MULTI
Du er her: ForsidePraksisBørnesammenføringBørn mellem 15 og 18 år
  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 12-07-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bosnisk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Den herboende moder blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2007 som ægtefællesammenført. Hun fik i september 2017 tillagt forældremyndigheden over ansøgeren, som var født i 2001. Ansøgeren søgte i september 2017 om familiesammenføring med sin moder. Det blev i forbindelse med ansøgningen anført, at ansøgerens fader havde været voldelig mod ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem moderen og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin moder siden 2007, hvor han var seks år, at moderen i 2007 valgte at udrejse af Bosnien-Hercegovina med sit ene barn med henblik på at tage varigt ophold i Danmark, og at ansøgeren siden 2007 alene havde set sin moder i forbindelse med hendes besøg i hjemlandet eller ansøgerens besøg i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at moderen først næsten ti år efter, at hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om familiesammenføring med sin søn, og at ansøgeren var 16 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor han havde boet frem til ansøgningstidspunktet, hvor han havde gået i skole, og hvor blandt andet hans fader og halvbroder boede. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens fader ikke ville tillade ansøgeren at flytte til Danmark, at faderen i september 2017 alligevel gav moderen forældremyndigheden over ansøgeren og angiveligt tilkendegav, at han ikke gad ansøgeren mere, og at faderens opholdssted angiveligt var ukendt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens moder ikke havde boet sammen i næsten ti år, og at ansøgeren i de år havde boet sammen med blandt andet sin fader og sin halvbroder, og at han efter det oplyste havde et godt forhold til sin faders nye ægtefælle, som havde passet ham, siden han var lille. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det i e-mail af maj 2018 blev oplyst, at ansøgerens fader var blevet separeret fra sin ægtefælle, at der derfor ikke længere var andre i husstanden end ansøgerens fader, og at ansøgeren ikke havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens fader var fængslet og dermed ikke kunne tage sig af sin søn, og at det således ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens fader efter det oplyste havde været den daglige forældremyndighedsperson for sin søn i Bosnien-Hercegovina, og at en angiven manglende vilje til fortsat at have denne rolle i forbindelse med en sag om familiesammenføring ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren var fyldt 16 år på ansøgningstidspunktet og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 17 ½ år, og derfor måtte antages at kunne tage vare på sig selv, og at han ikke havde behov for sine forældre i samme omfang som mindre børn. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ikke sås at være væsentlige hindringer for, at familielivet kunne udøves ved besøgsophold i samme omfang som tidligere, ligesom ansøgerens moder havde mulighed for at bidrage til ansøgerens forsørgelse i hjemlandet som hidtil. Udlændingenævnet fandt herudover, at det til sagen oplyste om, at ansøgerens fader slog ham og talte grimt til ham, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt det i den forbindelse ikke tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ud over ved en enkelt lejlighed havde været udsat for vold eller dårlig behandling fra sin faders side eller var i risiko for at blive det. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der efter det oplyste var iværksat en lægelig undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand, idet han havde givet udtryk for selvmordstanker og en dårlig psykisk tilstand generelt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt lægelig dokumentation for, at ansøgeren havde alvorlige psykiske problemer eller for, at disse i givet fald ikke ville kunne behandles i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgerens liv i hjemlandet angiveligt skulle være vanskeliggjort af, at han havde en muslimsk moder, og at han troede, at han kunne få et bedre liv i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne medføre en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens moder mente, at hun i hjemlandet risikerede forfølgelse på grund af sin religiøse overbevisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen havde opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, og at opholdstilladelsen således ikke var givet på baggrund af en asylretlig vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at moderen, siden hun var rejst til Danmark i 2007, ifølge sagens oplysninger havde været tilbage i hjemlandet cirka to gange om året for at besøge sin søn. Udlændingenævnet fandt endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter denne bestemmelse har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt således ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2018/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, født i 1999, til en herboende fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Der herboende fader var indrejst i Danmark i august 2014, og han var i juni 2015 blevet meddelt opholdstilladelse her i landet som flygtning.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hele sit liv i Eritrea, hvor hun havde gået i skole i ni år, at hendes moder og søskende opholdt sig i landet, at den herboende references moder, som ansøgeren havde boet sammen med, samt den herboende references søskende, også opholdt sig i Eritrea, hvorfor ansøgeren ikke var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne bo enten hos sin egen moder eller hos den herboende references moder i Eritrea. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende fader og dennes familie, når det var muligt i weekender og i to til tre måneder i skolens sommerferier, at ansøgeren havde boet hos sin biologiske moder, som havde fået ny mand og børn, og at moderens nye mand ikke kunne lide ansøgeren, hvorfor ansøgeren som 13-årig ikke længere kunne klare at bo hos moderen og derfor havde boet i lange perioder hos moderens forældre, og da de døde, tog hjem til sin fader, men stadig af og til tog hjem til sin moder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende faders nuværende ægtefælle og to sønner i januar 2015 var udrejst af Eritrea til Sudan uden ansøgeren, og at ansøgeren angiveligt i februar 2015 selvstændigt var udrejst af Eritrea til Etiopien. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste grundet sin ulovlige udrejse af Eritrea ikke havde mulighed for at genindrejse i landet, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, da det var hendes eget valg at udrejse med en gruppe venner på et tidspunkt, hvor den herboende faders opholdsstatus var uafklaret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende fader i marts 2015 under sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren på daværende tidspunkt opholdt sig i Eritrea. Udlændingenævnet fandt således, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og den herboende faders rettigheder efter EMRK artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren boede i en flygtningelejr i Etiopien, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en onkel og dennes familie i samme flygtningelejr i Etiopien, som hun selv opholdt sig i. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 16 år og knap syv måneder, og at hun på afgørelsestidspunktet var 18 år og ni måneder og måtte antages at kunne tage vare på sig selv i det daglige. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at der i Etiopien og også i den flygtningelejr, som ansøgeren opholdt sig i, var et udbrud af kolera, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/143.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2017 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 24-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to somaliske statsborgere efter udlændingelovens §§ 9 c, stk. 1. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2014 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var født i 1998 og 2000, og den herboende fader havde i marts 2015 søgt om opholdstilladelse til dem under henvisning til ham.

    Udlændingenævnet fandt, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af den herboende fader og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgernes afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader efter det oplyste ikke havde boet sammen med ansøgerne, siden han var blevet skilt fra ansøgernes moder, og at han efter det oplyste sidst havde set ansøgerne i 2011, hvor han efter egne oplysninger også var ophørt med at forsørge ansøgerne. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at den herboende fader havde oplyst divergerende i forhold til årstallet for skilsmissen fra ansøgernes moder, idet han i forbindelse med sin familiesammenføringssag havde oplyst, at han blev skilt i 1995, at han i forbindelse med ansøgningerne havde oplyst, at årstallet var 2007, og at det i forbindelse med klagen var oplyst, at årstallet for skilsmissen var 2008. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den herboende fader i marts 2014 på tro og love havde underskrevet sin ansøgning om familiesammenføring, ligesom han havde underskrevet ansøgningsskemaerne vedrørende ansøgerne, og at det påhviler en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet. Det forhold, at de to ansøgere efter det oplyste i ansøgningen havde kontakt med den herboende fader to til tre gange om måneden, indtil han kom til Danmark, og at han havde telefonisk kontakt med ansøgerne en gang om måneden efter sin indrejse i Danmark, mens det i klagen var anført, at han var i daglig kontakt med ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne opretholde kontakten til ansøgerne i samme omfang, som han hidtil havde gjort, siden han var indrejst i Danmark. Det forhold, at ansøgernes moder havde forladt dem, at ansøgerne ikke havde nogen slægtninge, der kunne tage sig af dem, og at ansøgerne havde trange kår hos deres tidligere nabo, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke var uden omsorgspersoner, ligesom et manglende familienetværk ikke i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet var 15 og 17 år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndige, og at de således ikke kunne antages at have behov for forældre i samme omfang, som yngre børn ville have. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgerne, at det kunne begrunde, at de skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/98.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 03-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en 16-årig ukrainsk statsborger. Den herboende reference, som var ansøgerens moder, havde i 2010 fået opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren var efterfølgende i 2012 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, men var ikke efterfølgende indrejst i Danmark, hvorfor denne opholdstilladelse var bortfaldet. Referencen oplyste i forbindelse med klagen herom, at ansøgerens fader i Ukraine den gang havde trukket sit samtykke tilbage, men at faderens helbredstilstand med en alvorlig nyrelidelse var blevet forværret, og at ansøgeren på den baggrund på ny havde fået lov til at udrejse af Ukraine.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder oplysningerne om, at Udlændingestyrelsen i november 2012 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, det oplyste om, at ansøgerens fader, som ansøgerens moder havde fælles forældremyndighed med, efterfølgende havde trukket sit samtykke tilbage, så ansøgeren efter den ukrainske lovgivning ikke kunne udrejse fra Ukraine med henblik på at indrejse og tage ophold i Danmark, at referencen flere gange havde søgt vejledning hos de ukrainske myndigheder om muligheden for at få sin søn til Danmark, og at hun i den forbindelse var blevet rådet til at finde en fælles løsning med sin søns fader. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på oplysningerne om, at ansøgeren alene havde boet sammen med sin fader, at faderen havde givet samtykke til, at ansøgeren kunne udrejse i 2014, samtidig med at hans helbredstilstand var blevet forværret med flere indlæggelser til følge, og at han på den baggrund ikke kunne drage fortsat omsorg for sin søn. Udlændingenævnet lagde derudover til grund, at der efter det oplyste ikke var andre omsorgspersoner i hjemlandet, der havde evnen til at drage omsorg for ansøgeren, og at den herboende reference uden unødigt ophold på ny havde søgt om opholdstilladelse til sin søn, efter at ansøgerens fader havde givet samtykke til sin søns udrejse. Udlændingenævnet sendte derfor sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse til ansøgeren, medmindre de helt grundlæggende betingelser for opholdstilladelse i Danmark ikke var opfyldt. FAM/2016/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til to statsløse palæstinensiske børn i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, samt bortfald af børnenes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17. Børnene blev født i henholdsvis 1996 og 1997 i Danmark, og de blev i forbindelse med deres fødsel meddelt opholdstilladelse i Danmark. Børnene udrejste til Libanon i marts 1998 sammen med deres moder.

    Udlændingenævnet fandt, at børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller børnenes tarv, der talte for, at børnene kunne få opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at børnene havde boet i deres hjemland, siden de var henholdsvis et halvt og halvandet år gamle, at de indtil genindrejsen i Danmark i december 2013 havde boet med deres moder i Libanon, at de havde haft deres skolegang i Libanon, at de efter deres udrejse af Danmark havde set faderen én til to gange om året i Libanon, at de ikke siden deres udrejse af Danmark havde besøgt Danmark, og at det var faderens og moderens beslutning, at de skulle bo og vokse op i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve samværet med børnene på den måde, det havde været udøvet, siden børnene udrejste fra Danmark i 1998. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for børnene, som kunne begrunde opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene på afgørelsestidspunktet var henholdsvis 18 år og 17 år og måtte antages at kunne tage vare på sig selv og ikke havde brug for en forælder i samme omfang som mindre børn. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at det var faderens og moderens valg, at de skulle vokse op i Libanon uden faderen. Udlændingenævnet fandt, at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne forhold, der bevirkede, at det måtte anses for uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at henvise børnene til at fortsætte med at udøve familielivet med faderen i samme omfang, som de havde gjort, siden de udrejste af Danmark i 1998. Udlændingenævnet fandt, at FN’s børnekonvention ikke giver videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2014/195.

    Vedrørende udlændingelovens § 17, se praksis for bortfald.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. august 2014 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år – Beskyttelsesværdigt familieliv

    Dato: 20-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring af et barn fra Somalia, der var født i 1996, til en herboende fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at den herboende fader og barnet, der var faderens særbarn, ikke sås at have en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, at den herboende fader alene havde boet sammen med ansøgeren i de to første år af dennes liv og igen fra januar 2009 og frem til faderens flugt i 2010, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var knap 18 år og derfor måtte formodes at kunne klare sig selv. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens moder fortsat var bosat i hjemlandet. Ansøgeren var faderens særbarn fra et tidligere ægteskab, og faderens nye ægtefælle og deres ni fællesbørn, som ansøgeren på ansøgningstidspunktet befandt sig sammen med i Etiopien, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i august 2013 og indrejste i Danmark i november 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og at ansøgeren derfor ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt ikke, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, og lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hele sit liv frem til slutningen af 2012 i Somalia, hvor han havde gået syv måneder i skole, at han alene havde boet sammen med sin herboende fader til november 2010, hvor denne var udrejst af landet, at hans moder fortsat boede i hjemlandet, og at ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet fandt således ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. For så vidt angik FN’s børnekonvention, lagde Udlændingenævnet vægt på, at denne konvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke gav en videre adgang til familiesammenføring end den, der fulgte af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derudover ikke, at der var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgeren, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde sin moder i hjemlandet, og at det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde haft kontakt til sin moder i mange år, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren var 17 år på ansøgningstidspunktet, og at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndig og derfor måtte forventes at kunne tage vare på sig selv. Det forhold, at den herboende fader efter det oplyste altid havde forsørget ansøgeren, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse. Det forhold, at den herboende fader havde oplyst, at han var bekymret, fordi der var en potentiel risiko for, at ansøgeren kunne blive hvervet af Al-Shabaab til krigshandlinger, kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering, idet denne potentielle risiko ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at den herboende fader havde oplyst, at ansøgerens moder boede i Somalia, men at han ikke kunne bo hos hende på grund af den dårlige sikkerhedsmæssige situation i landet, den ringe økonomi og de ringe muligheder for uddannelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2014/205.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2014 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 17-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ukrainsk statsborger. Ansøgeren, der var født i maj 1997, søgte om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende moder. Ansøgerens moder blev første gang meddelt opholdstilladelse i Danmark i juni 2002. Ansøgerens moder blev efter sin indrejse i Danmark meddelt opholdstilladelse gentagne gange på flere forskellige grundlag. Ansøgerens moder blev senest i marts 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af familiesammenføring. Det blev oplyst af ansøgeren, at ansøgeren boede sammen med sin bedstemoder i Ukraine, og at ansøgeren, forinden moderen rejste til Danmark i 2002, boede med moderen i Ukraine. Det blev af ansøgerens moder oplyst, at ansøgerens fader, som var bosat i Ukraine, ikke havde haft kontakt med ansøgeren i fem år, og at ansøgerens mormoder ikke længere havde råd til at have ansøgeren boende. Ansøgeren havde besøgt sin moder i Danmark to gange, og derudover var det oplyst, at ansøgeren og ansøgerens moder havde været i kontakt hver dag. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i september 2013 i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Det blev af parterne oplyst til Udlændingenævnet, at ansøgeren led af muskelspasmer i nervesystemet, og at ansøgeren behøvede neurologisk og kardiologisk observation. Det blev yderligere oplyst, at ansøgerens mormoder var diagnosticeret med ledbrusksygdom og rygslitage, og at mormoderen ikke længere kunne tage sig af ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde levet hele sit liv i Ukraine, hvor ansøgeren også havde gået i skole i mindst ti år, at ansøgerens moder efter eget valg var flyttet til Danmark, at ansøgerens moder efterfølgende havde stiftet selvstændig familie i Danmark, og at ansøgerens moder først ti år efter, at hun havde fået opholdstilladelse i Danmark, havde ansøgt om at blive forenet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens moder fortsat kunne udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som tidligere. Det forhold, at ansøgerens mormoder efter det oplyste ikke længere kunne forsørge ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet lagde til grund, at generelt dårlige økonomiske og sociale forhold i en ansøgers hjemland ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet var over 16 år gammel, og således i højere grad end mindre børn var i stand til at tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention ikke kunne føre til et andet resultat, idet konventionen ikke indebærer en videre ret til familiesammenføring, end den der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgerens personlige eller helbredsmæssige forhold ikke kunne begrunde opholdstilladelse til ansøgeren og lagde herved vægt på, at ansøgeren havde adgang til relevant lægelig, herunder medicinsk, behandling i Ukraine. FAM/2014/139.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Børnesammenføring – Aldersgrænse på 15 år

    Dato: 07-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012 om afslag på opholdstilladelse på baggrund af en herboende fader til en statsborger fra Makedonien. Ansøgerens fader var født i september 1967 i Makedonien og var statsborger i Makedonien. Faderen blev i januar 2001 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført. Han var registreret indrejst i Danmark i januar 2001, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i november 2005. Ansøgeren var født i april 1994 i Makedonien, hvor han var statsborger. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2007, hvor han første gang indgav en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin fader. Ansøgeren blev meddelt processuelt ophold i Danmark i november 2007, hvorefter han i januar 2008 og igen i april 2008 blev meddelt afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, hvilke afgørelser blev stadfæstet af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i oktober 2008. Ansøgeren blev i september 2009 og i februar 2011 atter meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren indgav i april 2012 til Udlændingestyrelsen på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, hvor det blev anført blandt andet, at ansøgerens moder ikke opholdt sig i Makedonien og derfor ikke kunne drage omsorg for ansøgeren, at ansøgerens fader agtede at forsørge ansøgeren i Danmark, og at det ville være i strid med ansøgeren tarv og dermed Danmarks internationale forpligtelser såfremt ansøgeren henvistes til at tage ophold i Makedonien.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Makedonien, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var knap 18 år gammel, og at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens fader, der var statsborger i Makedonien, kunne indrejse i Makedonien for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, at ansøgeren efter det oplyste havde boet hos sin fader i Danmark siden 2007, og lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens pas, at han i perioder havde været udrejst til flere forskellige lande på Balkan i perioden fra 2008 til 2012, herunder opholdt sig i sit eget hjemland Makedonien, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren havde haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren i perioden havde haft et længerevarende ophold i Danmark, kunne ansøgeren ikke antages at have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et sådant ulovligt ophold, da ansøgeren i så fald skulle have boet hos sin fader uden opholdsgrundlag i hele perioden, ligesom ansøgeren på afgørelsestidspunktet var 19 år gammel og myndig og måtte antages at kunne tage vare på sig selv. FAM/2013/121.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Børnesammenføring – Børn over 15 år

    Dato: 07-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse under henvisning til den herboende fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en ansøger fra Tyrkiet. Den herboende fader blev i december 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i november 2009 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren er født i 1995 i Tyrkiet. Ansøgeren blev i 2006, 2009 og 2010 af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde mulighed for en vellykket integration.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader indrejste i Danmark, da ansøgeren var fire år, og at ansøgeren og faderen ikke havde boet sammen i 13 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet var 18 år og derfor måtte antages at kunne tage vare på sig selv, at han havde gået i skole i Tyrkiet i otte år, og at han boede sammen med sin mor i Tyrkiet, hvorfor han havde et familienetværk omkring sig, herunder også bedsteforældrene. Det forhold, at ansøgeren og dennes far havde holdt kontakten via telefon og besøg, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren kunne fortsætte med at bo sammen med sin mor i Tyrkiet, og da der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens far kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som han havde gjort siden sin indrejse i Danmark. Det forhold, at ansøgerens yngre søskende i juni 2013 var meddelt opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2013/89.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Børnesammenføring – Barn over 15 år – Ganske særlige grunde

    Dato: 03-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 (opholdstilladelse af ganske særlige grunde), til to statsborgere fra Libyen. Ansøgerne, der er født henholdsvis i 1990 og 1993 i Libyen, indgav i januar 2011 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til deres herboende moder, der i februar 2010 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som kvoteflygtning. Ansøgerne flygtede sammen med deres moder til Elfenbenskysten i 1994, hvor ansøgerne siden har opholdt sig og har gået i skole. Ansøgerne har siden 2003 været en del af en husstand, der hverken har omfattet ansøgernes moder eller fader. Ansøgerne havde på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke set deres herboende moder i to år, og de har ikke kontakt til deres fader.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende moder, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde blandt andet vægt på, at begge ansøgere er over 18 år og dermed myndige, at ansøgerne ikke samtidig med deres moder søgte om asyl i Danmark, at ansøgerne først cirka et år efter at moderen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark søgte, om at blive familiesammenført med hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne ikke har været en del af deres moders husstand i 10 år, ligesom begge ansøgere, der er søskende, bor sammen, hvorfor de ikke er uden familiært netværk i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ikke, at det kunne føre til en ændret vurdering i sagen, at den yngste af ansøgerne var 17 år og 6 måneder på ansøgningstidspunktet, idet den ældste af ansøgerne måtte anses for at være trådt i forældremyndighedshaverens sted, ligesom der vedvarende havde været et socialt netværk, som havde påtaget sig ansvaret for begge ansøgere. FAM/2013/45.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2013 – Børnesammenføring – Børn over 15 år

    Dato: 13-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en thailandsk statsborger. Ansøgeren, der er født i 1995 i Thailand, indgav i august 2012 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende moder, der indrejste i Danmark i juni 2010, og som i december 2011 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført. Ansøgerens fader døde i 2003. Ansøgeren, der har gået i ni år i skole i Thailand, boede sammen med sin moder i Thailand frem til 2010, hvor moderen udrejste til Danmark, og ansøgeren har siden boet hos sin moster.

    Udlændingenævnet fandt, at et afslag på opholdstilladelse ikke ville udgøre en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens moders rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettigheds¬konventions artikel 8, ligesom der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren er født i Thailand, hvor ansøgeren også har levet hele sit liv, at ansøgeren ikke tidligere havde været i Danmark, at moderen ikke samtidig med sin egen indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i Danmark søgte om opholdstilladelse for sit barn, som på daværende tidspunkt var knap 15 år, og at moderen først to år efter sin egen indrejse i Danmark søgte om at blive forenet med sit barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne opholde sig i Thailand, og at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som hun har gjort siden sin indrejse i Danmark. FAM/2013/8.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post