MULTI
Du er her: ForsidePraksisBørnesammenføringGrundlæggende betingelserUdlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2018 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 40 c, stk. 1, til tre statsborgere fra Eritrea under henvisning til deres herboende fader. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med behandlingen af sagen anmodet ansøgerne om at medvirke til DNA-undersøgelse ved Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien. Ansøgerne mødte aldrig op på Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien.  

Udlændingenævnet fandt, at den påberåbte familiemæssige tilknytning mellem den herboende reference og ansøgerne ikke sås dokumenteret. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at ansøgerne ikke var mødt op på Den Danske Ambassade i Etiopien for at få foretaget de nødvendige undersøgelser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det af referencen anførte om, at ansøgerne adskillige gange havde forsøgt at krydse grænsen fra Eritrea til Etiopien, men hver gang var blevet pågrebet af de eritreiske myndigheder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det er en grundlæggende betingelse for meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgerens identitet må anses for fastlagt, og at dette krav ikke kan fraviges, uanset eventuelle økonomiske, logistiske eller sikkerhedsmæssige udfordringer. Udlændingenævnet fandt desuden, at hensynet til barnets tarv talte for dels at fastslå barnets identitet, dels for at sikre, at slægtskabet mellem et barn og en herboende forælder er i overensstemmelse med det af barnet og forælderen oplyste. Udlændingenævnet fandt således, at kravet om, at ansøgerne skulle deltage i en DNA-undersøgelse, ikke var i strid med Danmarks forpligtelser efter Børnekonventionens artikel 3. Udlændingenævnet fandt herudover kravet om DNA-undersøgelse begrundet i, at referencen var fremkommet med divergerende oplysninger vedrørende ansøgernes fødselsdatoer under henholdsvis asylsagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen og i selve ansøgningsskemaerne. Hertil kom, at referencen til sagen alene havde fremlagt danske oversættelser af angivelige dåbsattester vedrørende angiveligt ansøgerne med henblik på at dokumentere slægtskabet, men at referencen ikke havde kunnet fremlægge de originale dåbsattester eller kopier heraf til trods for, at den danske tolk måtte have haft adgang til dåbsattesterne for at kunne udfærdige oversættelserne. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var muligt at fastslå ansøgernes identitet og den påberåbte familiemæssige tilknytning og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse var til stede. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at Udlændingestyrelsens afgørelser var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv. Dette kunne imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det på baggrund af de manglende DNA-undersøgelser og dokumentation af det påberåbte slægtskab ikke var muligt at fastlægge, om der var et beskyttelsesværdigt familieliv. FAM/2018/5.
 

Senest opdateret: 07-02-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post