MULTI
Du er her: ForsidePraksis

Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2018 – Erhverv – Praktikanter

    Dato: 17-12-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra august 2017 om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde i oktober 2016 gennemført en bachelor i arkitektur i sit hjemland. I juni 2017 havde ansøgeren indgivet ansøgning om opholdstilladelse som praktikant hos en virksomhed, hvor ansøgeren blandt andet skulle beskæftige sig med kunstnerisk research, design og udvikling. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da styrelsen havde vurderet, at der ikke var en faglig sammenhæng mellem ansøgerens uddannelse og det tilbudte praktikophold hos virksomheden, jf. udlændingelovens § 9 k, og § 1, stk. 1, nr. 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører (praktikantbekendtgørelsen).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at praktikopholdet ikke havde faglig sammenhæng med ansøgerens uddannelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at arbejdsopgaverne hos virksomheden sås at være i overensstemmelse med ansøgerens akademiske profil, idet virksomheden forestod kunstneriske installationer, hvori arkitektoniske elementer blandt andet indgik, samt at det fremgik af virksomhedens hjemmeside, at virksomheden løbende søgte praktikanter med arkitektbaggrund til at bistå virksomheden med tekniske tegninger, planlægning og konceptudvikling. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at virksomheden ved et brev til Udlændingenævnet havde oplyst, at ansøgeren var blevet tilbudt en praktikplads ved virksomheden på baggrund af ansøgerens bachelorgrad i arkitektur, ligesom virksomheden også havde oplyst, at virksomheden beskæftigede sig med arkitektoniske kommissioner. ERH/2018/84.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 26-11-2018

    Udlændingenævnet afviste i november 2018 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en etiopisk statsborger, jf. udlændingelovens § 33, stk. 8. Ansøgeren var tidligere meddelt afslag på asyl og afslag på humanitær opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var endelig af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, da der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at behandle klagen over Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet ansøgeren siden juli 2018 havde været forsvundet og fortsat var efterlyst af politiet. Udlændingenævnet oplyste i den forbindelse, at klagen først ville kunne behandles, såfremt ansøgeren gav sig selv til kende over for udlændingemyndighederne på en sådan måde, at Udlændingenævnet blev bekendt med ansøgerens opholdssted, og at Udlændingenævnet herefter efter anmodning ville kunne behandle en anmodning om genoptagelse. FAM/2018/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 26-11-2018


    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til to børn fra Syrien til deres herboende moder, da der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var den herboende references børn fra et tidligere ægteskab, der efter forældrenes skilsmisse i 2007 var blevet boende hos deres fader. Faderen var fire år tidligere formodet død, og børnene boede nu hos deres farfader. Den herboende reference havde ikke set børnene siden skilsmissen, da hendes tidligere ægtefælle havde forhindret dette. Den herboende reference havde de seneste tre år haft telefonisk kontakt med børnene. Den herboende reference vidste ikke, hvem der havde forældremyndigheden over børnene.

    Udlændingenævnet fandt indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for et mindreårigt barn som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, at den herboende reference i maj 2017 var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, at det yngste barn derfor ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at hun var under 15 år, og at det yngste barns ansøgning om opholdstilladelse derfor skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference var meddelt midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på afgørelsestidspunktet, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de blev meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference ikke siden sin skilsmisse fra børnenes fader i 2007 havde boet sammen med ansøgerne, og at ansøgerne nu boede hos deres farfader. Udlændingenævnet tillagde det samtidig betydning, at den herboende reference ikke vidste, hvem der havde forældremyndigheden over børnene, og at det måtte formodes, at det var børnenes farforældre, der efter faderens død var tillagt forældremyndigheden over børnene og derved kunne bestemme, hvor børnene skulle opholde sig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til støtte for klagen anførte om, at ansøgernes 80-årige farfader var psykisk ustabil og ikke kunne tage sig ordentligt af ansøgerne, at han dagligt slog dem, og at han ikke tillod børnene at ringe til den herboende reference, eller at komme ud når de ville, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference hverken under sin oplysnings- og motivsamtale eller i ansøgningerne om familiesammenføring fra oktober 2017 havde oplyst om disse forhold, men at oplysningerne først var fremkommet i forbindelse med klagen, hvorfor oplysningerne ikke kunne tillægges vægt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det til støtte for klagen anførte om, at familien i Syrien havde økonomiske udfordringer, samt at samfundet i Syrien var utrygt og livstruende, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland og forhold af asylretlig karakter ikke kunne danne grundlag for meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2018/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 26-11-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig thailandsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20, under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder i november 2012 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sin daværende danske ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at parret i september 2014 var blevet skilt, hvorefter ansøgerens moder havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold indtil juli 2016, hvor hun var blevet meddelt opholdstilladelse på baggrund af sin nuværende danske ægtefælle. Udlændingenævnet tillagde det i denne forbindelse vægt, at ansøgerens moder omtrent seks måneder herefter havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på vegne af ansøgeren i januar 2017. Udlændingenævnet tillagde det desuden vægt, at det fremgik af sagen, at ansøgeren aldrig havde haft kontakt med sin fader, at faderen havde forladt ansøgerens moder under graviditeten, og at ansøgerens moder efter det oplyste alene havde indgået ægteskab med faderen med henblik på at blive tillagt eneforældremyndighed over ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder havde bestået Prøve i Dansk 2 samt danskprøve på A1-niveau, at hun siden 2013 havde været i beskæftigelse, og at hun søgte at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/83.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Religiøse forkyndere – Den nationale sanktionsliste

    Dato: 26-11-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at optage en tyrkisk mand på den nationale sanktionsliste, hvorved han havde fået et indrejseforbund i to år.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen i august 2017 med rette havde optaget klageren på den nationale sanktionsliste, hvorved klageren samtidig blev pålagt et indrejseforbud i Danmark og Schengen gældende til august 2019. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren måtte anses for at være en udlænding, som virkede som religiøs forkynder, eller som på anden måde udbredte en religion eller tro, idet han som foredragsholder, taler og ved besvarelse af spørgsmål vedrørende islamisk lovpraksis via en forening og denne forenings egen TV-kanal, magasin, Youtube kanal og andre sociale medier havde udbredt sine religiøse budskaber. Dette understøttedes yderligere af, at klageren blev omtalt som imam på en dansk forenings hjemmeside. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at de udtalelser, som var indgået i vurderingen af sagen, var faldet i forbindelse med klagerens virke som religiøs forkynder eller under udbredelse af en religion eller tro. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren flere gange tidligere – i 2013, 2014 og 2015 – havde fået udstedt visum til Danmark, at han i 2016 og 2017 havde fået afslag på sine visumansøgninger, at alle klagerens visumansøgninger havde relation til en dansk forening, og at der derfor måtte anses at være en vis sandsynlighed for, at han ville indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at hensynet til den offentlige orden i Danmark på baggrund af klagerens udtalelser i forhold til straffe i islam, om jøder og vold mod kvinder (ægtefæller) og børn tilsagde, at han ikke burde have ophold her i landet. Vedrørende straffe i islam: Udlændingenævnet fandt for det første, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller udbredelse af en religion eller tro udtrykkeligt havde billiget handlinger, der var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246, jf. straffelovens § 136, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved sine udtalelser i en tale i oktober 2015 havde givet udtryk for, at han gik ind for anvendelse af islamiske straffe som håndsafhugning og stening, idet han i talen havde udtalt, at de straffe, der i dag blev givet for tyveri, var for milde og ikke havde en afskrækkende effekt, at det var de milde straffe i Tyrkiet, som havde ført til, at tyveri var udbredt, at selv politiet fandt det uacceptabelt, at tyve ikke blev straffet hårdt nok, og at en straf som afhugning af en tyvs hænder var til for at beskytte samfundet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i talen også havde formidlet, at sex uden for ægteskab skulle straffes med stening, fordi islam værdsatte æren, ligesom klageren havde udtalt, at man ikke skulle kritisere stening som straf, fordi mennesket ikke kunne være mere barmhjertigt end Gud, som havde bestemt denne straf. Klageren havde desuden udtalt, at når betingelserne for en straf var opfyldt, skulle straffen udføres, og at dette også gjaldt stening. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med sin tale i oktober 2015 havde givet udtryk for, at islamiske regler og love ikke gav gode resultater i et kapitalistisk samfund, men gav de bedste resultater, hvis man indførte dem i en islamisk stat, og at klageren hermed efter Udlændingenævnets opfattelse havde givet udtryk for, at han havde et ønske om et samfund, hvor disse strafformer, som var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246, blev udøvet. Det fremgik af bemærkningerne til lovforslag nr. L 48 af 9. november 2016, at en religiøs forkynders rene oplæsning af en religiøs tekst, hvori der blev fortalt om brugen af for eksempel stening, men hvor forkynderen ikke tilsluttede sig det oplæste og heller ikke på anden måde gav udtryk for, at stening var acceptabelt, ikke ville betyde, at en religiøs forkynder ikke burde have ophold her i landet af hensyn til den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der i forbindelse med talen i oktober 2015 ikke blot var tale om ren oplæsning af en religiøs tekst, men at klageren også var fremkommet med en udlægning af teksten, der fremstod som hans holdning til og billigelse af straffe i islam. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren i en e-mail fra december 2017 og i klagen fra juni 2018 havde anført, at han alene havde gengivet Koranens indhold, og at der ikke var tale om hans personlige holdning, af denne grund ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at der også i jødernes bog, Toraen, var nævnt lignende straffe, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var selve indholdet af Koranen, som blev anset for at være i strid med straffelovens § 136, stk. 3. Det var derimod klagerens fremlæggelse af teksten som led i religiøs forkyndelse eller som en person, som på anden måde udbreder en religion eller tro, og hans udtrykkelige billigelse af handlinger, som var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246. Vedrørende jøder: Udlændingenævnet fandt for det andet, at klagerens udtalelser i en video offentliggjort på Youtube i juli 2014, hvor han havde omtalt jøder som en kræftcelle, der burde skæres af og smides væk, var omfattet af straffelovens § 266 b. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2011, at det følger af retspraksis, at udtalelser, der indebærer, at en bestemt gruppe generelt bliver beskyldt for at mangle værdi som mennesker, som udgangspunkt opfylder grovhedskriteriet i straffelovens § 266 b. Det gælder for eksempel ved negativt ladede sammenligninger med dyr eller med sygdomme. Udlændingenævnet vurderede på den baggrund, at klagerens udtalelse om jøder indebar, at en gruppe af personer blev truet, forhånet eller nedværdiget på grund af deres tro, og at udtalelsen derfor ville udgøre en overtrædelse af straffelovens § 266 b. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren i sine bemærkninger fra december 2017 og i klagen fra juni 2018 havde anført, at hans udtalelse var rettet mod de jøder, der levede under profeten Moses samt nogle nærmere præciserede grupper af jøder, at der ikke var tale om nedladende ytringer om jøder med relation til Danmark, at hans udtalelse ikke vedrørte samtlige personer, der følger jødedommen, og at de omtalte jøder derfor ikke var repræsentanter for jødedom som en trosretning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i talen, som den var gengivet i Udlændingestyrelsens søgerapport fra juni 2017, ikke havde nuanceret sit synspunkt, men var fremkommet med en helt generel sammenligning af jøder med en kræftcelle. Vedrørende vold mod kvinder (ægtefæller): Udlændingenævnet fandt for det tredje, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller som en person som på anden måde udbreder en religion eller tro, i en video fra november 2015 udtrykkeligt havde billiget vold mod kvinder (ægtefæller), og at dette var omfattet af straffelovens § 136, stk. 3, jf. § 244. Klageren havde således i talen givet udtryk for, at kvinder måtte slås for at undgå skilsmisse, at nogle kvinder havde en sådan adfærd, der gjorde, at de skulle slås for at ændre sig, og at en mand ikke måtte slå en kvinde i ansigtet, men skulle slå hende let på kroppen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren med sine udtalelser havde givet udtryk for billigelse af vold mod ægtefæller, idet han havde beskrevet, i hvilke situationer der kunne udøves vold mod ægtefæller, hvordan volden kunne udøves, og at volden kunne anvendes som et værn mod skilsmisse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at der alene kunne anses at være tale om en ren oplæsning af Koranen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde oplyst, at det fremgik af Koranen, at vold mod en kvinde var sidste udvej inden skilsmisse, at muslimer skulle følge Koranen, at Koranen var udgangspunktet for klagerens synspunkt, at det ikke var udtryk for klagerens personlige holdning, at han aldrig selv havde slået sin ægtefælle, og at han på baggrund af sin religiøse og personlige moral fordømte mænd, som mishandlede og undertrykte kvinder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke i talen havde taget afstand fra at benytte vold mod kvinder, og at han havde anført, at muslimer skulle følge Koranen. Vedrørende vold mod børn: Udlændingenævnet fandt for det fjerde, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller som en person, som på anden måde udbreder en religion eller tro, i udtalelser fra marts 2015 udtrykkeligt havde billiget anvendelse af vold i børneopdragelsen, og at dette var omfattet af straffelovens § 136, stk. 3, jf. § 244. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde givet udtryk for, at der kunne anvendes mild vold i børneopdragelsen, hvis der var anledning til det, og såfremt det kun blev benyttet nogle gange, og at de rigtige psykologer udtrykte, at der var plads til vold på en let måde. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at der her alene var tale om en ren oplæsning af Koranen, men derimod klagerens udtrykkelige billigelse af, at vold i visse situationer kunne anvendes i børneopdragelsen, idet han havde henvist til visse psykologers opfattelse af emnet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde anført, at hans udtalelser om at slå børn ikke var udtryk for hans personlige holdning, men var profeten Muhammeds ord, og at han havde henvist til, at der i England, Japan, Frankrig og USA også var regler, der gav forældre og lærere mulighed for at afstraffe børn fysisk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke hermed havde taget afstand til anvendelse af vold i børneopdragelsen, men snarere havde forsvaret, at dette kunne være nødvendigt. Klagerens bemærkninger i øvrigt i en e-mail fra december 2017 og i klagen fra juni 2018: Udlændingenævnet fandt for det femte, at det forhold, at klageren havde anført, at han ikke havde holdt de nævnte taler i Danmark, men i Tyrkiet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det udtrykkeligt fremgik af forarbejderne til udlændingelovens § 29 c, at den form for adfærd, som kunne begrunde optagelse på sanktionslisten, kunne bestå af ytringer, men også i andre handlinger, og at adfærden kunne være udvist i udlandet eller i forbindelse med et tidligere ophold i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at klageren havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 9 og 10 og Grundlovens § 67 og § 77 om religions- og ytringsfrihed, og at disse bestemmelser efter klagerens opfattelse berettigede ham til at udgive sine meninger og holdninger på skrift og i tale. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i forarbejderne til udlændingelovens § 29 c, var taget stilling til, hvorvidt bestemmelsen var i overensstemmelse med EMRK artikel 9 og 10 samt Grundlovens § 67 og § 77, og at lovgiver havde fundet, jf. lovforslagets pkt. 3.2 og 3.3., at udlændingelovens § 29 c kunne håndhæves, uden at dette var i strid med reglerne om religions- og ytringsfrihed. FAM/2018/81.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 22-11-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig kinesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20, under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder i maj 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, og at ansøgerens moder i juli 2017 havde indgivet en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på vegne af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder siden februar 2015 havde haft eneforældremyndighed over ansøgeren, at hun havde bestået danskprøve på A1-niveau, og at hun søgte at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderens ægtefælle havde gennemført en uddannelse inden for IT, samt at ægtefællen havde fuldtidsbeskæftigelse som manager i en virksomhed, som han ejede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/79.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2018 – Studie – Formodning – Sprogkundskaber

    Dato: 22-11-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Kina, der ønskede at studere på en masteruddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens 9, nr. 1, under henvisning til, at hans engelskkundskaber ikke havde et tilstrækkeligt niveau til, at han ville få et tilfredsstillende fagligt udbytte af studieopholdet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en underviser fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium til klagen havde oplyst, at underviseren fandt det nemt at kommunikere med ansøgeren på skrift og i tale, samt at underviseren tidligere havde undervist kinesiske studerende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og at underviseren var overbevist om, at ansøgeren ville være i stand til at gennemføre masteruddannelsen med det engelskniveau, han besad. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at underviseren havde oplyst, at masteruddannelsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium ikke var en klassisk akademisk grad, men nærmere en uddannelse i ”performance”, som krævede et meget højt niveau i færdigheder over en lang studieperiode og timevis af praktisk træning, og at ansøgeren var en meget talentfuld sanger, som fik de højeste karakterer ved sin audition. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet det rettest at tilbagesende sagen til fornyet behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i første instans kunne vurdere, hvorvidt ansøgeren opfyldte de øvrige krav for at blive meddelt opholdstilladelse, herunder om ansøgeren fortsat var optaget på uddannelsen. ERH/2018/77.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 19-11-2018

    Udlændingenævnet genoptog i november 2018 Udlændingenævnets afgørelse fra december 2014 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en ukrainsk statsborger, idet den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet hendes herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp som følge af, at han i 2009 havde været involveret i en trafikulykke og i den forbindelse havde pådraget sig en hjerneskade. I 2015 var den herboende ægtefælle blevet indstillet til fleksjob, og han havde derfor ikke siden marts 2015 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Efter Udlændingenævnets afgørelse i 2014 havde ansøgeren indbragt sagen for landsretten, der havde givet klageren medhold, og sagen var herefter blevet anket til Højesteret, der havde givet Udlændingenævnet medhold. Sagen var herefter blevet indbragt for FN’s Handicapkomité, der i august 2018 havde udtalt kritik af Udlændingenævnets afgørelse. På baggrund af udtalelsen fra FN’s Handicapkomité havde Udlændingenævnet besluttet at genoptage sagen.

    Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle senest i marts 2015 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af landsrettens dom, at den herboende ægtefælles bopælskommune havde visiteret ham til fleksjob i marts 2015, og at han efterfølgende var blevet ansat i fleksjob i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013, allerede fordi den herboende ægtefælle i november 2018 ikke havde modtaget offentlige ydelser i tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke anledning til at tage konkret stilling til FN’s Handicapkomités udtalelse fra august 2018. FAM/2018/76.

    FN’s Handicapkomités udtalelse kan læses ved at trykke på overskriften.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2018 – Motivationsfremmende foranstaltninger

    Dato: 19-11-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om fratagelse af kontante ydelser for en russisk statsborger. I september 2017 havde Udlændingestyrelsen meddelt klageren, at denne skulle tage ophold på et udrejsecenter, da klageren ikke havde medvirket til udrejse. Samtidig havde Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren skulle fratages sine kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde frataget klageren dennes kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i september 2017 havde meddelt klageren opholdspligt på et udrejsecenter, idet klageren ikke havde medvirket til udrejsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Flygtningenævnet i oktober 2018 havde hjemvist klagerens asylsag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet klageren havde oplyst, at klageren og dennes børn rettelig var fra Rusland og ikke Armenien som tidligere oplyst. På denne baggrund havde Udlændingestyrelsen i oktober 2018 besluttet, at klageren og dennes børn ikke længere skulle have opholdspligt på et udrejsecenter, og at klageren igen skulle have mulighed for at få udbetalt tillægsydelser og forsørgelsesydelser. Udlændingenævnet fandt endelig, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke reelt havde medvirket til sin udsendelse, idet han havde afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og nationalitet, samt at der ikke forelå ganske særlige grunde, som talte imod at fratage klageren dennes kontante ydelser. FAM/2018/85.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2018 – Erhverv – Positivlisten

    Dato: 15-11-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger med henblik på beskæftigelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1 (positivlisten) som kvalitetsingeniør.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte uddannelseskravet til stillingen som kvalitetsingeniør, som fremgik af den underliggende klassifikation på positivlisten for kategorien 214900 under kategorien ”ingeniør, medicin og teknologi”, idet det fremgår af positivlisten, at uddannelsen mindst skal svare til stillingen på positivlisten, samt at alle stillinger på listen forudsætter en uddannelse på bachelorniveau eller højere. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde en kandidatgrad i ”agronomi” fra Københavns Universitet, og at ansøgeren dermed ikke opfyldte uddannelseskravet for stillingsbetegnelsen ”kvalitetsingeniør”, da ansøgeren ikke havde en uddannelse på bachelorniveau eller højere som ingeniør inden for medicin eller teknologi. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at en kandidatgrad i agronomi kvalificerer til beskæftigelse på højt niveau inden for det bioteknologiske område, at agronomi-uddannelsen giver et voksende udbud af job inden for en række arbejdsområder, at man ved agronomi-uddannelsen opnår kompetencer svarende til det, som man får inden for traditionelle ingeniøruddannelser, og at ledigheden for jordbrugsakademikere er lav, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet betingelsen for at blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse som ”kvalitetsingeniør” i medfør af positivlisten forudsætter, at ansøgeren har en ingeniøruddannelse på bachelorniveau eller højere inden for medicin eller teknologi. ERH/2018/78.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 14-11-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en ukrainsk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, da det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren i perioden fra maj 2013 til november 2015 havde været udrejst af Danmark til Ukraine. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og hendes ægtefælle siden september 2014 havde udlejet parrets daværende ejendom, at parret i perioden fra november 2014 til november 2015 havde været bosiddende hos ansøgerens ægtefælles søn, og at parret siden november 2015 havde været bosiddende på parrets nuværende adresse. Det fremgik endvidere af sagen, at det var ansøgerens bopælskommune, som havde frameldt ansøgeren i CPR, at ansøgeren havde påklaget denne afgørelse til Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i april 2018 havde hjemvist sagen til fornyet behandling i ansøgerens bopælskommune, og at ansøgeren som følge deraf fremadrettet ville blive registreret i CPR som bosiddende på forskellige danske adresser i perioden fra maj 2013 til november 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at ansøgeren og hendes ægtefælle i hele den periode, hvor ansøgeren tidligere havde været frameldt CPR, først havde bibeholdt råderetten over et værelse på hendes og hendes ægtefælles daværende ejendom og sidenhen havde haft råderetten over ansøgerens ægtefælles søns bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen, og at ansøgeren i perioden, hvor hun blev registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark. FAM/2018/75.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Søskende – Herboendes statusændring

    Dato: 23-10-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til et syrisk forældrepar og deres mindreårige datter, som søgte familiesammenføring med deres herboende søn/bror. Den herboende søn var mindreårig på ansøgningstidspunktet, og han havde under klagesagens behandling i Udlændingenævnet fået ændret sit opholdsgrundlag som flygtning af Flygtningenævnet fra udlændingelovens § 7, stk. 3 til § 7, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre og søster ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i marts 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne lægges til grund, at det – selv om referencen på tidspunktet for ansøgningerne om opholdstilladelse til hans forældre og søster fortsat var mindreårig – fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre og søster kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen ikke havde boet sammen med sin familie siden september 2015, hvor han var udrejst af Syrien sammen med sin ældre broder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen på tidspunktet for sin udrejse af Syrien var 16 år, at han havde haft en sådan alder og modenhed, at han sammen med sin tre år og otte måneder ældre broder havde kunnet foretage rejsen fra Syrien gennem Europa til Danmark, at han i forbindelse med sin asylsag blev vurderet moden til at gennemgå den asylretlige procedure, og at han ved sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i december 2015 havde oplyst, at han ikke var tæt knyttet til sin broder og ikke ønskede at bo sammen med ham, men gerne tæt på ham. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring var 17 år, og således havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencen nu var 19 år og dermed myndig. Udlændingenævnet henviste tillige til, at referencen til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i december 2015 havde oplyst, at han – ud over sin ældre broder som han var indrejst i Danmark sammen med – havde tre fastre i Danmark, som alle havde opholdstilladelse her i landet, at han overnattede hos en af sine fastre i tre dage efter ankomsten til Danmark, og at denne faster også havde bidraget med penge til referencen og referencens broders rejse. Referencen havde efter samtalen skrevet under på, at han vedstod indholdet af sit samtalereferat. Udlændingenævnet henviste også til, at det af referencens forældres ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark fremgik, at referencen havde nær familie i Danmark i form af tre fastre, hvoraf to var gift og havde børn, og at det af referencens søsters ansøgning om opholdstilladelse i Danmark fremgik, at hun havde nær familie i Danmark i form af to tanter, onkler og fætre og kusiner. Ansøgningsskemaerne var underskrevet på tro og love af referencen og dennes værge. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at referencen ikke havde nær familie i Danmark, som kunne støtte ham i det omfang, det måtte være nødvendigt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at Flygtningenævnet i maj 2018 havde ændret referencens opholdsgrundlag fra udlændingelovens § 7, stk. 3, til § 7, stk. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen på tidspunktet for statusændringen var fyldt 18 år, og at statusændringen var sket, fordi han var fyldt 18 år og dermed risikerede at blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at referencen på tidspunktet for statusændringen var myndig, og dermed som voksen også måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencen, referencens forældres eller referencens søsters personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at referencens fader led af forkalket legemspulsåre, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencens fader i juni 2016 havde fået foretaget en CT skanning, og at det derfor måtte lægges til grund, at der var adgang til lægeundersøgelse og eventuel behandling i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på at en ansøger skulle indrejse i Danmark for at modtage lægelig behandling, ligesom generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at referencen efter det oplyste led af PTSD, at han var grådlabil, selvskadende, bange, havde søvnproblemer og fik rystelser, at han havde brug for sin nære familie, og at referencens ældre broder i juni 2018 var afgået ved døden, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen havde mulighed for at modtage hjælp for sine psykiske problemer i Danmark, at det på baggrund af hans oplysninger i oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen i december 2015 og i hans forældres og søsters ansøgninger om opholdstilladelse måtte lægges til grund, at han havde nær familie i Danmark, og at han på tidspunktet for sin ældre broders dødsfald var fyldt 18 år, og således var myndig, og dermed måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt yderligere i relation til referencens mindreårige søster, at hun opholdt sig sammen med sine forældre i Syrien, og at hun således ikke var uden omsorgspersoner. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencens forældre og søster i deres ansøgninger om familiesammenføring med referencen havde henvist til krigen i Syrien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i forbindelse med krigen i Syrien kunne være tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. På den baggrund, og da der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele referencens forældre og mindreårige søster afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/74.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2018 – Visum – Forlængelse

    Dato: 01-10-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Tanzania i medfør af visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Ansøgeren var i september 2017 blevet meddelt et Schengenvisum til Danmark i 50 dage og var efterfølgende indrejst i Danmark. Ansøgeren havde i oktober 2017 søgt om forlængelse af det meddelte Schengenvisum under henvisning til at være sammen med sin ægtefælle og parrets fællesbarn og med henblik på at fejre jul sammen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens Schengenvisum ikke kunne forlænges, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplyst om force majeure, humanitære hensyn, tungtvejende forretningsmæssige eller personlige grunde, der kunne medføre, at visummet skulle forlænges med gyldighed for de øvrige Schengenlande. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn boede i Danmark, at parrets fællesbarn på tidspunktet for ansøgningen var fem måneder gammel, og at ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fejre jul med sin familie i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var tale om en pludseligt opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge sit visumophold herefter. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det forhold, at parrets fællesbarn var unionsborger, og at der dermed skulle være en afledet opholdsret med henvisning til EU-Domstolens dom af 10. maj 2017, Chavez-Vilchez m.fl., ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Chavez-Vilchez dommen ikke har betydning for ansøgninger om forlængelse af et visum, idet et visum – herunder forlængelse af et visum – alene udstedes med henblik på korttidsophold. Udlændingenævnet fandt således endelig, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på forlængelse af sit visum. VIS/2018/72.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 01-10-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to pakistanske statsborgere, der ønskede at komme til Danmark for at besøge deres barnebarn, som led af en livstruende immundefekt og som følge heraf skulle gennemgå en transplantation.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne skulle meddeles et Schengenvisum til Danmark for en indrejse og 30 dage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnebarnet led af en livstruende immundefekt, at barnebarnet skulle gennemgå en livstruende transplantation, og at der ikke var sikkerhed for, at barnet ville overleve transplantationen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne var bedsteforældre til barnebarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der kunne meddeles visum til ansøgerne med henblik på at besøge et nærtstående familiemedlem. VIS/2018/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 25-09-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to iranske statsborgere – en moder og dennes søn – efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen siden sin indrejse i Danmark i november 2001 og at sønnen siden sin fødsel i Danmark i juni 2002 ikke havde haft et opholdsgrundlag i Danmark, og at de på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at uanset at ansøgerne måtte have opholdt sig i Danmark siden henholdsvis november 2001 og juni 2002, kunne dette ikke i sig selv medføre, at de kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, idet ansøgerne udover perioder med processuelt ophold havde opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdsgrundlag i en længere periode. Udlændingenævnet fandt endvidere – under henvisning til at ansøgerne adskillige gange i perioden fra 2001 til 2013 flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i forbindelse med ansøgninger om blandt andet asyl, humanitær opholdstilladelse og opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 – at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes moderens egne forhold og egne valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det til støtte for ansøgningen og klagen anførte vedrørende ansøgernes psykiske helbredstilstande ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede herved, at ansøgerne i november 2005 var blevet meddelt afslag på genoptagelse af deres ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, og at der ikke efterfølgende på baggrund af de foreliggende helbredsmæssige oplysninger sås at være blevet anmodet om genoptagelse af ansøgningerne. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at sønnen var født i Danmark, hvor han havde boet hele sit liv, at han efter det oplyste talte godt dansk og generelt klarede sig godt i skolen, at han i hjemmet talte farsi, at han ved en tilbagevenden til Iran ikke ville kunne opretholde sin nuværende positive sociale og faglige udvikling, og at hans trivselsmæssige og udviklingsmæssige udfordringer formentlig ville blive forværret ved en udsendelse til Iran, ikke kunne føre til, at ansøgerne kunne meddeles en opholdstilladelse, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at sønnen aldrig havde haft en opholdstilladelse i Danmark, og at moderen vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark. Det forhold, at familielivet siden 2002 var foregået i Danmark, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at sønnens ophold i Danmark havde varet i over 16 år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder på baggrund af et herboende barn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt og sammenhængende lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse fra omkring barnets skolepligtige alder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i Osman-sagen (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det blev vurderet, at de formative år i den pågældende sag var fra barnets syvende leveår til barnets femtende leveår, hvor barnet havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke var grundlag for at meddele sønnen opholdstilladelse i Danmark og som konsekvens heraf meddele opholdstilladelse til moderen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at sønnen ikke skulle pålægges et ansvar for, at moderen havde valgt ikke at samarbejde med politiet om deres udsendelse, og at det derfor ikke burde tillægges vægt, at sønnens ophold i Danmark havde været uden et opholdsgrundlag, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra EMD, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste herved til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en ret for et barn, der er født og opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forældres hjemlande. Udlændingenævnet fandt ydermere, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modarbejder familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end statsborgerskabslandet til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for moderens søn, uanset at sønnen havde en vis tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at sønnen ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at moderen dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af barn og forælder. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det anførte om, at moderen ikke havde været i Iran siden 2002, og at hun som enlig mor uden familie og socialt netværk ville få særdeles vanskelige vilkår ved en udsendelse til Iran, ikke var forhold, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det anførte om, at moderen og sønnen var konverteret til kristendommen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at forhold, der eventuelt kan være asylretlige, ej heller kan danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at moderen og sønnen måtte henvises til at indgive en ansøgning om asyl, såfremt de ønskede det angivne asylmotiv vurderet. FAM/2018/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. september 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 20-09-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5, til en elitesportsdanser fra Rusland. Ansøgeren var i september 2011 blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af ansættelse hos en sportsdanserforening, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6. Ansøgerens opholdstilladelse var senest i februar 2018 blevet forlænget til februar 2021. I august 2017 havde ansøgeren indgivet ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. I februar 2018 havde Udlændingestyrelsen meddelt ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. stk. 5.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at ansøgeren ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, idet ansøgeren kun havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka syv år. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter fire års lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, da ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år og seks måneder inden for de sidste fire år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde dokumenteret, at han siden september 2011 havde arbejdet 20 timer om ugen hos en sportsdanserforening. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det kun er ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, der kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 275.400 kr. (2017-niveau) eller derover inden for de seneste to år. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af fire års lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. § 11, stk. 3 og 4, da der var to af de supplerende betingelser, som ansøgeren ikke opfyldte. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen var oplyst, at ansøgeren ikke kunne opfylde betingelsen om at have haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 280.908 kr. (2018-niveau) eller derover, da ansøgerens nuværende opholdstilladelse ikke tillod dette, og at det ikke havde været muligt for ansøgeren at arbejde over 30 timer om ugen grundet den lovgivning, der regulerede hans opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele sit ophold i Danmark havde haft opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6, og at en sådan opholds- og arbejdstilladelse er stedfæstet til en bestemt arbejdsgiver og meddelt under forudsætning af, at ansættelsesaftalen efterleves, herunder løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde boet i Danmark hele sin ungdom, at ansøgeren inden for et år ville have boet i Danmark i otte år, og at ansøgeren var på en Team Danmark ordning og repræsenterede Danmark i forbindelse med VM, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingeloven § 11, stk. 17, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at han ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2018/70.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2018 – Studie – Formodning

    Dato: 10-09-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Zambia, der ønskede at studere på en international højskole, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 3, jf. studiebekendtgørelsens § 9, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som studerende på den internationale højskole efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 3, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9, nr. 2. Udlændingenævnet fandt således, at der var en vis formodning for, at ansøgerens intention ikke var at studere i Danmark på den internationale højskole, men at formålet måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i 2011 og 2012 havde fået afslag på ansøgninger om Schengenvisum til Danmark, at ansøgeren i 2014 var blevet meddelt Schengenvisum til Schengenområdet af de svenske myndigheder, at ansøgeren i 2015 havde fået afslag på forlængelse af Schengenvisum, og at ansøgeren i 2016 og 2017 var blevet meddelt Schengenvisum til Schengenområdet af de svenske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2011 og 2013 havde fået afslag på ansøgning om familiesammenføring i Danmark, samt betydelig vægt på, at ansøgeren i 2017 havde indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at denne ansøgningshistorik indikerede, at ansøgeren havde til hensigt at opnå et længerevarende ophold i Danmark eller Schengenområdet uanset opholdsgrundlaget. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til støtte for klagen var oplyst, at ansøgerens familiemedlemmer på ansøgerens vegne tidligere havde ansøgt om familiesammenføring, og at dette ikke burde mistænkeliggøre ansøgeren, idet ansøgerens familiemedlemmer gerne ville have ansøgeren i Danmark hos sig, og at der ikke forelå oplysninger fra Udlændingestyrelsen om noget mistænkeligt i dette, som burde lægges ansøgeren til last, ikke afkræftede, at der var en formodning for, at ansøgerens hovedintention med opholdet i Danmark ikke var at studere, men var udtryk for et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det anførte om, at ansøgeren opfyldte kriterierne for meddelelse af opholdstilladelse til studerende, at den internationale højskole var godkendt af myndighederne, at ansøgeren havde betalt deltagergebyr til højskolen, at ansøgeren var optaget som elev på højskolen, at ansøgeren var studieaktiv på højskolen, at ansøgeren kunne begå sig sprogligt på engelsk samt i det danske samfund, at ansøgeren ikke tidligere havde haft opholdstilladelse som studerende i Danmark, at der ikke forelå oplysninger om, at en betydelig andel af højskolens elever var forsvundet, og at ansøgeren ikke var dømt eller sigtet for lovovertrædelser i Danmark, ikke afkræftede, at der var en formodning for, at ansøgerens hovedintention med opholdet i Danmark var at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2018/90.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. august 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 28-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger, som ønskede at komme til Danmark for at modtage medicinsk behandling, da der var begrundet tvivl om hans hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at ansøgeren ved supplerende oplysninger til sin klage havde godtgjort formålet med og vilkårene for det forventede ophold i Danmark, idet han havde fremlagt booking af den ønskede behandling samt dokumentation for den fulde betaling herfor, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, ii, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ønskede behandling ikke kunne danne grundlag for et Schengenvisum til Danmark, idet der var begrundet tvivl om hans hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, § 10, stk. 1, § 13, og § 16, samt bilag 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var iransk statsborger, var ugift og ikke havde nogen børn, at statsborgere fra Iran er placeret i hovedgruppe 4, og at ansøgeren dermed var fra et land, hvis statsborgere i stor udstrækning søger længerevarende ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2. Udlændingenævnet tillagde det endvidere en vis vægt, at den ønskede behandling var kortvarig og til en begrænset pris. Udlændingenævnet fandt derfor, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren ville benytte et meddelt visum til uden lovligt grundlag at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande, selvom det var oplyst, at ansøgeren kun ønskede at rejse til Danmark med henblik på medicinsk behandling. Det forhold, at ansøgeren i 2014 var rejst til Schengenlandene, kunne derfor ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren efterfølgende havde søgt om visum to gange i 2015, hvor han ikke havde fået udstedt visum, og idet ansøgerens personlige forhold havde ændret sig på baggrund af ansøgerens opståede sygdom i 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens sygdom var blevet forværret siden 2016. Udlændingenævnet fandt imidlertid ud fra sagens samlede oplysninger, at dette ikke kunne ændre på vurderingen af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde et Schengenvisum. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til internationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen blev meddelt et nationalt begrænset visum. VIS/2018/66.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. august 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 28-08-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en thailandsk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation for, at hun havde en stærk tilknytning til sit hjemland, idet hun var indehaver af en cafe, flere ejendomme og motorkøretøjer samt havde et stort indestående på sin bankkonto. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt adskillige Schengenvisa, og at det af ansøgerens sag fremgik, at hun var udrejst i overensstemmelse hermed. Udlændingenævnet fandt endelig, at den omstændighed, at ansøgerens formål med besøget var at besøge sin kusine, ikke kunne føre til, at det var sandsynliggjort, at hun havde til hensigt at opholde sig i Danmark ud over det meddelte visums gyldighedsperiode. VIS/2018/67.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 27-08-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 25, til en statsborger fra Kenya, som havde søgt om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle (referencen). Ansøgeren havde tidligere søgt asyl og var i august 2017 blevet meddelt endeligt afslag herpå. Hun var ved samme lejlighed blevet pålagt at udrejse af Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen om ægtefællesammenføring ikke burde afvises under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 25. Udlændingenævnet fandt således, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, tilsagde, at ansøgningen burde tillades indgivet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og referencen i juni 2018 havde fået et fællesbarn, og at referencen var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Kenya, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde henvises til at indgive ansøgningen om ægtefællesammenføring i Kenya. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen havde to særbørn i Danmark, hvoraf det ene særbarn var bosiddende hos ham, mens referencen efter det oplyste havde samvær med det andet særbarn hver anden weekend. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det var bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgningen om ægtefællesammenføring indgivet i Danmark. FAM/2018/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2018 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af studier

    Dato: 24-08-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende en statsborger fra Etiopien, der havde fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem på baggrund af samliv til en person, der havde opholdstilladelse i Danmark på baggrund af studier.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde et fast samliv af længere varighed uden væsentlige afbrydelser, jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference i en periode fra marts 2012 til maj 2015 havde boet sammen, at den herboende reference efter sit studie var påbegyndt et ph.d.-studium i Danmark, at ansøgeren og den herboende reference i en periode fra maj 2015 til maj 2016 på den baggrund havde boet adskilt, og at ansøgeren og den herboende reference siden maj 2016 havde boet sammen frem til ansøgerens udrejse i september 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde dokumenteret, at ansøgeren eller den herboende reference jævnligt havde rejst til henholdsvis København og Aarhus i perioden fra juli 2015 til april 2016. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende reference havde været i et fast samliv af længere varighed. ERH/2018/89.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2018 – Visum – Forlængelse

    Dato: 22-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et meddelt Schengenvisum til en libanesisk statsborger, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens fødsel af et fællesbarn med en herboende reference ikke var en pludselig opstået hændelse, idet ansøgeren allerede ved ansøgningen om Schengenvisum til Danmark var gravid, og at det var ansøgerens ansvar at udrejse i overensstemmelse med det udstedte visum. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren var mere end halvvejs gennem sin graviditet, da ansøgeren valgte at søge om visum uden at oplyse om sin graviditet og derefter indrejse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af visumvejledningen, at det er visumindehaverens ansvar at sikre, at et påtænkt visumbesøg kan gennemføres inden for den meddelte visumperiode, således at udrejsen kan gennemføres i overensstemmelse med visummet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at der ikke var tale om en pludselig opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge visumopholdet derefter. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at det ville være svært for den herboende reference at få udstedt pas og opholdskort, såfremt ansøgeren og deres fællesbarn udrejste, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og at der ikke var oplyst om ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne få forlænget sit ophold i Danmark. VIS/2018/64.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. august 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 16-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en argentinsk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning eller som tilhørende det danske mindretal i Argentina, og i medfør af udlændingelovens § 9 d, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af tidligere dansk indfødsret.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det alene var ansøgerens farmoder og fader, som havde været statsborgere i Danmark, og at ansøgeren som udgangspunkt kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis begge hendes forældre eller alle fire bedsteforældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå helt særlige grunde til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning som følge af, at hun havde en dansk fader. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde besøgt Danmark, før hun var indrejst i 2017, og at hun dermed ikke havde opnået en sådan særlig stærk tilknytning, der svarede til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge ansøgerens forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at det var dyrt at rejse fra Argentina til Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald, da generelle sociale og økonomiske forhold i en udlændings hjemland eller opholdslandet ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde god kontakt til sine slægtninge, der var bosat i Danmark, og at hun i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse havde boet hos et familiemedlem i Danmark, ikke kunne føre til, at ansøgeren havde en sådan tilknytning til Danmark, som hun ville have opnået, hvis begge hendes forældre eller alle fire bedsteforældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det anførte om, at ansøgeren var opvokset hos sin farmoder, at hendes opvækst var blevet præget af danske værdier, og at ansøgerens farmoders venner og kusine havde bekræftet, at ansøgeren havde en stærk tilknytning til Danmark og danske værdier, ikke kunne føre til en anden vurdering, da dette ikke kunne ændre på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at begge hendes forældre eller hendes bedsteforældre havde dansk indfødsret fra fødslen eller havde opnået en sådan særlig stærk tilknytning, der svarede til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge ansøgerens forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som tilhørende det danske mindretal i Argentina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun havde været medlem af en af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at der til klagesagen var indsendt en udtalelse fra en dansk protestantisk menighed i Argentina, hvoraf det fremgik, at ansøgeren tilhørte den danske koloni i Argentina, at hendes bedstemoder var dansk statsborger, og at bedstemoderens holdninger var danske og var blevet videregivet til hendes børn og børnebørn, ikke kunne føre til et andet udfald, da udtalelsen ikke dokumenterede, at ansøgeren havde været medlem af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde deltaget sammen med sin farmoder til arrangementer i den danske kirke, men at hun var for ung til at blive registreret, at der således kun kunne fremlægges dokumentation for farmoderens tilhørsforhold, og at ansøgerens farmoders kusine havde oplyst, at ansøgeren havde været med til nogle af møderne i kirken af forskellig art, men kun de af møderne, hvor børn var tilladt at deltage. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens farmoder var et meget engageret medlem af den danske kirke i den by, hvor hun boede i Argentina, hvor hun og ansøgeren havde været faste hjælpere, og at det var partsrepræsentantens opfattelse, at eftersom ansøgeren havde boet sammen med sin farmoder i flere perioder, måtte dette kunne godtgøre ansøgerens medlemskab af den danske menighed. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at disse forhold i sig selv ikke dokumenterede, at ansøgeren havde været medlem af en af de kristne menigheder i Argentina. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning eller som tilhørende det danske mindretal i Argentina. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun i øvrigt skulle gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren havde en kæreste i Danmark, og at hun og hendes kæreste planlagde at indgå ægteskab, ikke udgjorde sådanne særlige forhold, at der kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt for det tredje, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 d. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft dansk indfødsret, og at ansøgerens forældre ikke var gift, da hun blev født. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgerens forældre havde været samboende, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da et barn, som har en forælder med dansk indfødsret, først som udgangspunkt efter den 1. juli 2014 automatisk kan erhverve dansk indfødsret fra fødslen. FAM/2018/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde

    Dato: 02-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Nigeria, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter halvandet til to års samliv på fælles bopæl umiddelbart forud for indgivelsen af ansøgningen kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever ikke havde dokumenteret at have samlevet i et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse. Ansøgeren kunne således ikke meddeles opholdstilladelse under henvisning til samlivet med sin herboende samlever, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne i ansøgerens brev til Udlændingestyrelsen i maj 2017, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde boet sammen i Nigeria i perioden fra februar 2005 til september 2005, at samlivet herefter var blevet afbrudt, hvorefter parret havde boet sammen igen under ansøgerens herboende samlevers to besøg i Nigeria i perioden mellem august 2006 og januar 2008. Disse oplysninger var gengivet i ansøgerens herboende samlevers del af ansøgningsskemaet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af ansøgerens herboende samlevers nationalitetspas fremgik af ind- og udrejsestemplerne, at ansøgerens herboende samlever havde været i Nigeria i perioden fra august 2006 til september 2006, svarende til lidt over en måned, og i perioden fra december 2007 til januar 2008, svarende til halvanden måned. Der havde således været tale om afbrudt samliv og herefter korte besøgsophold, og det følger af fast praksis, at der ikke etableres et fast længerevarende samliv gennem besøgs- og ferieophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at perioderne lå mere end 10 år tilbage i tid, at samlivet i øvrigt havde været afbrudt, og at det er en betingelse, at samlivet som udgangspunkt har været uafbrudt. På baggrund af disse oplysninger ændrede det ikke på Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat i klagen havde anført, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde oplyst til advokaten, at parret havde boet sammen i hele perioden fra august 2006 til januar 2008. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde boet sammen på fælles bopæl i Danmark siden maj 2016, hvor ansøgeren var indrejst på visum, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samlivet i denne periode havde været udøvet under henholdsvis besøgsophold i perioden fra maj 2016 til oktober 2016, under ulovligt ophold i perioden fra oktober 2016 til april 2017, idet ansøgeren i denne periode hverken sås at have været meddelt lovligt eller processuelt ophold, og herefter på processuelt ophold under sagens behandling i Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at samliv efter praksis ikke kan etableres under besøgsophold, ulovligt ophold eller processuelt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i tilfælde af, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde etableret et familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, ikke var oplysninger i sagen om, at ansøgeren, ansøgerens herboende samlever og parrets tre fællesbørn ikke ville kunne indrejse og udøve dette familieliv i Nigeria, hvor parret havde mødt hinanden og efter det oplyste havde boet sammen tidligere. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det ændrede ikke Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og ansøgerens herboende samlever havde tre fællesbørn, idet disse ikke sås at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn efter fast praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor de har været tilknyttet en dansk institution eller skole. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende samlever og parrets tre børn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Nigeria for der at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at parrets ældste barn gik til kontrol og behandling for en hormonel forstyrrelse i Danmark, var ikke en så alvorlig helbredsmæssig tilstand, at det kunne føre til en ændret vurdering, ligesom det heller ikke ændrede ved sagens udfald, at ansøgerens herboende samlever var under uddannelse til ingeniør i Danmark, og at børnene og ansøgerens herboende samlever ville savne ansøgeren, såfremt ansøgeren måtte udrejse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse. FAM/2018/63.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2018 – Familiesammenføring, andre – Søskende

    Dato: 02-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en syrisk statsborger, født i december 1992, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende mindreårige broder. Det fremgik af sagen, at ansøgerens broder var født i januar 2006, og at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2016 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, gyldig til juli 2020. I august 2017 blev ansøgerens forældre og mindreårige lillesøster meddelt opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende mindreårige broder, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter det oplyste havde boet sammen med sin herboende broder siden hans fødsel, og indtil han udrejste af Syrien, at hele ansøgerens familie havde søgt om at blive genforenet i Danmark, at tre af ansøgerens brødre allerede boede i Danmark, og at ansøgerens forældre og lillesøster også havde fået opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og den herboende broder frem til broderens udrejse af Syrien i december 2015 havde boet sammen på familiens fælles bopæl, hvorfor ansøgeren ikke kunne antages at have været en del af broderens husstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 23 år gammel og dermed myndig, hvorfor det måtte antages, at ansøgeren var i stand til at klare sig selv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og dennes broder ikke havde etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun fik meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at hun var meget utryg i Damaskus, Syrien, og at der ikke var sikkert i landet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnt fandt endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold samt forhold af asylretlig karakter i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på familiesammenføring i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter de gældende danske regler for familiesammenføring kan meddeles opholdstilladelse til en kernefamilie, forstået som forældre og mindreårige børn, jf. EMRK art. 8, men at der som udgangspunkt ikke er adgang til familiesammenføring med voksne søskende, hvor der ikke foreligger særlige pasnings- eller plejebehov, jf. lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 c. FAM/2018/62.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser – Aktivt medborgerskab

    Dato: 02-08-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, som var blevet meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte mindst to af de fire supplerende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte mindst to af de fire supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1, om at have bestået en medborgerskabsprøve eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst et års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ved sine medlemskaber af to foreninger opfyldte betingelsen om at have udvist aktivt medborgerskab gennem mindst et års medlemskab af en bestyrelse eller en organisation, som kunne opfylde betingelsen om aktivt medborgerskab. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at de opgaver, som ansøgeren havde udført for foreningerne, ikke efter deres karakter kunne sidestilles med et aktivt medborgerskab som beskrevet i forarbejderne til udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 3, om en årlig skattepligtig indkomst af en vis størrelse inden for de seneste to år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren til sagen havde vedlagt et ansættelsesbevis og sine personlige skatteoplysninger for 2013 og 2014, men at ansøgeren ikke herved havde dokumenteret, at han opfyldte betingelsen for indkomst af en vis størrelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på oplysningerne i det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ikke inden for de seneste to år havde haft en gennemsnitlig årlig indkomst på cirka 203.134 kr. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4, om en bestået Prøve i Dansk 3, da ansøgeren alene havde fremlagt dokumentation for en bestået Prøve i Dansk 2. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgerne kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det forhold, at ansøgeren i en periode havde været uarbejdsdygtig som følge af en arbejdsskade, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det af sagen fremgik, at ansøgeren med fysioterapeutisk behandling havde fået bedre funktionsevne, at han var arbejdsfør, og at prognosen for, at ansøgeren vendte tilbage til arbejdsmarkedet, var god. FAM/2018/87.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2018 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 30-07-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen, til en amerikansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren og dennes ægtefælle boede i et almindeligt lejemål, som bestod af tre værelser af 80 m2, og at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke boede i et kollektiv eller i et bofællesskab. Det fremgik derimod af opslag i Den Offentlige Informationsserver (OIS) og CPR, at det pågældende lejemål bestod af syv værelser fordelt på 215 m2, og at der på tidspunktet for ansøgerens og dennes ægtefælles ophold i lejemålet boede seks andre personer på adressen. Udlændingenævnet lagde på baggrund heraf til grund, at ansøgeren og dennes ægtefælle senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse ikke havde godtgjort at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, herunder en bolig med en selvstændig indgang. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren og dennes ægtefælle efterfølgende havde oplyst til Udlændingestyrelsen, at parrets boligsituation havde ændret sig, og at parret var blevet udsat for svindel i relation til deres daværende bolig, og at ansøgeren havde indleveret en ny lejekontrakt for en anden bolig, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke ændrede ved, at der var forløbet mere end tre måneder siden ansøgerens indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, indtil ansøgeren havde indleveret en ny lejekontrakt. De forhold, som ansøgeren i øvrigt til støtte for klagen havde anført, kunne på baggrund heraf ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at ansøgeren og dennes ægtefælle skulle godtgøre at råde over egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplyst om sygdom, handicap eller andre forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter ansøgerens ægtefælle ikke kunne indrejse og tage ophold i USA, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor både ansøgeren og dennes ægtefælle talte sproget. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle ikke ønskede at flytte til USA, fordi han havde en velfungerende virksomhed i København. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det anførte ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var tale om sådanne særlige grunde til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, ikke burde stilles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar og ubetinget ret til selv at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2018/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juli 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Afbrydelse af samlivsforhold – Udlevet samlivet i to lande

    Dato: 18-07-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse under henvisning til fast samlivsforhold af længere varighed til en israelsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed uden væsentlige afbrydelser, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og referencen i perioden fra september 2014 til den august 2016 havde boet sammen i ansøgerens hjemland, at referencen var rejst tilbage til Danmark for at påbegynde sin kandidatuddannelse ultimo august 2016, at ansøgeren i januar 2017 havde afsluttet sin uddannelse, og at ansøgeren og referencen via flybilletter havde dokumenteret, at de havde opretholdt kontakten. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at kravet til fast samlivsforhold af længere varighed var opfyldt, idet det var dokumenteret, at ansøgeren og referencen havde opretholdt kontakten, og at det endvidere var dokumenteret, at referencen frem til ansøgningstidspunktet havde taget skridt med henblik på at opfylde kravene til familiesammenføring, herunder at referencen havde fremskaffet bolig. FAM/2018/59.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juli 2018 – Erhverv – Beløbsordningen – Sygedagpenge

    Dato: 18-07-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse efter beløbsordningen til en tyrkisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, om, at det var en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at ansøgeren i sin ansættelse havde en årlig indtægt på 375.000 kr. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren i 2015 og 2016 ikke havde en årlig lønindtjening på 375.000 kr.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ifølge oplysninger fra e-Indkomst ikke havde en lønindtægt i januar og februar 2015, hvor han havde modtaget sygedagpenge i en periode fra medio januar 2015 til medio marts 2015, at ansøgeren havde modtaget en halv løn i marts 2015, ingen løn havde modtaget i maj 2016 på trods af, at der kun blev udbetalt sygedagpenge for en periode ultimo maj 2016, og kun havde modtaget en halv løn i juni 2016 på trods af, at der ikke var blevet udbetalt sygedagpenge i juni 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren således i 2015 alene havde haft en lønindtægt svarende til 303.100 kr. og i 2016 svarende til 334.958 kr. Inklusive sygedagpenge havde ansøgeren i 2015 haft et indtægtsgrundlag på 339.888 kr. og i 2016 på 337.434 kr. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i en periode havde været uarbejdsdygtig og havde modtaget sygedagpenge, idet det fremgik af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at der skulle være tale om en ansættelse, som indebar en årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb, at dette mindstebeløb var på 375.000 kr., og at denne beløbsgrænse var ufravigelig og skulle overholdes uafhængigt af ansættelsesvilkårene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selv hvis de modtagne sygedagpenge blev sidestillet med en lønindtægt og blev indregnet som en del af ansøgerens indtægt for 2015 og 2016, ville beløbsgrænsen på 375.000 kr. ikke være opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren i 2015 og 2016 ikke havde haft den nødvendige indtægt svarende til mindst 375.000 kr. årligt, og som følge heraf var betingelsen for opholdstilladelsen ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. 9 a, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der i klagen var henvist til ansøgerens rettigheder efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet i forhold til inddragelsen af ansøgerens opholdstilladelse fra ultimo juli 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse var blevet inddraget, idet ansøgeren ikke opfyldte de betingelser, der var knyttet til opholdstilladelsen. Udlændingenævnet henviste til, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i afgørelsen om inddragelse havde vejledt ansøgeren om muligheden for at søge om opholdstilladelse efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet eller stand still-klausulen, og at ansøgeren primo september 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i henhold til stand still-klausulen. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. ERH/2018/21.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 12-07-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bosnisk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Den herboende moder blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2007 som ægtefællesammenført. Hun fik i september 2017 tillagt forældremyndigheden over ansøgeren, som var født i 2001. Ansøgeren søgte i september 2017 om familiesammenføring med sin moder. Det blev i forbindelse med ansøgningen anført, at ansøgerens fader havde været voldelig mod ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem moderen og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin moder siden 2007, hvor han var seks år, at moderen i 2007 valgte at udrejse af Bosnien-Hercegovina med sit ene barn med henblik på at tage varigt ophold i Danmark, og at ansøgeren siden 2007 alene havde set sin moder i forbindelse med hendes besøg i hjemlandet eller ansøgerens besøg i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at moderen først næsten ti år efter, at hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om familiesammenføring med sin søn, og at ansøgeren var 16 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor han havde boet frem til ansøgningstidspunktet, hvor han havde gået i skole, og hvor blandt andet hans fader og halvbroder boede. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens fader ikke ville tillade ansøgeren at flytte til Danmark, at faderen i september 2017 alligevel gav moderen forældremyndigheden over ansøgeren og angiveligt tilkendegav, at han ikke gad ansøgeren mere, og at faderens opholdssted angiveligt var ukendt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens moder ikke havde boet sammen i næsten ti år, og at ansøgeren i de år havde boet sammen med blandt andet sin fader og sin halvbroder, og at han efter det oplyste havde et godt forhold til sin faders nye ægtefælle, som havde passet ham, siden han var lille. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det i e-mail af maj 2018 blev oplyst, at ansøgerens fader var blevet separeret fra sin ægtefælle, at der derfor ikke længere var andre i husstanden end ansøgerens fader, og at ansøgeren ikke havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens fader var fængslet og dermed ikke kunne tage sig af sin søn, og at det således ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens fader efter det oplyste havde været den daglige forældremyndighedsperson for sin søn i Bosnien-Hercegovina, og at en angiven manglende vilje til fortsat at have denne rolle i forbindelse med en sag om familiesammenføring ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren var fyldt 16 år på ansøgningstidspunktet og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 17 ½ år, og derfor måtte antages at kunne tage vare på sig selv, og at han ikke havde behov for sine forældre i samme omfang som mindre børn. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ikke sås at være væsentlige hindringer for, at familielivet kunne udøves ved besøgsophold i samme omfang som tidligere, ligesom ansøgerens moder havde mulighed for at bidrage til ansøgerens forsørgelse i hjemlandet som hidtil. Udlændingenævnet fandt herudover, at det til sagen oplyste om, at ansøgerens fader slog ham og talte grimt til ham, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt det i den forbindelse ikke tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ud over ved en enkelt lejlighed havde været udsat for vold eller dårlig behandling fra sin faders side eller var i risiko for at blive det. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der efter det oplyste var iværksat en lægelig undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand, idet han havde givet udtryk for selvmordstanker og en dårlig psykisk tilstand generelt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt lægelig dokumentation for, at ansøgeren havde alvorlige psykiske problemer eller for, at disse i givet fald ikke ville kunne behandles i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgerens liv i hjemlandet angiveligt skulle være vanskeliggjort af, at han havde en muslimsk moder, og at han troede, at han kunne få et bedre liv i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne medføre en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens moder mente, at hun i hjemlandet risikerede forfølgelse på grund af sin religiøse overbevisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen havde opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, og at opholdstilladelsen således ikke var givet på baggrund af en asylretlig vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at moderen, siden hun var rejst til Danmark i 2007, ifølge sagens oplysninger havde været tilbage i hjemlandet cirka to gange om året for at besøge sin søn. Udlændingenævnet fandt endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter denne bestemmelse har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt således ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2018/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Unaturlig afbrydelse af uddannelsesforløb

    Dato: 12-07-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at ansøgeren ikke havde været i uafbrudt uddannelse frem til det fyldte 18. år, jf. § udlændingelovens § 11, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en konkret vurdering ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke var omfattet af personkredsen i udlændingelovens § 11, stk. 12. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2015 havde fået afslag på optagelse til en konkret ungdomsuddannelse, at ansøgeren allerede to dage efter havde indgivet dispensationsansøgning til opkvalificerende undervisning i 10. klasse, at ansøgeren ultimo september 2015 var påbegyndt 10. klasse, og at ansøgeren efter afslutningen heraf i 2016 var blevet optaget på en ungdomsuddannelse og siden havde fulgt undervisningen. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at afslaget fra ungdomsuddannelsen kan anses som en unaturlig afbrydelse af ansøgerens uddannelsesforløb, at ansøgeren i forlængelse af afslaget har været opsøgende i forhold til en ansøgning om opkvalificerende undervisning i 10. klasse, og at ansøgeren derfor med henvisning hertil – og den korte tidsmæssige periode, hvor det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde afventet svar på dispensationsansøgningen midt i en sommerferieperiode – måtte anses for omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 12. FAM/2018/86.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 12-07-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en kinesisk statsborger, der var truffet på grundlag af, at Udlændingestyrelsen havde fundet, at der var en begrundet formodning for, at ansøgeren ville benytte et meddelt Schengenvisum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, da hun i forbindelse med et tidligere Schengenvisum havde haft et overstay.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsen afgørelse, og Udlændingenævnet fandt i forlængelse heraf, at ansøgeren skulle meddeles et Schengenvisum til Danmark i 90 dage indenfor en periode på 180 dage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den svenske udlændingemyndighed, Migrationsverket, havde informeret Udlændingenævnet om, at ansøgeren havde haft et processuelt ophold i Sverige, mens hun havde ansøgt om forlængelse af sit ophold i Sverige, at hun havde haft processuelt ophold i forbindelse med den efterfølgende klagesag i Sverige, og indtil hun udrejste fra Sverige i december 2017, og at ansøgeren således ikke havde haft et overstay i forbindelse med sit tidligere Schengenvisum. VIS/2018/58.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2018 – Erhverv – Greencardordningen – Feriepenge

    Dato: 27-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af en indisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 12, 2. pkt., jf. stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 12, 2. pkt., havde oppebåret en lønindtægt, der minimum svarede til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked i det seneste år, før ansøgningen om forlængelse var indgivet. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at optjente, men ikke udbetalte, feriepenge, i overensstemmelse med Styrelsen for International Rekruttering og Integrations praksis ikke skulle medregnes ved opgørelsen af lønindtægten. Da ansøgeren oprindeligt var meddelt opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i maj 2014, skulle han således i de seneste 12 måneder, før ansøgningen om forlængelse var indgivet, have oppebåret en lønindtægt på 309.334 kr. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have haft en lønindtægt, der minimum svarede til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked i det seneste år, før ansøgningen om forlængelse var indgivet. Udlændingenævnets flertal lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af de til sagen fremlagte lønsedler, at ansøgeren havde haft en samlet lønindtægt på 301.615,13 kr. inkl. ATP og udbetalte feriepenge. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals vurdering, at ansøgerens partrepræsentant havde anført, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde ændret praksis, og at ansøgerens feriepenge rettelig skulle have været medregnet. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Styrelsen for International Rekruttering og Integration var blevet hørt herom, hvortil Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke havde ændret praksis. Der blev endvidere henvist til besvarelserne af Folketingsspørgsmålene nr. S 286 af 6. december 2017 og nr. S 294 af 9. januar 2018, hvoraf det fremgik, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke havde ændret praksis. ERH/2018/57.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2018 – Visum – Overstay – Karens

    Dato: 27-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på et Schengenvisum til Sverige til en ghanesisk statsborger og tildelte ansøgeren karens i tre år grundet et overstay på 21 dage i Schengenområdet, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9 og § 16. Udlændingenævnet tildelte ansøgeren karens i tre års på trods af, at Udlændingestyrelsen ikke havde givet ansøgeren karens for sit overstay. Ansøgeren ønskede at besøge sine to børn og tidligere ægtefælle (værten) i Sverige.

    Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles et Schengenvisum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere havde været meddelt et Schengenvisum til Sverige for 90 dage med flere indrejser i perioden fra juli 2015 til juli 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra juli 2015 til juli 2017 var indrejst i Sverige medio december 2015 og udrejst medio januar 2016, at han var indrejst i Sverige igen medio februar 2016 og udrejst af Sverige primo maj 2016, og at ansøgeren havde opholdt sig i Schengenområdet i en samlet periode på i alt 111 dage – 21 dage ud over visummets gyldighed. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde erkendt sit overstay. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at overskridelsen af visummets gyldighed ifølge ansøgeren skyldtes, at ansøgeren skulle tage sig af sine børn bosiddende i Sverige, da moderen til børnene var ved at komme sig efter en operation og derefter var bortrejst fra Sverige. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde studeret på the Royal Institute of Technology i Stockholm, Sverige, og at han siden november 2005 havde haft fast arbejde i Ghana som Social Responsibility Manager. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke forelå nogle ekstraordinære omstændigheder i sagen, som kunne føre til en ændret vurdering, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren skulle tildeles karens for sit 21 dages overstay, og at ansøgeren derved ikke kunne opnå et nyt visum i tre år, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1 på trods af, at Udlændingestyrelsen ikke havde givet ansøgeren karens. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren i 2015 havde modtaget vejledning om, hvordan et visum skal læses, at der i visummet fra 2015 stod, at det var gyldigt i 90 dage i perioden fra juli 2015 til juli 2017, og at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig at visummets gyldighed ikke overskrides. VIS/2018/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. juni 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 20-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en mindreårig tyrkisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, under henvisning til ansøgerens fader, der var ægtefællesammenført, og Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet i november 2017, at han var født i Tyrkiet, hvor han havde boet hele sit liv sammen med sin moder, at han havde haft syv års skolegang i Tyrkiet, at han talte tyrkisk og kurdisk, at han havde et familienetværk i Tyrkiet i form af sin moder, og at han således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin fader, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos sin moder i Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke forud for sin indrejse i oktober 2017 havde besøgt Danmark, og at han aldrig havde haft opholdstilladelse, men alene processuelt ophold under Udlændingestyrelsens behandling af sagen frem til marts 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren gerne ville til Danmark, at ansøgerens forældre var ægtefæller, og at ansøgerens forældre delte forældremyndigheden over ham, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var sandsynliggjort eller dokumenteret, at ansøgeren ikke fortsat kunne tage ophold i Tyrkiet hos sin moder. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens fader i februar 2000 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at han havde boet i Danmark i 17 år, at han efter det oplyste talte flydende dansk, at han ikke havde bestået danskprøve på A1-niveau, at han arbejdede 40 timer ugentligt, og at han ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke i sig selv kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens fader ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at ansøgerens fader kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tillknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom han ikke havde eller ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerens fader havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, at han havde besøgt ansøgeren i Tyrkiet hver sommer i en til to måneder, at ansøgerens fader og ansøgeren havde set hinanden 16 til 17 gange, og at ansøgerens fader og ansøgeren havde telefonisk kontakt og kontakt via SMS, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens fader kunne fortsætte med at udøve familielivet med sin søn som hidtil, ligesom han fortsat kunne bidrage til ansøgerens forsørgelse i Tyrkiet og udøve familielivet som hidtil via besøgsophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var ansøgerens faders og moders eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sin moder i Tyrkiet, mens ansøgerens fader tog ophold i Danmark, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo sammen med sin moder i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt tillige, at ansøgerens fader dermed havde valgt at udøve familielivet således, at han og ansøgeren skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til barnets tarv. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at FN’s børnekonventions artikel 3 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK’s artikel 8. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke havde opnået rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft opholdstilladelse her i landet, hvorfor han ikke havde opnået rettigheder efter artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en afledt ret til ophold i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 alene statuerer en ret til at fortsætte et lovligt ophold i Danmark og dermed ikke omhandler den første adgang til medlemsstaternes område. Da ansøgeren ikke tidligere havde været meddelt en opholdstilladelse i Danmark, var han ikke omfattet af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt for det tredje, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til stand still klausulen i Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det var anført, at det følger af EU-Domstolens dom i sagen C-561/14, Genc, at tyrkiske statsborgere, der er økonomisk aktive, har adgang til familiesammenføring på de betingelser, der var gældende pr. 1. december 1980, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen var anført, at EU-Domstolen i sag C-561/14, Genc, i præmis 67 havde fastslået, at den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 16, udgør en ny begrænsning og ikke er begrundet, at der bliver fastsat en række kriterier for gennem nationale bestemmelser at hindre den frie bevægelighed af arbejdskraft, at ingen af disse er opfyldt, og at bestemmelsen som skønsmæssig, gør den uanvendelig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen havde fundet, at sikringen af en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere i Danmark kunne udgøre et tvingende alment hensyn. Udlændingenævnet lagde i forlængelse heraf vægt på, at ændringen af udlændingelovens § 9, stk. 16, havde til formål at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EU-retten. Udlændingenævnet fandt derfor endelig, at hverken EU-Domstolens afgørelser i Dogan eller Genc-sagerne eller Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, da der efter en konkret og individuel vurdering ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2018/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene – Karens

    Dato: 18-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9 og § 16, samt bilag 2, og omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende meddelelse af karens. Ansøgeren ønskede at besøge sin ægtefælle, den herboende reference, i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren tre gange havde indgivet en ansøgning om familiesammenføring til den herboende reference under et visumophold, at ansøgeren to gange havde fået afslag på familiesammenføring under henvisning til, at den herboende reference havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialhjælp, og at den seneste ansøgning blev indgivet, uden at der samtidig var betalt gebyr herfor, hvorfor ansøgningen blev afvist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder i sagen, som kunne føre til en ændret vurdering, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6. Udlændingenævnet fandt imidlertid grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om karens. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fandtes åbenbart, at ansøgerens ansøgning fra februar 2017 om familiesammenføring til den herboende reference ikke kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse, hvorfor bestemmelsen i udlændingelovens § 4 c, stk. 5, ikke fandt anvendelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det på ansøgningstidspunktet i februar 2017 var mere end tre år siden, at den herboende reference havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endelig, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde betalt gebyr i forbindelse med ansøgningen, ikke kunne begrunde en anden vurdering. VIS/2018/18.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juni 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 12-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en russisk statsborger, der var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin voksne herboende datter.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke eksisterede eller var etableret et sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende datter, der kunne danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende datter var indrejst i Danmark i 1992, at hun herefter i 1994 var blevet meddelt opholdstilladelse og senere indfødsret her i landet, og at hun havde etableret selvstændig bopæl og familie. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at den herboende datter havde forsørget ansøgeren i forbindelse med ansøgerens visumophold i Danmark, at ansøgeren havde besøgt den herboende datter årligt i cirka 180 dage siden 1993, og at ansøgeren og den herboende datter efter egne beregninger havde boet sammen i 80 % af den herboende datters levetid, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om forhold, der i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet den herboende datter havde etableret selvstændig bopæl og familie. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende datter kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at den herboende datter var alvorligt og langvarigt syg af uhelbredelig brystkræft, at hun var blevet bevilliget helbredsbetinget førtidspension, at hendes restlevetid var estimeret til cirka halvandet år, og at hun havde behov for ansøgerens støtte og tilstedeværelse som følge af sin sygdom, herunder til at hjælpe sig i dagligdagen, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse til en ansøger med henblik på at passe et herboende terminalt sygt familiemedlem. Dette gælder uanset den herboende references eventuelle pasningsbehov i forbindelse med sygdom og behandling. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse den herboende datter til at henvende sig til de sociale myndigheder, såfremt hun måtte have et pasningsbehov. Udlændingenævnet fandt endelig, at det anførte om, at den herboende datter havde haft fast arbejde i Danmark i over 22 år, at hun aldrig havde modtaget offentlige ydelser, at hun på trods af sin sygmelding klarede sig godt, idet hun havde tegnet private forsikringer, at hun havde fuld forældremyndighed over sin søn, og at hun og sønnen havde det godt sammen med ansøgeren, heller ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke herved var tale om sådanne forhold, der kunne udgøre ganske særlige grunde. Udlændingenævnet fandt således, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2018/54.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juni 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 12-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 26, stk. 1. Klageren var i december 2012 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført under henvisning til sin tidligere ægtefælle, og var endvidere i november 2014 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til hendes nye ægtefælle. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil hun meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, ligesom det fremgik af opholdstilladelsen, at klageren kunne miste retten til ophold i Danmark, hvis en eller flere af betingelserne, der var fastsat i opholdstilladelsen, ikke længere var opfyldt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at opholdstilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens bopælskommune til Udlændingestyrelsen i juni 2016 havde oplyst, at klageren havde modtaget kontanthjælp i perioden fra medio oktober 2013 til ultimo april 2016, dog ikke i december 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at klageren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik fra medio oktober 2013 til og med april 2016. Som følge af, at klageren havde modtaget offentlige ydelser, jf. lov om aktiv socialpolitik, fandt Udlændingenævnet endvidere, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at tilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde oplyst, at hun fik kontanthjælp, inden hun blev gift med sin nuværende ægtefælle, at kommunen var fortsat med at udbetale kontanthjælp, efter at hendes ægtefælle havde skrevet under på, at klageren ikke måtte modtage kontanthjælp, og at klageren derfor var af den opfattelse, at hun gerne måtte modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra november 2014, at den var betinget af, at klageren ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil hun meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste ikke havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at undersøge, hvorvidt hun måtte modtage offentlige ydelser. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Filippinerne, at hun først i en alder af cirka 40 år var indrejst i Danmark og var blevet meddelt opholdstilladelse, og at hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka fem år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i cirka seks år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde haft deltidsarbejde i Danmark hos flere forskellige virksomheder, og at klageren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var ansat på fuld tid som kok i en restaurant, men Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, at hendes opholdstilladelse af den grund skulle forlænges, henset til omfanget og karakteren af hendes arbejde. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde bestået danskprøve på A1-niveau, Prøve i Dansk 2 samt forskellige enkeltfag på VUC, og at hun havde deltaget i et fødevarehygiejnekursus, men Udlændingenævnet fandt, at hun heller ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse af den grund skulle forlænges. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var oplyst, at klageren udover sin ægtefælle havde sin moder, søster og myndige datter i Danmark, at klagerens anden myndige datter ligeledes opholdt sig en stor del af tiden i Danmark med sin ægtefælle og parrets fællesbarn, og at klageren havde mange venner samt ægtefællens familie i Danmark, som hun alle var tæt knyttet til. Det indgik i den forbindelse i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens ægtefælle var førtidspensionist – efter det oplyste på grund af hans psykiske helbred – og at klageren led af astma, som hun modtog receptpligtig medicin for. Udlændingenævnet fandt imidlertid endelig, at der ikke var oplyst om hindringer for, at klageren og hendes ægtefælle kunne udøve familielivet i Filippinerne, hvor klagerens ægtefælle havde været på besøg for at møde klagerens familie, og at oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold ikke var af en så alvorlig karakter, at oplysningerne kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende for hende. FAM/2018/55.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juni 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt uddannelse eller beskæftigelse

    Dato: 06-06-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en libanesisk statsborger, der i februar 2004 havde fået opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, idet han ikke havde været i uafbrudt fuldtidsbeskæftigelse eller under uddannelse frem til det fyldte 18. år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 12. Ansøgeren havde dokumenteret en uafbrudt skolegang, indtil han i november 2016 var blevet bortvist fra sin HF uddannelse. Ansøgeren havde kort tid efter kontaktet VUC og var i januar 2017 begyndt at læse enkeltfag på VUC.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse for unge mellem 18 og 19 år, idet han ikke havde været i uafbrudt fuldtidsbeskæftigelse eller under uddannelse fra afslutningen af folkeskolen og frem til det tidspunkt, hvor han havde indgivet ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 12. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2015 havde afsluttet sin 9. klasse, at han herefter og indtil oktober 2015 havde læst på HTX, at han herefter havde skiftet studie, og at han i perioden fra oktober 2015 til juni 2016 havde læst på Lyngby Gymnasium, at han i august 2016 igen havde skiftet studie og var påbegyndt en HF uddannelse, men at han i november 2016 var blevet bortvist fra sin HF uddannelse, og først i januar 2017 var påbegyndt at læse enkeltfag på VUC. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren i november 2016 havde afbrudt sit studieforløb, idet der ved skiftet fra HF til VUC ikke var tale om et forudgående tilrettelagt studieskift med en naturlig overgangsperiode, uanset at han indenfor en uge efter, at han var blevet bortvist fra HF, havde kontaktet VUC med henblik på en ny studieopstart. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren ikke havde forstået grunden for sin bortvisning, og at årsagen til bortvisningen muligvis skyldtes, at han var blevet forvekslet med en anden, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en uddannelsesinstitutions afgørelse om bortvisning og en eventuel klage herover falder uden for Udlændingenævnets myndighedskompetence. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren ikke sås at have klaget over sin bortvisning fra sin HF uddannelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren i den mellemliggende periode ikke havde opfyldt kravet om i stedet at have været i fuldtidsbeskæftigelse, idet det ved opslag i det elektroniske indkomstregister eIndkomst fremgik, at ansøgeren ikke havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med minimum 120 timer om måneden. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst to år og seks måneder inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse, idet ansøgeren efter sine egne oplysninger alene havde været deltidsbeskæftiget i sin fritid ved siden af sine studier. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at han ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2018/69.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Gebyr – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 28-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der skulle indbetales et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, i forbindelse med indgivelse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om forlængelse af en opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle have været indbetalt gebyr i forbindelse med ansøgerens ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var tyrkisk statsborger, men at ansøgeren ikke på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen var økonomisk aktiv, da ansøgerens indtægt alene bestod af SU. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle ifølge CPR ultimo december 2016 var blevet dansk statsborger og dermed ikke længere var omfattet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle tidligere havde været tyrkisk statsborger, da det fulgte af CPR, at ægtefællen nu var dansk statsborger. FAM/2018/19.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2018 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 24-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelser fra juli 2014 og september 2017 om afslag på Schengenvisum til en tyrkisk statsborger, hvis ægtefælle var bosiddende i Danmark.

    Vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 konstaterede Udlændingenævnet indledningsvis, at der efter gældende praksis for tyrkiske statsborgere på tidspunktet for visumansøgningen i maj 2014 som udgangspunkt meddeltes visum til en ægtefælle til en her i landet fastboende person. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2014 var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og udlændingelovens § 4 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ved sit senest meddelte Schengenvisum – meddelt for 85 dage i perioden fra september 2012 til december 2012 – var indrejst i Schengenområdet i september 2012, at hun dermed senest skulle have forladt Schengenområdet i november 2012, men at hun først i februar 2013 indgav ansøgning om familiesammenføring. Ansøgeren havde dermed opholdt sig i 86 dage i Danmark eller det øvrige Schengenområde ud over det antal dage, det udstedte Schengenvisum var gyldigt for, og 62 dage ud over visummets udløbsdato. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Udlændingestyrelsen i juli 2014 med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne meddeles visum i en periode på fem år regnet fra hendes seneste udrejse i maj 2013, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt. Det forhold, at ansøgeren i perioden fra december 2012 til februar 2013 havde været i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Sverige, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede på tidspunktet for udstedelse af opholdstilladelsen i december 2012 havde opholdt sig omkring 21 dage uden fornøden tilladelse i Danmark eller det øvrige Schengenområde. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren – uanset at hun måtte have haft en verserende opholdssag i et andet Schengenland – var forpligtet til at overholde betingelserne for et meddelt Schengenvisum. Udlændingenævnet fandt endvidere, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldtes omstændigheder, som ikke kunne lægges ansøgeren til last, og som havde gjort det umuligt for ansøgeren at forlade Danmark eller Schengenområdet inden for visummets gyldighedsperiode. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel ikke burde meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig, at visummets gyldighed ikke overskrides. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne godtgøre, at overskridelsen af visummets gyldighed beroede på en undskyldelig misforståelse, der konkret kunne begrunde fravigelse af karensreglerne. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det er fast praksis på de danske repræsentationer, at en visumansøger modtager en vejledning fra repræsentationen, som udsteder Schengenvisummet, om hvordan visumstickeren skal læses, herunder hvor mange dage det meddelte visum er gyldigt til. Udlændingenævnet fandt heller ikke, at der forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen meddeltes et nationalt begrænset visum. Udlændingestyrelsen havde derfor med rette truffet afgørelse om, at ansøgeren tidligst i maj 2018 – medmindre der forelå ganske særlige grunde – kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt hun i øvrigt opfyldte betingelserne for at blive meddelt visum. Vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2017 fandt Udlændingenævnet heller ikke grundlag for at ændre denne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i juli 2014 med rette havde orienteret ansøgeren om, at hun tidligst kunne meddeles et Schengenvisum til Danmark i maj 2018, og at karensperioden dermed var gældende på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i september 2017. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der heller ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen skulle meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet vejledte afslutningsvis ansøgeren om muligheden for at indgive en ny ansøgning om Schengenvisum til Danmark, idet karensperioden nu var udløbet. VIS/2018/17.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 18-05-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en kvinde fra Eritrea, der opholdt sig i Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference var i januar 1995 blevet gift i Eritrea og havde herefter boet sammen indtil 1998, hvor referencen kom i militæret og herefter kun kom hjem på orlov. I august 2010 deserterede referencen og levede i skjul indtil sin udrejse af Eritrea i 2013. Ansøgeren og referencen havde under samlivet fået seks børn sammen.

    Udlændingenævnet fandt efter en helt konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på referencens troværdige forklaring i Udlændingenævnet, herunder at ægtefællerne boede sammen fra 1995 til 1998, at referencen herefter var hjemme på orlov i to til tre måneder ad gangen, og at han boede sammen med sin ægtefælle fra 2010 indtil hans udrejse af Eritrea i 2013. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren og referencen havde haft et længerevarende samliv, indtil referencen grundet asylretlig forfølgelse udrejste af Eritrea i august 2013, hvorunder parret fik seks børn. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at referencen allerede under sin oplysnings- og motivsamtale til Udlændingestyrelsen havde oplyst om sin familie i Eritrea, og at han, kort tid efter at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om genetablering af familielivet. FAM/2018/43.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 18-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger. Ansøgerens herboende moder var meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2017 under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet i juni 2017, at ansøgeren var født i Thailand, hvor hun havde boet hele sit liv sammen med sin moder indtil juli 2016, hvor moderen var indrejst i Danmark, og herefter med sin mormoder og morfader, at hun havde haft seks års skolegang i Thailand, at hun talte thai og lidt engelsk, at hun havde et familienetværk i Thailand i form af sin mormoder, morfader, søster, sin moders broder og sin fader, og at hun således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin moder, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, ansøgeren fortsat kunne bo hos sin mormoder og morfader i Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at mormoderen skulle lide af fremskreden diabetes, at hun efter det oplyste havde mange gener, at hun ikke kunne gå, at hun ikke kunne tage sig af de daglige pligter, at morfaderen var betydeligt svækket af alderdom, og at mormoderen og morfaderen modtog 200 kr. om måneden i offentlig pension, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at forsørge familie, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet der ikke var tale om sådanne forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin fader, siden hun var seks år, at faderen ikke ville tage sig af hende, at faderen under skilsmissen efter det oplyste havde ytret, at han ikke evnede og ønskede at tage del i opdragelsen og forsørgelsen af ansøgeren, at hun ikke ønskede at bo hos sin fader, at faderen og ansøgeren kun havde sporadisk kontakt via Facebook, og at ansøgerens moder i forbindelse med skilsmissen havde fået tillagt forældremyndigheden over ansøgeren, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort eller dokumenteret, at ansøgeren ikke kunne tage ophold i Thailand hos sin fader. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens moder i marts 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun havde bestået danskprøve på A1-niveau, at hun havde forsøgt at finde arbejde, men at det ikke var lykkedes, at hun i samarbejde med kommunen var i gang med at undersøge muligheden for at starte selvstændig virksomhed fra familiens hjem, at hun ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap, at hendes ægtefælle havde arbejdet på fuldtid, og at hendes ægtefælle nu var pensioneret. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke i sig selv kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens moder ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at hun kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tillknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom hun ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark, at hun havde fået mange nye venner, at hun var vellidt i skolen, at hun fulgte den almindelige sjette klasse og befandt sig godt i klassen, at hun var respekteret og vellidt af sine klassekammerater, at hun i frikvartererne var aktiv og indgik i leg, at hun gradvis tilegnede sig sproget, at hun var stabil med sin skolegang, og at hun havde et stort passivt ordforråd, ikke kunne føre til et andet udfald, da ansøgeren herved ikke kunne antages at have opnået en sådan stærk tilknytning til Danmark, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 16, kunne anses for at være opfyldt. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgerens moder havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, og at ansøgeren og ansøgerens moder, mens ansøgeren boede i Thailand, havde kontakt med hinanden dagligt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens moder kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil, ligesom ansøgerens moder fortsat kunne bidrage til hendes forsørgelse i Thailand. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens moders eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sine bedsteforældre i Thailand, mens ansøgerens moder tog ophold i Danmark, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo sammen med sine bedsteforældre i Thailand. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens moder dermed havde valgt at udøve familielivet således, at ansøgeren og ansøgerens moder skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun havde gået seks år i skole, og hvor hendes mormoder, morfader, søster, hendes moders broder og hendes fader fortsat var bosiddende. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonventions artikel 3 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 18-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to mindreårige thailandske statsborgere, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, under henvisning til ansøgernes moder, der var ægtefællesammenført.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var henholdsvis 13 år og 10 år på ansøgningstidspunktet, at de var født i Thailand, hvor de havde opholdt sig siden fødslen, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde haft henholdsvis seks og fire års skolegang i Thailand, at ansøgerne udover at talte dansk talte thai og engelsk, og at ansøgerne havde familienetværk i Thailand, da ansøgernes morfader samt den herboende moders tre søskende boede i Thailand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne, siden moderen var indrejst i Danmark i 2013, havde boet hos deres bedsteforældre i Thailand, at det af ansøgernes visumansøgning fra 2015 fremgik, at de boede sammen med mormoderen og morfaderen, og at ansøgerne således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til deres moder i sig selv, havde nogen form for tilknytning her til landet. Det forhold, at ansøgernes mormoder var afgået ved døden, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerne ikke sås at være uden omsorgspersoner, idet de udover deres fader havde en morfader og tre mostre/onkler i Thailand. Det anførte om, at ansøgerne ikke havde boet sammen med faderen, siden de var henholdsvis fire år og halvandet år, og at faderen ikke ønskede at have kontakt med ansøgerne, da han havde stiftet ny familie, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet ansøgerne ikke sås at være uden omsorgspersoner i Thailand. Udlændingenævnet tillagde det desuden vægt, at den herboende moder ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at hun herved kunne opveje ansøgernes meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at moderen var født og opvokset i Thailand, og at hun først havde fået opholdstilladelse og var indrejst i Danmark som 31-årig i april 2013. Det forhold, at moderen havde bestået Prøve i Dansk 1, at hun siden august 2013 have arbejdet mellem otte og ti timer om ugen, og at hun havde bestået kursus i danske samfundsforhold og dansk kultur og historie i efteråret 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke i sig selv kunne føre til, at moderen dermed kunne antages at have opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at det opvejede ansøgernes manglende tilknytning til landet. Det forhold, at moderens ægtefælle var dansk statsborger, og at han siden april 2001 havde arbejdet fuldtid som teamleder og accountmanager og oversætter, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at moderen ønskede at færdiggøre sin danskuddannelse, at hun og hendes ægtefælle ønskede at få etableret et samliv i Danmark, og at det hele tiden havde været hensigten, at ansøgerne skulle tilslutte sig moderen, efter at hun havde etableret sig i Danmark og sørget for en sikker og stabil tilværelse, ikke i sig selv kunne føre til, at udlændingelovens § 9, stk. 16, skulle fraviges. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerne ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at moderen havde forsørget ansøgerne i Thailand, at moderen dagligt havde kontakt via telefon, Skype og Messenger med ansøgerne, at hun havde besøgt ansøgerne fire gange efter sin udrejse af Thailand, og at ansøgerne havde besøgt moderen i Danmark to gange, henset til sagens samlede omstændigheder ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne i samme omfang, som hun havde gjort, siden hun frivilligt var indrejst i Danmark, ligesom hun fortsat kunne bidrage til ansøgernes forsørgelse. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgerne hos sine forældre i Thailand, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos morfaderen i Thailand. Det anførte om, at ansøgerne havde gået i skole i Danmark siden april 2016, hvor ansøgerne var aktive og deltagende, at ansøgerne var glade for at gå i skole, at ansøgerne var blevet mærkbart bedre til dansk, at den ene af ansøgerne skulle modtage undervisning i dansk og matematik på prøve i 6. klasse, at den anden ansøger var i gang med at blive udsluset til 4. klasse, at ansøgerne havde fritidsinteresser, og at ansøgerne havde fået venner og et godt forhold til deres ”bonusbedsteforældre”, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgerne på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at der var henvist til børnenes tarv. Udlændingenævnet oplyste i den forbindelse, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 18-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en mindreårig filippinsk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende moder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet i juni 2016, at han var født i Filippinerne, hvor han havde boet hele sit liv sammen med sin moder indtil 2011 og herefter med sin mormoder, at han havde haft syv års skolegang, at han talte tagalog/hiligaynon og engelsk, at han havde et familienetværk i Filippinerne i form af sin mormoder, sin moster, som indrejste sammen med ham i Danmark på et Schengenvisum, og sin fader, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin moder, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos mormoderen i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at mormoderen havde fået konstateret bronkial astma, diabetes type 2 og akut hypertension, at hun blev anbefalet hvile og ikke at indgå i energiske og anstrengende fysiske og mentale aktiviteter, at der var risiko for, at hun fik slagtilfælde, hvorfor hun tillige blev anbefalet, at hun skulle opholde sig i et stressfrit miljø, og at hun således ikke var i stand til at forsørge eller opdrage ansøgeren, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet der ikke herved var tale om sådanne forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles en opholdstilladelse i Danmark. Det anførte om, at ansøgeren angiveligt ikke havde set sin fader, siden han blev født, at faderen ikke ønskede at have nogen form for kontakt med ansøgeren, og at han havde overdraget forældremyndigheden, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens fader havde medvirket til ansøgerens opholdssag. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 14 år, at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 15 år, og at han således ikke kunne antages at have behov for forældre eller andre omsorgspersoner i samme omfang, som yngre børn har. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke siden 2011 havde boet sammen med sin moder. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at moderen var indrejst i Danmark i februar 2015, at hun i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet 36 timer ugentligt som produktionsmedarbejder i fødevareindustrien, at hun siden august 2016 havde arbejdet som køkkenhjælp 16 timer ugentligt, at hun havde bestået danskprøve på A2-niveau, at hun ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap, og at hendes ægtefælle havde arbejdet på fuldtid som chauffør siden 2006. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne opveje ansøgerens begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark, og at han skulle have fået en omgangskreds i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald. Det forhold, at moderen havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, og at hun og ansøgeren havde haft kontakt med hinanden via telefon, Skype og Viber, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med sin søn som hidtil, ligesom hun fortsat kunne bidrage til hans forsørgelse i Filippinerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sin mormoder i Filippinerne, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at han fortsat kunne bo sammen med sin mormoder i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt herudover, at moderen dermed havde valgt at udøve familielivet således, at hun og ansøgeren skulle leve adskilt. Det anførte om, at moderen ventede med at ansøge om familiesammenføring med ansøgeren til et år og tre måneder efter, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, idet hun ville stabilisere sit forhold til sin ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald på baggrund af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/36.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 14-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en mand fra Serbien, da den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference havde i 2009 fået kontakt med hinanden via internettet og var i 2012 blevet gift i Danmark. Parret havde to fællesbørn født henholdsvis i marts 2011 og oktober 2012, og den herboende reference ventede parrets tredje barn. Begge børn var imidlertid kort tid efter fødslen blevet anbragt udenfor hjemmet i familiepleje. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens seneste indrejse i Danmark i maj 2016 havde haft samvær med det yngste barn et par timer hver 14. dag og med det ældste barn et par timer hver 3. uge. Samværet foregik i hjemmet, og forældrene havde samvær med børnene alene. Det var til støtte for klagen anført, at forældrene forventede yderligere samvær med børnene.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference, idet den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde to børn, der var født og boede i Danmark, at der kontinuerligt siden børnenes anbringelse uden for hjemmet havde været fastsat samvær med den herboende reference, og at begge forældre siden maj 2016 havde deltaget i samværet med børnene. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til omfanget og hyppigheden af samværet med børnene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at begge børn siden kort tid efter deres fødsel havde været anbragt i familiepleje, at der senest i december 2017 af kommunen var truffet afgørelse om samværet, og at kommunen af hensyn til børnenes udvikling havde afvist yderligere samvær. Udlændingenævnet fandt således, at samværet ikke havde været øget over tid proportionalt med børnenes alder, og at samværet samlet set ikke havde en sådan hyppighed eller varighed, at det kunne anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse og henvise ham og den herboende reference til at udøve familielivet i Serbien. Udlændingenævnet bemærkede i relation til EMRK artikel 8, at bestemmelsen ikke indebar en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter bestemmelsen havde en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de ville udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at indrejse i Danmark for at udøve samværet med børnene gennem besøgsophold, henset til den geografiske afstand fra Serbien sammenholdt med omfanget af samværet. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations notat af 22. juni 2011 om ”Samspillet mellem udlændingelovens regler, de familieretlige regler og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 i relation til meddelelse af opholdstilladelse til forældre til herboende børn, som er anbragt uden for hjemmet”, hvoraf det fremgår, at det kan udledes af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at staten er forpligtet til at sikre, at afstanden mellem forælder og barn ikke bliver så stor, at forælderens faktiske mulighed for at gennemføre et fastlagt samvær bliver vanskeliggjort, og at i sagen 10465/83 af 24. marts 1988 Olsson mod Sverige blev afstande over cirka 600 km eller en transporttid over cirka seks timer til barnets opholdssted anset som en proportional begrænsning af samværet. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference var gravid med parrets tredje barn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette barn endnu ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. FAM/2018/68.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 08-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen til en armensk statsborger. Den herboende reference havde i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse i januar 2017 oplyst, at han boede sammen med sin moder, fader og broder, at boligen ikke havde selvstændig indgang, at faderen var syg, at faderen havde brug for hjælp, at den herboende reference led af PTSD, og at han havde svært ved at finde en bolig grundet høje huslejepriser og lange ventelister.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse opfyldte kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2, stk. 1, i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2017 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende reference, at den herboende reference på ansøgningstidspunktet boede sammen med sine forældre og broder, at han selv i ansøgningsskemaet havde oplyst, at boligen ikke havde selvstændig indgang, at han ikke boede i kollektiv eller bofællesskab, at han først i september 2017 havde fremsendt en ny lejekontrakt med overtagelse i februar 2018, og at han således ikke senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse havde godtgjort at råde over en selvstændig bolig, jf. § 2, stk. 1, i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i marts 2018 havde fremsendt endnu en ny lejekontrakt af februar 2018, hvoraf det fremgik, at den herboende reference i februar 2018 havde lejet en lejlighed, og at det til støtte for klagen var oplyst, at ansøgeren var af den opfattelse, at den herboende references første bolig opfyldte boligkravet efter boligkravbekendtgørelsen § 6, idet den herboende references fader efter det oplyste havde alvorlige mén efter en brækket ryg, og at han havde behov for hjælp til toiletbesøg, til at skifte strømper, til sit korset samt til at løfte tunge ting og til pasning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderens sygdom på det foreliggende grundlag ikke kunne anses for at have en sådan karakter og omfang, at faderen var afhængig af den herboende references pleje, og at den herboende references moder og broder boede sammen med faderen og måtte forventes at kunne yde den nødvendige pleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af ansøgningsskemaet fremgik, at den herboende reference havde to søskende, der begge boede i Danmark, og at der var mulighed for yderligere hjælp via kommunen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af CPR, at den herboende reference først i januar 2017 var flyttet ind hos sin fader, der boede sammen med den herboende references moder, at faderen siden december 2014 havde haft disse lidelser, og at faderen således tidligere havde kunnet klare sig selv, uden at hans søn boede sammen med ham. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde oplyst, at den herboende ægtefælle havde været boligsøgende, at han havde haft svært ved at finde bolig grundet høje huslejepriser og lange ventelister, ikke kunne føre til et andet resultat, da dette ikke ændrede ved, at der var forløbet mere end tre måneder siden ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, indtil ansøgeren havde fremsendt en ny lejekontrakt. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende reference skulle opfylde kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter den herboende reference ikke kunne indrejse og tage ophold i ansøgerens hjemland, hvor ansøgeren var statsborger, parret var mødtes og havde indgået ægteskab, og hvor begge talte sproget. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde et barn, der var født i oktober 2017 i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet endnu ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på barnets alder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at efter fast praksis vil et barn have opnået selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution og/eller skole. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference ikke ønskede at flytte til et land, hvor han ikke talte sproget eller kunne forsørge sig selv, og at han frygtede forfølgelse som følge af sin religion. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det anførte ikke kunne føre til en ændret vurdering, da han som dansk statsborger ville kunne bosætte sig i alle lande. Udlændingenævnet fandt således, at der herved ikke var tale om sådanne særlige grunde til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, ikke burde stilles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at den herboende reference led af PTSD, og at han var bevilliget førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var tale om så alvorlig sygdom, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 6, med henvisning til den herboende references sygdom ikke burde stilles. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at den herboende reference havde deltidsarbejde. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende reference havde brug for sin familie, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved forelå ganske særlige grunde, som kunne begrunde, at der kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2018/92.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Erhverv – Working Holiday

    Dato: 03-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af Working Holiday Agreement til en statsborger fra Sydkorea, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1, jf. § 45. Ansøgeren havde tidligere i perioden fra august 2014 til februar 2015 haft opholdstilladelse i Danmark som gæstestuderende, hvor ansøgeren måtte arbejde 15 timer om ugen, undtagen fra juni til august, hvor ansøgeren måtte arbejde på fuld tid. Ansøgeren havde endvidere haft opholds- og arbejdstilladelse som praktikant i perioden fra august 2015 til september 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement, idet ansøgerens primære formål med opholdet i Danmark ikke kunne anses for at være ferie, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren forud for sin ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement havde haft to længerevarende ophold i Danmark som henholdsvis gæstestuderende og efterfølgende som praktikant. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark udover de pågældende to perioder, idet Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i april 2016 havde afvist ansøgerens første ansøgning om opholdstilladelse som praktikant under henvisning til ansøgerens ulovlige ophold i Danmark på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement havde oplyst, at ansøgeren søgte efter jobmuligheder i Danmark, der relaterede sig til ansøgerens uddannelse, og at ansøgeren havde en kæreste, der boede i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren i ansøgningsinterviewet med den norske ambassade ligeledes havde oplyst, at ansøgerens hovedformål med rejsen til Danmark var arbejde og ferie, og at ansøgeren ville forsøge at få et job på baggrund af sin uddannelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at hun huskede, at hun til ansøgningsinterviewet havde oplyst, at hendes formål med ansøgningen var ferie, at det ikke var ulovligt at arbejde eller at bo sammen med sin kæreste under en opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement, at ansøgeren ikke forventede at finde permanent fuldtidsarbejde i Danmark, at ansøgeren ville lede efter et deltidsjob, idet ansøgeren var bevidst om, at hun kun måtte arbejde ni måneder under en opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement, samt at ansøgeren ønskede at lære sproget og kulturen bedre at kende i Danmark frem for at arbejde, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet ansøgerens ansøgningsmønster indikerede, at hovedformålet ikke var ferieophold, men at ansøgeren ønskede et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2018/53.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Samlivsophævelse – Vold i ægteskabet

    Dato: 03-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge en brasiliansk statsborger og dennes særbarns opholdstilladelser.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren havde samlevet på fælles bopæl med sin ægtefælle frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke havde været samlevende i perioden fra oktober 2015 til februar 2017, og at ansøgeren i klagen havde bekræftet, at betingelserne for hendes opholdstilladelse på et tidspunkt ikke havde været opfyldt. Det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde genetableret samlivet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at samliv på fælles bopæl er en løbende betingelse, der skal være opfyldt helt frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvorfor det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde genoptaget samlivet i en periode, ikke kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse skulle forlænges. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at hendes ægtefælle var voldelig imod hende forud for samlivsophævelsen i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det efter ansøgerens egne oplysninger var hendes ægtefælle, som havde ophævet samlivet, at det var dokumenteret, at det var hendes ægtefælle, som havde anmodet Statsforvaltningen om skilsmisse, hvilket ansøgeren havde modsat sig, og at hun efterfølgende havde genoptaget samlivet med sin ægtefælle. På den baggrund fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke var godtgjort, jf. udlændingelovens § 19, stk. 8, at ansøgeren selv oprindeligt havde ophævet samlivet som følge af vold mod hende. Udlændingenævnet bemærkede, at det er en betingelse for anvendelse af udlændingelovens § 19, stk. 8 – uanset at en udlænding måtte have været udsat for vold – at udlændingen også ophæver samlivet på den baggrund. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og hendes ægtefælle på ny i december 2017 havde ophævet samlivet, at ansøgeren efterfølgende havde taget ophold på et krisecenter, og at det var dokumenteret, at ansøgeren af sin ægtefælle havde været udsat for vold. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgeren ikke oprindeligt i 2016 havde ophævet samlivet med sin ægtefælle som følge af den begåede vold. Det forhold, at ansøgeren efter at have genetableret samlivet med sin ægtefælle måtte have ophævet det som følge af den begåede vold, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgerens opholdstilladelse allerede på baggrund af den oprindelige samlivsophævelse kunne nægtes forlænget. Udlændingenævnet bemærkede, at den seneste samlivsophævelse i december 2017 efter det til sagen oplyste ikke entydigt var foranlediget af ansøgeren, men tillige af hendes ægtefælle, som i forbindelse med samlivsophøret havde underskrevet separationspapirer. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i april 2015 i en alder af 25 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, hvorfor hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig lovligt i Danmark i omkring to år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i omkring tre år, og at hun ikke gennem sit relativt korte ophold i Danmark kunne anses for at have opnået et sådant tilhørsforhold til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i omkring seks måneder, da samlivet mellem hende og hendes ægtefælle oprindeligt var blevet ophævet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra januar 2016 til februar 2016 havde været ansat i en midlertidig stilling med en ugentlig arbejdstid på 10,5 time, at hun i sammenlagt cirka tre og en halv måned havde været i virksomhedspraktik, at det fremgik af eIndkomst, at hun i oktober 2017, november 2017, januar 2018 og marts 2018 havde arbejdet fuldtid og i december 2017 og februar 2018 havde arbejdet deltid, og at hun havde bestået modul 3 på Danskuddannelse 2. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat i sagen, idet ansøgeren ikke gennem sin beskæftigelse, herunder sin begrænsede tilknytning til det ordinære arbejdsmarked eller opnåede danskkundskaber, kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fortsat havde stor tilknytning til sit hjemland, hvor hun var født og opvokset, hvor hun i perioden fra 2011 til 2014 havde været i beskæftigelse, og hvortil hun var rejst i perioden fra april 2017 til juli 2017. Det indgik samtidig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens datter havde gået i dansk daginstitution og gik i skole og i SFO i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse skulle forlænges under henvisning til hendes datters tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution og/eller skole, kan antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen kan anses for at være særlig belastende. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. For så vidt angik ansøgerens særbarn, lagde Udlændingenævnet indledningsvis til grund, at hun havde haft opholdstilladelse på baggrund af, at ansøgeren var fastboende her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at barnets moder eller fader var fastboende i Danmark. Da ansøgerens opholdstilladelse var nægtet forlænget, var ansøgeren ikke længere fastboende her i landet. Grundlaget for særbarnets opholdstilladelse var således ikke længere til stede, og tilladelsen kunne nægtes forlænget, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for særbarnet, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at særbarnet gik i skole og i SFO i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at særbarnet i april 2015 i en alder af seks år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark gældende fra oktober 2014, og at hun grundet sit korte ophold i Danmark ikke kunne anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende. Udlændingenævnet henviste endelig til, at det følger af praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole. FAM/2018/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 03-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 26, stk. 1. Klageren blev i marts 2010 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført, og hans opholdstilladelse var betinget af blandt andet, at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at opholdstilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det i klagerens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse fra februar 2016 var oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget eller modtog offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, ligesom klageren i november 2016 havde oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser siden ultimo august 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister eIndkomst, at klagerens ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden september 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra og med september 2016 til og med december 2016 og i perioden fra og med juli 2017 til og med december 2017. Som følge af, at klageren og klagerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser, jf. lov om aktiv socialpolitik, fandt Udlændingenævnet endvidere, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at tilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at klageren i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp efter det oplyste var blevet vejledt af sin bopælskommune om, at det ikke ville have opholdsretlige konsekvenser for hans opholdstilladelse, såfremt han modtog kontanthjælp, og at klagerens ægtefælle i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp efter det oplyste ikke var blevet vejledt af bopælskommunen om, at det kunne have opholdsretlige konsekvenser for klageren, såfremt hun modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, uanset om bopælskommunen havde overholdt sin forvaltningsretlige vejledningsforpligtelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i sin opholdstilladelse fra marts 2010 og den efterfølgende forlængelse af opholdstilladelse fra februar 2013 var blevet vejledt af Udlændingestyrelsen om, at opholdstilladelsen var betinget af, at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv social politik eller integrationsloven, indtil han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, ligesom det fremgik af begge opholdstilladelser, at klageren kunne miste retten til ophold i Danmark, hvis en eller flere af betingelserne, der var fastsat i opholdstilladelsen, ikke længere var opfyldt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken klageren eller klagerens ægtefælle efter det oplyste havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen inden indgivelsen af ansøgningerne om kontanthjælp med henblik på at modtage vejledning om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at Udlændingestyrelsen – som den myndighed, der i første instans vurderer, om en opholdstilladelse kan meddeles eller inddrages – måtte anses som den rette myndighed til besvarelse af spørgsmål om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved at modtage kontanthjælp, og at klageren måtte antages at være bekendt hermed, idet han tidligere havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen, ligesom han i de meddelte opholdstilladelser var blevet vejledt skriftligt herom. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, at han først i en alder af 26 år var blevet meddelt opholdstilladelse og efterfølgende var indrejst i Danmark, og at han således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i cirka otte år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren udover sin ægtefælle ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klagerens ægtefælle var tidligere statsborger i Bosnien-Hercegovina, og at parret havde mødt hinanden i Bosnien-Hercegovina, hvor klageren fortsat havde sine forældre og brødre. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens ægtefælle kunne udøve familielivet i Bosnien-Hercegovina. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde haft arbejde i Danmark fra juli 2010 til december 2012, i 2014 og i 2016, men Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, at hans opholdstilladelse af den grund skulle forlænges henset til omfanget og karakteren af arbejdet. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 2 samt forskellige enkeltfag på HF, at han var uddannet fysiurgisk massør, og at han arbejdede som frivillig på Odense Bibliotek, men Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren heller ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse af den grund skulle forlænges. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var oplyst, at klageren led af depression og angst, at han havde fået konstateret PTSD i 2013, at han var i medicinsk behandling, og at klagerens partsrepræsentant havde anført, at en eventuel udsendelse ville forværre hans helbredstilstand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold ikke var af en så alvorlig karakter, at oplysningerne kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren efter det oplyste alene var ordineret medicin mod angst, og at han havde kunnet bestride et arbejde, tage en uddannelse som massør og efter det oplyste havde etableret selvstændig virksomhed i Danmark. FAM/2018/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. maj 2018 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

    Dato: 02-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af Københavns Vestegns Politis samt klagerens egne oplysninger, at klageren havde været i Syrien i 2015, 2016 og 2017. Udlændingenævnet fandt for det første, at det forhold, at klageren havde oplyst, at klageren ikke i 2015 skulle have opholdt sig i Syrien, ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Udlændingenævnet i marts 2018 havde anmodet om samtlige sider i klagerens pas, og at Udlændingenævnet ikke havde modtaget yderligere fra klageren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der var grund til at antage, at klageren under opholdene i Syrien havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på PETs vurdering fra juni 2017 vedrørende rejser til krigsområder i Syrien, hvoraf det fremgik, at en person ved at udrejse til Syrien ville kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre den pågældende havde et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på klagerens internetaktiviteter, herunder det der fremgik af klagerens Facebookprofil. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret at have haft et anerkendelsesværdigt formål i Syrien. Det forhold, at klageren hertil havde oplyst, at klageren havde arbejdet på at opbygge et børnehjem samt udført velgørenhedsarbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det efter ordlyden i udlændingelovens § 21 b og i relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i aktiviteter, der kunne medføre bortfald af opholdstilladelse, måtte lægges vægt på, at hele Syrien, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, var et krigsområde, som var delvist kontrolleret af Islamisk Stat. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Syrien ikke alene havde haft det sigte at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at klageren havde anført, at klageren ikke havde deltaget i nogen terroraktiviteter eller kamphandlinger, at klageren var blevet beskyldt for at være spion fra Vesten, og at klageren var blevet frihedsberøvet over et år i Syrien, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om klagerens ophold i Syrien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke var i stand til at oplyse navnet på eller oplyse nærmere om den velgørenhedsorganisation, som klageren skulle have arbejdet frivilligt for i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at klageren havde oplyst over for Udlændingenævnet, at klageren efter sin søns død var blevet kontaktet af en unavngiven organisation i Syrien, at klageren ikke havde undersøgt, om det var tilladt at rejse til Syrien, eller hvad det var for en organisation, men at klageren havde fulgt organisationen på Facebook, at klageren var rejst til Syrien ulovligt, og at klageren efter sin indrejse i Syrien havde fået at vide, at klageren ikke ville få nogen form for dokumentation for det udførte arbejde. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde fremlagt en kontrakt med et navngivent børnehjem og skole, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet denne ikke dokumenterede, hvad klageren havde brugt al sin tid i Syrien på. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at Københavns Vestegns Politi havde bygget deres rapport over to anonyme vidner, og at klageren havde oplyst, at oplysningerne kunne stamme fra klagerens tidligere ægtefælle, idet klageren og den tidligere ægtefælle tidligere havde haft problemer vedrørende parrets børn, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skulle bortfalde, blandt andet kunne inddrage anonyme kilderapporter, og at det beroede på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kunne tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Københavns Vestegns Politis kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet blev vurderet troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit ophold i Syrien havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder klagerens Facebookaktiviteter samt klagerens handlemønster i øvrigt, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Syrien deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt derudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens søn fortsat udøvede familielivet som hidtil med eventuelt besøg i Tyrkiet, hvor klageren var statsborger. Det forhold, at klageren havde sin lillesøster i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering i henhold til EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var født i Danmark, idet klageren de seneste år havde opholdt sig i længere perioder uden for Danmark. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn, omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på – særligt i forhold til klagerens tilknytning til Danmark – karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet måtte antages at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren havde bevaret en tilknytning til klagerens hjemland, Tyrkiet, hvor klageren var statsborger, og hvortil klageren havde foretaget gentagne rejser i de seneste år. Udlændingenævnet fandt for det andet, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skal tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Syrien alene var henvist til, at klageren havde hjulpet med at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Som følge af, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. vurderingen efter udlændingelovens § 21 b, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. det anførte herom vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 21 b. FAM/2018/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. maj 2018 – Erhverv – Praktikanter – Fortolkning af kravet til land, hvor uddannelsen er afsluttet

    Dato: 02-05-2018

    Udlændingenævnet hjemviste i maj 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra juni 2017 om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en costaricansk statsborger. Ansøgeren havde i januar 2017 færdiggjort en professionsbachelor i Danmark. I april 2017 indgav ansøgeren ansøgning om opholdstilladelse som praktikant hos en navngiven virksomhed. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da der efter styrelsens praksis ikke kunne meddeles opholdstilladelse som praktikant på baggrund af en uddannelse, som var påbegyndt eller afsluttet i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, og § 1 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører (praktikantbekendtgørelsen).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at praktikopholdet skulle supplere en uddannelse, som ansøgeren havde afsluttet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det hverken af ordlyden af udlændingelovens § 9 k, af relevante lovforarbejder (herunder bemærkningerne til udlændingelovens § 9 k, som blev indsat ved lov nr. 104 af 2. marts 2012, eller bemærkningerne til udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, som blev indsat ved lov nr. 365 af 6. juni 2002), eller af ordlyden af § 1, stk. 1, nr. 3, i praktikantbekendtgørelsen kunne udledes, at en ansøger ikke kunne meddeles opholdstilladelse som praktikant som supplement til en uddannelse afsluttet i Danmark. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2018/31.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser

    Dato: 25-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en marokkansk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 4, under henvisning til, at ansøgeren manglede at opfylde mindst to ud af fire supplerende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren manglede at opfylde mindst to ud af fire supplerende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1, om at have bestået en medborgerskabsprøve eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst et års deltagelse i bestyrelser, organisationer, mv. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med klagen havde indsendt dokumentation for, at ansøgeren siden 2013 havde fungeret som hjælpetræner i en fodboldklub for de yngre medlemmer på ugentlig basis på nær skoleferieperioder, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse alene havde fremlagt dokumentation for, at han havde været medlem af den pågældende fodboldklub fra februar 2011, og at ansøgeren deltog i både sociale og sportslige aktiviteter, herunder i fodboldklubben, hvor der blev spillet turnerings- og træningskampe. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren ikke havde haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 270.000 kr. eller derover de seneste to år, hvilket bekræftedes ved opslag i eIndkomst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 149.742,64 kr. de sidste to år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 3, og at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for en bestået danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde fire børn, der var født og opvokset i Danmark, at ansøgeren havde arbejdet, siden ansøgeren havde modtaget sin opholdstilladelse og aldrig havde modtaget offentlige ydelser, ikke kunne føre til en anden vurdering, henset til at ansøgeren ikke herved sås at opfylde mindst to ud af de fire supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2018/52.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2018 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

    Dato: 24-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en serbisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde i juni 2017 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i mere end de sidste tre år, idet den herboende ægtefælle var i besiddelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse gældende frem til august 2020, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Parret havde sammen to børn, som var født i henholdsvis juli 2011 og november 2014. I henholdsvis april 2013 og marts 2016 blev børnene meddelt opholdstilladelser i Danmark under henvisning til den herboende ægtefælle, og de blev registreret indrejst i Danmark henholdsvis i april 2013 og i januar 2015. Det fremgik af sagen, at det ældste barn siden januar 2015 havde været tilknyttet et lovpligtigt sprogpædagogisk tilbud til flersprogede børn, hvor forældrene har fravalgt daginstitution, og at barnet i skoleåret 2017/2018 skulle påbegynde 0. klassetrin.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælles forældre havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, at den herboende ægtefælle var født og opvokset i Danmark, og at han aldrig selv var blevet meddelt opholdstilladelse på grund af angivelige kommunikationskomplikationer med forvaltningen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgeren, den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien, hvor de var statsborgere, og hvor parret havde mødt hinanden og periodevis havde udøvet familielivet frem til, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at parret sammen havde to børn med opholdstilladelser i Danmark, da børnene ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ældste fællesbarn først var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2013, at barnet forud for denne dato ikke havde haft lovligt ophold i Danmark, og at hun forud for at have påbegyndt 0. klasse siden januar 2015 havde været tilknyttet et lovpligtigt sprogpædagogisk tilbud til flersprogede børn, hvor forældrene havde fravalgt daginstitution. Udlændingenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at barnet havde haft lovligt ophold i Danmark siden sin fødsel, eller at hun kontinuerligt havde gået i dansk institution og skole i seks til syv år. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået ægteskab på et tidspunkt, hvor den herboende ægtefælle alene havde tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2018/51.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2018 – Au pair

    Dato: 17-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 j, stk. 1, jf. au-pair bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr.1.

    Udlændingenævnet fandt, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne blive meddelt opholdstilladelse som au pair i Danmark, at ansøgeren er fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, som var født i januar 2000, havde ansøgt om opholdstilladelse som au pair i Danmark i december 2017. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke var fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet, og det forhold, at ansøgeren var i god tid med ansøgningen, og at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var fyldt 18 år, kunne ikke føre til et andet resultat. ERH/2018/30.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Børn anbragt uden for hjemmet – Ansøger er EU-borger

    Dato: 16-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 6, til en statsborger fra Portugal, som havde søgt om familiesammenføring med sine to børn, som var anbragt hos en dansk plejefamilie. Udlændingenævnet havde senest i januar 2016 stadfæstet en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om afslag på familiesammenføring under henvisning til ansøgerens børn. Udlændingenævnet havde i den forbindelse fastsat en udrejsefrist i februar 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive sin ansøgning af marts 2017 om opholdstilladelse her i landet, jf. herved udlændingelovens § 9 c, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgningen under ulovligt ophold i Danmark, idet hun senest ved Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse af landet senest i februar 2016. Ansøgningen kunne således kun tillades indgivet i Danmark, såfremt Danmarks internationale forpligtelser tilsagde dette. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Danmarks internationale forpligtelser ikke var til hinder for at henvise ansøgeren til at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse fra sit hjemland, Portugal. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i klagen havde anført, at hun havde overvåget samvær med sine to børn en gang om måneden, at hun mødte regelmæssigt op til samværene, og at en afvisning henset til ansøgerens livssituation måtte anses for at være en livslang afskæring af forholdet mellem forælder og børn. Udlændingenævnet fandt i relation hertil, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Portugal, og at det i forhold til det fastsatte samværs hyppighed og den geografiske afstand var muligt for ansøgeren som EU-borger frit at indrejse i Danmark for at deltage i det overvågede samvær med sine børn, ligesom hun fra sit hjemland havde mulighed for at indgive en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sine børn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udlændingelovens § 9 c, stk. 6, er en proceduremæssig forskrift, hvorfor det af bestemmelsen ikke kan udledes, hvorvidt en ansøger kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af en indgivet ansøgning. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til som EU-borger fra Portugal at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse i Portugal, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Børnekonventionen ikke kunne anses for at give en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde henvist til to efter hendes opfattelse lignende sager, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afgørelser efter den dagældende udlændingelovs 9 c, stk. 6, blev truffet efter et konkret samlet skøn over sagens omstændigheder, og at den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager var ens, således ikke nødvendigvis kunne føre til, at udfaldet af sagerne blev ens. Udlændingenævnet fandt desuden, at forholdene i sagerne – efter en gennemgang og vurdering af disse sager i forhold til ansøgerens sag – ikke var sammenlignelige. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ansøgning ikke burde tillades indgivet i Danmark alene under henvisning til lighedsgrundsætningen. Udlændingenævnet bemærkede, at oplysninger om de konkrete omstændigheder i de af ansøgeren anførte sager var fortrolige oplysninger, hvorfor Udlændingenævnet ikke uden fuldmagt fra ansøgerne i de nævnte sager, hvoraf det fremgik, at de pågældende gav samtykke til, at oplysningerne i deres sager kunne indgå i denne sag, kunne redegøre nærmere for forskelle og ligheder i de nævnte sager og ansøgerens sag, jf. herved forvaltningslovens § 24, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hendes ansøgning kunne tillades indgivet i Danmark. FAM/2018/91.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2018 – Ophævelse af indrejseforbud

    Dato: 16-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en makedonsk statsborger, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet traf samme dato afgørelse om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. § 10, stk. 4 og § 32, stk. 7. I 2001 blev ansøgeren af Østre Landsret idømt fængsel i ni år samt udvisning med indrejseforbud for bestandigt for overtrædelse af straffelovens §§ 191, stk. 1, 2. pkt., og § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 2. Københavns Byret afsagde i 2005 kendelse om at opretholde udvisningen, og ansøgeren udrejste herefter af Danmark i september 2005. I september 2016 anmodede ansøgeren Udlændingestyrelsen om ophævelse af indrejseforbuddet. Ansøgeren søgte endvidere om familiesammenføring under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at der ikke var grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Makedonien, og at han dermed ikke var omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik udtrykkeligt af udlændingelovens § 32, stk. 8, at det er en betingelse for ophævelse af et indrejseforbud efter bestemmelsen, at den pågældende er omfattet af EU-reglerne. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at ansøgerens ægtefælle – som siden 2002 havde været dansk statsborger – i ansøgningen havde oplyst, at hun havde boet i Danmark siden sin indrejse, og at hun således ud fra de foreliggende oplysninger som dansk statsborger ikke havde benyttet sig af EU-reglerne om fri bevægelighed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at der i forbindelse med vurderingen af, om et indrejseforbud skal ophæves, skal foretages en proportionalitetsvurdering, at denne vurdering skal foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række forhold, herunder at ansøgeren havde været gift med sin ægtefælle siden 1991, at ansøgeren havde tre børn sammen med ægtefællen, hvor den ene var mindreårig, og at familien var integrerede i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, allerede fordi det ikke var dokumenteret, at ansøgeren var omfattet af EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 11, idet ansøgeren ikke var udvist efter udlændingelovens § 25 b. Udlændingenævnet fandt for det andet, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. § 10, stk. 4, og § 32, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren af Østre Landsret i 2001 var blevet udvist ved dom med indrejseforbud for bestandigt, at Københavns Byret i 2005 havde afsagt kendelse om at opretholde udvisningen, og at denne kendelse var blevet stadfæstet i 2005 af Østre Landsret. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, talte derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var anført, at ansøgeren havde været gift med sin ægtefælle siden 1991, at ansøgeren havde tre børn sammen med ægtefællen, hvor den ene var mindreårig, at familien var integrerede i Danmark, og at ansøgeren var diagnosticeret med paranoid skizofreni. Udlændingenævnet fandt yderligere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der talte for at fravige kravet i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Østre Landsret i sin kendelse i 2005 havde foretaget en vurdering efter udlændingelovens § 26. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at uanset om det måtte lægges til grund, at der eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv, var det Udlændingenævnets opfattelse, at Danmark ikke var nærmest til at beskytte dette familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter EMRK artikel 8 ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgik af den til sagen vedlagte lægeerklæring, at ansøgeren i sit hjemland fik medicin, og at ansøgeren gik i psykiatrisk behandling for sin sygdom. Udlændingenævnet fandt herudover, at det anførte om, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke sås at have forholdt sig til EU-reglerne, ikke kunne føre til et ændret udfald i sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til det anførte om nægtelse af ophævelse af ansøgerens indrejseforbud og bemærkede, at ansøgeren havde søgt om ægtefællesammenføring efter de nationale regler. Udlændingenævnet fandt således endelig på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at det ikke var uproportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 4, jf. § 32, stk. 7. FAM/2018/29.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2018 – Administrativ udvisning – EU-borger – Hensynet til den offentlige orden

    Dato: 09-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en rumænsk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2017 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i juni 2017 var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, ved i juni 2017 i en park, hvortil der var almindelig adgang, at have etableret og opholdt sig i en lejr, som var indrettet med flere madrasser, soveposer og med fire andre personer, hvilket var egnet til at skabe utryghed i nærområdet, at klageren samme dag havde vedtaget et bødeforelæg på 500 kr. for forholdet, og at klageren over for politiet havde oplyst at være bekendt med, at det ikke er tilladt at overnatte i parker. Udlændingenævnet fandt endvidere, at forholdet ikke kunne anses for at være af tilfældig karakter med en begrænset skadesvirkning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et gentagelsestilfælde, idet klageren også i marts 2017 og i maj 2017 var blevet bortvist som overnatter, og da klageren i maj 2017 havde vedtaget en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at forholdet var begået i umiddelbar tidsmæssig forlængelse af klagerens indrejse i Danmark og i forening med flere andre personer, hvorfor forholdet ikke kunne anses som et udtryk for en spontan handling, men sammenholdt med klagerens øvrige adfærd som betler og flaskesamler måtte anses for at udgøre en systematisk adfærd under klagerens ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen var oplyst, at klagerens handling havde en begrænset skadevirkning, at klageren ikke havde begået anden kriminalitet i forbindelse med overnatningerne i form af tyveri, husfredskrænkelser eller andet, og at der herved var henvist til dommene U 2011.1800H og U 2016.1083/2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der i den aktuelle sag ikke var grundlag for at antage, at det begåede forhold, som tilfældet var i U 2011.1800H og U 2016.1083Ø – hvor det blev fastslået, at husfredskrænkelse, jf. straffelovens § 264, begået af EU-borgere ikke kunne begrunde udvisning – havde karakter af et tilfældigt begået forhold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herefter, at udvisningen med indrejseforbud ikke var uforenelig med EU-reglerne, herunder opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, idet udvisningen – henset til klagerens adfærd og begrænsede tilknytning til Danmark – også måtte anses som proportional. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft længevarende ophold her i landet, at klageren ikke havde nogen særlig tilknytning til herboende personer, og at klageren ikke havde oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til Rumænien, hvor hendes ægtefælle og fire børn boede. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at klageren efter det oplyste var blevet opereret i leveren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget behandling for sin tilstand i form af en operation og ved medicinering. FAM/2018/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 06-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Albanien og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 2002 og 2005, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var indrejst i Danmark i juni 2012 og havde søgt asyl. Ansøgerne var i juli 2012 blevet meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I juli 2013 havde Justitsministeriet meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I juli og december 2013 havde Justitsministeriet afslået at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. I december 2015 havde FN’s Menneskerettighedskomité afvist at behandle en klage indgivet af ansøgernes partsrepræsentant i februar 2014. I januar 2016 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste til fællesbørnenes tarv og ansøgernes tilknytning til Danmark samt i den forbindelse FN’s Børnekonvention. Udlændingestyrelsen meddelte i juli 2017 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i juni 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden juni 2012, at fællesbørnene talte dansk, og at børnene gik i dansk folkeskole, var værdsat af deres kammerater, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark, at de skrev og læste dansk, samt at ansøgerne måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark gennem danskundervisning, praktikforløb og sociale arrangementer, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til at familien alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast og lovligt ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt desuden, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af fællesbørnene til at tage ophold i hjemlandet ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 3, da børnene var angste for at vende tilbage Albanien, og da børnene ikke havde opholdt sig i hjemlandet siden 2012, og at det ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 27, da det ville betyde en belastning for børnene at skulle tilbage til et land, som de var flygtet fra. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet yderligere ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet familien ikke ville kunne leve sammen af frygt for blodhævn, og idet et internt flugtalternativ ikke var en mulighed i forhold til den frygt, børnene følte i forhold til at skulle tilbage til Albanien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om asylretlige forhold, som ikke kunne indgå i vurderingen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og som der var gjort op med ved Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2012, og at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i mindre end seks år i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå oplysninger eller dokumentation for forhold, som gjorde, at fællesbørnene og deres forældre ikke kunne opholde sig sammen i deres hjemland. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således endelig, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til børnenes tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. FAM/2018/28.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2018 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse

    Dato: 05-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en tyrkisk statsborger senest samtidig med indgivelsen af en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren senest samtidig med indgivelse af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen efter udlændingelovens § 11, stk. 3, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde henvist til, at tyrkiske statsborgere er omfattet af stand still reglen i Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet, at gebyrer udgjorde en ny restriktion og således var forbudte, og at der i vurderingen af, hvorvidt ansøgeren var økonomisk aktiv, måtte medtages tidligere og forventet kommende arbejde, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgeren selv havde oplyst, at hun ikke var i arbejde på ansøgningstidspunktet, og at hun modtog sygedagpenge. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren ikke var økonomisk aktiv på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at ansøgeren siden december 2010 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, og at hun stadig var tilknyttet arbejdsmarkedet som arbejdssøgende gennem a-kassen, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet gjorde opmærksom på, at det afgørende for vurderingen er, at vedkommende er i beskæftigelse på ansøgningstidspunktet, og at tidligere beskæftigelse eller fremtidig forventet beskæftigelse således ikke kan inddrages i vurderingen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke modtog sygedagpenge som led i et ansættelsesforhold, idet ansøgeren inden modtagelsen af sygedagpenge havde modtaget dagpenge og således stod uden for arbejdsmarkedet. FAM/2018/50.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 26-03-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 den iranske statsborger afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, da styrelsen havde lagt til grund, at den herboende reference og klageren var nærtbeslægtede på en sådan måde som beskrevet i udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at denne slægtsrelation var til hinder for at give opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 1 pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke på baggrund af de fremlagte oplysninger kunne anses for at være nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, idet klageren og dennes herboende ægtefælle på baggrund af de til brug for sagens oplysning indgivne informationer ikke fremstod som nærmere beslægtede. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse lagt til grund, at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre. Udlændingenævnet fandt derimod, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke var nærmere beslægtede, end at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre, i hvilket tilfælde klageren og dennes herboende ægtefælles oldeforældre var søskende, og klageren og dennes herboende ægtefælle således havde en fælles tipoldeforælder. FAM/2018/27.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde

    Dato: 22-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Honduras, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og ansøgerens herboende samlever. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret fast samliv på fælles bopæl i halvandet til to år uden væsentlig afbrydelse, idet parterne havde oplyst at have boet sammen i tre måneder i 2011, under ansøgerens graviditet og Udlændingestyrelsens sagsbehandling i 2015 og fra august 2016 og frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Idet der skal være tale om kontinuerligt samliv umiddelbart op til indgivelsen af ansøgning om familiesammenføring uden væsentlig afbrydelse, ændrede det ikke Udlændingenævnets vurdering, at parret havde boet sammen i kortere perioder i 2007, 2009 og 2013. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens samlever ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor efter de foreliggende oplysninger ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8’s forstand, som Danmark var nærmest til at beskytte. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens samlever havde et fællesbarn født i 2015, der var dansk statsborger, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise parret til at udøve familielivet sammen med fællesbarnet i Honduras. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at partsrepræsentanten havde anført i klagen, at Udlændingestyrelsens afgørelse var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt EMRK artikel 8 og EU-retten. For så vidt angik spørgsmålet om EMRK artikel 8, henviste Udlændingenævnet til, at bestemmelsen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Med hensyn til det anførte vedrørende EU-retten og dommene C-34/09, Zambrano, og C-133/15, Chavez-Vilchez, vurderede Udlændingenævnet, at disse afgørelser ikke fandt anvendelse ved vurderingen af sagen, idet en af forudsætningerne for, at en tredjelandsborger kan aflede ret, og dermed opholdstilladelse, fra barnet, der er unionsborger, er, at tredjelandsborgeren ikke er gift eller samlevende med unionsborgerens anden forælder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af præmisserne 68, 72 og 74 i EU-Domstolens dom i sagen C-256/11, Dereci, af 15. november 2011 fremgår, at den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af dennes familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med vedkommende på Unionens område, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles. FAM/2018/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 19-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, samt meddelelse af afslag på tilbagerejsetilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet klageren ikke var indrejst og havde taget reelt og faktisk ophold i Danmark inden for seks måneder efter, at han var blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren siden sin oprindelige indrejse i Danmark i januar 2017 og frem til tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse i juni 2017 samlet havde opholdt sig her i landet i 20 dage fordelt på tre indrejser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren var indrejst i Danmark i januar 2017, at han efter det oplyste havde lejet en bolig i Danmark, og at han havde afholdt møder med en bank om oprettelse af en bankkonto, i den forbindelse ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde taget reelt og faktisk ophold med henblik på at bosætte sig i Danmark ved indrejsen i januar 2017, men at han alene havde ladet sig registrere i CPR. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren havde ladet sig registrere i CPR i januar 2017, og at han dagen efter var udrejst af Danmark i en periode på godt to måneder, samt at han ved sine to seneste indrejser havde indgivet ansøgning om tilbagerejsetilladelse dagen efter indrejsen. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af CPR, at klageren siden april 2017 havde været uden bopæl i Danmark, samt at han ingen indkomst havde haft her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på grund af en stavefejl på sit opholdskort ikke havde kunnet benytte kortet til indrejse i Danmark, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om oplysninger, som kunne føre til, at klageren kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark. Det forhold, at klageren efter sin oprindelige indrejse ikke havde været udrejst i mere end seks på hinanden følgende måneder, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet klageren ikke kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klageres opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ophold i Iran havde været begrundet i hans faders helbredsmæssige forhold, men Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var meddelt midlertidigt ophold i Danmark i en specificeret periode med henblik på at indrejse og tage arbejde i Danmark, og at det var en forudsætning for opretholdelse af opholdstilladelsen, at han inden for seks måneder tog reelt og faktisk ophold i landet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der alene var fremlagt dokumentation på persisk for klagerens faders sygdom, og at der uanset dette ikke forelå oplysninger om forhold, som kunne anses for at have hindret klageren i at tage reelt og faktisk ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herefter endelig, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at klageren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration alene kan meddele tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og at klageren som iransk statsborger ikke havde ret til visumfrit ophold, hvorfor han ikke havde et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/7.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophævelse

    Dato: 19-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger, da ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var blevet separeret og ikke længere var samboende med sin tidligere ægtefælle, uanset at hun efterfølgende havde genoptaget samlivet med sin ægtefælle, og separationen som følge heraf var bortfaldet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde været samboende med sin ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun i marts 2016 var fraflyttet den tidligere fælles bopæl, og at det fremgik af det centrale personregister (CPR), at hun i april 2016 var blevet separeret. Det kunne således ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren samme dag igen var flyttet sammen med sin tidligere ægtefælle, hvorved separationen var bortfaldet, idet dette ikke ændrede ved, at ansøgeren i perioden forud for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte kravet i sin opholdstilladelse om samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at hun måtte lade sig separere og fraflytte den tidligere fælles bopæl af økonomiske årsager, at hun og hendes tidligere ægtefælle fortsat var kærester og havde daglig kontakt, og at det hele tiden havde været hensigten, at hun og hendes tidligere ægtefælle skulle flytte sammen igen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse var betinget af samliv på fælles bopæl, og at man på baggrund af et længerevarende kæresteforhold uden samliv på fælles bopæl ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i maj 2013 i en alder af 27 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark med virkning fra april 2016 på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger, og at ansøgeren på baggrund af sit kortvarige ophold i Danmark således ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for at være særligt indgribende, idet hendes tilknytning til Filippinerne, hvor hun var født og opvokset, hvor hun havde taget en læreruddannelse, og hvor hendes familie boede, fortsat måtte anses for at være væsentlig større end hendes tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren siden marts 2014 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, at hun havde bestået Prøve i Dansk 3, at hun havde gennemført en uddannelse og forventede at påbegynde fuldtidsbeskæftigelse snarest, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren hverken ved sine opnåede danskkundskaber, ved sin uddannelse eller ved sin tilknytning til det danske arbejdsmarked kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til det danske samfund, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det til støtte for klagen anførte omkring, at ansøgeren igen var samboende med sin ægtefælle, og at separationen var bortfaldet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var tale om forhold, der kunne føre til, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages henset til oplysningerne om ansøgerens separation og fraflytning fra den fælles bopæl. Udlændingenævnet bemærkede, at disse forhold kunne danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse. FAM/2018/26.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Tilbagerejsetilladelse

    Dato: 19-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, samt meddelelse af afslag på tilbagerejsetilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet klageren ikke var indrejst og havde taget reelt og faktisk ophold i Danmark inden for seks måneder efter, at han var blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren siden sin oprindelige indrejse i Danmark i januar 2017 og frem til tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse i juni 2017 samlet havde opholdt sig her i landet i 20 dage fordelt på tre indrejser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren var indrejst i Danmark i januar 2017, at han efter det oplyste havde lejet en bolig i Danmark, og at han havde afholdt møder med en bank om oprettelse af en bankkonto, i den forbindelse ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde taget reelt og faktisk ophold med henblik på at bosætte sig i Danmark ved indrejsen i januar 2017, men at han alene havde ladet sig registrere i CPR. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren havde ladet sig registrere i CPR i januar 2017, og at han dagen efter var udrejst af Danmark i en periode på godt to måneder, samt at han ved sine to seneste indrejser havde indgivet ansøgning om tilbagerejsetilladelse dagen efter indrejsen. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af CPR, at klageren siden april 2017 havde været uden bopæl i Danmark, samt at han ingen indkomst havde haft her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på grund af en stavefejl på sit opholdskort ikke havde kunnet benytte kortet til indrejse i Danmark, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om oplysninger, som kunne føre til, at klageren kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark. Det forhold, at klageren efter sin oprindelige indrejse ikke havde været udrejst i mere end seks på hinanden følgende måneder, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet klageren ikke kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klageres opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ophold i Iran havde været begrundet i hans faders helbredsmæssige forhold, men Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var meddelt midlertidigt ophold i Danmark i en specificeret periode med henblik på at indrejse og tage arbejde i Danmark, og at det var en forudsætning for opretholdelse af opholdstilladelsen, at han inden for seks måneder tog reelt og faktisk ophold i landet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der alene var fremlagt dokumentation på persisk for klagerens faders sygdom, og at der uanset dette ikke forelå oplysninger om forhold, som kunne anses for at have hindret klageren i at tage reelt og faktisk ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herefter endelig, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at klageren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration alene kan meddele tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og at klageren som iransk statsborger ikke havde ret til visumfrit ophold, hvorfor han ikke havde et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/6.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophør

    Dato: 13-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om at inddrage en ukrainsk statsborgers opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, som følge af samlivsophør. Det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at klageren boede sammen med sin ægtefælle på fælles bopæl, og at klageren kunne miste sin ret til at opholde sig i Danmark, hvis klageren ikke overholdt de betingelser, der var fastsat i opholdstilladelsen.

    Udlændingenævnet fandt, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet konstaterede indledningsvis, at det var en betingelse for opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, at der var samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet konstaterede endvidere, at idet klageren var fraflyttet den fælles bopæl primo oktober 2017, opfyldte han ikke længere betingelserne for sin opholdstilladelse, og hans opholdstilladelse som medfølgende familie kunne derfor inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren var fraflyttet den fælles bopæl primo oktober 2017, at han til sagen havde oplyst, at han var blevet gift ultimo september 2017 på ny, og at han var flyttet sammen med sin nye ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren oprindeligt var meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 2004 som voksen, at han var uddannet i Ukraine, og at han ifølge CPR var indrejst i Danmark medio januar 2005. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på tidspunktet for afgørelsen fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde haft opholdstilladelse i Danmark i næsten 13 år, at han havde bestået prøver i dansk, og at han under det meste af sit ophold i Danmark havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, men Udlændingenævnet fandt desuden, at disse oplysninger ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren – selvom han havde boet i Danmark i en lang årrække, hvor han havde været tilknyttet arbejdsmarkedet – var meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, og at han derfor ikke i samme omfang, som hvis opholdstilladelsen havde været meddelt med henblik på varigt ophold, kunne have en berettiget forventning om at kunne fortsætte sit ophold i Danmark, såfremt han ikke opfyldte de betingelser, som opholdstilladelsen var meddelt på baggrund af. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først var indrejst i Danmark som voksen, og at der i øvrigt ikke var oplyst om sygdom eller handicap, der forhindrede ham i at udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren havde arbejdet som ufaglært i perioden fra 2010 til 2015, og at han siden februar 2018 havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge, hvorfor det måtte antages, at han ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde tilknytning til arbejdsmarkedet. Det forhold, at klageren havde indgået ægteskab på ny, og at han boede sammen med sin nye ægtefælle, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var meddelt opholdstilladelse under henvisning til sin tidligere ægtefælle, og at han således ikke kunne have en berettiget forventning om, at han kunne fortsætte sit ophold i Danmark under henvisning til indgåelse af et nyt ægteskab. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at klageren ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville virke særligt belastende for ham. ERH/2018/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Barnets tarv – Danmarks internationale forpligtelser – Vold

    Dato: 06-03-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til to tyrkiske statsborgere, der var søstre og født henholdsvis i maj 2001 og i januar 2003 under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse, idet det ville være i strid med barnets tarv og Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne ikke havde slægtninge i hjemlandet, som de kunne bo hos, idet ansøgernes faders opholdssted ikke var kendt, og idet ansøgernes farmoder på grund af alder ikke havde mulighed for at forsørge dem og have dem boende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var blevet oplyst om vold i familien, som ansøgerne var blevet udsat for. FAM/2018/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 06-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig spansk statsborger. Ansøgerens herboende fader var irakisk statsborger og var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Der blev ved afgørelsen ikke taget stilling til, om ansøgeren eventuelt kunne have ret til ophold efter EU-reglerne.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da hun ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var otte år på ansøgningstidspunktet i september 2016, at hun var født i Spanien, hvor hun havde boet hele sit liv sammen med sin moder og havde haft to års skolegang, at hun efter det oplyste talte spansk, castellano, arabisk og begrænset engelsk, at hun havde et familienetværk i Spanien i form af sin moder og to onkler, at hun aldrig havde boet sammen med sin fader, at faderen, først efter at ansøgeren var fyldt otte år, havde søgt om familiesammenføring med hende, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin fader, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgerens broder i oktober 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at han samme måned var blevet registreret som indrejst i Danmark, henset til længden af broderens ophold ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at faderens tilknytning herved kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at faderen i forbindelse med sin forlængelsessag af hans opholdstilladelse som flygtning havde oplyst, at han havde gennemført en erhvervsuddannelse som slagter i 2001, at han havde været i praktik i en dagligvarekæde, at han havde arbejdet som chauffør, at han havde arbejdet inden for rengøringsbranchen indtil 2008, at han efterfølgende havde gennemført flere praktikforløb, og at han havde danskkundskaber, der var tilstrækkelige til, at han kunne klare sig i det daglige. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderen i marts 1999 var blevet meddelt opholdstilladelse som flygtning i en alder af 36 år, at han ikke havde haft nogen særlig tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han i hvert fald siden 2008 kun havde været i beskæftigelse i samlet 15 måneder, og at han ikke havde dokumenteret at have bestået en danskprøve. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at ansøgeren havde boet hos sin fader, siden hun var indrejst i Danmark i juni 2016, og at hun efter det oplyste havde gået i skole i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at faderen efter det oplyste havde bidraget til ansøgerens forsørgelse i Spanien, at han og ansøgeren havde haft telefonisk kontakt med hinanden, og at han og ansøgeren havde besøgt hinanden i henholdsvis Danmark og Spanien. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang og på en tilsvarende måde, som han havde gjort, siden ansøgeren blev født, ligesom han fortsat kunne bidrage til hendes forsørgelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens forældres eget valg, at ansøgeren skulle bo hos sin moder i Spanien i de første otte år af hendes liv, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at hun fortsat kunne bo hos sin moder i Spanien. Udlændingenævnet fandt ydermere, at faderen dermed havde valgt at udøve familielivet således, at hans familie skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt tillige, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af disse faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK’s artikel 8. FAM/2018/14.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 06-03-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig statsborger fra Kina. Ansøgerens herboende moder var meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2016 under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst i Danmark i september 2016, at hun i oktober 2016 var påbegyndt sin skolegang på en dansk folkeskole, at hun i den forbindelse havde tilegnet sig det danske sprog, at hun socialt var blevet en del af fælleskabet på skolen, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde haft skolegang i Danmark i mere end et år, og at hun efter det oplyste siden oktober 2017 havde været tilknyttet en klasse på 7. årgang på en dansk folkeskole og havde fulgt alle fag, herunder dansk, på almindelige og samme vilkår som sine klassekammerater. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder havde bestået danskprøve på A1-niveau, og at hun havde søgt at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. marts 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Gebyrbetaling

    Dato: 05-03-2018

    Udlændingenævnet afviste i marts 2018 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i februar 2018 til statsborger fra Bangladesh, da der ikke var betalt gebyr for klagen, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt. Klagen omfattede både en afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beløbsordningen samt et efterfølgende afslag på genoptagelse af afslaget på opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beløbsordningen. Der var således klaget over to, selvstændige afgørelser. Der var dog i forbindelse med indgivelsen af klagen kun indbetalt ét klagegebyr.

    Udlændingenævnet fandt, at idet ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter den 1. januar 2011, var klagen over Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen pålagt et gebyr, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagen over Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen også var pålagt et gebyr, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt. Da der alene var indbetalt ét gebyr, men indgivet to klager, der begge var gebyrpålagte, var der ikke indbetalt det for begge klagerne påkrævede gebyr, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt., ikke var opfyldt. Udlændingenævnet afviste derfor klagen over afslag på genoptagelse af ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse, og klagen blev således ikke behandlet, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 9, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik på engelsk af Styrelsen for International Rekruttering og Integrations klagevejledning i afgørelsen om afslag på genoptagelse af ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beløbsordningen, at der senest samtidig med klagen skulle indbetales et gebyr. Udlændingenævnet bemærkede, at klagen over afslaget på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen derimod ville blive behandlet. ERH/2018/12.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. marts 2018 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

    Dato: 05-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra april 2017 om afslag på opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, eller som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1, til en statsborger fra Tyrkiet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren hverken kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, eller som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grund til at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som ”pizzabager” hos en navngivet virksomhed måtte anses for proforma, og at det afgørende formål med hans ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse måtte anses for at være med henblik på at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens og virksomhedsejerens egne oplysninger om, at ansøgeren i 1982 havde afsluttet fem års grundskole, at han herudover ikke havde nogen uddannelse, at han i perioden fra september 2014 til og med juni 2015 havde arbejdet som kok i Tyrkiet, at han i perioden fra juli 2015 til og med oktober 2015 havde arbejdet som pizzabager i Tyrkiet, at ansøgeren var virksomhedsejerens onkel eller broder, at virksomhedsejeren siden oktober 2016 havde været sygemeldt, at han i samme periode havde haft flere pizzabagere ansat, som havde skuffet ham, at virksomhedsejeren håbede, at ansøgeren kunne være en stabil pizzabager, og at virksomhedsejeren derfor var villig til at betale mere end det sædvanlige. Udlændingenævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren hverken havde dokumenteret en uddannelse eller erhvervserfaring, som kunne begrunde en ansættelse med en månedsløn på 34.500 kr., og at ansøgeren var tilbudt ansættelse hos nær familie. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der på baggrund af den omhandlede virksomheds regnskabstal og virksomhedens karakter ikke var grundlag for en ansættelse af den pågældende karakter, hvilket understøttedes af årsresultatet for 2016. Udlændingenævnet fandt derfor, at der var en formodning for, at ansøgeren alene var blevet tilbudt ansættelsen med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen, og at ansøgeren og virksomhedsejeren dermed havde forsøgt at omgå reglerne for opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at virksomhedsejeren havde haft sin virksomhed i over tyve år, at hvis han havde haft til hensigt at hente ansøgeren til Danmark, ville han have gjort det mange år tidligere, da reglerne om arbejdstilladelse i Danmark var mere lempelige, og at ansøgeren havde de grundlæggende egenskaber for en pizzabager. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det følger af udlændingemyndighedernes administrative praksis, at uanset, at de formelle krav – herunder kravet om årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb – er opfyldt, vil der kunne meddeles afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse må antages at være at opnå et opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. marts 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 01-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger, som senest havde boet sammen med sin herboende mindreårige datter, da datteren var omkring et år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, jf. den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til sin datter, uanset at datteren på ansøgningstidspunktet var 14 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og datteren ikke havde boet sammen siden 2002, hvor datteren var omkring et år. Udlændingenævnet fandt således, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var rejst uden sin familie til Kasakhstan med henblik på at etablere sig, at ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens udrejse var blevet dræbt, at ansøgerens børn som følge heraf var flygtet med ansøgerens ægtefælles fætter til Iran, og at ansøgeren skulle have været uden kontakt til sine børn indtil 2014. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til Afghanistan var rejst rundt og efter det oplyste ikke turde rejse ind i Iran, idet hun havde vurderet, at det var for farligt, og at hun stod uden økonomiske midler, idet hendes broder, som hun var rejst sammen med til Kasakhstan, var blevet dræbt, og det var ham, der havde alle pengene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren mellem 2002 og 2008 havde klaret sig alene i Kasakhstan, og at ansøgeren først i 2008 var udrejst af Kasakhstan. Udlændingenævnet fandt herudover, at selvom ansøgeren ikke ved udrejsen til Kasakhstan oprindeligt kunne anses for at have afbrudt familielivet, havde hun efterfølgende accepteret, at omsorgen for hendes datter blev varetaget af andre omsorgspersoner. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens datter ikke havde boet sammen med ansøgeren siden 2002, at hun vedvarende havde boet sammen med familie, at ansøgeren og hendes datter først i oktober 2014 havde genetableret kontakten, og at ansøgeren først i juni 2015 havde søgt om familiesammenføring med sin datter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 16 år, og at hun grundet sin alder ikke kunne antages at have samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har, samt at hendes voksne bror havde haft ansvaret for hende, siden hun var blevet familiesammenført i 2009. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren nu opholdt sig i Kabul, Afghanistan, under vanskelige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at eventuelle asylretlige forhold samt generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 27-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, jf. stk. 8, til en statsborger fra Iran. Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgningen ikke var gebyrfritaget i henhold til Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens efterfølgende afgørelse om afvisning af ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark, da ansøgeren ikke var udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var fritaget fra at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådan alvorlig sygdom eller alvorligt handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af en lægeerklæring fra ultimo september 2017 fra en lægepraksis, at ansøgerens ægtefælle havde Seckels syndrom, en arvelig form for dværgvækst, der medfører forskellige former for og grader af handicap, blandt andet mental retardering, og at det endvidere fremgik af en lægeerklæring fra primo november 2017 fra samme lægepraksis, at ansøgeres ægtefælle havde Seckels syndrom, hjerteproblemer og autoimmun hæmolytisk anæmi, at han var præget af sin dværgvækst og ofte søgte læge grundet gener fra bevægeapparatet, men dette kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fremgik af lægeerklæringerne, at ansøgerens ægtefælle var under medicinsk behandling for sine lidelser. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der fortsat ikke sås at være oplyst om så alvorlige helbredsmæssige forhold eller handicap, at Danmarks internationale forpligtelser kunne tilsige, at ansøgningen skulle anses for gebyrfritaget, idet der fortsat ikke var fremsendt dokumentation for, at ansøgerens ægtefælle var under medicinsk behandling for sine lidelser. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at hendes ægtefælle havde Seckels syndrom, der er et anerkendt handicap, som kræver behandling, der ikke er tilgængelig i Iran, kunne således ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Danmarks internationale forpligtelser efter FN’s handicapkonvention ifølge Udlændingenævnets vurdering ikke indebærer en adgang til fritagelse fra gebyrkravet, som ligger ud over, hvad der følger af Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var handicappet og som følge heraf var tilkendt førtidspension, kunne derfor ikke i sig selv føre til, at ansøgningen var gebyrfritaget. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at ansøgerens ægtefælle grundet Seckels syndrom ikke havde mulighed for at vende tilbage til Iran for at udøve familielivet der, da Iran ikke var i stand til at stille den fornødne hjælp til rådighed for ansøgerens ægtefælle, og at ansøgerens ægtefælle ikke havde nogen iranske dokumenter, at han var kurder fra Iran, men født i Irak, og at han ikke havde mulighed for at se sin ægtefælle igen, før hun igen var tilbage i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke herved var dokumenteret, at ansøgerens ægtefælles helbredsmæssige forhold var af en sådan alvorlig karakter, at der ikke skulle betales gebyr for indgivelse af ansøgning om ægtefællesammenføring. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at afvisningen var en overtrædelse af børnekonventionen under henvisning til parrets fællesbarn, født ultimo august 2017, da det ikke var lægeligt forsvarligt at sende et spædbarn på så lang en rejse, at barnet endvidere skulle undersøges for Seckels syndrom, og at det bedste for parrets fællesbarn ville være at være bosat i Danmark og at have begge sine forældre hos sig. Udlændingenævnet lagde herved endvidere vægt på, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 1, om at en udlænding senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet, vil kunne fraviges. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at afvisningen var en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen, idet ansøgerens ægtefælle grundet Seckels syndrom ikke havde mulighed for at vende tilbage til Iran for at udøve familielivet der, og fordi ansøgerens ægtefælle oprindeligt var meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til sin moder, der havde flygtningestatus, hvorfor moderen heller ikke ville kunne vende tilbage til Iran og fortsætte sin støttende rolle for sin handicappede søn, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter denne bestemmelse har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgningsskemaet, at der normalt skal betales et gebyr for at indgive en ansøgning om ægtefællesammenføring, at en ansøger i visse tilfælde, herunder hvis den herboende er alvorligt syg eller alvorligt handicappet, kan fritages fra at betale gebyr, og at hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at en ansøger ikke er gebyrfritaget, vil ansøgningen blive afvist, hvis der ikke er betalt gebyr, mens gebyret vil blive tilbagebetalt, hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at ansøgeren er gebyrfritaget, og gebyret er betalt. Udlændingenævnet bemærkede, at der alene var tale om en proceduremæssig forskrift, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning med betalt gebyr ville kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning fra medio december 2017 om opholdstilladelse her i landet, da hun på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren primo juni 2017 var blevet meddelt afslag på forlængelse af visum, men at udrejsefristen samtidig var blevet udsat til primo november 2017 grundet hendes graviditet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring fra primo oktober 2017 var blevet afvist af Udlændingestyrelsen ultimo oktober 2017 grundet manglende indbetaling af gebyr, og at Udlændingestyrelsen i den forbindelse havde gjort ansøgeren opmærksom på, at hun skulle udrejse i overensstemmelse med den tidligere fastsatte udrejsefrist primo november 2017. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at Udlændingenævnet ved brev fra primo november 2017 havde udsat ansøgerens udrejsefrist til ultimo november 2017, og at Udlændingenævnet medio november 2017 havde meddelt afslag på opsættende virkning af udrejsefristen, hvorfor ansøgeren skulle udrejse i overensstemmelse med den af Udlændingenævnet tidligere fastsatte udrejsefrist ultimo november 2017. Udlændingenævnet konstaterede i øvrigt, at ansøgeren var blevet korrekt vejledt om, at det ikke var muligt for hende at indgive en ny ansøgning fra Danmark i Udlændingestyrelsens afgørelse fra ultimo oktober 2017. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om ægtefællesammenføring medio december 2017 opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af EMRK artikel 8 kunne bevirke, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indrejse i Iran, hvor hun var født og opvokset, for at indgive ansøgning ved en dansk repræsentation i hjemlandet. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at afvisningen var en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen, da den ville fratage ansøgeren muligheden for at udøve familielivet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at EMRK artikel 8 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke indebærer, at en udlænding, der ansøger om familiesammenføring med en herboende person, er sikret en ubetinget ret til at indgive ansøgningen her i landet. Det forhold, at ansøgeren ultimo august 2017 havde født parrets fællesbarn i Danmark, og at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at en afvisning af ansøgningen var i strid med FN’s børnekonvention, da der i afgørelsen ikke var lagt tilstrækkelig vægt på barnets tarv, da jordskælvet i Iran havde gjort det umuligt for ansøgeren at rejse tilbage til sin familie, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det var parrets eget valg at få et barn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at fællesbarnet grundet alder og varigheden af sit ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, der kunne føre til fravigelse af betingelsen. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at ansøgerens ægtefælle var omfattet af handicapkonventionen, da han led af Seckels syndrom, og at det ikke var muligt for ansøgerens ægtefælle at tage ophold i Iran, såfremt ansøgeren ikke fik opholdstilladelse i Danmark, da Iran ikke ville være i stand til at stille den fornødne hjælp til rådighed for ansøgerens ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene blev henvist til at rejse tilbage til sit hjemland for at indgive ansøgning om ægtefællesammenføring derfra. Udlændingenævnet bemærkede, at der alene var tale om en proceduremæssig forskrift, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning med betalt gebyr ville kunne imødekommes. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at der hele tiden opstod nye jordskælv i Iran, at det seneste havde ramt Teheran, at infrastrukturen ikke virkede, at hendes familie i Iran hverken havde bil, hus eller føde, at hun frygtede for sit liv ved en tilbagevenden til Iran, og at en pige, der kommer tilbage til sin landsby uden sin mand, men med et barn, risikerer æresdrab, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde, at betingelsen om, at en ansøgning kun kan indgives i Danmark, såfremt udlændinge har lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse endelig, at sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse i Danmark. FAM/2018/41.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2018 – Alders- og identitetsfastlæggelse – Aldersfastlæggelse

    Dato: 19-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om aldersfastsættelse, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, for en kvindelig, familiesammenført somalisk statsborger. I den pågældendes ansøgning om familiesammenføring med sin herboende moder, indgivet i december 2015, var det oplyst, at hun var født i 2005, og at hun ikke havde en fødselsattest. Udlændingestyrelsen besluttede på den baggrund at iværksætte en aldersundersøgelse af ansøgeren. Retslægerådet udtalte som konklusion på aldersundersøgelsen, at ansøgeren på aldersundersøgelsestidspunktet i juni 2016 var 14 år. Udlændingestyrelsen fastsatte herefter ansøgerens fødeår til 2002.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den af Udlændingestyrelsen fastsatte fødselsdato for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på Retslægerådets udtalelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren på undersøgelsestidspunktet i juni 2016 var 14 år svarende til et fødselsår i 2002. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens moder i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen havde oplyst, at ansøgeren var født i 2005, og at hun under sagens behandling og i klagen havde oplyst, at hun kendte rækkefølgen på sine børns fødsler og aldersspredning. Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Retslægerådet havde foretaget en lægefaglig vurdering af ansøgerens alder på baggrund af flere undersøgelser, og idet Udlændingenævnet tillagde denne lægefaglige vurdering den største bevismæssige betydning i denne sammenhæng. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke til sagen var fremlagt en fødselsattest, et pas eller andre personlige dokumenter, der kunne dokumentere eller godtgøre ansøgerens fødedato. Udlændingenævnet bemærkede, at officielle somaliske dokumenter efter fast praksis ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed, der har legitimitet til udøvelse af myndighed. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at Udlændingestyrelsens fødedatofastsættelse efter ansøgerens moders opfattelse var foretaget på et spinkelt grundlag, idet der var et vist spænd i aldersvurderingen fra Retslægerådet, og at det efter det oplyste ville give ansøgeren problemer i skolen, når hun ikke skulle være sammen med jævnaldrende, men Udlændingenævnet fandt i denne forbindelse, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Retslægerådet havde udtalt, at ansøgeren på undersøgelsestidspunktet i juni 2016 var 14 år. FAM/2018/25.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2018 – Motivationsfremmende foranstaltninger

    Dato: 12-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om fratagelse af kontante ydelser for en indisk statsborger. I oktober 2017 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at denne skulle tage ophold på et udrejsecenter, da klageren ikke havde medvirket til udrejse. Samtidig meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at denne skulle fratages sine kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde frataget klageren dennes kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2017 havde meddelt klageren opholdspligt på et udrejsecenter, idet klageren ikke havde medvirket til udrejse i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet fastsatte frist i november 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at politiet skulle drage omsorg for klageren i forbindelse med dennes udrejse, og at klageren ikke havde medvirket dertil. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå, særlige grunde, som talte imod at fratage klageren dennes kontante ydelser. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling på udrejsecenteret, hvor klageren var meddelt opholdspligt, og at det havde været politiets vurdering, at klagerens tilkendegivelse i november 2013 om at ville medvirke til udrejsen ikke var reel. FAM/2018/24.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2018 – Familiesammenføring, andre – Søskende

    Dato: 09-02-2018

    Udlændingenævnet hjemviste i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en mindreårig broder født i 2007 fra Afghanistan til en herboende mindreårig broder født i 2001.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, da den herboende reference ikke var myndig, og da det fremgik af Udlændingenævnets praksis, at det er en generel betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at den herboende reference er myndig. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at Udlændingestyrelsen rettelig skulle have vurderet sagen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgerens identitet ikke var endeligt fastslået, idet referencen i forbindelse med sin asylsag i juli 2016 til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at hans brødre i Afghanistan var henholdsvis syv og fem år, og at ansøgeren efter det oplyste skulle være født i 2007. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder foretage de nødvendige foranstaltninger med henblik på en fastlæggelse af ansøgerens identitet. FAM/2018/9.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 07-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Irak, som havde søgt ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren havde tidligere søgt asyl og havde i november 2016 fået endeligt afslag herpå.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde kunne indgive og få behandlet sin ansøgning fra marts 2017 om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring i marts 2017 senest havde fået fastsat en udrejsefrist på 7 dage i forbindelse med Flygtningenævnets afgørelse fra november 2016. Ansøgerens ansøgning om familiesammenføring var således indgivet under ulovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke i forhold til det oplyste om, at ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbarn havde opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden september 2014, ville være uproportionalt at henvise hende til at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab fra hjemlandet henset til, at hun aldrig havde haft et egentligt opholdsgrundlag i Danmark, men alene havde opholdt sig på processuelt ophold under behandlingen af sin asylsag, der var afsluttet, og efterfølgende som afvist asylansøger. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde født parrets fællesbarn i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren i juni 2014 havde indgået ægteskab i Irak, og at hun kort tid efter var indrejst i Danmark på et Schengenvisum, hvor hun havde valgt at søge asyl i stedet for familiesammenføring, og dernæst at få barn 1 ½ år efter sin indrejse, hvor hun fortsat ikke havde fået et opholdsgrundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at en senere ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring kunne tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det anførte om, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Irak, da hendes familie var imod hendes ægteskab, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at Flygtningenævnet havde meddelt ansøgeren endeligt afslag på asyl. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som efter det oplyste ville lide under ansøgerens fravær. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da parrets fællesbarn – henset til barnets alder – ikke fandtes at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring burde tillades indgivet her i landet under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i danske skoler/institutioner. FAM/2018/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2018 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – DNA

    Dato: 07-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 40 c, stk. 1, til tre statsborgere fra Eritrea under henvisning til deres herboende fader. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med behandlingen af sagen anmodet ansøgerne om at medvirke til DNA-undersøgelse ved Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien. Ansøgerne mødte aldrig op på Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien.

    Udlændingenævnet fandt, at den påberåbte familiemæssige tilknytning mellem den herboende reference og ansøgerne ikke sås dokumenteret. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at ansøgerne ikke var mødt op på Den Danske Ambassade i Etiopien for at få foretaget de nødvendige undersøgelser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det af referencen anførte om, at ansøgerne adskillige gange havde forsøgt at krydse grænsen fra Eritrea til Etiopien, men hver gang var blevet pågrebet af de eritreiske myndigheder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det er en grundlæggende betingelse for meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgerens identitet må anses for fastlagt, og at dette krav ikke kan fraviges, uanset eventuelle økonomiske, logistiske eller sikkerhedsmæssige udfordringer. Udlændingenævnet fandt desuden, at hensynet til barnets tarv talte for dels at fastslå barnets identitet, dels for at sikre, at slægtskabet mellem et barn og en herboende forælder er i overensstemmelse med det af barnet og forælderen oplyste. Udlændingenævnet fandt således, at kravet om, at ansøgerne skulle deltage i en DNA-undersøgelse, ikke var i strid med Danmarks forpligtelser efter Børnekonventionens artikel 3. Udlændingenævnet fandt herudover kravet om DNA-undersøgelse begrundet i, at referencen var fremkommet med divergerende oplysninger vedrørende ansøgernes fødselsdatoer under henholdsvis asylsagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen og i selve ansøgningsskemaerne. Hertil kom, at referencen til sagen alene havde fremlagt danske oversættelser af angivelige dåbsattester vedrørende angiveligt ansøgerne med henblik på at dokumentere slægtskabet, men at referencen ikke havde kunnet fremlægge de originale dåbsattester eller kopier heraf til trods for, at den danske tolk måtte have haft adgang til dåbsattesterne for at kunne udfærdige oversættelserne. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var muligt at fastslå ansøgernes identitet og den påberåbte familiemæssige tilknytning og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse var til stede. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at Udlændingestyrelsens afgørelser var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv. Dette kunne imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det på baggrund af de manglende DNA-undersøgelser og dokumentation af det påberåbte slægtskab ikke var muligt at fastlægge, om der var et beskyttelsesværdigt familieliv. FAM/2018/5.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2018 – Motivationsfremmende foranstaltninger – Fratagelse af kontante ydelser

    Dato: 07-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om fratagelse af kontante ydelser i medfør af udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2, til en statsborger fra Irak.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette i august 2017 havde frataget ansøgeren sine kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2. Udlændingenævnet havde herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen med afgørelsen fra august 2017 havde meddelt ansøgeren pligt til at opholde sig på Udrejsecenter Kærshovedgård, idet hun ikke havde medvirket til sin udrejse efter Flygtningenævnets afgørelse fra november 2016. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende pligt til ophold på udrejsecenter Kærshovedgård, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 8, ikke kunne påklages. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var særlige grunde, der talte imod fratagelsen af ansøgerens kontante ydelser. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at en fratagelse af ansøgerens kontante ydelser ville begrænse hendes mulighed for at besøge sin herboende ægtefælle og parrets fællesbarn samt afskære hende fra at bidrage til familiens underhold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark og var pålagt at udrejse af Danmark senest i november 2016. FAM/2018/47.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2018 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A2-niveau indenfor en fastsat frist – Prøvelse af muligheden for nedsættelse af sikkerhed

    Dato: 05-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2017 om, at en vietnamesisk statsborger, som i juli 2015 var blevet ægtefællesammenført her i landet og havde tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR), ikke rettidigt havde bestået danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, da ansøgeren ikke havde haft lovligt forfald. Det fremgik af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hvis klageren bestod danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest 15 måneder fra, at klageren havde tilmeldt sig CPR, ville klagerens ægtefælle kunne søge sin hjemkommune om nedsættelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse. I marts 2017 aflagde og bestod klageren danskprøve på A2-niveau.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke rettidigt havde aflagt og bestået danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse fra juli 2015, at hvis klageren bestod danskprøven senest 15 måneder fra, at klageren havde tilmeldt sig CPR, ville klagerens ægtefælle kunne søge sin hjemkommune om nedsættelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse, og at klageren selv skulle være opmærksom på fristen for at bestå danskprøven. Fristen for at bestå danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau var således i oktober 2016. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2017 havde bestået danskprøve på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt ikke, at det forhold, at klageren i april 2016 havde født et barn, og at hun efter det oplyste havde været på barsel, kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for at bestå danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2015, og at klageren ikke forud for fristens udløb sås at have søgt om suspension af fristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at fristen for aflæggelse af danskprøven kan suspenderes, hvis prøvedeltageren har lovligt forfald, for eksempel ved dokumentation for barsel, prøvedeltagerens eller prøvedeltagerens mindreårige barns sygdom og ekstraordinært uforudsete transportproblemer, jf. bekendtgørelse nr. 180 af 26. marts 2013, og at en dispensation forudsætter, at der er ansøgt herom, herunder at Udlændingestyrelsen er gjort bekendt med for eksempel en forestående barselsperiode. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til danskprøven og tilrettelægge et forløb, således at klageren kunne nå at forberede sig, inden klageren skulle op til danskprøven og inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af klageren anførte om, at klageren havde brug for nedsættelsen af den økonomiske sikkerhedsstillelse til betaling af hendes barns dagpleje/daginstitution, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det alene var kommunalbestyrelsen, der ville kunne træffe afgørelse om nedsættelse af sikkerhedsstillelse, og at udlændingemyndighederne ville kunne træffe afgørelse om eventuelt lovligt forfald. FAM/2018/40.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophævelse

    Dato: 02-02-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en statsborger fra Filippinerne, som i oktober 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og som i maj 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Klagerens opholdstilladelse var betinget af samliv på fælles bopæl med den pågældendes ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde have fået inddraget sin opholdstilladelse som familiesammenført, idet baggrunden for, at klageren ikke længere boede sammen med sin tidligere ægtefælle, var, at klageren havde været udsat for vold fra sin tidligere ægtefælle, og at klageren som følge heraf havde ophævet samlivet. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, at klagerens opholdstilladelse ikke burde inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 8, jf. § 26. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens oplysninger til sagen, hvoraf det fremgik, at klageren havde været udsat for vold af fysisk og psykisk karakter fra sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på en lægeudtalelse fra september 2015, hvoraf det fremgik, at klageren havde synlige mærker på kroppen foreneligt med fingre, der havde klemt på klageren. Udlændingenævnet henviste endvidere til en udtalelse fra klagerens kommune, der bekræftede, at klageren havde været indskrevet på et krisecenter i kommunen i to dage i september 2015 som voldsramt efter servicelovens § 109, og at det var en nabo til klageren, der havde kontaktet krisecenteret, som havde sørget for, at klageren kom til krisecenteret. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren havde haft opholdstilladelsen siden maj 2015 med henblik på varigt ophold og havde forsøgt at integrere sig efter evne i det omfang, som klagerens tidligere ægtefælle havde tilladt klageren at gøre det. FAM/2018/49.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 01-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde fra september 1992 til december 2012 haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Denne opholdstilladelse var bortfaldet ved ansøgerens udrejse i juli 2011, hvorefter ansøgeren var blevet meddelt ny opholdstilladelse i Danmark i juni 2014 på baggrund af ægtefællesammenføring. Det var denne nye opholdstilladelse, der var anset for bortfaldet ved Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2017.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren ved sin første udrejse af Danmark i juli 2011 selv havde frameldt sig Det Centrale Personregister, at ansøgerens bolig var blevet opsagt, og at ansøgeren havde solgt sine ejendele. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens tidligere meddelte opholdstilladelse var bortfaldet, jf. Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2013. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at uanset, at ansøgeren på ny i juni 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark og var registreret indrejst i Danmark i september 2014, blev ansøgeren kun i Danmark til oktober 2014 og efterfølgende kun i korte perioder, hvilket havde medført, at ansøgerens registrering som indrejst i Danmark i september 2014 ved afgørelse fra juni 2016 fra kommunen var blevet annulleret. Ansøgeren kunne derved ikke anses for at være genindrejst i Danmark og have etableret en ny bopæl i Danmark efter juni 2014, hvor ansøgeren var blevet meddelt ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke før udrejsen i oktober 2014 havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, samt at ansøgeren siden 2014 kun havde haft sporadiske besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens familieliv fortsat måtte anses for at være udøvet i Tyrkiet, da ansøgeren kun havde haft korte ophold i Danmark, siden ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i 2014, og da ansøgerens mindreårige datter fortsat i hele perioden havde været registreret udrejst. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren i en periode havde opholdt sig i Tyrkiet på grund af sin psykiske lidelse, og at ansøgerens psykologiske behandlinger var af så omfattende karakter, at disse helbredsmæssige problemer var tilstrækkeligt grundlag for at dispensere fra reglerne om bortfald af opholdstilladelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke reelt havde haft en bopæl i Danmark siden 2011. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens ægtefælle først var registreret indrejst i Danmark i januar 2017, og at den fælles mindreårige datter fortsat var registreret udrejst. Udlændingenævnet fandt derfor, at familien var flyttet sammen til Tyrkiet i 2011. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren til kommunen i juni 2016 havde oplyst, at ansøgerens ophold uden for Danmark skyldtes, at ansøgerens ægtefælle og datter boede i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens mange og lange ophold i Tyrkiet ikke kun skyldtes ansøgerens sygdom. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partrepræsentanten endvidere havde anført, at der på intet tidspunkt havde været hensigt om at etablere et reelt liv i Tyrkiet og opgive bopælen i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren med sine handlinger ikke havde genetableret et liv i Danmark, efter at ansøgeren på ny var blevet meddelt opholdstilladelse i juni 2014, men i stedet havde tilbragt størstedelen af tiden uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde familie i Danmark, herunder to sønner, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet de to sønner var voksne. FAM/2018/44.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Erhverv – Greencardordningen – Point for anerkendt universitet

    Dato: 01-02-2018

    Udlændingenævnet hjemviste i februar 2018 en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en ansøger fra Albanien, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, under henvisning til, at ansøgeren ikke havde opnået 100 point.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at stadfæste Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse, hvorved ansøgeren var blevet meddelt afslag på hendes ansøgning om opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, under henvisning til, at ansøgeren ikke havde opnået 100 point. Udlændingenævnet lagde herved vægt på Styrelsen for Videregående Uddannelsers supplerende vurdering fra oktober 2016. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydning, at Styrelsen for Videregående Uddannelsers vurdering konkret var foranlediget af Styrelsen for International Rekruttering og Integrations anmodning om at få vurderet, på hvilket universitet ansøgeren havde afsluttet sin Master of Science in Environmental Sciences and Policy, og at Styrelsen for Videregående Uddannelser i den forbindelse havde oplyst, at ansøgerens Master of Science in Environmental Sciences and Policy var en fællesuddannelse udbudt i fællesskab mellem flere anerkendte universiteter, at der var udstedt et eksamensbevis fra både Central European University i Budapest, Ungarn, og The University of Manchester, Storbritannien, og at ansøgeren således havde anerkendte masteruddannelser fra begge disse universiteter. Ved Udlændingenævnets opslag på, www.topuniversities.com/university-rankings/world-university-rankings/2018, fremgik det, at The University of Manchester, Storbritannien, lå nr. 34 på QS World University Rankings seneste liste. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – ud over 80 point for uddannelse, som styrelsen havde tildelt ansøgeren – burde tildeles yderligere 20 point for, at ansøgeren havde afsluttet en uddannelse på et universitet, der lå nr. 34 på QS World University Rankings seneste liste, og at hun således havde opnået i alt 100 point efter greencardordningen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ved sin afgørelse havde lagt vægt på, at ansøgeren udelukkende havde gennemført sin Master of Science in Environmental Sciences and Policy på Central European University i Budapest, Ungarn, at ansøgeren ikke havde gennemført en del af uddannelsen på The University of Manchester, Storbritannien, at Styrelsen for Videregående Uddannelser ved sin vurdering i maj 2017 alene havde angivet, at eksamensbeviset var udstedt af Central European University i Budapest, Ungarn, og at styrelsen på den baggrund havde fundet, at ansøgeren ikke kunne tildeles bonuspoint for at have afsluttet en uddannelse på et anerkendt universitet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tildelingen af point for uddannelse afsluttet på et anerkendt universitet beror på en konkret og individuel vurdering, hvori indgår, om det universitet, som har udstedt eksamensbeviset, er omfattet af QS World University Rankings liste, og at point for anerkendt universitet kunne tildeles, desuagtet at ansøgeren ikke reelt og faktisk havde studeret på det universitet, der var omfattet af QS World University Rankings liste. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren i forbindelse med gennemførelsen af sin Master of Science in Environmental Sciences and Policy på Central European University i Budapest, Ungarn, ikke havde fremsendt dokumentation for lovligt ophold med tilladelse til at studere i Ungarn. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt, herunder at indhente dokumentation for ansøgerens ret til ophold og tilladelse til at studere i Ungarn i hele studieperioden. ERH/2018/39.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Studie – Formodning

    Dato: 01-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Nepal, der ønskede at studere på Erhvervsakademiet Lillebælt, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9. Ansøgeren havde tidligere i perioden fra juli 2013 til december 2015 haft opholdstilladelse i Danmark som studerende, hvor ansøgeren måtte arbejde 15 timer om ugen, undtagen fra juni til august, hvor ansøgeren måtte arbejde fuldtid.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som studerende på Erhvervsakademiet Lillebælt i medfør af udlændingelovens 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende ikke var, at ansøgeren ønskede at gennemføre en Bachelor top-up in Webdevelopment på Erhvervsakademiet Lillebælt, men at formålet var at arbejde i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under sin tidligere studietilladelse havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen i januar, april og maj 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ved e-mail i januar 2017 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde erkendt, at ansøgeren havde arbejdet mere end det tilladte i januar og maj 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde arbejdet uden arbejdstilladelse fra januar 2016 til marts 2017, hvortil kom, at ansøgeren havde arbejdet langt over de 15 timer om ugen i det meste af 2016. Udlændingenævnet bemærkede i denne sammenhæng, at studiebekendtgørelsen § 9, ikke er udtømmende, jf. bestemmelsens 2. pkt., hvoraf det fremgår, hvilke oplysninger der blandt andet kan indgå ved vurderingen af, om der er en vis formodning for, at udlændingens intention ikke er at studere i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde deltaget i et møde arrangeret af Non Resident Nepalese Association og nogle immigrationsadvokater, hvor ansøgeren havde fået oplyst, at den nye regel om, at alle studerende må arbejde 20 timer om ugen, også omfattede ansøgeren, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet det tydeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren måtte arbejde 15 timer om ugen undtagen i juni, juli og august, hvor ansøgeren måtte arbejde fuldtid, og idet vejledningen ikke var blevet givet af udlændingemyndighederne. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde søgt om ny opholdstilladelse i oktober 2015, hvortil ansøgeren ikke havde fået nogen kvittering, at ansøgeren var blevet fortalt, at ansøgeren kunne blive lovligt i Danmark, indtil afgørelsen blev truffet, og at ansøgeren ikke havde modtaget nogen information om, at ansøgeren ikke måtte arbejde i Danmark under sagsbehandlingen, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af afgørelsen, idet ansøgeren ved brev fra oktober 2015 fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration var blevet vejledt om, at ansøgeren måtte arbejde til udløbet af ansøgerens opholdstilladelse, hvilket var i december 2015, og at ansøgeren ved brev fra juni 2016 fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration udtrykkeligt var blevet vejledt på engelsk om, at ansøgeren ikke måtte arbejde i Danmark under sagsbehandlingen af ansøgerens nye ansøgning. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren kun havde arbejdet i Danmark på grund af ansøgerens dårlige situation og for at betale ansøgerens studiegebyr og basis leveomkostninger, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren tydeligt var blevet vejledt om, at ansøgeren ikke måtte arbejde i Danmark under sagsbehandlingen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren også havde studeret ulovligt i Danmark ved at have startet på Bachelor top-up in Webdevelopment på Erhvervsakademiet Lillebælt uden en gyldig studietilladelse. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at partsrepræsentanten i marts 2017 havde oplyst til Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke bestred rigtigheden i Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse, men at klagen primært var for at få ansøgerens udrejsedato udsat. ERH/2018/45.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2018 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet

    Dato: 30-01-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise en ansøgning om familiesammenføring mellem en herboende mindreårig dansk statsborger og hendes fader fra Egypten, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1, jf. stk. 8.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om familiesammenføring under henvisning til hans herboende datter, idet han ikke senest samtidig med indgivelse af ansøgningen havde betalt et gebyr på 6.300 kr., jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgningsgebyret var 6.300 kr., at ansøgeren havde indbetalt 845 euro i forbindelse med ansøgningens indgivelse, og at dette beløb alene svarede til 6.164,20 kr., hvorfor ansøgeren manglede at indbetale 135,80 kr. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse desuden vægt på, at ansøgeren selv i forbindelse med ansøgningen havde fremsendt en udskrift fra medio februar 2017 fra hjemmesiden www.nyidanmark.dk vedrørende det til ansøgningen hørende sagsbestillings-id, hvoraf det fremgik, at gebyrsatsen var 6.300 kr., og at der manglede at blive betalt 135,80 kr. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at det er udlændingens eget ansvar at sikre, at et gebyr, der betales i en anden valuta end danske kroner, svarer til gebyrsatsen, når beløbet omregnes. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev fra medio juni 2017 havde oplyst ansøgeren om, at han manglede at indbetale 135,80 kr., at han skulle indbetale det manglende beløb til en angivet konto inden fire uger, og at styrelsen ellers ville afvise ansøgningen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at brevet blev sendt til ansøgeren på den adresse, som ansøgeren selv havde oplyst i ansøgningen fra medio februar 2017. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at han også havde betalt 4.210 egyptiske pund, for at Den Danske Ambassade i Cairo skulle varetage ansøgningen, at han ikke havde modtaget hverken opkald eller e-mails angående den manglende betaling, at al kommunikation skulle foregå gennem ambassaden, som han flere gange havde haft kontakt med, og at han ikke af ambassaden var blevet gjort opmærksom på, at der manglede 135 kr., ikke kunne føre til en anden vurdering på baggrund af ovenstående. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten § 4, stk. 1, at der for repræsentationens bistand i forbindelse med sager vedrørende opholds- og arbejdstilladelse erlægges et gebyr på 1.430 kr., og at ansøgeren ikke var fritaget, jf. § 4, stk. 9. Der henvistes til bekendtgørelse nr. 1575 af 12. december 2016, der var gældende på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at der var fremsendt en udskrift fra Nordea fra september 2017, hvoraf det fremgik, at der ultimo september 2017 var blevet overført 137 kr. til et bestemt kontonummer under henvisning til det til ansøgningen hørende sagsbestillings-id, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 8, at såfremt et udestående udgør mindre end 200 kr., vil udlændingen få en frist til at indbetale det udestående gebyr, og såfremt det manglende gebyr ikke indbetales inden for fristen, vil ansøgningen blive afvist. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev fra medio juni 2017 havde oplyst ansøgeren om, at han skulle indbetale det manglende beløb inden fire uger, og at styrelsen ellers ville afvise ansøgningen, og at de 137 kr. først blev betalt ultimo september 2017, hvilket var knap 14 uger efter fristen. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet fandt tillige, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om en sådan alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hverken han selv eller hans herboende datter led af alvorlig sygdom eller handicap, samt at der ikke var etableret et samvær mellem ansøgeren og hans herboende datter forud for indgivelse af ansøgningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgerens herboende datters moder var flyttet til Danmark uden ansøgerens samtykke, at hun angiveligt var ustabil og ikke kunne tage sig ordentligt af ansøgerens herboende datter, og at det var vigtigt for ansøgeren at få opholdstilladelse i Danmark, da han ikke havde mulighed for at se sin datter og genoptage samværet med hende uden opholdstilladelsen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om en processuel regel, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning ville kunne imødekommes. FAM/2018/38.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ulovligt ophold

    Dato: 25-01-2018

    Udlændingenævnet hjemviste i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en afghansk statsborgers ansøgning om ægtefællesammenføring. Ansøgeren var indrejst i Danmark på visum i maj 2015, havde søgt asyl i juli 2015 og var blevet meddelt endeligt afslag på asyl i juni 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen under henvisning til sagens oplysninger skulle have vurderet sagen i tilknytning til udlændingelovens § 9 c, stk. 6, og ikke blot efter udlændingelovens § 9, stk. 21. FAM/2018/48.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2018 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 22-01-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra december 2016 om afslag på dispensation fra bortfald af en vietnamesisk statsborgers tidsubegrænsede opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at klageren skulle meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde dokumenteret, at hun i september 2013 forud for sin udrejse havde underrettet Udlændingestyrelsen om sit kommende midlertidige ophold i England, hvor hun samtidig havde tilkendegivet at hun forventede at vende tilbage til Danmark i 2016 og havde bedt om vejledning i forhold til, om hun skulle ansøge om dispensation for at kunne bevare sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at Udlændingestyrelsen senere i september 2013 havde videresendt klagerens henvendelse til Styrelsen for International Rekruttering og Integration som rette myndighed, som imidlertid ikke havde fulgt op på klagerens henvendelse forud for styrelsens afgørelse i december 2016, ligesom klagerens henvendelse ikke var indgået i styrelsens vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration over for Udlændingenævnet i forbindelse med behandlingen af sagen i Udlændingenævnet havde anført, at klageren i overensstemmelse med praksis ville være blevet meddelt dispensation fra bortfald, såfremt hendes henvendelse i september 2013 på daværende tidspunkt var blevet behandlet som en anmodning om dispensation fra bortfald. ERH/2018/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. januar 2018 – Tilbagerejsetilladelse

    Dato: 17-01-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio november 2017 til medio december 2017. Ansøgeren, der var iransk statsborger, havde i november 2017 indgivet en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse efter greencardordningen. Samme dato havde ansøgeren også ansøgt om en tilbagerejsetilladelse for at kunne rejse til Iran, hvilket han fik afslag på. Efter at være udrejst til Iran indgav ansøgeren på ny en ansøgning om en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio november 2017 til medio december 2017 for at kunne indrejse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio november 2017 til medio december 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark i november 2017, at myndighederne på tidspunktet for ansøgerens udrejse ikke havde truffet afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse, og at ansøgeren dermed var udrejst af Danmark uden at kunne være sikker på, at ansøgeren havde mulighed for at kunne genindrejse. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i sin første afgørelse havde vurderet, at styrelsen forventede at kunne træffe afgørelse i sagen om forlængelse, inden ansøgeren ifølge sin ansøgning om tilbagerejsetilladelsen kunne forventes at være tilbage i Danmark, og at baggrunden for, at styrelsen endnu ikke havde truffet afgørelse, blandt andet skyldtes ansøgerens egne forhold, idet ansøgeren i november 2017 blev anmodet om at indsende oplysninger til brug for ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen, hvilket ansøgeren ikke havde gjort. Udlændingenævnet bemærkede, at en udlænding som udgangspunkt skal have en tilbagerejsetilladelse inden udrejsen fra Danmark, og at myndighederne kan træffe afgørelse om ikke at udstede en tilbagerejsetilladelse, når en udlænding ønsker at udrejse af Danmark i den periode, hvor der verserer en forlængelsesansøgning – særligt når myndighederne forventer at kunne træffe afgørelse i løbet af den periode, hvor udlændingen opholder sig i udlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ejeren af den lejebolig i Danmark, som ansøgeren var bosat i, efter det oplyste havde solgt boligen, og at ansøgeren derfor var nødt til at rejse til Danmark, så ansøgeren kunne pakke sine personlige ejendele og aflevere nøglerne til ejeren af lejeboligen. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren måtte kontakte Den Danske Ambassade i Teheran, Iran, med henblik på at få vejledning om muligheden for at søge om et visum, såfremt Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelse om ikke at forlænge ansøgerens opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen, og ansøgeren ikke havde mulighed for at indrette sig på anden vis for at få adgang til sine ejendele. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at ansøgeren blandt andet udrejste af Danmark, fordi ansøgerens moder skulle gennemgå en hjerteoperation. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark dagen efter, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om forlængelse, og at ansøgeren ifølge oplysningerne fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration allerede havde været udrejst flere gange til Iran, herunder fra september 2017 til oktober 2017. Ansøgeren syntes alene at være indrejst i Danmark for at indgive en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den sammenhæng, at der ikke forelå dokumentation for, at ansøgerens moder havde gennemgået en hjerteoperation, og hvornår hun havde gennemgået den. ERH/2018/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2018 – Børnesammenføring – Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet

    Dato: 15-01-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afslag fra juli 2017 på genoptagelse af en afgørelse fra november 2012 samt stadfæstede et afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet til en statsborger fra Tyrkiet.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2017 om afslag på anmodning om genoptagelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at Udlændingestyrelsens begrundelse efter partsrepræsentantens opfattelse ikke lovligt kunne danne grundlag for et afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, idet ansøgeren efter partsrepræsentantens opfattelse var søn af en tyrkisk statsborger, som udøvede lønnet beskæftigelse, og som opholdt sig i Danmark som vandrende arbejdstager, og at ansøgerens fader derfor var omfattet af artikel 6 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-domstolens dom af 10. juli 2014 i sagen Naime Dogan mod Bundesrepublik Deutschland (C-138/13) efter Udlændingenævnets vurdering ikke giver familiemedlemmer til herboende økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en videre ret til familiesammenføring end udlændingelovens regler, idet det allerede er indeholdt i disse reglers enkelte bestemmelser, at hensynet til Danmarks internationale forpligtelser – herunder afgørelser fra EU-domstolen – skal indgå i vurderingen, og at betingelserne – med undtagelse af kravet om underskrivelse af en integrationserklæring ved ansøgning om familiesammenføring – fraviges, hvis der foreligger ganske særlige grunde, således at der efter loven tages hensyn til de konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen allerede i afgørelsen fra november 2012 havde foretaget en afvejning og en vurdering af, om der forelå ganske særlige grunde, der alligevel talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, og partsrepræsentanten havde ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse eller i klagen til Udlændingenævnet anført forhold, der kunne understøtte, at der forelå ganske særlige grunde på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og som ikke allerede var indgået i grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det af partsrepræsentanten anførte om, at proportionalitetsprincippet ikke var opfyldt, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingestyrelsen i sin afgørelse havde foretaget en vurdering af, om hensynet til barnets tarv kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at Udlændingestyrelsen med rette havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012, da der ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse var fremlagt nye væsentlige oplysninger, der ikke allerede forelå på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke havde ret til ophold i Danmark i medfør af artikel 6, stk. 1, 1. led, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvilket var en forudsætning for, at ansøgeren kunne anses for omfattet af artikel 6 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke havde opnået rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvilket også var en forudsætning for, at ansøgeren kunne anses for omfattet af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren som mindreårig havde en afledt ret til ophold i Danmark i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, jf. EU Domstolens dom C-561/14 Genc og partsrepræsentantens henvisning til præmisserne 40, 43, 49 og 57, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at artikel 6 og artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 alene statuerer en ret til at fortsætte et lovligt ophold i Danmark, og dermed ikke omhandler den første adgang til medlemsstaternes område. Da ansøgeren ikke tidligere havde været meddelt en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, var c ansøgeren således ikke omfattet af artikel 6 eller artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/8 0 af 19. september 1980. FAM/2018/42.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt uddannelse eller beskæftigelse

    Dato: 15-01-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til en bangladeshisk statsborger under henvisning til, at ansøgeren ikke havde været i uafbrudt uddannelse frem til det fyldte 18. år, jf. § udlændingelovens § 11, stk. 12, jf. stk. 16.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke var omfattet af personkredsen i udlændingelovens § 11, stk. 12. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren søgte om tidsubegrænset opholdstilladelse den 15. juni 2016, at han fyldte 18 år den 24. juni 2016, at han var diagnosticeret med blandet obsessiv-kompulsiv tilstand og kroniske, motoriske og vokale tics, at han havde afbrudt sin gymnasiale uddannelse ganske kort tid inden, at han fyldte 18 år, og at afbrydelsen skyldtes hans psykiske sygdom, som førte til indlæggelse op til hans 18 års fødselsdag. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund det bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicap-konvention, ikke at meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde været i uafbrudt uddannelse frem til det fyldte 18. år, jf. § udlændingelovens § 11, stk. 12, jf. stk. 16. FAM/2018/10.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. januar 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1

    Dato: 09-01-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2018 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, som var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

    Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold, herunder at ansøgeren på grund af sit handicap (lettere mental retardering og atypisk autisme) ikke ville være i stand til at bestå Folkeskolens Afgangsprøve i dansk eller tilsvarende prøver, fordi ansøgerens danskfaglige niveau var for lavt, og progressionen i ansøgerens danskfaglige kompetence var minimal, og fordi prøvesituationen indebar en kravstilling, som ansøgeren ikke kunne honorere, og som ville udgøre en stressfaktor for ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at betingelsen om, at ansøgeren skulle bestå Prøve i Dansk 1 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau, ikke burde kræves opfyldt, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, jf. udlændingelovens tidligere § 11, stk. 14. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/1.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. januar 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 03-01-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 9 a, stk. 12.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencard¬ordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 12, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 12, 2. pkt., havde oppebåret en lønindtægt, der minimum svarede til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked i det seneste år forud for, at ansøgningen om forlængelse blev indgivet. Da ansøgeren oprindeligt var blevet meddelt opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen medio oktober 2012, skulle ansøgeren således i de seneste 12 måneder, før ansøgningen om forlængelse blev indgivet, have oppebåret en lønindtægt på 301.084 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens egne oplysninger samt af eIndkomst, at ansøgeren inden for det seneste år forud for indgivelse af ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ultimo december 2016 alene havde oppebåret en lønindtægt på 11.384 kr. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen senest var blevet forlænget primo januar 2016, og at det udtrykkeligt fremgik på engelsk af ansøgerens opholdstilladelse fra primo januar 2016, at ansøgeren ved en eventuel efterfølgende forlængelse skulle opfylde et krav om i det seneste år forud for ansøgningens indgivelse at have oppebåret en løn svarende til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det alene var lønindtægt, der kunne medtages ved vurderingen, og at ansøgerens udbetalte sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge derfor ikke kunne medregnes. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren medio oktober 2014 havde været udsat for en arbejdsulykke, hvorved ansøgeren skadede sine knæ, og at ansøgeren på grund af sine knæsmerter ikke havde kunnet arbejde siden februar 2016, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en udlændings personlige forhold ikke kunne indgå som en del af vurderingen ved ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. ERH/2018/37.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. december 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 18-12-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2017 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Rusland, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, som var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst to år og seks måneder.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret, at hun havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst to år og seks måneder, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold, herunder at ansøgeren var mentalretarderet, at det ville være urealistisk, at ansøgeren for eksempel ville kunne gennemføre folkeskolens afgangsprøve, og at ansøgeren ikke havde nogen reel arbejdsevne, idet ansøgeren i arbejdslignende situationer skulle have 1-1 relation og alligevel højst kunne arbejde i under tre timer om ugen. Udlændingenævnet fandt på den konkrete baggrund, at betingelsen om, at ansøgeren skulle være i ordinær fuldtidsbeskæftigelse, ikke burde kræves opfyldt, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/125.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1

    Dato: 14-12-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2017 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, som var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde vægt herved på, at det fremgik af Afgangsbevis 9. klasse fra juni 2010, at ansøgeren havde bestået Dansk (læsning, skriftlig fremstilling og mundtlig) med karakteren 02, og at ansøgeren i august 2017 havde bestået den sproglige prøve i Dansk på G-niveau hos VUC. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet havde bestået en danskprøve på et tilsvarende niveau som Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/124.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Ægtefællesammenføring – Grundlæggende betingelser – Krav om gyldigt nationalitetspas

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 med en ændret begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016, hvorved en irakisk statsborger var meddelt afslag på opholdstilladelse, da han ikke var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke havde fremlagt nogen form for gyldig dokumentation for sin identitet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 39. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt et gyldigt nationalitetspas, hvilket er en grundlæggende betingelse for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige denne grundlæggende betingelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde mødt sin ægtefælle i 2005, i 2007 havde fået et fællesbarn sammen med hende, og at parret otte år senere i 2015 havde indgået ægteskab, hvor parret forud herfor havde haft kontakt ved besøg, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt havde haft lovligt ophold i Danmark og både på tidspunktet for fællesbarnets fødsel og på tidspunktet for ægteskabet var meddelt endeligt afslag på asyl og dermed ikke kunne have en berettiget forventning om at kunne blive og stifte familie i Danmark. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgeren i flere år havde været registreret forsvundet, og at han siden fællesbarnets fødsel og frem til brylluppet alene havde besøgt sin ægtefælle og barnet. Det af ansøgeren anførte om, at parrets søn havde nået en alder, hvor han havde opbygget en selvstændig tilknytning til Danmark via sine kammerater og sine aktiviteter, kunne på samme baggrund ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/121.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en armensk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende voksne datter. Ansøgeren havde forskellige helbredsmæssige problemer, herunder hjerteproblemer og hukommelsesproblemer. Ansøgeren og ansøgerens herboende datter havde ikke boet sammen siden 1993.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter var indrejst i Danmark i november 1993, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse her i landet, at hun havde to børn født i henholdsvis september 1995 og november 2004, og at hun således havde etableret selvstændig bopæl og familie. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med sin datter indtil 1993, hvor datteren var 25 år, og at moder og datter herefter havde set hinanden under moderens tre besøgsophold i Danmark i 1997, 2001 og 2004 og under datterens årlige besøg i Armenien siden 2004. Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren og hendes datter ikke havde haft fælles husstand, siden datteren var rejst til Danmark, og at ansøgerens og datterens besøgsophold i henholdsvis Danmark og Armenien ikke medførte, at der herved var skabt en sådan særlig tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter efter det oplyste ikke havde forsørget hende, og at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin datter i Armenien i en periode forud for datterens udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun blev givet opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af blandt andet iskæmisk hjertesygdom, at hun dårligt kunne finde ud af at gå på toilettet selv, at hun var gangbesværet og med rollator kunne gå ganske kort, at hun formentlig led af demens og derfor ikke var i stand til at tage sin daglige medicin, foretage indkøb eller i øvrigt tage vare på sig selv, og at hun to gange havde befundet sig i en komalignende tilstand, hvor hun var ukontaktbar. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var under behandling i sit hjemland og havde været indlagt, når det var nødvendigt, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne modtage den nødvendige behandling i hjemlandet, og at en udlænding ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på, at udlændingen kunne omfattes af det danske sundhedssystem. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens datter til en læge havde oplyst, at der ikke var muligheder for offentlig pasning i nævneværdig grad i Armenien, at det fra lægelig side var oplyst, at ansøgeren ikke kunne klare sig selv, og at en læge havde vurderet, at det ville være lægeligt uforsvarligt at sende ansøgeren tilbage til Armenien og at lade hende klare flyrejsen alene, da ansøgeren i en længere periode frem til sin indrejse i Danmark i december 2016 havde været i stand til at bo og opholde sig i Armenien på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at almindelig alderssvækkelse og dertilhørende følgesygdomme samt generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde mulighed for at følge sin moder hjem til Armenien, ligesom hun tidligere var rejst med hende i december 2016 og i juli og august 2017. I august 2017 var ansøgeren således sammen med sin datter rejst fra Armenien til Danmark umiddelbart efter en indlæggelse, hvor hun efter det oplyste havde befundet sig i en komalignende tilstand, hvor hun var ukontaktbar. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren havde haft og ville have adgang til lægelig hjælp og nødvendig pleje i sit hjemland – enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ikke ville være umuligt for ansøgerens datter at skaffe pleje til sin moder på anden vis. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der i sagen var henvist til, at der var tale om familiesammenføring af en forælder over 60 år til en herboende indvandrer, og at der var henvist til, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8´s forstand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter ifølge sagens oplysninger siden 2004 havde været på årlige besøgsophold i Armenien, og at hun således ikke var forhindret i fortsat at bevare kontakten med sin moder via besøgsophold. På den baggrund fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/122.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsløs palæstinenser, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Ansøgeren var efter det oplyste fysisk svækket blandt andet efter en blodprop i hjernen. Ansøgeren havde tidligere i perioden fra august 1991, til hun var udrejst i april 1993, haft opholdstilladelse i Danmark og havde i den forbindelse boet sammen med sine sønner i Danmark. Ansøgeren var imidlertid i 1993 rejst tilbage til Libanon.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes søn eller hendes øvrige sønner i Danmark, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens søn siden 1995 havde været gift tre gange, at han havde to børn født i henholdsvis september 1996 og september 2001, og at han således efter ansøgerens udrejse af Danmark i 1993 havde etableret selvstændig bopæl og familie. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren tidligere havde haft en opholdstilladelse i Danmark i perioden fra cirka 1991 til 1993, og at hun i denne periode havde boet sammen med sin ægtefælle og sine sønner i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren i 1993 selv havde valgt at følge med sin ægtefælle tilbage til Libanon og dermed rejse fra sine børn, opgive sin opholdstilladelse i Danmark og afbryde familielivet. Udlændingenævnet fandt derudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i de efterfølgende år efter det oplyste cirka hvert andet år havde været i Danmark for at besøge sine børn og børnebørn og siden 2013 havde boet hos sine sønner i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i mere end 20 år ikke havde haft bopæl sammen med sine sønner, at hun siden 2013 enten havde opholdt sig på processuelt ophold eller havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at hun ikke herved kunne anses for at have etableret en sådan helt særlig tilknytning til sine sønner i Danmark, at dette kunne føre til meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ophold i Danmark henset til karakteren heraf ikke i sig selv kunne føre til, at der mellem ansøgeren og dennes sønner var etableret et sådan familieliv, der kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det i forbindelse med klagen var oplyst, at ansøgerens sønner havde forsørget ansøgeren, siden hun var rejst tilbage til Libanon i 1993. Udlændingenævnet fandt herudover, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der på intet tidspunkt tidligere i sagen havde været fremlagt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren var blevet forsørget af sine børn efter sin udrejse, ligesom ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring med sin søn i august 2013 alene havde oplyst, at sønnen havde forsørget hende i perioden fra 1990 til 1992. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det – uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren var blevet forsørget af sine børn som oplyst – ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat, da der herved ikke var oplyst om en sådan helt særlig tilknytning, der gik udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, og da der ikke var oplyst om omstændigheder, som medførte, at ansøgerens børn ikke fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i Libanon. Udlændingenævnet tillagde det også væsentlig vægt, at ansøgeren først cirka 20 år efter sin udrejse af Danmark igen havde søgt om opholdstilladelse i Danmark, at hun i alle disse år havde været bosiddende i Libanon sammen med sin ægtefælle, mens hendes tre sønner havde været bosiddende i Danmark, og at ansøgerens sønner, hvis de ønskede det, således havde mulighed for at forsørge ansøgeren under fortsat bopæl i Libanon. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ifølge sagens lægelige oplysninger omkring 2006 formentlig havde haft en hjerneblødning/blodprop i hjernen, som hun efter det oplyste havde såvel fysiske som kognitive følger efter, at hun var kronisk svækket både fysisk og psykisk, at der ikke skulle være udsigt til bedring, at hun ikke skulle være i stand til at tage vare på sig selv, og at hun grundet sine lægelige forhold ikke kunne udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens søn i ansøgningen fra august 2013 om opholdstilladelse til ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren ikke var alvorligt syg eller handicappet, at ansøgeren efter det oplyste var blevet ramt af en blodprop/hjerneblødning, flere år før hun indrejste i Danmark i 2013, og at der således var tale om en helbredsmæssig tilstand, der allerede forelå forud for hendes indrejse i Danmark i 2013. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren i en årrække frem til sin indrejse i Danmark i 2013 havde været i stand til at bo i Libanon – med sine børns forsørgelse – på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren ikke ville kunne modtage korrekt medicinsk behandling i Libanon, og at en udlænding ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på, at udlændingen kunne omfattes af det danske sundhedssystem. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren i Libanon ville være uden adgang til lægelig hjælp eller nødvendig pleje – enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ville være umuligt i Libanon at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde, at der blev givet opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren også havde fået afslag på humanitær opholdstilladelse i november 2014 og afslag på genoptagelse af sin sag herom i juni 2015. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at udlændingelovens § 9 b må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke havde noget familienetværk i Libanon, og at der ikke var sociale myndigheder, som kunne tage sig af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes herboende sønner havde levet adskilt fra hinanden i henholdsvis Libanon og Danmark i 20 år forud for ansøgerens indrejse i Danmark i 2013, at ansøgerens familie havde mulighed for at sørge for passende pasning og pleje af ansøgeren i Libanon, og at ansøgerens herboende familie havde mulighed for at tage på besøgsophold hos ansøgeren i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 også vedrører bedsteforældre og børnebørn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/123.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en iransk statsborger, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin voksne datter. Ansøgeren havde tidligere haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, men var i august 2011 udrejst til Iran med henblik på at tage permanent ophold. Ansøgeren havde i den forbindelse underskrevet en frafaldserklæring vedrørende sin opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende reference, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke eksisterede eller var etableret et sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende reference, der kunne danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren og den herboende reference havde boet sammen fra 1989 og indtil 2011, hvor ansøgeren frivilligt var repatrieret til Iran, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren herved var ophørt med at være en del af sin datters husstand. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens forudgående ophold i Danmark i perioden fra 1991 til 2011 samt efterfølgende ophold siden hendes indrejse i Danmark på visum i december 2014 ikke kunne føre til, at der mellem ansøgeren og den herboende reference eksisterede eller var genetableret et sådant familieliv, der kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren siden udløbet af sit visum enten havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold eller ulovligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Det oplyste om, at ansøgeren efter det oplyste skulle være uden familie og netværk i Iran, og at forholdene på plejehjem i Iran – efter den herboende references oplysninger – er både dyre og dårlige, kunne ikke føre til et andet udfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren i Iran ville være uden lægelig hjælp eller den nødvendige pleje enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ville være umuligt at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde nedsat syn, hørelse og bevægelse, at hun havde svært ved at begå sig, idet hun var analfabet, at hun havde svært ved at handle ind, tage til læge, lave mad og gå i bad, og at hendes helbred var væsentligt forværret inden for de seneste fire år. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at generelle sociale og økonomiske forhold i en udlændings hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark, ligesom et manglende familienetværk, almindelig alderssvækkelse og dertilhørende følgesygdomme ikke i sig selv kan føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen alene med henblik på at modtage lægelig eller medicinsk behandling her i landet. Det anførte om, at ansøgeren var udrejst fra Danmark som følge af, at hun havde en depression grundet et forløb med brystkræft, og at hun på daværende tidspunkt havde familie i Iran, at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af at repatriere, at hendes langvarige ophold i Iran skyldtes ansøgerens depression i forbindelse med broderens død, og at ansøgeren var indstillet på at tilbagebetale repatrieringsydelsen, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet der ikke var tale om forhold, der kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/136.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en fader til en herboende voksen datter. Ansøgeren var født i 1929 i Indien og var pakistansk statsborger. Den herboende datter var født i 1963 i Pakistan og var indrejst i juni 1983 i Danmark, og hun var dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde stiftet selvstændig familie, idet hun i april 1982 havde indgået ægteskab, at hun var indrejst i Danmark i 1983, og at hun havde boet i Danmark siden, og sammen med sin ægtefælle havde fået ti børn, som alle var født i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og hans herboende datter ikke havde været en del af samme husstand i hvert fald siden den herboende datters indrejse i Danmark i 1983. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og hans herboende datter ikke havde etableret et sådant kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende datter til sagen havde oplyst, at ansøgeren var enkemand, at ansøgeren ikke havde familie eller netværk i hjemlandet, at den herboende datter havde forsørget ansøgeren siden marts 2016, på hvilket tidspunkt han var indrejst i Danmark, og at den herboende datter og dennes børn tidligere havde forsørget ansøgeren ved at give ham penge, når de besøgte ansøgeren i Pakistan, samt at den herboende datter og dennes ældste børn ville påtage sig at forsørge ansøgeren i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det oplyste herom ikke kunne føre til et andet udfald i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været enkemand i 20 år, at han havde boet alene i Pakistan frem til sin indrejse i Danmark i marts 2016, og at han således var i stand til – med den herboende datter og dennes børns forsørgelse – at bo og opholde sig alene i Pakistan på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke herved var oplyst om omstændigheder, som medførte, at den herboende datter ikke også fremover ville kunne forsørge ansøgeren i Pakistan. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det forhold, at der gives penge til forsørgelse til forældre i hjemlandet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende datter havde oplyst, at ansøgeren på grund af sin alder var blevet meget svagtseende, havde gangproblemer, balanceproblemer, ikke kunne være alene, havde Alzheimers sygdom og var dement, samt at det fremgik af lægelig dokumentation fra Pakistan, at ansøgeren havde behov for daglig pleje, da han ikke kunne tage vare på sig selv, at det var livstruende for ham at være alene, og at han havde behov for smertestillende medicin, havde hukommelsesproblemer på grund af tidligere blodpropper og konstante smerter efter en hofteoperation samt gigt. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke kunne modtage den daglige pleje i Pakistan, da han ingen familie havde i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse oplysninger ikke kunne føre til et andet resultat. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende datter havde oplyst, at det var udelukket, at ansøgerens hjemlands sociale myndigheder kunne tilvejebringe pasning og pleje, og at ansøgeren ikke havde noget sted at bo. Udlændingenævnet fandt dog ikke, at dette kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ville være uden adgang til lægelig hjælp eller nødvendig pleje – enten i offentligt eller privat regi – i Pakistan, herunder at det ikke ville være muligt for den herboende datter at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at manglende familiært netværk for myndige personer ikke i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen, samt at almindelig alderssvækkelse og dertil hørende følgesygdomme samt generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgerens opholdsland eller hjemland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem ansøgeren og hans herboende datter forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ville stride imod hensynet til familiens enhed, således at Danmark ville være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herefter, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/149.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2017 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 07-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til to mindreårige pakistanske statsborgere. Den herboende reference, ansøgernes fader, var indrejst i Danmark i 1996 og var i 1999 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerne var født i henholdsvis oktober 2003 og september 2007 i Pakistan, hvor de fortsat boede hos deres moder. Det fremgik af sagen, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde gået i skole i hjemlandet i henholdsvis tre og otte år, at de begge talte urdu som modersmål og engelsk som fremmedsprog, at de begge havde boet i Pakistan siden fødslen, at de ikke havde besøgt Danmark før indrejsen i juli 2016, at den herboende fader var rejst til Pakistan fem uger årligt for at besøge ansøgerne, og at den herboende fader havde forsørget ansøgerne med en automatisk overførsel på 5.000 kr. hver måned. Det var oplyst til sagen, at den herboende faders søskende fortsat boede i Pakistan.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgerne ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var henholdsvis ni og tolv år på ansøgningstidspunktet i august 2016, at de begge var født og opvokset i Pakistan, hvor de havde boet hele deres liv sammen med deres moder indtil juli 2016, hvor de første gang var indrejst i Danmark på besøgsvisum. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne havde haft henholdsvis tre og ni års skolegang i hjemlandet, at de talte urdu og engelsk, at de havde et familienetværk i Pakistan i form af deres moder og den herboende faders søskende, og at ansøgerne ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til den herboende fader, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om, at noget var til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos deres moder i Pakistan, som de fortsat boede sammen med. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 1996, at han var registreret indrejst i Danmark i november 1996, og at han i september 1999 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader siden december 2007 havde arbejdet 37 timer ugentligt som husassistent på et hospital, at han siden 2008 havde arbejdet 17,5 timer ugentligt som rengøringsassistent hos en virksomhed, at hans arbejdssprog var dansk, at han havde deltaget i danskkurser i perioden fra januar 2000 til juni 2000 og i perioden fra august 2000 til december 2000, og at han ikke led af alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne opveje ansøgernes begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende fader også selv måtte anses for at have en meget stærk tilknytning til Pakistan, hvor han havde etableret sit familieliv, og at han fortsat havde udøvet det i Pakistan, hvor han var kommet på besøgsophold. Trods den herboende faders tilknytning til det danske arbejdsmarked sås han således fortsat at have et ønske om, at hans ægtefælle og børn skulle forblive i Pakistan og ikke søge opholdstilladelse i Danmark før 2016. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse, selv om de ikke havde eller ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgerne havde opholdt sig i Danmark siden juli 2016, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at den herboende fader havde anført, at han havde sit eget hus, at han havde et tidsubegrænset arbejde med en månedsløn på 33.000 kr., at han kunne varetage forsørgelsen af ansøgerne, og at han tidligere havde forsørget ansøgerne økonomisk i Pakistan, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne som hidtil, ligesom han fortsat kunne bidrage til forsørgelsen i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var den herboende faders eget valg, at ansøgerne skulle bo sammen med deres moder i Pakistan, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at de fortsat kunne bo med deres moder i Pakistan. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende fader dermed havde valgt at udøve familielivet således, at han og ansøgerne skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgerne på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s Børnekonvention, herunder barnets tarv, efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2017/120.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. december 2017 – Au pair – Formodning – Formål opfyldt

    Dato: 04-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, jf. au pair bekendtgørelsen § 3, til en filippinsk statsborger. Ansøgeren var i maj 2016 meddelt opholdstilladelse som au pair hos en værtsfamilie på Sjælland for en to årig periode. I januar 2017 indgav ansøgeren en ny ansøgning som au pair hos en værtsfamilie i Jylland, idet hun var flyttet hertil i december 2016 på grund af angiveligt dårlige forhold hos den tidligere værtsfamilie. Denne ansøgning blev i januar 2017 afvist, da der ikke var betalt korrekt gebyr. I februar 2017 flyttede ansøgeren imidlertid til en ny værtsfamilie, da familien i Jylland skulle skilles. Den nye værtsfamilie meddelte i maj 2017 til styrelsen, at de havde opsagt au pair kontrakten med ansøgeren, idet de skulle flytte til udlandet, og at ansøgeren havde fundet endnu en ny værtsfamilie. I august 2017 indgav ansøgerens nuværende værtsfamilie på vegne af ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse som au pair indtil udløbet af den oprindelige au pair periode.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne gives opholdstilladelse som au pair i Danmark, idet der forelå en formodning for, at ansøgeren allerede nu måtte vurderes at have opnået en stor del af den læring og personlige udvikling, som er tiltænkt en au pair-person via ordningen, ligesom ansøgeren allerede måtte vurderes at have opnået et kendskab til det danske sprog, den danske kultur og danske samfundsforhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i maj 2016 blev meddelt opholdstilladelse som au pair, at ansøgeren var registreret indrejst i Danmark i juni 2016, at ansøgeren efterfølgende havde været tilmeldt tre forskellige værtsfamiliers adresser i Danmark, og at to af familierne havde forsøgt at indgive ansøgninger om opholdstilladelse som au pair på baggrund af au pair kontrakter indgået med ansøgeren. Det anførte om, at ansøgeren var uden skyld i sine udfordringer med at finde en ordentlig familie i Danmark, og at ansøgeren blot ønskede at blive i Danmark på au pair vilkår indtil udløbet af den oprindelige to års periode, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke i tilstrækkelig grad afkræftede formodningen for, at ansøgeren ikke allerede havde opnået en stor del af den læring og personlige udvikling, som er tiltænkt en au pair-person via ordningen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for styrelsens afgørelse havde arbejdet og boet i Danmark på au pair vilkår i sammenlagt cirka 11 måneder, idet ansøgeren i sin ansøgning på tro og love havde erklæret, at hun havde arbejdet som au pair hos de tidligere familier, selvom hun ikke havde haft en gyldig tilladelse hertil, og at en værtsfamilie i maj 2017 havde informeret Styrelsen for International Rekruttering og Integration om, at de havde opsagt au pair kontrakten med ansøgeren i maj 2017, og at hun ville fortsætte som au pair hos en ny familie. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet havde opholdt sig i Danmark i i alt et år og seks måneder og efter egne oplysninger på au pair vilkår, hvorfor hun måtte formodes allerede at have opnået den læring og personlige udvikling og det kendskab til det danske sprog og kultur, som er tiltænkt au pair-ordningen. Ansøgeren kunne derfor ikke på ny meddeles opholdstilladelse i Danmark som au pair. ERH/2017/119.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. november 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 29-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en statsborger fra Somalia, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i juni 2015 var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, at parrets fem fællesbørn i august 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøgeren i marts 2016 var blevet meddelt afslag på Schengenvisum til Danmark, og at Udlændingestyrelsen i maj 2016 havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2016. Ansøgerens børn var indrejst i Danmark i februar 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var somalisk statsborger og dermed fra et land, hvis statsborgere vurderedes at udgøre en særlig høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kunne være udsendelsesvanskeligheder, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde dokumenteret, at hun ikke havde lovligt ophold i Kenya, hvor hun i øvrigt ikke havde været i beskæftigelse eller på anden måde havde sandsynliggjort en sådan fast og varig tilknytning, at det kunne lægges til grund, at hun frivilligt ville have udrejst dertil efter et eventuelt visumophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et Schengenvisum. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der alene burde meddeles visum, hvis der forelå ekstraordinære omstændigheder, f.eks. i tilfælde hvor ansøgningen var blevet indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som led af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skulle deltage i et nært familiemedlems begravelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ene herboende barn havde været involveret i et færdselsuheld, og at han i den forbindelse havde været indlagt i cirka to måneder. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet han efterfølgende havde været rask nok til at gå i skole. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen skulle meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det kunne udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at familier ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren i juni 2015 var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet ægteskabet ikke var retsgyldigt, og idet parret ikke havde etableret et familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det var parrets eget valg at lade parrets fællesbørn indrejse og tage ophold i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, og at der ikke var oplyst om forhold, som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbørn ikke kunne besøge ansøgeren i hendes opholdsland. VIS/2017/118.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 28-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Jordan, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2014 på baggrund af ægtefællesammenføring. I september 2016 oplyste ansøgerens herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at parret havde søgt om skilsmisse, hvilket blev bevilliget senere i september 2016, og ansøgeren meldte sig i september 2016 som udrejst i Det Centrale Personregister. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab på ny i november 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle havde indgivet ansøgning om skilsmisse og var blevet skilt, at ansøgeren umiddelbart i forlængelse af ansøgningen om skilsmisse selv havde meldt sig udrejst af Danmark til Jordan i Det Centrale Personregister, og at han var udrejst i september 2016. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren med sine egne handlinger og frie vilje havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at den herboende ægtefælle af Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om ikke at søge familiesammenføring på ny, idet ansøgerens og den herboende ægtefælles skilsmisse ikke var gået igennem, og at ansøgerens opholdstilladelse stadig var gyldig, at ansøgerens ophold i Jordan på tre uger ikke kunne anses som at have opgivet sin bopæl i Danmark, og at hverken ansøgeren eller den herboende ægtefælle var blevet vejledt om, at hans opholdstilladelse var i fare, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen i september 2016 havde vejledt den herboende ægtefælle om, at ansøgeren fortsat havde ret til at opholde sig i Danmark, at der ville blive startet en inddragelsessag som følge af oplysningerne om ansøgningen om skilsmisse, at ansøgeren havde lovligt ophold i Danmark, indtil der var truffet en afgørelse i inddragelsessagen, og at ansøgeren ville miste sin opholdstilladelse automatisk, hvis han udrejste af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at reglerne om bortfald fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra april 2014. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i oktober 2016 ved personlig henvendelse i Udlændingestyrelsen havde fået udleveret ansøgningsskemaerne til brug for at søge dispensation fra bortfald af opholdstilladelse og til at søge om familiesammenføring på ny, og at det fremgik af en note på ansøgningsskemaet – indleveret i oktober 2016 til Udlændingestyrelsen – at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgning om dispensation fra bortfald var blevet vejledt om, at han og den herboende ægtefælle skulle indgive ny ansøgning om familiesammenføring, idet parret på tidspunktet for indgivelsen af ansøgning om dispensation var blevet skilt og ønskede at indgå nyt ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke kunne rejse tilbage til Jordan, idet både hans familie og svigerfamilie var imod ægteskabet mellem ham og den herboende ægtefælle, at han under sit ophold i Jordan havde gemt sig fra folk, han kendte, og boede langt væk fra byer, hvor folk kendte ham, at det var en fejl, at parret var blevet skilt, og at han ikke kunne arbejde på grund af sit handicap og dårlige helbred. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at der i øvrigt kunne være tale om asylretlige forhold, der ej heller kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren uanset det anførte frivilligt havde valgt at rejse til sin broder i Jordan efter at have indgivet ansøgning om skilsmisse, og at ansøgeren frivilligt havde meldt sig udrejst i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren ikke havde en stærk tilknytning til Danmark, idet han alene havde haft cirka to års ophold i Danmark og aldrig havde været tilknyttet arbejdsmarkedet. FAM/2017/116.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2017 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af studier – Proforma

    Dato: 28-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1, til en statsborger fra Kina. Ansøgeren søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle. Den herboende ægtefælle var indrejst i Danmark i august 2009 og var i november 2015 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af studier. Den herboende ægtefælle havde til sagen oplyst, at ansøgeren var kommet til Danmark i december 2006, hvor ansøgeren var indrejst på en anden persons rejsedokument, at ansøgeren herefter havde søgt asyl i Danmark, at ansøgeren ikke efterfølgende havde henvendt sig til asylcenteret, at ansøgeren var blevet bekendt med, at ansøgeren opholdt sig i Danmark ulovligt, at parret havde mødt hinanden i januar 2014 i København, at ansøgeren havde friet efter otte måneders bekendtskab, at parret havde holdt en bryllupsfest i Kina i februar 2015, og at ægteskabet var blevet officielt registreret i marts 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Ansøgeren kunne således ikke meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til den herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at parret havde indledt et forhold i Danmark i januar 2014, hvor ansøgeren på daværende tidspunkt havde opholdt sig ulovligt i Danmark i over otte år, hvilket ansøgeren var bekendt med, at ansøgeren havde friet efter otte måneders bekendtskab, og at parret havde indgået ægteskab året efter, at de havde mødt hinanden. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på ansøgerens samlede ansøgningsmønster, herunder at han havde fået afslag på opholdstilladelse som studerende i 2005, hvorefter han var indrejst på et pas, der ikke tilhørte ham, og havde søgt asyl, hvor han var forsvundet under sagsbehandlingen, og at han havde fået afslag på visum i 2016. Udlændingenævnet konstaterede i øvrigt, at ansøgeren havde erkendt over for Den Danske Ambassade i Kina, at han under sit langvarige ulovlige ophold havde arbejdet ulovligt i Danmark. Det forhold, at parret var jævnaldrende, at parret var fra Kina, at parret var mødtes til en privatfest hos fælles venner i København i januar 2014, at parret i de efterfølgende otte måneder havde haft daglig kontakt, at parret var flyttet sammen i september 2014, og at parret var rejst sammen til Kina i januar 2015, hvorefter parret havde indgået officielt ægteskab i marts 2015, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var bekendt med, at han opholdt sig ulovligt i Danmark, da han indledte forholdet med den herboende ægtefælle, og at ægteskabet med den herboende ægtefælle ville kunne give ham muligheden for at blive lovligt i Danmark. Det forhold, at parret efter det oplyste havde haft daglig kontakt, siden parret var mødtes og siden ægteskabets indgåelse, samt at parret under deres ophold i Kina havde boet alene sammen i ansøgerens lejlighed, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Kina i november-december 2015 og igen i juni-juli 2016, fandt Udlændingenævnet desuden heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at den herboende ægtefælle var gravid, fandt Udlændingenævnet ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke afkræftede formodningen for, at ægteskabet var indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der var et sikkert grundlag for at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. Det forhold, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev påberåbt, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet på baggrund af sagens oplysninger ikke anså ansøgerens og den herboende ægtefælles relation som et beskyttelsesværdigt familieliv. ERH/2017/117.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 27-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2014 blevet meddelt opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en udlænding med opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. I august 2016 indgav klageren en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at hun og hendes tidligere ægtefælle havde ophævet samlivet grundet vold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark i maj 2014 alene havde haft opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, indtil opholdstilladelsen var udløbet i maj 2016, og at ansøgeren efterfølgende havde ophævet samlivet med sin tidligere ægtefælle og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne blive i Danmark efterfølgende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde ophævet samlivet med sin tidligere ægtefælle som følge af vold, og at der som dokumentation for volden var blevet fremlagt en anmeldelseskvittering fra politiet og et brev fra et krisecenter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den særlige bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 8, vedrørende bevarelse af opholdstilladelse efter samlivsophævelse som følge af vold alene fandt anvendelse for udlændinge, der var familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, med henblik på varigt ophold, og således ikke for udlændinge, der havde opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en udlænding med opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Uanset at ansøgerens samliv var ophørt på grund af vold, fandt Udlændingenævnet således, at der ikke herved – henset til karakteren og længden af ansøgerens forudgående ophold i Danmark – var sådanne særlige grunde til at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark fra maj 2014 – dels med opholdstilladelse og dels på processuelt ophold – til og med april 2017. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde haft arbejde 10 til 20 timer ugentligt siden maj 2015, og at hun havde gennemført Prøve i Dansk 3, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at ansøgeren måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at hun havde arbejdet og efter det oplyste talte og læste dansk, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, henset til at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i to år med en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold og på processuelt ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren led af synsnedsættelse på det ene øje, polycystisk ovariesyndrom og infertilitet, og at hun havde haft en ufrivillig abort. Udlændingenævnet fandt herudover, at disse forhold ej heller kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke herved var oplyst om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at de kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren på ny havde giftet sig i Danmark, kunne ligeledes ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren måtte henvises til at søge om opholdstilladelse på dette grundlag, såfremt hun ønskede dette. Det indgik desuden i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde nogen familie i Pakistan, og at hun ikke havde mulighed for at tage ophold med sine forældre, der boede i et land i Mellemøsten. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var myndig og dermed måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet bemærkede tillige, at der var oplyst divergerende om ansøgerens familiemedlemmers opholdssteder, idet det dels var oplyst, at ansøgerens søster var studerende i Pakistan, og dels at ansøgeren ikke havde familie i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/135.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2017 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

    Dato: 23-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra februar 2017 om en værtsfamilies registrering i au pair karensregistret.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at værtsmoderen havde misbrugt au pair-ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 6, ved ikke at have fremlagt dokumentation for, at hun havde haft tegnet de krævede forsikringer for hele den periode, hvor au pairen havde været meddelt opholdstilladelse som au pair bosiddende hos værtsmoderen. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at værtsmoderen skulle have haft tegnet de lovpligtige forsikringer fra juli 2016, hvor au pairen var blevet meddelt opholdstilladelse som au pair hos hende. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at au pairen i juli 2016 havde fået inddraget sin opholdstilladelse som au pair hos sin tidligere værtsfamilie, at hun ligeledes i juli 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsmoderen i perioden fra juli 2016 til februar 2018, og at au pairen i Det Centrale Person Register var blevet registreret som tilflyttet værtsmoderens adresse i maj 2016. Udlændingenævnets flertal lagde derudover vægt på, at værtsmoderen over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde beklaget, at hun ikke havde sørget for, at forsikringerne var blevet tegnet fra første dag, hvor au pairen startede som au pair hos hende. Udlændingenævnets flertal fandt således, at værtsmoderen ikke havde haft tegnet en lovpligtig au pair forsikring vedrørende au pairen, der dækkede hele perioden hos værtsmoderen, idet værtsmoderen alene havde fremlagt dokumentation for, at hun havde tegnet en forsikring, der trådte i kraft i december 2016, og som havde været gældende i 24 måneder fra denne dato. Det forhold, at det til støtte for klagen var blevet anført, at au pairens første værtsfamilie allerede havde tegnet de nødvendige forsikringer i forbindelse med au pairens indrejse i Danmark i efteråret 2015, at au pairen – efter at have skiftet værtsfamilie – fortsat havde været dækket af forsikringerne tegnet af den tidligere værtsfamilie, at forsikringerne blev tegnet i august 2015, men først blev aktiveret i november 2015, at forsikringsselskabet havde bekræftet, at forsikringen fortsat var gældende og først udløb i november 2017, og at au pairen dermed havde været dobbeltforsikret, idet den forsikring, som værtsmoderen havde tegnet, var gældende indtil december 2018, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at værtsmoderen ikke havde tegnet den krævede forsikring for au pairen i perioden fra juli 2016 til december 2016. Udlændingenævnets flertal fandt således, at det påhviler den til enhver tid værende au pair værtsfamilie at have tegnet de krævede forsikringer. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på, at værtsmoderen på tro og love havde skrevet under på, at hun var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at hun udtrykkeligt var blevet vejledt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i et brev fra juli 2017 om reglerne for et au pair ophold. Det fremgik af vejledningen, at værtsfamilien havde pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring, en fritids- og ulykkesforsikring samt en forsikring, der dækkede omkostningerne til hjemtransport i tilfælde af au pairens død, alvorlige sygdom eller ulykke. Udlændingenævnets flertal fandt på den baggrund, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde registreret værtsmoderen i au pair-karensregistret i to år fra februar 2017, jf. udlændingelovens § 21 a. ERH/2017/115.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Litauen jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 samt indrejseforbud i to år jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter egne oplysninger var indrejst i Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016 og således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i cirka tre eller fire dage. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i oktober 2016 var blevet anholdt og sigtet for fire overtrædelser af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved i fire tilfælde af butikstyverier at have stjålet for i alt 2.148 kr. i butikker. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet pågrebet i umiddelbar tilknytning til det ene forhold, at han havde erkendt alle fire forhold over for politiet, og at han havde vedtaget et bødeforelæg på 4.400 kr. for butikstyverierne, som var blevet begået i nær tilknytning til hans indrejse her i landet. Udlændingenævnet henviste herudover til, at klageren overfor politiet havde oplyst, at han havde brugt alle sine penge på at købe hash på Christiania, at han ikke havde adgang til penge, og at han havde overnattet på Christiania den første nat, men siden da ikke havde sovet. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt således, at udvisningen ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om, at klageren var kommet til Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016, at han ikke tidligere havde været i Danmark, at han ikke havde tilknytning til herboende personer, og at han ikke havde oplyst om særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der gjorde, at en udvisning af ham måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2017/148.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, født i 1999, til en herboende fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Der herboende fader var indrejst i Danmark i august 2014, og han var i juni 2015 blevet meddelt opholdstilladelse her i landet som flygtning.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hele sit liv i Eritrea, hvor hun havde gået i skole i ni år, at hendes moder og søskende opholdt sig i landet, at den herboende references moder, som ansøgeren havde boet sammen med, samt den herboende references søskende, også opholdt sig i Eritrea, hvorfor ansøgeren ikke var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne bo enten hos sin egen moder eller hos den herboende references moder i Eritrea. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende fader og dennes familie, når det var muligt i weekender og i to til tre måneder i skolens sommerferier, at ansøgeren havde boet hos sin biologiske moder, som havde fået ny mand og børn, og at moderens nye mand ikke kunne lide ansøgeren, hvorfor ansøgeren som 13-årig ikke længere kunne klare at bo hos moderen og derfor havde boet i lange perioder hos moderens forældre, og da de døde, tog hjem til sin fader, men stadig af og til tog hjem til sin moder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende faders nuværende ægtefælle og to sønner i januar 2015 var udrejst af Eritrea til Sudan uden ansøgeren, og at ansøgeren angiveligt i februar 2015 selvstændigt var udrejst af Eritrea til Etiopien. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste grundet sin ulovlige udrejse af Eritrea ikke havde mulighed for at genindrejse i landet, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, da det var hendes eget valg at udrejse med en gruppe venner på et tidspunkt, hvor den herboende faders opholdsstatus var uafklaret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende fader i marts 2015 under sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren på daværende tidspunkt opholdt sig i Eritrea. Udlændingenævnet fandt således, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og den herboende faders rettigheder efter EMRK artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren boede i en flygtningelejr i Etiopien, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en onkel og dennes familie i samme flygtningelejr i Etiopien, som hun selv opholdt sig i. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 16 år og knap syv måneder, og at hun på afgørelsestidspunktet var 18 år og ni måneder og måtte antages at kunne tage vare på sig selv i det daglige. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at der i Etiopien og også i den flygtningelejr, som ansøgeren opholdt sig i, var et udbrud af kolera, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/143.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en mindreårig ansøger fra Mexico senest samtidig med indgivelsen af en ansøgning om familiesammenføring skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 2. Ansøgerens moder havde i august 2017 søgt om opholdstilladelse som familiesammenført med sin ægtefælle og blev i september 2017 meddelt processuelt ophold. I august 2017 modtog Udlændingestyrelsen endvidere ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin moder.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse i Danmark sammen med sin moder, og at moderen ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om alvorlig sygdom eller handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget til hinder for, at moderens ægtefælle udrejste til ansøgerens hjemland, hvor moderens ægtefælle i øvrigt havde været statsborger indtil 2016, for der at udøve familielivet med ansøgeren og ansøgerens moder. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at moderens ægtefælle til sagen havde oplyst, at det fremgik af www.nyidanmark.dk, at kravet om gebyrbetaling kunne fraviges, hvis den herboende ægtefælle havde et særbarn i Danmark, som den herboende boede sammen med eller havde samvær med i et regelmæssigt omfang, at denne situation vedrørte ansøgerens situation, idet ansøgeren var moderens særbarn, og at moderens ægtefælle derfor havde fulgt vejledningen på hjemmesiden. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgik af www.nyidanmark.dk, at kravet om gebyr kunne fraviges, hvis den herboende ægtefælle havde et særbarn i Danmark, som han eller hun boede sammen med eller havde samvær med i et regelmæssigt omfang. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at den beskrevne situation ikke var sammenlignelig med ansøgerens situation. Den beskrevne situation vedrørte en situation, hvor den person, man søger om opholdstilladelse under henvisning til, har bopæl i Danmark og samvær med et særbarn, der ligeledes har bopæl i Danmark. Ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin moder, der endnu ikke havde opholdstilladelse i Danmark, og ansøgeren var ikke særbarn af moderens ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at uanset om moderens ægtefælle var at betragte som ægtefælle i vejledningen, skulle der indbetales gebyr, da moderens ægtefælle ikke var anerkendt som flygtning, og da der ikke forelå oplysninger om, at moderens ægtefælle led af alvorlig sygdom, eller at han havde særbørn, som han udøvede regelmæssigt samvær med. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke havde taget hensyn til barnets tarv, og at det følger af FN’s børnekonventions artikel 9, stk. 1, at deltagerstaterne skal sikre, at børn ikke bliver adskilt fra deres forældre, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne at kræve, at der senest samtidig med ansøgningens indgivelse skulle indbetales et gebyr. FAM/2017/142.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af en klage på familiesammenføringsområdet

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en tyrkisk statsborger senest samtidig med indgivelsen af en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til en herboende tyrkisk statsborger skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne kunne tilsige, at der ikke skulle indbetales et gebyr. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at der til sagen ikke var fremlagt dokumentation for, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, at den herboende ægtefælle i marts 2017, hvor Udlændingestyrelsen havde modtaget en ansøgning om familiesammenføring, var økonomisk aktiv som selvstændig erhvervsdrivende og dermed omfattet af stand still klausulerne i artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at den herboende ægtefælle fortsat ikke havde dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, at den herboende ægtefælle var selvstændig erhvervsdrivende, herunder fremlagt fakturaer, momsregistreringer eller anden form for dokumentation for virksomhedens aktivitet, selvom Udlændingestyrelsen i forbindelse med sagens behandling havde anmodet den herboende ægtefælle om at indsende dokumentation for, at den herboende ægtefælle drev selvstændig erhvervsvirksomhed. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde oprettet en enkeltmandsvirksomhed i marts 2017 med et CVR-nummer, der i maj 2017 havde skiftet navn, kunne ikke føre til, at Udlændingenævnet kunne betragte den herboende ægtefælle som selvstændig erhvervsdrivende og dermed omfattet af stand still klausulerne, da den herboende ægtefælle ikke herved havde dokumenteret, at han for egen regning og risiko udøvede selvstændig erhvervsvirksomhed af en økonomisk karakter. Det forhold, at det til sagen var anført, at der ikke var hjemmel til at stille krav om, at der skulle være aktuel økonomisk aktivitet for at være omfattet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle efter Udlændingenævnets vurdering ikke havde dokumenteret, at den herboende ægtefælle udøvede selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af e-indkomst, at den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp siden august 2009 og frem til september 2017. FAM/2017/141.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

    Dato: 20-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets oplysninger sammenholdt med klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juli 2012 havde deltaget i en demonstration sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at klageren under demonstrationen havde båret et skilt med teksten ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet bemærkede i relation hertil endvidere, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet havde deltaget i eller deltog i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav, ikke er opfyldt, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, er tale om oplysninger, som understøtter en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på klagerens personlige bekendtskab med en navngiven person, som var eftersøgt for et angreb på en forfatter og journalist, som var optaget på USA’s terrorliste, og som var blevet arresteret i Tyrkiet i 2014 og efterfølgende løsladt som led i en udveksling af fanger imellem Islamisk Stat og de tyrkiske myndigheder. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende som klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom han var udrejst til Irak, og af den samme kilde var oplyst at have forbindelse til Islamisk Stat, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. For så vidt angik det forhold, at klageren til sagen havde anført, at han – uanset politiets mistanke om at han havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat – var blevet tilladt udrejse til Irak i juli 2015, bemærkede Udlændingenævnet, at den i lov om pas til danske statsborgere (lov nr. 76 af 19. januar 2017) hjemlede adgang til inddragelse af pas og meddelelse af udrejseforbud alene angår danske statsborgere, og at det ikke i øvrigt ud fra sagens oplysninger kunne lægges til grund, at klagerens udrejse i juli 2015 var politiet bekendt. For så vidt angik det anførte om, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde, samt henvisningen til områder omfattet af straffelovens § 114 j, bemærkede Udlændingenævnet, at der ved straffelovens § 114 j er tale om en kriminalisering af ophold i visse konfliktområder, mens udlændingelovens § 21 b, efter sin ordlyd angår ethvert ophold ”uden for landet”’, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene den reelle kamphandling, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med, at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klagerens og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed var frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om, at han tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre og hans mindreårige særbørn var bosiddende. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt tillige, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin nye ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, for så vidt angik klagerens mindreårige særbørn, at der i sagen ikke var anført nogen hindringer for, at klageren og klagerens særbørn kunne opretholde kontakt via telefon og internet, ligesom det var klagerens eget valg at opgive sin bopæl og udrejse af Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren ikke sås at have haft fælles bopæl med sine særbørn, og at han var udrejst til Irak, hvor han havde stiftet ny selvstændig familie. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angik vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i forhold til formålet med opholdet var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/146.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

    Dato: 20-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets samt klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens relation til gerningsmændene bag et attentatforsøg i 2010 i Danmark, som for forholdet hver var blevet idømt 12 års fængsel for terrorisme og overtrædelse af våbenloven samt udvist af landet for bestandig, herunder at klageren tidligere havde overnattet i en af personernes hjem. Udlændingenævnet tillagde i den forbindelse klagerens involvering i det konkrete attentatforsøg betydning, idet klageren var mødtes med gerningsmændene og havde anvist dem en lejlighed, hvor de var blevet arresteret, inden angrebet var påtænkt udført. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at sigtelsen af klageren for medvirken til forsøg på terrorisme var påtaleopgivet, og at det ikke af politiet havde været muligt at få oplyst, med hvilken hjemmel påtaleopgivelsen var sket. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at påtaleopgivelsen i sig selv ikke kunne føre til en anden vurdering af klagerens handlemønster og holdninger, idet klageren havde haft relation til gerningsmændene, ligesom der i sagen ikke forelå oplysninger, som udelukkede eller talte imod, at klageren kunne have været bekendt med eller involveret i det konkrete attentatforsøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren efterfølgende i juli 2012 havde deltaget i en demonstration i Danmark sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at der under demonstrationen blandt andet var deltagere, som bar skilte med teksten ”Jihad for Syrien” og ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet bemærkede i relation til disse to omstændigheder, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet deltog i eller havde deltaget i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav ikke er opfyldt. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, og at der var sket påtaleopgivelse for medvirken til terror, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at mistankekravet i udlændingelovens § 21 b, er et andet end det strafferetlige beviskrav, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, var tale om oplysninger, som understøttede en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Udlændingenævnet tillagde det endvidere en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom klageren var udrejst til Irak, og at en kilde havde oplyst, at både klageren og klagerens broder havde forbindelse til Islamisk Stat og dermed et radikaliseret miljø, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter ordlyden af bestemmelsen alene er en betingelse, at der er tale om et ophold ”uden for landet”, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene reelle kamphandlinger, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed blev frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendtes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om at klageren tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i udlandet. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre ligeledes var bosiddende, og at klageren led af en uspecificeret kræftform og som følge heraf var blind på sit højre øje og døv. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede desuden i relation til klagerens helbredsmæssige forhold, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at klagerens tilstand aktuelt var behandlingskrævende, samt at klageren – uanset sine helbredsmæssige forhold – selv havde valgt at tage ophold uden for Danmark og etablere sig i udlandet med sin familie. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Det forhold, at det til sagen var anført, at klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i Irak, og at klageren selv var statsborger i landet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Irak alene var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/147.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-11-2017

    Udlændingenævnets flertal omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 7.

    Udlændingenævnets flertal fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Makedonien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden 1991, at hun blev statsborger i Danmark i 2004, at hun havde en uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, hvor hun på ny havde boet fast siden 2012, hvor hendes familie boede, hvor ansøgerens og den herboende ægtefælles børn var født, og hvor ansøgeren flere gange havde besøgt den herboende ægtefælle og børnene. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udrejst til Makedonien fra 2008 til 2012, fandt Udlændingenævnets flertal endelig ikke på tidspunktet for afgørelsen kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2017/129.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-11-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Cameroun i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelses¬bestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2016, og at Udlændingestyrelsen dernæst første gang havde truffet afgørelse i juli 2016, hvor det fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende reference, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende reference på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens første afgørelse i juli 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og den herboende reference om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf fornyet afgørelse i juli 2017. FAM/2017/134.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Alders- og identitetsfastlæggelse – Aldersfastlæggelse

    Dato: 15-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på aldersændring, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, for en somalisk statsborger. Klageren havde tidligere indgivet en ansøgning om familiesammenføring i august 2012 og en ansøgning om pas i oktober 2014, og begge gange havde klageren anført sit fødselsår til at være 1999. Klageren ønskede at få ændret sit fødselsår fra 1999 til 2000.

    Udlændingenævnet fandt på det foreliggende grundlag, at det ikke var godtgjort, at den fødselsdato, som klageren var registreret med i Det Centrale Personregister, ikke var korrekt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af både klagerens ansøgning om opholdstilladelse og hans ansøgning om pas, at han var født i oktober 1999. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark var underskrevet på tro og love af klagerens moder, mens ansøgningen om pas var underskrevet af begge klagerens forældre. Det forhold, at partsrepræsentanten havde oplyst, at familien havde taget kontakt til kommunen for at gøre opmærksom på, at klagerens fødselsdato var forkert, og at familien i forbindelse med ansøgningen om pas til klageren havde fået forståelsen af, at det ville være mest praktisk at henvise til den forkerte, men allerede registrerede fødselsdato, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke herved var godtgjort, at klagerens fødselsdato i stedet var oktober 2000. FAM/2017/114.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende familie til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Ulovligt ophold

    Dato: 13-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af en ansøgning om fortsat opholdstilladelse som medfølgende familie til en amerikansk statsborger. Ansøgeren blev i juli 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie til sin fader. Denne opholdstilladelse blev senest i maj 2009 forlænget til juni 2015. Først i juni 2017 indgav ansøgeren en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse som medfølgende familie her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse som medfølgende familie var udløbet i juni 2015, at ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse havde opholdt sig ulovligt i Danmark i to år, og at ansøgeren først 24 måneder efter, at opholdstilladelsen var udløbet, havde ansøgt om en forlængelse heraf. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren modtog SU og ikke tidligere havde kunnet afsætte midler til at ansøge om en forlængelse, fandt Udlændingenævnet imidlertid ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra maj 2009, at en ansøgning om forlængelse skulle indgives inden udløbet af opholdstilladelsen, og at ansøgerens økonomiske forhold ikke kunne begrunde, at ansøgeren blev tilladt at indgive en ansøgning om forlængelse 24 måneder for sent. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå oplysninger om sådanne særlige forhold, herunder oplysninger om helbredsmæssige forhold eller lignende omstændigheder, som bevirkede, at det ikke burde kræves, at ansøgeren skulle indgive ansøgningen til en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland eller i et land, hvori ansøgeren de sidste tre måneder havde haft fast lovligt ophold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 20 år og myndig, at ansøgeren ikke siden december 2015 havde boet sammen med sine forældre, og at der i øvrigt ikke forelå oplysninger omkring personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke skulle kunne indgive en ansøgning fra USA, hvor ansøgeren var født og var statsborger. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indgive ansøgningen fra hjemlandet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i en alder af tre år var indrejst i Danmark, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i 17 år, at ansøgeren havde studeret i Danmark, og at ansøgeren efter det oplyste ikke havde familie i USA. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet vejledte samtidig om, at ansøgeren kunne indgive en ansøgning om opholdstilladelse som studerende i Danmark, idet han ikke længere boede på sine forældres bopæl i Danmark. ERH/2017/113.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 07-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en irakisk statsborger, som i marts 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i november 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra marts 2015, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i maj 2015, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i november 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke sås at have aflagt prøve i dansk på A1-niveau efterfølgende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren i skemaet ”Oplysninger om personlige forhold og tilknytning til Danmark” havde anført, at hun var diagnosticeret med PTSD og angst, og at hun siden september 2015 havde været tilknyttet en afdeling for traume og torturoverlevere, hvor hun havde modtaget forskellige behandlinger, at hun helst ikke gik ud alene, og at hun var blevet fritaget fra at deltage i den kommunale sprogundervisning. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der knyttede sig til opholdstilladelsen, og at klageren ikke sås at have søgt om dispensation for aflæggelse af danskprøven. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til prøven og tilrettelægge et forløb, således at hun kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, at kravet om danskprøven fremgik udtrykkeligt af opholdstilladelsen fra marts 2015, og at det i den forbindelse ikke var et krav at følge den tilbudte danskundervisning for at kunne gå op til prøven. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve eller søge om dispensation for aflæggelse af prøven inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2015 i en alder af 43 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at hun ikke var i arbejde eller under uddannelse. Klageren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka et år og tre måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse og cirka to år og seks måneder på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse uden at have haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor hun ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for klageren. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at klageren var diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion, der medførte mareridt med traumeindhold, forringet søvnkvalitet, invaliderende tankemylder og flashbacks, at klageren havde tendens til høj social isolationstrang som følge af angst, at hun aldrig gik ud af huset alene, og at hun havde hukommelses- og koncentrationsproblemer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at klageren ikke ville kunne modtage den relevante behandling for sin sygdom i Irak. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af sagen, at klageren havde oplyst til sin egen læge og til behandlerne på afdelingen for traume og torturoverlevere, at hun havde modtaget medicinsk behandling i Irak, ligesom klagerens ægtefælle havde oplyst, at parret var mødtes på en klinik, hvor de begge havde modtaget behandling. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, den herboende reference og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende references egne oplysninger om, at både klageren og den herboende reference havde modtaget behandling i Irak, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at klageren og den herboende reference havde et fællesbarn, født i 2012, der gik i vuggestue i Danmark, og at parret ventede et barn til november 2017, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at et barn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. FAM/2017/112.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl

    Dato: 06-11-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse til en stats¬borger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå et samliv på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke på tidspunktet for afgørelsen burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle og ansøgeren ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde etableret et samliv i december 2006 på et internationalt cruiseskib, og at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde bibeholdt et samliv, efter at ansøgerens ansættelse var ophørt på grund af graviditet med fællesbarnet i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle siden 2012 havde opholdt sig vedvarende og konsekvent i Filippinerne sammen med ansøgeren og fællesbarnet, der blev født i 2012, hver gang dette havde været muligt på grund af den herboende ægtefælles ansættelse, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i Filippinerne i flere gentagne perioder af en måneds varighed hvert år. Udlændingenævnet lagde således til grund, at den herboende ægtefælle havde været i Filippinerne hver gang hans arbejdsmæssige forhold som ansat på et internationalt cruiseskib tillod det. På baggrund af disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om længerevarende samliv kunne anses for opfyldt. FAM/2017/133.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøvekravet – Ansøgeren har aldrig været tilmeldt folkeregisteret

    Dato: 26-10-2017

    Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en taiwanesisk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2016, at ansøgerens opholdstilladelse blev inddraget under henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra sin tilmelding til folkeregisteret, og at Udlændingestyrelsen havde beregnet denne frist fra datoen, hvor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i december 2015. Idet ansøgeren dog ikke på noget tidspunkt havde været tilmeldt folkeregisteret med en dansk adresse hverken på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse eller efterfølgende, fandt Udlændingenævnet, at der ikke havde været det fornødne hjemmelsgrundlag til at inddrage ansøgerens opholdstilladelse med henvisning til manglende bestået danskprøve. Udlændingenævnet fandt det således rettest at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, således at der kunne træffes en fornyet afgørelse i forhold til ansøgerens opholdsgrundlag i Danmark. FAM/2017/128.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2017 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Forældre

    Dato: 26-10-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International og Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en armensk statsborger, der søgte om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin herboende søn, der havde opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 1. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet med den herboende reference siden 2013, at ansøgeren ikke havde noget familie tilbage i Armenien, at ansøgerens to sønner boede i Danmark med deres familier, at ansøgeren var afhængig af den herboende references pleje, og at ansøgeren var tvunget til at rejse mellem Danmark og Armenien, hvilket havde økonomiske konsekvenser.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der som udgangspunkt ikke meddeles opholdstilladelse til en forælder som medfølgende familie, når den herboende reference har opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på formålet med den herboende references ophold i Danmark, herunder at den herboende reference var meddelt midlertidig opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne særlige hensyn, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde boet med den herboende reference, siden den herboende reference var blevet skilt i 2013, at ansøgeren ikke havde noget familie tilbage i Armenien, at ansøgerens to sønner boede i Danmark med deres familier, og at den herboende reference til støtte for klagen havde anført, at den herboende reference var afhængig af at have ansøgeren ved sin side, så den herboende reference kunne koncentrere sig om sit job og sine børn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om sådanne særlige hensyn, der kunne begrunde, at der skulle meddeles opholdstilladelse til ansøgeren. Det af den herboende reference anførte om, at der var sket helbredsmæssige forandringer hos ansøgeren siden februar 2015, at den herboende reference var meget bekymret for ansøgeren, særligt når ansøgeren var i Armenien, og at ansøgeren var afhængig af den herboende references pleje, fandt Udlændingenævnet heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der som udgangspunkt alene kan meddeles opholdstilladelse til en forælder som medfølgende familie, hvis forælderen altid er blevet forsørget af personen, der har opholdstilladelse i Danmark, altid har boet sammen med den pågældende, og hvis forælderen har fulgt den pågældende under tidligere udlandsophold. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende reference havde haft ophold i Danmark siden februar 2011, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende reference siden den herboende references skilsmisse i 2013, og at ansøgeren samtidig havde oplyst, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark så meget, som ansøgerens turistvisum tillod. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference havde anført, at ansøgeren var tvunget til at rejse frem og tilbage mellem Armenien og Danmark fire gange om året, hvilket havde økonomiske konsekvenser og påvirkede den herboende references og ansøgerens planlægning af ferie og fritid. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke i sig selv var tilstrækkelige til at danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 m, stk. 1. ERH/2017/127.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23.oktober 2017 – Erhverv – Working Holiday

    Dato: 23-10-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen indgået mellem Australien og Danmark om arbejdsferie til en statsborger fra Australien, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgningen var indgivet ved personlig henvendelse i Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 l, stk. 1, vedrørende Working Holiday-aftalen indgået mellem Danmark og Australien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en udlænding som ansøger ikke må være i Danmark på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgningsskemaet på engelsk, at ansøgeren skulle vedlægge en kopi af alle siderne af ansøgerens rejsedokument. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren flere gange under Styrelsen for International Rekruttering og Integrations sagsbehandling samt Udlændingenævnets sagsbehandling var blevet anmodet om at indsende kopi af alle siderne af ansøgerens rejsedokument, men at Udlændingenævnet stadig ikke havde modtaget den relevante dokumentation, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde indsendt kopi af siderne i ansøgerens rejsedokument til Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da denne dokumentation fortsat ikke sås registreret på sagen. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren i januar 2017 havde sendt en e-mail til Udlændingenævnet med 21 vedhæftede filer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da Udlændingenævnet ikke kunne åbne filerne, og da ansøgeren ikke efterfølgende havde rettet henvendelse til Udlændingenævnet i anledning heraf trods flere anmodninger herom. ERH/2017/111.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. oktober 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 18-10-2017

    Udlændingenævnet genoptog i oktober 2017 Udlændingenævnets afgørelse fra 2015 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han i begyndelsen af 2014 havde modtaget en enkeltstående supplerende kontanthjælpsydelse på 1.400 kr. efter lov om aktiv socialpolitik som følge af, at hans samlever havde søgt om kontanthjælp, og at reglerne vedrørende supplerende kontanthjælp for samlevere i lov om aktiv socialpolitik var blevet ændret med virkning fra den 1. januar 2014. Efter Udlændingenævnets afgørelse i sagen i 2015 havde klageren rettet henvendelse til Folketingets Ombudsmand, der var gået ind i sagen. Folketingets Ombudsmand havde i sin endelige redegørelse i sagen henstillet til, at Udlændingenævnet genoptog sagen.

    Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen af sagen, at klageren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet henviste herved til, at Folketingets Ombudsmand havde fundet, at Udlændingestyrelsens vejledning til ansøgeren i starten af 2014 om betydningen af, at hans samlever havde fået kontanthjælp, for hans mulighed for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse ikke var korrekt. Det fremgik blandt andet af Folketingets Ombudsmands redegørelse, at ”… Udlændingestyrelsens vejledning efterlod dermed efter [Ombudsmandens] opfattelse [klageren] med det fejlagtige indtryk, at det ikke ville få betydning for hans mulighed for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, at hans samlever modtog kontanthjælp. [Ombudsmanden] har naturligvis ikke grundlag for at antage andet, end at Udlændingestyrelsen ønskede at vejlede [klageren] korrekt. Men [Ombudsmanden] må konstatere, at vejledningen ikke sikrede, at [klageren] fik tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på området havde for ham, og at den dermed ikke sikrede, at han på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser undgik at blive udsat for et retstab. … [Ombudsmanden] finder imidlertid, at Udlændingestyrelsen i en situation som den foreliggende burde have taget et forbehold over for [klageren] og henvist ham til – f.eks. i [klagerens bopælskommune] – at søge nærmere vejledning om, hvorvidt aktivloven eventuelt kunne indebære, at udbetaling af kontanthjælp til hans samlever også ville medføre udbetaling af kontanthjælp til ham selv. … Det er i sagens natur ikke i dag muligt med sikkerhed at fastslå, hvad [klageren] faktisk ville have gjort, hvis Udlændingestyrelsen [i starten af] januar 2014 havde givet ham en vejledning, der levede op til kravene i forvaltningslovens § 7, stk. 1. I spørgsmål som det foreliggende må der derfor i sidste ende anlægges et samlet skøn. Det forhold, at problemet er opstået som følge af Udlændingestyrelsens vejledning, må imidlertid for [Ombudsmanden] at se naturligt indebære, at tvivl om, hvad [klageren] ville have gjort, inden for rimelige rammer bør komme ham til gode. Dette stemmer efter [Ombudsmandens] opfattelse også med almindelige principper om ”processuel skadevirkning” for myndighederne i tilfælde af sagsbehandlingsfejl (…) De handlemuligheder for [klageren], som Udlændingenævnet peger på, må efter [Ombudsmandens] opfattelse ses i det anførte lys. I den forbindelse bemærker [Ombudsmanden] bl.a., at det (…) må anses for ubestridt, at [klageren] og hans samlever faktisk ville have haft mulighed for at trække hendes ansøgning om kontanthjælp tilbage med den konsekvens, at [klageren] ikke var blevet bragt i den foreliggende situation med hensyn til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.” Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele klageren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter de regler, der gjaldt på det tidspunkt, hvor klageren oprindeligt indgav sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, var opfyldt. FAM/2017/132.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Zambrano-dommen

    Dato: 13-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en filippinsk statsborger, som i 2013 havde født en datter i Danmark. Datteren var dansk statsborger, og ansøgeren var eneforsørger af barnet.

    Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, herunder i forhold til at hun som følge af Zambrano-dommen havde en afledt ret til ophold efter EU-reglerne, jf. EU-domstolens dom fra marts 2011 i Zambrano-sagen (C-34/09). I medfør af Zambrano-dommen kan en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn, som tredjelandsstatsborgeren forsørger, have en afledt ret til ophold efter Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, hvis tredjelandsstatsborgeren opholder sig i den medlemsstat, hvor barnet bor og er statsborger, og hvis en begrænsning i opholdsretten vil have den virkning, at det mindreårige unionsborgerbarn reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i unionsborgerskabet. Udlændingenævnet henviste i øvrigt til dommen i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i april 2013 havde født en datter i Danmark, som var dansk statsborger, at ansøgeren var eneforsørger af barnet, idet faderskabet havde skullet fastslås ved dom på baggrund af en DNA-test, og da barnets fader ikke ønskede at have noget med barnet at gøre og efter det oplyste heller ingen kontakt havde haft med barnet. Udlændingenævnet fandt herefter på baggrund af en konkret vurdering af sagens oplysninger, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren reelt ville medføre, at datteren ville være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med sin moder (ansøgeren), idet datteren var i et afhængighedsforhold til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for ret til ophold på baggrund af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse, medmindre de helt grundlæggende betingelser ikke var opfyldt. FAM/2017/110.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2017 – Børnesammenføring – Genc-dommen – Stiftet selvstændig familie

    Dato: 11-10-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en tyrkisk statsborger, født i 1997, der havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende fader. Ansøgeren blev i 2007 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13 (mulighed for vellykket integration). Dette afslag blev stadfæstet i maj 2008. I marts 2016 indgik ansøgeren ægtefælle med en bulgarsk statsborger, og i maj 2016 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af dette ægtefælle i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. i december 2016 anmodede ansøgeren om genoptagelse af sin familiesammenføringssag. I maj 2017 genoptog Udlændingestyrelsen ansøgerens familiesammenføringssag på baggrund af EU-domstolens afgørelse fra april 2016 i sagen C-561/14 (Genc), og Udlændingestyrelsen meddelte afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie, idet det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde indgået ægteskab i marts 2016, og at ansøgeren i hvert fald siden sin registrerede indrejse i Danmark i juni 2016 havde boet sammen med sin ægtefælle. Det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at ansøgerens ægteskab med sin bulgarske ægtefælle ikke nødvendigvis ville fortsætte, hvorfor ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrede på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie og således ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at det tidligere afslag var givet under henvisning til, at der ikke var mulighed for en vellykket integration her i landet, hvilket havde vist sig at være fuldstændig forkert, for uagtet at ansøgeren var gift med en bulgarsk statsborger, havde ansøgeren godtgjort, at ansøgeren var særdeles integreret i Danmark, og at den igangværende vellykkede integration i høj grad skyldtes ansøgerens nære tilknytning til sin fader og andre familiemedlemmer, som alle var velintegrerede i det danske samfund, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af EU-domstolens dom i sagen C-561/14 (Genc) var blevet fastslået, at integrationskravet i udlændingelovens dagældende § 9, stk. 13, ikke fandt anvendelse, hvilket var begrundelsen for, at Udlændingestyrelsen havde valgt at genoptage ansøgerens sag. FAM/2017/126.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 09-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Rumænien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1. nr. 1, ikke var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et enkeltstående tyveri af beskeden værdi, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at klageren var indrejst i Danmark med det formål at begå kriminalitet, samt at klageren havde forklaret, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka seks måneder, hvilken forklaring på det foreliggende grundlag ikke kunne forkastes som værende urigtig. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af klageren ville være i strid med opholdsdirektivets (direktiv 2004/38/EF) artikel 27, stk. 2. FAM/2017/62.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås

    Dato: 09-10-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en ansøger med ukendt nationalitet, da hendes identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. I april 2015 var klageren blevet meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. I oktober 2015 havde Flygtningenævnet stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. I august 2015 var klageren nedkommet med et barn og i oktober 2015 havde hun indgået ægteskab i Danmark med barnets fader – en herboende eritreisk statsborger, der havde opholdstilladelse som flygtning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, at ansøgerens identitet kan anses for dokumenteret eller lægges til grund. Dette gælder i forhold til navn, fødselsdato og statsborgerskab. Såfremt dette ikke er opfyldt, vil der ikke kunne meddeles opholdstilladelse, uanset ansøgningsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Flygtningenævnet i forbindelse med klagerens asylsag ikke havde kunnet lægge til grund, at klageren var eritreisk statsborger, idet der hverken var fremlagt dokumentation herfor, eller det på anden måde var sandsynliggjort, at hun skulle være det. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at klageren selv var indrejst i Danmark som asylansøger og havde søgt opholdstilladelse som flygtning med henvisning til, at klageren var eritreisk statsborger. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens partsrepræsentant ikke over for Udlændingenævnet havde indsendt nye oplysninger, der kunne understøtte klagerens oplysninger om, at hun var eritreisk statsborger, eller havde søgt om genoptagelse af Flygtningenævnets afgørelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke til sagen var fremlagt gyldig dokumentation for klagerens identitet, herunder eksempelvis en fødselsattest, som klagerens tidligere partsrepræsentant i december 2016 under sagens behandling i Udlændingenævnet ellers havde oplyst ville blive fremskaffet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klageren altid havde betragtet sig selv som eritreisk statsborger, at hun på intet tidspunkt overfor de danske myndigheder havde forklaret divergerende om sin identitet, at det ikke burde lægges hende til last, at de danske myndigheder ikke med sikkerhed kunne fastslå hendes identitet, og at det var udbredt, at ansøgere fra Eritrea ikke var i besiddelse af identitetspapirer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke var muligt at fastslå klagerens identitet i forhold til statsborgerskab og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til klageren var opfyldt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klagerens, hendes ægtefælles og parrets fællesbarns familieliv var beskyttelsesværdigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at klagerens partsrepræsentant havde henvist til brugen af DNA-undersøgelser i andre sager. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at klagerens statsborgerskabsforhold ikke kunne anses for oplyst, og at det påhvilede klageren, jf. udlændingelovens § 40, at oplyse dette. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at klageren havde indgået ægteskab i Danmark, og at parret havde fået et fællesbarn, ikke ændrede ved dette. Uanset at der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, skal en udlændings identitet således kunne lægges til grund. Det forhold, at der var udstedt en dansk vielsesattest, hvor det var anført, at klageren var født i Eritrea, ændrede ikke herpå. Det bemærkedes, at det også var indgået i asylsagen, at klageren skulle være født i Eritrea. Udlændingenævnet fandt endelig af samme årsag, at det til klagen anførte om, at de danske myndigheder ikke havde undersøgt, hvorvidt klagerens ægtefælle ved at flytte til klagerens hjemland var beskyttet imod refoulement, da myndighederne ikke havde været i stand til at fastslå klagerens statsborgerskab og derved hvilket land, familielivet skulle udøves i, hvorfor familielivet var bedst beskyttet i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, uanset om der er tvivl om identiteten. FAM/2017/109.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger

    Dato: 09-10-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation for, at han i juli 2014 havde været ansat hos virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for juli 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse fra januar 2015 ikke havde oplyst at have været ansat i NF i juli 2014. Det forhold, at klageren i ansøgningen havde anført, at han havde yderligere to ansættelsesforhold, der ikke var præciseret nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen havde oplyst, at han ville fremsende dokumentation for sin ansættelse i blandt andet juli 2014, at klageren i januar 2015 havde fremsendt yderligere dokumentation, men at han heller ikke i den forbindelse havde oplyst, at han skulle have været ansat i NF i juli 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i marts 2015 ikke sås at være lønindberetninger for juli 2014. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren forlod NF uden at få udbetalt løn, mens der til sagen var fremlagt en lønseddel for juli 2014 fra NF. Udlændingenævnet fandt på den baggrund tillige, at den fremlagte lønseddel fra NF ikke kunne tillægges vægt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af oplysningerne i sin skattemappe, hvoraf det fremgik, at klageren havde modtaget løn fra NF i juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at lønindberetningen efterfølgende var blevet annulleret, hvilket tillige fremgik ved opslag i eIndkomst i november 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med hans faktuelle indkomst, og at klageren ikke havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, og at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for sin opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at virksomheden BN havde lavet en fejl på klagerens lønseddel, således at det fremgik heraf, at lønnen var udbetalt for august 2014, mens lønnen efter det oplyste rettelig var udbetalt for juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om, at der skulle være lavet en fejl med klagerens lønseddel fra BN, ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke ved fremsendelsen af lønsedlen var blevet oplyst, at den skulle være fejlagtig. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at lønsedlen fra virksomheden BN dækkede perioden fra medio august 2014 til ultimo august 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at uanset at det kunne lægges til grund, at klagerens løn fra BN hidrørte fra juli 2014, kunne klageren ikke anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af klagerens opholdstilladelse var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft arbejde i september 2014, og at klageren i så fald ikke havde haft beskæftigelse i august 2014, hvorfor klageren alene fortsat kun kunne anses for at have været i beskæftigelse i et vist omfang i ti måneder, idet klageren efter det oplyste havde haft ferie i perioden fra en bestemt dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst i april 2015 af klagerens daværende partsrepræsentant, eller i perioden fra en anden dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst af klageren i forbindelse med indgivelsen af klagerens forlængelsesansøgning i januar 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder efter praksis ville kunne medføre forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen. Denne praksis var fastlagt efter ferielovens § 8, som indebar, at en lønmodtager havde ret til 25 dages ferie årligt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at politiet i juli 2017 havde meddelt, at der ikke ville blive rejst en staffesag mod klageren i anledning af sigtelsen mod klageren for at have afgivet urigtige oplysninger til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i forbindelse med hans forlængelsesansøgning indgivet i januar 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der derved var tale om en strafferetlig vurdering, der ikke relaterede sig til reglerne i udlændingeloven. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af cirka 29 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i cirka syv år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn tillige opholdt sig sammen med klageren i Danmark, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ægtefælle havde opholdt sig cirka et år og ni måneder i Danmark, mens parrets fællesbarn havde opholdt sig cirka ti måneder i Danmark, hvorfor de ikke kunne antages at have opnået en sådan stærk tilknytning her til landet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren alene havde været meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at klageren, klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn kunne tage ophold i Pakistan, hvor både klageren og hans familie var statsborgere, hvor klageren og hans familiemedlemmer var født, og for klagerens og klagerens ægtefælles vedkommende tillige vokset op, for der at udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endelig, at klageren hverken på baggrund af sit ansættelsesforhold hos virksomheden R eller sine tidligere ansættelsesforhold i Danmark, kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. ERH/2017/130.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger

    Dato: 09-10-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse i juni 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for, at klageren i januar, februar og marts 2014 samt i januar og februar 2015 havde været ansat i virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for januar, februar og marts 2014 samt januar og februar 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse i november 2014 ikke havde oplyst at have været ansat hos NF i perioden fra januar til marts 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i februar 2015 ikke sås at have været lønindberetninger for perioden fra januar til marts 2014. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af sine TastSelv-skatteoplysninger, hvoraf det fremgik, at klageren selv havde indtastet, at han havde været ansat hos NF i perioden fra primo januar 2014 til medio marts 2014, og at hans befordringsfradrag var over 120.000 kr. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at befordringsfradraget efterfølgende var blevet udlignet, ligesom der ikke efterfølgende var blevet fremsendt dokumentation for, at oplysningerne fra SKAT vedrørende udligningen af befordringsfradraget skulle have været forkerte. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der var tale om oplysninger, som klageren selv havde indtastet og således ikke oplysninger, der var valideret eller godkendt af SKAT. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at klageren ikke havde været indkaldt til en samtale hos SKAT, at SKAT’s afgørelse ikke var en domstolsafgørelse, at klageren ikke havde forstået, at det i forhold til hans opholdsgrundlag skulle have været nødvendigt at søge sagen genoptaget hos SKAT, at SKAT’s afgørelser alene var udfærdiget på dansk, og at SKAT ikke havde vejledt klageren om, at afgørelsen om at annullere lønindberetningerne kunne have opholdsretlige konsekvenser for klageren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med klagerens faktuelle indkomst, og at klageren ikke i øvrigt havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det lå uden for SKAT’s vejledning i skattespørgsmål at undersøge, hvilken type opholdstilladelse en udlænding havde, herunder de nærmere betingelser for opholdstilladelsen, og på den baggrund yde vejledning om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved SKAT’s afgørelser. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet partshørt over oplysningerne indhentet telefonisk fra SKAT, og at klageren ikke var fremkommet med bemærkninger hertil. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for hans opholdstilladelse i Danmark, at klageren endvidere specifikt i forhold til de angivne tidsperioder var blevet vejledt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om konsekvenserne af ikke at have arbejdet i de pågældende perioder, og at klageren således måtte antages at være bekendt med de mulige opholdsretlige konsekvenser af SKAT’s annullering af lønindberetningerne i de pågældende perioder. Det forhold, at SKAT’s afgørelse var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren under sagens behandling havde anført, at han talte flydende dansk, og at der således ikke havde været noget til hinder for, at klageren kunne have rettet telefonisk henvendelse til SKAT med henblik på at få forklaret SKAT’s afgørelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at såfremt der var tvivl om ansættelsesforholdet, burde der kunne ses bort fra dette, idet der i så fald alene var tale om fravær i op til tre måneder fra arbejdsmarkedet, og idet klageren både før og efter ansættelsesforholdet efter partsrepræsentantens opfattelse havde haft en ikke ubetydelig tilknytning til arbejdsmarkedet. Partsrepræsentanten havde i den forbindelse henvist til, at Udlændingenævnet i en anden sag, hvor klageren havde haft en hjernetumor, der skulle fjernes, havde set bort fra fravær fra arbejdsmarkedet i op til tre måneder. Udlændingenævnet fandt desuden, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var oplysninger i sagen om, at klagerens eventuelle ledighed i så fald skulle være uforskyldt, hvorfor Udlændingenævnet – på baggrund af klagerens beskrivelse af den efter hans opfattelse sammenlignelige sag – ikke fandt at sagerne var sammenlignelige, idet der ikke var oplyst om alvorlig og livstruende sygdom hos klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i juni 2016 var blevet forlænget på baggrund af hans tidligere meddelte forlængelse af opholdstilladelse i juni 2015, og at forlængelsen af klagerens opholdstilladelse således blev foretaget på urigtigt grundlag. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke kunne anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af hans opholdstilladelse var opfyldt, når lønindberetningerne fra NF for januar, februar og marts 2014 samt januar og februar 2015 ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af 27 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i sammenlagt cirka ni år. Det forhold, at klageren efter det oplyste ikke havde nogen tilknytning til Pakistan, og at han var en ung, aktiv og veluddannet person, der havde færdiggjort en Master of Science i Computer Science i Sverige, at han aldrig havde modtaget offentlige ydelser, at han talte flydende dansk og deltog i danskundervisning og undervisning i dansk kultur, ligesom han havde været frivillig i forskellige projekter og virksomheder, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren ikke på den baggrund kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i sin seneste forlængelsesansøgning havde oplyst, at han var gift, men at klagerens ægtefælle ikke sås at have opholdt sig i Danmark. ERH/2017/131.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en amerikansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 28 år på afgørelsestidspunktet, var født som dansk statsborger i USA og havde inden den seneste indrejse i Danmark i juni 2016 opholdt sig i Danmark i to måneder i 1990, syv måneder i 1992 og derudover på ferie- og besøgsophold. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-dommen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i september 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 fremgik det udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde endelig en vis vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i forbindelse med indrejsen i Danmark havde taget væsentlige skridt til at etablere sig i Danmark med henblik på varigt ophold, herunder boligforhold, ligesom den herboende ægtefælle allerede i august 2016 var påbegyndt en ansættelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/31.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en tunesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 45 år på afgørelsestidspunktet, var dansk statsborger og havde boet i Danmark hele sit liv. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i maj 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og referencen om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 53 år gammel på afgørelsestidspunktet, var født i Danmark, og han havde været udrejst til Kina første gang i perioden mellem september 1990 og november 1992 og efterfølgende mellem november 1993 og juni 2016. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i august 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig en vis vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde solgt parrets hus i Kina i september 2015 og i august 2015 havde købt bolig i Danmark med overtagelse i februar 2016 og således havde planlagt flytningen til Danmark over en længere periode inden indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Frafald af ansøgning om asyl

    Dato: 28-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016 om administrativ udvisning af en serbisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og § 32, stk. 4. 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren primo november 2016 var indrejst i Danmark sammen med sin ægtefælle og fællesbarn, hvor de alle havde søgt om asyl. Under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen medio november 2016 havde klageren frafaldet sin asylansøgning.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren primo november 2016 havde søgt om asyl, at klageren medio november 2016 havde frafaldet sin ansøgning om asyl, og at ansøgningen om asyl af Udlændingestyrelsen var blevet vurderet som åbenbart grundløs, fordi klageren var statsborger i Serbien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, at en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen er fritaget for visum, jf. § 3, eller er meddelt visum, jf. §§ 4-4b, og frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, som behandles efter § 53 b. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder i sagen, der kunne medføre, at klageren ikke kunne udvises, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og at en udvisning af klageren ikke ville virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at klageren var født og opvokset i Serbien, at klageren havde familie i Serbien, som klageren havde kontakt til, og at klageren var sund og rask. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klagerens ægtefælle, som klageren havde et barn sammen med, havde søgt om asyl i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om omstændigheder, der gjorde, at klagerens ægtefælle ikke kunne indrejse i Serbien, for der at udøve familielivet sammen med klageren og fællesbarnet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ægtefællens asylsag var afsluttet. FAM/2017/140.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 27-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en kinesisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i september 2006 indrejst i Danmark med opholdstilladelse som studerende. I marts 2015 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration klagerens opholdstilladelse. I maj 2015 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på hendes ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fastsatte samtidig en udrejsefrist til medio juni 2015. I juni 2015 anmodede Udlændingestyrelsen Nationalt Udlændingecenter om at foretage udrejsekontrol, da klageren ikke havde indsendt dokumentation for sin udrejse af Danmark. Ultimo september 2016 – efter at politiet gentagne gange havde forsøgt at kontakte klageren – kontaktede klageren efter anmodning politiet. Klageren oplyste, at hun via sin advokat var blevet bekendt med, at hun i februar 2016 havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Hun oplyste endvidere, at hun ikke havde set brevet, hvori hun skulle være blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller havde modtaget et opholdskort.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på oplysningerne fra politiet om, at klageren havde studeret indtil primo 2016, at hun havde været i arbejde på en restaurant så sent som i september 2016, at hun ultimo september 2016 fortsat var registreret med adresse i Danmark, og at hun ultimo oktober 2016 havde rettet personlig henvendelse til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde imod at udvise klageren af landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt afslag på sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i maj 2015, og at det herefter påhvilede hende at udrejse af landet senest medio juni 2015. Det forhold, at klageren havde oplyst, at hun ikke havde set afgørelsen, hvor hun var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at klagerens partsrepræsentant havde oplyst, at hun havde klaget over afgørelsen og oplyst klageren om, at hun senere var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren selv var ansvarlig for valg af partsrepræsentant, og at en afgørelse anses for forkyndt, når den er kommet frem til partsrepræsentanten. En udmeldt udrejsefrist kan derfor ikke suspenderes, uanset om klageren ikke er gjort bekendt med afgørelsens indhold af sin partsrepræsentant. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens oplysninger til politiet, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der ville kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for hende, samt at hun ikke havde tilknytning til herboende personer, der ville kunne medføre, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at alle klagerens opholdstilladelser i Danmark havde været meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at det ikke fandtes dokumenteret, at der forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. FAM/2017/139.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab – Ganske særlige grunde

    Dato: 25-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i marts 2015 meddelt afslag på ægtefællesammenføring i Danmark under henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå ganske særlige grunde. I november 2015 hjemviste Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 til fornyet behandling, da den herboende reference havde indsendt ny dokumentation, som Udlændingestyrelsen ikke havde haft mulighed for at vurdere. I september 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at han og ansøgeren var blevet gift efter de syriske traditioner, og at der intet var unormalt i, at de dokumenter, der efterfølgende var blevet udarbejdet inden for den offentlige forvaltning i Syrien, var udarbejdet senere, end ægteskabet var indgået, samt at der i Syrien ikke var et krav om, at begge ægtefæller skulle være fysisk til stede for at få udstedt de relevante dokumenter.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at den herboende reference havde fremlagt divergerende oplysninger om datoen for parrets eventuelle ægteskab samt om den herboende references civilstatus som forlovet eller gift. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, da den herboende reference i forbindelse med sin ansøgning om asyl udtrykkeligt havde oplyst, at han kun var forlovet, selvom han havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til samtalereferatet, men han havde ikke haft bemærkninger til dette. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret blev gift i april 2014, mens den herboende reference i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret i april 2013 havde besluttet at blive gift, men at parret ikke kunne blive gift på grund af krigen. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde anført, at han faktisk havde været gift siden april 2013, men at parret ikke kunne bo sammen på grund af krigen, og at parret havde holdt ægteskabet hemmeligt på grund af ansøgerens onkel. Det forhold, at der i sagen var fremlagt kopier og oversættelser af forskellige skrivelser, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i april 2013 og havde betalt ægteskabsafgifter, samt at ”Marriage Certificate” var blevet udstedt i april 2015, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at skrivelsen fra april 2013 kun dokumenterede, at parret havde betalt ægteskabsafgifter, samt at skrivelsen ikke var udstedt af en religiøs myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde fremsendt en gyldig ”Marriage Contract” fra den religiøse ret, som var udstedt på selve vielsesdagen med begge parters underskrift samt dokumentation for registrering af kontrakten ved Civil Registry, eller en efterregistrering fra den religiøse myndighed med underskrift fra begge parter og dokumentation for registrering af Civil Registry. Endvidere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde fremsendt kopi af ”Judgement of Marriage Confirmation”, hvoraf det fremgik, at kopien var blevet udstedt i april 2015, at ægteskabet var blevet efterregistreret i marts 2015 ved domstolen i Damaskus, og at efterregistreringen var blevet foretaget ved stedfortræder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ”Judgement of Marriage Confirmation” var udstedt i marts 2015, hvor den herboende reference var i Danmark, og at en dom kun kunne anerkendes, hvis den var udstedt på et tidspunkt, hvor det måtte formodes, at begge parter havde været i Syrien. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift og ikke havde boet sammen, samt at den herboende reference flere gange havde oplyst, at han indtil sin udrejse af Syrien boede i Damaskus på det hotel, hvor han arbejdede, eller i sin egen lejlighed, hvor kun den herboende reference boede, og at ansøgeren havde boet hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da forholdet mellem parret ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at have indgået et ægteskab, som kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold i øvrigt, at det var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/92.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 21-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en georgisk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren blev i januar 2001 registreret af Udenrigsministeriet som indrejst i Danmark og blev i april 2003 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 47, som omhandler personer, der nyder diplomatiske rettigheder mv. Ansøgerens opholdstilladelse blev senest i april 2016 forlænget til oktober 2017. I juli 2016 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2017 ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde boet i lovligt i Danmark i mindst seks år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., da meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse forudsatte, at udlændingen havde boet lovligt her i landet i mindst seks år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n eller 9 p. Allerede fordi ansøgeren alene havde været meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 47, kunne hun således ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da denne bestemmelse ikke var omfattet af anvendelsesområdet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Det af ansøgeren anførte om, at udlændingemyndighederne i 2010 havde haft en praksis vedrørende meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til udsendt ambassadepersonale eller personer med lignende diplomatstatus, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at udlændingelovens regler om tidsubegrænset opholdstilladelse ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 var blevet ændret således, at det fremover skulle være en ufravigelig betingelse, at ansøgeren forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse havde mindst et vist antal års lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 - 9 e. FAM/2017/108.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 13-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en canadisk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i en længerevarende periode i udlandet, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1957 og blev i juni 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren blev i september 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren fik i september 2010 dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, idet hun havde fået ansættelse i udlandet. Denne dispensation blev yderligere forlænget til november 2014 på baggrund af samme ansættelsesforhold. Ansøgeren søgte i september 2015 på ny om dispensation. Det blev under sagen oplyst, at ansøgeren kunne forlænge sin kontrakt et år ad gangen, og at ansøgeren ville fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet, indtil hun skulle på pension i juni 2018. Udlændingestyrelsen afslog i april 2016 at dispensere yderligere fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse og fastsatte samtidig en indrejsefrist i maj 2016, således at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne dato. Det var til støtte for klagen anført, at ansøgeren i slutningen af 2015 teoretisk havde haft mulighed for ikke at forlænge sin kontrakt yderligere, men at ansøgerens ægtefælle efter telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen havde fået det indtryk, at ansøgeren ville få forlænget sin dispensation frem til juni 2018, hvor ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet udløb.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren var udrejst i 2010, og da ansøgeren fortsat opholdt sig i udlandet, idet ansøgeren ikke var indrejst i Danmark inden den af Udlændingestyrelsen fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren første gang blev meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, at denne dispensation var blevet forlænget til november 2014, idet ansøgeren havde oplyst, at ansættelsesforholdet udløb i 2014, at ansøgeren på ny i september 2015 havde søgt om dispensation med henvisning til samme ansættelsesforhold, og at ansøgeren dernæst valgte ikke at indrejse i overensstemmelse med den senest meddelte indrejsefrist i maj 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle var af den opfattelse, at der telefonisk var indgået en aftale med Udlændingestyrelsen omkring endnu en dispensationsperiode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet i yderligere to år, indtil ansøgeren fyldte 60 år, at Udlændingestyrelsen havde vejledt ansøgeren om at indgive en ny ansøgning om dispensation fra bortfald, og at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om afslag på yderligere dispensation samtidig havde fastsat en indrejsefrist således, at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at meddele ansøgeren yderligere dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst siden august 2010, at ansøgeren allerede havde fået dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil maj 2016, at ansøgeren ikke var genindrejst i Danmark, at ansøgeren flere gange havde forlænget sin ansættelse i udlandet, og at ansøgeren fortsat ønskede at være bosat i udlandet frem til 2018. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens ansættelse i udlandet var sket som lokal ansættelse og ikke som led i udsendelse for en dansk eller herværende udenlandsk virksomhed eller organisation. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren oprindelig var meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, og at ansøgeren fortsat var gift. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres i yderligere en periode. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke sås at have opretholdt et fælles samliv på fælles daglig bopæl med sin ægtefælle, idet ansøgerens ægtefælle fortsat var bopælsregistreret og boede i Danmark. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren forud for sin udrejse havde boet i Danmark i 13 år, at ansøgerens to børn var danske statsborgere, og at ansøgeren havde taget uddannelser i Danmark, ligesom ansøgeren ejede flere virksomheder og ejendomme i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af ansøgerens ophold i udlandet uden den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i 1997 på baggrund af ægteskab, at ansøgerens børn var voksne, og at ansøgeren i nu syv år havde boet og arbejdet i udlandet uden sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – uanset at hun havde fået dispensation fra bortfald i næsten seks år – ikke kunne anses for at have opnået en berettiget forventning om at kunne få yderligere dispensation. Udlændingenævnet vejledte i den forbindelse om, at ansøgeren på ny kunne søge om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab, når ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet var ophørt. FAM/2017/90.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 13-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en afghansk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Klageren blev i juli 2003 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført. I november 2005 blev klageren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, (nu 9 m, stk. 1) som medfølgende familiemedlem, som senest blev forlænget til november 2014. I februar 2015 blev klageren meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Denne afgørelse blev ikke påklaget til Udlændingenævnet. I juli 2015 blev klageren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, 1. pkt., med virkning fra ansøgningstidspunktet i januar 2015. I januar 2016 indgav klagerens partsrepræsentant ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i september 2016 klageren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. stk. 3 og 4.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke uafbrudt havde haft opholdstilladelse i Danmark i mindst fire år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. stk. 3 og 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, at opholdstilladelsen var udløbet i november 2014, og at klageren i juli 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, 1. pkt., med virkning fra januar 2015. Klageren havde derfor ikke haft et lovligt opholdsgrundlag i Danmark i perioden fra november 2014 til januar 2015. Udlændingenævnet henviste herved til, at klagerens partsrepræsentant i januar 2015 på vegne af klageren havde ansøgt om en ny opholdstilladelse, og at det var fra denne ansøgningsdato, at klagerens nye opholdstilladelse skulle regnes fra, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Udlændingenævnet fandt derfor ikke anledning til at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om, at gyldighedstidspunktet for klagerens opholdstilladelse var fra ansøgningsdatoen i januar 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at klageren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til sagen havde oplyst, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/91.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 13-09-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en irakisk statsborger. Klageren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2010 i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og havde i august 2012 fået udbetalt kontanthjælp.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse og fandt, at klageren ikke burde have været meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at klageren havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde fået udbetalt kontanthjælp i ultimo august 2012, og at klageren efterfølgende havde tilbagebetalt kontanthjælpen efter aftale med kommunen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren indgav ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i medio august 2015. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren havde fået hjælp til at udfylde ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse af formanden for et frivilligcenter, som klagerens bopælskommune havde henvist klageren til, og at klageren havde oplyst, at formanden på frivilligcenteret var af den opfattelse, at det var uden betydning, at klageren havde fået udbetalt hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i august 2012, da klageren havde tilbagebetalt ydelsen. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at såfremt klageren havde modtaget korrekt vejledning i forhold til tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse, og herefter blot havde ventet tre uger med at indlevere ansøgningen til Udlændingestyrelsen, ville klageren ikke have fået afslag på ansøgningen under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse. FAM/2017/41.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. september 2017 – Erhverv – Volontør

    Dato: 11-09-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark som volontør til en statsborger fra Brasilien jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde i sin afgørelse lagt vægt på, at ansøgeren var 30 år på ansøgningstidspunktet, og at ansøgeren derfor ikke opfyldte aldersgrænsen i udlændingelovens § 9 k, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som volontør var fyldt 30 år, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af § 4. stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører, at det skal stilles som en betingelse, at udlændingen er mellem 18 og 30 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af bemærkningerne til udlændingelovens § 9 k, som indsat ved lov nr. 418 af 12. maj 2012, fremgår under beskrivelsen af den dagældende praksis, at der gives opholdstilladelse som volontør til udlændinge mellem 18 og 30 år, og at der ikke var tiltænkt en ændring af praksis med den nye lovbestemmelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det følger af en ordlydsfortolkning af både udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt., samt § 4, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører, at der ikke er grundlag for at konkludere, at en ansøger ikke må være fyldt 30 år på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som volontør. ERH/2017/107.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 07-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/103.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Forældremyndighed

    Dato: 07-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til to mindreårige, togolesiske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag på familiesammenføring under henvisning til, at børnenes herboende moder ikke havde dokumenteret at have del i eller den fulde forældremyndighed over børnene. Børnene havde efter det oplyste ikke samme far.

    Udlændingenævnet fandt for så vidt angik vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at børnenes herboende moder var indehaver af forældremyndigheden over børnene, hvorfor børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i forhold til det ældste barn vægt på, at moderen alene havde fremlagt en Autorisation Parentale, hvori barnets fader havde givet barnet lov til at rejse til Danmark med moderen, og at der således ikke var tale om en retsgyldig overdragelse af forældremyndigheden over barnet fra barnets fader til moderen. Udlændingenævnet lagde i forhold til det yngste barn vægt på, at moderen i forbindelse med klagen havde oplyst, at hun ville fremsende dokumentation fra Togo, hvoraf det fremgik, at hun havde forældremyndigheden over det yngste barn, og at Udlændingenævnet ikke havde modtaget yderligere dokumentation fra moderen vedrørende det yngste barn, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at moderen havde oplyst, at hun havde forældremyndigheden over begge børn, men Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at moderen ikke havde fremlagt gyldig dokumentation, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, for at hun havde forældremyndigheden over børnene. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at børnenes mormoder og morfader var svækkede af alderdom og sygdom og derfor efter det oplyste ikke kunne tage sig af børnene, at moderens søskende heller ikke kunne tage sig af børnene, og at moderen havde oplyst, at børnene således var uden omsorgspersoner i Togo. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da moderen ikke havde fremlagt dokumentation for, at hun havde del i eller den fulde forældremyndighed over børnene. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var hensigten med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at en biologisk forælder til et ansøgende barn fik en ansøgning om børnesammenføring behandlet efter bestemmelsen, men at vurderingen rettelig skulle foretages efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans kunne vurdere, om der var ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/102.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn

    Dato: 07-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. september 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist – Barsel

    Dato: 06-09-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde have fået inddraget sin opholdstilladelse som familiesammenført under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ultimo oktober 2014 havde født en søn, og at hun herefter havde ret til 46 ugers barsel. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ultimo januar 2015 under sin barsel var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført. Klageren var i den forbindelse blevet meddelt en frist på seks måneder til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klagerens ægtefælle ved telefonisk henvendelse ultimo maj 2015 til Udlændingestyrelsen havde anmodet om udsættelse af klagerens frist for at bestå danskprøven grundet barsel. Klagerens ægtefælle havde således anmodet om udsættelse af fristen inden fristens udløb. Udlændingenævnet kunne ikke tilslutte sig Udlændingestyrelsens beregning af suspension af fristen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det afgørende for beregningen af suspension er fødselsdatoen, og at længden af restperioden skulle beregnes fra fødselsdatoen, og ikke ud fra tidspunktet for ansøgningen om dispensation, da dette tidspunkt er vilkårligt. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren burde være blevet meddelt suspension for fristen for at bestå danskprøven, således at fristen på seks måneder til at bestå danskprøven først begyndte efter afsluttet barsel primo september 2015, og at klageren således skulle bestå danskprøven inden en bestemt dato primo marts 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren inden den angivne dato primo marts 2016 havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau, hvorved hun således havde bestået danskprøven rettidigt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde have været inddraget under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist. FAM/2017/94.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. september 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 06-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en somalisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens mindreårige barns opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Barnet var ligeledes somalisk statsborger. Klageren blev i december 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit samliv med referencen – en på daværende tidspunkt herboende somalisk statsborger. Barnet, der var født i Danmark i november 2013, blev i marts 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark ligeledes under henvisning til referencen. Klagernes opholdstilladelser var betinget af, at referencen, der var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus), var bosiddende i Danmark og havde en gyldig opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen havde imidlertid i januar 2017 inddraget referencens opholdstilladelse, hvilken afgørelse Flygtningenævnet havde stadfæstet i juli 2017.

    Udlændingenævnet fandt, at det var en betingelse for klagernes opholdstilladelser, at referencen var bosiddende i Danmark, herunder at han havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i januar 2017 havde inddraget referencens opholdstilladelse i Danmark, og at Flygtningenævnet i juli 2017 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Som følge af, at referencen ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark, og derfor heller ikke kunne anses for at være fastboende her i landet, var betingelsen for klagernes opholdstilladelser ikke længere opfyldt, og opholdstilladelserne kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage dem. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at henholdsvis nægtelse af forlængelse og inddragelse af opholdstilladelserne måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den kvindelige klager var født og opvokset i Somalia, hvor hun havde tilbragt en stor del af sit voksenliv og stiftet familie, og hvor hun talte sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den kvindelige klager først havde fået opholdstilladelse i Danmark i december 2012, at hun var indrejst i Danmark i februar 2013, og at hun ikke kunne anses for at have opnået en så særlig tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den kvindelige klager havde bestået Prøve i Dansk 2, at hun var i gang med at tage en 9. klasses eksamen, at hun flere gange havde været i virksomhedspraktik, at hun var et aktivt medlem i en forening, og at hun efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, henset til længden og karakteren af hendes ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste herved til, at den kvindelige klager ikke havde haft ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom hun gennem sine danskkundskaber ikke fandtes at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den kvindelige klagers virksomhedspraktik ikke kunne anses for ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet, idet det fremgik af sagen, at der havde været tale om erhvervsrettede kommunale tiltag, under hvilke hun havde modtaget offentlige ydelser i form af kontanthjælp eller integrationsydelse. Det forhold, at den kvindelige klager havde født sit mindreårige barn efter sin indrejse i Danmark og derfor tillige havde været på barsel, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering heraf. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at barnet var født i Danmark i 2013, at barnet efter det oplyste havde gået i dagpleje og børnehave, og at barnet efter det oplyste kun talte dansk. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på barnets alder samt længden og karakteren af hans ophold i Danmark, hvorfor Udlændingenævnet ikke fandt, at han som 4-årig havde opnået en så selvstændig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse ikke burde inddrages. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke med henvisning til barnets forhold, herunder barnets tarv, var grundlag for at forlænge den kvindelige klagers opholdstilladelse og undlade at inddrage barnets opholdstilladelse, som var meddelt med henvisning til referencen. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var oplyst om andre personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der gjorde, at nægtelse af forlængelse af den kvindelige klagers opholdstilladelse og inddragelse af barnets opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den kvindelige klager mente, at det ville være risikofyldt for hende at vende tilbage til Somalia, idet hun frygtede Al-Shabaab og efter det oplyste ikke kunne forlade sig på klanbeskyttelse, ligesom referencen ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at barnet ville blive rekrutteret som soldat eller kidnappet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der var tale om asylretlige forhold, der ville skulle indgå i vurderingen af barnets verserende asylansøgning. FAM/2017/101.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2017 – Erhverv – Beløbsordningen

    Dato: 04-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra september 2016 om afslag på opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, til en statsborger fra Serbien. Klageren havde til sagen fremsendt et brev fra en navngiven virksomhed, hvoraf det fremgik, at han var ansat i virksomheden på akkord, og at han på årsbasis ville oppebære en indkomst på højst 253.000 – 276.000 kr. Klageren havde endvidere oplyst til sagen, at han havde søgt job flere steder, og at han ville være i stand til at have to ansættelser med en sammenlagt årlig indkomst på 400.000 kr.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret et ansættelsesforhold med en årlig lønindkomst på mindst 400.000 kr. Udlændingenævnet bemærkede, at akkordløn ikke ville være tilstrækkeligt, da lønnen skulle være garanteret og minimum 400.000 kr. (2016 niveau). Det af klageren anførte om, at han ville kunne være i stand til at få endnu en ansættelse og således have to ansættelser med en sammenlagt årlig indkomst på 400.000 kr., kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, skulle være tale om en årlig indkomst i det samme ansættelsesforhold, hvorfor den sammenlagte årlige indkomst fra eventuelt flere ansættelsesforhold ikke kunne indgå i vurderingen. Udlændingenævnet fandt af samme årsag, at det af klageren anførte om, at han håbede, at han udover sin aktuelle ansættelse ville få yderligere en stilling på deltid eller i weekenderne, og at han havde søgt arbejde flere steder, men var blevet afvist, da han ikke havde et dansk CPR-nummer, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet oplyste hertil, at klageren havde søgt en stedfæstet arbejdstilladelse hos en navngiven virksomhed, og at han således ikke lovligt ville kunne arbejde andre steder end dertil, hvor han måtte blive meddelt arbejdstilladelse. ERH/2017/138.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

    Dato: 30-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om en au pair værtsfamilies registrering i au pair karensregistret, jf. udlændingelovens § 21 a, da værtsfamilien ikke havde tegnet de lovpligtige forsikringer for værtsfamiliens au pair, der dækkede hele au pairens ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at værtsfamilien havde misbrugt au pair ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, stk. 6, ved ikke at have fremlagt dokumentation for, at de havde haft tegnet de lovpligtige forsikringer for hele den periode, hvor au pairen var meddelt opholdstilladelse som au pair hos familien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at værtsfamilien havde fremlagt dokumentation for, at værtsfamilien havde haft en aupairforsikring fra et forsikringsselskab, med en ikrafttrædelsesdato primo november 2016 og løbende i seks måneder, samt at værtsfamilien havde oprettet en forsikring hos et andet forsikringsselskab, som ved en fejl var blevet annulleret, og derfor efterfølgende var blevet oprettet med tilbagevirkende kraft, dækkende perioden fra ultimo august 2016 til primo november 2016. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at au pairen primo august 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien i perioden fra primo august 2016 til primo august 2018, og at au pairen i Det Centrale Personregister (CPR) var registreret som indrejst i Danmark primo august 2016. Udlændingenævnet fandt således, at værtsfamilien ikke havde haft tegnet en lovpligtig aupairforsikring vedrørende au pairen, der dækkede hele au pairens ophold i Danmark, da værtsfamilien alene havde fremlagt dokumentation for at have en forsikring, der dækkede perioden fra ultimo august 2016 til primo november 2016 og fra primo november 2016 og i seks måneder – det vil sige indtil primo maj 2017. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at au pairen ikke havde været dækket af en lovpligtig forsikring i perioden fra primo august 2016, hvor hun var indrejst med opholdstilladelse, til ultimo august 2016, og at hun heller ikke havde været dækket fra primo maj 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at værtsfaderen på tro og love havde skrevet under på, at han var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at værtsfamilien udtrykkeligt var blevet vejledt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i brev af primo august 2016 vedrørende reglerne for et au pair ophold. Det fremgik af vejledningen, at værtsfamilien har pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring, en fritids- og ulykkesforsikring samt en forsikring, der dækker omkostningerne til hjemtransport i tilfælde af au pairens død, alvorlige sygdom eller ulykke. Det fremgik endvidere, at såfremt en værtsfamilie ikke har tegnet de nødvendige forsikringer, kunne værtsfamilien blive omfattet af en toårig karensperiode. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde registreret værtsfamilien i Au pair-karensregistret i to år fra medio februar 2017, jf. udlændingelovens § 21 a. Det forhold, at forsikringsselskabet ved en fejl havde annulleret værtsfamiliens aupairforsikring, men at denne efterfølgende var blevet oprettet med tilbagevirkende kraft, kunne således ikke føre til en ændret vurdering, da au pairen fortsat ikke sås at have været dækket af en lovpligtig aupairforsikring i hele den periode, hun var meddelt opholdstilladelse i Danmark. ERH/2017/93.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Visum – EU-regler – Familiemedlemmer – Ej omfattet af gruppen, der kan meddeles Schengenvisum

    Dato: 30-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en myndig, pakistansk statsborger. Værten for visumansøgningen var ansøgerens herboende fader, der var britisk statsborger. Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgeren ikke blev forsørget af værten, hvorfor ansøgeren ikke var omfattet af EU-reglerne om visum til familiemedlemmer til unionsborgere, jf. EU-opholdsdirektivet 2004/38/EF artikel 2, og at ansøgeren endvidere ikke var omfattet af den persongruppe, der efter visumpraksis kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6, og § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke efter EU-opholdsdirektivet kunne anses som ”familiemedlem” til en unionsborger, da hun ikke blev forsørget af den herboende vært. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle havde et fast job, at ægtefællen fik udbetalt en løn på mellem 30.000 og 32.000 PKR pr. måned, og at Den Danske Ambassade i Pakistan havde oplyst, at middelklassen i Pakistan tjener mellem 30.000 og 40.000 PKR pr. måned. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren også selv havde et job, hvor hun modtog akkordløn, at ambassaden havde oplyst, at mindstelønnen i Pakistan var cirka 14.000 PKR, og at det i forbindelse med en tidligere visumansøgning i 2016 var oplyst, at ansøgeren havde fast arbejde i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at det ligeledes i forbindelse med ansøgerens tidligere visumansøgning i 2016 var oplyst, at værten ikke forsørgede ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke var afhængig af værtens økonomiske pengeoverførsler til sin forsørgelse, men at disse blot udgjorde et bidrag til familiens økonomi. Da ansøgeren således ikke kunne anses for at blive forsørget af værten, og derfor ikke kunne få behandlet sin ansøgning om Schengenvisum efter EU-reglerne, fandt Udlændingenævnet endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette tillige havde vurderet ansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren faldt uden for den persongruppe af pakistanske statsborgere, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum til Danmark, og at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var pakistansk statsborger og dermed var fra et land, hvis statsborgere vurderes at udgøre en særligt høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et visum til Danmark. Det forhold, at det i klagen var oplyst, at ansøgerens herboende broder skulle giftes i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering. VIS/2017/17.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 30-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om Schengenvisum til Danmark til en myndig, filippinsk statsborger. Værten for visumansøgningen var efter det oplyste ansøgerens biologiske moder, der havde overladt ansøgeren til en veninde som spæd, og efterfølgende mistet kontakten til ansøgeren. Det var værtens veninde, der stod anført som ansøgerens moder på ansøgerens fødselsattest. Værten var svensk statsborger. Udlændingestyrelsen havde fundet, at slægtskabet mellem ansøgeren og værten ikke kunne anses for dokumenteret, hvorfor ansøgeren ikke var omfattet af EU-reglerne om visum til familiemedlemmer til unionsborgere, jf. EU-opholdsdirektivet 2004/38/EF artikel 2, og at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke efter EU-opholdsdirektivet kunne anses som ”familiemedlem” til en unionsborger, da Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at hun var barn af værten. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fremgik af den fremlagte fødselsattest, at værten var ansøgerens moder. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at der efter det oplyste var blevet foretaget en DNA-undersøgelse med henblik på at fastslå slægtskabet mellem ansøgeren og værten, og at det fremgik af DNA-undersøgelsen, at den angivne moder med en sandsynlighed på 99 % var moder til det angivne barn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det fremgik af ansøgerens officielle fødselsattest, at en anden kvinde end værten var ansøgerens moder. Udlændingenævnet kunne i den forbindelse ikke lægge vægt på den fremlagte DNA-undersøgelse, idet udlændingemyndighederne ikke havde haft mulighed for at sikre identiteten på de personer, hvorfra der var blevet udtaget DNA. Uanset om udlændingemyndighederne måtte have haft mulighed for at sikre identiteten på de personer, hvorfra der var blevet udtaget DNA, ville dette imidlertid ikke kunne have ført til en ændret vurdering, idet det fremgik af ansøgerens officielle fødselsattest, at en anden kvinde end værten var ansøgerens moder. Da Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren var barn af værten, og ansøgeren derfor ikke kunne få behandlet sin ansøgning om Schengenvisum efter EU-reglerne, fandt Udlændingenævnet endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette havde vurderet visumansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at ansøgerens tilknytning til Filippinerne ikke var tilstrækkelig til, at der kunne meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 26 år, at hun var enlig og uden børn, og at hun således ikke via sin egen familie havde en stærk familiemæssig forpligtelse og dermed tilknytning til Filippinerne. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde fokuseret på sin karriere, og derfor ikke havde haft tid til at stifte familie, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var ansat i et firma, hvor hun havde været ansat i ti måneder, og at hun modtog en månedlig løn på 18.000 PHP. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke på baggrund af sit arbejde kunne anses for at have en tilstrækkelig stærk tilknytning til Filippinerne til, at hun kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, idet et job med en løn på dette niveau var et lavtlønnet job ifølge oplysningerne om lønniveauet i Filippinerne fra Den Danske Ambassade i Filippinerne, og idet det efter det oplyste var ansøgerens første job efter endt studie, hvorfor hun ikke kunne antages at have opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel skulle meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. VIS/2017/18.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Visum – Konsultationsafslag

    Dato: 30-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en pakistansk statsborger i medfør af visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, nr. 6, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med en høring af efterretningstjenesterne eller de centrale myndigheder i andre Schengenlande fået oplyst, at der var grund til at antage, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed eller folkesundhed eller mod Schengenlandenes internationale forbindelser.

    Udlændingenævnet fandt, at der var grunde til at antage, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed eller folkesundhed eller mod Schengenlandenes internationale forbindelser, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles et Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en høring af efterretningstjenesterne eller de centrale myndigheder i et eller flere Schengenlande havde fået oplyst, at der var grund til at antage, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed eller folkesundhed eller mod Schengenlandenes internationale forbindelser. Udlændingenævnet bemærkede, at oplysninger om, hvilke myndigheder eller hvilke Schengenlande der var blevet hørt i sagen, samt hvilke myndigheder eller hvilke Schengenlande der havde gjort indsigelser, var fortrolige oplysninger, som ikke kunne udleveres til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at meddele ansøgeren et nationalt begrænset visum til Danmark, idet der ikke forelå særlige omstændigheder, herunder humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at han var en lovlydig borger, at han havde været beskæftiget hos den samme virksomhed i Saudi Arabien i 14 år, at han aldrig havde været involveret i kriminelle handlinger, at han tidligere havde rejst i Europa og USA, at han var en dedikeret ægtefælle og fader til to børn, at han gik ind for personlig frihed og tog afstand fra vold og terrorisme, og at han med sin klage ønskede at rense sit navn, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. VIS/2017/89.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2017 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 24-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to somaliske statsborgere efter udlændingelovens §§ 9 c, stk. 1. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2014 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var født i 1998 og 2000, og den herboende fader havde i marts 2015 søgt om opholdstilladelse til dem under henvisning til ham.

    Udlændingenævnet fandt, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af den herboende fader og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgernes afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader efter det oplyste ikke havde boet sammen med ansøgerne, siden han var blevet skilt fra ansøgernes moder, og at han efter det oplyste sidst havde set ansøgerne i 2011, hvor han efter egne oplysninger også var ophørt med at forsørge ansøgerne. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at den herboende fader havde oplyst divergerende i forhold til årstallet for skilsmissen fra ansøgernes moder, idet han i forbindelse med sin familiesammenføringssag havde oplyst, at han blev skilt i 1995, at han i forbindelse med ansøgningerne havde oplyst, at årstallet var 2007, og at det i forbindelse med klagen var oplyst, at årstallet for skilsmissen var 2008. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den herboende fader i marts 2014 på tro og love havde underskrevet sin ansøgning om familiesammenføring, ligesom han havde underskrevet ansøgningsskemaerne vedrørende ansøgerne, og at det påhviler en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet. Det forhold, at de to ansøgere efter det oplyste i ansøgningen havde kontakt med den herboende fader to til tre gange om måneden, indtil han kom til Danmark, og at han havde telefonisk kontakt med ansøgerne en gang om måneden efter sin indrejse i Danmark, mens det i klagen var anført, at han var i daglig kontakt med ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne opretholde kontakten til ansøgerne i samme omfang, som han hidtil havde gjort, siden han var indrejst i Danmark. Det forhold, at ansøgernes moder havde forladt dem, at ansøgerne ikke havde nogen slægtninge, der kunne tage sig af dem, og at ansøgerne havde trange kår hos deres tidligere nabo, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke var uden omsorgspersoner, ligesom et manglende familienetværk ikke i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet var 15 og 17 år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndige, og at de således ikke kunne antages at have behov for forældre i samme omfang, som yngre børn ville have. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgerne, at det kunne begrunde, at de skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/98.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2017 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

    Dato: 24-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til fire somaliske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 15. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2014 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var født i henholdsvis 2001, 2002, 2004 og 2006, og den herboende fader havde i marts 2015 søgt om opholdstilladelse til dem under henvisning til ham.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde stillet krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader ikke havde boet sammen med ansøgerne siden 2007, og at han havde set ansøgerne i 2011, hvor han efter egne oplysninger også var ophørt med at forsørge ansøgerne, ligesom han ikke havde oplyst om ansøgerne i forbindelse med sin egen familiesammenføringssag. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at den herboende fader havde oplyst divergerende i forhold til årstallet for skilsmissen fra børnenes moder, da han i forbindelse med sin familiesammenføringssag havde oplyst, at han blev skilt i 1995, at han i børnenes familiesammenføringssag havde oplyst, at årstallet var 2007, og at der i forbindelse med klagen var oplyst, at årstallet for skilsmissen var 2008. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den herboende fader på tro og love havde underskrevet ansøgninger om familiesammenføring såvel medio marts 2014 som primo juli 2015, og at det påhviler en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende fader og ansøgerne ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det forhold, at den herboende fader efter det oplyste skulle have haft kontakt med ansøgerne to til tre gange om måneden, indtil han kom til Danmark, og at det i klagen var anført, at han dagligt havde kontakt med ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var den herboende faders eget valg at forlade ansøgerne, ligesom der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne opretholde kontakten med ansøgerne i samme omfang, som han hidtil havde gjort, siden han indrejste i Danmark. Det forhold, at ansøgernes moder havde forladt dem, at de ikke havde nogen slægtninge, der kunne tage sig af dem, og at ansøgerne havde trange kår hos deres tidligere nabo, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke var uden omsorgspersoner. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne havde boet sammen med deres tidligere nabo, siden deres moder forlod dem cirka 18 måneder før ansøgningens indgivelse, og at alle ansøgerne var meddelt afslag på familiesammenføring og derfor fortsat kunne udgøre et familiært netværk for hinanden. Udlændingenævnet fandt derfor, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som kunne bevirke, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Det anførte om, at den herboende fader havde oplyst om sine børn allerede ved første samtale med kommunen, at den herboende faders familieguide havde oplyst, at familieguiden havde været den herboende faders familieguide siden primo december 2014, og at den herboende fader hele tiden havde talt om børnene, at han havde arbejdet på, at hans børn kunne familiesammenføres med ham, ligesom der blev henvist til, at den herboende fader havde oplyst om børnene i et asyldokument fra regeringen i Uganda af medio juni 2014, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende fader siden december 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, og at der herved ikke var tale om enkeltstående ydelser. FAM/2017/99.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. august 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 23-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et herboende mindreårigt barns moder og stedfader efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som var statsborgere i Syrien. Udlændingenævnet hjemviste samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende det herboendes barns lillesøster til fornyet vurdering, idet Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen skulle have truffet afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og ikke udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det herboende mindreårige barn, som var født i september 2006 i Syrien, var indrejst i Danmark i april 2015 med sin morbroder og en fætter.

    Udlændingenævnet fandt, at det herboendes barns moder ikke kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde til grund, at det herboende barn og det herboende barns moder havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet anså imidlertid familielivet for frivilligt afbrudt, idet det herboende barn havde boet hos sin fader, siden han var fem år, idet hans moder i januar 2015 havde valgt at udrejse til Tyrkiet alene, og idet han var udrejst af sit hjemland med sin morbroder. Det forhold, at klageren havde anført, at familielivet ikke var blevet frivilligt afbrudt, idet adskillelsen af familiemedlemmerne skyldtes borgerkrigen i Syrien, kunne således ikke føre til en anden vurdering. Klagerens henvisning til FN’s Børnekonvention og bemærkninger om, at der i den konkrete sag ikke var tvivl om, at barnets tarv tilsagde, at der burde meddeles opholdstilladelse til det herboende barns moder og stedfader, idet det herboende barn var meget påvirket af savnet til sin moder og mistrivedes, kunne heller ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til det herboendes barns moder ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, idet denne – efter Udlændingenævnets opfattelse – ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste til, at det herboende barns moder ikke havde boet sammen med det herboende barn, siden han var cirka fem år, at han herefter havde boet hos sin fader, og at det herboende barns moder i januar 2015 var udrejst alene til Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det herboende barn boede sammen med en værge (klageren), at han havde sin morbroder (værgens broder) og sin fætter i Danmark, og at det efter det oplyste var værgen, der var det herboende barns primære omsorgsperson, hvilket han havde været siden 2015. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det herboende barn havde et familiært netværk her i landet, som kunne tage vare på ham. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet desuden, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele det herboendes barns moder afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns moders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var særlige grunde til at meddele det herboende barns stedfader opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det herboende barn og det herboende barns stedfader ikke havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derfor, at et afslag på opholdstilladelse til det herboende barns stedfader ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns stedfaders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han fik opholdstilladelse. FAM/2017/97.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Au pair – Stiftet selvstændig familie i hjemlandet

    Dato: 23-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en statsborger fra Filippinernes opholdstilladelse som au pair, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 14, jf. § 9 j, stk. 5 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren havde i ansøgningen om opholdstilladelse som au pair oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift, ligesom klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse under et interview på den danske ambassade i sit hjemland ligeledes havde oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift. Klageren blev i januar 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren ikke havde børn eller var gift. Det blev efterfølgende oplyst, at klageren var gift og havde et barn i hjemlandet.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, idet klageren ved ansøgningens indgivelse havde et barn og var gift. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde modtaget en verificeringsrapport fra den danske ambassade i klagerens hjemland, hvoraf det fremgik, at klageren havde et barn i sit hjemland, og at klageren var gift. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren under behandlingen af inddragelsessagen havde oplyst, at det var korrekt, at klageren havde et barn og var gift. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren ikke betragtede sig som værende forælder eller gift, at klagerens ægtefælle var voldelig, at klagerens svigerfamilie havde afskåret klageren fra at have kontakt til sit barn, og at klageren ønskede at spare penge op, så klageren kunne rejse tilbage til sit hjemland for at få ægteskabet annulleret, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse omstændigheder ikke ændrede på det forhold, at klageren havde opnået opholdstilladelsen på urigtigt grundlag, idet klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren ikke havde børn eller var gift, og at klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at klageren havde oplyst, at det handlede om liv og død for klageren, at dette var årsagen til, at klageren ikke havde afgivet korrekte oplysninger til myndighederne, og at klagerens værtsmoder ligeledes til støtte for klagen havde anført, at værtsfamilien frygtede for klagerens liv, såfremt klageren skulle rejse tilbage til Filippinerne, idet klagerens svigerfamilie havde truet klageren på livet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse forhold kunne være af strafferetlig karakter, der måtte anmeldes til det stedlige politi, ligesom oplysningerne kunne være af asylretlig karakter, hvilket ikke indgik i vurderingen af, om en opholdstilladelse som au pair skulle inddrages. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i en alder af 23 år, at klageren ikke tidligere havde haft en opholdstilladelse i Danmark, at klageren på tidspunktet, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde truffet afgørelse, alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i lidt over ti måneder, og at klageren således ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville være særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde oplyst, at klageren ikke havde familie i Danmark. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at klageren havde en kæreste i Danmark, idet der ikke herved forelå oplysninger, som gjorde, at klageren skulle bevare sin opholdstilladelse i Danmark, henset til opholdets varighed og til at opholdstilladelsen var opnået på baggrund af urigtige oplysninger. ERH/2017/100.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2017 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af studier – Jobsøgningsperiode

    Dato: 21-08-2017

    Udlændingenævnet hjemviste i august 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra september 2016 om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1, til en statsborger fra Afghanistan. Referencen – ansøgerens fader – havde siden november 2015 haft opholdstilladelse i Danmark som studerende og befandt sig på tidspunktet for styrelsens afgørelse i jobsøgningsperioden i forlængelse af hans opholdstilladelse som studerende, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende familie.

    Udlændingenævnet fandt, at der under klagesagens behandling var indkommet nye oplysninger i forhold til Styrelsen for International Rekruttering og Integrations oprindelige beslutningsgrundlag. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i december 2016 var blevet meddelt etableringskort i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 9, gyldigt indtil december 2018. Udlændingenævnet hjemviste således sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, hvorvidt betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, var opfyldt. ERH/2017/63.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 21-08-2017

    Udlændingenævnet hjemviste i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en ghanesisk statsborger efter udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 7. Ansøgeren blev i december 2012 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen blev i november 2014 forlænget til maj 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, da Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse ikke sås at have taget stilling til, hvorvidt ansøgeren på afgørelsestidspunktet i oktober 2016 opfyldte kravet i udlændingelovens dagældende § 11, stk. 1, nr. 1, om at have haft seks års lovligt ophold i Danmark, jf. dog udlændingelovens § 11, stk. 5 og 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at Udlændingestyrelsen ved afgørelen i oktober 2016 alene sås at have vurderet sagen og efterfølgende havde givet ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med den begrundelse, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt det endvidere rettest, at Udlændingestyrelsen – såfremt Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren ikke opfyldte opholdskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – skulle vurdere, om ansøgeren opfyldte de supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 4, i forhold til opholdskravet på fire år i udlændingelovens § 11, stk. 5. FAM/2017/59.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Kompetence – Visum

    Dato: 17-08-2017

    Udlændingenævnet afviste i august 2017 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om at meddele en syrisk statsborger Schengenvisum til Danmark. Ansøgeren havde i sin ansøgning om Schengenvisum angivet, at han ønskede visum til flere indrejser i en periode på et år, og han havde oplyst, at han ville opholde sig i Danmark i 20 dage i juli 2017. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren Schengenvisum til én indrejse i maksimalt 20 dage. Ansøgeren klagede over, at han ikke havde fået udstedt et Schengenvisum til flere indrejser indenfor et år.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2017, idet Udlændingenævnet alene har kompetence til at behandle klager over afslag. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til udlændingelovens § 52 b, stk. 1, nr. 11. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke fremgik af udlændingelovens § 52 b, stk. 1, nr. 11, eller de øvrige punkter i udlændingelovens § 52 b, at Udlændingenævnet havde kompetence til at behandle klager over afgørelser, hvor en udlænding var blevet meddelt et Schengenvisum, men hvor udlændingen ønskede visummet for en længere periode eller med flere indrejser. Udlændingenævnet bemærkede, at udlændingelovens § 52 b, stk. 1, udtømmende opregner de typer af afgørelser, som Udlændingestyrelsen træffer, som kan påklages til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at klagen skulle afvises under henvisning til, at afgørelsen ikke kunne påklages til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet videresendte klagen til Udlændinge- og Integrationsministeriet til videre foranstaltning. VIS/2017/19.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 14-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev i marts 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et ægteskab med sin herboende ægtefælle. Denne opholdstilladelse var gyldig til januar 2015. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af, at ansøgeren bestod Prøve i Dansk 1 på A1-niveau senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun efter at være blevet meddelt opholdstilladelse tilmeldte sig folkeregistret. Ansøgeren tilmeldte sig i april 2014 i Det Centrale Personregister (CPR). I november 2014 indgav ansøgeren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. I april 2015 aflagde og bestod ansøgeren Prøve i Dansk 1. Udlændingestyrelsen bad i maj 2015 om ansøgerens bemærkninger til, at hun ikke havde aflagt danskprøven inden for den udmeldte frist og at oplyse om sin tilknytning til Danmark. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at hun siden november 2014 havde arbejdet 25 timer om ugen som rengøringsassistent i sit eget firma, og at hun havde kontakt med sin familie i Tyrkiet. Udlændingestyrelsen nægtede i juli 2016 at forlænge ansøgerens opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke inden den af Udlændingestyrelsen meddelte frist herfor havde bestået udlændingemyndighedernes Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Samtidig afslog Udlændingestyrelsen at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Udlændingenævnet fremsendte i august 2016 ansøgerens klage vedrørende Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet samt EU-reglerne til videre foranstaltning til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet (nu Udlændinge- og Integrationsministeriet). Det fremgik af CPR, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn i december 2016 var udrejst til Sverige.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde bestået en danskprøve på A1-niveau eller en sprogprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist, da ansøgeren først i april 2015 havde aflagt og bestået Prøve i Dansk 1. Ansøgeren blev tilmeldt CPR primo april 2014, hvorfor hun skulle have gennemført prøven senest primo oktober 2014. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at hendes ægtefælle var tyrkisk statsborger og økonomisk aktiv, at han havde ret til familiesammenføring efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, og at Udlændingestyrelsen ikke havde taget stilling til, at ansøgeren var selvstændig og tyrkisk statsborger, som var beskyttet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle var dansk statsborger, at ansøgeren blev tilmeldt CPR i april 2014, og at hun ikke havde dokumenteret, at hun inden seks måneder fra tilmeldingen til folkeregisteret havde været økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder. Det forhold, at ansøgeren havde fremsendt en kopi af en forskudsopgørelse fra 2015 og kopier af kvitteringer af momsindberetninger, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde indberettet moms for perioderne fra primo oktober 2014 til ultimo december 2014 med 0 kr., fra primo januar 2015 til ultimo marts 2015 med ca. 7.000 kr., fra primo april 2015 til ultimo juni 2015 med ca. 11.400 kr., og fra primo juli 2015 til ultimo september 2015 med ca. 5.500 kr., fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hun ikke herved havde dokumenteret, at hun fra april 2014 til oktober 2014 havde været økonomisk aktiv. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn i december 2016 var registreret i CPR som udrejst til Sverige, hvorfor ansøgeren ikke længere kunne anses for at opfylde betingelsen i opholdstilladelsen om samliv med ægtefællen på fælles bopæl, ligesom ægtefællen ikke opfyldte betingelsen om fast bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2014 i en alder af 30 år, og at hun således kun havde opholdt sig i Danmark med opholdstilladelse i cirka to år og fire måneder, samt at ansøgeren på baggrund af længden af sit ophold her i landet ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse af den grund ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Sverige, hvor hendes ægtefælle og parrets fællesbarn var bosiddende, og for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/106.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 09-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Iran, som søgte ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren havde tidligere søgt asyl og havde i august 2015 fået endeligt afslag herpå.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i marts 2016 i Danmark senest havde fået fastsat en udrejsefrist på 15 dage i forbindelse med Flygtningenævnets afgørelse i august 2015. Ansøgeren havde således indgivet sin ansøgning under ulovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke i forhold til det oplyste om, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde etableret et forhold i Danmark og havde været gift i halvandet år, ville være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab fra hjemlandet henset til, at ansøgeren aldrig havde haft et egentligt opholdsgrundlag i Danmark, men alene havde opholdt sig på processuelt ophold under behandlingen af sin asylsag, der var afsluttet, og sin tidligere familiesammenføringssag, der også var afsluttet. Det kunne ej heller føre til en ændret vurdering, at den herboende ægtefælle havde opholdstilladelse som flygtning i Danmark, da familielivet med ansøgeren var stiftet i Danmark under de nævnte omstændigheder, og at den herboende ægtefælle og ansøgeren derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at en ansøgning om opholdstilladelse kunne tillades indgivet her i landet, og i øvrigt at være berettiget til familiesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt af samme årsager, at det anførte om, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Iran, og at ansøgeren frygtede for sit liv, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at der var tale om asylrelevante oplysninger, og at Flygtningenævnet havde meddelt ansøgeren endeligt afslag på asyl. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde et fællesbarn, som var påvirket af ansøgerens situation. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da fællesbarnet – henset til barnets alder – ikke fandtes at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring burde tillades indgivet her i landet under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i danske skoler/institutioner. FAM/2017/144.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2017 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 09-08-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn under 15 år (referencen), som i november 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingestyrelsen havde i december 2016 meddelt referencens moder opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til referencen. Moderen var indrejst i Danmark i februar 2017. Udlændingestyrelsen havde i afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren var blevet i Syrien, mens resten af familien i 2013 var flygtet til henholdsvis EU og Tyrkiet, at familien havde været i Syrien i 2014, og at ansøgeren ikke var taget med til Tyrkiet, da familien igen udrejste. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at familielivet var blevet afbrudt. Udlændingenævnet indkaldte referencens moder til at afgive mundtlig forklaring for nævnet. Moderen forklarede under nævnsmødet, at familien oprindeligt flygtede samlet til et andet område af Syrien, at en af sønnerne blev fritaget for militærtjeneste, mens en anden søn var nødt til at melde sig til militærtjeneste. Sønnen blev efterfølgende dræbt. Familien besluttede herefter at flygte, og man flygtede enkeltvis. Familien havde ingen planer for, hvor og hvornår man skulle mødes igen – familien tænkte alene på at komme væk. Ansøgeren ville ikke tro på, at sønnen var dræbt, før han havde set et lig, hvorfor han blev i Syrien for at få liget udleveret. Ansøgeren fik liget udleveret cirka syv måneder inden nævnsmødet i august 2017. Moderen forklarede endvidere, at referencen talte med ansøgeren næsten hver dag, enten telefonisk eller via Skype, og at ansøgeren ved ankomst til Danmark skulle bo sammen med resten af familien.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ansøgning om familiesammenføring burde imødekommes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da det vurderedes at være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, idet Udlændingenævnet fandt, at familielivet mellem ansøgeren og referencen ikke var afbrudt frivilligt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren forblev i Syrien, da resten af familien udrejste, med henblik på at sørge for udleveringen og bisættelsen af sin søn, og at da dette lykkedes, var udrejsen fra Syrien til Tyrkiet forhindret af tilstedeværelsen af oprørsgrupper og ISIS i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og referencen havde vedligeholdt kontakten telefonisk i hele perioden, at referencen besøgte ansøgeren i Syrien i en måned i 2014, og at referencen søgte om familiesammenføring samtidigt med både sin fader og sin moder, efter han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at referencen var 14 år, og at referencen inden flugten fra Syrien boede sammen med begge sine forældre og sine fire brødre. FAM/2017/54.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 09-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2016 om nægtelse af forlængelse af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Klageren var ifølge Det Centrale Personregister indrejst i Danmark i december 2007 og blev i september 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle – en iransk statsborger. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun boede på fælles bopæl med sin ægtefælle. I juli 2015 orienterede Statsforvaltningen Udlændingestyrelsen om, at Statsforvaltningen havde udfærdiget bevilling til skilsmisse for klageren og den herboende ægtefælle, og i september 2015 fraflyttede klageren sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl. I december 2016 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse. I februar 2017 indgik klageren og den herboende ægtefælle nyt ægteskab, og fra marts 2017 boede klageren og den herboende ægtefælle atter på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte den løbende betingelse om samliv på fælles bopæl med den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Statsforvaltningen i juli 2015 havde udfærdiget bevilling til skilsmisse for klageren og den herboende ægtefælle, og at klageren i september 2015 var fraflyttet sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at samlivsophøret skyldtes den herboende ægtefælles sygdom, og at parret ikke forstod hinanden længere. Udlændingenævnet fandt således, at det forhold, at klagerens advokat havde anført, at klageren og den herboende ægtefælle reelt kun havde været fra hinanden i en kortere periode, og at parret – efter at Udlændingestyrelsen i december 2016 havde nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse – på ny havde indgået ægteskab og var flyttet sammen på fælles bopæl, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at samlivsforholdet havde været afbrudt i knap halvandet år i perioden fra september 2015, hvor klageren var registreret fraflyttet parrets fælles bopæl, til marts 2017, hvor klageren atter flyttede sammen med den herboende ægtefælle. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere opfyldt, og opholdstilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var 42 år i 2009, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i lidt over ni år og ikke kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren fortsat måtte anses for at have en stærk tilknytning til Iran, hvor hun var statsborger, hvor hun var født, opvokset og havde boet, indtil hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og hvor hendes voksne datter, som hun fortsat havde kontakt med, og som hun havde besøgt i 2015, fortsat boede. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at klageren ikke på noget tidspunkt sås at have været tilknyttet arbejdsmarkedet eller en uddannelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at klageren havde diabetes type 2 og symptomer i blandt andet sit ene knæ og sin ene hånd, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at det hindrede hende i at tage ophold i Iran. FAM/2017/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 08-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2017 om afslag på opholdsret efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet til en statsborger fra Tyrkiet. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2017 om afslag på at genoptage Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016.

    Udlændingenævnet fandt, for så vidt angår Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2017 om afslag på opholdstilladelse efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse i Danmark i medfør af artikel 6, stk. 1, 1. led i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde været i lønnet beskæftigelse i et år hos den samme arbejdsgiver i samme stilling, idet hun kun havde arbejdet i fire måneder fra primo marts 2015 til ultimo juni 2015. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren ikke havde haft mulighed for at optjene rettigheder efter artikel 6, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, siden hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark ultimo juni 2014. Det anførte om, at ansøgeren var ophørt med at arbejde, idet hun ikke ville risikere at blive udvist med et indrejseforbud, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens oplysninger om, at hun var ophørt med at arbejde ultimo juni 2015, hvilket var forud for Udlændingestyrelsens brev fra november 2015, at hun først ved Udlændingestyrelsens brev fra november 2015 fejlagtigt var blevet vejledt om, at hun ikke måtte arbejde, og at hun således havde haft mere end et år til at optjene rettigheder i medfør af artikel 6, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnet konstaterede endvidere, at ansøgeren rettidigt havde indgivet ansøgning om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse og var fortsat med at arbejde frem til ultimo juni 2015, selvom hendes opholds- og arbejdstilladelse kun var gyldig til primo maj 2015, og at hun rettidigt havde indgivet ansøgning om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren lovligt kunne have fortsat sin beskæftigelse, og at det derfor ikke beroede på Udlændingestyrelsens vejledning i brev fra november 2015, at hun var ophørt med at arbejde. Udlændingenævnet fandt således, at Udlændingestyrelsens forkerte vejledning i brev fra november 2015 ikke havde haft indflydelse på, at ansøgeren var ophørt med at arbejde ved udgangen af juni 2015. Det forhold, at ansøgeren havde været på sprogpraktik i en daginstitution, og at hun havde været tilmeldt undervisning på en sprogskole, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet dette ikke kunne ligestilles med lønnet beskæftigelse, ligesom det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren på ny var blevet tilbudt arbejde på en restaurant, idet hun ikke havde optjent rettigheder efter artikel 6, stk.1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde optjent rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om forlængelse havde indsendt dokumentation for, at hendes ægtefælle var førtidspensionist og dermed ikke arbejdstager. Udlændingenævnet fandt, for så vidt angår Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse fra februar 2017, ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen med rette havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 under henvisning til EU-domstolens afgørelser i Dogan- og Genc-sagerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af Justitsministeriets notat fra september 2014 vedrørende EU-Domstolens dom i sagen C-138/13, Dogan, at dommen ikke gav anledning til ændringer af udlændingelovens regler om familiesammenføring. Det indgik i Udlændingenævnets afgørelse, at det i klagen var anført, at ansøgeren havde været gift i fem år, at hun havde boet i Danmark i tre år, at ansøgeren og hendes ægtefælle ønskede, at parrets fællesbarn kunne komme i børnehave i Danmark, at parrets barn fortsat gik til kontrol hos lægen, og at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse, således at parrets fællesbarn kunne have begge sine forældre hos sig. Udlændingenævnet fandt endelig, at det oplyste ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var tale om nye væsentlige oplysninger, der kunne føre til, at sagen burde genoptages i Udlændingestyrelsen. FAM/2017/137.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 08-08-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse som ægtefællesammenført til en statsborger fra Ukraine, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, på grund af manglende bestået danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den meddelte frist. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse medregnet en suspension af fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau på baggrund af de til sagen fremsendte helbredsmæssige oplysninger, således at ansøgerens frist for aflæggelse af danskprøve kunne udskydes til marts 2016, men ansøgeren havde på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2016 endnu ikke bestået en danskprøve.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de helbredsmæssige oplysninger, hvorefter ansøgeren havde været alvorligt syg i en lang periode. Det fremgik således, at ansøgeren i december 2014 var blevet opereret for en godartet hjernetumor, og det fremgik af en undersøgelse foretaget på et neurologisk ambulatorium, at ansøgeren efter en senere indlæggelse var blevet udskrevet i marts 2017, at ansøgeren fortsat havde betydelige problemer, der kunne relateres til operationen fra december 2014, at hun havde haft det meget dårligt, og ikke havde rykket sig så hurtigt som forventet, at hun ikke havde overskud til ting, og at hun ikke var kommet tilbage i arbejde efter operationen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en lægeerklæring fra marts 2017 fra en kræftafdeling på et hospital her i landet, at der var indikation for at opstarte onkologisk behandling med strålebehandling og eventuelt efterfølgende kemoterapi, og at ansøgeren havde søgt og fået en tilbagerejsetilladelse i juni 2017 for at gennemføre protonbehandling i Sverige. FAM/2017/53.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. august 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 03-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et biologisk barn, født i 2008 i Uganda, af en herboende statsborger fra Uganda, der blev meddelt opholdstilladelse i januar 2015 med henvisning til hendes herboende barn. Den herboende reference havde i forbindelse med sin flugt fra hjemlandet i 2012 overladt ansøgeren til sin kusine i Uganda. Den herboende reference havde under sit ophold i Danmark som asylansøger indledt et forhold til en mand og havde født endnu et barn, som på grund af bekymring for forældrenes forældreevne kort tid efter fødslen blev tvangsmæssigt anbragt. Det viste sig efterfølgende, at barnet havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, jf. § 9, stk. 18. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af en forældreevneundersøgelse foretaget i juni 2014, at den herboende reference på nogle tidspunkter havde vist, at hun var i stand til at varetage det herboende barns fysiske behov, men at hun samtidig fremstod med dårlig mentaliseringsevne og indsigt i barnets emotionelle og sociale behov, og at barnets reaktioner i samværet tydede på, at den herboende reference ikke havde formået at møde barnets behov adækvat over længere tid. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den tvangsmæssige anbringelse senest var fastholdt ved en byretsdom fra maj 2016, at retten i den forbindelse havde lagt vægt på, at det herboende barn havde lidt et tidligt og traumatisk omsorgssvigt, og at det blev vurderet, at den herboende reference og barnets fader på grund af begrænsede personlige ressourcer fortsat ikke kunne give det herboende barn den tilstrækkelige omsorg og pleje. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende references personlige livssituation havde ændret sig, at hun ikke længere var i et voldeligt forhold, at hun havde egen bolig, og at hun gik på sprogskole og havde været i praktik. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at kommunen under sagen havde oplyst, at den herboende reference ikke opholdt sig stabilt på sin bopæl, at hendes deltagelse i danskundervisning var svingende, og at hun ikke var tilknyttet arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af forældreevneundersøgelsen fra juni 2014, at uanset at den herboende references personlige forhold var blevet stabiliseret, blev det vurderet usikkert, i hvor høj grad den herboende reference ville være i stand til at profitere af pædagogisk støtte i forhold til at varetage omsorgen for det herboende barn fremover. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det herboende barn havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme, at det blev vurderet, at barnets symptomer fremtrådte ekstraordinært vanskelige at behandle, at barnet havde brug for professionel behandling, og at barnets tilpasningsproblemer ikke kunne løses ved ophold i hjemmet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af sagen, at den herboende references ugentlige samvær med det herboende barn fortsat foregik overvåget. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste var en almindelig sund dreng, at den herboende reference ikke havde oplevet problemer med at passe ansøgeren som spæd, og at den ældre kvinde, der tog sig af ham, kun modvilligt havde accepteret dette mod betaling. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var en nærliggende risiko for, at ansøgeren ved familiesammenføring med den herboende reference ville lide omsorgssvigt og blive anbragt uden for hjemmet, og at ansøgeren i øvrigt ikke var uden relevante omsorgspersoner i hjemlandet, idet den herboende reference samtidig havde oplyst, at ansøgeren havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende reference løbende havde ændret forklaring om, hvem hun havde overladt ansøgeren til, herunder om der var tale om familie eller ej. FAM/2017/87.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 01-08-2017

    Udlændingenævnet afviste i august 2017 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en libanesisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Afgørelsen fra Udlændingestyrelsen var sendt til udlændingens e-boks. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til samme udlænding, idet udlændingen, efter at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om nægtelse af forlængelse af udlændingens opholdstilladelse, ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist, og derfor opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen var indgivet efter klagefristens udløb, hvorfor klagen blev afvist og således ikke blev behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i april 2016 havde fremsendt sin afgørelse til udlændingens e-boks, og at Udlændingenævnet først havde modtaget klagen i juni 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen, at der senest skulle klages inden otte uger efter, at afgørelsen var modtaget. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var anført, at udlændingen på tidspunktet, hvor Udlændingestyrelsen traf afgørelse, ikke havde adgang til e-boks. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at man som borger har en personlig pligt til at gøre sig bekendt med ens modtagne breve i e-boks. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til lov om Offentlig Digital Post (L 160 af 13. april 2012) samt bemærkningerne hertil, hvoraf det fremgår, at en meddelelse, der sendes i Offentlig Digital Post, er tilgængelig, når adressaten vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold, og at det er uden betydning, om adressaten har bragt sig i stand til at logge sig ind i Offentlig Digital Post. Udlændingenævnet henviste endvidere til en meddelelse fra Folketingets Ombudsmand, FOB.2016-34. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen pr. e-mail havde gjort udlændingen opmærksom på, at udlændingen skulle tjekke sin e-boks, ligesom Udlændingestyrelsen pr. e-mail havde gjort udlændingen opmærksom på, at det fremgik af systemerne, at udlændingen var tilmeldt e-boks, og at udlændingen derfor måtte kontakte sin bopælskommune, såfremt udlændingen havde brug for vejledning og hjælp til opsætningen af e-boks. Udlændingenævnet henviste desuden til, at udlændingen havde kontaktet sin bopælskommune i marts 2017, hvor udlændingen fik oplyst, at udlændingen havde fået afslag på sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, og at udlændingen uagtet denne information ikke havde reageret. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen kunne afvises. Udlændingenævnet fandt endvidere, at betingelserne for at kunne udvise udlændingen med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom i juni 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at udlændingen ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med udrejsefristen, som blev fastsat af Udlændingestyrelsen, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af udlændingens opholdstilladelse i april 2016. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at udlændingen ikke havde adgang til sin e-boks. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til begrundelsen vedrørende baggrunden for, hvorfor klagen var afvist af Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en byrets retsbog, at politiet havde fundet Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 vedrørende nægtelse af forlængelse, hvor der var anført en udrejsefrist, på udlændingens bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at udlændingens ægtefælle efter det oplyste led af behandlingskrævende sygdom, at ægtefællen ikke var i stand til at passe sig selv, og at ægtefællen led af let PTSD. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget til hinder for, at ægtefællen indrejste og tog ophold i udlændingens hjemland, Libanon, hvor udlændingen og ægtefællen havde indgået ægteskab, og hvor ægtefællen havde besøgt udlændingen flere gange, for dér at udøve familielivet. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. Udlændingenævnet henviste endelig til, at udlændingen ikke længere havde en opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. FAM/2017/40.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 28-07-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Ghana, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, samt visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Det fremgik af sagen, at ansøgeren tidligere var blevet meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage i perioden fra april til juli 2016. Det fremgik af ansøgerens pas, at han var indrejst i Danmark i april 2016 og udrejst af Schengenområdet i oktober 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ved sit senest meddelte Schengenvisum – meddelt for 90 dage i perioden fra april 2016 til juli 2016 – var indrejst i april 2016 og først var udrejst af Schengenområdet i oktober 2016. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i forbindelse med det senest meddelte Schengenvisum havde opholdt sig i Danmark i en samlet periode på i alt 183 dage. Ansøgeren havde derfor opholdt sig uden fornøden tilladelse i Danmark i 93 dage ud over visummets gyldighed. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke kunne meddeles visum i en periode på fem år, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldtes omstændigheder, som ikke kunne lægges ansøgeren til last, og som havde gjort det umuligt for ansøgeren at forlade Danmark inden for visummets gyldighedsperiode, ligesom Udlændingenævnet ikke fandt, at der forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel ikke burde meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det fremgik af sagen, at ansøgerens ægtefælle var syg under sin graviditet, at der var komplikationer ved fødslen, at hun havde været indlagt i en periode på fire dage i starten af august 2016, at ansøgeren tog sig af barnet i denne periode, at ansøgeren på grund af situationen ikke kunne søge om forlængelse på dette tidspunkt, og at ansøgeren og dennes ægtefælle alene fokuserede på ansøgerens ægtefælles helbred og parrets nyfødte barn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgerens Schengenvisum var meddelt for 90 dage i perioden fra april 2016 til juli 2016, og at ansøgerens visum derfor var udløbet allerede i juli 2016. Det anførte om ansøgerens ægtefælles indlæggelse i august 2016 kunne derfor ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren på tidspunktet for fødslen i august 2016 allerede skulle have været udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at tildeling af karens ikke kunne anses som en åbenbart uforholdsmæssig reaktion i forhold til ansøgerens overstay i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Udlændingenævnet fandt heller ikke, at der forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. Det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgerens ægtefælle skulle flytte på krisecenter, at hun ikke havde andre end ansøgeren til at hjælpe, at ansøgerens ægtefælle ikke kunne bo i en længere periode i Ghana, idet hun ville miste sin danske opholdstilladelse, og at hun skulle passe sit arbejde og to børn i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgeren kunne således – medmindre der forelå ganske særlige grunde – tidligst i oktober 2021 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfyldte betingelserne for at blive meddelt visum. VIS/2017/51.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2017 – Visum – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Repræsentationsaftale for Norge

    Dato: 28-07-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens om afslag på Schengenvisum til Danmark til en bangladeshisk statsborger i medfør af visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og udlændingebekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren ønskede at besøge sin ægtefælle, der var bosiddende i Norge. Da Norge og Danmark har indgået en repræsentationsaftale om, at Den Danske Ambassade i Bangladesh repræsenterer Norge i sager om Schengenvisum, fandt de danske visumregler anvendelse på visumansøgningen, der blev indgivet på Den Danske Ambassade i Bangladesh.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles Schengenvisum til Norge. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke havde været fysisk til stede ved indgåelsen af ægteskabet i maj 2012, da ægteskabet blev indgået telefonisk, og at begge parter skal være fysisk til stede ved en vielse, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. Det bemærkedes i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet måtte betragtes som retsgyldigt i indgåelseslandet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde anført, at en sådan bevisbedømmelse ikke tog hensyn til den kultur, som ægteskabet var indgået i, men Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da et ægteskab indgået uden begge parters fysiske tilstedeværelse strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at begge parter var til stede ved den senere bryllupsfest i oktober 2015, hvor der også var en imam til stede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at der ikke var fremlagt en vielsesattest fra den pågældende dag. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren som statsborger i Bangladesh faldt udenfor den gruppe af personer, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum, idet ægteskabet mellem parterne ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der ikke sås at have været et længerevarende samliv mellem parterne, som efter dansk ret ville kunne sidestilles med et retsgyldigt ægteskab. På den baggrund fandt Udlændingenævnet tillige, at Udlændingestyrelsen med rette havde vurderet, at ansøgerens visumansøgning ikke skulle vurderes efter EU-retten, idet parret ikke havde dokumenteret et længerevarende samliv af halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet fandt desuden, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Bangladesh og dermed var fra et land, hvis statsborgere vurderes at udgøre en høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles Schengenvisum til Danmark. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste var gravid med parrets første barn, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke udgjorde en så ekstraordinær omstændighed, at der burde meddeles visum. Udlændingenævnet bemærkede samtidig hermed, at uanset at der måtte være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem parret, kunne dette ikke i sig selv medføre, at der skulle meddeles visum. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst i forbindelse med visumansøgningen, at en ansøgning om familiesammenføring til Norge ville tage for lang tid, hvorfor hun søgte om visum, ligesom partsrepræsentanten havde oplyst, at dette var målet på sigt. På baggrund af disse omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det kunne lægges til grund, at det egentlige formål med at indrejse i Norge, mens ansøgeren var gravid, var at etablere et længerevarende ophold i Norge. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den angivne vielse allerede fandt sted i 2012, mens visumansøgningen om besøgsophold først blev indgivet i marts 2017, hvor ansøgeren var gravid. VIS/2017/52.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser

    Dato: 12-07-2017

    Udlændingenævnet hjemviste i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at opfylde mindst to af de fire supplerende betingelser i udlændingelovens § 11, stk. 4, for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder den supplerende betingelse om at have en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitligt 275.400 kr. (2017-niveau) eller derover de seneste to år.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens partsrepræsentant til brug for sagens behandling i Udlændingenævnet havde fremsendt ansøgerens årsopgørelse fra SKAT for skatteåret 2016, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde en personlig indkomst på 297.980 kr. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren som økonomisk aktiv tyrkisk statsborger var undtaget fra at skulle betale gebyr. Udlændingenævnet fandt det derfor beklageligt, at Udlændingestyrelsen havde vejledt om, at der skulle betales klagegebyr, også henset til at Udlændingestyrelsen i oktober 2016 havde anmodet om dokumentation for ansøgerens virke som selvstændig her i landet og på den baggrund havde modtaget dokumentation, der understøttede dette. FAM/2017/75.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A2-niveau indenfor en fastsat frist – Dispensation

    Dato: 06-07-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på udsættelse af fristen for at aflægge danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau til en libanesisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på udsættelse af fristen for at aflægge danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist, jf. § 11 i bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at ansøgerens ægtefælle i maj 2014 havde orienteret Udlændingestyrelsen om ansøgerens graviditet – burde have ydet en konkret vejledning til ansøgeren om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A2-niveau på tidspunktet for meddelelse af ansøgerens opholdstilladelse i maj 2014. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af ansøgerens graviditet udtrykkeligt have vejledt om muligheden for at søge om suspension på baggrund af ansøgerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens for sene ansøgning om suspension af danskprøvefristen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne fastsætte en ny frist for aflæggelse af danskprøve på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt endelig, at den nye frist skulle regnes fra Udlændingestyrelsens afgørelse, og at fristen skulle beregnes således, at det antal dage, der gik forud for ansøgerens barsel, skulle fratrækkes i de 15 måneder, som er den normale frist for at bestå Prøve i Dansk på A2-niveau. FAM/2017/50.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl

    Dato: 06-07-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå et samliv på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet lagde efter en helt konkret og individuel vurdering vægt på oplysningerne om den herboende references og ansøgerens samliv på fælles bopæl i Danmark siden december 2015. Det indgik i vurderingen, at ansøgerens fravær fra den fælles bopæl skyldtes særlige arbejdsmæssige forhold, herunder ansøgerens arbejde som pilot, hvor han ifølge en arbejdskontrakt arbejdede med basis i Afrika to måneder, mens han i en måned opholdt sig på parrets fælles bopæl i Danmark sammen med parrets fælles datter. Det blev også tillagt betydning, at parret havde afhændet deres tidligere bolig i Sydafrika med henblik på ophold og bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt således efter en konkret og individuel vurdering at kunne lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde opretholdt et samliv, der i almindelighed måtte anerkendes som et normalt samliv under de givne betingelser. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/86.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 06-07-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren uafbrudt havde opholdt sig i Danmark i 30 år som udstationeret diplomat, hvor ansøgeren tillige havde været tilknyttet dansk foreningsliv i flere år som aktivt medlem i flere foreninger, herunder blandt andet som formand, og hvor arbejdssproget i flere af foreningerne blandt andet var dansk. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren gennem sit langvarige ophold i Danmark havde haft undervisningsforløb i dansk og også havde bestået en danskprøve. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at Danmark igennem alle årene havde været ansøgerens bopæls- og opholdsland. FAM/2017/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen

    Dato: 29-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en iransk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det var en betingelse for opholdstilladelsen, at klageren det første år efter meddelelse af opholdstilladelsen skulle have oppebåret en lønindkomst på minimum 50.000 kr. her i landet, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 4. pkt. Klageren havde oplyst, at han havde tjent 50.000 kr. ved at arbejde som chauffør via en ”samkørselsapp”, at han var af den overbevisning, at denne indtægt ville blive betragtet som lønindkomst, at han selv havde undersøgt dette, og at han på den baggrund fandt, at denne type indkomst ville kunne medregnes som lønindkomst.

    Udlændingenævnet fandt, at som følge af, at klageren ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt på 50.000 kr., kunne tilladelsen inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 9. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren alene havde haft en lønindkomst på cirka 2.779 kr. i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at indkomsten, der stammede fra samkørselsappen, ikke kunne medregnes til indkomstkravet, da det var et krav, at indkomsten skulle være indberettet til SKAT som lønindkomst i indkomstregisteret for at kunne medregnes. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samkørselsappen ikke havde registreret indkomsten som løn i eIndkomst, og at klageren derfor ikke havde dokumenteret, at indtægten var løn udført for en arbejdsgiver etableret i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at klageren ikke havde indsendt ansættelseskontrakt, lønsedler eller anden lignende relevant dokumentation. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke opfyldte betingelsen om at have oppebåret en indtægt på mindst 50.000 kr. i Danmark et år efter udstedelsen af opholdstilladelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde søgt vejledning ved International House Copenhagen, og at han som led i denne vejledning ikke var blevet fortalt, at denne type lønindkomst ikke kunne medregnes ved opgørelsen af indkomstkravet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at han var blevet vejledt som oplyst, jf. udlændingelovens § 40. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det var klagerens eget ansvar, at han i forbindelse med en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark satte sig ind i betingelserne herfor. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var statsborger i Iran, hvor han var født og opvokset, og hvor han havde gennemført to universitetsuddannelser, at han først var kommet til Danmark som 32-årig på baggrund af en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark med opholdstilladelse i cirka et år og to måneder, hvorfor han ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse efter greencardordningen burde bevares. ERH/2017/24.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 22-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/84.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 22-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/83.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 15-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet i april 2016 havde hjemvist sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen, idet den herboende ægtefælle havde indsendt en allonge fra marts 2016 til lejekontrakten, hvorved den eksisterende lejekontrakt blev forlænget, hvilket var nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens behandlingsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af forvaltningsretlige principper følger, at når en sag hjemvises til fornyet behandling i førsteinstansen, skal sagen vurderes i helhed på ny i forhold til det oprindelige ansøgningstidspunkt. Udlændingenævnet henviste desuden til, at Udlændingestyrelsen over for Udlændingenævnet havde oplyst, at såfremt der under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen indkom nye oplysninger om opfyldelsen af boligkravet, herunder en ny lejekontrakt eller et tillæg til en lejekontrakt til en eksisterende lejekontrakt om forlængelse, således at den selvstændige råden ville strække sig mere end 1 ½ år, ville Udlændingestyrelsen anse kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst 1 ½ år fra ansøgningens indgivelse for at være opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle som følge af Udlændingenævnets hjemvisning i april 2016 burde stilles på samme måde, som hvis den herboende ægtefælle havde indsendt allongen fra marts 2016 til Udlændingestyrelsen, mens Udlændingestyrelsen fortsat behandlede ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælle havde opfyldt kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst halvandet år beregnet fra indgivelsen af ansøgningen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. FAM/2017/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve

    Dato: 15-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om ny udmeldt frist til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau til en iransk statsborger, som i juli 2016 var blevet ægtefællesammenført her i landet, og som senere i juli 2016 havde tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR). I august 2016 fødte klageren parrets fællesbarn. I september 2016 anmodede den herboende ægtefælle Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for klageren til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau. Senere i september 2016 suspenderede Udlændingestyrelsen fristen for klageren til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau med i alt 46 uger. Udlændingestyrelsen fradrog endvidere det antal dage, der var forløbet, fra klageren havde tilmeldt sig CPR, og indtil klagerens ægtefælle havde anmodet om udsættelse af fristen.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angik beregningen af længden af den nye udmeldte frist for at bestå danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt således, at den nye frist for at bestå en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau ikke skulle være den af Udlændingestyrelsen fastsatte dato primo november 2017, men et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det afgørende for beregning af suspensionen i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 30, jf. danskprøvebekendtgørelsens § 11, stk. 3, jf. § 9, og § 10, skulle være barnets fødedato og ikke – som anført af Udlændingestyrelsen – datoen for ansøgning om suspension. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at fristen for bestået danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, rettelig burde være seks måneder efter udløbet af ansøgerens 46-ugers barselsorlov, påbegyndt fra fødetidspunktet, dog fratrukket det antal dage, som var forløbet fra tidspunktet for klagerens tilmelding til CPR og frem til fødedatoen i august 2016. Klagerens frist for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på tilsvarende eller højere niveau burde således rettelig være ultimo november 2017. FAM/2017/74.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 15-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Ansøgeren blev i oktober 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var gyldig indtil juli 2015 og var betinget af, at ansøgeren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at danskprøven ikke var aflagt rettidigt på grund af, at hun i februar 2014 havde født tvillinger for tidligt, at hun i den forbindelse var blevet indlagt i halvanden måned, og at hun havde fået psykiske problemer efter fødslen og var i behandling for depression.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået en danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist. Udlændingenævnet fandt endvidere på baggrund af sagens konkrete omstændigheder – herunder at ansøgerens ægtefælle i september 2013 havde orienteret Udlændingestyrelsen om ansøgerens graviditet – at Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen primo oktober 2013 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, burde have ydet en mere konkret og individuel vejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning fra Udlændingestyrelsen kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse fra oktober 2013. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau rettidigt, hvorfor Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2. FAM/2017/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende ægtefælle

    Dato: 14-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en statsborger fra Congo, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse ikke skulle afvises under henvisning til, at ansøgningen var indgivet for sent, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder at ansøgningen om forlængelse blev indgivet cirka halvanden måned efter udløbet af ansøgerens tidligere opholdstilladelse, samt at ansøgeren sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn på henholdsvis 9, 13, 14 og 16 år, var indrejst i Danmark i marts 2008, og at familien siden da havde boet og opholdt sig lovligt i Danmark, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen skulle tillades indgivet under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 2, 2. pkt. ERH/2017/21.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Samvær med særbørn

    Dato: 06-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en tyrkisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde siden marts 2014 løbende modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp). Den herboende ægtefælle havde – udover parrets tre fællesbørn – et særbarn, som var anbragt i en plejefamilie uden for hjemmet. Til sagen var fremlagt særbarnets bopælskommunes afgørelse fra september 2016, hvorved der blev fastsat samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet af to timers varighed hver fjerde uge.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle siden marts 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, at ydelserne var udbetalt til underhold, og at ydelserne ikke kunne sidestilles med løn eller pension eller træde i stedet herfor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var dokumenteret, at et af fællesbørnene havde været indlagt to gange, da barnet havde været respiratorisk påvirket. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at fællesbarnets seneste indlæggelse lå tilbage i tid, at der ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet aktuelt var behandlingskrævende, eller at fællesbarnets tilstand i øvrigt var af en sådan karakter, at han ikke kunne henvises til at tage ophold i Tyrkiet sammen med ansøgeren og den herboende ægtefælle. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, først efter seks til syv års fast og lovligt ophold i Danmark – i hvilken forbindelse barnet har gået i dansk institution og/eller skole – som udgangspunkt anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for barnet, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år ikke må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde et særbarn, som var bosiddende i Danmark, og som var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ifølge en udtalelse fra særbarnets bopælskommune ikke havde haft samvær med særbarnet siden marts 2015, at der endvidere ikke var effektueret samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet i overensstemmelse med kommunens afgørelse fra september 2016, ligesom den herboende ægtefælle ikke skulle have kontaktet kommunen, siden hun indgav ansøgning om samvær med særbarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der – henset til at den herboende ægtefælle ikke havde haft samvær med sit særbarn i omkring to år og to måneder – ikke kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles samvær med sit særbarn ikke var af et sådant omfang, at en henvisning til udøvelse af familielivet i Tyrkiet kunne anses for et uforholdsmæssigt indgreb i den herboende ægtefælles og dennes særbarns ret til familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle havde ytret et ønske om i fremtiden at have samvær med sit særbarn, og at særbarnets bopælskommune efter den herboende ægtefælles opfattelse modarbejdede, at den herboende ægtefælle havde samvær med sit særbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved vurdering af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om samvær i fremtiden ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ej heller forelå oplysninger på sagen om, at den herboende ægtefælle, såfremt hendes og ansøgerens familieliv udøvedes i Tyrkiet, ikke som hidtil ville kunne udøve familielivet med sit særbarn via telefonsamtaler. FAM/2017/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. juni 2017 – Visum – Proformaægteskab

    Dato: 01-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en pakistansk statsborger. Udlændingestyrelsen havde fundet, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ansøgerens og den herboende ægtefælles ægteskab var, at ansøgeren kunne opnå et Schengenvisum med henblik på indrejse i Schengenområdet, jf. EU-opholdsdirektivet 2004/38/EC artikel 27 og 35, visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a nr. vi, og artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6, og § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Den herboende ægtefælle var norsk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt ved afgørelsen, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med parrets ægteskab var, at ansøgeren kunne opnå et Schengenvisum med henblik på indrejse i Schengenområdet, og at meddelelse af visum til ansøgeren derfor ville stride mod hensynet til den offentlige orden. I vurderingen af parrets ægteskab lagde Udlændingenævnet vægt på, at både Den Danske Ambassade i Pakistan og Udlændingestyrelsen havde vejledt den herboende ægtefælle om, at der var brug for yderligere oplysninger til behandlingen af ansøgerens visumansøgning, og at den herboende ægtefælle ikke havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at meddele de nødvendige oplysninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets ægteskab var et arrangeret ægteskab, at der var en aldersforskel på 42 år mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, og at det var den herboende ægtefælles tredje ægteskab. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun på trods af aldersforskellen havde besluttet at indgå ægteskab med den herboende ægtefælle, fordi hun havde levet i fattigdom hele sin opvækst. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parrets bryllup ikke var et traditionelt pakistansk bryllup, for så vidt angik bryllupsgæsterne og fotodokumentationen af brylluppet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren som pakistansk statsborger ikke var omfattet af persongruppen af pakistanske statsborgere, der kunne meddeles visum til Danmark, når parrets ægteskab ikke kunne tillægges vægt i vurderingen, da det måtte anses for at være indgået med det formål at opnå en opholdstilladelse eller et længerevarende ophold i Danmark eller Schengenområdet. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der var rimelig tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenområdet ved udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var pakistansk statsborger, og at pakistanske statsborgere på ansøgningstidspunktet var placeret i hovedgruppe fire i bilag to til visumbekendtgørelsen, som omfatter statsborgere, der er vurderet at udgøre en høj risiko for illegal indvandring i Danmark og de øvrige Schengenlande. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde en begrænset tilknytning til sit hjemland, idet hun ikke i hjemlandet havde arbejde eller børn og var 32 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige omstændigheder i ansøgerens sag, der kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at humanitære hensyn, hensynet til nationale interesser eller Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle var syg og forvirret, men Udlændingenævnet fandt endelig, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, henset til at den herboende ægtefælle havde været i stand til at rejse til Pakistan for at indgå ægteskab med ansøgeren og efterfølgende bo sammen med hende i Pakistan. VIS/2017/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 24-05-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en tyrkisk statsborger og hendes datter, født i 2008 i Danmark, der ligeledes var tyrkisk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgerne havde opgivet deres bopæl i Danmark. Den voksne ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun blev i december 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Datteren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i maj 2008. Datteren blev endvidere meddelt dispensation fra bortfald i perioden fra august 2014 til juni 2015. Begge var i perioden fra august 2014 til december 2015 registreret som udrejst af Danmark i Det Centrale Personregister (CPR).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet deres bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at den voksne ansøger i hele den periode hun havde været frameldt folkeregistret, fra august 2014 til december 2015 havde bibeholdt sin råderet over det lejemål, hvor hun og datteren havde været bosiddende inden udrejsen fra Danmark i august 2014, og hvor de siden december 2015 igen var bosiddende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen i februar 2016, efter at den voksne ansøger selv havde henvendt sig til kommunen, og at hun i perioden, hvor hun var registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark, hvor hun havde boet hos sine forældre, mens hendes lejlighed var fremlejet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den voksne ansøger rejste til Tyrkiet i længere perioder for at kunne være sammen med sin alvorligt syge ægtefælle. FAM/2017/49.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2017 – Ophævelse af indrejseforbud

    Dato: 22-05-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en britisk statsborger, født i Pakistan, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. I november 1993 blev ansøgeren af Østre Landsret idømt otte års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, jf. lov om euforiserende stoffer, samt udvist af Danmark for bestandig. Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen) havde i april 1993 afgivet en erklæring, hvoraf det fremgik, at det sammenfattende var direktoratets opfattelse, at ansøgeren – uanset at hans ægtefælle og to børn havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark – ikke havde nogen særskilt tilknytning til det danske samfund. Retten i Glostrup afsagde i august 2000 kendelse om, at udvisningen af ansøgeren med indrejseforbud for bestandig opretholdtes, jf. udlændingelovens § 50. Ansøgeren vedtog i juni 2003 et bødeforelæg og fik i oktober 2003 en advarsel for overtrædelse af sit indrejseforbud. Ansøgeren blev i august 2005 idømt syv dages fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud. Ansøgeren blev i december 2011 af Københavns Byret idømt fire måneders fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud og frifundet for en påstand om udvisning. Denne dom blev anket til Østre Landsret, der ved dom afsagt i februar 2012 idømte ansøgeren otte måneders fængsel og udviste ham med indrejseforbud i seks år. I marts 2012 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgerens indrejseforbud ikke kunne ophæves, hvilket Justitsministeriet stadfæstede i november 2013. Ansøgeren udrejste i april 2012 af Danmark til Sverige. Ansøgeren anmodede i maj 2015 om ophævelse af indrejseforbuddet.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve ansøgerens indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren af Østre Landsret i november 1993 var blevet idømt otte års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, jf. lov om euforiserende stoffer, samt udvist af Danmark for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Udlændingenævnet henviste til, at det var indgået i grundlaget for Østre Landsrets dom fra november 1993, at ansøgeren efter det oplyste på afgørelsestidspunktet havde haft ophold i Danmark i cirka 16 år, at han havde haft opholdstilladelse i Danmark siden august 1981, og at han på daværende tidspunkt havde to børn med sin ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Retten i Glostrup i august 2000 havde afsagt kendelse om, at udvisningen af ansøgeren med indrejseforbud for bestandig opretholdtes, jf. udlændingelovens § 50, og at det indgik i grundlaget for byrettens vurdering, at ansøgeren på daværende tidspunkt havde fire børn med sin tidligere ægtefælle, at ansøgeren havde boet sammen med sin ægtefælle siden 1984, at han havde haft opholdstilladelse siden 1976, at han på dette tidspunkt havde fire børn med sin nuværende ægtefælle, og at retten fandt, at der ikke var oplyst om sådanne væsentlige ændringer i ansøgerens forhold, at der var grundlag for at ophæve udvisningen, jf. udlændingelovens § 50, jf. § 26. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgeren efterfølgende flere gange var indrejst i Danmark i strid med det meddelte indrejseforbud, og at ansøgeren senest i februar 2012 var blevet idømt otte måneders fængsel og udvist med indrejseforbud i seks år af Østre Landsret for overtrædelse af sit indrejseforbud. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at Østre Landsret i februar 2012 under hensyn til ansøgerens langvarige, gentagne og systematiske overtrædelser af indrejseforbuddet i perioden fra ultimo 2008 og frem til november 2011 havde fundet, at straffen for overtrædelse af indrejseforbuddet kunne forhøjes til otte måneder, og at der kunne meddeles et indrejseforbud på seks år regnet fra den første dag i måneden efter ansøgerens udrejse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at da ansøgeren var registreret udrejst af Danmark til Sverige i april 2012, ville det senest idømte indrejseforbud på seks år først udløbe i maj 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgeren og dennes ægtefælle havde udøvet et ægteskabeligt samliv i Danmark i mere end otte år forud for Østre Landsrets dom fra november 1993, at ansøgeren i de følgende otte år havde bevaret sit forhold til ægtefællen og børnene, at parret var blevet forældre til yderligere to fællesbørn i henholdsvis 1995 og 1998, at ansøgeren var udrejst til Sverige efter løsladelsen i 2001, at ansøgeren var indrejst i Danmark i strid med indrejseforbuddet med henblik på at se sin ægtefælle og sine børn, at parret havde bosat sig i Sverige i december 2005, hvor de havde boet frem til 2008, at parret var blevet borgerligt viet i februar 2006, og at ansøgerens ægtefælle i 2008 var flyttet tilbage til Danmark sammen med parrets fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens familiemæssige forhold var indgået i domstolenes vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og dennes familie i flere perioder havde boet sammen i Sverige, og at ansøgeren og dennes familie havde mulighed for at leve sammen som familie i et andet land end Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå særlige grunde til at ophæve indrejseforbuddet, da Østre Landsret senest i februar 2012 havde udvist ansøgeren med indrejseforbud i seks år, hvor ansøgerens familieforhold var indgået i domstolenes vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren på baggrund af den af ansøgeren begåede kriminalitet – dels i 1993 og dels i tiden derefter i form af ansøgerens langvarige, gentagne og systematiske overtrædelser af indrejseforbuddet – fortsat udgjorde en reel, umiddelbar og alvorlig trussel, der berørte grundlæggende samfundshensyn. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Østre Landsret i dommen fra 2012 havde foretaget en proportionalitetsafvejning i forhold til EU-retten. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om nye faktiske forhold for ansøgeren og dennes familie, som kunne føre til, at det ikke ville kunne anses for proportionalt at fastholde ansøgerens indrejseforbud. Alene det forhold, at der var gået et antal år siden den seneste udvisningsdom, kunne således ikke i sig selv føre til ophævelse af indrejseforbuddet. FAM/2017/48.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2017 – Ophævelse af indrejseforbud

    Dato: 22-05-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af indrejseforbud til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren var i januar 2001 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien, han var i januar 2002 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, og han var i november 2004 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I september 2011 var ansøgeren blevet idømt seks år og seks måneders fængsel for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119, stk. 1, § 124, stk. 1, § 181, stk. 1, og § 288, stk. 1, nr. 1, og han var endvidere blevet udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt. Ansøgeren var udrejst af Danmark i april 2013, hvorefter han havde overtrådt sit indrejseforbud og derfor i april 2014 var blevet idømt 20 dages fængsel. Ansøgeren var i juni 2014 blevet idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud i Danmark for anden gang, og han var i september 2014 blevet dømt for overtrædelse af sit indrejseforbud i Danmark for tredje gang. Ansøgeren havde en herboende kæreste, der var dansk statsborger, og sammen havde parret to mindreårige sønner, der boede i Danmark med deres moder.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren var statsborger i Bosnien-Hercegovina, og at han på den baggrund ikke havde dokumenteret, at han var omfattet af EU-reglerne for fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 2, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var EU-borger, og ej heller kunne anses som medfølgende familie til en EU-borger omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, hvorfor han ikke var omfattet af persongruppen i udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet bemærkede, at uanset at der eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og dennes herboende kæreste, som var dansk statsborger, og deres fællesbørn, var der ingen oplysninger i sagen om, at ansøgerens kæreste var eller havde været omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed. FAM/2017/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Samlivsophævelse – Vold i ægteskabet

    Dato: 17-05-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af manglende samliv på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet fandt, at grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var til stede som følge af manglende samliv på fælles bopæl med ansøgerens tidligere ægtefælle. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, at opholdstilladelsen burde forlænges, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 8, jf. § 26. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på ansøgerens og hendes børns oplysninger til sagen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været udsat for vold af fysisk og psykisk karakter fra sin tidligere ægtefælle gennem hele ægteskabet, at børnene ofte havde overværet volden, at ansøgerens tidligere ægtefælle også havde udøvet vold imod alle tre børn igennem deres opvækst, og at ansøgeren ikke havde anmeldt volden tidligere eller ophævet ægteskabet tidligere af frygt for sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på udtalelser fra to krisecentre, en udtalelse fra en kommune og en udtalelse fra en psykolog. Udlændingenævnets flertal henviste desuden til, at det fremgik af sagen, at ansøgeren havde været indskrevet på et krisecenter som voldsramt efter servicelovens § 109, og at ansøgeren var meget mærket af volden. Udlændingenævnets flertal lagde derfor til grund, at samlivsophøret skyldtes, at ansøgeren havde været udsat for vold fra sin tidligere ægtefælle her i landet, og at ansøgeren havde ophævet samlivet på baggrund heraf. Udlændingenævnets flertal lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark i knap seks og et halvt år og havde forsøgt at integrere sig efter evne i det omfang, som hendes tidligere ægtefælle havde tilladt hende at gøre det. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne forlænge ansøgerens opholdstilladelse og fastsætte de nærmere betingelser for denne. FAM/2017/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 17-05-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2016 om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en algerisk statsborger, som i juni 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. I maj 2014 og ved to lejligheder i juni 2014 havde klagerens ægtefælle orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet og siden om fødslen af parrets fællesbarn. I juli 2014 havde klageren tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR). I oktober 2014 havde klageren ansøgt om forlængelse af sin opholdstilladelse. I november 2014 havde klageren anmodet Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau. I maj 2015 havde Udlændingestyrelsen suspenderet fristen for klageren for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau til en dato i juli 2015. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i juli 2015, men først i oktober 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse fra juni 2014 ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at klageren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klagerens ægtefælle i maj 2014 havde orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet samt i juni 2014 havde oplyst Udlændingestyrelsen om, at klageren havde født parrets fællesbarn – burde have ydet en konkret mervejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på tidspunktet for meddelelse af klagerens opholdstilladelse i juni 2014. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af klagerens graviditet udtrykkeligt have vejledt om muligheden for at søge om suspension på baggrund af klagerens fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til, at klageren først i november 2014 havde indgivet ansøgning om suspension, og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse fra juni 2014. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren burde stilles, som om hun havde været på barsel siden den dato i juni 2014, hvor hun var nedkommet med parrets fællesbarn, og 46 uger frem, således at den nye frist for at bestå danskprøvekravet burde have været fastsat til seks måneder efter endt barsel. Udlændingenævnet fandt endvidere – herunder under henvisning til at det ikke kunne lægges til grund, at det havde været påregneligt for klageren, hvornår prøven endeligt skulle tages – grundlag for at anse den af klageren aflagte og beståede prøve i dansk på A1-niveau fra oktober 2015 som værende bestået rettidigt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at klageren ikke havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau rettidigt. Udlændingenævnet fandt endelig, at henset til at Udlændingenævnets afgørelse havde betydning i forhold til, hvornår klageren havde mulighed for at søge om tidsubegrænset opholdstilladelse, skulle længden af klagerens lovlige ophold i Danmark på baggrund af ægtefællesammenføring fortsat regnes fra den dato, der stod anført i Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse i juni 2014. FAM/2017/72.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. maj 2017 – Visum – Forlængelse

    Dato: 11-05-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Filippinerne i medfør af visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Ansøgeren var i juni 2012 blevet meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage og var efterfølgende indrejst i juli 2012. Ansøgeren havde i august 2012 søgt om forlængelse af det meddelte Schengenvisum under henvisning til at være sammen med værten under udredningen af værtens helbredsmæssige forhold. Det fremgik af sagens oplysninger, at værten havde været hjertesyg i mange år, at han eventuelt skulle opereres for en svulst i halsen og herefter have en bypass operation. Ansøgeren fik i september 2012 forlænget sit Schengenvisum. Ansøgeren indgav i oktober 2012 en ny ansøgning om forlængelse af det meddelte Schengenvisum til Danmark. Ansøgeren fik afslag på ansøgningen om forlængelse i oktober 2012, hvilket Justitsministeriet stadfæstede i december 2012. Ansøgeren indgav i januar 2017 en ny ansøgning om Schengenvisum med henblik på at besøge sin kæreste i Danmark, som var identisk med værten under ansøgerens visumbesøg i 2012. Ansøgeren blev i januar 2017 meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage. Ansøgeren indgav i marts 2017 en ansøgning om forlængelse af det meddelte Schengenvisum. Vedlagt ansøgningen var en lægeattest fra marts 2017, som i hovedparten gentog indholdet af den tidligere fremsendte lægeattest til den tidligere forlængelsesansøgning fra 2012 samt tilføjede, at værten i 2016 havde fået konstateret KOL.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens Schengenvisum ikke kunne forlænges, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, og udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i januar 2017 var blevet meddelt visum, der var gyldigt for en indrejse og ophold i hele Schengenområdet i 90 dage i perioden fra januar 2017 til maj 2017, at hun havde benyttet det meddelte visum i det maksimale antal dage på 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden forud for hver opholdsdag blev taget i betragtning, og at ansøgeren ikke var omfattet af de to persongrupper, der som udgangspunkt kunne meddeles forlængelse af deres visumophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ekstraordinære omstændigheder i sagen, der kunne begrunde, at hun alligevel kunne få forlænget sit ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 b. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at værten siden 1999 havde haft invalidepension på grund af sin kroniske hjertesygdom, at han i august 2012 havde fået en pacemaker, og at han i 2016 havde fået konstateret KOL. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at der ikke var tale om en pludseligt opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge visumopholdet herefter. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at værtens læge have anført, at værten var usikker på at være alene og efter det oplyste havde brug for ansøgeren hos sig til at hjælpe med medicinering, indkøb og madlavning. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren skulle udrejse af Schengenområdet i april 2017, hvor hendes visum udløb. VIS/2017/10.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Erhverv – Praktikanter – Sprogtest

    Dato: 04-05-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som praktikant, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, til en brasiliansk statsborger. Ansøgeren havde for at dokumentere sine sprogkundskaber vedlagt en TOEFL ITP test til ansøgningen. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han havde bestået en godkendt sprogprøve, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, jf. praktikantbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som praktikant i medfør af udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 1. pkt., jf. praktikantbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have dokumenteret sprogkundskaber, der figurerer på den liste, der er offentliggjort af Association of Language Testers in Europe (ALTE), eller i bilag 1 til praktikantbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at en udlænding kun kan meddeles opholdstilladelse som praktikant, såfremt udlændingen kan dokumentere sprogfærdigheder på grundlag af en bestået sprogprøve i dansk, svensk, norsk, engelsk eller tysk, som ligger på A2-niveau eller derover, jf. Common European Framework of Reference (CEFR), og som figurerer på den liste, der er offentliggjort af Association of Language Testers in Europe (ALTE), eller efter de i bilag 1 optrykte sprogprøver, jf. praktikantbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3. Det forhold, at ansøgeren havde dokumenteret at have bestået en TOEFL ITP test med en samlet score på 420, og at han havde anført, at TOEFL ITP alene er en variant af en TOEFL test, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at TOEFL ITP ikke figurerer på den liste, der er offentliggjort af Association of Language Testers in Europe (ALTE), eller på de i bilag 1 til praktikantbekendtgørelsen optrykte sprogprøver. ERH/2017/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 04-05-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, som i maj 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i december 2015, men først i marts 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra maj 2015, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt til folkeregisteret i juni 2015, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i december 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2016 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren til støtte for klagen havde anført, at hun havde taget personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser opholdstilladelsen var betinget af, at hun havde gjort alt for at bestå danskprøven på A1-niveau, at en sprogskole havde vejledt klageren om, at hun kunne tage en tilsvarende prøve i dansk på A1-niveau på sprogskolen, og at hun havde bestået Modultest 1, 2 og 3. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afdelingslederen fra sprogskolen havde orienteret klageren om, at danskprøven på A1-niveau ikke kunne tages på skolen, at klageren ville kunne klare en prøve i Dansk 1, og at prøven i Dansk 1 ville kunne erstatte både danskprøven på A1-niveau og A2-niveau. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven samt hvem, der stod for modtagelsen af tilmeldingen, og hvor klageren skulle aflægge danskprøven, fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at der var en detaljeret vejledning om, at danskprøven blev afholdt som udgangspunkt flere dage hver uge med undtagelse af hovedferierne, hvor der ville være færre prøveafholdelsesmuligheder, at klageren skulle være opmærksom på, at der kunne være ventetid på en ledig tid til prøveaflæggelsen, at klageren kunne henvende sig personligt hos Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, at spørgsmål vedrørende danskprøven skulle rettes til Udlændingestyrelsen, og at det var klagerens personlige ansvar at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde bestået Modultest 1, 2 og 3, idet modultestene ikke opfyldte betingelserne efter bekendtgørelsen om danskprøven på A1-niveau og danskprøven på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge kapitel 2 og 3, eller kunne anses som fornøden dokumentation for, at klageren havde bestået en danskprøve på mindst A1-niveau. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i maj 2015 i en alder af 28 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun havde opholdt sig på processuelt ophold i Danmark i perioden fra marts 2015 til maj 2015, at klageren havde en begrænset arbejdsmarkedstilknytning til Danmark, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde en verserende sag om familiesammenføring med sit særbarn, og at barnets sag ville blive forlænget yderligere, hvis opholdstilladelsen blev inddraget. Udlændingenævnet fandt således, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ikke tilsidesatte hensynet til familiens enhed eller hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren og klagerens ægtefælle samt klagerens særbarn kunne være sammen i Thailand, da klageren og klagerens ægtefælle blev henvist til at tage ophold som familie i Thailand. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at klageren og klagerens ægtefælle efter det oplyste ikke ville kunne udøve familielivet i Thailand, da klageren og klagerens ægtefælle arbejdede og havde økonomiske forpligtelser i Danmark, ikke var sådanne særlige grunde, som talte for, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens opholdsland efter praksis ikke kan føre til, at en opholdstilladelse ikke skal inddrages. FAM/2017/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Studie – Autorisation

    Dato: 04-05-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som sygeplejerske i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, 2. pkt., til en jordansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som sygeplejerske i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af praksis, at der alene kan meddeles opholdstilladelse til udenlandske læger og tandlæger, der er statsborgere i og/eller er uddannede i lande uden for EU/EØS, med henblik på opnåelse af dansk autorisation som læge eller tandlæge. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af en skrivelse af maj 2015 fra Sundhedsstyrelsen, at ansøgerens udenlandske uddannelse var blevet godkendt, og at ansøgeren nu havde mulighed for at deltage i det autorisationsforløb, der er en betingelse for at opnå dansk autorisation som sygeplejerske. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, som ifølge praksis kan meddeles opholdstilladelse til at opnå autorisation. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at hans mål med at bo i Danmark var at lære dansk, så han kunne arbejde inden for lægevidenskaben, og at det fremgik af en skrivelse af april 2016 fra et sprogcenter, at han skulle læse dansk i to år, før han nåede det krævede niveau i dansk, at hans visum alene var gældende i tre måneder, og at der ikke var sprogskoler i Jordan, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for, at han var uddannet læge eller tandlæge, hvorfor han ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på at opnå autorisation som læge eller tandlæge i Danmark. ERH/2017/47.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 27-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud i to år til en statsborger fra Iran. Klageren fik i maj 2016 inddraget sin opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, hvorved Styrelsen for International Rekruttering Integration havde fastsat udrejsefristen til medio juni 2016. Efter den fastsatte udrejsefrists udløb mødte klageren op i Udlændingenævnet, hvorefter Styrelsen for International Rekruttering og Integration den følgende dag traf afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i juni 2016, som blev fastsat i forbindelse med Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016, og at klageren, efter at udrejsefristen var overskredet, personligt var mødt op i Udlændingenævnet, hvor klageren var blevet tilbageholdt af politiet, da klageren ikke længere havde lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der ville tale imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i maj 2016 havde fået inddraget sin opholdstilladelse fra marts 2015, da han ikke havde overholdt en af betingelserne for opholdstilladelse, og at det herefter havde påhvilet klageren at udrejse af landet senest medio juni 2016. Det forhold, at klageren ikke var blevet opmærksom på Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016 før medio juni 2016, og at udrejsefristen på dette tidspunkt allerede var overskredet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var tilmeldt digital post, at det var klagerens eget ansvar at tjekke sin e-boks, og at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med frigørende virkning kunne sende breve med digital post til den pågældendes e-boks, jf. § 3, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens frihedsberøvelse var blevet kendt ulovlig af byretten, og at klageren var blevet løsladt og tilkendt erstatning på 8.000 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at klageren alene var blevet meddelt en advarsel, da klageren ikke havde midler til at betale en bøde, hvorfor sagen var blevet afgjort med et tiltalefrafald. ERH/2017/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen

    Dato: 27-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Iran.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt på 50.000 kr., som var en betingelse for hans opholdstilladelse, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 9. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren ikke på noget tidspunkt under sit ophold i Danmark havde haft lønindtægt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke som anmodet havde fremsendt dokumentation for sin beskæftigelse som bartender, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Det forhold, at klageren skulle have været beskæftiget som bartender i Danmark, kunne således ikke føre til en ændret vurdering, da en sådan indtægt skulle være indberettet til SKAT for at kunne medregnes. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke havde overholdt en af betingelserne i hans opholdstilladelse fra marts 2015, da han ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, at dette kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Det forhold, at den pågældende var jobsøgende, tog danskundervisning og kørekort, samt at den pågældende arbejdede som bartender og boede sammen med en kvinde i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det ikke nærmere var dokumenteret, at klageren var i et forhold med den pågældende kvinde, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klagerens opholdstilladelse fra marts 2015 var meddelt for to år med henblik på midlertidigt ophold, og at den pågældende var født og opvokset i Iran, hvor den pågældende havde boet indtil udrejsen til Danmark som 30-årig. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den pågældende fortsat havde en væsentlig tilknytning til sit hjemland. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren på tidspunktet for styrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka et år og to måneder og således ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at inddragelsen af hans opholdstilladelse ville være særligt belastende for klageren. ERH/2017/81.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 27-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en tyrkisk statsborger i medfør af visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren var født i december 1998 i Tyrkiet, at han tidligere var blevet meddelt Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin onkel, og at han havde overholdt viseringerne på de tidligere meddelte visa. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren var single, og at han var registreret som studerende på en ”open education high school” i hjemlandet. Det fremgik af invitationen, at ansøgeren skulle deltage i en familiebegivenhed i september 2016. Ansøgeren havde oplyst til Den Danske Ambassade i Ankara, Tyrkiet, at han ikke længere deltog i undervisningen på sit studie, at han ikke havde et arbejde, at der ikke var en specifik grund til, at han søgte visum i 90 dage, men at der altid var et bryllup eller en anden ceremoni, han kunne deltage i.

    Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var tyrkisk statsborger og dermed var fra et land, hvis statsborgere i nogen udstrækning søger videregående ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2 til visumbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde en begrænset tilknytning til hjemlandet, idet han efter det oplyste hverken var under uddannelse eller i arbejde i hjemlandet, at han var 18 år og ugift, og at han boede sammen med sin farmoder i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen havde anført, at der altid var et bryllup eller en anden ceremoni at deltage i, mens værten havde anført, at ansøgeren skulle deltage i værtens søns omskæringsfest. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at dette understøttede formodningen for, at ansøgeren ikke havde til hensigt at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum, idet der ikke i tilstrækkeligt omfang var redegjort for formålet med opholdet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af gruppen af personer, der som udgangspunkt efter praksis meddeles visum til Danmark, idet værten var onkel til ansøgeren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren tidligere var blevet meddelt Schengenvisum for at besøge værten, og at han havde overholdt viseringerne på de tidligere meddelte visa. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under sine tidligere visumophold i Danmark havde været under 18 år, og at han i december 2016 var fyldt 18 år. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der var tale om ændrede forhold i den nyeste visumansøgning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der som udgangspunkt kunne meddeles visum til en her i landet fastboende person, når ansøgeren var tyrkisk statsborger, jf. pkt. 5.9.7.3.1 i vejledning nr. 9201 af 27. februar 2017 om behandling af ansøgninger om visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles visum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et visum til Danmark. VIS/2017/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2017 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

    Dato: 24-04-2017

    Udlændingenævnet hjemviste i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse som supervisor hos et rengøringsfirma efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, til en statsborger fra Bangladesh.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse burde meddeles afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Udlændingenævnet lagde vægt på oplysningerne i sagen vedrørende ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund og erhvervserfaring, herunder at ansøgeren besad en Bachelor of Business Administration fra 2013 og et Post Graduate Diploma fra 2015, hvor ansøgeren efter det oplyste blandt andet havde haft fag inden for human ressource management, og at ansøgeren efter det oplyste havde arbejdet som teamleder og med arbejdstilrettelæggelse inden for rengøring, hvor ansøgeren havde haft en koordinerende rolle. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var en naturlig sammenhæng mellem ansøgerens uddannelser, tidligere kvalifikationer og den tilbudte stilling som supervisor for et rengøringsfirma. Udlændingenævnet fandt endvidere, at virksomhedens omsætning på 6-7 millioner kr. om året understøttede, at der i virksomheden kunne være et behov for en funktion som supervisor eller lignende. Udlændingenævnet fandt således, at der efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder ikke var grundlag for at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som supervisor måtte anses for proforma, og at ansættelsen ikke skabte en formodning for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse måtte anses at være at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2017/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. april 2017 – Erhverv – Volontør

    Dato: 19-04-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som volontør til en statsborger fra Australien, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde i sin afgørelse lagt vægt på, at det volontørarbejde, ansøgeren skulle udføre, ikke var af social og humanitær karakter, idet ansøgeren skulle indsamle og sortere affald på en navngiven festival.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som volontør, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt., og praktikant- og volontørbekendtgørelsens § 4, nr. 2. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den navngivne festivals ansvarlige team, som stod for indsamling og sortering af affald, til sagen havde oplyst, at indsatsen som frivillig bestod af kommunikation og formidling gennem kampagner før og under festivalen, optog hver dag på hele campingområdet med sortering og oprydning, og at kampagnens frivillige skulle aktivere og motivere festivalgæsterne til selv at deltage i oprydning og affaldssortering. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgår af volontørbekendtgørelsens § 4, nr. 2, 2. pkt., at volontørtjenesten kan foregå inden for blandt andet miljø, kunst, kultur, arbejde med børn, unge eller ældre og idræts- eller fritidsaktiviteter. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var tale om et anerkendelsesværdigt formål ved, at ansøgeren skulle være frivillig på den navngivne festival, idet Udlændingenævnet endelig fandt, at ansøgeren skulle udføre socialt og humanitært arbejde her i landet i form af arbejdet for et bedre miljø under festivalen, da der ikke alene var tale om oprydning og affaldssortering i snæver forstand. ERH/2017/45.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. april 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 11-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 om administrativ udvisning af en finsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af politirapporterne, at klageren i april 2016 blev truffet i Rødby Havn sammen med sin søster, der var statsborger i Somalia, at klagerens søster i forbindelse med standsningen fremviste et falsk italiensk pas, og at klageren modtog en straksbøde på 5.000 kr. Det fremgik endvidere, at klageren og klagerens søster havde til hensigt at fortsætte til Finland, og at klageren var bevidst om, at han ikke på legal vis kunne transportere sin søster til Finland.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren havde overtrådt udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1 til 4, idet han havde bistået sin søster uden gyldig rejselegitimation med ulovlig indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren og hans søster samstemmende havde forklaret, at klagerens søster havde taget kontakt til klageren med henblik på at få hjælp til at komme til Finland fra Italien, at klageren havde samlet sin søster op i Hamborg, og at klageren og hans søster herefter var fortsat mod Puttgarden, hvorefter klageren og hans søster i april 2016 var indrejst i Danmark, mens klagerens søster havde været i besiddelse af et falsk italiensk pas. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ved afhøringer i april 2016 havde erkendt forholdet, og at han i april 2016 havde vedtaget et bødeforelæg for forholdet. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at klageren efter det oplyste i samarbejde med sin søster havde planlagt bevidst at skaffe sin søster adgang til Danmark uden lovlig rejselegitimation, selvom han var klar over, at dette var i strid med dansk lovgivning, at klageren havde forklaret til politiet, at han var fløjet til Rom for der at leje en bil, så han kunne hente sin søster og bringe hende til Finland, at klageren, da han blev stoppet af politiet i Rødby Havn, i første omgang havde forklaret, at hans passager var en fremmed, han havde mødt på en cafe i Hamborg og tilbudt at køre til København, hvorfra hun kunne tage videre til Sverige, hvorefter han selv ville køre til Ringkøbing, og at klagerens søster havde været i besiddelse af et falsk italiensk pas, som hun havde fremvist med henblik på at blive meddelt tilladelse til indrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der var tilstrækkelige holdepunkter for at anse klagerens adfærd for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisningen derfor ikke ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det var hans søster, som klageren havde transporteret til Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klagerens søster ikke havde lovligt ophold i Danmark, og idet klageren overfor politiet havde erkendt, at han var opmærksom på, at han ikke kunne transportere hende på lovlig vis. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet udsendt til Finland, hvor han var statsborger, og hvor han efter det oplyste boede sammen med sin ægtefælle og parrets to børn. FAM/2017/44.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 07-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en thailandsk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Ansøgeren ønskede at besøge sin herboende kæreste (værten).

    Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sit tidligere visumbesøg i Danmark, i hvilken forbindelse hun var indrejst i Danmark i maj 2016, havde søgt om forlængelse af sit visum, men efterfølgende havde frafaldet ansøgningen, at hun i den forbindelse i juni 2016 af Udlændingestyrelsen var blevet pålagt at udrejse af Danmark hurtigst muligt, og at ansøgeren først udrejste af Danmark i august 2016 – cirka seks uger senere. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke udrejste af Danmark hurtigst muligt efter modtagelsen af Udlændingestyrelsens pålæg herom i juni 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens tidligere kæreste efter det oplyste havde annulleret ansøgerens returbillet, at hun ikke selv havde mulighed for at betale for en returbillet med sit thailandske kreditkort, og at hun derfor var nødsaget til at vente på, at hendes to bekendte havde sparet penge sammen til at kunne købe en billet til hende til Thailand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens pålæg om udrejse i juni 2016 havde cirka 25.000 kr. på sin bankkonto, at hendes flybillet til Thailand kostede 3.955 kr., og at der i øvrigt ikke i sagen var oplyst om hindringer for, at hun kunne have overført pengene til flybillet fra sin egen konto til sine bekendtes konto, såfremt hun ikke kunne betale med sit eget kreditkort. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse tillige vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens forhold til sine to bekendte, idet hun tidligere havde oplyst, at de var hendes søster og svoger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen efter at have modtaget besked om, at hun skulle udrejse straks, uagtet at hun var bekendt med, at det ikke var muligt for hende at udrejse rettidigt af Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at de nævnte forhold skulle være af en sådan karakter, at ansøgeren ikke kunne udrejse i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens anvisninger. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at betingelserne for at blive meddelt visum gælder både ved udstedelsen af visummet samt ved indrejsen og under hele opholdet i Schengenlandene, og at det således til enhver tid under et visumophold påhviler visumindehaveren at kunne dokumentere, at den pågældende råder over tilstrækkelige midler til at betale for opholdet og hjemrejsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter indgivelsen af visumansøgningen havde oplyst, at hun alene ønskede et Schengenvisum til Danmark i en måned, og ikke – som tidligere ansøgt – i 82 dage. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at varigheden af opholdet som udgangspunkt ikke har betydning for vurderingen af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at værten og ansøgeren var kærester og efter det oplyste holdt meget af hinanden, at værten havde besøgt ansøgeren i Thailand, hvor værten havde mødt ansøgerens familie, at ansøgeren ønskede at besøge værten i Danmark, og i den forbindelse besøge værtens moder, og at ansøgeren havde et godt liv i Thailand og således ikke ønskede at komme til Danmark for at få et bedre liv. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren blev meddelt visum til Danmark i maj 2016 med henblik på at besøge sin daværende kæreste, og at hun kort tid efter, at hendes og hendes kærestes forhold var ophørt, blev kærester med værten. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ved sine handlinger havde tilkendegivet, at hun ønskede at komme til Danmark uanset grundlaget for hendes besøg. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. VIS/2017/14.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

    Dato: 07-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om Schengenvisum til Danmark til en pakistansk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren ønskede at besøge sin kæreste i Danmark, at der var tale om et fast forhold, at parret havde åbnet en fælles bankkonto i Pakistan, at parret efter egne oplysninger havde været samlevende i Pakistan, og at værten arbejdede i Danmark, hvorfor han ikke kunne besøge ansøgeren i Pakistan. Det fremgik endvidere, at parret ønskede at indgå ægteskab i Danmark under ansøgerens besøg, og at det kun var muligt for parret at indgå ægteskab i Danmark. Det fremgik af referatet fra et interview afholdt på Den Danske Ambassade i Islamabad, Pakistan, at ansøgeren havde oplyst, at han var homoseksuel, at ansøgeren og værten havde kendt hinanden siden 2012, at ansøgerens familie troede, at parret var venner, at familien ikke kendte til ansøgerens seksuelle orientering, og at ansøgeren havde planlagt at søge om opholdstilladelse i Danmark under sit visumophold i Danmark. Det blev til støtte for klagen anført, at værten var syg med influenza og feber, at ansøgeren skulle tage sig af værten, at han ønskede at indgå ægteskab med værten under sit visumophold i Danmark, og at han svor, at han ville forlade Danmark og ikke ønskede at søge om opholdstilladelse i Danmark under sit visumophold.

    Udlændingenævnet fandt, at der var en begrundet formodning for, at ansøgeren ville benytte et meddelt Schengenvisum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren under interviewet på Den Danske Ambassade i Islamabad, Pakistan, havde oplyst, at han ville søge om opholdstilladelse i Danmark under sit visumophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde svoret, at han ville forlade Danmark, at han ikke ville søge om opholdstilladelse under sit ophold i Danmark, at han havde taget orlov fra sit arbejde i Pakistan, at han ikke havde opsagt sin stilling i virksomheden, at hans moder havde kræft, at der ikke var andre, der kunne tage sig af hende i Pakistan, og at han aldrig havde oplyst til ambassaden, at han havde til hensigt at søge om opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde underskrevet alle sider af referatet fra interviewet på ambassaden, og at han dermed havde skrevet under på, at han var blevet interviewet på sit eget sprog, at han forstod referatet, og at alle udsagnene var korrekte. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde søgt om Schengenvisum til ophold i 30 dage, men at han samtidig havde søgt om orlov fra sit arbejde i perioden fra februar 2017 til maj 2017. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne ekstraordinære omstændigheder, som alligevel kunne føre til, at ansøgeren burde meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet tog ved afgørelsen ikke stilling til, hvorvidt ansøgeren og værten kunne anses for at være samlevende. VIS/2017/58.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2017 – Visum – Overstay – Karens

    Dato: 07-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2016 om afslag på Schengenvisum til Danmark til en russisk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Ansøgeren ønskede at besøge sin herboende voksne datter (værten).

    Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren tidligere havde været meddelt et Schengenvisum til Danmark for 90 dage i perioden fra november 2014 til oktober 2015, at hun var indrejst i Danmark i starten af november 2014 og udrejst i slutningen af februar 2015, og at ansøgeren i forbindelse med dette visumophold havde opholdt sig i Schengenområdet i en samlet periode på i alt 119 dage – 29 dage ud over visummets gyldighed. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse ikke, at overskridelsen af visummets gyldighed skyldtes omstændigheder, som ikke kunne lægges ansøgeren til last, og som ikke havde gjort det muligt for hende at forlade Danmark inden for visummets gyldighedsperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at overskridelsen af visummets gyldighed ifølge værten skyldtes menneskelige fejl forårsaget af komplekse beregningsregler og uvidenhed om, at beregningsreglerne var blevet ændret, og at de gentagne ændringer i udlændingeloven efter værtens opfattelse udgjorde en risiko for, at der skete menneskelige fejl. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at visumreglerne, herunder beregningen af 90 dages visumophold i udlændingelovens § 2 b, stk. 2, blev ændret den 1. januar 2014, og at reglerne således havde været ændret i ti måneder, da ansøgeren fik udstedt visum. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i hvert fald siden juli 2013 havde modtaget vejledning om beregningen af visumopholdets længde både efter de tidligere gældende og de nugældende regler fra Den Danske Ambassade i Moskva, Rusland. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig, at visummets gyldighed ikke overskrides. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at ansøgeren i 2013 havde fået en officiel advarsel af Udlændingestyrelsen efter et overstay i 2011 til 2012 om, at hvis hun fremover ikke udrejste i overensstemmelse med sit visum, ville hun ikke kunne opnå et nyt visum i tre eller fem år, og at ansøgeren således var blevet gjort opmærksom på vigtigheden af, at hun udrejste i overensstemmelse med sit visum. Det forhold, at ansøgeren på trods af dette overstay alligevel var blevet meddelt visum til Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren samtidig var blevet advaret om konsekvenserne ved et fremtidigt overstay. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel meddeltes Schengenvisum til Danmark, ligesom Udlændingenævnet desuden fandt, at tildeling af karens ikke måtte anses som en åbenbart uforholdsmæssig reaktion i forhold til ansøgerens overstay i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at værten og værtens tre børn var bosiddende i Danmark, og at værten ønskede, at ansøgeren fortsat kunne besøge dem i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at der ikke var oplyst om hindringer for, at værten og børnene kunne besøge ansøgeren i Rusland. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at værten planlagde en opfølgende undersøgelse på en tidligere undersøgelse af ansøgeren på et privathospital i Danmark, der skulle have fundet sted i januar 2017. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, henset til at hovedformålet med ansøgerens besøg i Danmark efter det oplyste var familiebesøg, at der alene var tale om en undersøgelse, og at der endvidere ikke var fremlagt dokumentation for undersøgelsen i øvrigt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund heller ikke, at der forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel meddeltes Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen meddeltes et nationalt begrænset visum. Ansøgeren kunne således – medmindre der forelå ganske særlige grunde – tidligst i marts 2018 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum. VIS/2017/43.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to egyptiske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Ansøgerne var født i 2006 og 2009 og søgte i december 2016 om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende moder. Ansøgerne og moderen havde efter det oplyste boet sammen fra ansøgernes fødsel og indtil moderens indrejse i Danmark i august 2014. Ansøgerne havde herefter boet hos deres mormoder, idet ansøgernes fader ikke ville have noget med ansøgerne at gøre. Den ældste ansøger havde således ikke siden 2008 haft kontakt med faderen, mens den yngste ansøger slet ikke var bekendt med faderen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at deres moder havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder at ansøgernes moder var indrejst i Danmark i august 2014, at hun i januar 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, at hun herefter havde set børnene personligt en gang i perioden fra februar 2015 til marts 2015, at hun i juli 2015 havde fået et barn med sin nuværende ægtefælle, at moderen og ansøgerne efter det oplyste derudover havde haft kontakt flere gange om dagen via Skype, Viber, Imo og Whatsapp, og at ansøgerne havde opholdt sig i Danmark siden september 2016. FAM/2017/55.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2015 om inddragelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, som i oktober 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke danskprøven inden den fastsatte frist i april 2015, men først i marts 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra oktober 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun var blevet meddelt opholdstilladelse, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren fik opholdstilladelse i oktober 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i april 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2016 havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren i december 2014 havde født et barn, og at hun efter det oplyste havde været på barsel fra juni 2014 til november 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen, og at klageren i øvrigt ikke sås forud for fristens udløb at have søgt om suspension af fristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at klagerens ægtefælle i juli 2015 havde anmodet om suspension af fristen for at bestå danskprøven, da tidsfristen for beståelse af prøven allerede på det tidspunkt var overskredet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ægtefælle i juli 2015 over for Udlændingestyrelsen havde oplyst, at han havde forlagt papirerne fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, hvornår danskprøven skulle være bestået, og at han troede, at de modultests, som klageren skulle have bestået, var nok til at opfylde kravet, hvorfor det måtte have været påregneligt for ham, at klageren skulle bestå danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve inden for den fastsatte frist. Som følge af at klageren først i marts 2016 havde bestået danskprøven, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren første gang i oktober 2009 i en alder af 29 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hun efter det oplyste arbejdede deltid, at hun ikke havde taget en uddannelse, at hun alene havde to tanter og en kusine i Danmark, men at klagerens forældre, to søskende og særbarn var bosiddende i Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren hverken på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets varighed, eller gennem danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse kunne anses for at være særligt belastende for hende, uagtet at hun i henholdsvis marts 2016 og juni 2016 havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau og A2-niveau. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau og A2-niveau, ikke i sig selv kunne føre til, at hendes opholdstilladelse alligevel ikke burde inddrages, uanset at betingelsen herfor ikke havde været opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand, hvor klageren og hendes ægtefælles fællesbarn efter det oplyste senest havde opholdt sig i august 2016, for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. FAM/2017/57.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2015 om inddragelse af en opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som i september 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i marts 2015, men først i april 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra september 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i september 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i marts 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i april 2015 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven indenfor fristen, idet hun havde haft mange smerter i slutningen af sin graviditet, og at klagerens ægtefælle havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at få suspenderet fristen for at bestå danskprøven, men at han blev vejledt om at udfylde en formular på Udlændingestyrelsens hjemmeside, som han efter det oplyste udfyldte to gange, men aldrig lykkedes at få indsendt. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, som medførte, at der burde være meddelt suspension af fristen til at bestå danskprøven på grundlag af graviditet. Udlændingenævnet henviste til, at klageren i april 2015 havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, hvilket var før hun i maj 2015 nedkom med sit og hendes ægtefælles ældste fællesbarn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens ægtefælle havde søgt om at få suspenderet fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau, efter at fristen var udløbet, og at Udlændingestyrelsen i øvrigt under sagens behandling i Udlændingenævnet overfor Udlændingenævnet havde tilkendegivet, at klageren ikke ville være blevet meddelt suspension af fristen, såfremt anmodningen herom var blevet indgivet rettidigt, idet fristen for at aflægge prøve i dansk på A1-niveau udløb mere end fire uger før klagerens forventede terminsdato. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Pakistan, og at klageren først i september 2014 i en alder af 24 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hendes tilknytning til Pakistan var stærkere end til Danmark, hvor hun på afgørelsestidspunktet kun havde opholdt sig i to år og tre måneder, hvorimod hun havde opholdt sig 24 år i sit hjemland, hvorfor det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at hun siden november 2014 havde gået på sprogskole og siden januar 2015 havde været i fuldtidsbeskæftigelse. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde to fællesbørn i Danmark, født i henholdsvis 2015 og 2016, og at det ældste fællesbarn på klagetidspunktet havde eksem. Udlændingenævnet fandt endelig – henset til børnenes alder og længden af deres ophold i Danmark – at de ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund måtte anses for særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. FAM/2017/70.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2015 om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, som i juli 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i januar 2015, men først i oktober 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne nægtes forlænget, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra juli 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i juli 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i januar 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at klagerens ægtefælle i oktober 2015 telefonisk overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren havde været på barsel og derfor ikke taget danskprøven indenfor fristen. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at klageren ikke sås at have søgt om suspension af tidsfristen for beståelse af danskprøven inden udløbet af fristen. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at klageren i oktober 2015 i forlængelse af klagerens ægtefælles telefoniske henvendelse af Udlændingestyrelsen blev vejledt om at indsende svar på Udlændingestyrelsens partshøring samt dokumentation for klagerens barsel, men at hverken Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet efterfølgende i den forbindelse modtog yderligere. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juli 2014 i en alder af 26 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren forud for hendes opholdstilladelse på baggrund af ægteskab havde haft en opholdstilladelse i Danmark som au pair med henblik på midlertidigt ophold i cirka to år. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Fillippinerne for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. FAM/2017/42.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2016 om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først ved sin afgørelse fra juli 2015 om fristforlængelse havde orienteret ansøgeren om, at styrelsen havde anset en henvendelse fra ansøgerens læge på vegne af ansøgeren i april 2014 som en ansøgning om suspension af fristen for aflæggelse af danskprøven, og at Udlændingestyrelsen på den baggrund i juli 2015 havde suspenderet fristen i 46 uger efter fødedatoen og havde fastsat en ny frist for aflæggelse af danskprøven til medio april 2015 – det vil sige forud for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at henset til at Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2015 lå efter udløbet af den nye frist for aflæggelse af danskprøven, og at Udlændingestyrelsen ikke på et tidligere tidspunkt sås at have orienteret ansøgeren om suspensionen og den nye frist, burde Udlændingestyrelsen i sin afgørelse fra juli 2015 have regnet suspensionen af fristen fra datoen for Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2015. Udlændingenævnet fandt desuden på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at det ikke havde været påregneligt for ansøgeren, hvornår danskprøven senest skulle bestås, og at ansøgeren derfor ikke havde haft mulighed for at indrette sig efter den nye situation. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i juni 2015 – forud for udløbet af den nye frist – havde bestået danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt derfor under henvisning til sagens omstændigheder sammenholdt med det forhold, at ansøgeren ikke før den nye frists udløb var orienteret om fristen, at ansøgeren burde stilles, som om prøven var bestået rettidigt. FAM/2017/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26, under henvisning til at klageren ikke rettidigt havde bestået prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist i marts 2016.

    Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klageren i maj 2015 havde orienteret Udlændingestyrelsen om sin graviditet – burde have ydet en konkret mervejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på tidspunktet for meddelelse af klagerens opholdstilladelse i september 2015. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af klagerens graviditet have vejledt klageren udtrykkeligt om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på baggrund af klagerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til klagerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund grundlag for at anse den af klageren aflagte og beståede danskprøve på A1-niveau i april 2016 som værende bestået rettidigt. FAM/2017/68.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 05-04-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2016 om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26, under henvisning til at klageren ikke rettidigt havde bestået prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist i marts 2014.

    Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klagerens ægtefælle i august 2013 havde orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet – burde have ydet en mere konkret og individuel vejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen i august 2013 havde meddelt klageren opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen burde således have vejledt ansøgeren udtrykkeligt om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på baggrund af ansøgerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at hun ikke rettidigt havde aflagt og bestået danskprøve på A1-niveau. FAM/2017/69.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 30-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Tyrkiet, som havde opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, og som ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med en af Udlændingestyrelsen fastsat udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i juni 2015 meddelt afslag på opholdstilladelse og pålagt at udrejse straks af Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt klageren afslag på hans seneste ansøgning om opholdstilladelse, og at det herefter påhvilede klageren at udrejse af landet straks. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, og at han i maj 2016 var blevet antruffet af politiet i Sverige, da han havde forsøgt at indrejse i Sverige fra Danmark uden fornøden opholdstilladelse eller gyldigt visum. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren til politiet i maj 2016 havde erkendt, at han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af klageren måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren som 16-årig var indrejst i Danmark i 2008 og havde opholdt sig her i landet siden, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da klageren gentagne gange var meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og da han i forbindelse hermed alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold, hvorfor en udvisning af ham ikke kunne antages at virke belastende. Det forhold, at klageren havde en broder og en søster, som var bosiddende i Danmark fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat, da klageren var myndig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at klagerens fader var registreret som udrejst til Tyrkiet i februar 2016. Udlændingenævnet fandt endelig, at udrejsefristen kunne fastsættes til straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt., henset til, at klageren var udvist af landet med indrejseforbud. FAM/2017/67.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 30-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Ghana, som søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning her i landet, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst i Danmark i august 2010, at det fremgik af en dom fra december 2013, at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark fra december 2010 til november 2013, at ansøgeren ved dommen var blevet udvist og havde fået indrejseforbud i seks år, at ansøgeren af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl i juli 2014 og var blevet pålagt at udrejse senest 15 dage efter afgørelsen, og at ansøgeren derfor på tidspunktet for indgivelsen af den aktuelle ansøgning om opholdstilladelse havde opholdt sig ulovligt i Danmark i flere år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i Danmark. Det var anført i sagen, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 21, at der med vurdering af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en ansøgning skal tillades indgivet, navnlig sigtes til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om hensynet til familiens enhed. Efter Udlændingenævnets opfattelse indebar EMRK artikel 8 ikke, at en udlænding, der ansøger om familiesammenføring med en herboende person, er sikret en ubetinget ret til at indgive ansøgningen her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af ERMK artikel 8 kunne bevirke, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indrejse i Ghana, hvor ansøgeren havde opholdt sig forud for sin indrejse i Danmark i august 2010, for at indgive ansøgningen der. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerens ægtefælle havde et 12-årigt særbarn, som boede hos ansøgerens ægtefælle, som ansøgerens ægtefælle havde forældremyndighed over, og hvis fader udøvede regelmæssigt samvær med barnet på ansøgerens bopæl. Det indgik endvidere, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde et fælles barn født i juni 2015. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det uanset karakteren af de pådømte lovovertrædelser måtte anses for en skærpende omstændighed, at ansøgeren ved dom i december 2013 var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, at ansøgeren efterfølgende af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl i juli 2014, og at ansøgeren på trods heraf fortsat ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle således havde mødt hinanden på et tidspunkt, hvor ansøgeren allerede var udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år, og at parret – på trods af at ansøgeren efterfølgende af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl – havde valgt at få et barn og indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse eller lovligt ophold på et andet grundlag i Danmark, og hvor parret heller ikke kunne have en berettiget forventning om, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at udlændingelovens § 9, stk. 21, er en processuel regel, som alene forholder sig til, hvor ansøgningen kan indgives. Der var således ikke ved stillingtagen til, om ansøgerens ansøgning kunne tillades indgivet i Danmark, foretaget en vurdering af, om der ved en korrekt indgivet ansøgning kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 4. Udlændingenævnet fandt på den baggrund heller ikke, at det forhold, at parret i ansøgningsperioden eventuelt måtte leve adskilt, i sig selv ville udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8. FAM/2017/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

    Dato: 30-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, jf. udlændingelovens § 9. c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til en herboende person, som skulle være vedkommendes stedmoder.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens og den herboende references forhold til hinanden. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at den herboende reference havde boet i Goma, Den Demokratiske Republik Congo, sammen med sin mor, sine børn og sine søskende, at den herboende reference efter sin ægtefælles død var fortsat med at bo i Goma med sin familie, at den herboende reference havde oplyst navnene på sine børn, at den herboende reference i maj 2012 efter problemerne ved grænseovergangen mellem Den Demokratiske Republik Congo og Uganda, hvor den herboende reference var blevet adskilt fra sin familie, havde fundet alle sin familiemedlemmer i Uganda. Den herboende reference havde således ikke oplyst om ansøgeren på noget tidspunkt forud for ansøgningen fra august 2015. Det var til ansøgningen oplyst, at den herboende reference havde boet sammen med ansøgeren i perioden fra 2003 og indtil den herboende references flugt i 2012, hvor de var blevet væk fra hinanden, og at de først havde fået kontakt i april 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det på denne baggrund ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var den herboende references steddatter og havde været en del af den herboende references husstand på noget tidspunkt. Det forhold at det var oplyst, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag ikke var blevet oplyst om, at hun skulle oplyse om savnede familiemedlemmer, at sprogbarrierer havde besværliggjort kommunikationen med myndighedspersoner i Uganda, og at hun ikke efterfølgende havde fået mulighed for at oplyse om ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af UNHCR’s familieskema, at der skulle oplyses om eventuelle stedbørn, hvilket den herboende reference ikke havde gjort. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride mod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at hun var meget bekymret for ansøgeren, at ansøgeren blev slået hver dag, og at det blev værre fra gang til gang, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var et forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det anførte om, at ansøgeren havde sin familie i Danmark, at ansøgeren ikke havde familie i hjemlandet, at ansøgeren ikke kunne tage ophold hos nogen i hjemlandet, at ansøgeren havde stærk tilknytning til den herboende reference, at ansøgerens to halvsøskende boede i Danmark, og at ansøgeren efter partsrepræsentantens opfattelse havde størst tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der herved ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at det var oplyst, at ansøgeren skulle have boet i en kirke, indtil den herboende references veninde havde fundet ansøgeren i april 2015, at ansøgeren siden april 2015 havde boet hos den herboende references veninde, at den herboende reference havde besluttet, at ansøgeren skulle bo hos veninden, idet ansøgeren var hjemløs og forældreløs, og at ansøgeren ikke kunne bo hos veninden, idet veninden ikke kunne vedblive med at passe ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det herved ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren var uden omsorgspersoner i Den Demokratiske Republik Congo. Den omstændighed, at den herboende reference skulle have forsørget ansøgeren, efter at de havde fået kontakt i april 2015, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at den herboende reference fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, sådan som det var oplyst, at hun hidtil havde gjort, og at det forhold, at der eventuelt blev sendt penge til forsørgelse, ikke var tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv i Danmark, som Danmark ville være nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. FAM/2017/79.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. marts 2017 – Au pair – Formodning – Formål

    Dato: 27-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en statsborger fra Israel, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. I februar 2016 havde ansøgeren indgivet en ansøgning om opholdstilladelse som au pair hos en herboende familie. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at hun havde været i Danmark i både 2014 og 2015 for at besøge sin fader samt sine søskende, der havde boet i Danmark i fire år, og at hun var i Danmark på ansøgningstidspunktet. Vedhæftet ansøgningen var kopi af ansøgerens pas, hvoraf det fremgik, at hun medio oktober 2015 var indrejst til Danmark, og at hun på ansøgningstidspunktet opholdt sig hos sin fader.

    Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at formålet med ansøgerens ansøgning ikke var at forbedre sine sproglige og faglige kundskaber samt udvide sin kulturelle horisont gennem et bedre kendskab til Danmark via et au pair-ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under et interview i april 2016 havde oplyst, at ansøgeren ville til Danmark, da hendes fader, stedmor og seks søskende boede i Danmark, og fordi det var mere komfortabelt i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at hun havde boet hos sin fader fra 2015, og frem til hun blev pålagt at udrejse i april 2016. Udlændingenævnet vurderede, at disse forhold indebar en formodning for, at formålet med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som au pair ikke var at forbedre sine sproglige og faglige færdigheder eller at udvide sin kulturelle horisont gennem bedre kendskab til Danmark via et midlertidigt ophold hos en værtsfamilie, jf. au pair bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, jf. § 3, stk. 2, nr. 1, 3 og 4. Det forhold, at det i forbindelse med klagen var anført, at ansøgeren formentlig ikke til fulde havde forstået spørgsmålene i interviewet vedrørende ansøgerens familie, da ansøgeren nu var voksen og ikke ønskede at bo med sin faders familie, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af vurderingen af ansøgerens engelskkundskaber i interviewet fra april 2016, at ansøgeren talte godt engelsk, og at ansøgeren godt ville kunne deltage i undervisning på engelsk, dog ikke en videregående uddannelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren selv i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren havde været i Danmark to gange tidligere for at besøge sin fader og sine søskende. Det forhold, at det i forbindelse med klagen var anført, at ansøgeren ønskede at blive au pair i Danmark for at tilegne sig det danske sprog og skandinavisk kultur for derefter at bringe den viden tilbage til Israel og for senere at kunne oversætte, tolke og undervise, og at ansøgeren aldrig havde oplevet dansk kultur, da begge ansøgerens forældre levede i hjem med arabisk kultur og arabiske traditioner, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at dette ikke afkræftede formodningen for, at formålet med ansøgningen måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2017/66.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 23-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Syrien, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet bemærkede, at alene beskæftigelse inden for de sidste fem år kunne indgå i beregningen af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet kunne således alene medregne ansøgerens beskæftigelse fra marts 2012 og fremefter. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren i perioden fra marts 2012 til februar 2017 havde dokumenteret, at hun havde været ordinært beskæftiget i 18 måneder og deltidsbeskæftiget i 13 måneder. Udlændingenævnet henviste herved til, at ordinær beskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mindst 30 timer om ugen – ville indgå med den fulde varighed, og at deltidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mellem 15 og 29 timer om ugen – ville indgå i beregningen med 3/5. Udlændingenævnet bemærkede, at 13 måneders deltidsbeskæftigelse således svarede til 7,8 måneders fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at det var dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i 25,8 måneder inden for de sidste fem år. Ansøgeren havde endvidere dokumenteret via lønsedler, at hun i perioden fra januar 2015 til januar 2016 havde modtaget betaling for sin transporttid. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at transporttid kunne indgå i beregningen, når der var sket en konkret aflønning af transporttiden på timebasis. Udlændingenævnet fandt desuden efter en gennemgang af lønsedlerne, når transporttiden blev indregnet, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i 31,2 måneder inden for de sidste fem år, svarende til to år og syv måneder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren ifølge sin egen opgørelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren fra marts 2012 til december 2012 havde arbejdet deltid i fem måneder hos forskellige arbejdsgivere, at hun i 2013 havde arbejdet deltid i otte måneder, at hun i 2014 havde arbejdet deltid i 11 måneder, og at hun i 2015 havde arbejdet fuld tid i ti måneder og deltid i to måneder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation herfor, og idet det fremgik af eIndkomst, at hun første gang i den femårige periode havde en periode som deltidsbeskæftiget i marts 2013. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren havde haft to sygdomsperioder som følge af en arbejdsskade, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet alene den anden sygdomsperiode var relevant. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, der til sagen havde oplyst, at hun fra april 2012 til august 2012 havde haft sygdom og en operation som følge af en arbejdsskade, ikke havde dokumenteret at have været i et ansættelsesforhold som fuldtidsbeskæftiget, idet ansøgeren ifølge en samarbejdsaftale fra november 2011 havde været beskæftiget under freelancevilkår. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at alene perioder med fravær som følge af sygdom inden for rammerne af et fast ansættelsesforhold kunne medregnes som ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens sygdomsperioder under ansættelsesforhold som tilkaldevikar uden et fast timeantal og hendes ansættelser som freelancetolk ikke kunne medregnes i beskæftigelseskravet, idet hun i disse perioder ikke havde været i et fuldtidsansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at det var blevet anført, at ansøgeren i 2012 havde haft en personlig indkomst på 180.000 kr., at ansøgeren i 2013 havde haft en personlig indkomst på 249.000 kr., og at ansøgeren i 2014 havde haft en personlig indkomst på 274.000 kr., hvilket af ansøgeren opfattedes som dokumentation for, at hun havde haft en fast og væsentlig tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens årsopgørelser, at ansøgeren i 2012 havde haft en lønindkomst på 46.852 kr., og at ansøgeren derudover havde modtaget 162.406 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., at ansøgeren i 2013 havde haft en lønindkomst på 130.282 kr. og at ansøgeren derudover havde modtaget 129.675 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., at ansøgeren i 2014 havde haft en lønindkomst på 200.504 kr. og at ansøgeren derudover havde modtaget 90.417 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., samt at en væsentlig del af ansøgerens personlige indkomst således havde været udgjort af arbejdsløshedsdagpenge, hvilket ikke kunne være medvirkende til at opfylde beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningspakken, hvor ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren ikke led af et handicap, der kunne forhindre hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/85.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 23-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en afghansk statsborger, som var født i Danmark, og hvis opholdstilladelse senest var blevet forlænget til oktober 2018. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at hun havde modtaget 6.000 kr. i kontanthjælp fra ultimo juli 2013 til ultimo august 2013, og at hun afdrog herpå hver måned.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at hun havde modtaget offentlige ydelser, og at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at hun fra primo juli 2013 til ultimo august 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun havde indgivet ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i juni 2015. Det forhold, at ansøgeren var blevet pålagt at tilbagebetale ydelsen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den udbetalte ydelse blev ydet med henblik på forsørgelse, idet det af sagen fremgik, at hjælpen var udbetalt på baggrund af et forsørgelsesslip efter aktivlovens § 25 og § 25a. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen havde oplyst, at hun i forbindelse med udbetalingen af kontanthjælp ikke var blevet oplyst om konsekvenserne, og at hun ville have forsøgt at låne af venner og bekendte den pågældende måned, hvis hun var blevet vejledt om betydningen af modtagelse af offentlig hjælp i forbindelse med ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke til sagen var oplyst, at ansøgeren havde oplyst kommunen om, at hun havde påtænkt at søge om tidsubegrænset opholdstilladelse på tidspunktet for sin ansøgning om kontanthjælp eller i umiddelbar forlængelse heraf, at hun på dette tidspunkt ikke havde en verserende sag om tidsubegrænset opholdstilladelse, og at hun først havde søgt om tidsubegrænset opholdstilladelse to år efter modtagelsen af offentlige ydelser. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren – uanset at hun ikke måtte have modtaget vejledning fra kommunen omkring betydningen af modtagelsen af offentlige ydelser – ikke kunne anses for at have opnået en sådan berettiget forventning, at hun ville kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse på trods af modtagelsen af offentlige ydelser. Det forhold, at det på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var mere end tre år siden, at ansøgeren havde modtaget offentlig hjælp, kunne ikke i sig selv føre til, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, skulle anses for at være opfyldt, da ansøgeren de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse havde modtaget offentlig hjælp. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren fremadrettet ville kunne opfylde kravet om ikke at have modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, henset til at hun efter det oplyste var i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/78.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom

    Dato: 20-03-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016, hvorved en irakisk statsborger var meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en prøve af tilsvarende eller højere niveau i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt derfor, at betingelsen skulle fraviges under henvisning til FN’s handicapkonvention. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgeren i 2006 og i 2009 havde forsøgt at begå selvmord og flere gange havde været tilknyttet et psykiatrisk ambulatorium, at hun siden 2010 havde været tilknyttet distriktspsykiatrien, at hun var i dagbehandling på et psykiatrisk center, hvor hun blev behandlet for ikke organisk psykose, og at det fremgik af en statusudtalelse af juli 2016 fra en overlæge, at ansøgeren vedvarende og fortsat fremtrådte alvorligt syg, at det ikke var muligt at komme i kontakt med hende, at hun ikke kunne varetage egne eller sine børns behov, at hun ikke kunne tilegne sig nyt, hverken praktisk eller intellektuelt, og at hendes funktionsniveau blev vurderet at være særdeles nedsat og ringe. FAM/2017/96.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 16-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en somalisk statsborger. Ansøgeren, der var født i Somalia i 1993, blev i juli 2007 meddelt bevis for opholdstilladelse frem til juli 2010. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren udrejste af Danmark i maj 2010. Det fremgik endvidere af CPR, at ansøgerens moder var afgået ved døden i november 2014. I februar 2015 indgav ansøgeren ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark og haft beskæftigelse i en dagligvareforretning forud for sin udrejse, at det var ansøgerens moders beslutning, at han skulle forlade Danmark, at det ikke var planlagt, at han skulle være ude af Danmark så længe, at det var meningen, at moderen skulle komme og hente ham igen, men at hun afgik ved døden i Danmark inden da. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren i 2013 og 2014 havde gået i skole i Somalia, og at han talte, skrev og læste sproget i Somalia. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet hos moderens søster, som imidlertid var afgået ved døden, og at han efterfølgende havde boet hos en vens familie. I klagen var det anført, at ansøgeren af sin moder havde fået at vide, at han skulle på ferie i Tyrkiet, men i stedet endte han på en skole i en somalisk landsby med begrænsede muligheder for kontakt med omverdenen, at hans pas blev taget fra ham, at passet var udløbet, da han fik det igen efter endt skolegang, at han siden april 2015 havde boet på et hotel i Etiopien, at hans søster forsørgede ham fra Danmark, og at hele hans netværk befandt sig i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i udlandet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge CPR var udrejst i maj 2010, og at han først i februar 2015 i en alder af knap 22 år havde ansøgt om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at det var hans moders beslutning, at han skulle forlade Danmark, at det ikke var planlagt, at han skulle være ude af Danmark så længe, og at det var meningen, at moderen skulle komme og hente ham igen, men at hun afgik ved døden i Danmark inden da. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at dispensation fra bortfald kunne meddeles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren var 21 år, da moderen afgik ved døden. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var fyldt 18 år i 2011 og dermed var blevet myndig, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at hans kontakt til de danske myndigheder og eventuelle tilbagevenden til Danmark var afhængig af en anden person. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at han havde gået i skole i Danmark, og at han havde haft beskæftigelse i en dagligvareforretning. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til formålet med ansøgerens udrejse og længden af opholdet i Somalia sammenholdt med, at han talte, skrev og læste sproget i Somalia og havde gået i skole i Somalia, ligesom det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren siden april 2015 havde boet på et hotel i Etiopien, at hans søster havde forsørget ham fra Danmark, og at hele hans netværk befandt sig i Danmark, idet sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet samt et manglende netværk i sig selv ikke kunne føre til, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for at være bortfaldet. FAM/2017/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 13-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, som på tidspunktet for indgåelse af ægteskab med den herboende reference var under 15 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende references ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens og den herboende references ægteskab blev indgået i november 2014 i Syrien, da ansøgeren alene var 14 år gammel. Ægteskabet kunne således ikke anerkendes efter dansk ret, da det måtte anses som stridende mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), jf. lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, nr. 3, da ansøgeren var under 15 år. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, idet det til sagen var oplyst, at ansøgeren og den herboende reference alene havde boet sammen fra december 2013 og indtil november 2014, svarende til omkring et år, og at dette samtidig var en periode, der lå forud for, at ansøgeren var fyldt 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt desuden, at forholdet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgerens og den herboende references ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der alene efter det oplyste var stiftet et forhold på et tidspunkt, hvor ansøgeren var under 15 år. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af EMRK, eller at ansøgeren og den herboende reference i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK’s artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/145.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 13-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige barn (referencen), som i december 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Ansøgerne og referencen var udrejst af Syrien i 2012 til Libanon, hvor de opholdt sig i tre og et halvt år, indtil de rejste til Tyrkiet. Referencen var 14 år på tidspunktet for ansøgernes indgivelse af ansøgningen om familiesammenføring med referencen, og referencen fyldte 15 år dagen efter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt således, at selvom referencen fortsat var mindreårig og indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med ansøgerne i henholdsvis Syrien, Libanon og Tyrkiet, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i mindre end tre år. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at referencen uanset sin alder var udrejst af Tyrkiet med ansøgernes accept og planlægning af udrejsen, herunder at referencen var rejst sammen med sin dengang mindreårige fætter til Danmark, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden ansøgerne. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde betalt for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans broder allerede dengang boede og var blevet meddelt opholdstilladelse cirka tre måneder forud for referencens ansøgning om asyl. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencens anden broder efterfølgende var indrejst i Danmark, og at der således sås at være en sammenhæng mellem de tre brødres samlede indrejse i Danmark. Udlændingenævnet henviste desuden til, at ansøgerne rejste tilbage til Libanon, efter at de havde sendt referencen og referencens fætter af sted fra Tyrkiet mod Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse under henvisning til referencen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hans herboende storebrødre var flygtninge og travlt optagede med deres eget liv og deres egen undervisning, og at han ikke kunne lave aftaler med sine storebrødre, som han kunne med ansøgerne, hvilket betød, at der var dage, hvor han ikke så storebrødrene, og hvor han således var overladt til sig selv, hvorfor han havde svært ved at passe sin skole og ofte var forkølet eller havde influenza. Udlændingenævnet fandt således, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han på den baggrund havde særligt behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse, og at referencens angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen havde henvist til sit tarv og sine behov, herunder at han manglede ansøgerne til at passe på ham. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens brødre boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede sammen med sin ene storebroder og på den samme vej som sin anden storebroder. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han var rejst fra Tyrkiet til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han nu havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/7.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Karens – Ulovligt arbejde

    Dato: 13-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. § 11 b.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, da ansøgeren var straffet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3 (tidligere § 59, stk. 2), jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. § 11 b, inden for de seneste 10 år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i september 2009 havde vedtaget et bødeforelæg for ulovligt arbejde, og at straf for overtrædelse heraf var til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 10 år, regnet fra tidspunktet for vedtagelse af bøden. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren ved vedtagelsen af bødeforelægget havde erkendt i en periode at have arbejdet ulovligt i Danmark. FAM/2017/95.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2017 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv

    Dato: 07-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra Nigeria – der var født i Danmark i februar 2015 – som søgte om opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til sin herboende fader, der havde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, som medfølgende familie til den herboende fader som greencardindehaver. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader ikke havde dokumenteret at være i et ansættelsesforhold af mindst et års varighed med en sikret lønindtægt, der mindst skulle udgøre et beløb svarende til kontanthjælpssatsen, og hvor den herboende fader skulle have oppebåret en lønindtægt på mindst en måned. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende faders ansættelse i et firma, hvor han var ansat som pakker, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet han ifølge ansættelseskontrakten alene var sikret 15 timer om ugen til en timeløn på 119,90 kr., svarende til cirka 7.200 kr. om måneden. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at den herboende fader ikke med sin ansættelse i et andet firma havde sikret en lønindtægt, der mindst udgjorde et beløb svarende til kontanthjælpssatsen, idet det alene fremgik af ansættelsesbeviset, at den herboende fader var ansat i juni 2016 som medhjælper på deltid med et garanteret timeantal på 74 timer over fire uger, og at den månedlige løn udgjorde ca. 9.500 kr. Det forhold, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende fader i november 2016 havde ca. 84 løntimer, at han i december 2016 havde ca. 85 løntimer, og at han i januar 2017 havde ca. 75 løntimer, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at der ved kravet om, at en udlænding med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, skulle dokumentere at være i et ansættelsesforhold af minimum et års varighed med en lønindtægt, der mindst skulle udgøre et beløb svarende til kontanthjælpssatsen for enlige forsørgere over 30 år, og at udlændingen på baggrund af ansættelsen skulle have oppebåret en lønindtægt i minimum en måned, alene kunne medregnes lønindkomst fra ét ansættelsesforhold. Det var derfor ikke muligt at medregne indkomst fra flere ansættelsesforhold til opfyldelse af kravet. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader og den herboende moder havde opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren var født i Danmark, at den herboende fader havde anført, at ansøgeren var knap to år, at hun ikke kunne adskilles fra den herboende fader og moder, og at Nigeria var styret af Boko Haram og andre lignende terroristgrupper. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet dette ikke var forhold, der efter bestemmelsen kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende fader til støtte for klagen havde henvist til FN’s Børnekonvention, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at den herboende fader og moder samt ansøgeren ikke kunne indrejse i Nigeria for dér at udøve familielivet. ERH/2017/77.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 07-03-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Sierra Leone, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, under henvisning til, at han ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven indenfor de seneste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at ansøgeren havde modtaget revalideringsydelse i en uge, i hvilken forbindelse han havde gennemført et kursus af beskæftigelsesfremmende karakter for at få gaffeltruck certifikat med henblik på, at han herefter straks kunne genoptage sit arbejde. Udlændingenævnets flertal fandt det på den baggrund uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/64.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 02-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle var tidligere statsborger i Iran, og han blev i 1996 statsborger i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand, jf. udlændingelovens § 9. stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun var statsborger, og hvor hun havde boet hele sit liv, at hun havde forældre og søskende i hjemlandet, at hun og hendes ægtefælle havde mødt hinanden i 2003/2004 under en ferie i Thailand, at parret efter det oplyste havde boet sammen i Thailand i perioden fra november 2003 til september 2005, at parret herefter, frem til de havde indgået ægteskab i december 2007 i Thailand, havde boet i Thailand i forbindelse med ferier, og at parret – også efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn i november 2006 og maj 2010 – havde valgt at forblive bosiddende i hver sit land og alene bo sammen i Thailand i forbindelse med den herboende ægtefælles ferier og forretningsrejser. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle – henset til den måde parret havde valgt at udøve familielivet på – måtte anses for at have større tilknytning til Thailand end til Danmark, uanset at ansøgerens ægtefælle ifølge Det Centrale Personregister (CPR) var indrejst i Danmark i november 1985, var blevet dansk statsborger i juni 1996, havde haft arbejde og havde taget en uddannelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets fællesbørn først var registreret indrejst i Danmark i august 2014 i en alder af henholdsvis syv og fire år, at ansøgeren første gang var indrejst i Danmark i marts 2015 på turistvisum sammen med sit særbarn, og at der først i maj 2015 var indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af den herboende ægtefælle. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på to visumophold siden medio marts 2015 og havde haft processuelt ophold i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse ved udlændingemyndighederne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for der at udøve familielivet med ansøgeren, parrets to fællesbørn og ansøgerens særbarn, og hvor de vedvarende efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn havde udøvet deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at parrets ældste fællesbarn havde fået stillet en række diagnoser, herunder infantil autisme, forsinket psykomotorisk udvikling og tab af følelsesmæssig kontakt, at der i forhold til fællesbarnets funktionsniveau blev vurderet at være tale om et alvorligt nedsat socialt funktionsniveau, og at familien på grund af manglende skoletilbud i Thailand havde valgt at flytte til Danmark, hvor barnet var begyndt i en modtageklasse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det samme gjaldt det forhold, at parrets yngste fællesbarn havde gået i børnehave og i skole i Danmark og efter det oplyste talte flydende dansk og ikke længere thai, og at ansøgerens ægtefælle frygtede i fremtiden ikke at have kræfter til at klare børn, hjem og fultidsarbejde alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er forældremyndighedshaverens ret at beslutte, hvor et barn skal bo, at parrets fællesbørn havde været bosiddende i Thailand frem til medio august 2014, hvor de var henholdsvis syv og fire år, hvor det ældste barn var i behandling og således havde adgang til lægelig hjælp, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i 2014 havde besluttet, at fællesbørnene skulle flytte til Danmark, og at de alene havde boet i Danmark i omkring 2½ år. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børene har gået i danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet sammen med parrets børn i Thailand. FAM/2017/76.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 27-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på et tidspunkt før december 2009 havde søgt asyl i Sverige med henblik på at få opholdstilladelse i landet og dernæst havde etableret familie i Sverige med sin ægtefælle og deres fællesbørn. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren med sine egne handlinger og frie vilje havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde indleveret en kopi af sit svenske fremmedpas til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i årene 2011 til 2013 var rejst mellem Kastrup Lufthavn og Arlanda Lufthavn i Stockholm, Sverige, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en anden vurdering, idet dette ikke kunne anses som udtryk for, at ansøgeren ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have reelt boet og haft ophold i Danmark senest fra december 2009, henset til at ansøgeren havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige, hvor ansøgeren også havde fået familiesammenføring, ligesom ansøgeren fra december 2009 og frem til februar 2017 havde været registreret med ukendt adresse fire gange, og at ansøgeren senest havde været registreret med en c/o adresse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke reelt havde boet og opholdt sig i Danmark, men alene havde været tilknyttet Det Centrale Personregister for at beholde sin opholdstilladelse i Danmark. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i september 2011 havde fået fornyet sin opholdstilladelse, eller at ansøgeren efter det oplyste modtog førtidspension. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet herved lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren kom til Danmark i 1992 i en alder af 15 år, at ansøgeren skulle have boet i Danmark frem til december 2009, hvor han fik opholdstilladelse i Sverige, og at han læste, talte og skrev dansk. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens udrejse af Danmark til Sverige var frivillig, ligesom ansøgeren af eget valg ved brug af en falsk identitet havde søgt asyl og senere familiesammenføring i Sverige, hvor ansøgeren også havde etableret et familieliv med sin ægtefælle og deres otte fællesbørn. Udlændingenævnet henviste endelig til, at det fremgik af ansøgerens e-mails til Udlændingestyrelsen, at hans ægtefælle og deres fællesbørn havde opholdstilladelse i Sverige. FAM/2017/39.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. februar 2017 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 21-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i oktober 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i oktober 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle således ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at ansøgeren efter det oplyste ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at han derfor ikke havde behov for særlig pasning og pleje fra sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle først havde indgået ægteskab efter udrejsen fra Syrien, og at der ikke var stiftet familie mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på dette tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at der efter det oplyste først var blevet indledt et forhold mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Grækenland i slutningen af 2014, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ligeledes ikke var indrejst samtidigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen og til støtte for klagen var oplyst, at ansøgerens ægtefælle havde et særbarn, der var diagnosticeret med atypisk autisme og mental retardering af middelsvær grad, og som profiterede af at gå på en specialskole med socialpædagogiske tilbud, ligesom han havde brug for at have ansøgeren og ansøgerens ægtefælle omkring sig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Danmark alene havde været/boet sammen siden juli 2015, og at ansøgeren alene havde været en del af ansøgerens ægtefælles særbarns liv siden slutningen af 2014. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med ansøgerens ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal foretages en proportionalitetsafvejning, og er der uoverstigelige hindringer for ægtefællernes etablering i hjemlandet eller den ansøgende ægtefælles opholdsland, vil Danmark normalt være forpligtet til at tillade ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens ægtefælles rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde en uklar situation i Grækenland, at ansøgeren frygtede, at han ville blive henvist til et liv på gaden, uden job og uden bolig, og at usikkerheden omkring ansøgerens og ansøgerens ægtefælles fremtid som forenet familie påvirkede ansøgerens ægtefælle og ansøgerens ægtefælles familie. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Grækenland, og idet ægteskabet i Danmark var indgået på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde fået afvist sin asylansøgning i Danmark, og idet der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og/eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. februar 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 20-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født henholdsvis i 2000 og 2002, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 18. Den herboende fader havde søgt om familiesammenføring på vegne af sine børn i marts 2014. Den herboende fader var i maj 2001 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet det åbenbart ville stride mod ansøgernes tarv, hvis ansøgerne blev givet opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende faders bopælskommune i oktober 2015 havde udtalt, at kommunen var i tvivl om, hvorvidt den herboende fader var i stand til at tage vare på sine børn, at han grundet sin psykiske tilstand ikke havde været sendt ud i beskæftigelsesfremmende tiltag siden 2011, at han siden 2010 havde været patient i psykiatrien, og at han havde paranoid psykose samt posttraumatisk syndrom. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bopælskommunen havde oplyst, at den herboende fader i forvejen havde fem små børn i Danmark, at han ikke boede sammen med nogle af dem, og at kommunen havde haft sager på alle hans fem børn i Danmark, da han havde været psykisk og fysisk voldelig overfor børnenes moder. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader var i behandling for sin psykiatriske lidelse, og at han også aktuelt var bekymret for sine børn. Udlændingenævnet fandt dog, at dette efter en konkret vurdering og sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader var indrejst i Danmark i april 2000, og at børnene på baggrund af resultatet af aldersundersøgelser måtte anses for født umiddelbart før og et stykke tid efter den herboende faders egen udrejse af Somalia. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at den herboende fader – henset til hans indrejsetidspunkt i Danmark og børnenes alder – ikke havde været en del af børnenes opvækst, og at den herboende fader ikke før 2014 havde søgt om familiesammenføring, ligesom der ikke var oplyst om nogen form for kontakt før 2013. Det forhold, at det blev anført, at ansøgerne boede i Etiopien med fremmede, som ikke længere ville kunne passe dem, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det ikke var dokumenteret, at ansøgernes moder var død, idet officielle somaliske dokumenter efter fast praksis for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Uanset om det blev lagt til grund, at moderen var død lagde Udlændingenævnet endvidere vægt på, at moderen forud herfor havde oversendt børnene til en anden, som måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at den herboende fader ikke på noget tidspunkt sås at være indtrådt som forældremyndighedsindehaver over for børnene. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne ikke havde boet med den herboende fader, og at han ikke havde besøgt børnene i Etiopien. Udlændingenævnet fandt på baggrund af disse omstændigheder, at det måtte anses for at være i strid med ansøgernes tarv at meddele dem opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derfor, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af de foreliggende oplysninger om ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes og deres faders rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal være i første række, og at det af artikel 9, stk. 3, fremgår, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8, og at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om den herboende faders personlige forhold og angivne manglende evne til at tage vare på sine børn. FAM/2017/38.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af en irakisk statsborgers ansøgning, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens tidligere meddelte indrejseforbud var udløbet i januar 2017, og at han forud herfor i juli 2015 havde fået et fællesbarn med sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ægtefællen havde to mindreårige særbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det efter en konkret vurdering måtte anses for bedst stemmende med Danmark internationale forpligtelser at tillade ansøgerens ansøgning indgivet i Danmark. FAM/2017/5.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende søn ikke havde boet sammen i 35 år. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005, at hun havde opholdt sig i Danmark fra hendes opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgerens ægtefælle var afgået ved døden i maj 2015, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde mulighed for at blive passet i Canada, og at den herboende søn havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet hun tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra sin seneste opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet hun begge gange havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende søn og ansøgeren ikke havde boet sammen de sidste 35 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende søn havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indtil maj 2015 havde boet sammen med sin ægtefælle i Canada og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende søns husstand, og at den herboende søn fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende søn kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende søn, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af gigt- og hjertesygdomme, at hun modtog blodfortyndende, vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, at hun var sengeliggende med rygsmerter som følge af et fald, og at hun ikke var selvhjulpen, idet der ikke var tale om sygdomme af så alvorlig karakter, at det kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at uanset, at ansøgerens generelle helbredsmæssige tilstand måtte antages at være blevet forværret under ansøgerens ophold i Danmark, og at ansøgeren var afhængig af personlig og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at aldersbetingede lidelser samt generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren måtte henvises til fortsat at modtage behandling i Canada, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Søskende

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende broder. Det fremgik af sagen, at ansøgerens broder var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende broder aldrig havde boet sammen. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem oktober 2004 og oktober 2005, og at han havde opholdt sig i Danmark fra hans opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgeren havde boet sammen med sin moder i Canada, at ansøgeren efter det oplyste ikke var i stand til at tage vare på sig selv, at ansøgeren ikke var underlagt værgemål, og at den herboende broder havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren efter en samlet vurdering ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet han tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra hans opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet han en gang tidligere havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende broder, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende broder havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende broder og ansøgeren aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende broder havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren boede sammen med sin moder og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende broders husstand, og at den herboende broder fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende broder kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende broder, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var diagnosticeret med kronisk skizofreni og modtog medicin til regulering af blodtryk, kolesterolniveau, diabetes og skizofreni, og at han efter det oplyste var alkoholiker. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde, at der skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren senest var indrejst i Danmark i en alder af 54 år, at han boede hos sin herboende broder, at den herboende broder forsørgede og hjalp ansøgeren med økonomisk og praktisk hjælp, og at ansøgeren havde en broder i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt derudover, at uanset at ansøgeren var afhængig af økonomisk og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen, og at ansøgeren måtte henvises til at modtage behandling i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende broder i sin del af ansøgningsskemaet havde oplyst, at han og ansøgeren havde et søskendebarn i Canada, hvorfor ansøgeren ikke sås at være uden familienetværk i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren tidligere havde fået opholdstilladelse i Danmark på baggrund af lignende forhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, som fastsat ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, hvor der var en lempeligere adgang til familiesammenføring med andre familiemedlemmer, herunder forældre og voksne søskende. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/9.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen og afslag på ansøgning om forlængelse opholdstilladelse som medfølgende familie til to statsborgere fra Nigeria, jf. udlændingelovens §§ 9 a, stk. 9, og 9 m, stk. 1. Ansøgeren havde i sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse oplyst, at hun i perioden fra marts 2014 til februar 2016 havde været i beskæftigelse to timer om ugen hos en arbejdsgiver, og at hun i perioden fra oktober 2013 til februar 2016 havde været i beskæftigelse i otte timer om ugen hos en anden arbejdsgiver. Ansøgeren havde endvidere oplyst i ansøgningen, at hun i november 2014 blev diagnosticeret med sklerose, at hun ikke var i stand til at bevæge sig, at hendes tale var påvirket, og at hun siden marts 2016 ikke havde været i stand til at arbejde. Ansøgeren havde via lønsedler dokumenteret, at hun i perioden fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet 6,5 timer om måneden for den ene arbejdsgiver og i november 2015 og december 2015 havde arbejdet mellem 22 og 24 timer om måneden for den anden arbejdsgiver.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 1, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang i omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om forlængelse i november 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var dokumenteret, at ansøgeren i perioden fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet mellem 6,5 og 28 timer om måneden hos de to arbejdsgivere, og at hun ikke havde haft lønindkomst siden februar 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at ansøgerens sygdom havde forhindret hende i at arbejde nogle få måneder inden for de 12 forgangne måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af lovbemærkningerne følger, at udlændingen skal have været i beskæftigelse i omkring 12 måneder op til afgørelsen om forlængelse, og der skal være tale om beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang. Hvis udlændingen alene har haft beskæftigelse i et ubetydeligt omfang, f.eks. under 10 timer om ugen, vil opholdstilladelsen som udgangspunkt ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke var blevet uforskyldt ledig, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, idet det af sagens akter fremgik, at hun selv havde sagt sin stilling op. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren led af sklerose, og at hun som følge af sygdommen ikke havde været i stand til at arbejde siden marts 2016. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da længden og karakteren af ansøgerens sygdom betød, at der ikke kunne gives en tidshorisont for, at hun kom i arbejde igen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at en opholdstilladelse efter greencardordningen gives med henblik på at arbejde i Danmark. Såfremt en udlænding ikke har udsigt til at komme i arbejde igen, vil en opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen derfor som udgangspunkt ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå holdepunkter for at fravige udgangspunktet, idet der ikke var udsigt til, at ansøgeren blev rask i et sådant omfang, at hun ville kunne udføre beskæftigelse af et væsentligt omfang, ligesom hun ikke havde et ansættelsesforhold at vende tilbage til. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren var for syg til at klare sig i Nigeria, og at parret ikke havde råd til behandling i Nigeria. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at generelle dårlige, økonomiske og sociale forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en forlængelse af en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgerens ægtefælles opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, hvilket Udlændingenævnet havde stadfæstet, og at ansøgerens ægtefælle derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem. ERH/2017/29.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes samlevers fællesbarn var diagnosticeret med infantil autisme og udviklingsforstyrrelse af specifikke færdigheder, og at fællesbarnet på den baggrund modtog individuel tilrettelagt støtte i en specialpædagogisk børnehave. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbarnets vanskeligheder måtte antages at have medvirket til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået danskprøven på A1-niveau, og at ansøgeren ultimo april 2016 havde aflagt og bestået prøven på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det efter en konkret vurdering måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev henvist til at udøve familielivet i Filippinerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 26, uanset at ansøgeren ikke havde bestået den krævede danskprøve indenfor den fastsatte frist. FAM/2017/6.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Nicaragua i medfør af udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3. Ansøgeren var indrejst i Danmark i december 2007.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun opfyldte betingelsen om aktuelt at være lønmodtager i en uopsagt, tidsubegrænset stilling i minimum 15 timer ugentligt, eller hvad der kunne ligestilles hermed. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren alene var fastansat i en stilling som social- og sundhedshjælper seks timer ugentligt, og at ansøgeren derudover alene var ansat som tilkaldevikar. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en konkret vurdering, at ansøgerens tilkaldevagter udover den faste ansættelse ikke kunne sidestilles med en tidsubegrænset ansættelse på minimum 15 timer ugentligt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ansættelse som tilkaldevikar ikke uafbrudt i mindst et år havde været over 15 timer pr. uge. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde, hvad der svarer til tidsubegrænset ansættelse med minimum 60 timer om måneden, hvorfor ansøgeren aktuelt ikke opfyldte beskæftigelseskravet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udover de faste 12 timer hver anden weekend/seks timer om ugen alene havde tilkaldevagter udover dette, ligesom ansøgeren ikke i hele 2016 vedvarende sås at have, hvad der svarer til mindst deltidsbeskæftigelse i februar 2016 og juli 2016. Udlændingenævnet fandt desuden, at en udtalelse af november 2016 fra ansøgerens arbejdsplads, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde en fastansættelse på seks timer om ugen, at ansøgeren derudover blev brugt som tilkaldevikar i et betydeligt antal timer, at timetallet varierede, men at ansøgeren i de forudgående tre måneder havde haft et gennemsnitligt timeantal på 25-30 timer om ugen – inklusive de nævnte seks timer som ansøgeren var fastansat – og at arbejdspladsen fortsat havde brug for ansøgeren i dette omfang, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/37.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. februar 2017 – Erhverv – Volontør

    Dato: 14-02-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som volontør til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde i sin afgørelse lagt vægt på, at den skole, ansøgeren skulle arbejde som volontør ved, i en tidligere sag vedrørende en anden ansøger havde indsendt en udtalelse, hvori skolen havde oplyst, at volontørernes program havde været at deltage i det eksisterende skoleprogram på lige fod med de danske elever.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som volontør, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt., og praktikant- og volontørbekendtgørelsens § 4. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den skole, ansøgeren skulle arbejde som volontør ved, ved en udtalelse fra december 2015 – indsendt i forbindelse med denne sag – havde oplyst, at i de perioder, hvor skolen ikke havde fyldt alle scholarshippladser, søgte skolen efter volontører, som kunne udføre socialt arbejde på skolen. Skolen havde endvidere oplyst, at ansøgeren var uddannet inden for teater, og at skolen derfor forventede, at ansøgeren skulle stå for en teatergruppe bestående af unge, som selv skulle udvikle et teaterstykke. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren opfyldte formålet med at skulle være volontør på skolen, idet Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren skulle udføre socialt arbejde her i landet i form af arbejde med børn og unge. ERH/2017/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 09-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Iran, jf. udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren var i maj 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at beskæftigelse for at opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at ansøgerens aktuelle beskæftigelse var aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, idet ansøgeren ifølge opslag i det elektroniske indkomstregister, siden ansøgeren var påbegyndt sin ansættelse i december 2015 og frem til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse, maksimalt i en lønperiode havde tjent brutto 50 kr. i timeløn, og at ansøgeren i den seneste lønperiode havde tjent brutto 49,21 kr. i timeløn. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgerens aktuelle beskæftigelse henset til den begrænsede, faktiske beløbsmæssige størrelse af ansøgerens timeløn – uanset hvilke ansættelsesvilkår der var aftalt – ikke var udført efter gældende overenskomst eller under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet vurderede på baggrund heraf, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst i ansøgningen, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/36.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2017 – Administrativ udvisning – Kriminalitet

    Dato: 02-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Etiopien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2015 blev kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse ved at have rettet henvendelse til forurettede og forhindret forurettede i at lukke sin bildør, hvorefter klageren havde befølt forurettede i ansigtet, på låret og brystet, samt flere gange havde tilbudt forurettede sex, hvilket var egnet til at krænke forurettedes blufærdighed, hvilket klageren blev idømt ti dagbøder á 250 kr. for. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at karakteren af den begåede lovovertrædelse sammenholdt med hensynet til den offentlige orden samt sikkerhedsmæssige grunde tilsagde, at klageren kunne udvises af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var 38 år og etiopisk statsborger, at klageren havde været i Danmark i ca. fire en halv måned, da klageren blev dømt for blufærdighedskrænkelse, at klageren ikke fejlede noget helbredsmæssigt, at klageren ikke havde familie i Danmark, men at klageren havde en forlovet i Sudan og sin moder i Eritrea, og at klageren havde læst statistik på universitet i tre år. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde gjort tjeneste i militæret i 17-18 år, før klageren deserterede, og at klageren efter egne oplysninger risikerede tortur ved en tilbagevenden til Eritrea. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kunne være tale om forhold af asylrelevant karakter, som Flygtningenævnet ville vurdere i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af klagerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl fra november 2016. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at klagerens afslag på asyl i november 2016 blev asylretligt vurderet i forhold til Etiopien og ikke i forhold til Eritrea. FAM/2017/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2017 – Erhverv – Trainee

    Dato: 30-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse som trainee til en statsborger fra Nicaragua, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som trainee i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var i gang med en uddannelse i sygepleje og ikke havde oplyst om eller dokumenteret relevant arbejdserfaring for at kunne bestride en efterfølgende stilling som koordinator og support. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var tilbudt en løn på 6.150 kr., hvoraf 1.500 kr. skulle dække bolig og 150 kr. skulle dække mobiltelefon. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens løn- og ansættelsesforhold ikke var sædvanlige efter danske forhold. Det forhold, at det blev anført, at ansøgerens løn i Nicaragua var 950 USD, hvilket var cirka 20 % højere end lønniveauet for en hospitalslæge eller cirka den samme løn som en vicedirektør for en styrelse, og at virksomheden i Danmark havde tilbudt ansøgeren fuld løn under praktikken samt at afholde alle omkostninger vedrørende mad, rejser, undervisning, telefoni og internet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en løn på 6.150 kr., hvoraf 1.650 kr. skulle dække bolig og telefoni, som det var oplyst i ansøgningsskemaet, ikke var sædvanlige efter danske forhold. ERH/2017/12.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2017 – Studie – Mellemliggende periode

    Dato: 26-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en statsborger fra Indien om afslag på opholdstilladelse i en mellemliggende periode på 18 dage fra udløbet af ansøgerens tidligere opholdstilladelse til den næste opholdstilladelses påbegyndelse. Ansøgeren var i 2014 blevet meddelt opholdstilladelse som studerende gældende til ultimo juli 2016 inklusiv seks måneders jobsøgning efter endt uddannelse. I maj 2016 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende på et nyt studie fra medio august 2016, hvilket var 30 dage før officiel studiestart. Ansøgeren blev samtidig meddelt afslag på opholdstilladelse i den mellemliggende periode på 18 dage mellem primo august 2016 og medio august 2016, og ansøgeren blev pålagt at udrejse af Danmark ved udløbet af den tidligere meddelte opholdstilladelse ultimo juli 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at den nye opholdstilladelse som studerende med rette var givet med gyldighed fra medio august 2016, da dette var 30 dage før studiestat, som var den periode, der efter fast praksis kunne gives tilladelse fra. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse i den mellemliggende periode fra primo august 2016 til medio august 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke havde hjemmel til at meddele opholdstilladelse i perioden mellem udløbet af en opholdstilladelse til den næste opholdstilladelses påbegyndelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde oplyst ansøgeren om, at det påhvilede ham at udrejse af Danmark i overensstemmelse med udløbet af den tidligere meddelte opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke havde ret til at fastsætte en udrejsefrist for ansøgeren, da der på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse i maj 2016 var mere end en måned til, at ansøgerens daværende opholdstilladelse udløb, og at det derfor påhvilede ansøgeren at udrejse i overensstemmelse med denne. ERH/2017/27.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt beskæftigelse efter afslutning af folkeskolen

    Dato: 26-01-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en sudansk statsborger, som i december 2007 var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og som senest havde fået forlænget sin opholdstilladelse til juli 2020.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren siden afslutningen af folkeskolen ikke havde været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse, frem til ansøgeren fyldte 18 år i oktober 2015, hvor han havde indgivet ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens dagældende § 11, stk. 10. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren til sagen havde fremsendt et afgangsbevis for 10. klasse fra juni 2015, en kopi af en ansøgning fra juli 2015 om optagelse på en ungdomsuddannelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ønskede at gå på VUC i perioden fra primo august 2015 til ultimo juli 2016, og et brev fra februar 2016, hvoraf det fremgik, at ansøgeren medio august 2015 havde første undervisningsdag på et kursus, som gav ret til optagelse på en gymnasial uddannelse, ligesom ansøgeren var fortsat på dette kursus for at kunne blive optaget på en gymnasial uddannelse. FAM/2017/28.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Lempeligere adgang for flygtninge

    Dato: 18-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en russisk statsborger, jf. udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i marts 2007 meddelt opholdstilladelse som flygtning i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og opholdstilladelsen var gyldig indtil marts 2014. I november 2013 underskrev ansøgeren en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, fordi ansøgeren ønskede at vende tilbage til Rusland. I november 2013 orienterede Dansk Flygtningehjælp Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren var udrejst til Rusland i november 2013 med henblik på at tage varigt ophold dér. I marts 2015 søgte ansøgeren om forlængelse af sin fortrydelsesret, og denne anmodning blev imødekommet i april 2015, hvor Udlændingestyrelsen forlængede ansøgerens fortrydelsesret i yderligere 12 måneder. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren udrejste til Rusland i november 2013, og at ansøgeren genindrejste i Danmark i juli 2015. I juli 2015 indgav ansøgeren til Udlændingestyrelsen ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I juli 2015 blev ansøgerens opholdstilladelse forlænget til juli 2020.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, men at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 15, da ansøgeren ikke havde boet i Danmark i mindst otte år siden marts 2007, hvor han blev meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark i november 2013, efter at han havde boet i Danmark med opholdstilladelse i en periode på seks år og seks måneder, og at han først indrejste i Danmark igen i juli 2015. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 11, stk. 15, alene finder anvendelse for udlændinge, der har boet lovligt i Danmark i mere end de sidste otte år, og som i hele denne periode har haft opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens §§ 7 eller 8. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at han var udrejst i forbindelse med repatriering, og at han var vendt tilbage med fortrydelsesret, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at tiden i Rusland derfor skulle medregnes, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren var omfattet af den almindelige betingelse i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet vurderede herefter, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at han havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, som fremgik af sagens akter og oplysninger i det elektroniske indkomstregister, hvoraf det fremgik, at ansøgeren alene havde været beskæftiget med under 15 timer om ugen, og at det kun var beskæftigelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der i sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsagde det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at han ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/26.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. januar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 16-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en serbisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, § 19, stk. 7, og § 26, stk. 1. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i marts 2014 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Opholdstilladelsen var betinget af, at klageren bestod danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor klageren blev tilmeldt folkeregisteret. Klageren tilmeldte sig folkeregisteret i marts 2014 og bestod danskprøve på A1-niveau i februar 2016. Klageren og klagerens herboende ægtefælle havde to fællesbørn, som var født i august 2010 og juli 2012 i Danmark, og som havde været tilmeldt Det Centrale Personregister siden fødslen. I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af sagen oplyste klageren, at klagerens og klagerens ægtefælles ældste fællesbarn havde opholdt sig i Danmark siden sin fødsel, at han havde været tilmeldt en børneinstitution i perioden fra oktober 2012 til februar 2013, at han efterfølgende havde været tilmeldt en anden børneinstitution i perioden fra september 2013 til februar 2016, og at han i marts 2016 var begyndt i skole.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, idet Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i februar 2016 havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i klagerens opholdstilladelse angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra marts 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at hun inden seks måneder fra tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, og at klageren var registreret som indrejst i Danmark i marts 2014. Fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau var således i september 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i februar 2016 havde bestået Danskprøve A1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at tidsfristen og beliggenheden af stedet for aflæggelsen af danskprøven udtrykkeligt fremgik af opholdstilladelsen fra marts 2014, og at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der knyttede sig til opholdstilladelsen, herunder at kontakte Udlændingestyrelsen, såfremt klageren var i tvivl om, hvorledes betingelserne i opholdstilladelsen kunne opfyldes. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at løbende modultests ikke kan sammenlignes med egentlige prøver. Som følge af, at klageren først i februar 2016 havde bestået Danskprøve A1, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26. stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2014 i en alder af 40 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab med sin ægtefælle, at hun indrejste i Danmark i marts 2014, og at hun ikke sås at have været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Klageren havde således alene opholdt sig i Danmark i knap to år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i knap to år og ti måneder uden at have haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor hun af den grund ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, og at hun havde bestået fire modultests i Danskuddannelse 3. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets korte varighed, eller gennem danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse kunne anses for at være særligt belastende for hende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren var serbisk statsborger, og at hun havde boet i Serbien, indtil hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at klagerens tidligere processuelle ophold i Danmark i forbindelse med klagerens familiesammenføringssag ikke kunne indgå i beregningen af, hvor længe klageren havde opholdt sig i Danmark, da der alene var tale om processuelt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den omstændighed, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, ikke i sig selv kunne føre til, at hendes opholdstilladelse alligevel burde forlænges, uanset at betingelsen herfor ikke havde været overholdt. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den beståede danskprøve kunne danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren og klagerens herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i august 2010 og juli 2012, idet børnene – henset til deres alder og længden af deres ophold i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund måtte anses for særligt belastende at nægte forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn først efter seks til syv års fast lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk skole og/eller institution, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne, såfremt en opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget, kan dispensere fra betingelserne givet i en opholdstilladelse som ægtefællesammenført. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at klagerens ældste barn, uanset sin alder og det forhold, at han siden sin fødsel havde været tilmeldt Det Centrale Personregister som boende i Danmark, ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette i sig selv kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ældste barn alene i perioderne fra oktober 2012 til februar 2013 og fra september 2013 til februar 2016 havde været tilknyttet danske institutioner, og at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at barnet i marts 2016 var startet i skole i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren og klagerens ægtefælle samt fællesbørnene ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse endelig, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. januar 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 12-01-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsløs palæstinenser fra Syrien med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at klageren ikke burde administrativt udvises med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2016 havde henvendt sig i politibutikken i en dansk lufthavn, hvor han netop var ankommet med toget fra Sverige, hvor han var asylansøger, og at han havde ønsket at udrejse med det samme til Sverige igen, da hans rejsedestination ikke var København, men Malmö, Sverige. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af sagens akter, at klageren var i besiddelse af en togbillet til en strækning i Sverige, og at billetten var købt tidligere samme dag. Udlændingenævnet lagde således til grund, at det ikke havde været klagerens hensigt at indrejse i Danmark, men at indrejsen alene havde skyldtes, at klageren var faldet i søvn i toget på vej til Malmö. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren ikke kunne anses for at have haft til hensigt at opholde sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig det rettest at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren ikke længere var udvist af Danmark, og det i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2016 meddelte indrejseforbud blev ophævet. FAM/2017/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. januar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Beløbsordningen – § 26 hensyn

    Dato: 12-01-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse efter beløbsordningen til en statsborger fra Hviderusland, jf. udlændingelovens dagældende § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 3.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra november 2015. Udlændingenævnet fandt således efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark i medfør af beløbsordningen ikke burde inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, uanset at ansøgeren ikke længere var ansat hos virksomheden, som ansøgeren var blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde indgået ægteskab i Danmark i maj 2008, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i oktober 2008 havde fået et fællesbarn, og at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens barn var registreret indrejst i Danmark i april 2009. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at ansøgerens barn efter det oplyste siden indrejsen i Danmark i april 2009 havde boet i Danmark med opholdstilladelse, at barnet i april 2014 var startet i førskole, og at det blev antaget, at barnet fortsat gik i dansk skole. Udlændingenævnet lagde afslutningsvis vægt på, at det fremgik af UdlændingeInformationsPortalen, at ansøgerens ægtefælle i marts 2016 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerens barn i maj 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøgerens ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gældende til oktober 2026, hvor barnet fyldte 18 år. Udlændingenævnet fandt derfor, at en inddragelse af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, men da ansøgeren ikke længere var ansat hos virksomheden, som ansøgeren var blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af, fandt Udlændingenævnet, at ikke var muligt at meddele ansøgeren en opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det derfor ville være rettest at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt samtidig, at en sådan opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 c, først burde regnes fra april 2016, hvor ansøgerens barn havde haft opholdstilladelse i Danmark i syv år. Da ansøgeren allerede var blevet meddelt opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, foretog Udlændingenævnet sig dog ikke videre i denne anledning. Udlændingenævnet henviste således til, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i april 2016 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, gældende til februar 2020. ERH/2017/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. januar 2017 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Familieliv

    Dato: 09-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til to mindreårige congolesiske statsborgere, født i 1998 og 2000, der havde søgt om familiesammenføring med deres afdøde mosters ægtefælle (referencen). Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgernes biologiske forældre var afgået ved døden i 2007, og ansøgernes moster var afgået ved døden i 2014.

    Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen og ansøgernes moster efter det oplyste havde adopteret ansøgerne i Den Demokratiske Republik Congo i 2007, og at begge ansøgerne siden var indgået i referencens og mosterens husstand i Den Demokratiske Republik Congo indtil 2012, hvor referencen var flygtet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen var nødsaget til at flygte fra Den Demokratiske Republik Congo, og at ansøgernes moster efterfølgende forsøgte at følge referencen sammen med parrets fællesbarn og ansøgerne, hvorunder ansøgernes moster efterfølgende blev fængslet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der måtte anses for at være etableret et familieliv mellem referencen og ansøgerne siden 2007, og at der ikke havde været tale om en frivillig afbrydelse af familielivet mellem referencen og ansøgernes moster og mellem referencen og ansøgerne. Det forhold, at ansøgernes moster blev adskilt fra parrets fællesbarn samt ansøgerne og efterfølgende afgik ved døden, og at fællesbarnet samt ansøgerne efter adskillelsen kom under en anden voksen persons omsorg, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til ansøgernes langvarige opvækst hos referencen som en del af dennes husstand, og henset til at der var tale om forhold, som referencen og ansøgernes moster var uden skyld i. Udlændingenævnet fandt ved stadfæstelsen, at det ikke kunne lægges til grund, at referencens adoption af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen ikke havde fremlagt dokumentation for, at adoptionen af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han havde adopteret ansøgerne efter deres forældres død i 2007 i Den Demokratiske Republik Congo, og at referencen i forbindelse med ansøgernes ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde fremlagt dokumentation for, at referencen havde adopteret ansøgerne i Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det er et krav for meddelelse af opholdstilladelse til et barn, der er adopteret i udlandet, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at den udenlandske adoption – foruden at være retsgyldig i adoptionslandet – tillige kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det er Ankestyrelsen, der har kompetence til at vurdere om en udenlandsk adoption kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at referencen ikke havde dokumenteret, at adoptionen af ansøgerne kunne anerkendes efter dansk ret. FAM/2017/25.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. januar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 04-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en camerounsk statsborger, som i oktober 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i april 2015, men først i september 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra oktober 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt til folkeregisteret i oktober 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i april 2015, og Udlændingenævnet lagde således vægt på, at klageren først i september 2015 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven indenfor fristen, idet klageren kort tid efter sin ankomst til Danmark var blevet konstateret HIV-positiv, at hun som en følge deraf havde været så svært fysisk, psykisk og emotionelt påvirket, at hun havde måttet forblive sengeliggende i en lang periode, og at hun ikke havde ønsket, at nogen skulle få at vide, at hun var HIV-positiv, hvorfor hun ikke ville fortælle dette til myndighederne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen, og at klageren i øvrigt ikke sås at have søgt om suspension af tidsfristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til prøven og tilrettelægge et forløb, således at hun kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, at kravet om danskprøven fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse, og at det i den forbindelse ikke var et krav at følge det kommunale tilbud om danskundervisning for at kunne gå op til prøven. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingenævnet i oktober 2016 havde partshørt klagerens herboende ægtefælle over klagerens helbredsforhold, og at klagerens herboende ægtefælle efterfølgende overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at klageren ikke var psykisk syg, men at hun havde været i chok over meddelelsen om, at hun var HIV-positiv. Som følge af at klageren først i september 2015 havde bestået danskprøven, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i oktober 2014 i en alder af 36 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at klagerens moder og datter var bosiddende i Cameroun, at klageren under sit ophold i Danmark hverken havde været i arbejde eller under uddannelse, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke var dokumenteret, at klageren ikke ville kunne modtage den relevante behandling for sin sygdom i Cameroun, hvorfor der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets tre fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Cameroun for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole, hvorfor det – henset til længden og karakteren af fællesbørnenes ophold i Danmark – ikke kunne føre til en ændret vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 1, at det til sagen var oplyst, at parrets to ældste fællesbørn gik i skole i Danmark. FAM/2017/1.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2016 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af studier – Proforma

    Dato: 20-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1, til en statsborger fra Nepal. Den herboende ægtefælle blev i juli 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på studier. Det fremgik af den herboende ægtefælles pas, at han ifølge passet ikke havde besøgt hjemlandet Nepal siden august 2013. Det fremgik af ansøgningen, at parret indgik ægteskab i Nepal i oktober 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Ansøgeren kunne således ikke meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til den herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at parret havde indgået ægteskab efter meget kort tids personligt bekendtskab, idet den herboende ægtefælle ankom til Nepal i oktober 2015, at parret i ansøgningen havde oplyst, at de havde mødt hinanden personligt for første gang i oktober 2015 og indgik ægteskab i oktober 2015 efter blot få dages personligt bekendtskab. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af den herboende ægtefælles pas, at han var udrejst af Nepal i august 2013, at han var indrejst i Danmark i august 2013, og at han ikke sås at have været udrejst af Danmark før oktober 2015. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det fremgik af sagen, at den herboende ægtefælle havde anmodet sine forældre om at finde ham en ægtefælle, hvorefter parret var blevet introduceret for hinanden. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at parret efter ægteskabets indgåelse havde boet sammen i få dage sammen med den herboende ægtefælles forældre, hvorefter han rejste tilbage til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det var anført, at arrangerede ægteskaber er tradition i Nepal, at den herboende ægtefælle selv havde anmodet sine forældre om hjælp til at finde en ægtefælle, og at ansøgeren havde haft mulighed for at sige nej til ægteskabet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at beslutningen om at indgå ægteskab samt ansøgerens accept heraf efter det i ansøgningen oplyste skete på et tidspunkt, hvor parret ikke havde mødtes personligt, og at parret ikke kunne antages at have haft et så indgående personligt bekendtskab til hinanden, som normalt ville kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der på tidspunktet, hvor den herboende ægtefælle rejste til Nepal for at indgå ægteskab, blev afholdt en af Nepals største kulturmæssige festivaler, og at familierne benyttede tiden sammen som et højdepunkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende ægtefælles egne oplysninger i en e-mail fra marts 2016 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration om, at han rejste til Nepal i efteråret 2015 – idet han havde en uges ferie fra sit studie i Danmark – med henblik på at indgå ægteskab med ansøgeren i Nepal. Det forhold, at parret havde haft daglig kontakt via internettet siden ægteskabets indgåelse, og at parret havde boet sammen med den herboende ægtefælles forældre efter vielsen i oktober 2015 i huset i Nepal, fandt Udlændingenævnet herudover ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der var tale om kortvarigt samvær under besøgsophold. Udlændingenævnet fandt ydermere på baggrund af sagens samlede oplysninger, at parret måtte antages at have haft et meget begrænset kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at parret havde afholdt et stort og dyrt bryllup, og at ansøgeren efter det oplyste fortsat boede i den herboende ægtefælles hus i Nepal, da dette ikke afkræftede formodningen for, at ægteskabet var indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den herboende ægtefælle ved mødet i Udlændingenævnet i december 2016 havde forklaret, at parret mødte hinanden, før han rejste til Danmark i 2013, men at de ikke havde villet oplyse herom, idet dette ville stride imod deres kultur, henset til at dette ikke tidligere havde været oplyst af parret. Udlændingenævnet lagde således afgørende vægt på, at parret var mødtes første gang personligt i oktober 2015, at parret havde indgået ægteskab i oktober 2015 i Nepal, og at parret dermed havde indgået ægteskab efter et meget kort personligt bekendtskab. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var et sikkert grundlag for at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. ERH/2016/98.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 19-12-2016

    Udlændingenævnet afviste i december 2016 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, da Udlændingenævnet ikke sås at have modtaget betaling i form af det fulde gebyr herfor.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren – der havde indgivet sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse efter den 1. marts 2016, hvorfor klagen var pålagt et gebyr – ikke havde indbetalt det for ansøgerens klage påkrævede gebyr, og betingelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt., var derfor ikke opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgeren ikke af Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om gebyrreglerne, da ansøgeren i forbindelse med klagens indgivelse i Udlændingenævnet blev vejledt om, at klagen var gebyrpålagt. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var stærkt beklageligt, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke havde vejledt om gebyrreglerne. FAM/2016/107.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Den herboende ægtefælle (referencen), der var somalisk statsborger, blev i 1990 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og han blev i 1994 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Etiopien, hvor ansøgeren og referencen mødtes og efterfølgende indgik ægteskab, hvor parrets to fællesbørn var født, og hvor ansøgeren tillige havde familie, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Etiopien end til Danmark, hvor hun aldrig havde opholdt sig. Udlændingenævnet lagde desuden til grund, at referencens tilknytning til Somalia var større end hans tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen var født og opvokset i Somalia, hvor han havde haft en større del af sin opvækst og sit liv, at både ansøgeren og referencen var somaliske statsborgere, at ansøgerens moder og fire søskende var bosiddende i Somalia, og at parret talte somali sammen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark, og at han ikke havde taget en uddannelse her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 26 år, at han efter det oplyste havde danske venner, at han talte flydende dansk, og at hans tre særbørn var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren og referencen på baggrund af referencens forhold ikke kunne anses for at have opnået så stærk en tilknytning til Danmark, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark måtte anses for at være større end til Somalia eller Etiopien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der mellem Somalia og Etiopien forelå en kulturel lighed og geografisk nærhed, hvorfor ansøgerens og referencens tilknytning til Somalia og Etiopien måtte anses for at være større end til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at referencen ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Etiopien for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret siden indgåelsen af ægteskabet i 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at parret udøvede familielivet under referencens ophold i Etiopien, men i øvrigt levede adskilt, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at ansøgeren, referencen samt fællesbørnene fortsat kunne udøve familielivet som hidtil. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen efter det oplyste i forbindelse med en rejse til Somalia i 2007 blev nægtet adgang, at han aldrig kom ind i Somalia, og at referencen ikke mente at kunne vende tilbage til Somalia på grund af krigen og sit manglende netværk i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingestyrelsen havde oplyst, at referencen ved en tilbagevenden til Somalia ikke ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at referencen kunne henvises til at tage ophold i Etiopien, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab, hvor ansøgeren havde boet hele sit liv, hvor parret fællesbørns var født, og hvor referencen ved flere lejligheder havde besøgt ansøgeren og fællesbørnene. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen var hjertepatient og led af sukkersyge, og at han i den forbindelse tog forskellige medicinske præparater. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af Udlændingenævnets baggrundsoplysninger fra MedCOI (1), at præparaterne tillige var tilgængelige i Etiopien. FAM/2016/96.

    (1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Klagefrist

    Dato: 12-12-2016

    Udlændingenævnet afviste i december 2016 en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om hjemsendelse efter aktivlovens § 3, stk. 4, af en nordisk statsborger fra Finland, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at klageren til støtte for klagen havde anført, at hun efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afgørelse havde rettet henvendelse til et jobcenter i klagerens kommune, hvor hun var blevet vejledt om, at hun kunne se bort fra afgørelsen om hjemsendelse, da den ikke vedrørte hende, og at klageren derfor ikke havde foretaget sig yderligere. I august 2016 havde klageren rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at hun havde søgt SU og derfor skulle svare på, om hun havde en verserende sag i Udlændingestyrelsen, hvorefter Udlændingestyrelsen havde henvist til afgørelsen fra maj 2016 og oplyst, at klageren havde mistet sin ret til at opholde sig i Danmark som nordisk statsborger. Udlændingenævnet modtog en klage fra klageren i oktober 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen var indgivet efter klagefristens udløb, og at klagen således ikke ville blive behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev i maj 2016 havde meddelt klageren, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren efter aktivloven under henvisning til, at klageren havde modtaget kontanthjælp, og at Udlændingenævnet først i oktober 2016 havde modtaget klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen fra maj 2016, at der senest skulle klages otte uger efter, at klageren havde modtaget afgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke forelå sådanne omstændigheder, at der kunne dispenseres fra klagefristen, og at det af klageren anførte om, at klageren havde fået forkert vejledning om hjemsendelsesafgørelsen, og at klageren først på klagetidspunktet var blevet klar over, at hun skulle have henvendt sig til Udlændingestyrelsen i stedet for jobcentret, ikke kunne føre til, at der kunne dispenseres fra klagefristen. Udlændingenævnet lagde til grund for afgørelsen, at klageren havde fået en meget mangelfuld og direkte fejlagtig vejledning fra jobcentret, men Udlændingenævnet fandt desuden, at der uanset dette ikke var grundlag for dispensation. Udlændingenævnet henviste herved til, at det burde havde stået klageren klart, at Udlændingestyrelsens afgørelse var truffet af en selvstændighed myndighed, ligesom afgørelsen klart fremstod som en afgørelse med retsregler og klagevejledning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klageren var blevet partshørt forud for afgørelsen om sine personlige forhold på baggrund af kommunens indberetning, hvorfor det ikke kunne have været klageren ubekendt, at der verserede en sag i Udlændingestyrelsen på baggrund af, at klageren havde modtaget hjælp til forsørgelse efter aktivloven. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at klageren – efter at klageren havde fået afslag på SU og således var blevet bekendt med, at den vejledning, som klageren havde fået fra jobcentret var forkert, og efter at klageren dernæst på ny havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen og var blevet orienteret om styrelsens afgørelse – ikke straks havde påklaget styrelsens afgørelse til Udlændingenævnet, men at Udlændingenævnet først havde modtaget klagen i oktober 2016, hvilket ikke var i umiddelbar forlængelse af klagerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i august 2016. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren senest i august 2016 burde have indset, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2016 ikke var et fejlagtigt autogenereret brev, som klageren kunne se bort fra, og at klageren dernæst efter det oplyste havde forholdt sig passivt i forhold til at klage over Udlændingestyrelsens afgørelse, indtil Udlændingenævnet i oktober 2016 havde modtaget klagen, hvilket var tre måneder efter klagefristens udløb. FAM/2016/102.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 12-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende søn/broder (referencen), som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne og referencen var i november 2012 udrejst af Syrien til Libanon, hvor de havde opholdt sig i cirka seks måneder, hvorefter de rejste til Tyrkiet, hvor familien fik midlertidig opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med sine forældre, og selvom han på tidspunktet for ansøgningernes indgivelse havde været cirka 16½ år og dermed mindreårig, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at han var rejst fra Tyrkiet sammen med sin farbroder, mens resten af familien var forblevet i Tyrkiet, idet det var blevet aftalt, at referencen og farbroderen skulle rejse alene og søge familiesammenføring efter ankomsten til Danmark, ligesom det fremgik af klagen, at beslutningen om, at referencen skulle tage af sted mod Danmark med sin onkel, var begrundet i, at der ikke var nogen til at beskytte og brødføde referencens moder og søstre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det kunne lægges til grund, at referencen var udrejst af Tyrkiet med sine forældres accept og medvirken til planlægningen af udrejsen, og at han således også efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden sine forældre. Udlændingenævnet fandt desuden, at selv om referencen var rejst sammen med sin farbroder, og dette kunne anses som værende udtryk for, at forældrene fandt, at referencen skulle ledsages og ikke udrejse alene på baggrund af sin alder, måtte dette i så fald tages som udtryk for, at referencens forældre havde valgt, at farbroderen skulle træde i forældremyndighedsindehaverens sted, og at de fortsat frivilligt havde valgt, at referencen ikke skulle opholde sig sammen med dem. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark sammen med sin farbroder og dernæst sin faders to fætre, og at referencen efter indrejsen i Danmark og meddelelse af opholdstilladelse havde boet enten på samme adresse eller i nærheden af sin farbroder. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencen kom til Danmark for at hjælpe sin familie og ikke for at bo sammen med sin onkel. Det bemærkedes, at referencen fortsat havde relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han kunne udrejse af Tyrkiet sammen med sin farbroder, at han sammen med farbroderen havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen på ansøgningstidspunktet for familiesammenføring havde en alder, hvor han ikke i det daglige var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse faktiske forhold, at Danmark ikke kunne anses for forpligtet til at beskytte det familiemæssige samliv mellem referencen og hans forældre, jf. Danmarks internationale forpligtelser, således at der skulle meddeles opholdstilladelse til forældrene for at kunne sikre en genetablering af en familiemæssig enhed, mens referencen var mindreårig. Dette gjaldt, uanset at referencen som mindreårig var meddelt asyl i Danmark og derfor ikke af Danmark som mindreårig ville kunne henvises til at blive genforenet med sine forældre i Syrien eller forældrenes nuværende opholdsland. Udlændingenævnet lagde således afgørende vægt på, at forældrene selv havde valgt at sende referencen af sted som næsten 16-årig fra Tyrkiet, hvor den samlede familie sidst havde haft ophold. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencens forældres personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at referencens forældre skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencens moder led under de dårlige tilstandsforhold i Tyrkiet og ønskede at komme til Danmark for at se sin søn, som hun havde mistet under krigen, og at familien boede i Tyrkiet under kummerlige forhold i en lejlighed, som var sundhedsskadelig. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte klagen var anført, at referencen var psykisk påvirket af sagen, og at savnet af hans moder forhindrede referencen i at deltage fuldt ud i at blive integreret i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencens savn af sin moder og den psykiske påvirkning, som sagen havde, ikke var helbredsmæssige problemer af en sådan karakter, at det kunne begrunde et andet resultat. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden sine forældres ledsagelse, og at hans angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe forældrene til Danmark, og ikke udsprang af et særligt behov for sine forældres pasning og pleje. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen nu var fyldt 18 år og således var myndig. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var en forudsætning for, at referencens forældres mindreårige børn (de ansøgende børn/søskende) ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at referencens forældre, som var forældremyndighedsindehavere, var fastboende her i landet på grundlag af en tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Da referencens forældre samtidig hermed var meddelt afslag på opholdstilladelse, var denne betingelse ikke opfyldt. De ansøgende børn/søskende kunne således ikke gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til deres forældre. FAM/2016/90.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2016 – Erhverv – Praktikanter – Fortolkning af alderskravet

    Dato: 06-12-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en ukrainsk statsborger. Ansøgeren var på ansøgningstidspunktet 29 år, og han var på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fyldt 30 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse var fyldt 30 år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af bemærkningerne til udlændingelovens § 9 k, som blev indsat ved lov nr. 104 af 2. marts 2012, fremgår under beskrivelsen af den dagældende praksis, at det skal stilles som betingelse, at udlændingen på ansøgningstidspunktet skal være fyldt 18 år, men ikke være fyldt 35 år, samt at det fremgår, at der ikke var tiltænkt en ændring af praksis med den nye lovbestemmelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det generelt set er ansøgningstidspunktet, der skal lægges til grund, således at styrelsens sagsbehandlingstid ikke kommer ansøgeren til skade, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af lovgivningen. Udlændingenævnet fandt desuden, at der i § 3, nr. 1, i praktikantbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014, ikke er holdepunkt for, at det er afgørelsestidspunktet, der skal lægges til grund. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2016/114.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2016 – Hjemsendelse af nordisk statsborger

    Dato: 06-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Norge, der havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18, og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i august 2014 indrejst i Danmark. I oktober 2014 indberettede kommunen til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, og at kommunen vurderede, at hjælpen måtte anses for vedvarende, idet det måtte påregnes, at klageren ville have behov for ydelser i mere end et halvt år.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, og at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik fra oktober 2014 og frem, og at klageren således havde modtaget ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i perioden, hvor hun havde modtaget ydelser til forsørgelse, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren havde behov for vedvarende hjælp til forsørgelse, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, jf. stk. 3. Det forhold, at klageren efter det oplyste havde haft et praktikjob i en børnehave i en ikke nærmere angivet og dokumenteret periode, og det forhold, at klageren havde anført, at hun var aktivt jobsøgende, og at det på ingen måde var hendes hensigt at forblive på kontanthjælp i en længere periode, at hun havde fremlagt dokumentation for, at hun havde ansøgt om et job i september og oktober 2015, og at den kommune, hvori klageren boede, ikke havde vejledt klageren om konsekvenserne af at modtage kontanthjælp, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at klageren ville have undladt at søge om hjælp til forsørgelse, dersom hun var blevet vejledt af kommunen om, hvilken betydning det kunne have for hendes ret til at opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet henviste herunder til, at klageren var vidende om, at kommunen i oktober 2014 havde indberettet til Udlændingestyrelsen, at hun havde modtaget offentlig forsørgelse efter aktivloven, og at Udlændingestyrelsen ved dennes partshøring af hende i juni 2015 havde anmodet om hendes oplysninger om, hvorfor hun modtog offentlige ydelser. Endelig havde Udlændingestyrelsen oplyst klageren om, at Udlændingestyrelsen ville træffe afgørelse om, hvorvidt hun skulle hjemsendes på baggrund af, at hun i en vedvarende periode havde modtaget hjælp til forsørgelse, og at hun på trods heraf var fortsat med at modtage offentlige ydelser og ikke havde søgt midlertidig støtte fra sin familie i Danmark, som klageren i sin klage havde anført, at hun ville have gjort, såfremt hun havde været bekendt med konsekvenserne af at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke på tilstrækkelig vis havde redegjort for, hvad hun ville og kunne have foretaget sig, herunder at hun ville og kunne have indrettet sig anderledes, såfremt hun var blevet vejledt af kommunen om konsekvensen af at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at hun på anden vis ville have været i stand til at opretholde sin forsørgelse i Danmark, såfremt hun havde været klar over konsekvensen for sin opholdsret ved at modtage kontanthjælp og på den baggrund kunne have fravalgt at modtage kontanthjælp, da det fremgik af ansøgningen om hjælp til forsørgelse, at hun var uden arbejde og forsørgelsesgrundlag. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, idet hun alene havde opholdt sig i Danmark siden august 2014, og at der i øvrigt ikke var oplyst om helbredsmæssige problemer, der kunne føre til, at hun ikke skulle hjemsendes, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 6. Det forhold, at klageren havde to børn, som efter det oplyste kun talte dansk, gik i dansk folkeskole, havde danske kammerater, og som dagligt søgte at integrere sig i det danske samfund, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom det forhold, at klagerens søster og svoger boede i Danmark, heller ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, når hensås til klagerens manglende tilknytning til Danmark i øvrigt. Udlændingenævnet fandt herudover efter de foreliggende oplysninger, at en hjemsendelse ikke ville være i strid med EU/EØS-reglerne om opholdsret og arbejdskraftens frie bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren – uanset at hun kortvarigt havde været i praktik i en børnehave i en ikke nærmere angivet eller dokumenteret periode, og uanset at hun havde anført, at hun var arbejdssøgende og fuldt arbejdsdygtig – havde modtaget offentlig hjælp til forsørgelse siden september 2014. Udlændingenævnet fandt derfor, at klageren ikke efter EU-opholdsdirektivet var berettiget til fortsat ophold som arbejdssøgende, eller som en person med tilstrækkelige midler. Udlændingenævnet fandt endelig på grund af den manglende tilknytning til Danmark, at en hjemsendelse ikke ville være i strid med Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. FAM/2016/121.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Karenstid for kriminelle forhold begået mod tidligere ægtefælle – Handling begået efter ægteskabets ophør

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Den herboende ægtefælle var i december 2010 dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 og 266 for vold og trusler mod en tidligere ægtefælle. Den herboende ægtefælle blev idømt 50 dages fængsel. Den herboende ægtefælle var i oktober 2008 blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes ægtefælle indenfor de seneste ti år var idømt en frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 266 for forhold begået mod hans tidligere ægtefælle jf. udlændingelovens § 9, stk. 10. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det strafbare forhold var begået i 2010 to år efter ægteskabets ophør i 2008, og at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 10, jf. lovforslag nr. L171 fremsat den 20. februar 2004 s. 32, at der ved vurderingen af, hvornår en forurettet kan betragtes som den herboendes ”samlever”, skal lægges vægt på, hvorvidt der har været tale om et ægteskabslignende forhold. FAM/2016/103.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Uafsonet fængselsstraf

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet afslog i december 2016 at genoptage en sag om ægtefællesammenføring til en thailandsk kvinde, som havde fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes danske ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og hvor Udlændingenævnet havde vurderet, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige kravet om selvforsørgelse i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke var anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at Den Danske Ambassade i Bangkok havde oplyst, at den herboende ægtefælle, hvis han tog ophold i Thailand, udover afsoning af en to-årig fængselsstraf risikerede at få en tillægsstraf for at være udeblevet fra afsoningen, og at den herboende ægtefælle herefter kunne påregne at blive udvist efter afsoning. Det indgik endvidere, at ansøgerens advokat havde anført, at den idømte fængselsstraf med den forventede tillægsstraf for udeblivelse efter hans opfattelse gjorde det uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og at udgangspunktet i dansk strafferetspraksis efter advokatens oplysninger var, at 0,3 gram amfetamin blev betragtet som besiddelse til eget forbrug og var forbundet med bødestraf. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016, hvor Udlændingenævnet vurderede det forhold, at den herboende ægtefælle var idømt fængselsstraf og risikerede udvisning af Thailand efter afsonet dom. Udlændingenævnet fandt således – uanset længden af den herboende ægtefælles idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og uanset at besiddelse af 0,3 gram amfetamin – herunder om det kunne anses for at være med henblik på videresalg – blev straffet hårdere i Thailand end i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til genoptagelse, at Den Danske Ambassade i Thailand havde oplyst, at den herboende ægtefælle efter endt afsoning i Thailand ville blive udvist af Thailand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det allerede indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle risikerede udvisning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke sås at være fremlagt dokumentation fra de thailandske myndigheder om den herboende ægtefælles angivelige indrejseforbud og længden heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Udlændingenævnet ved sin afgørelse fra januar 2016 også havde henvist til, at den herboende ægtefælle ikke sås at have modtaget offentlig hjælp i form af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden juli 2015, at han i perioden fra september 2016 til december 2016 havde modtaget SU, og at det derfor måtte antages, at han kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt derfor fortsat, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, således at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark på grund af den herboende ægtefælles dom i Thailand. FAM/2016/110.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Forældremyndighed

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til tre statsløse palæstinensere fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at den herboende reference, som var ansøgernes moder, ikke havde dokumenteret at have forældremyndighed over ansøgerne. Udlændingestyrelsen havde endvidere meddelt afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, skulle hjemvises, da der i forbindelse med klagen var indsendt nye oplysninger. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgernes moder havde fremsendt nye dokumenter vedrørende forældremyndigheden over ansøgerne, idet hun under klagesagens behandling havde fremsendt en erklæring fra juni 2016 fra børnenes fader om, at han ikke modsatte sig, at børnene rejste til Danmark eller et hvilket som helst andet europæisk land for at bo sammen med moderen, eller at hun kunne træffe beslutninger vedrørende ansøgerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerne på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på familiesammenføring under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til barnets tarv, som talte for, at ansøgerne burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke var hensigten med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at en biologisk forælder til et ansøgende barn fik en ansøgning om børnesammenføring behandlet efter bestemmelsen, og at vurderingen rettelig skulle foretages efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans kunne vurdere, om der var ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/101.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Erhverv – Særlige individuelle kvalifikationer – Kok

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, til en statsborger fra Indien, der søgte om opholds- og arbejdstilladelse som indisk karry og tandoori kok.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse som indisk karry og tandoori kok efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var tilbudt beskæftigelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, idet den tilbudte beskæftigelse som indisk karry og tandoori kok ikke, som dette var forudsat i lovbemærkningerne, var så tæt knyttet til ansøgeren som person, at andre ikke umiddelbart ville kunne varetage det pågældende arbejde som indisk karry og tandoori kok. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var tilbudt en stilling på 38 timer ugentligt til en månedsløn på 20.000 kr., samt at arbejdet skulle bestå af at forberede, anrette og præsentere maden for gæsterne, at sørge for, at maden var af højeste kvalitet, at servere klassisk indisk mad, at udvikle nye retter samt udvikle menukortet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at restaurantens karakter ikke underbyggede, at den havde en sådan kvalitet og speciale, at det kunne begrunde ansættelse af en specialiseret kok. Udlændingenævnet tillagde det en vis vægt, at ansøgeren havde gennemført en toårig kokkeskole i Indien, hvilket indikerede, at der hovedsageligt var tale om basisviden og ikke specialiseret viden, samt at ansøgeren trods arbejdserfaring i cirka ti år som kok måtte anses for almindeligt faglært kok. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren tidligere havde haft opholds- og arbejdstilladelse i Danmark i sammenlagt over tre år som kok med tilberedning af indisk mad. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det ikke ændrede ved det forhold, at den tilbudte beskæftigelse måtte anses for at være sædvanligt faglært arbejde. ERH/2016/95.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til tre syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Et af de ansøgende børn var under 15 år, mens de to øvrige børn var mellem 15 og 18 år på ansøgningstidspunktet.

    Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for det ansøgende barn, som var under 15 år, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. Udlændingenævnet fandt desuden, at den yngste ansøger ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, uanset at han var under 15 år, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at det var urimeligt, at ansøgerne skulle vokse op uden en far og mor, og at der skulle gå tre år, før referencen igen kunne søge om familiesammenføring med ansøgerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag og ansøgernes ansøgningsskemaer, at referencen og ansøgerne forud for flugten til Danmark boede i samme hus som referencens moder/ansøgernes farmoder, at ansøgerne nu boede hos deres farmoder, og at de således altid havde boet hos eller i samme hus som deres farmoder. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerne efter det oplyste havde to farbrødre og tre fastre i Syrien, hvorfor børnene tillige ikke var uden andre omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt således på denne baggrund, at referencens moder/ansøgernes farmoder på tidspunktet for referencens udrejse af Syrien de facto måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med referencens accept og viden. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgernes farmoder var gammel og syg og derfor ikke længere kunne tage sig af børnene. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencens moder var født i 1951, og at referencen på tidspunktet for sin udrejse selv havde valgt, at ansøgerne kunne overlades til referencens moders omsorg. På samme baggrund kunne det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgernes moder og referencen havde ophævet samlivet, og at ansøgernes moder havde været forsvundet i to til fem år. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/89.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 28-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fire syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende ægtefælle/fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgerne som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d (for så vidt angik den ansøgende ægtefælle), og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d (for så vidt angik de ansøgende mindreårige fællesbørn under 15 år). Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerne ikke var omfattet af de persongrupper, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen var paraplegiker og sad i kørestol, og at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at referencen var dybt afhængig af sin hustru, da han ikke kunne klare sig selv og skulle have hjælp til toiletbesøg, bad, medicindosering, personlig pleje, anretning af mad og drikke og transport, samt at referencen havde fået hjælp af kommunen til boligindretning, el-kørestol, el-scooter og hjælpemidler i forhold til inkontinens/kateterisering samt hjemmesygepleje til kateterpleje. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at referencen i hjemlandet selvstændigt havde arbejdet først som restauratør og senest som taxachauffør og selv havde foretaget rejsen fra Syrien til Danmark. Referencen måtte derfor anses for – uanset sit handicap som han pådrog sig før sit ægteskab – at være hovedsagelig selvhjulpen, og med mulighed for at agere selvstændigt og kunne håndtere personlig pleje. Udlændingenævnet henviste herved til, at en læge ved referencens ankomst til Danmark havde skrevet, at referencen klarede sig selv ved hjælp af kateter, at han selv kunne kateterisere (aftappe urin ved hjælp af et kateter), hvis det var nødvendigt, og at han vedrørende afføring kunne komme over på badestol og kunne gøre sig ren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et lægehus’ korrespondancemeddelelse fra september 2016, at referencen havde frasagt sig madordning, og at han var i stand til selv at købe ind. Udlændingenævnet fandt således, at referencen i dagligdagen i det væsentligste kunne anses for selvhjulpen, og at han havde mulighed for at kunne klare sig uanset sin helbredstilstand, og uanset at han efter sin ankomst til Danmark var berettiget til at modtage hjælp og hjælpemidler. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 21-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en vietnamesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i november 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Da ansøgeren i marts 2015 indgav en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, oplyste ansøgeren, at hun havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden august 2011 med 37 timer ugentligt på en restaurant, og i deltidsbeskæftigelse siden maj 2014, hvor hun arbejdede 5 timer ugentligt for et rengøringsfirma. Ansøgerens fagforening fremsendte endvidere et efterbetalingsskema til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra januar 2015 til september 2015 havde arbejdet 130 timer om måned