Udlændingenævnet udgiver årsberetning for 2014

I dag udgives Udlændingenævnets anden årsberetning, der dækker Udlændingenævnets aktiviteter i 2014. Udlændingenævnet blev oprettet pr. 1. januar 2013 og behandler klager på udlændingeområdet vedrørende blandt andet afgørelser om familiesammenføring, afgørelser om tidsubegrænset opholdstilladelse og afgørelser om administrativ ud- og afvisning truffet af Udlændingestyrelsen i første instans, samt klager vedrørende blandt andet afgørelser om opholdstilladelse på grundlag af erhverv og beskæftigelse, studier og au pair ophold truffet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i første instans.

Klagesagerne på disse sagsområder blev indtil den 1. januar 2013 behandlet af henholdsvis Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Udlændingenævnet har i løbet af 2013 og 2014 nedbragt antallet af verserende sager og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid.

Beretningen over Udlændingenævnets virksomhed i det andet år af Udlændingenævnets eksistens viser blandt andet, at Udlændingenævnet i 2014 behandlede i alt 3.246 sager, heraf 1.898 sager på familiesammenføringsområdet, 1.115 sager på erhvervsområdet og 233 genoptagelsessager. Udlændingenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid var i 2014 116 dage, og Udlændingenævnet havde ved udgangen af 2014 896 verserende sager.

Udlændingenævnet stadfæstede i 2014 66 % af de sager, hvor Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i første instans, mens næsten 13 % af sagerne blev hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, 11 % af sagerne blev omgjort, seks % af sagerne blev afsluttet uden en afgørelse (fordi klagen blev frafaldet, eller klagen af andre årsager ikke længere var relevant), og fire % af sagerne blev afvist (typisk på grund af for sent indgivet klage).

Udlændingenævnet stadfæstede herudover i 2014 61 % af de sager, hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde truffet afgørelse i første instans, mens næsten 15 % af sagerne blev hjemvist til fornyet behandling i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, næsten 3 % af sagerne blev omgjort, syv % af sagerne blev afsluttet uden afgørelse (fordi klagen blev frafaldet, eller klagen af andre årsager ikke længere var relevant), og 14 % af sagerne blev afvist (typisk på grund af for sent indgivet klage eller manglende indbetaling af gebyr).

Udover statistiske oplysninger indeholder Udlændingenævnets årsberetning for 2014 en gennemgang af de sagsområder, som Udlændingenævnet har haft lejlighed til at tage stilling til i 2014, illustreret ved resuméer af en række afgørelser, som Udlændingenævnet har truffet i løbet af året.

Udlændingenævnets årsberetning for 2014 kan ses her.

Nærmere oplysninger om årsberetningen kan herudover fås ved at kontakte Udlændingenævnets formand, landsdommer Michael Kistrup, på telefon 30 25 14 06, eller Udlændingenævnets sekretariatschef, Michael Lohmann Kjærgaard, på telefon 33 92 33 34.

Senest opdateret: 12-06-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen