MULTI
Du er her: ForsidePraksisBørnesammenføringVellykket integrationUdlændingenævnets afgørelse af 7. december 2017 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til to mindreårige pakistanske statsborgere. Den herboende reference, ansøgernes fader, var indrejst i Danmark i 1996 og var i 1999 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerne var født i henholdsvis oktober 2003 og september 2007 i Pakistan, hvor de fortsat boede hos deres moder. Det fremgik af sagen, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde gået i skole i hjemlandet i henholdsvis tre og otte år, at de begge talte urdu som modersmål og engelsk som fremmedsprog, at de begge havde boet i Pakistan siden fødslen, at de ikke havde besøgt Danmark før indrejsen i juli 2016, at den herboende fader var rejst til Pakistan fem uger årligt for at besøge ansøgerne, og at den herboende fader havde forsørget ansøgerne med en automatisk overførsel på 5.000 kr. hver måned. Det var oplyst til sagen, at den herboende faders søskende fortsat boede i Pakistan. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgerne ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var henholdsvis ni og tolv år på ansøgningstidspunktet i august 2016, at de begge var født og opvokset i Pakistan, hvor de havde boet hele deres liv sammen med deres moder indtil juli 2016, hvor de første gang var indrejst i Danmark på besøgsvisum. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne havde haft henholdsvis tre og ni års skolegang i hjemlandet, at de talte urdu og engelsk, at de havde et familienetværk i Pakistan i form af deres moder og den herboende faders søskende, og at ansøgerne ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til den herboende fader, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om, at noget var til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos deres moder i Pakistan, som de fortsat boede sammen med. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 1996, at han var registreret indrejst i Danmark i november 1996, og at han i september 1999 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader siden december 2007 havde arbejdet 37 timer ugentligt som husassistent på et hospital, at han siden 2008 havde arbejdet 17,5 timer ugentligt som rengøringsassistent hos en virksomhed, at hans arbejdssprog var dansk, at han havde deltaget i danskkurser i perioden fra januar 2000 til juni 2000 og i perioden fra august 2000 til december 2000, og at han ikke led af alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne opveje ansøgernes begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende fader også selv måtte anses for at have en meget stærk tilknytning til Pakistan, hvor han havde etableret sit familieliv, og at han fortsat havde udøvet det i Pakistan, hvor han var kommet på besøgsophold. Trods den herboende faders tilknytning til det danske arbejdsmarked sås han således fortsat at have et ønske om, at hans ægtefælle og børn skulle forblive i Pakistan og ikke søge opholdstilladelse i Danmark før 2016. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse, selv om de ikke havde eller ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgerne havde opholdt sig i Danmark siden juli 2016, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at den herboende fader havde anført, at han havde sit eget hus, at han havde et tidsubegrænset arbejde med en månedsløn på 33.000 kr., at han kunne varetage forsørgelsen af ansøgerne, og at han tidligere havde forsørget ansøgerne økonomisk i Pakistan, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne som hidtil, ligesom han fortsat kunne bidrage til forsørgelsen i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var den herboende faders eget valg, at ansøgerne skulle bo sammen med deres moder i Pakistan, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at de fortsat kunne bo med deres moder i Pakistan. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende fader dermed havde valgt at udøve familielivet således, at han og ansøgerne skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgerne på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s Børnekonvention, herunder barnets tarv, efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2017/120.
 

Senest opdateret: 07-12-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post