MULTI
Du er her: ForsidePraksisBørnesammenføringVellykket integrationUdlændingenævnets afgørelse af 16. december 2013 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – Vellykket integration

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Kosovo under henvisning til, at ansøgerne ikke havde eller ville have mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Ansøgernes fader, som er statsborger i Kosovo, indrejste i Danmark i 1992. I juni 1996 blev ansøgernes fader meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i november 1997 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. I henholdsvis marts 2001 og juni 2004 fødte ansøgernes moder ansøgerne i Kosovo. I februar 2011 blev ansøgernes forældre skilt i Kosovo, og ansøgernes fader fik forældremyndigheden over ansøgerne. I januar 2013 søgte ansøgernes fader på vegne af ansøgerne om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ham, og i juli 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på familiesammenføring under henvisning til, at ansøgerne ikke havde mulighed for vellykket integration i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke havde eller ville have mulighed for en vellykket integration i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerne var henholdsvis 9 og 12 år, at de havde opholdt sig i Kosovo med deres moder fra fødslen og frem til juni 2012, at de havde gået i skole i hjemlandet og talte albansk, at de foruden deres moder havde en farfader og en farbroder i Kosovo, at de på afgørelsestidspunktet boede hos deres farfader sammen med deres farbroder i Kosovo, og at der ikke syntes at være noget til hinder for, at de fortsat kunne bo hos faderens familie i Kosovo. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne aldrig havde boet sammen med deres fader, og at ansøgerne aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at ansøgernes fader under sit ophold i Danmark ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det i sig selv kunne opveje ansøgernes ringe tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgernes fader alene havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked i perioden fra 2002 til 2004, at han ikke havde taget en uddannelse i Danmark, og at han modtog førtidspension. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerne ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. FAM/2013/91.

Senest opdateret: 16-12-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post