right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2023 – Administrativ udvisning med indrejseforbud i 1 år – ulovligt ophold

    Dato: 14-03-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en britisk statsborger med indrejseforbud i Schengenområde i 1 år i medfør af Udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet i lufthavnen på baggrund af ulovligt ophold på 66 dage, idet han var indrejst i Schengen i oktober 2022 og ikke udrejst siden, og ikke var i besiddelse af et visum. Klageren var rejst frem og tilbage imellem England og Norge for at besøge sin forlovede og deres fælles mindreårige børn, som var norske statsborgere.

    Klageren blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 1 år under henvisning til det ulovlige ophold jf. udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da [politiet i marts 2023] antraf dig i lufthavnen, hvor klager var under udrejse til Storbritannien.

    [Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde sig i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan indrejse og opholde sig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når man forinden har opholdt sig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dage.

    Efter gældende regler meddeles en udlænding som udgangspunkt et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.

    [Udlændingestyrelsen] har dog vurderet, at der er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet du har oplyst, at din forlovede og to børn bor i Norge, og at du regelmæssigt besøger dem i Norge. [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at klager udrejste af Norge så snart, han blev klar over, at han havde opholdt sig ulovligt i landet.

    [Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [marts 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Det til støtte for klagen anførte om, at klager har mentale sundhedsproblemer, og at klager oplever selvmordstanker grundet indrejseforbuddet, kan ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at klager helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådant omfang, at en udvisning må anses for særligt belastende for klager, jf.udlændingelovens § 26.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det må antages, at klager kan få den fornødne
    medicinske behandling i Storbritannien, hvor han er statsborger.

    Det forhold, at klager har to børn og en forlovet i Norge, som klager skulle være gift med i [juni 2023], kan heller ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klager er statsborger i Storbritannien, at klager ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke
    indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at klager, hans forlovede og deres fællesbørn ikke ville kunne udøve familielivet i Storbritannien, hvor klager er statsborger.

    Udlændingenævnet finder med henvisning til ovenstående og ligesom Udlændingestyrelsen, at
    der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk.
    3, men at det 2 årige indrejseforbud nedsættes til 1 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2,
    idet klager har en forlovet og 2 mindreårige børn i Norge.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2023 – administrativ udvisning – subsistensløs

    Dato: 13-11-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Eritrea, som blev administrativt udvist med henvisning til subsistensløshed og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren blev i juli 2023 antruffet af politiet i forbindelse med en anmeldelse om, at klageren havde
    chikaneret personer i området. Klageren var i besiddelse af 105,50 danske kroner samt 1 dollar. Klageren oplyste til politiet, at han ikke på lovlig vis kunne fremskaffe yderligere midler til sit ophold i Danmark. Klageren blev herefter anholdt og sigtet, idet han ikke var i besiddelse af de nødvendige midler til sit ophold her i landet.

    I august 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1

    Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”Ved afgørelsen har [Udlændingestyrelsen] lagt til grund, at du er statsborger i Eritrea, og at du senest indrejste i Danmark [i juli 2023].

    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ved anholdelsen var i besiddelse af 105,50 danske kroner og 1 dollar.

    [Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt vægt på, at man ved ophold i Danmark skal være i besiddelse af cirka 500 kroner pr. dag, hvis man skal bo på hotel eller vandrehjem her i landet. Hvis man skal bo privat, skal man være i besiddelse af mindre beløb.

    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at du har oplyst til politiet, at du ikke på lovlig vis kunne skaffe dig yderligere midler til dit ophold her i landet, samt at du ikke lovligt kan arbejde i Danmark og ikke var i besiddelse af en hjemrejsebillet.

    [Udlændingestyrelsen] har yderligere lagt vægt på, at du ikke har oplyst, at du har til hensigt at rejse hjem.

    [Udlændingestyrelsen] vurderer herefter, at du ikke er i besiddelse af de nødvendige midler til dit ophold her i landet.

    [Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold, som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    [Udlændingestyrelsen] har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du ikke har et arbejde i Danmark, samt at du bor på gaden.

    Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

    Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af [august 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold både med hensyn til det påtænkte ophold i Schengenlandene og til hjemrejsen eller gennemrejsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Eritrea og har opholdstilladelse i [Schengenland], at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2023 – administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år – ulovligt arbejde

    Dato: 23-10-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Haiti, som blev administrativt udvist for ulovligt arbejde og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 1, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren blev i juni 2023 antruffet af politiet i forbindelse med afholdelse af en gadefest, idet klageren havde indrettet en plads med malerudstyr, hvor han malede ansigter på forbipasserende personer og tog betaling herfor. Klageren forklarede, at han var blevet inviteret til Danmark af en bekendt for at arbejde som kunstner under gadefesten. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og vedtog den udenretlige bøde på 3.000 kr.

    I juni 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 1, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1

    Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Haiti, og at du [i maj 2023] indrejste i Danmark.

    [Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen endvidere lagt til grund, at du [i juni 2023] blev sigtet og anholdt af [politiet] for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at udføre arbejde som ansigtsmaler til [en gadefest], selvom du ikke var i besiddelse af [den] fornødne tilladelse.

    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdet og vedtaget en uden-retlig bøde på 3.000 kr. herfor.

    [Udlændingestyrelsen] vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Haiti ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil.

    Det forhold, at du oplyser, at du og [person] ikke har aftalt løn og at du endnu ikke har fået udbetalt løn for det udførte arbejde, kan, henset til ovenstående, ikke føre til, at du ikke udvises, idet det er en aktivitets faktiske karakter og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om (ulovligt) arbejde.

    [Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

    Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [juni 2023] af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Det til støtte for klagen anførte om, at du [i juni 2023] hverken arbejdede som ansat eller som frivillig, men at der derimod var tale om en venlig gestus som tak for invitationen til [gadefesten], kan ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at politiet observerede dig, mens du sad ved en bænk med malergrej foran dig, at du henvendte dig til forbipasserende personer, hvorefter du malede en person i ansigtet og modtog betaling herfor.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal være i besiddelse af en gyldig arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse i Danmark, og at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke f.eks. det forhold, at der er tale om en vennetjeneste, eller om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at gøre sig bekendt med, hvilke regler der gælder i forbindelse med at udføre arbejde i Danmark, herunder hvad der anses for arbejde.

    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Haiti, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

    Det til støtte for klagen anførte om, at du har en verserende sag vedrørende ansøgning om arbejdstilladelse i [Schengenland], hvorfor det har store negative konsekvenser for dig at have et indrejseforbud i Schengenområdet, kan på bagrund af overstående derfor ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet skal bemærke, at du kan ansøge de relevante myndigheder om et territorialt begrænset visum til de lande, du ønsker at indrejse i. De relevante myndigheder vil vurdere, om der i din sag foreligger ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde et visum til de pågældende lande.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2022 – administrativ udvisning - EU-borger – kriminalitet

    Dato: 15-09-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Rumænien, da han gentagne gange var sigtet og straffet for ensartet berigelseskriminalitet.
    Sagens faktiske omstændigheder
    Klageren indrejste i Danmark ad flere om gange, herunder i marts 2017, i juli 2018 og senest i januar 2019. Under sine ophold i Danmark havde klageren flere gange begået berigelseskriminalitet, herunder bl.a. tyveri af en cykel, en taske og dagligvarer.
    Klageren blev antruffet af politiet i februar 2019, da han var i færd med at putte en parfume i sin lomme i et indkøbscenter. Derudover var klageren i besiddelse af 2,25 gram hash, som klageren erkendte var til eget brug. Han vedtog en udenretlig bøde på 5.400 kr. for tyveri og for besiddelse af euforiserende stoffer.
    Udlændingestyrelsen traf i februar 2019 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud for klageren, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, idet styrelsen vurderede, at klageren udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, da det var en grundlæggende samfundsinteresse at kunne beskytte sig mod tyveri. Udlændingestyrelsen vurderede derfor, at udvisningen af klageren ikke var uforeneligt med EU-reglerne og EU-domstolens praksis om udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne.
    Udlændingenævnets vurdering
    ”Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i 2 år i medfør af § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 5, 1. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen i primo februar 2019.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af sagens oplysninger fremgår, at klageren i primo februar 2019 blev antruffet af politiet, at klageren efterfølgende blev anholdt og sigtet for butikstyveri og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og at klageren har erkendt tyveriet af en parfume.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har vedtaget en udenretlig bøde på 5.400 kr. for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved at have stjålet en parfume til en værdi af 660 kr., samt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at klageren tidligere har været idømt bøder og er blevet sigtet flere gange i sager om berigelseskriminalitet:
    - I marts 2017 blev klageren sigtet for brugstyveri af en cykel. Politiet afgjorde sagen med udstedelse af en bøde på 1.000 kr.
    - I juli 2018 blev klageren sigtet for tyveri af en taske til en værdi af 3.500 kr. Klageren nægtede forholdet. Politiet afgjorde sagen med udstedelse af en bøde på 3.000 kr.
    - I september 2018 vedtog klageren en bøde på 1.000 kr. for tyveri af vin og en pastaret.
    - I oktober 2018 vedtog klageren en bøde på 2.500 kr. for bl.a. tyveri af pant til en værdi af 225 kr.
    - I januar 2019 blev klageren sigtet for tyveri af dagligvarer for 384,33 kr. fra en butik.
    - I primo januar 2019 vedtog klageren en bøde på 500 kr. for tyveri af 2 flasker vin samt en dåse kaffe.
    Udlændingenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet finder derfor, at udvisningen ikke er uforenelig med EU-reglerne.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren siden 2017 er blevet sigtet i flere sager om berigelseskriminalitet, og at klageren har vedtaget 3 af bøderne.
    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er rumænsk statsborger, at han ikke har haft længerevarende ophold i Danmark, at han ikke har særlig tilknytning til Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kan føre til, at en udvisning af klageren må antages at virke særligt belastende for klageren.
    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, 1. pkt., idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af primo februar 2019.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2022 – Administrativ udvisning af EU-borger – kriminalitet

    Dato: 08-09-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Rumænien, da han gentagne gange var sigtet og straffet for ensartet berigelseskriminalitet.
    Sagens faktiske omstændigheder
    Klageren indrejste til Danmark i 2016 og begik gentagen kriminalitet i perioden fra december 2016 til december 2019. Klageren var bl.a. dømt for tyveri to gange og havde vedtaget en bøde for et enkelt tyveriforhold. Klageren var sigtet for yderligere 2 forhold for henholdsvis tyveri, databedrageri og ulovlig omgang med hittegods.
    Senest var klageren blevet antruffet af politiet i november 2020, idet han var blevet tilbageholdt af en vagt i forbindelse med butikstyveri af chokoladebarer og kaffeglas, hvilket klageren erkendte.
    Klagen oplyste klageren, at han var hjemløs, stofmisbruger og prostitueret og stjal madvarer med henblik på videresalg for at få råd til stoffer. Klageren oplyste endvidere, at han arbejdede som prostitueret efter eget ønske, og at han ikke betalt penge til andre i forbindelse med prostitutionen.
    Udlændingestyrelsen traf i november 2020 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud for klageren, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, idet styrelsen vurderede, at klageren udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, da det var en grundlæggende samfundsinteresse at kunne beskytte sig mod tyveri.

    Udlændingenævnet har valgt kun at offentliggøre den del af Udlændingenævnets afgørelse, der vedrører udvisning af unionsborgeren pga. kriminalitet.
    Udlændingenævnets vurdering
    ”På tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2020 havde klageren ikke haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder.
    Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i 2 år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen i november 2020.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren blev antruffet og anholdt af politiet for butikstyveri af diverse madvarer, så de ikke kunne sælges, til en samlet værdi af 560 kr. Klageren blev i den forbindelse sigtet for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1.
    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har erkendt tyveri af varerne, og at han har vedtaget en udenretlig bøde herfor.
    Udlændingenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at tyveriet ikke er af tilfældig karakter, og at klagerens adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet finder derfor, at udvisningen ikke er uforenelig med EU-reglerne.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren gentagne gange er blevet sigtet og straffet for ensartet berigelseskriminalitet, herunder ved byrettens dom fra august 2020, hvor klageren blev straffet med 7 dages betinget fængsel for ulovlig omgang med hittegods og databedrageri, og en række butikstyverier begået hhv. i april 2018, i januar 2019, i oktober 2019 og i december 2019, hvorfor der ikke var tale om en begrænset skadevirkning. Udlændingenævnet finder derfor, at der er grundlag for at antage, at klageren vil begå lignende kriminalitet på ny.
    Det forhold, at Center Mod Menneskehandel har udtalt, at klageren er offer for menneskehandel, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til Center Mod Menneskehandel samt til politiet har oplyst, at han arbejdede som prostitueret uden at være udsat fra pres fra andre.
    Udlændingenævnet vurderer derfor, at uanset om klageren tidligere skulle have været offer for menneskehandel, at der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke var tale om et aktuelt forhold, idet det er flere år siden, klageren forlod den herboende person, der havde udsat ham for pres og udnyttelse, og at klageren ikke har oplyst om, at han siden har været udsat for pres, tvang, udnyttelse eller lignende.
    Udlændingenævnet finder ikke anledning til at partshøre klageren i forhold til, om klageren kan anses for at være i et aktuelt handelsforhold, da det påhviler udlændingen at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af sagen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er rumænsk statsborger, at klageren ikke har haft længerevarende ophold i Danmark, at klageren ikke har særlig tilknytning til Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klageren.
    Udlændingenævnet finder desuden, at til trods for klagerens manglende tilknytning til Rumænien, kan dette ikke føre til, at en udvisning må antages at være uforenelig med EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 26 b.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom klagerens tilknytning skulle være større til Danmark end til Rumænien, vejer samfundsinteressen i, at klageren udvises af Danmark tungere, end hans manglende tilhørsforhold til Rumænien.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren kom til Danmark som helt ung, at han under hele sit ophold i Danmark har udøvet kriminalitet, at der er tale om hyppig og vedvarende gentagelser af kriminalitet begået i voksenalderen, at klageren ikke har formået eller forsøgt at integrere sig i Danmark, at klageren ingen relationer har opbygget i Danmark, hverken venskab, kærester eller herboende familie, og at klageren udvises i en periode på 2 år med mulighed for at returnere til Danmark ved udløbet af denne periode.
    Det forhold, at der til støtte for klagen er anført, at flere af klagerens kriminelle forhold ligger langt tilbage i tid, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af byrettens dom fra august 2020, at klageren kontinuerligt i perioden ultimo december 2016 til ultimo december 2019 har begået kriminalitet, hvortil klageren er blevet dømt for 5 forskellige forhold, at han tidligere er straffet for tyveri ved to forskellige domme fra august 2019, at klageren har vedtaget en bøde for et enkelt tyveri forhold, og at han er sigtet for yderligere 2 forhold for henholdsvis tyveri, databedrageri og ulovlig omgang med hittegods.
    Det forhold, at der til støtte for klagen er anført, at klagerens misbrug er i bedring, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er ført fornødent bevis for, at dette skulle være tilfældet, samt at klageren under afhøringen oplyste, at han har haft et stofmisbrug de sidste 2 år.

    Det forhold, at det er anført, at den type misbrugsrelaterede berigelseskriminalitet, klageren har begået, er af mindre alvorlig karakter, at klageren ved byrettens dom i august 2020 blev dømt for mindre kriminalitet, at din klient i den forbindelse blev frifundet for udvisning, og at påstanden om udvisning blev frafaldet af anklagemyndigheden under retsmødet, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at nærværende sag omhandler et strafbart forhold begået i forlængelse af de strafbare forhold, som klageren blev dømt for i byretten i august 2020, og at der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens efterfølgende afgørelse i november 2020 således var tilvejebragt tilstrækkeligt grundlag for – ud fra en konkret vurdering af klagerens samlede handlemønster siden hans indrejse i Danmark, herunder formålet med tyveriet – at udvise klageren efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.
    Det forhold, at det er anført, at små sporadiske butikstyverier ikke udgør en alvorlig trussel i opholdsdirektivets forstand, og at klageren alene blev idømt 7 dages betinget fængsel med dissens for bøde, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til ovennævnte begrundelse.
    Det forhold, at der er henvist til en dom fra april 2018, hvor retten fandt, at udvisning i et sådant tilfælde var i strid med opholdsdirektivet, og at den tiltalte i den pågældende sag blev idømt 3 måneders betinget fængsel, hvorimod klageren alene blev idømt 7 dages betinget fængsel med dissens for bøde, kan ikke føre til en ændret vurdering, da den sag, som der er henvist til vedrører en EU-borger uden tidligere forstraffe, og sagerne derfor ikke umiddelbart er sammenlignelige.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom der er tale om småkriminalitet i form af tyveri, databedrageri og ulovlig omgang med hittegods og beløb af for forholdene set isoleret mindre værdi, tillægges det betydning i den samlede afvejning, at klageren siden sin indrejse i Danmark i 2016 har udført berigelseskriminalitet, og at der ikke på noget tidspunkt under klagerens ophold i Danmark har været en længere periode uden kriminalitet.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. april 2022 – udvisning – ulovligt ophold - omgørelse

    Dato: 21-04-2022

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Syrien, som var blevet udvist af Danmark for ulovligt ophold.
    Sagens faktiske omstændigheder
    Klageren havde søgt asyl i Tyskland i 2018 og indrejste i august 2019 i Danmark, hvor hun blev antruffet af politiet i forbindelse med grænsekontrollen. Hun kunne ikke fremvise en gyldig opholdstilladelse eller gyldig rejselegitimation og var alene i besiddelse af et asylansøgerkort fra Tyskland.
    Udlændingestyrelsen traf i september 2019 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud, da styrelsen fandt, at klageren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1.
    Det viste sig dog under klagesagens behandling, at klageren havde fået opholdstilladelse i Tyskland på indrejsetidspunktet, hvorfor Udlændingenævnet omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnets vurdering
    ”De tyske udlændingemyndigheder har i oktober 2021 bekræftet over for Udlændingenævnet, at klageren har fået færdigbehandlet sin asylsag, og at klageren har fået opholdstilladelse i Tyskland med virkning fra november 2018 til november 2019.
    Da klageren indrejste i Danmark den pågældende dag i august 2019, finder Udlændingenævnet, at klageren opholdt sig lovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 2 b. Udlændingenævnet vurderer således, at der er grundlag for at omgøre Udlændingenævnets afgørelse fra september 2019.
    Udlændingenævnet vurderer derfor, at Udlændingestyrelsen ikke burde have udvist klageren af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Herudover burde klageren ikke være blevet frihedsbehøvet i august 2019 ved indrejsen i Danmark i medfør af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet har på den baggrund dags dato meddelt Udlændingestyrelsen, at afgørelsen fra september 2019 om udvisning af klageren skal betragtes som ophævet og dermed som en nullitet i medfør af forvaltningsretten, således at klageren stilles som om, hun ikke var blevet udvist af Danmark. Udlændingenævnet har i den forbindelse anmodet Udlændingestyrelsen om at foretage indberetning af det annullerede indrejseforbud, således at det fremgår af Schengeninformations-systemet, at klagerens indrejseforbud er tilbagekaldt.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 16-12-2019

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med meddelelse af indrejseforbud i to år til en statsborger fra Frankrig.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2019. Udlændingenævnet fandt således, at unionsborgeren ikke burde udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingenævnet fandt, at unionsborgerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af unionsborgeren ville være i strid med direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet) artikel 27, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved det af unionsborgeren begåede tyveri var tale om et enkeltstående forhold, hvor det ikke kunne lægges til grund, at formålet med unionsborgerens indrejse i Danmark var at begå kriminaliteten, idet der til klagen var fremlagt blandt andet kopi af en ansættelseskontrakt mellem unionsborgeren og en restaurant fra september 2019, hvorved unionsborgeren pr. oktober 2019 blev ansat som kok, hvilket understøttedes af det forhold, at unionsborgeren i oktober 2019 fik udstedt EU-registreringsbevis, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på unionsborgerens personlige forhold, herunder at hun i øvrigt var ustraffet også under sit seneste ophold i Danmark i perioden fra juni 2019 til september 2019, samt at hun var i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således henset til ovenstående, hvor unionsborgeren blandt andet havde fået udstedt EU-registreringsbevis, og hvor det begåede forhold hverken havde haft et professionelt eller planlagt tilsnit, at der ikke var grundlag for at antage, at hun i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at hendes adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor der ikke var grundlag for at udvise hende med indrejseforbud. Udlændingenævnet anmodede på denne baggrund Udlændingestyrelsen om at slette indberetningen af unionsborgerens indrejseforbud i kriminalregistret. FAM/2019/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2019 – Administrativ udvisning – EU–borger – Ulovligt ophold

    Dato: 13-11-2019

    Udlændingenævnet besluttede ex officio i november 2019 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse om udvisning af rumænsk statsborger. Udlændingenævnet havde i juli 2019 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ophæve det indrejseforbud, som unionsborgeren ved Udlændingenævnets afgørelse i juli 2019 om udvisning af Danmark var blevet meddelt for to år fra den 1. i den førstkommende måned efter, at han var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen den 10. september 2019 havde afsagt dom i den præjudicielle sag C-94/18, Nalini Chenchooliah mod Irland (Chenchooliah-dommen), som nærmere vedrørte medlemsstaters mulighed for at fastsætte indrejseforbud. Dommen vedrørte en tredjelandsstatsborger, som tidligere havde været omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (opholdsdirektivet). Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3, at en værtsmedlemsstat ikke må lade en udsendelsesafgørelse ledsage af et indrejseforbud. Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet blev i forbindelse med arbejdet med fortolkningen af Chenchooliah-dommen opmærksomme på, at udlændingemyndighederne – uden at det var en konsekvens af den nævnte dom – hidtil havde haft en praksis, hvorefter der i strid med EU-retten også var meddelt indrejseforbud til unionsborgere i forbindelse med administrativ udvisning på grund af ulovligt ophold. Det fremgår således af Udlændinge- og Integrationsministeriets notat af 12. november 2019 vedrørende Chenchooliah-dommen, at det er ministeriets vurdering, at unionsborgere også forud for dommen må anses for at have været omfattet af opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3, idet unionsborgere har en umiddelbar ret til at indrejse og opholde sig i en anden medlemsstat end den, hvori de har statsborgerskab. Idet unionsborgeren i sagen var rumænsk statsborger og i april 2018 af Udlændingestyrelsen blev udvist af Danmark med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., idet Udlændingenævnet stadfæstede denne afgørelse i juli 2019, og idet udvisningen ikke var begrundet i hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, fandt Udlændingenævnet, at unionsborgeren i sagen ikke burde have været meddelt indrejseforbud i forbindelse med udvisningsafgørelsen, og at indrejseforbuddet derfor skulle ophæves. Udlændingenævnet anmodede på denne baggrund Udlændingestyrelsen om at slette indberetningen af unionsborgerens indrejseforbud i kriminalregistret. FAM/2019/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2018 – Administrativ udvisning – EU-borger – Hensynet til den offentlige orden

    Dato: 09-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en rumænsk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2017 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i juni 2017 var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, ved i juni 2017 i en park, hvortil der var almindelig adgang, at have etableret og opholdt sig i en lejr, som var indrettet med flere madrasser, soveposer og med fire andre personer, hvilket var egnet til at skabe utryghed i nærområdet, at klageren samme dag havde vedtaget et bødeforelæg på 500 kr. for forholdet, og at klageren over for politiet havde oplyst at være bekendt med, at det ikke er tilladt at overnatte i parker. Udlændingenævnet fandt endvidere, at forholdet ikke kunne anses for at være af tilfældig karakter med en begrænset skadesvirkning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et gentagelsestilfælde, idet klageren også i marts 2017 og i maj 2017 var blevet bortvist som overnatter, og da klageren i maj 2017 havde vedtaget en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at forholdet var begået i umiddelbar tidsmæssig forlængelse af klagerens indrejse i Danmark og i forening med flere andre personer, hvorfor forholdet ikke kunne anses som et udtryk for en spontan handling, men sammenholdt med klagerens øvrige adfærd som betler og flaskesamler måtte anses for at udgøre en systematisk adfærd under klagerens ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen var oplyst, at klagerens handling havde en begrænset skadevirkning, at klageren ikke havde begået anden kriminalitet i forbindelse med overnatningerne i form af tyveri, husfredskrænkelser eller andet, og at der herved var henvist til dommene U 2011.1800H og U 2016.1083/2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der i den aktuelle sag ikke var grundlag for at antage, at det begåede forhold, som tilfældet var i U 2011.1800H og U 2016.1083Ø – hvor det blev fastslået, at husfredskrænkelse, jf. straffelovens § 264, begået af EU-borgere ikke kunne begrunde udvisning – havde karakter af et tilfældigt begået forhold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herefter, at udvisningen med indrejseforbud ikke var uforenelig med EU-reglerne, herunder opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, idet udvisningen – henset til klagerens adfærd og begrænsede tilknytning til Danmark – også måtte anses som proportional. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft længevarende ophold her i landet, at klageren ikke havde nogen særlig tilknytning til herboende personer, og at klageren ikke havde oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til Rumænien, hvor hendes ægtefælle og fire børn boede. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at klageren efter det oplyste var blevet opereret i leveren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget behandling for sin tilstand i form af en operation og ved medicinering. FAM/2018/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Litauen jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 samt indrejseforbud i to år jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter egne oplysninger var indrejst i Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016 og således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i cirka tre eller fire dage. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i oktober 2016 var blevet anholdt og sigtet for fire overtrædelser af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved i fire tilfælde af butikstyverier at have stjålet for i alt 2.148 kr. i butikker. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet pågrebet i umiddelbar tilknytning til det ene forhold, at han havde erkendt alle fire forhold over for politiet, og at han havde vedtaget et bødeforelæg på 4.400 kr. for butikstyverierne, som var blevet begået i nær tilknytning til hans indrejse her i landet. Udlændingenævnet henviste herudover til, at klageren overfor politiet havde oplyst, at han havde brugt alle sine penge på at købe hash på Christiania, at han ikke havde adgang til penge, og at han havde overnattet på Christiania den første nat, men siden da ikke havde sovet. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt således, at udvisningen ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om, at klageren var kommet til Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016, at han ikke tidligere havde været i Danmark, at han ikke havde tilknytning til herboende personer, og at han ikke havde oplyst om særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der gjorde, at en udvisning af ham måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2017/148.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen