MULTI
Du er her: ForsidePraksisBørnesammenføringBarnets tarv
  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Barnets tarv – Danmarks internationale forpligtelser – Vold

    Dato: 06-03-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til to tyrkiske statsborgere, der var søstre og født henholdsvis i maj 2001 og i januar 2003 under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse, idet det ville være i strid med barnets tarv og Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne ikke havde slægtninge i hjemlandet, som de kunne bo hos, idet ansøgernes faders opholdssted ikke var kendt, og idet ansøgernes farmoder på grund af alder ikke havde mulighed for at forsørge dem og have dem boende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var blevet oplyst om vold i familien, som ansøgerne var blevet udsat for. FAM/2018/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 07-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/103.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. august 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 03-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et biologisk barn, født i 2008 i Uganda, af en herboende statsborger fra Uganda, der blev meddelt opholdstilladelse i januar 2015 med henvisning til hendes herboende barn. Den herboende reference havde i forbindelse med sin flugt fra hjemlandet i 2012 overladt ansøgeren til sin kusine i Uganda. Den herboende reference havde under sit ophold i Danmark som asylansøger indledt et forhold til en mand og havde født endnu et barn, som på grund af bekymring for forældrenes forældreevne kort tid efter fødslen blev tvangsmæssigt anbragt. Det viste sig efterfølgende, at barnet havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, jf. § 9, stk. 18. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af en forældreevneundersøgelse foretaget i juni 2014, at den herboende reference på nogle tidspunkter havde vist, at hun var i stand til at varetage det herboende barns fysiske behov, men at hun samtidig fremstod med dårlig mentaliseringsevne og indsigt i barnets emotionelle og sociale behov, og at barnets reaktioner i samværet tydede på, at den herboende reference ikke havde formået at møde barnets behov adækvat over længere tid. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den tvangsmæssige anbringelse senest var fastholdt ved en byretsdom fra maj 2016, at retten i den forbindelse havde lagt vægt på, at det herboende barn havde lidt et tidligt og traumatisk omsorgssvigt, og at det blev vurderet, at den herboende reference og barnets fader på grund af begrænsede personlige ressourcer fortsat ikke kunne give det herboende barn den tilstrækkelige omsorg og pleje. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende references personlige livssituation havde ændret sig, at hun ikke længere var i et voldeligt forhold, at hun havde egen bolig, og at hun gik på sprogskole og havde været i praktik. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at kommunen under sagen havde oplyst, at den herboende reference ikke opholdt sig stabilt på sin bopæl, at hendes deltagelse i danskundervisning var svingende, og at hun ikke var tilknyttet arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af forældreevneundersøgelsen fra juni 2014, at uanset at den herboende references personlige forhold var blevet stabiliseret, blev det vurderet usikkert, i hvor høj grad den herboende reference ville være i stand til at profitere af pædagogisk støtte i forhold til at varetage omsorgen for det herboende barn fremover. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det herboende barn havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme, at det blev vurderet, at barnets symptomer fremtrådte ekstraordinært vanskelige at behandle, at barnet havde brug for professionel behandling, og at barnets tilpasningsproblemer ikke kunne løses ved ophold i hjemmet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af sagen, at den herboende references ugentlige samvær med det herboende barn fortsat foregik overvåget. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste var en almindelig sund dreng, at den herboende reference ikke havde oplevet problemer med at passe ansøgeren som spæd, og at den ældre kvinde, der tog sig af ham, kun modvilligt havde accepteret dette mod betaling. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var en nærliggende risiko for, at ansøgeren ved familiesammenføring med den herboende reference ville lide omsorgssvigt og blive anbragt uden for hjemmet, og at ansøgeren i øvrigt ikke var uden relevante omsorgspersoner i hjemlandet, idet den herboende reference samtidig havde oplyst, at ansøgeren havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende reference løbende havde ændret forklaring om, hvem hun havde overladt ansøgeren til, herunder om der var tale om familie eller ej. FAM/2017/87.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. februar 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 20-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født henholdsvis i 2000 og 2002, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 18. Den herboende fader havde søgt om familiesammenføring på vegne af sine børn i marts 2014. Den herboende fader var i maj 2001 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet det åbenbart ville stride mod ansøgernes tarv, hvis ansøgerne blev givet opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende faders bopælskommune i oktober 2015 havde udtalt, at kommunen var i tvivl om, hvorvidt den herboende fader var i stand til at tage vare på sine børn, at han grundet sin psykiske tilstand ikke havde været sendt ud i beskæftigelsesfremmende tiltag siden 2011, at han siden 2010 havde været patient i psykiatrien, og at han havde paranoid psykose samt posttraumatisk syndrom. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bopælskommunen havde oplyst, at den herboende fader i forvejen havde fem små børn i Danmark, at han ikke boede sammen med nogle af dem, og at kommunen havde haft sager på alle hans fem børn i Danmark, da han havde været psykisk og fysisk voldelig overfor børnenes moder. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader var i behandling for sin psykiatriske lidelse, og at han også aktuelt var bekymret for sine børn. Udlændingenævnet fandt dog, at dette efter en konkret vurdering og sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader var indrejst i Danmark i april 2000, og at børnene på baggrund af resultatet af aldersundersøgelser måtte anses for født umiddelbart før og et stykke tid efter den herboende faders egen udrejse af Somalia. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at den herboende fader – henset til hans indrejsetidspunkt i Danmark og børnenes alder – ikke havde været en del af børnenes opvækst, og at den herboende fader ikke før 2014 havde søgt om familiesammenføring, ligesom der ikke var oplyst om nogen form for kontakt før 2013. Det forhold, at det blev anført, at ansøgerne boede i Etiopien med fremmede, som ikke længere ville kunne passe dem, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det ikke var dokumenteret, at ansøgernes moder var død, idet officielle somaliske dokumenter efter fast praksis for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Uanset om det blev lagt til grund, at moderen var død lagde Udlændingenævnet endvidere vægt på, at moderen forud herfor havde oversendt børnene til en anden, som måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at den herboende fader ikke på noget tidspunkt sås at være indtrådt som forældremyndighedsindehaver over for børnene. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne ikke havde boet med den herboende fader, og at han ikke havde besøgt børnene i Etiopien. Udlændingenævnet fandt på baggrund af disse omstændigheder, at det måtte anses for at være i strid med ansøgernes tarv at meddele dem opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derfor, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af de foreliggende oplysninger om ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes og deres faders rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal være i første række, og at det af artikel 9, stk. 3, fremgår, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8, og at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om den herboende faders personlige forhold og angivne manglende evne til at tage vare på sine børn. FAM/2017/38.

  • Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2016 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 23-05-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til fem mindreårige børn, som var statsborgere i Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne på det foreliggende grundlag ikke kunne meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at en opholdstilladelse ville stride imod børnenes tarv, idet sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der i Udlændingestyrelsens afgørelser blev lagt afgørende vægt på en udtalelse fra den herboende faders bopælskommune, der primært og konkret forholdt sig til den herboende faders ægtefælles forældreevne. Den herboende faders ægtefælle var ikke børnenes moder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke af bopælskommunens udtalelse fremgik konkrete oplysninger vedrørende den herboende fader, der understøttede, at en opholdstilladelse til de fem mindreårige børn aktuelt ville stride imod deres tarv. FAM/2016/40.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. oktober 2014 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 06-10-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i juli 2012, som var statsborger i Irak, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18. Barnet boede i Irak med sin moder og havde aldrig været i Danmark. Barnets herboende fader, med hvem barnet aldrig havde boet, og som alene havde besøgt barnet to gange i hjemlandet, var diagnosticeret med skizofreni.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, idet det åbenbart ville stride mod barnets tarv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende faders bopælskommune havde udtalt, at en familiesammenføring med den herboende fader åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, da der under ansøgerens ophold her i landet kunne forudses alvorlige sociale problemer for ansøgeren under henvisning til den herboende faders helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at han alene havde besøgt barnet to gange, at ansøgeren havde boet med sin moder, og at der intet var til hinder for, at ansøgeren kunne fortsætte at bo hos sin moder. FAM/2014/180.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2014 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 15-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i 2008, som var statsborger i Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, idet det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende faders bopælskommune havde udtalt, at en familiesammenføring med den herboende fader åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, da den herboende fader havde svært ved at tage vare på sig selv, og da kommunen havde vurderet, at han ikke kunne tage vare på et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at han alene havde besøgt ansøgeren to gange, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens farmor var taget til Somalia for at passe ansøgeren. Det forhold, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at Udlændingestyrelsen under henvisning til dommen Sufi og Elmi mod UK (appl.nos. 8319/07 og 11449/07) ikke kunne udelukke, at den herboende fader ved en tilbagevenden til Somalia ville risikere asylrelevant forfølgelse, fandt Udlændingenævnet under henvisning til barnets tarv ikke kunne føre til et andet resultat, da den herboende fader ikke efter det oplyste kunne tage vare på et barn. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, hvoraf det fremgår, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal være i første række, og til artikel 9, stk. 3, hvoraf det fremgår, at deltagestaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, og at denne artikel ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt derfor, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og den herboende faders rettigheder efter EMRK artikel 8 og FN’s Børnekonvention, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det – henset til det oplyste om den herboende faders personlige forhold samt manglende evne til at tage vare på ansøgeren – ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2014/178.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post