændingenævnet fandt herudover, at det var den herboende references eget valg at indrejse i Danmark og efterlade børnene hos deres mor, at der ikke var noget til hinder for, at børnene fortsat kunne bo hos deres mor i Somalia eller Etiopien, og at der ikke var noget oplysninger for, at den herboende reference ikke kunne fortsætte med at udøve familielivet med børnene i samme omfang, som han havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens mor også blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2014 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 02-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig filippinsk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i november 2013. Ansøgerens mor blev i juli 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. I den forbindelse havde moderen ikke oplyst, at ansøgeren var hendes barn. Moderen søgte om opholdstilladelse i Danmark for ansøgerens søster i maj 2011, og hun blev i oktober 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren havde boet hos sine tre ældre søskende siden moderens indrejse til Danmark, og moderen havde siden 2009 besøgt ansøgeren en gang i 2013. Ansøgeren havde tidligere boet hos sin far, som boede i samme by som ansøgeren, og ansøgeren besøgte sin far hver uge.

    Udlændingenævnet fandt, at moderen i juli 2009 opfyldte betingelserne for at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren havde opholdt sig i sit hjemland siden fødslen, da ansøgeren i hvert fald havde haft syv års skolegang i sit hjemland, da ansøgeren ikke talte dansk, og da ansøgeren havde sin far og tre voksne søskende i hjemlandet, som ansøgeren boede hos. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgeren hos moderens andre børn eller faderen i Filippinerne, og at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos sine søskende i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som moderen havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Det forhold, at moderen havde anført, at hun grundet de tidligere gebyrregler og manglende økonomisk mulighed ikke kunne søge om opholdstilladelse til ansøgeren, da hun søgte om opholdstilladelse til ansøgerens søster, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 16, ikke kunne stilles. Udlændingenævnet bemærkede, at gebyr for indgivelse af ansøgning om familiesammenføring blev afskaffet ved lov nr. 418 af 12. maj 2012 med virkning fra den 15. maj 2012, og at moderen først halvandet år efter – i november 2013 – indgav ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2014/109.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. april 2014 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – Vellykket integration

    Dato: 02-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en statsborger fra Thailand under henvisning til hendes herboende moder.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Eftersom ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i september 2013, var der forløbet mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og ansøgeren kunne derfor kun meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at moderen havde anført, at hun ikke havde råd til at søge om familiesammenføring på et tidligere tidspunkt, og at ansøgeren ikke kunne rejse til Danmark, da hun blev bidt af en cobraslange i 2011 med efterfølgende helbredsmæssige problemer til følge, idet der var forløbet mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt, at der herved ikke var tale om forhold, der kunne bevirke, at der sås bort fra betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 16, da der herved ikke var tale om retlige eller faktiske omstændigheder af en sådan karakter, at moderen ikke havde mulighed for at søge om familiesammenføring med sin datter på et tidligere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste til, at de økonomiske forhold, der var oplyst om, ikke sås at være relateret til moderens egen integration i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens hospitalsophold og moderens graviditet i 2012 ikke skulle have afskåret moderen fra at søge om familiesammenføring på et tidligere tidspunkt såfremt dette havde været ønsket. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 14 år og 11 måneder, at ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun havde haft i hvert fald otte års skolegang, at ansøgeren alene talte thai, og at ansøgeren alene havde været i Danmark under Udlændingestyrelsens behandling af sagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren foruden sin mormor og morfar havde mostre i hjemlandet, som boede på samme adresse som hende, at ansøgeren siden moderens indrejse i Danmark i 2009 havde boet hos sin mormor og morfar, der ikke sås at have nogen tilknytning til det danske samfund, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til moderen i sig selv, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt under henvisning til disse forhold, at ansøgeren ikke under opvæksten var blevet præget af danske værdier og normer i en sådan grad, at ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Ansøgeren havde således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til moderen i sig selv, nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at moderen derved – uanset ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til Danmark – havde præget ansøgeren med danske værdier og normer under ansøgerens opvækst, da moderen indrejste i Danmark i april 2009, da moderen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 2009 som 27-årig, og da moderen således alene havde boet i Danmark i ca. fem år. Der var således ikke oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark i 2009 gennem besøgsophold og kontakt via Skype. Udlændingenævnet fandt endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens moders rettigheder efter EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet havde i denne forbindelse lagt til grund, at moderen ikke hele tiden havde haft til hensigt at blive genforenet med ansøgeren. FAM/2014/100.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. april 2014 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – Vellykket integration

    Dato: 02-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april måned 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en statsborger fra Ghana, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende moder. Ansøgers moder indrejste i Danmark i maj 2005 og blev i marts 2009 meddelt opholdstilladelse under henvisning til sin samlever. Ansøger indgav ansøgning om opholdtilladelse under henvisning til sin herboende moder i maj 2013. Det var til sagen oplyst, at ansøger og ansøgers moder havde boet sammen i fra ansøgers fødsel i maj 1999 indtil moderens indrejse i Danmark i maj 2005, at ansøger siden moderens indrejse i Danmark havde boet hos sin mormor i Ghana, og at ansøger grundet mormoren sygdom havde opholdt sig på en kostskole. Det var endvidere oplyst, at ansøgers fader ikke ville have noget med ansøger at gøre, at ansøgers moder og ansøger havde haft daglig kontakt via telefonsamtaler, at ansøgers moder havde besøgt ansøger i Ghana i 2011 og 2012, og at moderen havde betalt for ansøgers skolegang med et beløb på 2.000 kr. hver 3. måned. Det var desuden oplyst, at ansøger havde haft 8 års skolegang i Ghana, at ansøger talte fante og engelsk, og at hun aldrig havde været i Danmark. Moderen oplyst herudover, at hun ikke havde nævnt ansøger overfor de danske myndigheder fordi hendes daværende herboende ægtefælle ikke ville have noget med ansøger at gøre.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Eftersom ansøger indgav ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i maj 2013, var der forløbet mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og ansøgeren kunne derfor kun meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøger ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøger var 14 år på ansøgningstidspunktet, at ansøger havde opholdt sig i Ghana siden fødslen, hvor hun havde haft i hvert fald 8 års skolegang, og at ansøger aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde på baggrund af det til sagen oplyste endvidere vægt på, at ansøger siden moderens indrejse i Danmark i 2005 havde boet i hvert fald størstedelen af opvæksten henholdsvis hos sin mormor, på en kostskole i Ghana, og hos slægtninge på moderens side af familien i Ghana, hvor hun havde opholdt sig i ferieperioder. Disse bopæle sås ikke at have nogen tilknytning til det danske samfund, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til moderen i sig selv, havde nogen form for tilknytning her til landet, ligesom hun ikke havde været på besøg i Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøger ikke talte dansk, og at hun talte fante og engelsk. Udlændingenævnet fandt, at ansøger ikke under opvæksten var blevet præget af danske værdier og normer i en sådan grad, at ansøger havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, da moderen alene havde set ansøger to gange indenfor de seneste tre år og sidst i 2012. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at moderen derved – uanset ansøgers i øvrigt begrænsede tilknytning til Danmark – havde præget ansøger med danske værdier og normer under ansøgers opvækst. Det var indgået i Udlændingenævnets vurdering, at moderen havde været dansk gift og nu havde en dansk samlever, at moderen havde et barn, som var opvokset i Danmark og var dansk statsborger, at moderen havde arbejdet som køkken medhjælper fra 2009-2011, som rengøringsassistent siden 2011, og at moderen gik til danskundervisning. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at moderen ikke kunne anses som så velintegreret, at det kunne opveje ansøgers manglende tilknytning til Danmark og kendskab til danske forhold. Udlændingenævnet henviste herved til, at moderen i alt havde opholdt sig i Danmark i 9 år, og at ansøger på intet tidspunkt sås at have været en del af moderens dagligdag i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøger skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøger ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøger ikke udgjorde en krænkelse af ansøgers rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøger afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde til grund, at moderen ikke hele tiden havde haft hensigt til at blive genforenet med ansøgeren. Udlændingenævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at moderen ikke ved sine tidligere ansøgninger om familiesammenføring henholdsvis under henvisning til sin daværende ægtefælle og sin samlever på afgørelsestidspunktet havde oplyst om ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det forhold, at ansøger på afgørelsestidspunktet boede på en kostskole i hjemlandet, at moderen havde anført, at ansøger i ferieperioder boede hos en fjern slægtning, hvor hun måtte arbejde hårdt for at tjene til sit ophold, at hun var udsat for misundelse fra familiens side, og at hun levede under kummerlige forhold, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle økonomiske og sociale forhold i ansøgerens hjemland ikke kunne føre til, at kravet om vellykket integration i udlændingelovens § 9, stk. 16 ikke burde stilles, idet ansøger fortsat havde sin far og anden familie i hjemlandet. FAM/2014/87.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2014 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 17-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ukrainsk statsborger. Ansøgeren, der var født i maj 1997, søgte om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende moder. Ansøgerens moder blev første gang meddelt opholdstilladelse i Danmark i juni 2002. Ansøgerens moder blev efter sin indrejse i Danmark meddelt opholdstilladelse gentagne gange på flere forskellige grundlag. Ansøgerens moder blev senest i marts 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af familiesammenføring. Det blev oplyst af ansøgeren, at ansøgeren boede sammen med sin bedstemoder i Ukraine, og at ansøgeren, forinden moderen rejste til Danmark i 2002, boede med moderen i Ukraine. Det blev af ansøgerens moder oplyst, at ansøgerens fader, som var bosat i Ukraine, ikke havde haft kontakt med ansøgeren i fem år, og at ansøgerens mormoder ikke længere havde råd til at have ansøgeren boende. Ansøgeren havde besøgt sin moder i Danmark to gange, og derudover var det oplyst, at ansøgeren og ansøgerens moder havde været i kontakt hver dag. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i september 2013 i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Det blev af parterne oplyst til Udlændingenævnet, at ansøgeren led af muskelspasmer i nervesystemet, og at ansøgeren behøvede neurologisk og kardiologisk observation. Det blev yderligere oplyst, at ansøgerens mormoder var diagnosticeret med ledbrusksygdom og rygslitage, og at mormoderen ikke længere kunne tage sig af ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde levet hele sit liv i Ukraine, hvor ansøgeren også havde gået i skole i mindst ti år, at ansøgerens moder efter eget valg var flyttet til Danmark, at ansøgerens moder efterfølgende havde stiftet selvstændig familie i Danmark, og at ansøgerens moder først ti år efter, at hun havde fået opholdstilladelse i Danmark, havde ansøgt om at blive forenet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens moder fortsat kunne udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som tidligere. Det forhold, at ansøgerens mormoder efter det oplyste ikke længere kunne forsørge ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet lagde til grund, at generelt dårlige økonomiske og sociale forhold i en ansøgers hjemland ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet var over 16 år gammel, og således i højere grad end mindre børn var i stand til at tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention ikke kunne føre til et andet resultat, idet konventionen ikke indebærer en videre ret til familiesammenføring, end den der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgerens personlige eller helbredsmæssige forhold ikke kunne begrunde opholdstilladelse til ansøgeren og lagde herved vægt på, at ansøgeren havde adgang til relevant lægelig, herunder medicinsk, behandling i Ukraine. FAM/2014/139.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2014 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – Forældremyndighed

    Dato: 07-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring af et barn fra Etiopien, der var født i 1999, til en herboende fader, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at den herboende fader ikke opfyldte kravet om at have forældremyndigheden/have del i forældremyndigheden over barnet, og at faderens navn ikke fremgik af sønnens fødselsattest, samt under henvisning til at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var født og havde levet hele sit liv i Etiopien, først sammen med sin moder og dernæst med sin mormoder, og han havde gået i skole i Etiopien. Det var til sagen oplyst, at hans moder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse sad i fængsel, at den herboende fader aldrig havde boet sammen med ansøgeren, og at denne var et-to år gammel, da faderen senest så ham, samt at ansøgeren i Etiopien boede sammen med sin mormoder og efter det oplyste havde familiemedlemmer på begge sider af familien.

    Udlændingenævnet fandt vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende fader opfyldte kravet om at være indehaver af forældremyndigheden over ansøgeren, og ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader ikke havde dokumenteret, at han havde del i forældremyndigheden over ansøgeren, at hans navn derudover ikke fremgik af ansøgerens fødselsattest, og at han ikke på en anden måde havde godtgjort, at han havde del i forældremyndigheden over ansøgeren. I forhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af bestemmelsen, idet der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende fader og ansøgeren udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Etiopien, hvor han først boede sammen med sin moder og efterfølgende sin mormoder, og hvor han også havde haft sin skolegang. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader ikke havde set ansøgeren, siden denne var et-to år gammel, at den herboende fader i januar 2012 indrejste i Danmark med sin ægtefælle og parrets fællesbarn, og at han først mere end et år efter søgte om at blive familiesammenført med ansøgeren. Det forhold, at den herboende fader var i telefonisk kontakt med ansøgeren, og at han ønskede at udvide kontakten med denne, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil. Det forhold, at ansøgerens moder på tidspunktet for afgørelsen sad i fængsel, samt at hans mormoder var gammel og havde svært ved at forsørge ham, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i sagen forelå særlige hensyn til familiens enhed eller barnets tarv, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at generelle dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgeren, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2014/203.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. december 2013 – Børnesammenføring – Børn over 15 år

    Dato: 18-12-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 og 3, samt § 9 c, stk. 1, til en congolesisk statsborger. Ansøgeren, der er født i 1997, søgte om opholdstilladelse sammen med en anden udlænding, som er født i 1982, og som i ansøgningen var angivet som værende ansøgerens fader. Ansøgeren og hendes angivelige fader indgav ansøgningen om familiesammenføring under henvisning til den angivelige faders herboende ægtefælle, som er født i 1986, og som i 2011 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Den angivelige fader og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der er født i 2008, og som blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2011. Det blev af parterne oplyst til sagen, at den angivelige fader og den herboende ægtefælle havde mødt hinanden i Congo i 2004, og at de var blevet gift i 2006 og boede sammen indtil 2007, hvorefter parret mistede kontakten til hinanden på grund af krig. Parterne havde endvidere oplyst til sagen, at ansøgeren forsvandt i 2009. Den herboende ægtefælle har i forbindelse med sin asylsag ikke forklaret om ansøgeren. Det fremgår af en udtalelse fra Retsgenetisk Afdeling, at ansøgeren ikke kan anses for at være barn af hverken ansøgerens angivelige fader eller af dennes herboende ægtefælle. Den angivelige fader oplyste hertil, at han ikke var ansøgerens biologiske fader, men at han på et tidspunkt var kæreste med ansøgerens moder og fik overdraget ansøgeren, da ansøgeren var to år gammel. Ansøgeren og dennes angivelige fader opholdt sig efter det oplyste på ansøgningstidspunktet i Sydafrika, hvor ansøgeren var flygtning.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddels opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da ansøgeren ikke kunne anses for at være barn af hverken den angivelige fader eller dennes herboende ægtefælle, og da den angivelige fader senere havde oplyst, at han ikke var ansøgerens biologiske fader, men at han først fik overdraget ansøgeren, da ansøgeren var to år gammel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke var oplyst om en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboede person eller om sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, eller § 9 c, stk. 1, idet der ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren ikke ville kunne blive boede i Sydafrika, og da det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren tidligere havde været en del af enten den angivelige faders eller dennes ægtefælles husstand. Udlændingenævnet lagde herved vægt på blandt andet ægtefællens forklaring i forbindelse med hendes asylsag samt på, at den angivelige fader og ægtefællen var henholdsvis 17 år og 13 år, da ansøgeren var to år gammel, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren var to år gammel i 1999, og at den angivelige fader og ægtefællen efter det oplyste først mødte hinanden i 2004. FAM/2013/74.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. december 2013 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 18-12-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i 2013, som er statsborger i Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 19. Den herboende fader blev i 2009 idømt fængsel i et år og seks måneder for blandt andet at have udøvet vold samt seksuelle krænkelser imod sin tidligere ægtefælles datter, som på gerningstidspunktet var mindreårig, samt for at have udøvet vold samt trusler om vold imod sin tidligere ægtefælle. Den herboende fader indgik herefter et nyt ægteskab med ansøgerens moder, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til ansøgerens fader. Ansøgerens fader oplyste i forbindelse hermed, at han tidligere havde haft et alkoholproblem, som han mente var årsagen til, at han havde begået de forhold, som han var dømt for i 2009, og at han nu var fuldstændig kureret for sit alkoholproblem. Ansøgerens moder blev i april 2013 meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgerens fader inden for de sidste 10 år var blevet idømt en frihedsstraf for vold begået imod en tidligere ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 10. I juni 2013 fødte ansøgerens moder parrets fælles barn, ansøgeren, i Danmark, og i september 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, under henvisning til, at faderen i 2009 var blevet idømt fængselsstraf for at have udøvet vold samt seksuelle krænkelser imod et mindreårigt barn.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 19, og stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde på baggrund af de foreliggende oplysninger til grund, at de af ansøgerens fader begåede forhold, som han i 2009 blev fundet skyldig i, ikke kunne tilskrives hans angivelige alkoholmisbrug. Det forhold, at ansøgerens fader havde anført, at han havde regelmæssigt samvær med et særbarn på 11 år to gange om ugen, og at særbarnet overnattede hos ham, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet resultat. FAM/2013/90.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2013 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – Vellykket integration

    Dato: 16-12-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Kosovo under henvisning til, at ansøgerne ikke havde eller ville have mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Ansøgernes fader, som er statsborger i Kosovo, indrejste i Danmark i 1992. I juni 1996 blev ansøgernes fader meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i november 1997 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. I henholdsvis marts 2001 og juni 2004 fødte ansøgernes moder ansøgerne i Kosovo. I februar 2011 blev ansøgernes forældre skilt i Kosovo, og ansøgernes fader fik forældremyndigheden over ansøgerne. I januar 2013 søgte ansøgernes fader på vegne af ansøgerne om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ham, og i juli 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på familiesammenføring under henvisning til, at ansøgerne ikke havde mulighed for vellykket integration i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke havde eller ville have mulighed for en vellykket integration i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerne var henholdsvis 9 og 12 år, at de havde opholdt sig i Kosovo med deres moder fra fødslen og frem til juni 2012, at de havde gået i skole i hjemlandet og talte albansk, at de foruden deres moder havde en farfader og en farbroder i Kosovo, at de på afgørelsestidspunktet boede hos deres farfader sammen med deres farbroder i Kosovo, og at der ikke syntes at være noget til hinder for, at de fortsat kunne bo hos faderens familie i Kosovo. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne aldrig havde boet sammen med deres fader, og at ansøgerne aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at ansøgernes fader under sit ophold i Danmark ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det i sig selv kunne opveje ansøgernes ringe tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgernes fader alene havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked i perioden fra 2002 til 2004, at han ikke havde taget en uddannelse i Danmark, og at han modtog førtidspension. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerne ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. FAM/2013/91.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. november 2013 – Børnesammenføring – Barn under 15 år – Forældremyndighed

    Dato: 04-11-2013

    Udlændingenævnet hjemviste i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en thailandsk statsborger. Ansøgeren, der er født i januar 1999 i Thailand, indgav i september 2012 ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende moder, der i oktober 2010 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført. Ansøgeren boede sammen med sin moder i Thailand frem til 2010, hvor moderen udrejste til Danmark, og ansøgeren har siden boet hos sine farforældre. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at ansøgerens moder ikke havde dokumenteret, at hun havde forældremyndigheden over ansøgeren.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens moder under sagens behandling i Udlændingenævnet indsendte nye oplysninger vedrørende forældremyndigheden. Ansøgerens moder indsendte en dom fra juli 2013 fra en Juvenile and Family Court i Thailand vedrørende forældremyndigheden over ansøgeren. Udlændingenævnet fandt således, at sagen skulle tilbagesendes til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne inddrage disse nye oplysninger vedrørende forældremyndigheden i vurderingen af, om ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2013/49.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2013 – Børnesammenføring – Barn under 15 år – Vellykket integration

    Dato: 15-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en ansøgeren fra Albanien under henvisning til, at ansøger ikke havde eller ville have mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Ansøgerens moder og fader, som begge var født og opvokset i Kosovo, havde kendt hinanden siden folkeskolen, parret blev kærester i 1986, og parret boede sammen i Kosovo fra oktober 1988 til januar 1989. Ansøgerens fader indgik ægteskab med en herboende dansk statsborger i marts 1989, han blev meddelt opholdstilladelse på baggrund heraf og indrejste i Danmark i april 1989. I maj 1991 blev ansøgerens fader meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og i december 1991 blev han skilt fra sin herboende daværende ægtefælle. I oktober 2003 nedkom ansøgerens moder med ansøgeren, og i august 2004 indgik ansøgerens forældre ægteskab i Kosovo. I juni 2007 og december 2009 meddelte Udlændingestyrelsen såvel ansøgerens moder som ansøgeren afslag på ansøgning om familiesammenføring under henvisning til henholdsvis, at ansøgerens forældre ikke opfyldte tilknytningskravet efter udlændingelovens § 9, stk. 7, og under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om mulighed for vellykket integration efter udlændingelovens § 9, stk. 16. I december 2012 søgte ansøgerens moder og ansøgeren på ny om familiesammenføring, og den 29. maj 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerens moder og ansøgeren afslag på familiesammenføring henholdsvis under henvisning til at ansøgerens moder og ansøgerens fader ikke opfyldte tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, og under henvisning til, at ansøgeren ikke havde mulighed for vellykket integration i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller ville have mulighed for en vellykket integration i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i hjemlandet med sin moder, som ligeledes søgte om familiesammenføring, og at ansøgerens forældre forud for det indgåede ægteskab og forud for ansøgningen om familiesammenføring havde haft et samliv i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var ti år, at hun var født i Kosovo, at hun havde opholdt sig i Kosovo siden fødslen, at hun havde haft i hvert fald 3 års skolegang i Kosovo, at hun talte albansk, at hun foruden sin moder havde en lang række familiemedlemmer i Kosovo, at hun siden sin faders indrejse i Danmark i 1989 havde boet i hvert fald størstedelen af sin opvækst hos sin moder, og at hun således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin moder i sig selv, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke, at ansøgeren var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. FAM/2013/53.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Børnesammenføring – Aldersgrænse på 15 år

    Dato: 07-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012 om afslag på opholdstilladelse på baggrund af en herboende fader til en statsborger fra Makedonien. Ansøgerens fader var født i september 1967 i Makedonien og var statsborger i Makedonien. Faderen blev i januar 2001 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført. Han var registreret indrejst i Danmark i januar 2001, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i november 2005. Ansøgeren var født i april 1994 i Makedonien, hvor han var statsborger. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2007, hvor han første gang indgav en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin fader. Ansøgeren blev meddelt processuelt ophold i Danmark i november 2007, hvorefter han i januar 2008 og igen i april 2008 blev meddelt afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, hvilke afgørelser blev stadfæstet af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i oktober 2008. Ansøgeren blev i september 2009 og i februar 2011 atter meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren indgav i april 2012 til Udlændingestyrelsen på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, hvor det blev anført blandt andet, at ansøgerens moder ikke opholdt sig i Makedonien og derfor ikke kunne drage omsorg for ansøgeren, at ansøgerens fader agtede at forsørge ansøgeren i Danmark, og at det ville være i strid med ansøgeren tarv og dermed Danmarks internationale forpligtelser såfremt ansøgeren henvistes til at tage ophold i Makedonien.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Makedonien, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var knap 18 år gammel, og at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens fader, der var statsborger i Makedonien, kunne indrejse i Makedonien for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, at ansøgeren efter det oplyste havde boet hos sin fader i Danmark siden 2007, og lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens pas, at han i perioder havde været udrejst til flere forskellige lande på Balkan i perioden fra 2008 til 2012, herunder opholdt sig i sit eget hjemland Makedonien, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren havde haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren i perioden havde haft et længerevarende ophold i Danmark, kunne ansøgeren ikke antages at have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et sådant ulovligt ophold, da ansøgeren i så fald skulle have boet hos sin fader uden opholdsgrundlag i hele perioden, ligesom ansøgeren på afgørelsestidspunktet var 19 år gammel og myndig og måtte antages at kunne tage vare på sig selv. FAM/2013/121.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Børnesammenføring – Børn over 15 år

    Dato: 07-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse under henvisning til den herboende fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en ansøger fra Tyrkiet. Den herboende fader blev i december 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i november 2009 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren er født i 1995 i Tyrkiet. Ansøgeren blev i 2006, 2009 og 2010 af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde mulighed for en vellykket integration.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader indrejste i Danmark, da ansøgeren var fire år, og at ansøgeren og faderen ikke havde boet sammen i 13 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet var 18 år og derfor måtte antages at kunne tage vare på sig selv, at han havde gået i skole i Tyrkiet i otte år, og at han boede sammen med sin mor i Tyrkiet, hvorfor han havde et familienetværk omkring sig, herunder også bedsteforældrene. Det forhold, at ansøgeren og dennes far havde holdt kontakten via telefon og besøg, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren kunne fortsætte med at bo sammen med sin mor i Tyrkiet, og da der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens far kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som han havde gjort siden sin indrejse i Danmark. Det forhold, at ansøgerens yngre søskende i juni 2013 var meddelt opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2013/89.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Børnesammenføring – Barn over 15 år – Ganske særlige grunde

    Dato: 03-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 (opholdstilladelse af ganske særlige grunde), til to statsborgere fra Libyen. Ansøgerne, der er født henholdsvis i 1990 og 1993 i Libyen, indgav i januar 2011 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til deres herboende moder, der i februar 2010 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som kvoteflygtning. Ansøgerne flygtede sammen med deres moder til Elfenbenskysten i 1994, hvor ansøgerne siden har opholdt sig og har gået i skole. Ansøgerne har siden 2003 været en del af en husstand, der hverken har omfattet ansøgernes moder eller fader. Ansøgerne havde på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke set deres herboende moder i to år, og de har ikke kontakt til deres fader.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende moder, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde blandt andet vægt på, at begge ansøgere er over 18 år og dermed myndige, at ansøgerne ikke samtidig med deres moder søgte om asyl i Danmark, at ansøgerne først cirka et år efter at moderen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark søgte, om at blive familiesammenført med hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne ikke har været en del af deres moders husstand i 10 år, ligesom begge ansøgere, der er søskende, bor sammen, hvorfor de ikke er uden familiært netværk i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ikke, at det kunne føre til en ændret vurdering i sagen, at den yngste af ansøgerne var 17 år og 6 måneder på ansøgningstidspunktet, idet den ældste af ansøgerne måtte anses for at være trådt i forældremyndighedshaverens sted, ligesom der vedvarende havde været et socialt netværk, som havde påtaget sig ansvaret for begge ansøgere. FAM/2013/45.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2013 – Børnesammenføring – Børn over 15 år

    Dato: 13-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en thailandsk statsborger. Ansøgeren, der er født i 1995 i Thailand, indgav i august 2012 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende moder, der indrejste i Danmark i juni 2010, og som i december 2011 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført. Ansøgerens fader døde i 2003. Ansøgeren, der har gået i ni år i skole i Thailand, boede sammen med sin moder i Thailand frem til 2010, hvor moderen udrejste til Danmark, og ansøgeren har siden boet hos sin moster.

    Udlændingenævnet fandt, at et afslag på opholdstilladelse ikke ville udgøre en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens moders rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettigheds¬konventions artikel 8, ligesom der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren er født i Thailand, hvor ansøgeren også har levet hele sit liv, at ansøgeren ikke tidligere havde været i Danmark, at moderen ikke samtidig med sin egen indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i Danmark søgte om opholdstilladelse for sit barn, som på daværende tidspunkt var knap 15 år, og at moderen først to år efter sin egen indrejse i Danmark søgte om at blive forenet med sit barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne opholde sig i Thailand, og at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som hun har gjort siden sin indrejse i Danmark. FAM/2013/8.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post