MULTI
Du er her: ForsidePraksisBørnesammenføringVellykket integrationUdlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig tyrkisk statsborger født i januar 2000 på baggrund af en ansøgning indgivet i januar 2012. Den herboende reference – ansøgerens fader – blev i marts 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og han fik i maj 2001 et barn med en herboende dansk statsborger, som han havde samvær med hver weekend fra fredag kl. 15.00 til søndag kl. 18.00 samt i ferieperioder. Faderen fik i 2005 tildelt den fulde forældremyndighed over ansøgeren, som efter det oplyste siden da havde boet hos sin farmoder og farfader i Tyrkiet, der var ved at blive gamle, og som ikke længere kunne passe ansøgeren forsvarligt. Efter det oplyste havde faderen forsørget ansøgeren og ansøgerens farmoder og farfader i Tyrkiet. Ansøgerens moder fik i forbindelse med forældremyndighedssagen tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Ansøgerens moder indgik i 2010 ægteskab med en tyrkisk statsborger, og ansøgeren havde efter det oplyste siden da ikke haft kontakt til sin moder, da moderen ikke længere ønskede at have kontakt til ansøgeren. Det fremgik af en udskrift fra det tyrkiske folkeregister, at ansøgeren og ansøgerens moder boede i den samme by i Tyrkiet. Ansøgeren havde i en periode fra december 2011 til januar 2012 været på besøg i Danmark på visum. Faderen havde siden sin indrejse i Danmark efter det oplyste besøgt ansøgeren fem uger om året i Tyrkiet og havde derudover haft ugentlig telefonisk kontakt med ansøgeren. Faderen havde desuden siden 2003 fast været tilknyttet det danske arbejdsmarked.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende fader i marts 2000 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor faderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren havde boet i Tyrkiet siden sin fødsel, hvor hun havde haft seks års skolegang, da hun alene havde været i Danmark én gang på visum, da hun ikke talte dansk, og da hun således ikke – udover sin fader – havde nogen form for tilknytning her til landet. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens fader havde arbejdet i forskellige jobs 37 timer om ugen i perioden fra 2000-2003, at han havde arbejdet som kantinemedarbejder i perioden fra 2003-2006, at han havde arbejdet som vicevært i 37 timer om ugen siden august 2006, og at han havde en dansk samlever og et barn, som boede i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet og alene havde besøgt Danmark i perioden fra december 2011 til januar 2012 og således ikke forinden på noget tidspunkt havde været en del af faderens dagligdag. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var faderens egen beslutning at indrejse i Danmark uden ansøgeren, at der var forløbet mere end 12 år fra faderens indrejse, til der blev indgivet ansøgning om familiesammenføring, at faderen siden sin indrejse i Danmark i 2000 havde besøgt ansøgeren i Tyrkiet højst fem uger om året, og at faderen således kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Udlændingenævnet fandt det i øvrigt ikke dokumenteret, at ansøgeren ikke fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre. Det anførte om, at ansøgerens farmoder var syg, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre eller henvises til at tage ophold hos sin moder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder fortsat boede i Tyrkiet i samme provins og by, hvor ansøgeren var opvokset, at moderen havde haft forældremyndigheden over ansøgeren frem til december 2005, og at hun dernæst var blevet tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Uanset at ansøgerens moder var blevet gift igen, og at der ikke skulle have været kontakt mellem ansøgeren og hendes moder siden 2010, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at tage ophold hos moderen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at moderens angivelige manglende vilje til nu at have kontakt til ansøgeren først sås oplyst i forbindelse med familiesammenføringssagen. FAM/2015/209.

Senest opdateret: 16-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post